Dharmahjulet - logo for Tilogaard Meditationskole - klik her for Tilogaards baggrunde og historie. Tegning af Gerard Muguet.

Tilogaard
Meditationskole

Klik her for at Ă„bne indholdslisten

Angst for tomheden

Svar pÄ et vigtigt spÞrgsmÄl

Denne artikel er inspireret af flere elevers spĂžrgsmĂ„l  - eleverne fik ikke sĂ„ lange svar. Grunden til artiklens lĂŠngde er den buddhistiske psykologis sammensathed, nĂ„r den bringes i anvendelse under meditation, og Ăžnsket om at give dig et overblik. Vi gĂ„r ogsĂ„ i dybden med tomheden. Artiklen er en generel beskrivelse af emnet. Du vil som regel have brug for en personlig instruktion til at hjĂŠlpe dig med at hĂ„ndtere problematikken. Folk reagerer meget forskelligt, sĂ„ emnet er ikke helt entydigt.
Klik her for at Ă„bne artiklen
Lama Tendar Olaf HĂžyer

 

 


1.        Panik i klistersindet

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar Olaf HÞyer.Du berÞrer et meget vigtigt emne. Der, hvor du gik i stÄ med trÊningen, er millioner af andre mennesker ogsÄ gÄet i stÄ i tidens lÞb. Det betyder hverken, at der er noget forkert med dig, med trÊningen eller med den buddhistiske anskuelse. Det betyder heller ikke, at dine instinkter slÄr til fejlagtigt. Du oplever noget meget uvant, derfor vÊkkes dit instinkt for fare.

  Er du sĂ„ i fare? Nej - egentlig ikke. Det betyder, at du har ramt et vigtigt drejepunkt i trĂŠningen - et typisk drejepunkt, en overgang eller et fase skift. Alle, som trĂŠner, nĂ„r frem hertil fĂžr eller siden som fĂžlge af korrekt trĂŠning. SĂ„ her er noget at lĂŠre, og det er ikke helt nemt. Det er ikke et meditations teknisk problem. Det handler om din faktiske selvforstĂ„else.

  Angsten har sin egen logik, og den styres indirekte af din selvforstĂ„else.
 

  Du fortĂŠller mig, at det med selv-lĂžshed og tomhed kan virke ret skrĂŠmmende. Det er helt rigtigt. Det virker meget skrĂŠmmende. Det er dog ogsĂ„ helt naturligt, at det virker sĂ„dan. Der er en nem Ă„rsag til det, og det skrĂŠmmende varer ikke ved, hvis du sĂŠtter dig ind i, hvad der egentlig foregĂ„r.

  Men det er blandt andet derfor, at der er sĂ„ fĂ„ Buddha'er i verden.
 

  Folk lĂžber - som hovedregel - skrĂŠmte vĂŠk, fĂžrste gang de erfarer  tomhedsnaturen. Det er ogsĂ„ grunden til, at der findes sĂ„ fĂ„ helgener i de andre religioner. De nĂ„r jo til det samme punkt, hvor man mĂ„ give slip pĂ„ sine vante forestillinger om virkeligheden og opgive sit stivsind, for at kunne Ă„bne sig for en Ă„ndelig virkelighed, som er lige sĂ„ stor og omfattende som Buddhanaturen. SĂ„ det skrĂŠmmende ved tomheden er tydeligvis et vigtigt emne for alle, som Ăžnsker og sĂžger selverkendelse (jĂŠvnfĂžr for eksempel med SĂžren Kierkegaards bog: Begrebet Angest, fra 1844).
 

  Der er nogle mennesker, som simpelthen ikke kan komme forbi dette drejepunkt i trĂŠningen, fordi de bliver overraskede over styrken i  deres samskaras (vaner), uden at de opnĂ„r en forstĂ„else for, hvordan de skal komme videre. Der sker en slags eksistentiel lammelse. I stedet for at fĂ„ kvalificeret rĂ„dgivning og anvisning af  en ĂŠgte Dharma-lĂŠrer, holder de deres problem for sig selv  - og gĂ„r i stĂ„ med trĂŠningen. I vĂŠrste fald bliver de bange for deres eget sind, og det er ikke sĂ„ godt. Det er en virkelig forbandelse at blive bange for at blive bange. IsĂŠr nĂ„r der ikke er noget at frygte. Nogle mennesker har brug for psykosomatisk terapi pĂ„ grund af ulykkelige fortidige forhold i deres liv, som hĂŠmmer dem nu, og det forstĂŠrkes, nĂ„r de nĂ„r dette drejepunkt i trĂŠningen. NĂ„r det er tilfĂŠldet, har disse mennesker ikke kun brug for at rĂ„dfĂžre sig med deres Dharma-lĂŠrer, men ogsĂ„ med en eller flere gode terapeuter, som kan deres virkningsfulde kram. Husk at det ofte er svĂŠrt - eller umuligt - at hjĂŠlpe, nĂ„r man ikke bliver bedt om det. TĂžv derfor ikke med at sĂžge hjĂŠlp.

  NĂ„r virkeligheden virker skrĂŠmmende, sĂ„ nytter det ikke, at Ăžnske sig en nem bortforklaring og en beskyttelse. NĂ„r virkeligheden viser sig pĂ„ den mĂ„de, er det bĂ„de tomheden og angsten, som du bĂžr undersĂžge nĂžjere. Du bĂžr ogsĂ„ undersĂžge, hvem du selv er i oplevelsen af angst for tomheden. NĂ„r du oplever angst for tomheden, er du faktisk pĂ„ rette vej. Det er bare dit fĂžrste stĂŠvnemĂžde, og din partner forekommer bĂ„de for stĂŠrk og for farlig. Hvis du taler med din ĂŠgte Dharma-lĂŠrer om det, gĂžr du det helt rigtige.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

  I stedet for at stikke af i frygt, sĂ„dan som langt de fleste gĂžr i samme situation, bĂžr du undersĂžge tomhedens forblĂžffende virkelighed og blive nysgerrig om tomhedens omrĂ„de, som er sindets natur og virkemĂ„de. Det er netop tomheden, som karakteriserer alt omkring sindet. Kun ved sĂ„dan nysgerrighed vil du finde ud af, hvem du i virkeligheden er. Samt hvad, du i virkeligheden er, selvom det hverken er din hjerne eller noget andet  stofligt eller kvantitativt, som du kan siges egentlig at vĂŠre. Hvem og hvad er pĂ„ alle niveauer tomme - ikke for indhold og mening, men tomme for uafhĂŠngighed og stoflighed. Det kommer vi tilbage til.

  Du bĂžr ogsĂ„ forstĂ„, hvor angsten kommer fra, og hvorfor den kommer. SĂ„ dit problem handler om dig selv, angst og tomhed. Det er 3 distinkte stĂžrrelser.
 

  Der er ikke noget forkert ved, at tomheden umiddelbart virker skrĂŠmmende. Det skal den vĂŠre - det er sĂ„dan, at den umiddelbart viser sig, og du er jo ikke vant til den. Tomheden virker skrĂŠmmende pĂ„ grund af din nuvĂŠrende umiddelbare og i nogen grad ubevidste selvforstĂ„else. Det er din personlige udfordring at opdage ved din egen undersĂžgelse, at der ikke er noget i tomheden at vĂŠre bange for.  Den er jo netop ikke noget. Det er Kejserens nye klĂŠder om igen. Kejseren har intet tĂžj pĂ„, selvom alle tror det.

     Angsten opstĂ„r ikke direkte pĂ„ grund af mĂždet med tomhedsnaturen, selvom det fĂžles sĂ„dan, men pĂ„ grund af klistersindet  (sanskrit:  kleshacitta). Dine identifikationer og tilknytninger. SĂ„dan nogle har du jo, og dem behĂžver du hverken at samle pĂ„ eller holde fast i. Imidlertid plejer du at holde godt fast i dem. Det er dem, som du bliver bange for at miste.


  Det er her, at den personlige udfordring ligger, og det er slet ikke umiddelbart indlysende, at det virkelig er sĂ„dan. Det virker jo netop som om, at det er tomheden, som er farlig. Det er heller ikke spor indlysende, at det overhovedet er muligt at leve uden identifikation og tilknytning.  Eller at det skulle vĂŠre sundt og problemfrit. I hvert fald er man ikke vant til det. Derfor kan  ogsĂ„ det virke skrĂŠmmende. Munke og nonner prĂžver at gĂžre det lidt nemmere ved hjĂŠlp af deres lĂžfter. Som lĂŠgmand uden lĂžfter er man ogsĂ„ nĂždt til at konfrontere denne problematik pĂ„ et eller andet tidspunkt. Det kan hjĂŠlpe at tage lĂŠgmands- og   Bodhistava lĂžfter.
 

  Det er pĂ„ grund af klistersind, at der opstĂ„r angst. Man bliver bange for at miste det noget, som man plejer at holde fast i og definere sig selv ved. Der opstĂ„r spontant angst, fordi tomheden viser en helt anden eksistens, end man er vant til. En helt anden mĂ„de at vĂŠre til pĂ„. Klistersindet er  den emotionelle identitet, som bestĂ„r af  de 5 slags lidenskabelige fĂžlelser. En af de 5 lidenskaber er  vrede. Vreden har to former eller faser, som kan veksle hurtigt. De er aggression og frygt eller angst. BegrebsmĂŠssigt baserer klistersindet sig pĂ„ opfattelsen af, at der er forskel pĂ„ en selv og verden. Det, som man kaster sin lidenskab pĂ„, befinder sig for det meste i verden. Den emotionelle identitet synes derimod at brĂŠnde inde i en selv.

