English, please

  Nyhedsbrev  

Når du klikker på “Nyhedsbrev” åbner dit email program. Skriv at du gerne vil modtage nyt og send mail’en afsted.

4    Tomheds-naturen

   Den verden, vi kender som oplevelse, er kun tilstede i vores eget sind. Dette forhold kaldes for fænomenernes tomhed (sanskrit: sunyata), fordi fænomenerne, som vi oplever dem, er afhængige af sindet. Uden sind, ingen oplevelser - heller ikke af fænomener.

  Tilsyneladende er verden jo udenfor os selv, men det er verden som oplevelse altså bare ikke. Oplevelser opstår kun i sindet, er kun til stede i sindet og befinder sig aldrig udenfor sindet, så vidt man ved udfra sin egen oplevelse. Oplevelser består kun af psykisk stof, også vores selvfølgelige og naturlige oplevelse af verden. Verden, som vi oplever den, består ikke af atomer, men af sansninger. Det kaldes, at den er tom for egen virkelighed og stoflighed. Tomhed (sanskrit: sunyata) som fagudtryk i Dharma’en betyder således: tom for enestående selvstændighed og substans. Sansningerne opstår af sindet, befinder sig i sindet og opleves ved sindet. Denne konstatering er ikke en benægtelse af den fysiske verden, men en væsentlig psykologisk betingelse. Tomhed betyder ikke, at der mangler noget, men at der ikke er noget (stofligt). Vi oplever kun vores eget sinds aktivitet. Vi oplever aldrig verden, skønt vi synes at stå i et stærkt afhængigheds-forhold til den, men blot vores eget indtryk af, hvad vores sanser opfatter som deres sansegenstande. Vores forståelse af verden er derfor altid yderst relativ.

  Man kan ikke sige, at sindet er tomt for sin egen virkelighed, men der er ikke fysiske atomer i oplevelser og deres rum. Tomheden er altså også tom for tomhed.

Alt, som manifesterer sig, er sind, skønt tomhed også er sind.

Forståelse er sind, dog er illusion også eget sind.

Tilblivelse er sind, men ophør er og’ sind,

så skær igennem alle fejl-fortolkninger af sindet.

( Udrag fra den 3. Karmapa Rangdjung Dordje’s Mahamudrabøn)

  Det er ikke til at fatte, men kan efterforskes gennem meditation. Sindet er meget mere omfattende, end man tænker på til daglig, og man forføres af sin uvidenhed. Fordi man almindeligvis antager, at verden eksisterer uafhængigt af en selv, opretholder man en dualisme mellem indre (psykisk) og ydre (fysisk), som er psykologisk urealistisk. Alle oplevelser foregår i sindets rum. Der er mange slags oplevelser, men kun for så vidt, at sindet viser dem. Spørgsmålet om hvad universet er, er derfor i høj grad et spørgsmål om, hvad sindet er. Herudover er disse tanker om sindet jo blot begreber og dermed forskellige fra, hvad der skulle begribes, så hvori består vores virkelighed egentlig? (Sådan spørger Madhyamaka-filosofien - og sprog-filosoffen Ludwig Wittgenstein.)

 At sindet er ubegribeligt betyder imidlertid ikke, at man ikke kan forholde sig til det, men det er umuligt at fokusere på rum og klarhed. Til gengæld behøver man ikke at tænke på, om man kan rumme det ubegribelige sind, for det er jo netop sindet, som giver så god plads til alting. Man kan faktisk undre sig længe over, hvor god plads der er. Verden udenfor er altid indenfor. Man glemmer det hele tiden, skønt man virkelig burde huske på det. Mange synes, at der er enormt god plads i verdensrummet, så tænk på, hvor god plads der er i dit sind, som kan rumme din oplevelse af verdensrummet.

  Vi er aldrig, hvad vi kunne tro, at vi er, og verden er ikke, hvad den udgiver sig for at være.

 (Det betyder ikke, at der ikke eksisterer et transcendent Selv eller en objektiv verden, men blot at sådant noget opleves aldrig af nogen, fordi det ikke kan lade sig gøre. Kald det tro eller overtro. I Dharma’en kaldes det at gå ud fra verdens objektive eksistens for en konvention, det vil sige den vedtagne virkelighed.)

