English, please

  Nyhedsbrev  

Når du klikker på “Nyhedsbrev” åbner dit email program. Skriv at du gerne vil modtage nyt og send mail’en afsted.

Om Træning

Man kan ikke opnå erkendelse ved blot at lytte til Buddhas fuldendte Lære. Ligesom et svagt menneske 
kan dø af tørst,  
mens en mægtig flod skyller det bort,   
således er [Buddha-] Læren uden virkning,  
undtagen i forbindelse med meditation .
- Gandavyuha Sutra.   

(Chr. Lindtners oversættelse
fra hans bog: Mahayana.)

Buddhistisk meditation

   Buddhismen har altid vist os en varm humanisme og dyb forståelse for menneskets situation som et væsen på vej fra sin fødsel til sin død og videre til sit næste liv. Buddha anså livets væsen som en rig mulighed for frihed snarere end en tonstung smerte, som ingen i virkeligheden kan bære. Når man beskæftiger sig med Buddhas Lære, Dharma’en blot ved at læse bøger, kan det synes som om, at det handler om en andens liv og ikke om ens eget. Selvets illusion, altings tomhed og den store befrielse synes som fjerne Himalayiske visioner, udtænkt af en fremmed filosof - bestemt ikke af en dansker med hængerøv. Det ændrer sig, når man lærer at meditere på den traditionelle buddhistiske måde. Pludselig er det én selv, som ikke kan finde Selvet og i stedet finder sunyata - (den positive) tomhed. Eller også synes man bare, at det er for svært, og man giver op uden at opnå resultater af sin meditation. Det er dog min egen erfaring efter mange år som underviser, at folk i og for sig ikke har specielt svært ved at forstå den buddhistiske teori om sindets natur og funktion. De kan også sagtens lære at meditere. Problemet er at kunne give slip på tilknytninger og identifikationer. Sindet klistrer, og det er som om, at man bliver fastholdt magnetisk i sine sindstilstande.

   Selvom man ønsker at opgive tilknytning og identifikation, føles stadig stærk trang til alt muligt og alle mulige forhold. Skal man virkelig ikke knytte sig til sin familie, venner og netværk? Hvis vi ikke er knyttet sammen, kan vi så have kærlighed? Solidaritet? Loyalitet? Bliver jeg ikke afstumpet som individ uden tilknytning og identifikation? De er alle sammen gode spørgsmål. Problemet i en buddhistisk forstand er, at tilknytningerne og identifikationerne dominerer sindet og tilslører sindets egentlige og vidunderlige natur. Uden denne dominans vil det naturlige Bodhicitta vise sig, altså det åbne sind og hjerte. Det er i sagens natur overordentligt socialt og deltagende, uden at være påtrængende og dominerende. I stedet for forpligtelse til at følge gældende sociale norm vil der komme umiddelbar forståelse og indlevelse i alle andre, helt spontant. Når man ikke kender til det åbne sinds magi, føler man trang til at hænge fast i de almindelige sociale normer, som man er vant til.

   En nærmest instinktiv modstand manifesterer sig stærkt og bliver ikke overstået sådan uden videre. På en måde overrasker det folk, at de ikke bare kan give slip. Man er vel herre i eget hus. På den anden side hænger de fast i forestillingen om, at deres følelses-liv er deres eget i en så personlig betydning, at der er uomgængelig identitet, som de føler sig uhjælpeligt fanget i og optændt af. Selvom ingen ville tænke om en sky på himlen, at man tilhører den - bare ved at opleve den, så vil man straks føle identitet, når for eksempel et begær ligesom en indre sky passerer gennem det psykiske himmelrum. For at kunne give slip, skal der metode til, men det er ikke nok. Det er kun en ramme. Man må også lære muligheden for opgivelse at kende. Det sker rent praktisk først, når man går i yogisk trance (sanskrit: samadhi) som følge af træningen. I en tilstand af samadhi føler man sig ikke længere fastgroet i egne idiosynkrasier.

