|
Tavshedspligt
En Lama har tavshedspligt om viden, som er hende eller ham betroet i forbindelse med sjælesørgning, hvor mennesker beretter deres problemer til Lama'en som en åndelig ven og vejleder for at få råd og vejledning i livet eller lette på deres samvittighed. Det vil sige, at Lama'en ikke må fortælle om denne viden til nogen, heller ikke som vidne i en retssag.
Der er to aspekter i dette. Folk må have tiltro til, at Lama'en ikke fortæller noget videre, medmindre de selv beder om det. Lama'en må besidde den nødvendige disciplin.
For tiden er der en offentlig diskussion om tavshedspligten på grund af pædofili sager. Imidlertid er lovene på området noget i strid med hinanden, så diskussionen må formodes at handle om at ændre lovene, og ikke om hvad præster og Lama'er bør gøre af sig selv. Det er fordi, der ikke blot er tavshedspligt, men også indberetningspligt. Det fremgår af følgende 3 love.
 |
Retsplejeloven siger:
§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
Stk. 2. Retten kan pålægge læger og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt.
Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.
Lov om social service siger:
§ 154. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
Straffelovens siger:
§ 142. Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som undlader på opfordring at yde nogen, hvem offentlig myndighed tilkommer, en bistand, hvorved ulykke eller forbrydelse, der udsætter andres liv, helbred eller velfærd for fare, skal afvendes, skønt sådan bistand kunne ydes uden fare eller opofrelse af større betydning.
Den almindelige Retsplejelov pålægger Lama'en tavshedspligt, som beskrevet overfor, men Serviceloven og Straffeloven pålægger Lama'en indberetningspligt, uden nærmere at beskrive hvorledes de 3 love indskrænker hinanden. Man kan så søge i betænkninger, juridiske kommentarer og domsafsigelser for at se, hvad de kloge tænker om det, men lovene er i det store og hele uklare, fordi de ikke viser hvilken pligt, som nyder fortrin. Tilsyneladende modsiger lovene hinanden og lægger dermed op til individuel vurdering ved hver enkelt sag. Lama'en må derfor følge sin samvittighed og Bodhisattva-løftet i sådanne sager med henblik på at fjerne lidelse og beskytte liv. Det kan betyde, at tavshedspligten brydes, hvis Lama'en får betroet tilståelser om forbrydelser, hvor mennesker og dyr udsættes for vold og overgreb.
|
