 |
|
|
|
|
|
|
|||||||||
 |
|||||||||||||||
|
NĂĄr du klikker pĂĄ “Nyhedsbrev” ĂĄbner dit email program. Skriv at du gerne vil modtage nyt og send mail’en afsted. |
|||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||
 |
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
|||||
|
3 Selvets illusionSindet giver rum og klarhed til oplevelserne, som strømmer gennem de 5 skandha’er, men du oplever kun noget, fordi du er altid opleveren af dine oplevelser. Man kan ikke forestille sig, at man som oplever har andre oplevelser, end sine egne. Man er altid den, som oplever sine oplevelser. Det, som man selv er, kan defineres i forhold til, hvad man ikke er. Som oplever er du forskellig fra oplevelsen og processerne for oplevelse, i hvert fald i en vis forstand, nemlig sĂĄdan som det opleves. Man kunne kalde opleveren for Selvet, ligesom hinduer (og Søren Kierkegaard) gør, men opleveren er ikke en ting eller størrelse, som kan defineres, beskrives eller mĂĄles, og begrebet opleveren giver kun mening i forbindelse med oplevelser. En oplever uden oplevelser giver ikke mening. Vi kan sige, at der er en oplever, fordi der er oplevelser og oplevelses-processer. Hvis der ikke er nogen til at opleve oplevelserne, er der heller ingen oplevelser. Opleveren er noget meget specielt set i forhold til oplevelses-processerne og selve oplevelserne. Det at være opleveren skal vi derfor kigge lidt nærmere pĂĄ.
Hvis du (helt hypotetisk) kunne opleve opleveren, må du spørge dig selv om hvem, som oplever den oplevelse. Du måtte selv være en anden oplever for at kunne få oplevelsen. Ellers er der ingen oplever til stede, som kan opleve oplevelsen. Det er ikke muligt at undgå at være opleveren, men det er umuligt at opleve, hvad opleveren er i sig selv. Det er det, som gør virkelig selv-erkendelse vanskelig. Opleveren er aldrig en oplevelse. Man kan sige, at evnen til at rumme oplevelser og give dem klarhed er det samme som at være opleveren, men denne evne er jo netop ikke noget, som ovenfor beskrevet (Om opfattelsen 1, Basis). Man kan så påstå, at Selvet er transcendent i forhold til sindet, og at det måske trods alt er noget på et transcendent plan, men det er umuligt at påvise eller erkende på grund af oplevelses-situationen, hvor opleveren umuligt kan blive til en oplevelse, som man så kan undersøge nærmere. Når vi kigger tæt på den psykologiske situation, ser det faktisk mere ud som om, at det er verden, som er transcendent i forhold til os selv. Vi kender jo kun verden som en oplevelse. Det er således umuligt at fatte, hvad en oplever er, skønt alle vel er klar over, at det er det, som de dybest set selv er, når de tænker over det. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen, som mente, at de ikke var oplever af deres oplevelser. Opleveren er kort sagt altså ikke noget som helst, men befinder sig alligevel samme sted som oplevelserne. Sådan opleves det i hvert fald, og det er det, som vi har brug for at vide. Vi skal bruge denne viden, når vi udfører Indsigts-meditationen (sanskrit: vipasyana - tibetansk: lhagthong). Dette forhold kaldes for Selvets forførelse eller illusion. Vores egentlige identitet ligger aldrig dér, hvor vi almindeligvis anbringer den, nemlig blandt vores oplevelser. Jeg føler, at jeg er til, derfor er jeg til, tænker man uden at tænke over, at al denne selv-følelse er en oplevelse. Der er ingen selv-følelse ved opleveren - kun ved oplevelser. Alligevel ligger éns egentlige og dybeste identitet i dimensionen af at være opleveren af sine egne oplevelser. Oplevelser af selv-følelse og identitet er begrebsmæssigt noget andet end det at være opleveren. Desuden er betegnelsen opleveren et begreb (samskara skandha), som i sagens natur er anderledes end det, som begrebet hentyder til eller beskriver. Begrebet opleveren giver desuden kun mening i forbindelse med begreb om oplevelser og oplevelses-processer i sindet. Begrebet opleveren er nødvendigt for at kunne forstå den mere grundlæggende identitet, som alle har, i modsætning til personlighed, ego eller individualitet, som er den interaktive identitet, som befinder sig i forhold til, hvad der opfattes som anderledes end én selv. Man kan sige, at der findes en dybere identitet, som man normalt ikke tænker særligt over, og en aktiv og engagerende identitet, som man konstant opbygger i vekselvirkning med omverdenen, men dybest set er de begge misvisende, hvad angår det, som vi virkelig er i en absolut forstand udover diverse relationer. Som sansende væsner er vi fuldstændig indeholdt i virkeligheden, og kan ikke opfatte vores sind udefra. Ligesom øl ikke fortæller meget om ølflasken, hvor øllet er.