Samadhi

   Den yogiske eller meditative trance er i og for sig blot en særlig tilstand i kroppen, hvor energierne cirkulerer i stor harmoni og bevidstheden frigøres fra forankring i tankestrømmene og følelses-floderne. Samadhi er det endelige resultat af træning i fred eller shiné på tibetansk (herom lidt længere fremme). Det er blot en kropslig mulighed, som ikke i sig selv bevirker frigørelse. Faktisk opleves tilstanden som lykkelig henrykkelse, meget lig ekstase, så der er mange muligheder for at blive stærkt knyttet til selve trancen. Det er, når man går i samadhi, at man skal anvende de tillærte anskuelser. Anskuelserne er værktøjer, som ikke kun er gode at have. Man skal også bruge dem i trænings-situationen. Man har altså brug for en særlig grad af opmærksomhed, tålmodighed og stor respekt for de naturlige processer i sindet og kroppen. Den forførende henrykkelse må ikke gøre meditatøren blind for sindets processer. Samadhi er en glimrende mulighed. Det er nemt for dig at tilgive og opgive dit eget stivsind, når du er både lykkelig, rummelig og fuldt bevidst. Samadhis energi-kredsløb øger ganske naturligt opmærksomheden.

   Den yogiske trance er baseret på yogiens egen indsats og er derfor af en helt anden kvalitet end den såkaldte hypnotiske trance, som kendes fra psykoanalysen og andre terapi former. Der er ikke nogen udenfor-stående hypnotisør, som leder og får kontrol over yogien, og ikke en neutraliseren af yogiens bevidsthed. Tvært om er det yogiens bevidste bestræbelse, som forårsager trancen, og derfor åbnes hele sindet for yogiens bevidste fordybelse. Den ydre sanse-verden synes at forsvinde mere eller mindre samtidigt med at sindets indre tilstande bliver bevidste for yogien i sin samadhi. Sansninger er ikke blevet væk, men det bevidste fokus er flyttet til de 5 skandha’ers dynamiske samspil.

Eftersyn

  Man udfører en efterforskning som om man er detektiv - i ens eget liv og sind, når man opnår samadhi og starter den analytiske indsigts meditation (sanskrit: vipasyana - herom nedenfor). Ikke fordi man nødvendigvis er en forbryder, men fordi der er forhold i én selv, som man ikke kender til, ikke har opdaget. (Det er måske i dette synspunkt, at Dharma’en afgørende adskiller sig fra Abrahams religioner. Begrebet synd findes ikke i Dharma’en. Der er begreb om karma, men ikke om synd, selvom det hele er synd for os.) Ved selve vores måde at opleve på bliver virkeligheden fordrejet eller forvrænget. Det gælder både selvoplevelsen og oplevelsen af verden rundt omkring. Øjnene viser ikke alt lyset, ørerne hører ikke alle lyde og så videre. Det kan også ske, at man ikke tror sine egne øjne, eller nægter at høre efter. Ens egne følelser reflekterer og farver alt, som opleves. Fantasien laver ikke kun drømme. Den er med i alle øjeblikke hvert eneste døgn. Forvrængningen sker i kraft af oplevelses processerne og vores oplagrede reaktions mønstre, som fordrejer den umiddelbare opfattelse. Man efterforsker dette under meditationen ved et grundigt eftersyn af sindet under yoga trancen. I første omgang vil der ikke være oplevelse af samadhi. Den kommer som en tyv i natten. Hvor megen øvelse, der skal til, før den kommer, varierer. I reglen skal der megen øvelse til.

Fremskridt

  Først og fremmest handler det om at få fred i sindet, så man kan se sig omkring i sindets landskaber på en udramatisk måde. Derpå drejer det sig om selv at få øje på, hvordan du bliver bevidst om dit eget sind - også efter meditationen, mens det er fuldt af oplevelser, og du føler dig drevet af deres intensitet, tankestrømme og følelsernes brand eller lede og kedsomhed. Endelig handler det om at invitere sindet til at befri sig selv og oplyse hele sit eget væsen. Øvelserne skal hjælpe os med at blive fri for dén elendighed, som normalt er frugten af vores sædvanlige anstrengelser på at få lykken. Alle søger lykken og ønsker at undgå lidelse. Desværre søger man normalt ikke lykken dér, hvor den er. Når vi ikke forstår sindets natur, bliver vi ofre for dets ubevidste processer. Klassisk buddhistisk meditation er den ypperste metode til at opnå fred og indsigt ved at bibringe rammerne for erkendelse og anvendelse af buddhistisk anskuelse på sindet, så teori bliver til erfaring.

