|
De 3 Fartøjer
Mula-sarvasti-vada
Munke- og nonne-ordenen, som er en vigtig institutionel del af Karma Kadjy traditionen, hedder Mula-sarvasti-vada på sanskrit og er verdens ældste broder-søster-skab af munke og nonner. Det er en lang historie om buddhismens klostervæsen, som ikke skal berettes her, men Mulasarvastivada er kort sagt ældre end Thera-vada, som er den Sydlige Buddhismes munke- og nonne-orden, skønt begge traditioner kan føres tilbage til Buddha Sakyamuni selv. Det karakteristiske træk ved kloster-traditionen er de mange løfter, som de glade munke og nonner tager. Munkene har 253, nonnerne 360 løfter, som bevirker, at de kan være på planeten her, næsten uden at skade noget andet sansende liv når de følger forskrifterne. Det er denne karma regulerende funktion, som i tidernes løb har tiltrukket tusinder af mennesker til at påtage sig løfter og betræde den åndelige eller mentale udviklings vej på den i virkeligheden nemmeste måde. I reglen har de buddhistiske lande haft stor gavn af munkene og nonnerne. F. eks. blev den medicinske lærdom i Indien systematiseret og udviklet i klostrene, som ikke var set før i nogen civilisation, fordi det medicinske fag blev holdt hemmeligt i familie traditioner fra far til søn andre steder i samfundene. Den etiske påvirkning af klostrenes omgivelser har også været ganske betydelig til det gode. Lever man døgnets 24 timer i den buddhistiske ånd, er der meget, som bliver en hel del lettere at opnå færdighed i. I klostrenes fællesskab foregår der en næsten konstant formidling af transmissionen, hvilket ikke blot holder den i live, men som også holder munkene og nonnerne på sporet til frigørelsen og oplysningen. Næsten alle, som besøger et kloster, kan mærke den gavnlige og gode atmosfære og tage en god oplevelse med hjem. Klostrenes høje etiske standard har haft en afsmittende virkning på de almindelige samfund. At støtte klostre, munke og nonner er meget bedre end at støtte kunst og sport for samfundet. Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, blot er det ordinerede personales indsats stærkt undervurderet i Danmark. Man støtter det gode i én selv, når man støtter munke og nonner.
De 3 fartøjer
I vores tradition taler man om de 3 fartøjer, som vil bære os til befrielsen. De hedder Hinayana, Mahayana og Mantrayana (eller Vadjrayana). De oversættes som Det Lille Fartøj, Det Store Fartøj og Mantra-fartøjet (eller Diamant-fartøjet). I en anden traditionel udlægning hedder det imidlertid:
1) Elevernes fartøj,
2) De Ensomme Buddha'ers fartøj og
3) Bodhisatva-fartøjet, hvilket sidste igen inddeles i
a) Sutra og b) Tantra.
De første to svarer til Hinayana, Sutra svarer til Mahayana og Tantra til Mantrayana. Du vil finde begge beskrivelser af fartøjerne i litteraturen.
Sutra betyder Buddhas ord og hentyder almindeligvis til den klasse af kanoniske bøger, som beskriver stederne, begivenhederne og Buddha Sakyamunis faktiske ord, som han udtalte ved disse forskellige lejligheder. Der er sÃ¥ledes ogsÃ¥ Sutra'er, som beskriver begivenhederne ved Buddha Sakyamunis instruktioner i Hinayana. Tantra betyder almindeligvis en samling tekster af visionær oprindelse, som ogsÃ¥ almindeligvis tilskrives Buddha, og som beskriver Tantra’ernes oprindelse, sammenhæng og omfang. I forbindelse med de 3 Fartøjer betyder Sutra og Tantra imidlertid to klasser af anskuelser, og er ogsÃ¥ betegnelser pÃ¥ to forskellige slags meditativ praksis og ritual. (se siden: Om træning)
De kanoniske bøger inddeles ofte i 3 kategorier. De kaldes De 3 Kurve, fordi teksterne i oldtiden blev opbevaret i kurve af træ. De 3 kurve er 1.) Sutra, 2.) Vinaya og 3.) Abhidharma. Sutra er Buddhas ord, som forklaret ovenfor. Vinaya er også Buddhas ord, men hvor de specifikt handler om munke-, nonne- og kloster-livet. Abhidharma er den systematiserede lære-bygning, som er baseret på Sutra men forfattet af forskellige mestre indenfor traditionerne. I Historiens løb er der afholdt flere konciler, hvor man har besluttet, hvilke bøger, som burde kanoniseres. Disse konciler bevirkede altid splittelse, hvorved der opstod flere og flere traditioner. Der burde egentlig være en ekstra kurv til Tantra, men sådan er traditionen ikke.
Når man benytter sig af de 3 fartøjer til befrielsen, kan man sikre sig ved at ansøge om og tage løfter, som hjælper til, at man ikke forlader fartøjerne undervejs. Løfterne, som man modtager ved en ceremoni af en Lama eller af 5 fuldt ordinerede munke, sigter altså på at fastholde orienteringen. Ligesom Tilflugten er løfter noget, som man søger og derpå modtager af folk, som er i stand til at give dem.