Det er dog ikke hele historien om den egentlige identitet. PĂĄ en mĂĄde er man jo ogsĂĄ oplevelserne, bĂĄde dem, som man identificerer sig med, og alle de andre, som man ikke føler, at man er for sĂĄ vidt som, at man er sit eget sind, og at oplevelsen af alle de andre og hele verden foregĂĄr dĂ©r. Hvis man ikke, i det mindste, er sit eget sind, er man virkelig ingen verdens ting, og sindet er jo heller ikke nogen ting. Men pyt med det. Man er jo lige godt opleveren af sine egne oplevelser, selv nĂĄr man ser pĂĄ dette grænseløse sind, men dybest set er der egentlig blot de skiftende oplevelser, og man finder aldrig opleveren, selvet, sjælen eller ĂĄnden eller noget som helst andet, for der er ikke noget. Opleveren er en abstraktion. Oplevelserne er ufuldstændige sansninger, som konstant bearbejdes af de 5 skandha’er. Til gengæld har sindet Buddha-naturen, Sugatagarbha. Er vi sĂĄ absolut ingenting? Nej, det kan man ikke sige, for vi har jo oplevelser. SĂĄ der er altsĂĄ noget, selvom det egentlig ikke er noget med substans eller uafhængig væren. Der er grænser for erkendelse, selvom Nirvana (læs siden: Om Buddha 2) gør en kvalitativ forskel. Selvets illusion og Nirvanas mulighed hænger uløseligt sammen. Erkender du ikke Selvets illusion, finder du ikke Nirvana.
Der er al mulig grund til at formode, at alle andre har det på samme måde. Buddha Sakyamuni opdagede, at for fjerne al lidelse var denne erkendelse tilstrækkelig: vi er uvidende om os selv i ordets dybeste betydning, men er i stand til at opnå indsigt i sindets natur. Et transcendent Selv eller en Gud behøves ikke for at erkende sammenhængen og dermed overstå al lidelse. Sammenhængen er De 4 Ædle Sandheder. Buddha Sakyamuni opdagede en tilstand helt fri for forvirring og lidelse, som opnås, når indsigten i sindets egentlige natur indtræffer. Pas på med forståelsen her. Betegnelsen indsigt er også blot et begreb. (Andre religioner beskæftiger sig med andre sammenhænge, og beskriver derfor sjælelivet på andre måder, som nødvendiggør en Gud eller et transcendent Selv for at forklare sammenhængen. Det er blandt andet derfor, at disse religioner har et så stort element af tro og hengivenhed som midel mod filosofisk tvivl og den manglende forklaring af alting og livets mysterium.)
Vores dagligdags personlighed eller ego er de 5 skandha’er. Man kan sige, at vi i denne forstand er det, som vi er vant til at være. I klassisk Dharma betegnes det med ordene: forgængelighed, lidelse og essens-løshed. I moderne kognitiv videnskab kaldes ego'et for vores tilkobling til omgivelserne. Derfor er dette forhold relativt, omskifteligt, ustabilt, sammensat, vanskeligt, forhandlende og forgængeligt. Som oplever af dine oplevelser synes du derimod at være den samme hele tiden, for den grundlæggende situation er altid den samme. Naturligvis er vi i en relativ forstand identiske med vores personlighed, men netop kun i en funktionel betydning som vores handlinger, udtryk og ansvar. De 3 størrelser danner karma (De er desuden til dels ogsĂĄ forĂĄrsaget af karma). Det ægte menneske er Ă©t med sine handlinger, sit udtryk og det ansvar, som situationen skaber. Hvordan og hvorledes afhænger naturligvis af din opfattelse af situationen. Det uægte menneske, præget af løgn og fremmedgørelse er sĂĄ at sige ved siden af sig selv og sin situation. SĂĄdan er det konventionelle eller relative ego system. Ingen af disse 3 størrelser er konstante eller absolutte, men befinder sig i relationen. Det er din oplevelses-situation derimod: du er altid opleveren. Selv et skizofrent menneske er kun Ă©n oplever (det er den sindssyges tilkobling til sin krop og omgivelser, som er brudt sammen, og samskaras manifesterer sig usammenhængende).