  Ved angst for tomhed retter lidenskaben sig dog indad. Man bliver bange for tomheden i sit eget sind. Man bliver fĂžrst og fremmest bange, fordi man ikke har bemĂŠrket tomheden fĂžr. DernĂŠst bliver man bange for fĂžlgevirkninger, som synes uoverskuelige.
 

  Ved at tomheden slet ikke er noget som helst, fjerner erfaringen fra mĂždet med tomhedsnaturen selve basis for klistersindet og dermed ens sĂŠdvanlige emotionelle selvforstĂ„else. Derfor vil man samtidigt med mĂždet med tomheden ogsĂ„ opleve  forvirring, opleve at grundlaget for den emotionelle identitet skrider og erstattes af en Ă„ben rummelighed fuld af udefinerbar og hudlĂžs fĂžlsomhed og skarp fornemmelse - en helt uvant sindstilstand for de fleste. Tomheden kan forekomme at vĂŠre noget stort, som man bliver opslugt af, ligesom nĂ„r man falder ned i et stort hul. NĂ„r der er en oplevelse af at vĂŠre helt Ă„ben, fĂžler man sig pludselig ogsĂ„ nĂžgen, sĂ„rbar og ubeskyttet.  Det er en stĂŠrk subjektiv fĂžlelse..

  MĂždet med tomhedsnaturen er desuden altid uventet og fanger en uforberedt. Derfor gĂ„r der nemt  panik i klistersindet, som man almindeligvis er stĂŠrkt tilknyttet, hvad enten man identificerer sig med lidenskaberne eller prĂžver at dĂŠmpe dem for at forblive social og rimelig at omgĂ„s. Da man ikke ved, hvor eller hvordan man eventuelt kunne sĂŠtte aggressivt ind for at gendanne sikkerheden og beskyttelsen, gribes man af frygt. Det er vredens logik. NĂ„r vredens fĂžrste fase ikke er anvendelig, skifter vreden spontant til angst fasen. MĂždet med tomhedsnaturen forkommer farligt, derfor vĂŠkkes vreden til at begynde med. Vreden vil af egen drift sĂžge at fĂ„ dig til at fjerne faren eller fĂ„ dig til, at du fjerner dig selv fra faren. Angreb eller flugt. Det er de to faser.  Selvom mĂždet med tomheden ikke er en passende lejlighed for angst som sĂ„dan, sĂ„ bĂžr man forstĂ„ - ikke mindst nĂ„r der nu er vĂŠkket vrede i sindet - at Ă„benhed naturligvis gĂžr en sĂ„rbar og fĂžlsom. Vredens logik er skam fornuftig nok. At der sĂ„ er en helt anden slags beskyttelse i forbindelse med Ă„benhed  - naturligt Bodhicitta -  finder du fĂžrst ud af senere. Det frustrerende ved tomheden er selvfĂžlgelig, at man ikke kan flygte fra sin sindstilstand, heller ikke fra tomheden, nĂ„r man nu har mĂždt den. Du bĂŠrer pĂ„ en ny erfaring.


  Klistersind er den emotionelle eller lidenskabelige selvforstĂ„else og en ganske sĂŠrlig selvorienteret forstĂ„else for verden. Da klistersind fungerer intuitivt med sin egen begrebsverden, nogle gange sammen med – og ved andre lejligheder parallelt med – personlighed, og da klistersind mĂ„ siges at forme en vigtig del af tilkoblingen med verden, mĂ„ personlighed og klistersind anses for at vĂŠre to dimensioner af den samme tilkobling med verden. Netop ogsĂ„ nĂ„r fornuften vil et, mens lidenskaben trĂŠnger til noget helt andet. Selvom personlighed og klistersind fĂžlges ad, mĂ„ de anses for forskellige funktioner i sindets struktur. Din egen vilje   (sanskrit: cetana)  er det styrende princip for din personlighed – det kan man netop ikke sige om dit klistersind. Det fĂžlger sin egen lovmĂŠssighed og baserer sig pĂ„ begreb om  ”jeg, mig og mit”. SĂ„ klistersind er udtryk for  begreb om Selv, men lader sig ikke styre af din vilje, som logisk set burde vĂŠre det rene udtryk for dig selv som individ i verden. Derfor er lidenskab lidt kompliceret, selv ud fra et selvisk perspektiv.

  Det er det, som menes, med det moderne udtryk: fĂžlelsernes intelligens. Det intelligente her er lidenskabernes intuitive funktion. Det er ogsĂ„ deres visdoms aspekt. Lidenskaberne forgifter sindet, nĂ„r man identificerer sig med sin lidenskab, for derved fylder de godt op i sindet og dominerer opmĂŠrksomheden. Selvom det forekommer umuligt, sĂ„ kan man godt lade vĂŠre med at identificere sig med sin manifeste lidenskab. Vel at mĂŠrke helt uden at forsĂžge pĂ„ at undertrykke eller dĂŠmpe lidenskabens manifestation i sindets strĂžm af Ăžjeblikke. I sĂ„ fald bliver lidenskaben forvandlet til visdomsind  – den rene intuition.

  Der er en sĂŠrlig dialektik mellem tomhedsnaturen og klistersindet. Jo mere man erkender tomhedsnaturen, jo mindre vil man identificere sig med sit eget klistersind. Klistersind eksisterer kun sĂ„ lĂŠnge, at der er nogen, som klistrer, og noget at klistre til. NĂ„r der ikke lĂŠngere er det, bliver  klistersind til visdomsind. Herom senere.
 

  Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor man lĂŠgger sin identitet. Der er nu heller ikke alt for mange steder at anbringe identiteten, men virkeligheden farves af, hvor den er henne (lĂŠs klummen: Identitet). Derfor skal vi kigge pĂ„, hvordan vi forstĂ„r os selv.

  Uden nysgerrighed om sindets natur og virkemĂ„de, som er tomhedens omrĂ„de, bliver du aldrig klogere. Der er faktisk noget at opdage i dit eget sind. Noget som overvinder angst. SĂ„ find inspiration i dit indre, bliv nysgerrig og lĂŠs videre.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden


Tomheden er ikke farlig

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.Det er kun i fĂžrste omgang, at  tomheden - sunyata - virker skrĂŠmmende. NĂ„r man lĂŠrer tomheden nĂŠrmere at kende, og forstĂ„r, hvad den virkelig er, sĂ„ slapper man af og drager fordel af, at virkeligheden er  sĂ„dan. Tomheden er ikke din fjende. Den er dig selv pĂ„ en ubevidst mĂ„de. Du var hidtil ikke klar over, at du ogsĂ„ eksisterer i en sĂ„dan dimension pĂ„ en sĂ„dan mĂ„de. Tomheden er ikke kun overraskende, den er sĂŠrdeles velbeskyttet.

  NĂ„r du i virkeligheden ikke  er  noget, sĂ„ er der heller ikke noget, som kan ĂždelĂŠgges, fordĂŠrves eller tilintetgĂžres, for der er ikke noget som helst at ĂždelĂŠgge, fordĂŠrve eller tilintetgĂžre.

  Angsten for tilintetgĂžrelse er mor til alle former for frygt. NĂ„r der ikke er noget, som kan skades eller ĂždelĂŠgges, sĂ„ er der heller ingen grund til angst og panik. Derfor er Buddha virkelig frygtlĂžs, for han har en sikker viden om, at der i virkeligheden ikke er grund til at vĂŠre bange. Buddha kan ikke ĂždelĂŠgges, fordi  Buddhanaturen er basis for alt andet og ikke selv bestĂ„r af noget som helst. Tomhed er det, som karakteriserer Buddhanaturen.


  Er man sĂ„ sin egen Buddhanatur? Ja, egentlig er det jo det, som man dybest set er, men ikke pĂ„ den mĂ„de, som vi normalt tĂŠnker identitet pĂ„. Buddhanatur er en form for vĂŠren – ikke en vilje, hensigt, lidenskab eller sĂŠrlig form for inkarnation. SĂ„ skĂžnt Buddhanaturen pĂ„ en mĂ„de er vores egentlige eksistens, sĂ„ er den  ikke  en person (mere om vĂŠren og ikke-vĂŠren senere).
 

  Som mennesker er vi inkarnerede med de 3 slĂžr, som overskygger eller tilslĂžrer Buddhanaturen. De tre slĂžr er 1) avidya, uvidenhedens slĂžr (det, at man ikke kender Nirvana's natur, samsara's karakter og  karmas virksomhed) -  2) lidenskabernes slĂžr  - samt   3) karmas slĂžr  (karma nĂŠvnes to gange, fordi man dels ikke er klar over, at karma faktisk er virksom, dels ikke er klar over denne virksomheds Ă„rsag og fĂžlger. Disse slĂžr kaldes: avaranas pĂ„ sandskrit). PĂ„ grund af de tre slĂžr er man ubevidst om sin egen Buddhanatur  og  genkender den ikke. SĂ„ selvom vi som mennesker besidder Buddhanatur, er vi som reglel slet ikke klar over det - og bestemt heller ikke vant til det. Derfor bliver vi overraskede over vores egen tomhed og kan ogsĂ„ blive bange for den.
 

     Det var det overordnede om tomhed og angst. Vi gĂ„r i detaljer lĂŠngere fremme. SĂ„ er der den tredje stĂžrrelse, nemlig din selvforstĂ„else.
     