1    Fred og indsigt

   Buddhistisk meditation findes i flere former, men har 2 enkle principper til fælles.

   1) Først træner man fred og opmærksomhed i sindet og kroppen, sanskrit: shamatha,  shiné på tibetansk. Hovedprincippet er ét-punkts-koncentration. Man nærmest parkerer opmærksomheden på ét sted og lader den ikke gå andre steder hen. Det er en enkel praksis, men meget svær at mestre. Man kan dog forvente resultater efter en måned til tre med nogen daglig øvelse. Det er vigtigt at konsultere sin Lama eller instruktør i begyndelsen for at få alt på det rene og træne rigtigt. Resultatet af denne træning er fred i sindet. Først opnås fred og samling i sindet lige så længe, at man træner. Til sidst bliver fred og ahimsa (ikke-vold) en varig tilstand. Shamatha betyder både at træne fordybelse og at opnå færdigheden til den. Når færdigheden er opnået, vil samadhi spontant indtræffe.

   2) På det grundlag træner man indsigt i sindet, sanskrit: vipasyana, lhagthong på tibetansk. Indsigts-meditationen er igen delt i 2, nemlig den analytiske (eftersynet) - og den egentlige lhagthong. Den analytiske indsigtsmeditation sigter på at finde Selvet ved eget eftersyn af hele sit eget væsen - alle vegne. Når man således har erfaret, at der ikke er noget at finde, går man i gang med den egentlige vipasyana, hvor sindet blot hviler i sig selv uden tilknytning eller identifikation til nogen eller noget. Forudsætningen for en effektiv vipasyana er evne til samadhi. Denne evne opnås ved træning i shamatha. Indtil man opnår færdighed i sådan yogisk eller meditativ trance, vil man kun ganske kort tid øve sig i indsigtsmeditation for at lære procedurerne at kende og vænne sig til dem. (Læs artiklen: Meditation, for en nærmere beskrivelse af shiné-lhagthong teknikken.)
 

    Formålet er at opnå indsigt og frigørelse ligesom i Buddha Sakyamunis oplysning. I indsigts-meditationen kan sindet blive utroligt afklaret, hvilket dog ikke garanterer indsigt, men muliggør den. Indsigts-meditationen kan ikke udføres uden færdighed i den forudgående øvelse, nemlig fred- og opmærksomheds-træning (shiné). Undskyld gentagelsen, men det er et vigtigt punkt.

   Meditationerne er mentale øvelser, hvor også kroppen er vigtig, blandt andet fordi den så at sige bærer følelserne og bevidstheden. Meditation er en særlig anbringelse af kroppen, en særlig brug af sprog og følelser, og et særligt mentalt fokus. Øvelsen går generelt ud på, at skaffe ro og afklarethed. Kroppen anbringes med benene i vadjra-stilling (benene er krydsede, så det højre låser ovenover det venstre, hver fod hvilende ovenpå sit modsatte lår) og ryggen holdes lige, mens sindet trænes. I shiné øves opmærksomheden, i lhagthong hviler sindet i sig selv. Det er en slags mental yoga, hvor man lærer at udføre øvelser efter bestemte procedurer, og om hvorledes man opnår meditativ trance (sanskrit: samadhi). Husk på, at du ikke kan lære disse øvelser fra en bog eller fra denne tekst. Det, som står her, er blot information. Du er nødt til at gå i lære hos nogen. Ellers spilder du blot din egen tid og laver unødvendige knuder i dit eget sind.

   Meditation trænes i de klassiske buddhistiske traditioner ved at fokusere sindet på en enkelt ting og simpelthen give slip på alt andet, lige bortset fra kroppens stilling, som man hele tiden holder lidt øje med. Det er shiné, helt lige ryg og fuldstændigt fokus på koncentrations-genstanden. Der er i øvrigt 7 områder i kroppen, som man holder øje med (Vairochanas 7 punkter). Da sindet ikke er vant til at blive brugt på denne måde, vil det reagere med diverse forstyrrelser af meditationens koncentration. Når folk oplever det, tror mange, at det betyder, at de ikke kan meditere, at de mangler evnen, men faktisk betyder det, at meditationen virker, som den skal. Det betyder også, at man har brug for vejledning og en træner. Der sker noget med sindet, og det bør man til at begynde med ikke være alene om. Man har også brug for en træner til at vurdere kvaliteten af meditationerne og til at vise samadhi.