Som det første mĂĄ man forstĂĄ denne vores egen absolutte og uundgĂĄelige hjemstavn: der er ikke nogen hjemme. Der er blot masser af plads, mulighed og klarhed omkring alle dine oplevelser. Man bør ikke misforstĂĄ sin egen illusion: man er altid opleveren af sine egne oplevelser. Dernæst mĂĄ man se pĂĄ Selvet som et begreb eller en samskara, som umuligt kan eksistere uden alle de andre og alt det andet end Ă©n selv. Selvet som begreb giver kun mening, nĂĄr der ogsĂĄ er de andre og alt det andet, hele verden, som ikke er Ă©n selv. Det kaldes for den grundlæggende dualisme, denne skelnen mellem selv og verden. Som du kan forstĂĄ, er der slet ikke noget enestĂĄende Selv, og du vil i næste kapitel se, at der faktisk heller ikke er nogen verden som sĂĄdan. Den grundlæggende dualisme er altsĂĄ en stor misforstĂĄelse af virkeligheden, i hvert fald den psykologiske virkelighed, og kaldes derfor uvidenhed eller avidya pĂĄ sanskrit. Heraf følger naturligt, at det er samspillet (karma) mellem selv, andre og andet, som skaber personligheden, hvori vi almindeligvis lægger vores identitet. Der er dog aldrig mere personlighed end situationen tillader, for personligheden er simpelthen vores relation til alt og alle, som vi anser for at være adskilte fra os selv. SĂĄ alt og alle er med til at definere, hvem vi selv er i denne relation. Det at gennemskue vores sĂĄledes relative identitet og dens essensløshed er betegnet som Hinayana (Det Lille Fartøj eller Fartøjet Til Personlig Befrielse). NĂĄr man dernæst kigger nærmere pĂĄ samspillet mellem selv, andre og andet end Ă©n selv, vil man bemærke, at det i højeste grad er de andres handlinger og verdens tilstand, som afgør, hvad vi som personer mĂĄ forholde os til og definere os selv ved. Derfor kaldes omrĂĄdet, hvor de andre og hele verden befinder sig, for Bodhisatva’ernes træningsplads. Det at gennemskue alt og alles relative og absolutte dimension betegnes derfor som Mahayana (Det Store Fartøj eller Bodhisatvafartøjet), hvor man opøver kærlighed og medfølelse med alle samtidigt med, at man gennemskuer altings fravær af selvstændig eksistens eller egentlig egennatur, men herom i næste kapitel.
Et transcendent eller metafysisk Selv kan umuligt erkendes direkte og vil derfor altid være spekulativt. Det konventionelle ego er lige så sammensat og omskifteligt som livet og er aldrig ligeså entydigt som det at være opleveren af sine egne oplevelser. Vi lider under misforstået identitet. Det er os selv som helt naturligt har misforstået noget på grund af selve oplevelses-situationen. Vores forståelse - eller mangel på samme - samt vores lidenskabelige følelser leder os konstant til identifikation og tilknytning med visse oplevelser og afsky for andre og endelig ligegyldighed med de fleste af vores oplevelser, som vi ikke har en direkte berøring med. Opleveren er tilsyneladende netop ingen ting. Hvis ikke, burde der være en oplevelse...
Denne beskrivelse af Selvets illusion er baseret pĂĄ undersøgelses-metoden i den analytiske indsigts-meditation (sanskrit: vipasyana), som kaldes kusulu pĂĄ sanskrit (tibetansk: trømeh). Kusulu betyder egentlig den hjemløse yogi uden tilknytning til nogen eller noget. Trømeh betyder uden kompleksitet, fordi undersøgelses-metoden ikke kræver en akademisk uddannelse. I Abhidharma-litteraturen, som er Dharma’ens systematiserede lære-bygning, gives der flere lange og udførlige beskrivelser af Selvets illusion og dermed vises mange omfattende undersøgelses-metoder. Artiklen fortsætter pĂĄ næste side: Om opfattelsen 4
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||||||
|
Omopfattel sen3
anatman ikke noget selv
Selvet er aldrig en oplevelse
|
||||||
|
|
||||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Mangler titel-bjælken foroven? Klik her. |
|||||||
|
|
|||||||
|
|
|||||||
|
Identitet
Den lille historie er beretningen om os selv, som vi fortæller til os selv hele tiden. Vi har vældig travlt med en fortælling om, hvad det er, som vi oplever, mens vi oplever det. Vi beretter også for os selv, hvem vi er og hvorfor, at vi er sådan, mens vi reagerer på oplevelserne. Det er nødvendigt at begribe, hvad der sker, når der sker noget, hvis vi kan fatte det, men denne historie-fortælling får nemt karakter af eventyr, når vi ikke er helt med i, hvad der foregår, og ikke helt forstår det hele. Det kan også være trættende sådan hele tiden at skulle forklare sig selv alting. Vi kan faktisk lære at lytte og blot lade alle vores oplevelser sive ind og bundfælde sig i sindet og forlade os på vores medfødte bodhicitta og vores følelsers intuitive fornemmelser uden at skulle brodere løs på vores spontane tanker. Vi kan også forlade os på, at vores samskaras altid er fordomme, hvilket ikke betyder at de er forkerte, men at de er begrænsende, og vores medmennesker fortjener mere opmærksomhed end ureflekterede reaktioner. Identiteten, som vi giver os selv ved at betragte vores sjæleliv, er som regel ikke en helt korrekt beskrivelse. Som resultat af shiné træning holder denne historie-fortælling i reglen op af sig selv.