  NĂ„r vi nu bevidst eller ubevidst er Buddhanatur, sĂ„ mĂ„ det ogsĂ„ betyde noget i dagligdagen. PĂ„ et dybt plan mĂ„ mange mennesker allerede intuitivt vĂŠre klar over, at der er en dimension af  vĂŠren i sindet, skĂžnt ingen hidtil har fortalt dem, at netop den dimension af sindet fĂžrer  til befrielse fra elendighed. Denne vĂŠren er  passiv potentiale  for rummelighed og klarhed til sindets  aktive virksomhed, som er de 5 skandha’er, som viser oplevelser.
 Derfor er der flere naturlige mĂ„der at forstĂ„ sig selv pĂ„, baseret pĂ„ sindets struktur. De to fĂžrste naturlige mĂ„der at forstĂ„ sig selv pĂ„ er relative stĂžrrelser, som befinder sig  indenfor de 5 skandha’er. Den sidste er absolut og  indeholder de 5 skandha’er.
Klik her for at komme Þverst pÄ siden


 

 

 


2.  3 slags naturlig selvforstĂ„else

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.Vi har naturligt 3 lag af selvforstĂ„else. Det ene lag dybere og mere omfattende end det andet. Mange mennesker vil kun bemĂŠrke det fĂžrste lag af selvforstĂ„else i deres liv, fordi de aldrig finder tid, anledning eller grund til at undersĂžge sagen om selvforstĂ„else pĂ„ en mere omfattende mĂ„de, sĂ„dan som man gĂžr i indsigts meditationen  (sanskrit:  vipashyana).

  For det fĂžrste. Vi har selvforstĂ„else ved vores personlighed, menneskelige karakter og klistersind, som trĂŠder i direkte forbindelse til andre og resten af verden ved vores vilje, lidenskab og hensigter, vores udtalte udtryk med bevĂŠgelse, krop og sprog, samt vores faktiske fysiske handlinger. PĂ„ moderne dansk kaldes det for  tilkobling med verden. Tilkobling med sind, ‘tale’  (sprog, al bevĂŠgelse og kraft)  samt krop.

  For det andet. PĂ„ et dybere plan har vi selvforstĂ„else ved selve oplevelses situationen. Vi er opleveren af vores egne oplevelser. Hvem skulle ellers opleve vores oplevelser? Der er noget yderst privat ved det. Det er den situation, som mange mennesker forstĂ„r med begrebet “Selvet”  (sanskrit:  atman).

  For det tredje. Endelig pĂ„ et endnu dybere plan mĂ„ vi forstĂ„ os selv som vores eget sinds rummelighed og klarhed. Der mĂ„ vĂŠre denne sidste form for naturlig selvforstĂ„else, fordi det virker som om, at det er os selv, som rummer sindets indhold, og er klar over det. PĂ„ en mĂ„de virker det ogsĂ„ som om, at man rummer sindet som sĂ„dan, men det er en absolut illusion, som jeg nok skal forklare lĂŠngere fremme i teksten.

  Man kan sĂ„ledes forstĂ„ sig selv som 1) den handlende  person  - 2) det oplevende  selv  - og  3) en selv som  vĂŠren.

     Der er tale om  1) selvforstĂ„else ved tilkobling med verden,  2) selvforstĂ„else ved at vĂŠre opleveren af sine egne oplevelser og  3) selvforstĂ„else ved at vĂŠre beholderen for  sindets indhold af sindslige processer og de faktiske oplevelser - eller det at vĂŠre rummet omkring og indeni samt klarheden ved sindets indhold.

  SelvforstĂ„else nr. to og nr. tre kan man aldrig undgĂ„ at vĂŠre, for disse mĂ„der at forstĂ„ sig selv pĂ„ opstĂ„r fra selve sindets funktion og natur. De eneste problemer, som man egentlig kan have med disse to, bestĂ„r i at erkende dem - og i at erkende deres placering i sindets struktur. Problemet med  Selv og verden ligger i selvforstĂ„else nr. et - tilkobling med verden. Og problemet er ikke tilkobling som sĂ„dan, men  klistersind   (sanskrit: kleshacitta)  - lidenskab - som sĂ„dan.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

Personlighed er et sammenstĂžd

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.SelvforstĂ„else nr. et - tilkobling med verden  er det, man kalder personlighed og individualitet. Det er i denne relation, at man fremstĂ„r som individ og som adskilt fra verden og dens andre beboere. Derfor er man ikke ene om at definere relationen. Verden og dens andre beboere gĂžr indtryk, plĂžjer spor og planter karma-frĂž  (sanskrit: bidjas)  i sindet hos den enkelte, som er tilkoblet verden og samfundet. Den enkelte person er sĂ„ledes ofte under tvang eller pres fra omverdenen eller samfundet. TidsĂ„nden i samfundet bestemmer ofte mere end individet, fordi man har valgt at tilpasse sig, eller fordi samfundets fordomme dikterer, sĂ„ man er under tvang.

 Personlighed ligner sĂ„ledes i hĂžj grad et resultat af  forhandling med omgivelserne, snarere end noget, som man selv helt og alene har besluttet og oprettet, for tilkobling handler om relation. Der er virkelig meget, som du har fĂ„et fra verden og dens andre beboere ved din tilblivelse og udvikling. Tag for eksempel sprog. Det er jo ikke dig, som har opfundet dansk. Alligevel er det pĂ„ dansk, at du virkelig kan udtrykke dig pĂ„ en personlig mĂ„de. Det samme gĂŠlder krop. Den har du heller ikke lavet selv. Alligevel tager du din krop meget personligt.

  Denne selvforstĂ„else som individ i verden er ogsĂ„ resultat af  karma fra fortiden, sĂ„ til syvende og sidst mĂ„ man spĂžrge, hvor meget man selv virkelig er som sin personlighed, og hvor meget har man af simpel nĂždvendighed taget til sig fra sine omgivelser og  sin tilblivelse. Et sĂ„dant forhandlings resultat, din, min og alle andres personlighed, vil helt naturligt - som et praktisk kompromis mellem Selv og verden - vĂŠre indskrĂŠnket af fordomme, misforstĂ„elser og forvirring. Det gode ved dette forhandlings resultat er, at der dog er noget i personligheden, som ikke er indskrĂŠnket. Det dĂ„rlige er fordomme, misforstĂ„elser og forvirring. Dette blandede resultat af godt og skidt stammer fra utilstrĂŠkkelig forstĂ„else for, hvad det vil sige at vĂŠre i live og at kunne opleve - at man evner at kunne vide og erfare - fra utilstrĂŠkkelig forstĂ„else eller uvidenhed om  Nirvanasamsara og  karma.
 

  Du bĂžr forstĂ„, hvor  lille  du er som person i samfund med andre. Det er ikke kun dig selv, men ogsĂ„ de andres magt, som skaber dine fordomme og sĂ„ videre. Det er derfor, at der er en meget stor personlig etisk udfordring i at deltage i samfundet. Selvom du er den lille i samfundet, kan din etik godt vĂŠre den stĂžrste. Men det sker ikke af sig selv. Etik udvikles ved bevidst refleksion og bedre vaner. Samfundet fĂžlger sjĂŠldent, eller i hvert fald ikke altid, den bedste etik. Ønsker du Nirvana, klarer du det ikke uden den hĂžjeste etik. Fordi det Ă„bne sind og hjerte, Bodhicitta, ikke vil fungere uden.
 

  Personlighed er ogsĂ„ meget dynamisk. Den ĂŠndrer sig i forhold til den situation,  som man opfatter, at man befinder sig i (den 3. skandha), og den umiddelbare reaktion pĂ„ situationen, som spontant opstĂ„r fra ens erfarings grundlag (den 4. skandha). Personlighed baserer sig pĂ„ alle de gamle begreber, vaner, lidenskab, talenter, forventninger, fordomme og erfaringer, som man har samlet sig i tidens lĂžb og gjort til sin bagage, som man bĂŠrer med sig pĂ„ livets vej i form af frĂž (sanskrit: bidja) til potentiel karma. Det er denne bagage, som ens vilje  (sanskrit:  cetana)  baserer sig pĂ„. Derfor ligner ens egen personlighed ogsĂ„ et sammenstĂžd mellem sansernes verden og ens egen vilje, lidenskab, karakter, talenter, fordomme, sĂŠdvane og erfaring.

  Personlighed  er  en relativ form for selvforstĂ„else, som vi har opbygget og tilegnet os gennem hele livet. SelvforstĂ„else som person og medmenneske er dog begrĂŠnset. Den handler udelukkende om tilkobling med verden. Den handler  kun  om din vilje, dine hensigter, din lidenskab, din menneskelige karakter, dit talent, dit bĂ„de kropslige og sproglige udtryk, samt dine faktiske handlinger. Det er de personlige stĂžrrelser, som der er gang i, ved tilkobling med verden.
  Man er personlig ved at stĂ„ i forhold til verden.  OgsĂ„ nĂ„r man gĂžr det pĂ„ en upersonlig mĂ„de. Du mĂ„ naturligvis siges at vĂŠre mere end en tilkobling med verden, men det er netop pĂ„ et dybere eller mere overordnet plan som selvforstĂ„else nr. to.
 