   Den meditative trance bevirker en skærpelse af opmærksomheden og en behagelig cirkulation af kroppens energier, som gør det nemt at overholde meditationens procedurer og muliggør resultater af ens anstrengelser og øvelser. Man føler sig næsten fri af kroppen, udenfor fare og fuldstændig integreret i sit eget menneskelige væsen. Alle aspekter af dette væsen er åbne for meditatøren i sin trance. Derfor opstår der en særlig åndelig stolthed ved at kunne noget, som andre slet ikke kender til. Man har også brug for en træner og åndelig ven (sanskrit: Kalyanamitra) til at slippe af med denne type stolthed. Desværre forsvinder den ikke på 48 timer. Denne åndelige stolthed er en naturlig manifestation, som forsvinder af sig selv senere i trænings forløbet, så den skal ikke bekymre dig alt for meget. Du bør blot være opmærksom på fænomenet.

    Med erfaring fra meditation vil erkendelse af sindets egentlige natur, Buddhanaturen, nemmere kunne virkeliggøres. Uden meditations-erfaring er det vanskeligt, at fastholde bevidsthed om rumme-sindet, døgnet rundt. Vore oplevelser er vant til at fylde det hele og tage al opmærksomhed. Meditation er et værktøjssæt og ikke et mål i sig selv. Uden meditation opnås der dog ikke resultater. Man kan kun lære formel meditation af andre, man kan ikke lære det fra bøger, netsteder og lignende. Der skal være en kvalificeret instruktør og en lærevillig elev fysisk på samme sted og tid. Så sker der transmission, hvilket er en ganske særlig inspiration og velsignelse, som man ellers dårligt kan modtage. Den er meget mere end blot det åndelige håndværks ånd og atmosfære.

2    Sutra og Tantra

   Bortset fra denne enkle meditationsform, findes der forskellige slags visualiserings-træning og tilsvarende ritualer med musik og sang (og nogle gange dans og andet). Udøvelsen af sådanne ritualer kaldes Pudja og Sadhana på sanskrit. Sadhana betyder ordret: midler til færdighed. Pudja betyder ofring i betydningen at åbne sig for Buddha'erne. (Buddha'erne har sådan set slet ikke brug for ofringer, men vi har brug for en åbning.) Her hersker de samme principper som ovenfor. De kaldes blot for meditationens opbyggende fase og fuldendende fase, svarende til shiné og lhagthong. I den opbyggende fase (tibetansk: kyerim) trænes fred og opmærksomheden ved brug af recitationer, mantra og mange visualiseringer og så videre. I den fuldendende fase (tibetansk: dzogrim) bliver visualiseringen gradvis til lys og sindet hviler derpå i sig selv uden at behandle oplevelserne, ligesom i indsigts-meditationen.

    Visualiseringerne tjener til at indeholde følelseslivet og forestillingsverdenen i en fantastisk Buddha-form. Da vi har mange slags følelser, er der mange Buddha-former eller Buddha-aspekter (tibetansk: yidam; sanskrit: devata; (se siden: Om Yidam, når den er færdig)). Visse lærde buddhologer har kaldt disse former for meditations-guddomme, hvilket er ret misvisende. Skønt de er hellige, er de ikke guder. Buddha-aspekter eller Buddha-former er naturlige udstrålinger af Buddha-naturen, som giver det formløse en visionær form, og som samtidigt er i stand til at rumme et givet lidenskabs-liv med sin forestillingsverden og forvandle det til visdoms-sind. Buddha-aspekterne ledsages af følelser af herlighed og hellighed, hvilket er grunden til visse lærdes misforståelse af dem som guder. De er hellige visioner af Buddha. At der er en følelse af hellighed, er ikke det samme som en gud; det er blot en følelse, skønt det er en stor følelse. At der er vision, er ikke det samme som transcendens; det er blot en oplevelse, og skønt den er symbol for Oplysningen, er den ikke Nirvana. Den fuldstændige oplysning er i virkeligheden det rene ingenting.