 Disse betragtninger kan føre til, at man beskæftiger sig med verden med større ydmyghed og sig selv med større nysgerrighed, for vi ved kun, hvad vores eget sind viser os. Den her beskrevne anskuelse af tomhedsnaturen er ikke hele historien. Der er 16 slags tomhed (se højre spalte), og man kan også anskue tomheden som fænomenernes gensidige afhængighed, men det overlader jeg til den akademiske præsentation at beskrive. For at holde den røde tråd på Tilogaards net-sted er det tilstrækkeligt at bemærke den psykologiske dimension. Det er den, som vi har brug for, når vi mediterer.

  Hvad vi selv og verden virkelig er, forbliver et dybt mysterium. Det er ikke nødvendigt med overtro. Det er der for meget af i forvejen. Det store ingen ting er langt mere interessant og anderledes, end sit rygte, og det er fuld af følelse, og det er basis for alting. Det er ikke en forbrydelse mod menneskeheden, at vores essens ikke er noget. Tomhed er ikke i sig selv en negativitet, men et hav af muligheder. Vores forventninger til det åndelige bliver blot skuffede, hvis vi forventer en åndelig flugtvej til noget lige så stofligt som vores (misforståede) oplevelse af verden. De fleste er umiddelbart bange for tomheden, når de får øje på den, så de bliver noget overraskede, når de finder ud af at hvile i den, uden at det gør ondt eller er farligt. Det er værd at bemærke, at rumme-sindet altid er godt og sundt. Det er klistersindet, som er helt vildt, på grund af uvidenhed om sig selv. Når indsigten kommer, og tilknytninger og identifikationer falder bort og er overstået, bliver lidenskaberne forvandlet til intuitiv visdom af sig selv. Da bliver man virkelig overrasket. Sand indsigt er bare for meget. (Se siden: Om visdoms-sind, når den er færdig).

Opsumering 2:

 I det store og hele er sindet rummelighed og klarhed med de 5 skandha'er indeni, som gennemstrømmes af intuition, deltagelse, medfølelse, åbenhed, kærlighed, indlevelse og visdom.

   Når der er identifikation, tilknytning, dualisme etc. tilsløres dette visdoms-sind, og i stedet er der klister-sindet, lidenskabernes magiske teater inde i sindets spejlgalleri med kroppen som gidsel. Det er som forsiden og bagsiden på det samme grønne blad. To forskellige sider og alligevel det samme sind. Fængslet af sine egne guder og djævle eller frigjort ved sit eget visdoms-sind er den lille forskel. På den måde er vi alle allerede Buddha'er. Vi er blot ikke klar over det og ikke vant til det. Visdoms-sindet er der uden at blive brugt. Rigtig få gider vænne sig til det. Desværre har vi tilpasset os så meget andet, som ikke er befordrende for indsigt i sindets natur, og det er meget svært at opbygge nye vaner til at fremme erkendelse af visdoms-sindet, på trods af at det ligger jomfrueligt og venter på at blive opdaget i dit eget sind. Selv når vi gør det, går der i reglen lang tid, før de gamle vaner svækkes, fordi de er så grundlæggende i livet, når det handler om lidenskab og identitet. Ligesom der er 5 basale lidenskaber, er der også 5 visdomme. Når identifikation og tilknytning til klister-sindet er helt overstået, viser de 5 visdomme sig. I stedet for vrede opstår der den spejl-lignende visdom. I stedet for begær opstår der den skapt-skelnende visdom. I stedet for stolthed opstår der lighedens visdom. I stedet for misundelse opstår der den alt-udførende visdom. Og endelig, i stedet for uvidenhed eller forvirring opstår der den alt-gennemtrængende visdom. (Læs artiklen: Det Lyse Sind)

  Træningen kommer derfor ikke til at dreje sig om at blive til noget, som man ikke allerede er, eller virkeliggøre noget, som man ikke har. Træning er tilvænning og afvænning. I praksis handler det om vaner og begreber. Når indsigten kommer, overskrider man også dem.