  Personlighed og karakter kan bĂ„de tĂŠmmes og udvikles, men det sker bedst og naturligt ved medmenneskelig vĂŠkst, psykologisk forstĂ„else og selverkendelse. Det vil ske naturligt som resultat af bĂ„de den formelle trĂŠning i meditation samt  lodjung, trĂŠning af vĂ„gent nĂŠrvĂŠr og forstĂ„else, sanskrit:  smriti, i hverdagen udenfor den formelle meditation.  ’Lo’ betyder forstand ved vĂ„gent nĂŠrvĂŠr og ‘djung’ betyder trĂŠning eller Ăžvelse  (begrebet vĂ„gent nĂŠrvĂŠr - sanskrit: smriti   - stĂ„r i modsĂŠtning til ubevidst Ă„ndsfravĂŠr. Det er opmĂŠrksomhedens to yderligheder).  Formlen i Dharma'en til tĂŠmning og udvikling af personlighed lyder: find dit Bodhicitta og dit visdomsind.  De ligger jomfrueligt og venter pĂ„ dig, friske og klar til brug, for du har altid haft dem. Bodhicitta - evnen til at Ă„bne sig, det gode hjerte, tĂ„lmod, storsind, samvittighed, venskabelig kĂŠrlighed og medfĂžlelse har godt af at blive luftet og brugt stadigt mere og mere (pas pĂ„ med, at det kan udvikle sig til en ny form for selvbekrĂŠftelse.  Det er jo ikke lige det resultat, som er Ăžnskeligt). Visdom lĂžser alle problemer.
 

  Der er faktisk to slags visdom. A) Pradjña (tibetansk: sherab) betyder sindets iboende klarhed og skarphed, som ligger til grund for opfattelsen af oplevelsernes mangeartede forskellighed. Denne klarhedens visdom er prĂŠcis skelne evne.  B) Djñana (tibetansk: yeshe) betyder visdomsind. De 5 lidenskaber forvandles til
  1) den spejl lignende visdom [i stedet for vrede - nĂ„r noget opfattes som vĂŠrende forkert]
  2) den skarpt skelnende visdom [i stedet for begĂŠr - ved vĂŠrdi i verden]
  3) lighedens visdom [i stedet for stolthed - ved at vĂŠre eller kunne noget - kan jeg, kan alle]
 4) den altudfĂžrende visdom [i stedet for misundelse - ved adskilthed i forhold til verden]
 5) den altgennemtrĂŠngende visdom [i stedet for uvidenhed / forvirring - ved fascination af Selv og verden].
 

  Men du finder naturligvis kun Bodhicitta og visdom i dit eget sind som fĂžlge af ĂŠgte og dyb, bevidst refleksion over din selvforstĂ„else ved din personlighed, dit klistersind og din menneskelig karakter. Der er kun din egen erfaring til at gĂžre forskel.

     SelvforstĂ„else nr. 1 begrĂŠnses af selvforstĂ„else nr. 2 og ogsĂ„ af nr. 3. At vĂŠre opleveren af sine egne oplevelser er noget helt andet end personlighed. Personlighed i den forbindelse vil sige Ă©n af oplevelserne. SĂ„ det at man oplever at vĂŠre i besiddelse af personlighed, er noget mindre og mere begrĂŠnset end det at vĂŠre  opleveren  af denne oplevelse.

      Endelig er det at vĂŠre hele sindet i en ultimativ forstand, noget stĂžrre og mere end det at vĂŠre opleveren. SĂ„ det at vĂŠre opleveren af sine egne oplevelser er noget mindre og mere begrĂŠnset end sindet som  beholder  for oplevelserne, fordi sindet indeholder sindets processer, som bĂ„de skaber oplevelserne og opleveren.

  SelvforstĂ„else nr. 2 og 3 er pĂ„ et andet plan eller niveau end personlighed og klistersind. Dem kommer vi tilbage til om lidt. NĂ„r der er personlighed og klistersind, er der ogsĂ„ selvfĂžlelse.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

SelvfĂžlelse

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.Som du kan lĂŠse i  artiklen om Meditation, sĂ„ er det vigtigt at fastslĂ„ tilstedevĂŠrelsen af selvfĂžlelse i sit eget sind, nĂ„r man udfĂžrer den analytiske del af indsigts meditationen. Med begrebet selvfĂžlelse, Ăžnsker jeg at definere situationen, hvor du fĂžler dig  tilstede i verden. Hvor du  fĂžler, at du er en selvstĂŠndig eksistens med dit eget liv, og at verden, planeten, folk, dyr og sĂ„ videre er noget andet og nogle andre, som du stĂ„r i forhold til, ved at vĂŠre adskilt fra dem. Den opfattelse frembringer  en fĂžlelse  i sindet af personlig afgrĂŠnsning i forhold til verden. Man fĂžler: “her er jeg, og der er verden”. Det er en uhĂ„ndgribelig fornemmelse af Selv og verden som forskellige stĂžrrelser. Det er netop en relativ fornemmelse.

 Man fĂžler, at man selv er noget i tilkoblingen med verden. Det er denne fĂžlelse, som jeg kalder ”selvfĂžlelse”  (den er noget andet end stolthed, som er en af de 5 lidenskaber). Da selvfĂžlelse er en afgrĂŠnsning, er den nĂŠrmest en slags sansning. Den er for eksempel ofte tilknyttet vores egen krop, men ikke altid. Hvis der en dag er sygdom i kroppen, kan den fĂžles som noget fremmed eller som noget andet end en selv. Det er altsĂ„ ikke sĂ„ meget en fast stĂžrrelse eller en idĂ©, som vi taler om her, men en subjektiv fĂžlelse, som ogsĂ„ er  en rodfĂŠstet vane  (4. skandha).
 

  Denne selvfĂžlelse af personlig afgrĂŠnsning i forhold til verden opstĂ„r pĂ„ grund af sindets  inkarnation i kroppen. Da kroppen synes at tilhĂžre verden som sĂ„dan ved at bestĂ„ af de 5 elementer og sĂ„ videre ligesom resten af verden, er der varieret grad af selvfĂžlelse i kroppen. SelvfĂžlelse er netop   fĂžlelsen af inkarnation.

  SelvfĂžlelse er tilknyttet, hvad vi opfatter som vores personlighed og altsĂ„ - i nogen grad - ogsĂ„ vores krop, vores udtryk, vilje, vaner, lidenskab, sindelag samt ejendom og nĂŠre menneskelige forhold. FĂžrst og fremmest er der en “indre” selvfĂžlelse, fĂžlelsen af sammenhĂŠng mellem personlighed, lidenskab, evnen til oplevelse, bevĂŠgelse og kroppen.

       (PĂ„ det “ydre” plan, er der selvfĂžlelse i hĂžjere eller mindre grad ved vores omgivelser. Der er i lidt mindre grad selvfĂžlelse ved ejendom og personlige menneskelige forbindelser end ved ens egen personlighed og krop. I endnu mindre grad er der selvfĂžlelse ved mad, erotik, arbejde, tab, gevinst, kamp og fjernere familie samt venner. Der er meget, som man kan kaste sin selvfĂžlelse pĂ„, eller give slip pĂ„, og folk har forskellige prioriteter. Man kan for eksempel medregne national stolthed, socialgruppe, kĂžn, fag og meget andet. MĂ„ske vil du selv evaluere graden af selvfĂžlelse ved omgivelserne i en lidt anden orden. Det er ikke pointen her)

  Det vigtige er at fastslĂ„, hvor selvfĂžlelsen er henne - og hvor det  IKKE  fĂžles som en selv. Det er ikke noget objektivt, som man sĂžger at fastslĂ„, men netop den faktiske subjektive selvfĂžlelse i selve dette Ăžjeblik.  Hvor gĂ„r grĂŠnsen mellem Selv og verden?
 

  I meditationen er det ikke sĂ„ vigtigt at bemĂŠrke sine ejerskabs fornemmelser. Der er selvfĂžlgelig selvfĂžlelse ved ejerskab og lignende forhold i verden, men det vedrĂžrer for sĂ„ vidt ikke den analytiske indsigts meditation. Vi er kun interesserede i at undersĂžge den ‘indre’ selvfĂžlelse. Det vigtige er at hĂŠfte sig ved  fĂžlelsen  af inkarnation og tilstedevĂŠrelse i verden, og at hĂŠfte sig ved, at verden og dens andre beboere som sĂ„dan, ikke  fĂžles som en selv, men som noget afgjort andet.

  SelvfĂžlelsen er meget velegnet til undersĂžgelse i indsigts meditationen, fordi den - nĂŠsten - altid er til stede i sindets strĂžm (sanskrit: santana) fra det ene Ăžjeblik til de nĂŠste. Det er ikke fordi, selvfĂžlelse i sig selv er interessant.  Det er fordi selvfĂžlelse ret indlysende er en illusion.  Det, som man fĂžler ‘Selv’ ved, er ikke den  -  eller det, som oplever situationen.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

Opleveren

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.SelvfĂžlelse er en opfattelses genstand  (sanskrit: djñeya) og en fortolket oplevelse  (sanskrit:  vidjñapti) for opleveren. I den analytiske vipashyana lokaliserer man selvfĂžlelsens tilstedevĂŠrelse i sindet - den mĂ„ jo vĂŠre der et eller andet sted - for derefter at konstatere, at opleveren - den dybere selvforstĂ„else - er noget helt andet. Herved er man pĂ„ vej til at kunne give slip pĂ„ tilknytning til selvfĂžlelse - og dermed til personlighed. Man flytter sin opmĂŠrksomhed til det, som det vil sige at vĂŠre opleveren, for at udforske dette perspektiv af selvforstĂ„else.

  NĂ„r man gĂžr det, vil man straks mĂŠrke sammenhĂŠng mellem selvfĂžlelse og  klistersind. De er nĂŠrt forbundne. SĂ„ pludselig er man faktisk ogsĂ„ ved at give slip pĂ„ tilknytning til klistersindet. Hermed fjerner man oveni grundlaget for angst.