Vi lærer ikke kun sprog og sædvane af vores omgivelser, men også hvem de andre tror, at vi er. Desværre er de andres fortælling om, hvem vi selv er i deres øjne, ikke nødvendigvis særlig udtalt eller nødvendigvis specielt ærlig, hvilket giver os noget besvær med at fortolke, hvad andre tænker og føler om os. Da vores egen historie flettes sammen med de andres historier på flere niveauer, kan det nogle gange føles som at danse med skygger af ukendte oprindelser og med skjulte hensigter. Alligevel kan vi ikke undlade at fortælle os selv, hvad de andre sikkert tiltror os og hvilke historier, det er, som vi tror, at vi deltager i. Det betyder noget i vores liv, med mindre vi lever som eneboere fjernt fra alle. Den prægning, som vi har været udsat for af de andre, bliver en del af vores egen historie - også kaldet karma. Ved vores deltagelse i samfundslivet og samtiden vil vi uundgåeligt udvikle fordomme (samskaras) om os selv og de andre og verden, som vi selv danner, men som vi i hovedsagen har fået af de andre, både for at være sociale deltagere, når det er det, som vi er, og for at finde sikker grund, som vi selv kan opholde os på, i en usikker verden. Den store historie er imidlertid både en djævel og en gud. En djævel, når den skader os og en gud, når den gavner os. Vi får jo det meste af livets nødvendigheder fra andre. I reglen har andre bygget huset, som du bor i, og syet tøjet, som du har på, og så videre. Da vores omgivelser både er guder og djævle, mennesker og dyr, fortjener de vores medfølelse, for de er alle i samme situation som os selv. I stedet for uendelige fortolkninger af, hvor vi selv står i forhold til de andre, kan vi indleve os i, hvordan de har det, og deltage i deres liv med følelse. Vi behøver ikke de andres bekræftelse, men vi vil få den forærende alligevel, når vi er tilstede med åndsnærvær og hjerte. Uden de andre kan vi slet ikke udvikle det kostbare bodhicitta, som vil føre os til befrielsen. Identiteten, som vi får fra de andre, vil vi i reglen overskride som resultat af lhagthong (indsigts-) meditation. Vores egentlige identitet er hverken den lille eller den store historie, men karma slipper vi ikke for, før årsagen til karma er væk. Karma og identitet er ikke helt det samme og alligevel ikke helt forskellig.
|
|||||||
|
Genfødt Personligheden eller det relative ego ødelægges i døden og mellem-tilstandene (tibetansk: bardo) før genfødslen. Den relative identitet nærmest skrælles af, nĂĄr alle de kendte relationer gĂĄr til grunde. Hvem er det sĂĄ, som gennemgĂĄr alt dette, og hvorfor sker der genfødsel? Det er fordi der er mange kraftige vaner og begreber pĂĄ lager, og viljen (sanskrit: cetana) søger bekræftelse pĂĄ sin eksistens som adskilt fra andre og alt det andet udfra den grund, som kaldes uvidenhed (sanskrit: avidya) om Nirvana og samsara’s natur. Som oplever synes man ude af stand til at opgive tilknytningen og identifikationen med mellem-tilstandenes processer, sĂĄ samsara fortsætter uafbrudt, selvom man bliver til en anden person under disse udviklinger. Viljen er ikke personen, men det organiserende princip i samskara skandha.
|
|||||||