   Da sindet på den ene side er absolut som rum og klarhed og på den anden side er relativt som oplevelser, taler man om 2 slags sandhed. Absolut - og relativ sandhed. Det gælder også vores identitet som forklaret i kapitlet ovenfor: 3, Selvets illusion. Det relative kaldes også konventionel sandhed. Det betyder, at en spade i reglen vil opleves og kunne bruges, som den er designet til, selvom det er sindet, som graver i sindet, også når vi graver store huller. Sådan ser det altså ud. Der er skrevet tykke bøger om emnet, som bestemt ikke er nemt. Det betyder, at der altid er en dynamik mellem de to poler. Man kan kalde det for spirituel dialektik. På det absolutte plan er det som om man forsvinder, på det relative plan er man altid på et bestemt sted på et givet tidspunkt i en unik situation, selv når den synes velkendt. På den måde har hvert øjeblik helt grundlæggende kun to dimensioner, som definerer nu’et: der er Buddha’en og dit nu-værende liv og sinds-tilstand og hermed verden (sanskrit: samsara).

   Det er kun indenfor Mahayana traditionerne, herunder Tantra, at man beskæftiger sig med Tomheds-naturen. Indenfor Hinayana fokuseres der på Selvets illusion. Det er der mange mennesker, som sagtens kan nøjes med. I dagligdagen vil de fleste nok alligevel gå ud fra, at der faktisk findes en mere eller mindre objektiv verden, skønt man selv har en subjektiv opfattelse af den. En nærmere beskrivelse af Hinayana anskuelserne ligger dog umidelbart udenfor hjemmesidens koncept. (Se siden: de 3 fartøjer, for en beskrivelse af forskelle mellem Hianayana og Mahayana)

Artiklen fortsætter på næste side: Om opfattelsen 5

Om

opfattel sen

4

sunyata

tomhed

(fraværet af enestående selvstændighed og substans)

(Som tal er suyata tallet nul)

0

Madhyamakavatara af Chandrakirti

 Uddrag fra teksten om de 16 slags tomhed, kapitel 6, vers 181 til 201 og vers 216 til 218, fra oversættelsen i bogen: The emptiness of Emptiness ved C. W. Hunrington jr. side 179. Oversat til dansk og tilrettet efter “L’entre au Milieu”, den franske oversættelse, af Lama Tendar Olaf Høyer.


 1.) Øjet (i betydningen: synsevne) er tomt for (selvstændig eksistens som) øje, fordi det er dets medfødte natur. Øret, næsen, tungen, kroppen og fatteevnen (sanskrit: manas) er tilsvarende betegnet på samme måde. (D. v. s. evne til at høre, lugte, smage, fornemmelser i og på kroppen samt fatte-evnerne. Sanseevne hedder indriya på sanskrit. Selve de fysiske organer hører hjemme under punkt 7.)
 De 6 (sanse-evner), øjet og de andre, er hverken evige eller forgængelige, og deres fravær af selvstændigt væsen betegnes som indre-tomheden (sanskrit: adhyatma-sunyata).

 2.) (Sansning af) form (=syn) er tom for (selvstændig eksistens som) form, fordi det er dens medfødte natur. Lyd, lugt, smag, kropslig følelse og sindslige opfattelser er også ligesådan.
 Fraværet af nogen som helst essens hos form og de andre (sansninger) betegnes som ydre-tomheden (sanskrit: bahirdha-sunyata).

 3.) Fraværet af selvstændigt væsen hos begge (slags tomhed) er indre-ydre-tomheden (sanskrit: adhyatma-bahirdha-sunyata).

  4.)  Fraværet af selvstændigt væsen hos (alle) ting betegnes af de vise som tomhed, og denne tomhed må også betegnes som tom for essens af tomhed.
 Tomheden ved det, som kaldes tomhed, betegnes som tomheds-tomheden (sanskrit: sunyata-sunyata), og det forklares på denne måde med henblik på at modvirke enhver forståelse af tomheden som (en ontologisk reference til) et (egentligt) væsen.

  5.) Retningerne (i Universet) er umådelige, fordi de omfatter både den ubesjælede verden og de sansende væsner uden (at der er nogen) rest, og fordi de viser det umålelige ved at være ubegrænsede.
 De 10 retningers tomhed (det er kompasretningerne plus op og ned) er stor-tomhed (sanskrit: maha-sunyata), og den er blevet forklaret på denne måde med henblik på at modvirke enhver forståelse af det umådelige (som en ontologisk reference til et egentligt væsen).