  Det lider personligheden og klistersindet ikke skĂ„r eller skade af. De fĂ„r en pause. De fĂ„r lidt mindre opmĂŠrksomhed, end de plejer. Personlighed og klistersind  er tilkoblingen med verden, derfor forsvinder de aldrig mere, end tilkoblingen med omverdenen forsvinder. Det er ikke direkte et spĂžrgsmĂ„l om selvforstĂ„else, men om  samadhi – den yogiske trance. I en dyb samadhi kan man komme til helt at droppe tilkoblingen med verden. Det  er der mange beretninger om i buddhismens historie.

     En sĂ„dan tilstand uden tilkobling med verden, mĂ„ ikke misforstĂ„s som den psykiatriske diagnose ‘depersonalisering’. SkĂžnt man kan sige, at der sker det samme for yogi'en i sin samadhi som for personen med denne psykiske lidelse, sĂ„ har denne sidste hverken samadhi, selverkendelse eller specielt gode muligheder for at koble sig sammen med verden igen. Det er noget helt andet, og det er en ganske forfĂŠrdelig sindstilstand. Disse mennesker lider under vedvarende dĂ„rlig, fragmenteret eller manglende tilkobling med verden. Ingen ved helt rigtigt hvorfor, at det er sĂ„dan for dem.  Depersonalisering er som regel Ă©t af flere tegn pĂ„, at der er noget galt i tilkoblingen med verden. LĂŠgerne mener sĂ„, at det skyldes sygdom i hjernen, selvom de ikke ved, hvorfor og hvordan sĂ„dan sygdom opstĂ„r. Depersonalisering kan ogsĂ„ ske for fanger under tortur, eller for folk udsat for krigs traumer og lignende. Det er en anden historie for yogi'en, som mestrer samadhi og besidder alle muligheder for selverkendelse.


  NĂ„r du sĂ„ senere forlader din samadhi og tilkobler dig verden igen, har du helt naturligt atter personlighed. Personlighed er ikke statisk, men dynamisk. Den baserer sig en samling vaner, lidenskab og en vilje, som alt sammen altid ligger pĂ„ lager i sindet et eller andet sted.  SĂ„ personlighed og klistersind kan bĂ„de vĂŠre yderst aktive eller gĂ„ helt i dvale. Det afhĂŠnger af tilkoblingen med verden. Det plejer at fĂ„ sindet til at slappe endnu mere af, nĂ„r man opdager, at man er sĂ„ meget mere end blot og bar personlighed og klistersind, og at man er i stand til samadhi. Samt at man godt kan give slip pĂ„ tilknytning til klistersind - i hvert fald mens man befinder sig i samadhi.

  Man  kan give slip pĂ„ tilknytning til selvfĂžlelse og klistersind, sĂ„ snart man erkender, at man i virkeligheden er noget stĂžrre og mere end personlighed og klistersind. Personlighed og klistersind er tilkoblingen med verden, men du er ogsĂ„ den, som kobler sig til. Du mĂ„ ogsĂ„ siges at vĂŠre  roden for tilkobling. Og hvad er sĂ„ det? Ja, det er selvfĂžlgelig dig selv som  oplever  af tilkobling med verden. Det er dig selv i dimensionen af at vĂŠre oplever, som konstaterer, at der er tilkobling med verden, og at der er personlighed, klistersind og selvfĂžlelse blandt oplevelserne.
 

  SelvforstĂ„elsen som oplever er naturligvis en  abstraktion, som det forklares andetsteds (pĂ„ siden: Om opfattelsen 3 - Selvets illusion). Det er denne abstraktion, som skaber illusionen om, at der er nogen, som nyder, og noget andet, som nydes – med krop og sind som en slags bro mellem Selv og verden. Det er  dualismens illusion, som vi i Dharma'en erstatter med psykologisk realistisk dialektik. Opleveren er en abstraktion og en relation og dermed en illusion i betydningen, at opleveren pĂ„ en illusorisk mĂ„de forekommer faktisk at vĂŠre noget et eller andet i den ene ende af dialektikken mellem Selv og verden. Men opleveren er ikke noget. Opleveren er aldrig og kan aldrig vĂŠre en oplevelse  (som det forklares pĂ„ siden:  Om opfattelsen 3 - Selvets illusion). Det at vĂŠre oplever af sine oplevelser er et  forhold, hvor oplevelser kan bestĂ„ af sanse genstande, mens opleveren netop ikke gĂžr det som forholdets andet led.

     NĂ„r vi siger ”opleveren”, hentydes der til en relation, som vi nĂždvendigvis mĂ„ have til oplevelserne, nĂ„r vi opfatter oplevelserne  som noget andet end os selvHerved skaber vi faktisk opleveren. I denne relation opdager vi, at selvfĂžlelse, klistersind og personlighed hĂžrer til blandt oplevelserne og derfor er af en anden karakter end opleveren, som oplever oplevelserne. Opleveren og oplevelserne er to forskellige kategorier og niveauer i sindets struktur. Da man ikke kan tale om oplevelser uden en oplever, og da man ikke kan tale om en oplever uden oplevelser, er begge stĂžrrelser relative til hinanden. Begge to mangler fuldstĂŠndigt uafhĂŠngig eksistens og stoflighed. Opleveren er en abstraktion og oplevelserne  bestĂ„r af de 5 skandha’er. De eksisterer i fuldstĂŠndig afhĂŠngighed af hinanden. Der er ikke den ene uden den anden (en abstraktion hĂžrer hjemme i den 4. skandha, selvom begrebet opleveren ofte misforstĂ„s som den 5. skandha, bevidsthed, eller mere prĂŠcist: alayavidjñana, rummeligheds bevidstheden).

     Rent praktisk misforstĂ„s  rummeligheds bevidstheden, sanskrit:   alayavidjñana  som om den er et egentligt ‘Selv’. Der er ikke noget ‘Selv’ – der er blot rigtig god plads – og midt i al denne plads er der ogsĂ„ en oplevelse. Det er umuligt at fastslĂ„, hvad opleveren eventuelt mĂ„tte vĂŠre for noget, fordi observatĂžren ogsĂ„ er sit eget vidne.  (Det er den psykologiske betragtning.)
     Den eneste virkelighed, som vi kan fastslĂ„ for opleveren som det ene led i en oplevelse, er som et  begreb i den fjerde skandha. Men du kan naturligvis ikke vĂŠre en tanke, fĂžlelse eller et begreb, fordi disse er oplevelser, og du skulle meget gerne vĂŠre den, som har de oplevelser. SĂ„ skĂžnt det synes sĂ„ indlysende, at man er oplever af sine egne oplevelser, sĂ„ forsvinder opleveren ved en nĂŠrmere undersĂžgelse. (Det er den filosofiske betragtning.)

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

  Man kan ogsĂ„ sige det sĂ„dan, at personlighed og selvfĂžlelse er gift med hinanden, mens opleveren ikke er det samme som hverken personlighed eller selvfĂžlelse. Det, som man er i forhold til verden, er ikke det samme, som man er, i forhold til sig selv. I forhold til dig selv er du altid opleveren af dine oplevelser. NĂ„r du i den analytiske vipashyana har fĂ„et fastslĂ„et, hvor selvfĂžlelsen er henne - og hvor den  ikke er henne, gĂ„r du videre til at fastslĂ„ tilstedevĂŠrelsen af dimensionen af at vĂŠre  opleveren – mens der er selvfĂžlelse til stede i sindet.
 

 NĂ„r du sĂ„ledes har fastslĂ„et, at du udover personlighed faktisk  ogsĂ„ er en oplever pĂ„ et mere overordnet plan, undersĂžger du nĂžje, om oplevelsen af selvfĂžlelse kan vĂŠre identisk med opleveren. Da opleveren er noget andet end en oplevelse, kan selvfĂžlelse ikke vĂŠre identisk med opleveren, fordi selvfĂžlelse netop er en oplevelse. Det er en kendsgerning, som det er vigtigt for dig at fĂ„ konstateret ved din egen undersĂžgelse i indsigts meditationens analytiske fase. Du undersĂžger ogsĂ„, om opleveren kan erkendes direkte eller ej. NĂ„r du har konstateret, at opleveren ikke kan erkendes direkte, men kun ved  deduktion, nemlig at fordi der er oplevelser i sindet, sĂ„ mĂ„ der ogsĂ„ vĂŠre nogen, som har disse oplevelser.

 Man kan sĂ„ tro, at opleveren er det mest personlige i ens liv og sind, men der er netop ingen selvfĂžlelse ved opleveren. BemĂŠrk hvor paradoksalt at dette forhold virker. Dit  upersonlige  aspekt som oplever - alle oplever jo deres egne oplevelser  - fĂžles meget personligt. Det synes meget privat. Det er ‘mine’ oplevelser. Oplevelsen af, at de er mine, er heller ikke det samme som opleveren. Lad denne erfaring synke til bunds i din selvforstĂ„else. Du kan godt vĂŠre opleveren af dine egne oplevelser uden at knytte dig til dem, for oplevelserne er af en anden karakter end opleveren. SĂ„ med denne erfaring kan du opbygge en ny vane. En faktisk  passiv  vane, for den bestĂ„r i   IKKE  at tilknytte sig. Den bestĂ„r i  IKKE  at foretage sig noget.   Du giver ikke engang slip, for du tager slet ikke fat. Det mĂ„ vĂŠre den mest afslappede praksis af alle.
   Du kan fĂžrst regne med at starte opbygningen af en sĂ„dan vane, nĂ„r du har opnĂ„et en  stabil   samadhi.  Indtil da mĂ„ du bruge  sĂ„kaldt modgift  for de stĂŠrke lidenskaber.