    Denne træning handler ikke om at fiske efter visioner i sindet, men om at opbygge en traditionel og forestillet Buddha-form i fantasien og vænne sig til den, hvorefter sindet spontant vil manifestere Buddha-naturens udtryk i denne form, og det bliver nemmere at forbinde sin egen selvforståelse med sin egen Buddha-natur. Man vil ganske enkelt få visioner, når man har trænet længe nok. Det er ikke fri fantasi. Det er heller ikke jungiansk associations-psykologi. De forestillede Buddha-former evner at samle de forskellige samskaras symbolsk i en Mandala (Buddha’ens slot). Mandala’en forbinder selvforståelsen med Buddha-naturen i fantasifulde former, hvorved denne forbindelse faktisk finder sted, og visionen vil opstå, når alt foregår naturligt og ordentligt efter forskrifterne. Herefter er Buddha-naturen ikke så abstrakt, og man er ikke længere slet så tilbøjelig til at glemme den i dagligdagen eller under pres af livets dramatiske højdedrag.

     Disse Buddha-aspekter blev først oplevet af fortidens mestre, som derpå udviklede metoderne til at manifestere dem i en rituel ramme. Det er ikke noget, man selv skal opfinde og lege med. Det er en slags magisk teater, som mestre i denne kunst har udviklet, nedskrevet og efterprøvet. For at opnå den ønskede virkning bør man derfor følge alle forskrifterne for disse ritualer på helt traditionel vis. Indenfor denne ramme er det som en leg. Malerier af Mandala’er ligner diagrammer, fordi de er en slags arkitekt-tegning til Buddha-slottet med omegn. Når man aktivt forestiller sig Buddha’en i sin bolig, visualiserer man alle detaljer med både højde, bredde og længde i ægte 3D. Diagrammet viser kun grundplanen for Mandala’en i 2 dimensioner. Udførelsen af sådan Sadhana eller Pudja renser godt i atmosfæren og bringer stor velsignelse.

     Vision lyder voldsomt, men det er faktisk praktisk Dharma, og visionerne er oftest utroligt blide. Disse visioner fremmer frigørelsen, så vi ikke skal vente for længe på den. De er også gode for folk med stor lidenskab til opdagelse af deres medfødte visdom. I Sutra og Tantra kan der optræde både åndevæsner, såsom nøkker (sanskrit: naga) og engle (sanskrit: daka og dakini) i visualiseringerne. De er også udtryk for vision og kan både være befriede væsner, eller de er aftvungne et løfte om at hjælpe de, som udøver Dharma, af traditionens mange mestre. De udtrykker livskræfter i kroppen og miljøet generelt. De buddhistiske engle har traditionelt ikke vinger, men flyver lige godt alligevel. De oversættes almindeligvis med udtrykket: himmel-vandrer. Der er ikke plads her til at klassificere alle disse størrelser. Deres symbolik bliver forklaret i de forskellige praksis-manualer, som følger med ritualerne.

  Da det er nemt at misforstå, hvad man skal give slip på, og hvad man skal virkeliggøre under træning, foregår oplæring og udøvelse af Tantra indenfor mesterlærens rammer, ligesom traditionelt håndværk gør. Sindet er meget dynamisk og reaktivt, så man har virkelig brug for personlig vejledning og bør tage mesterlæren helt alvorligt, når man udøver Tantra. Man forpligter sig overfor Lamaen, som selv forpligtes overfor eleven, ikke i et broderskab, men i en hierarkisk familie. Det er en åndelig familie, som dog har sine begrænsninger. Forholdet er familiært, men fagligt, ikke politisk og kultur er til forhandling. (Læs siden: Om mesterlæren, når den er færdig). Indenfor Tantra er denne stramme mesterlære meget vigtig for at beskytte lærlingen mod sygdom og vanvid som følge af træningen. Det er de hemmelige yoga’er, som kan være farlige. Uden vejledning og rettidig anvisning kan det gå frygteligt galt. Indenfor Sutra betyder mesterlæren mindre, da træningen ikke er farlig som sådan, så Lama’en fungerer som Kalyanamitra, den åndelige ven og vejleder indenfor Sutra og skal ikke adlydes for enhver pris, hvad angår træning og anskuelse som indenfor Tantra.