Hinayana er fartøjet på vejen til individuel befrielse, hvor hovedvægten lægges på læren om Selvets illusion. Løfterne i denne kategori drejer sig om handlinger med krop og "tale" (d.v.s. både sprogbrug, faktiske ord, man bruger, når man taler, og visse subtile følelsesmæssige energibevægelser i kroppen, som man kan kontrollere viljemæssigt). Løfterne handler alle om, ikke at skade andre. Vil man holde alle løfterne, skal man blot lade være med det. Der er løfter for fuldt ordinerede, novicer samt lægfolk. Hinayana-løfter kaldes for ydre løfter, da de drejer sig om handlinger med krop og tale. De kaldes også løfter til individuel frigørelse, fordi Hinayana både drejer sig om Selvets illusion og om at undgå at forvolde skade. Munke- og nonne-løfter indebærer cølibat. Det gør læg-løfter ikke. Lægløfterne er: ikke at dræbe, stjæle, lyve, dyrke erotisk utroskab og drikke alkohol.
Mahayana er fartøjet på vejen til alles befrielse, hvor hovedvægten lægges på læren om alle fænomeners substantielle tomhed. Tomheden er dog ikke helt tom. Tomheden er også tom for tomhed. Den er, når den lades i fred, fuld af åbenhed, kærlighed og medfølelse, kort sagt: tomheden er følsom. Løfterne, som man kan påtage sig i denne kategori, drejer sig om at ville gavne andre, samt om hvordan vi bedst behandler vores følelser og tanker. Mahayana-løfter (normalt kaldet for Bodhisatva-løfter) kaldes indre løfter, fordi de handler om éns mentale indstilling til alle oplevelser og éns følelsesliv. Kernelæren i Mahayana drejer sig om udviklingen af Bodhicitta. (Læs artiklen: Det lyse sind)
Mantrayana, Tantra eller Vadjrayana er fartøjet på vejen til hurtig Oplysning. Det er en hemmelig eller mystisk lære, egentlig ikke forskellig fra Mahayana, men den anvender nogle særlige yoga metoder samt anskuelser, som forener alle andre anskuelser indenfor al Dharma (Buddhisme). Det særlige ved Tantra er, at man selv fremstår som en vision af Buddha'en midt i sit slot. I Sutra modtager man blot Buddha'ens velsignelse eller magt. (Magt betyder her at kunne styre sine identifikationer og tilknytninger.) De tantriske løfter handler om det såkaldte rene syn på alt. F. eks. ses alle kvinder som udtryk for Visdoms-sind. De tantriske løfter kaldes for hemmelige, fordi de handler om, hvordan vi vil fortolke vores oplevelser på de aller inderste planer eller i vores inderste tanker - derfor "hemmelig" da andre ikke kan se eller mærke, hvad der foregår på disse dybe planer. De er også hemmelige, da metoderne kan være farlige at anvende, hvis de bliver misforstået eller misbrugt. Også derfor spiller mesterlæren en særlig stor rolle i Tantra. Mesterlæren er den bedste beskyttelse mod misforståelser og forkert træning. De tantriske løfter tjener til konstant forbindelse med ens egen Buddha-natur.
Mulasarvastivada er Hinayana afdelingen, som via Kadam traditionen (fra den indiske mester Atisha) kommer ind i Kadjy traditionen ved Gambopa, den første Karmapas mester. (Se siden: Om transmissionen, når den er færdig). Sutra i Karma Kadjy traditionen stammer i hovedsagen fra Nalanda kloster-universitetet i Bihar, hvorfra det meste Kadam kommer til Tibet og vores tradition. To andre vigtige kæmpe-klostre på Ganges-sletten var Odantapuri og Vikramashila. Atisha kom fra Vikramashila, som lå i det nuværende Bangladesh. Nalanda klosteret var det største og vigtigste af alle Indiens buddhistiske institutioner i flere hundrede år, mens Dharma'en etablerede sig i Tibet. Det var et kloster-universitet, som ud over at uddanne munke, skabte læger, filosoffer og embedsmænd. Det er en meget kort og direkte vej for transmissionen fra Bihar og Bengalen til det centrale Tibet. Tibetanerne bragte en tro kopi af den indiske buddhistiske middelalder fra det buddhistiske kerneland i Indien til Tibet, mens Dharma'en endnu blomstrede i Indien.
Tantra afdelingen, kommer fra de såkaldte Mahasiddha'er i Indien, som levede i det første årtusinde efter Kristus, sådan cirka. Tidspunkterne er usikre, fordi de levede som omvandrende hellige mænd og kvinder. Nogle af dem var kendte af samtiden og kan derfor tidsfæstes nogenlunde, f. eks. Tilopa. Det var nogle visionære mennesker, som videreudviklede den oprindelige Buddhisme, sådan som jeg forstår det, gennem deres visioner og store indsigt. Tilopa var én af dem, Maitripa, Nagardjuna og Saraha er andre vigtige indiske mestre i Kadjy transmissionen af Mahamudra, som det alt-forenende meditations-system hedder (se siden: Om Mahamudra, når den er færdig). Mange Sutra-transmissioner er kommet fra Atisha, som stiftede Kadam traditionen. Transmissionen fra Gambopa kaldes derfor de 2 Floder, som flyder sammen, nemlig Mahamudra fra Saraha, Tilopa og Maitripa samt Kadam fra Atisha.