    Selvom den abstrakte oplever dybest set er en illusion, kan man sagtens bruge forholdet til noget fornuftigt, nÄr det nu er der i al sin relativitet.


 NĂ„r du sĂ„ledes har kendt forskel pĂ„ selvfĂžlelse og oplever, giver du slip pĂ„ selvfĂžlelsen, forlader den og undersĂžger meget nĂžjagtigt, om sindet er  stĂžrre eller mere end opleveren. Det er sindet jo, og det er meget specielt selv at kunne konstatere det i sin egen meditation. Det er ikke sĂ„dan, at jeg har et sind, som er mindre end mig selv, og som jeg kan kigge pĂ„ udefra og bedĂžmme objektivt. Det er sindet, som giver mig en idĂ© om mig selv - ogsĂ„ nĂ„r jeg fĂ„r en idĂ© om, at jeg er hele mit eget sind eller i hvert fald en del af det. Som oplever er jeg  omfattet af hele mit eget sind. Sindet omgiver opleveren som sin dimension af beholder - og kvalitet af rummelighed og klarhed - for bĂ„de opleveren og oplevelserne.
 

 Der ville heller ikke vĂŠre oplevelser i sindet, hvis ikke sindet frembringer eller viser oplevelserne i  sindets rummelighed og klarhed.  Denne fremvisning eller frembringelse af oplevelser definerer jeg som  sindets processer for oplevelse. Det vil sige  de 5 skandha'er.  SĂ„ oplevelserne, processerne for oplevelse og opleveren eksisterer kun i kraft af hinanden og ved det gensidige samspil mellem disse tre stĂžrrelser. Sindet indeholder bĂ„de oplevelserne, processerne for oplevelse og den flygtige ‘oplever.’
 

 HerpĂ„ undersĂžger du, om det er sĂ„dan, at du bĂ„de mĂ„ siges at vĂŠre opleveren, oplevelserne og processerne for oplevelse. Da alle tre stĂžrrelser er noget, som foregĂ„r i dit eget sinds rummelighed og klarhed, mĂ„ du pĂ„ denne mĂ„de forstĂ„ dig selv som en endnu dybere dimension end begrebet ‘opleveren’. NĂ„r man i en vis forstand er opleveren i forhold til oplevelses processerne og oplevelserne, sĂ„ virker det jo paradoksalt, at man pĂ„ et endnu dybere plan ogsĂ„ er forholdets  andre deltagere. Det er man da heller ikke direkte, men kun indirekte ved at rumme disse stĂžrrelser og ved at vĂŠre klar over dem. Den abstrakte oplever er en illusion. Der er virkelig ingen hjemme. I stedet for er der virkelig god plads og grĂŠnselĂžs klarhed i sindet.
Klik her for at komme Þverst pÄ siden


 

 

 

3.           Sindets rummelighed

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.Sindet som en beholder (sanskrit: alaya) for oplevelserne er fuldstĂŠndig uĂŠndret af, hvad der foregĂ„r af processer i sindet. Sindet som beholder for sit eget indhold af processer og oplevelser  kendetegnes ved sin rummelighed. For at sindet kan give plads til udfoldelsen af oplevelserne, mĂ„ denne rummelighed i sagens natur selv vĂŠre uden stoflighed, kendetegn, dimensionalitet eller tid - netop for at kunne give  plads  til oplevelse af  tid, dimensionalitet, kendetegn og   (sanset) stoflighed.

 Herved burde det gĂ„ op for dig, at du selv - i den dybeste forstand - hverken kan siges at vĂŠre forskellig fra - eller det samme som - oplevelserne, processerne for oplevelse og opleveren. Derimod mĂ„ du i virkeligheden forstĂ„ dig selv som noget endnu dybere og stĂžrre, nemlig sindets rummelighed og klarhed. Sindets rummelighed og klarhed kan ikke siges at vĂŠre noget som helst, for hvis de var det, ville de i stedet for at vĂŠre deres rumme- og klarheds-natur - vĂŠre en oplevelse. Hvilken rummelighed og hvilken klarhed skulle i sĂ„ fald  give plads og karakter til  denne oplevelse? Rummeligheden og klarheden er sĂ„ledes to tydelige stĂžrrelser, som altid er stĂžrre og mere end sindets virksomhed, som er de 5 skandha’er. Da du tilsyneladende er dit sind, og da rummeligheden og klarheden er essensen af dette sind, er det din egentlige   vĂŠren.
 

 Sindets rummelighed og klarhed kaldes ogsĂ„ for tomhedsnaturen - sunyata. Det betyder den "positive" tomhed, for begrebet betyder, at der ikke er noget, som eksisterer i kraft af sig selv uden samspil med andet eller andre, eller i virkeligheden er stofligt. Tomhed betyder ikke, at der mangler noget - i hvert fald ikke som fagligt udtryk i Dharma'en.
 

 Sindets rummelighed og klarhed kaldes jo ogsĂ„ for Buddhanaturen, hvilket betyder, at rummeligheden og klarheden er stĂžrre og mere end det, som vi normalt vil definere som os selv. Det at besidde Buddhanaturen er ikke det samme som at eje en lommekniv. Det er Buddhanaturen som indeholder lommekniven og din ide om ejerskab, lige sĂ„ lĂŠnge, som du har disse oplevelser, drĂžmmer om dem eller tĂŠnker pĂ„ dem. Buddhanaturen er altid stĂžrre og mere end hvad som helst, som du mĂ„tte kunne forstĂ„ dig selv og verden ved. Buddhanaturen er din egentlige vĂŠren, selvom den faktisk er upersonlig, ustyrlig og tom. Buddhanaturen er det, som du dybest set er, men den er ikke det, som du gĂžr i verden, den er ikke dit sprog, og den er ikke det, som du tror pĂ„ eller det, som du vil. Den er dog heller ikke forskellig fra disse stĂžrrelser, for Buddhanaturen giver plads og klarhed til dem. SĂ„ det er en ganske sĂŠrlig selvforstĂ„else - helt uden Selv - selvom det er den basale selvforstĂ„else.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

  Som fĂžlge af indsigts meditationen, nĂ„r den udfĂžres rigtigt i en tilstand af dyb  samadhi, vil du fĂ„ denne direkte erfaring om, at der er noget i dit eget sind, som er stĂžrre og mere end dig selv, sĂ„dan som du almindeligvis forstĂ„r dig selv. Dog uden at sindet som sĂ„dan er farligt, og at du selv pĂ„ grund af denne situation mĂ„ siges at befinde dig i fare. Det gĂžr du ikke. Du er blot ikke vant til at vĂŠre der. Eller vant til at vĂŠre klar over det. Der er noget at vĂŠnne sig til, selvom der netop  ikke er noget.
 

 Det er ikke i sindets rummelighed og klarhed som sĂ„dan, at der findes fare og djĂŠvelskab. Farer og djĂŠvelskab fĂžlger lige i hĂŠlene pĂ„  klistersindet.
 

     Det, som du dybest set mĂ„ forstĂ„ som dig selv, er sindets uforanderlige rummelighed og klarhed - ikke mindst fordi situationen aldrig ĂŠndrer sig, skĂžnt oplevelserne hele tiden ĂŠndres. Der er konstant uendelige mĂŠngder af plads og knivskarp klarhed i sindet. SĂ„ dette ikke-noget er meget stabilt. Denne sindets tomme essens kan ikke forstĂ„s som opleveren eller personligheden, fordi den ved at vĂŠre basis for de to mĂ„ vĂŠre af en anden natur end dem. PĂ„ den anden side kan denne sindets Buddhanatur ikke siges at vĂŠre forskellig fra opleveren og personligheden. Der er jo ingen oplever uden Buddhanatur og ingen personlighed uden bĂ„de en oplever og Buddhanatur. SĂ„ de to  relative  stĂžrrelser som person og som oplever - baserer sig pĂ„ den  absolutte dimension ved Buddhanaturen.

     Sindets processer for oplevelse samt deres resultat, selve oplevelserne, bestĂ„r alene af  de 5 skandha’er.  Det gĂŠlder ogsĂ„ for bĂ„de personlighed og opleveren. Personlighed er en oplevelse, og opleveren er en abstraktion fra den 4. skandha. SĂ„ de to fĂžrste slags selvforstĂ„else befinder sig indenfor de 5 skandha’er. Buddhanaturen indeholder de 5 skandha’er ved at vĂŠre en beholder for dem, som de er indeni. SĂ„ den tredie slags selvforstĂ„else er ret speciel ved bĂ„de at vĂŠre basis og beholder for de fĂžrste to slags selvforstĂ„else.


   Indsigts meditationen  er designet til at lĂŠre dig at erkende disse forhold med din egen forstĂ„else og personlige  erfaring. NĂ„r meditationen bliver udfĂžrt helt perfekt med anvendelse af den perfekte anskuelse, vil alle  forhindringer  for den fuldstĂŠndige oplysning blive fjernet pĂ„ et enkelt Ăžjeblik. Det var det, som skete ved Buddha Sakyamuni’s Nirvana. Det at indse noget er dog noget andet end meditation og anskuelse. SĂ„ der er lige dette ekstra - udover den helt perfekte meditation og anskuelse.  Indsigt er mystisk.

      (For at kunne udfĂžre indsigts meditationen helt perfekt, mĂ„ du fĂžrst opnĂ„ fuldstĂŠndig fĂŠrdighed i shamatha og udvikle en stabil samadhi.  Indtil da anbefales det, at man blot trĂŠner vipashyana procedurerne i ganske kort tid for at vĂŠnne sig til dem).


