 |

Om udvikling
 |
Udvikling af fred og indsigt i sindet sker gradvist gennem træning og refleksion og varer en rum tid. Afvikling af dårlige vaner har sin egen karma tid. Den sande oplysning sker derimod pludseligt. Den pludselige indsigt går ud over ethvert begreb og er således væsens-forskellig fra både anskuelser og træning. Udviklingen beskrives som en vej eller sti til Bodhi (lys på sanskrit), som man følger gennem livet. Begrebet Bodhi står både for frigørelsen fra karma og oplysningen af hele sit eget væsen. Derfor har Shamarpa kaldt undervisningen og lære-planen i sit netværk for Bodhi Path (sanskrit: bodhi-marga). Det er egentlig en meget privat, intim og personlig proces. Man vil undervejs møde sine egne skyggesider i sin karakter (læs: dårlige vaner) og blive inviteret til at give slip på sin tilknytning til dem. Der vil også være pludselige glimt af indsigt (hvilket også kaldes Bodhi), som forsvinder lige så pludseligt igen. Efterhånden bliver det både nemmere at give slip på tilknytningerne til de negative og skadelige vaner og nemmere at træne. De besværlige buddhistiske begreber vil efterhånden afklare lærlingenes misforståelser, hvis blot de bevarer deres naturlige nysgerrighed. Når man mestrer samadhi (den yogiske eller meditative fordybelse og trance), vil det virkeligt rykke. Samadhi viser os, at det faktisk er muligt også for lille mig at give slip på tilknytninger og identifikation. I den yogiske trance synes det at være nemt nok. Det er så op til os selv at mestre netop det, i resten af tiden både til hverdag og fest. Det bliver lettere at skelne mellem intuition og fantasi, og gradvis vil man opdage, hvor nemt det er at opdyrke de almindelige menneskelige værdier, som alle elsker.

Man vil afholde sig fra vold og drab, tyveri og rov, løgn og bedrag, overdrevent brug af rusmidler og dårlig erotik etc. - kort sagt hensynsløshed og skadelige handlinger. Når vi opdager den omfattende elendighed, som ondsindethed og skadefryd pådrager alle - også os selv - mister negativiteten sin tiltrækning. Når vi opdager, hvor fattigt og tungt et liv bliver på grund af fordomme og hjertesorg, vil vi se på vores vaner og begreber (samskaras) med fornyet interesse og bestræbe os på at udvikle Bodhicitta. Når man bliver træt af karma og verdslige sysler, vil der komme mere rummelighed, tolerance og medfølelse med de andre sansende væsner på planeten. Visdoms-sindet vil pludseligt vise sig til alles overraskelse. Til sidst bliver du til en helgen (sanskrit: Bodhisatva), hvilket du sikkert vil finde ganske problematisk. Det er det også, men mest p. g. a. tidsånden. Det er ikke nogen lille udfordring, men til gengæld kan alle få gavn af det, oven i købet to slags gavn. Der er både gavn for en selv, når frigørelsen indtræffer, og gavn for andre, hvis bodhisatva’en er gavmild. Tidsånden i år 2009 er ikke vant til helgener, men forventer købmænd, politi eller banditter i det offentlige rum. Imidlertid er alle jo naboer i en eller anden forstand, og når mennesker mødes er det nemmeste faktisk, at være et godt menneske i situationen. Man sparer en masse tid og besvær.
Da al udvikling er baseret både på forståelse, følsomhed og gode forbindelser, burde du kunne håndtere alle disse udfordringer, fordi du allerede besidder disse kvaliteter. Gode forbindelser (tibetansk: tendrel) - både til dit eget sinds kringelkroge og andre levende væsner - kræver naturligvis en indsats og lidt held, men med følsomhed, forståelse og meditations-erfaring er det ikke så svært at bevirke. Man besidder større følsomhed og forståelses-evne, end man måske umiddelbart tror eller er vant til. Du må blot både se at komme igang og dyrke stor tålmodighed. Slap af, mens du gør det. Giv slip, når du har ro. Det er op til dig selv og din reaktion på din egen karma. Uden din egen bevidste bestræbelse bliver det hele blot til bryderier i lange baner om følelser og bange anelser. Det er naturligvis takket være andre, både at du har fået hjælp og er kommet i vanskeligheder, men det er din egen reaktion og indsats, som bevirker både tilbageskridt og fremgang i din udvikling. Uden meditation bliver det naturligvis meget besværligt og så tidskrævende, at livet næppe er langt nok. Ægte bøn er også godt. Går det hele ad helvede til, bør man nok overveje at fokusere på et paradis. Dem er der heldigvis mange af, og nogle af dem er nemme at komme til.

Man kan meget vanskeligt selv vurdere om det går fremad eller tilbage på udviklingsvejen uden en åndelige ven (sanskrit: kalyanamitra), som fungerer som spejl, coach og feed-back. Det vil være en Lama eller en akademisk Dharma-lærer, en såkaldt lopøn (sanskrit: Acharya), som i klassisk Dharma kan fungere således. Selvom der ikke er nogen Gud i Dharma'en, vil man alligevel før eller siden finde det hellige - i sit eget og alle andres sind. Det er ikke personen eller ego’et, som oplyses, men hele det menneskelige væsen. Tror man, at det er den begrænsede og misforståede almindelige identitet, som bliver til en Buddha, har man uhjælpeligt misforstået det hele. Det er netop når den fejl-anbragte identitet gennemskues og naturligt opgives, at der er en virkelig chance for indsigt. De indgroede vaner og begreber gør det rigtigt svært at nå dertil, da de er naturlige fordomme. Der er heller ikke nogen naturlig lyst (med tilhørende identifikations-invitation) til frigørelse i sindet. Aligevel sagde min mester Gendjyn Rinpotje: jo mere lidenskab - jo mere visdom.
Man skal dog være opmærksom på det moderne menneskes behov for psykoterapi, som er resultatet af formynderi og fremmedgørelse og som består i en nødvendighed af at finde sig selv som et frit og ægte menneske. Det bør man gøre noget ved, da det trækker i en anden retning end Dharma'en. Dharma'en handler i høj grad om at glemme sig selv, hvad man jo kun kan, hvis man kender sig selv. Indkapslingen i den almindelige fremmedgørelse udgør et særligt problem for oplysnings-arbejdet. (Se siden: Om terapi & subkultur ).

Næste side: Et råd til dig som mediterer
|