Klostervæsnet stammer sÃ¥ledes fra Atishas transmissions-linie (Kadam). Naropa var ogsÃ¥ munk i Nalanda og blev dekan (titlen hedder Portvogter), men opgav sine løfter og forlod kloster-universitetet, da han hørte om Tilopa. Nalanda var meget stort. Der har været 10 - 20 tusinde munke helt frem til den tyrkiske invasion af Indien i tolvhundrede tallet. Odantapuri og Vikramashila var af tilsvarende størrelse. I Tibet blomstrede en akademisk kloster tradition op sammen med diverse Tantra transmissioner fra de vilde yogi’er. Denne sammenblanding har gjort, at langt de fleste yogi’er i dag er enten munke eller nonner.
2 hovedretninger i Dharma’en
I Indiens oldtid og middelalder eksisterede der 18 munke- og nonne-ordner, som alle har deres rod i den oprindelige Sangha. Da Dharma'en forsvandt fra Indien, var der kun 2 ordner tilbage, som har overlevet til vores tid, nemlig Theravada og Mulasarvastivada. Derfor taler man også om "Den Sydlige -" og "Den Nordlige Buddhisme". Den nordlige er Nepal, Tibet, Mongoliet, Kina, Korea, Japan og Vietnam. Munkene og nonnerne derfra er Mulasarvastivada, og skønt de ikke alle er Tantra-udøvere, så er de alle Mahayana. Den sydlige er Burma, Thailand, Cambodja og Sri Lanka. De er alle Theravada, som ikke er, hvad man normalt kalder Hinayana. Denne tradition indeholder nemlig mange Mahayana elementer, skønt ikke dem alle. Det er der en simpel grund til. Opdelingen af Buddhas Lære i Hina- og Maha-yana var en begivenhed på Ganges-sletten i Oldtiden. Theravada befandt sig dengang kun i det helt vestlige Indien, og forblev upåvirket af disse begivenheder, som indtraf blandt de øvrige 17 buddhistiske skoler i det nordlige og østlige Indien. Mahayana elementerne samlede de op (, for så vidt de ikke allerede var en del af Theravada,) på Sri Lanka, hvor de boede side om side med Mahayana i mange hundrede år, selv om der i dag ikke længere findes Mahayana dér. Theravada i Burma, Thailand og Cambodja stammer alle fra Sri Lanka.
Klostervæsnet i de buddhistiske traditioner tjener dels som velegnede steder til træning og studium, dels som institutionel vogter og bærer af transmissionen. I Tibet opstod der en tradition for, at et kloster altid eksisterede parallelt til en eller flere bevidst-genfødte Lamaer, såkaldte Tulku'er (se siden: Om Tulku'er, når den er færdig). Tulku'en er i reglen genfødslen af klosterets grundlægger. Munkene har deres egen organisation, den såkaldte tratsang, til forskel fra Tulku'ens organisation, som kaldes lhabrang. Et kloster i Tibet kunne ikke overleve uden en Tulku i spidsen, så tratsang'en er traditionelt stærkt afhængig af Tulku'en, skønt den er en selvstændig organisation med valgte tillidsfolk, næsten som en fagforening. Tulku traditionen har hidtil fungeret ganske glimrende i samspil med den tibetanske middelalder, hvor kongemagt og adel ellers ville have været altdominerende. Det er derimod et godt spørgsmål, om denne tradition vil kunne fungere i den moderne æra.
Klostrene er ikke blot munkenes og nonnernes bolig og samlingssted. I reglen findes der også en såkaldt Shedra, et akademisk institut for studium af De 3 Kurve og diverse kommentarer af fortidens mestre, samt en såkaldt Drubkhang til langvarige meditative tilbagetrækninger. Klostrene er fokuspunkt for de 2 samlinger af fortjeneste (dyder) og visdom både for lægfolk, yogier og ordinerede. Den passive samling af fortjeneste sker ved ikke at skade nogen og den aktive ved at gavne andre, i særdeleshed ved at formidle Dharma'en til samfundet i øvrigt. Samling af visdom sker ved anvendelsen af de virksomme midler under studium, refleksion og meditation. På klostrene findes som regel den samlede buddhistiske lærdom og der er altid nogle, som praktiserer også de mere eksotiske meditations systemer. Klostrene har også veldokumenterede transmissions-linier. Det vil være en umulig opgave for eneboere og lægfolk at udvirke det samme. Desværre har vi hverken klostre, shedra'er eller egentlige tilbagetrækningscentre i Danmark. På Tilogaard håber jeg at kompensere lidt for denne mangel ved at udvikle et refugium, som vil have lidt af det hele. Så må resten komme senere.
 |
|