 NĂ„r den stabile samadhi  er etableret, og  vipashyana  udfĂžres korrekt, er det altsĂ„ stadig usikkert om indsigten vil indtrĂŠffe. Det afhĂŠnger i nogen grad af hvad, som du har samlet pĂ„ - af dyder, sanskrit:  punyas, og udyder samt gode og dĂ„rlige vaner i tidens lĂžb - kort sagt potentiel karma  - samt af hvor meget af  de to slags visdom (djñana  og pradjña), som du har fĂ„et samlet sammen eller fĂ„et erfaring om  og sans for. Det afhĂŠnger igen af hvilken forstĂ„else, som du har fĂ„et,  om  de 3 slĂžr  (avidya - uvidenhed,  klesha - lidenskab  og  karma).
 

 Kort sagt, indsigten afhĂŠnger af, hvor godt du kender Dharma'en, hvor meget du har  reflekteret  over buddhistisk anskuelse, og hvor dygtig du er til at anvende den buddhistiske opfattelse i forbindelse med meditation. Meditation alene gĂžr det ikke, og selv en dyb samadhi er ikke det samme som  Nirvana. Man kan ikke skabe indsigt. Den kommer af sig selv. Den plejer at komme, nĂ„r de 3 slĂžr er vĂŠk. SĂ„, vĂŠk med dem, tak.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

Slap af

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.Den gode nyhed er, at du blot bĂžr blive ved og ved med trĂŠningen, for sĂ„ mĂ„ det jo ende med, at du bliver dygtig til det.  Selvom den psykologiske undersĂžgelse af de tre slags selvforstĂ„else laver nogle kolbĂžtter i hjernen, sĂ„ er der hverken noget i vejen med hjernen eller den buddhistiske anskuelse.  Du er blot endnu ikke vant til at  anvende anskuelsen. Det er helt almindeligt - selv efter flere Ă„rs - og nogle gange mange Ă„rs - studier og trĂŠning. Der er det sĂŠrlige ved den buddhistiske anskuelse, at den fĂžrst bliver virkelig klar og tydelig, nĂ„r den bliver anvendt under meditation i en tilstand af samadhi.

 Der er ingen grund til at vĂŠre bange for tomhedsnaturen. NĂ„r man alligevel bliver bange, er det fordi en instinktiv reaktion finder sted, som bĂ„de bunder sig pĂ„ ens nutidige og desvĂŠrre begrĂŠnsede forstĂ„else for sindet og virkeligheden samt pĂ„ den instinktive angst for tilintetgĂžrelse, som er en  meget stĂŠrk samskara  (eller vane).

 AllerfĂžrst bĂžr du vĂŠnne dig til, at tomhedsnaturen simpelthen ikke er farlig, men blot er dig selv pĂ„ et meget dybt plan og helt uden forviklinger om personlighed, klistersind, tilkobling og dualitet mellem Selv og verden. For tomheds-naturen viser blot oplevelserne - uden at ĂŠndre pĂ„ sin essens som substanslĂžs og relationslĂžs rummelighed og klarhed. SĂ„dan mĂ„ den jo vĂŠre for at kunne give plads, udfoldelse og position til oplevelserne, relationerne og den  sansede stoflighed i verden. Sunyata forhindrer ikke noget i at opstĂ„, forlĂžbe og ophĂžre.

 Der er absolut ingen grund til at vĂŠre bange for sin egen essens, selvom den ikke er noget. Den er netop noget sĂŠrligt ved ikke at vĂŠre noget. Vi opfatter almindeligvis rummelighed og klarhed som kvaliteter ved oplevelserne, skĂžnt disse kvaliteter i virkeligheden er  basis. Sindet som beholder giver plads til - og klarheden viser forskellighederne ved  - oplevelserne. SĂ„ der er noget ved rummeligheden og klarheden, som i sagens natur kan erfares og opleves, nemlig deres kvaliteter - oven i kĂžbet kvaliteter, som danner basis for alt andet  - men de kan ikke kvantificeres. De er virkelig tomme.


 Sindets rummelighed og klarhed kan ikke mĂ„les og vejes. De er basis for al mĂ„len og vejen, for de giver plads og klarhed til alt og alle i alle situationer, nat og dag. SĂ„ det noget, som tomhedsnaturen alligevel mĂ„ siges at vĂŠre, er i den direkte erfaring netop en kvalitet. Kvaliteten af rummelighed og klarhed ved alle oplevelser. At noget ikke-noget sĂ„ledes alligevel pĂ„ en mĂ„de er en aktivitet, er ikke et paradoks, men slet og ret altings naturlige tilstand, som kaldes Dharmata - altings naturlige og uforhindrende essenslĂžshed eller tomhed.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

 

.
 

4.               Santana

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HĂžyer.Potentialet for kvalitet af rummelighed og klarhed viser sig samtidigt med de 5 skandha'er. Man kan ikke tale om dette potentiale uden de 5 skandha'er, for vi kender kun til potentialet i forbindelse med de 5. Buddhanaturen overskrider sĂ„ledes sin egen rummelighed, nĂ„r de 5 skandha’er  ikke er virksomme. Den mĂ„ i sĂ„ fald ogsĂ„ vĂŠre det modsatte af rummelighed, nemlig det ikke at rumme noget. Det er ikke en singularitet, men alt mellem grĂŠnselĂžst tomrum og et uendeligt formindsket punkt. Man kan jo ikke sige, hvad det er, nĂ„r det ikke er noget. SĂ„danne tomrum indtrĂŠffer hele tiden, men pĂ„ en ret speciel mĂ„de.


 Buddhanaturen er, som tidligere omtalt, den passive vĂŠren, som er rummelighedens og klarhedens potentiale for sindets virksomhed. I sin mindste stĂžrrelse er sindets virksomhed tilblivelsen af en enkelt oplevelse i et enkelt gennemlĂžb af   de 5 skandha’er.  Den tid, som det tager, kaldes for  bevidsthedens Ăžjeblik. Der gĂ„r nĂŠsten overhovedet ingen tid pĂ„ et enkelt Ăžjeblik, fordi de 5 skandha’er praktisk taget forlĂžber samtidigt, men alligevel mĂ„ der bruges blot en ganske lille bitte fraktion af tid til et sĂ„dant enkelt gennemlĂžb. Tilsvarende for de andre enkelte Ăžjeblikke. Imidlertid er der ogsĂ„ et mellemrum imellem to Ăžjeblikke. Et ganske lille bitte mellemrum helt uden de 5 skandha’er, helt uden bevidsthed og sĂ„ videre. Et mellemrum i fuldstĂŠndig tomhed og helt uden tid, for der er ikke bevĂŠgelser - der er ingenting overhovedet - sĂ„ man kan derfor ikke tale om vĂŠren eller tid. Der er logisk set en  ikke-vĂŠren - en ikke-eksistens - i dette tomrum. Selvom mellemrummet ikke har et tids forlĂžb ligesom de 5 skandha’er, sĂ„ mĂ„ denne ikke-tid  alligevel vĂŠre der, for der er forskel pĂ„ to Ăžjeblikke. Forskellen kan ikke bestĂ„ af de 5 skandha’er, men kan kun vĂŠre et virkeligt mystisk tomrum uden tid.
 

 Du har i sagens natur ikke en jordisk chance for at opleve et sĂ„dant mellemrum, da der ikke er nogen skandha'er virksomme eller tid til det. Et Ăžjeblik, en enkelt oplevelses enkle gennemlĂžb af de 5 skandha'er er i forvejen et sĂ„ lille tidsrum, at du ikke kan nĂ„ at isolere den enkelte begivenhed. En refleksion krĂŠver jo noget at reflektere over, sĂ„ selv en enkelt refleksion krĂŠver i det mindste to Ăžjeblikke. De 5 skandha'er virker som en uendelig rĂŠkke af oplevelser, som bliver til i meget bitte smĂ„ tidsrum, hvor disse enkelte Ăžjeblikke til sammen danner en strĂžm af fortsatte oplevelser (sanskrit: santana). Denne virksomhed har altid vĂŠret der, og den vil fortsĂŠtte i en uendelig fremtid, med mindre  Nirvana bringer den til ophĂžr.  Selv nĂ„r der er fred og ro, bliver form skandha'en konstant forstyrret. Mellemrummene bliver ikke bemĂŠrket, sanset, opfattet eller oplevet. Alligevel mĂ„ de jo logisk set vĂŠre der, og i den store sammenhĂŠng er det vigtigt at vide.

     Dette totale tomrum er et aspekt ved Buddhanaturen, som sĂ„ledes  overskrider bĂ„de vĂŠren og ikke-vĂŠren ved at indeholde begge. Sindet strĂžmmer fra det ene Ăžjeblik til det nĂŠste (sanskrit: santana) og synes at strĂžmme gennem de enkeltstĂ„ende oplevelser, men i virkeligheden strĂžmmer sindet gennem Buddhanaturen i hvert eneste Ăžjeblik og hopper hen over hvert eneste mellemrum mellem Ăžjeblikke. SkĂžnt santana er den sammenhĂŠngende strĂžm af sind gennem alle Ăžjeblikkene, sĂ„ er det Buddhanaturen, som gĂžr strĂžmmen mulig. At vĂŠre og at ikke vĂŠre. Det veksler. Det er den vĂŠldige dynamik i santana. De 5 skandha’er   bĂ„de opstĂ„r, forlĂžber og forsvinder i hvert eneste Ăžjeblik sammen med oplevelsen og opleveren, som de frembringer. Husk det nu. De 5 skandha’er eksisterer kun momentant. Kun Buddhanaturen kan lade de enkelte Ăžjeblikke opstĂ„ i en uendelig kĂŠde med udefinerbare mellemrum af ikke-eksistens. Santana er  sammenhĂŠngen mellem Ăžjeblikkene, men ikke  forbindelsen. Strengt taget er der  ingen  forbindelse mellem to Ăžjeblikke.