  6.) Nirvana er af den største betydning, fordi det er det mest fremragende mål (at sætte sig), og dets tomhed (for selvstændigt væsen) er den-overordentlige-betydnings-tomhed (sanskrit: paramartha-sunyata).
 De, som kender den største betydning, har instrueret i den-overordentlige-betydnings-tomhed med henblik på at modvirke enhver forståelse af Nirvana som (en ontologisk reference til) et (egentligt) væsen.

  7.) De 3 verdener (Triloka: Kamaloka, rupaloka & arupaloka) betegnes som sammensatte, fordi de opstår fra omstændigheder (eller betingelser). Deres tomhed (for selvstændig eksistens) er sammensætnings-tomheden (sanskrit: samskrita-sunyata).

  8.) Det usammensatte (sanskrit: asamskrita) er aldrig opstået, forbliver ikke og er heller ikke vedvarende. Tomheden (for selvstændigt væsen) ved dette er ikke-sammensætnings-tomheden (sanskrit: asamskrita-sunyata). (Verdensrummet er et eksempel på noget usammensat. Af en eller anden grund mangler dette punkt i Huntingtons tekst. Imidlertid findes det i den franske oversættelse, som jeg derfor har brugt. Der er sandsynligvis tale om en kopieringsfejl, så punktet er “glemt” i den tibetanske tekst, som Huntington har benyttet.)

  9.) Det, som er uden yderligheder (f. eks. af eternalisme og nihilisme), kaldes yderlighedernes overskridelse. Tomheden for netop det betegnes som uden-yderligheder-tomheden (sanskrit: atyanta-sunyata).

  10.) Genfødslernes kredsløb har ingen begyndelse eller ende, og derfor betegnes det som fraværet af begyndelse og afslutning. Fordi den er tom for det at ankomme eller at gå væk, er tilværelsen ligesom en drøm, og dens tomhed (for essens) betegnes som tomheden-ved-begyndelsesløshed-og-endeløshed (sanskrit: anavaragra-sunyata) i de filosofiske skrifter (sanskrit: shastra).

 11.) Hvad der afvises og forlades (af yogi’er og lærde) kaldes værdigt til at blive forkastet, og det (som er) uden bebrejdelse er, hvad der ikke opgives (d. v. s. alle dyder).
Tomheden (for selvstændigt væsen) ved det, som ikke opgives (altså, alle dyder), kaldes ikke-opgivet-tomheden (sanskrit: anavakara-sunyata, = tomheden-ved-det-gode).

 12.) Fordi sammensatte ting og alt andet hverken er opstået ved Sravaka'erne (elevernes fartøj i betydningen: Arhats), Pratyeka-buddha'erne, Buddhas sønner (Bodhisattva'erne) eller Tathagata'erne (Buddha’erne) betegnes essensen af (oprindelsen til) sammensatte ting og resten som urnaturen.
 Tomheden (for selvstændigt væsen) af den selv samme er urnatur-tomheden (sanskrit: prakriti-sunyata).

 13.) De 18 dhatu'er (de 18 områder for oplevelser: de 6 sanse-evner, de 6 slags sanse-genstande & de 6 sanse-bevidstheder), (de 12 ayatanas, som er) de 6 sanse-kontakter (sanskrit: sparsayatanas, kontakt mellem sans og sansegenstande) og de 6 sansninger, hvortil kommer det med form og uden form, både sammensatte ting og det usammensatte: tomheden (for selvstændig eksistens) hvad angår alle disse er altings-tomheden (sanskrit: sarvadharma-sunyata). (Fænomenernes tomhed. Oplevelsernes tomhed. Triloka forklaret på en anden måde end punkt 7.)

 14.) Form og de andre (skandha'er) er uden essens, og de er (derfor) tomheden-uden-egne-kendetegn (sanskrit: svalaksana-sunyata).