    Visualiserings træning og ritual findes i Sutra eller Tantra eller som kombineret praksis, også gerne med shiné-lhagthong. Mahamudra (tibetansk: Tjagtjen) er et klassisk eksempel på kombination. (Se siden: Om Mahamudra, når den er færdig.) Et andet er Maha Ati (tibetansk: Dzogtjen). I Sutra træning er man adskilt fra Buddha'en. I Tantra er man selv visionen af Buddha’en. Derfor er Tantra stort set en hemmelig lære og kræver formel indvielse (d. v. s. magt-overdragelse, sanskrit: abhisheka; tibetansk: wang. Magt betyder at kunne styre sine identifikationer og tilknytninger). Tantra ledsages i reglen af forskellige hemmelige yoga øvelser, som man normalt kun kan lære i en formel meditativ tilbagetrækning indenfor et lukket område, som man ikke forlader i lang tid, mens der trænes koncentreret. (Man træner effektivt 12 timer i døgnet, næsten hver dag gennem hele tilbagetræknings perioden, som kan variere fra 3 måneder til 3 år eller mere, afhængig af praksis-type). Sutra betyder i øvrigt Buddha’s ord og dermed en samling bøger om, hvad Buddha sagde og gjorde ved forskellige lejligheder i sit liv, men i meditations-sammenhæng hentyder det til en særlig klasse for træning og ritual. Træning i Sutra klassen eller shiné-lhagthong kræver ikke formel tilbagetrækning i perioder, men det gør Tantra.

Hvordan får man tid til det hele?

Næste side: Om udvikling

(Læs også artiklen: Meditation for en uddybning af emnet)

 Mangler titel-bjælken foroven? Klik her.

ET GENERELT OVERBLIK OVER DE BUDDHISTISKE MEDITATIONS-METODER OG GRUNDENE TIL AT ANVENDE DEM

Fred og klarsyn
 

  Vipashyana, at se klart, vil i denne sammenhæng sige, at hvile i grundlæggende årvågenhed. Vipashyana kaldes også visdommen hvori de to kvaliteter af højeste viden er til stede: at se altings natur, og at opfatte alt, som eksisterer. Shamatha derimod, er ganske enkelt at hvile roligt og uforstyrret af følelser og tanker. Sammenlignet med vores normale sindstilstand, som er fuldstændigt forstyrret [i en buddhistisk forstand], er shamatha tilstanden måske fyrre til halvtreds procent ren. Men sammenlignet med den tilstand en Buddha befinder sig i, er det ikke videre imponerende; der er stadig formørkelse. Hvordan kombinerer vi eller forener vi shamatha og vipashyana, fred og indsigt? Hvad angår shamatha, øver vi os i at hvile fredfyldt, uforstyrret af tanker og følelser. I denne tilstand er der ingen grov, dualistisk fiksering, men der er stadig en subtil [uhåndgribelig] opfattelse eller følelse af, at der er noget man hviler i og at der er nogen som hviler. Der er noget som opfatter eller hviler fredfyldt. I denne tilstand af ro er der ingen grov opfattelse af, at der er én der hviler; og det er netop fordi, det ikke er en grov tilstand, at det føles behageligt. Men der er en subtil [uhåndgribelig] følelse af at hvile. Så, hvad er denne tilstand? Er der noget, som hviler fredfyldt? Er der en konkret ro? Den almindelige tilstand af shamatha indeholder en form for subtil [uhåndgribelig] tilknytning og fascination.
 Til at begynde med er det fortrinligt at udvikle fredfyldt ro. Når man har opnået denne, er det nødvendigt igen at ødelægge den for at få éns fornemmelse for fred til at falde fra hinanden. Den eneste måde at gøre dette på, er ved igennem vipashyana klart at se, at der hverken eksisterer noget at hvile i eller nogen, der hviler. Der er intet andet, der virkeligt kan rykke denne subtile [uhåndgribelige] fiksering op med rode.

  Chökyi Nyima Rinpoche i hæftet "meditation" fra Gomde på Helgenæs. Oversat af Birte Olsen som uddrag fra bogen: "Indisputable Truth", Rangjung Yeshe Publications.