 Selvom sindets essens er tomhedsnaturen, fremstĂ„r alle landskaber, trĂŠer, buske, blomster, dyr, mennesker og sĂ„ videre, alligevel klart i  sindets strĂžm (sanskrit: santana) fra det ene Ăžjeblik til det nĂŠste  - lidt ligesom i en drĂžm, fuld af tomme og tidslĂžse mellemrum af ikke-eksistens. Men verden er ikke en drĂžm. Den er  ligesom  en drĂžm, for vi oplever verden samme sted som vores drĂžmme  - og det gĂžr vi ved de samme  processer i sindet  og med det samme  klistersind.

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

FrygtlĂžshedens fordel

Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto: Lama Tendar  Olaf HÞyer.NÄr man besidder denne erfaring og viden, har man naturligvis en fordel i forhold til dem, som intet kender til det. Denne viden gÞr dig i stand til at rumme hvad som helst og alle oplevelser uden undtagelse. Denne viden gÞr dig i stand til det. Dybest set bÞr du blot slappe af, forstÄ at du kun er i live en relativ kort tid, sÄ du behÞver ikke at tage livets glÊder og genvordigheder sÄ alt for meget tungt. Fortid og fremtid eksisterer ikke. Fortid er det, som var engang, men ikke findes mere. Fremtid er det, som endnu ikke er sket, og som derfor mÄske heller aldrig sker. Alligevel drages man mod fortid og fremtid og kan fortabe sig i detaljer, muligheder og meget lange historier. Nu er hvert eneste Þjeblik i livet faktisk helt unikt og personligt og fortjener derfor vores ÄrvÄgne ÄndsnÊrvÊr og fÞlsomme deltagelse (om du sÄ finder tid til det, er et andet spÞrgsmÄl). Desuden kan livet vÊre overstÄet, fÞr du ved af det.

 Du kan bruge enhver tid og lejlighed til at tĂŠmme og udvikle din personlighed og karakter, samle pĂ„ ‘positiv’ eller ‘sund’  (sanskrit:  kushala) karma og sĂŠtte dig ind i de to slags visdom og prĂžve at tage dem til dig. Brug ogsĂ„ noget tid pĂ„ refleksion. Lad   Bodhicitta udvikle sig   af sig selv som en lĂŠreproces. Begynd dĂ©r, hvor du befinder dig nu. Det vil ikke blot hjĂŠlpe dig i dette liv, men ogsĂ„ blive til den bagage, som du tager med pĂ„ rejsen til dine nĂŠste liv.

 Ved vedvarende trĂŠning vil du med tiden komme til at  mestre shinĂ©. PĂ„ det tidspunkt vil du opdage  samadhi, og sĂ„ kan du glĂŠde dig over denne yogiske trance. FĂžrst da vil du blive i stand til at udfĂžre indsigts meditationen helt korrekt. FĂžrst da betrĂŠder du det, som kaldes for Indsigtens Vej  blandt  Dharma'ens 5 veje  (herefter fĂžlger den Meditative FĂŠrdigheds Vej, sanskrit:  dhyana).
 

 FrygtlĂžshed betyder ikke, at der ikke er angst for tilintetgĂžrelse et eller andet sted i sindet  - eller at en sĂ„dan angst ikke pludselig kan manifestere sig pĂ„ et eller andet ubelejligt tidspunkt.  FrygtlĂžshed betyder at man kan fortsĂŠtte pĂ„ trods af angst. FrygtlĂžsheden baserer sig pĂ„ de tre slags selvforstĂ„else. Det betyder ikke, at overlevelses instinktet forsvinder  -  det er jo en samskara  (4. skandha)  - sĂ„ det fĂ„r nu en ny rolle eller placering i dine prioriteter, nĂ„r der er forstĂ„else for, hvad det er for noget. Det forstĂ„r du, nĂ„r du forstĂ„r   klistersindet.

 NĂ„r du virkelig forstĂ„r klistersindet, vil du helt naturligt komme til at forstĂ„ og anvende  visdomsindet.

 En af visdomsindets visdomme er den altudfĂžrende visdom, som tilskrives  Buddha Amoghasiddhi. Det er her frygtlĂžsheden i Dharma'en kommer fra. BĂ„de klistersind og visdomsind er store emner, som du kan lĂŠse mere om i artiklen:  Om opfattelsen  og andre steder.
 

 Da de fleste antager og instinktivt fĂžler, at de selv er noget et eller andet, kan tomheden opleves som truende og skrĂŠmmende, netop fordi den ikke er noget. Mange mennesker vil opleve instinktivt angst ved mĂždet med deres egen mangel pĂ„ uafhĂŠngig eksistens og stoflighed, fordi det modsiger, hvad de plejer at gĂ„ ud fra eller plejer at tro om sig selv. Lad vĂŠre med at stikke af fra denne situation. Gennemsku situationen og slap af. Der er en lĂžsning, men ikke uden visdom, bevidst og prĂŠcist opfattet selvforstĂ„else samt selverkendelse.

     (Begrebet bevidst og prĂŠcist opfattet selvforstĂ„else stĂ„r i modsĂŠtning til ubevidst selvforstĂ„else. Med udtrykket ubevidst selvforstĂ„else Ăžnsker jeg at beskrive situationen, hvor man fĂžler, at man er noget et eller andet, uden nĂŠrmere at vide hvad det er. Det er jo en slags selvforstĂ„else med sjĂŠl. SĂ„ det kan vĂŠre en meget smuk selvforstĂ„else. Det er faktisk den mest almindelige selvforstĂ„else blandt mennesker, men den er ikke udtĂžmmende og fuldstĂŠndig, og den fĂžrer ikke til befrielsen)


 Visdom, bevidst og prĂŠcist opfattet selvforstĂ„else samt selverkendelse vil naturligt komme til dig, nĂ„r du fortsĂŠtter med at tilegne dig Dharma'en og stadigt gentager en dygtig daglig meditations trĂŠning. Husk at sidde med helt lige ryg.


     Man kan mene, at jeg ved at skrive sĂ„dan en artikel her, skrĂŠmmer folk vĂŠk fra Buddha's LĂŠre. Men de bliver jo skrĂŠmte alligevel, nĂ„r de nĂ„r frem til det omtalte drejepunkt i trĂŠningen. Jeg mener, at man skal trĂŠne pĂ„ et informeret grundlag. Der er en retning i trĂŠningen.  Den gĂ„r fra klistersind til visdomsind. SĂ„ det er naturligt, at man pĂ„ et tidspunkt nĂ„r dette drejepunkt, hvor ens egen angst for tilintetgĂžrelse viser sig. Det sker netop, nĂ„r der er noget, som er ved at gĂ„ op for dig om dit eget sind, og din vante selvforstĂ„else synes utilstrĂŠkkelig og misvisende. Det er ikke et hĂ„rdt sted at vĂŠre som sĂ„dan, men et nĂŠsten alt for Ă„bent sted. Det er OK. Det er herfra, at det virkelig rykker.      LĂŠs gerne artiklen en gang til.

Lama Olaf HĂžyer, december 2017.

LĂŠs ogsĂ„ artiklen:  Hvad er en oplevelse?

Klik her for at komme Þverst pÄ siden

 

 

Klik her, sÄ Äbner den nÊste side...
Klik her, sÄ Äbner den nÊste side...

Mangler titel-bjĂŠlken foroven? Klik her

            
Buddha Amoghasiddhi, statue fra Tilogaards alter. Foto Lama Tendar Olaf HĂžyer Amoghasiddhi symboliserer den alt udfĂžrende visdom, hvilket vil sige visdom i gerning.

 Buddha Amoghasiddhi  - hĂžjre hĂ„nd med frygtlĂžshedens mudra.
Statue skÄret i trÊ - fra Tilogaards alter.

Links til artiklens kapitler

1.2:   Tomheden er ikke farlig

  2:    3 slags naturlig selvforstĂ„else 

2.2:  Personlighed er et sammenstĂžd

2.3:  SelvfĂžlelse

2.4:  Opleveren

  3:    Sindets rummelighed              

3.2:  Slap af

  4:    Santana                                     

4.2:    FrygtlĂžshedens fordel

 

Det sorte hul

Nedgang til Limbo instellation af Anish Kapoor.

 Anish Kapoor’s installation hedder Descent into Limbo. Den befinder sig hos:  Serralves Foundation, Portugal. Kapoor  har angiveligt fĂ„et en eksklusiv kunstnerisk ret til at bruge 'vantablack' - det mest sorte farve pigment, som er udviklet af NanoSystems i Storbritanien. Foto af  Filipe Braga © Fundação de Serralves.

 

 

Her gÄr stregen og slutter siden ...
        Klik her for indholdsliste, sitemap    © tilogaard   -   Tilogaard registrer ikke noget om din fĂŠrden pĂ„ netstedet. Ingen tracking - ingen cookies - ingenting.  Tilogaards sikring af dit privatliv er enkel: kun dine emails og breveLama Tendar Olaf HĂžyer CV
                                               bliver gemt.  Tilogaards internet udbyder - www.i123.dk - samler kun statistisk information om antallet af 'hits,' som Tilogaards netsted modtager.

                                               SĂžger du bestemte emner, kan du indtaste dine sĂžge ord i din brawsers sĂžgefelt,    efterfulgt af:  site:tilogaard.dk-   f. eks.: karma site:tilogaard.dk