 15.) Øjeblikket varer ikke ved (det er allerede forbi, før man bemærker det), og fortiden samt fremtiden eksisterer ikke. Da disse (3 tider faktisk) ikke opfattes, betegnes de som det ufattelige.
 Det ufattelige er tomt for nogen egen essens, det varer ikke ved og det forfalder heller ikke, og det er tomheden-ved-det-ufattelige (sanskrit: anupalambha-sunyata).

 16.) (De forskellige) størrelser (skandha'er og sammensatte ting) har ikke essentiel kvalitet af sammensathed, fordi de opstår (betinget) af omstændigheder. Tomheden (for selvstændig eksistens ved denne kvalitet af samspil) er ikke-eksistens-tomheden (sanskrit: abhava-sunyata).
 

 Efter punkt 14 kommer vers 202 til 215, som i detaljer omhandler skandha'er, dhatu'er, ayatanas, de 6 færdigheder, dhyanas, buddhategn, buddha virksomhed og direkte erfaring, og som betegnes som punkt 14.

 Chandrakirti stammer fra Sydindien, hvor han voksede op i byen Samanta. Han var munk og meditationsmester. For at demonstrere fænomenernes egentlige virkelighed, fortælles det, fik han tegningen af en ko på en mur til at give mælk. Chandrakīrti har haft en vældig indflydelse på udviklingen af Mahayana med især dette værk. På tibetansk hedder han Dawa Drakpa. Han var pandit (tibetansk: khenpo, en slags doktor titel) på Nālandā Mahāvihāra og elev af Nāgārjuna. Chandrakīrti var berømt for at udstikke udlægningen af Madhyamaka filosofien, kendt som Prasangika. Han levede i det sjette århundrede.

*****

  Udlægningen af sunyata, tomhedsnaturen ved alt og ingenting, fraværet af substantialitet og enestående selvstændighed, bør ikke antages som en filosofi, som forklarer alt og det, som ikke er noget. Det gør sunyata ikke. Sunyata beskriver tingenes tilstand, slet og ret. I Ratnakuta-sutra'en forklarer Buddha Sakyamuni det således til sin hovedelev Kasyapa:

  Det er ikke sunyata, som gør ting tomme (for substantialitet og enestående selvstændighed). I stedet er de simpelthen tomme. Det er ikke fraværet af enhver yderste årsag, som får ting til at mangle en sådan årsag. I stedet har de simpelthen ikke en yderste årsag. Det er ikke fraværet af en yderste hensigt, som får ting til at mangle en yderste hensigt. I stedet har de simpelthen ikke en yderste hensigt. Kasyapa, jeg kalder denne omhyggelige overvejelse for middelvejen, en i sandhed omhyggelig overvejelse. Kasyapa, jeg kalder dem, som betegner sunyata som det sindslige billede (sanskrit: upalambha) på sunyata for de mest fortabte blandt fortabte.
        (Sutra'en fortsætter lidt senere:)
  Kasyapa, det ville faktisk være bedre at fastholde en filosofisk anskuelse om den yderste sandhed af det enkelte individ på størrelse med bjerget Meru, end at blive tilknyttet anskuelsen om sunyata som ikke-eksistens. Hvorfor? Fordi, Kasyapa, sunyata er udtømmelsen af alle filosofiske anskuelser. Jeg kalder hvem som helst uhelbredelig, som antager sunyata som en filosofisk anskuelse. Kasyapa, det er som hvis lægen gav medicin til en syg mand, og når medicinen havde helbredt alle de oprindelige problemer derpå forblev i maven uden selv at blive udskildt. Hvad tror du, Kasyapa, ville denne mand blive kureret for sin sygdom? (Kasyapa:) Nej selvfølgelig, du Velsignede! Hvis medicinen helbredte alle de oprindelige problemer, men forblev i maven uden udstødning, så ville mandens sygdom blive meget værre. Den Velsignede (Buddha Sakyamuni) sagde: Sådan er det, Kasyapa, sunyata er udtømmelsen af alle filosofiske anskuelser. Jeg kalder enhver uhelbredelig, som antager sunyata som en filosofisk anskuelse.
  Dette citat er hentet fra Huntingtons bog på side 57. Ratnakuta Sutra (tibetansk: Køntseg, Bjerge af Ædelsten Sutra’en) er en af de ældste Mahayana Sutra’er.