Forsiden

sitemap

Tendar

Den Hvide Tara - en tangkha malet af Gega Lama. Dette maleri er udført efter en gammel tradition, hvor hele billedet skal males på en enkelt dag. Gega Lama var en berømt maler, som boede ved Bodhanath Stupa’en, Kathmandu, Nepal. Den Hvide Tara sadhana er designet til at berolige de indre vinde, afstøde dårlig karma og  utidig død. Over Buddhainden svæver Amitabha Buddha, hvilket indikerer at hun tilhører Lotus Buddha-familien.

Filosof ved vandfald, maleri af Wên Chêng-ming fra Ming perioden i Kina. National Museum i Stockholm.

Japansk landskab med bro; Utagawa Hiroshige: Saruhashi broen ved Koyo

Spurv og blomster; ukendt kunstner - ukendt opholdsted - ukendt fotograf.

 ARTIKLER

               Baggrunds-artikler:
       Om Karma
           Om de 5 skandha'er
             Om de 3 fartøjer
               Hjerte Sutra'en  (oversættelse)
                  Hvad er en oplevelse?
                     Sunya - nulpunktet  (essay)
                       Guder i Buddhadharma  (essay)

                           Hjerne og bevidsthed  (essay)
                             Terapi og Subkultur  (essay)
                                To Karmapa’er  (essay)
                                   To Jamgon Kongtrul Tulku’er  (essay)

          Dialog artiklerne: (er også skrevet for kristne læsere)
Uvidenhed  artikel nr.1
  En vase med sjæl      nr.2
    Det lyse sind    artikel nr.3
       Meditation, indgående forklaring   artikel nr.4
         Sikke en vej til Bodhi  artikel nr. 5 
            Sunyata & fylde   artikel nr. 6
               Buddha & Islam   artikel nr. 7

         Shamarpa’s artikler:
                      Meditation om kærlighed & medfølelse
                          De 4 grundlag for årvågent åndsnærvær
                              Papers by Shamarpa  in english

Dialog med Abraham

 Artiklerne med  Dialog (nummer) 1 – 4  er tidligere trykt i Dialogcenterets blad, 'Den Ny Dialog' sidst i halvfemserne. Den nu ophørte institution Dialogcenteret, som beskæftigede sig med ny-religiøsitet, sekterisme og guru-bevægelser, var  en kristen missionsforening, så artiklerne forklarer Dharma’en med et særligt kristent perspektiv bortset fra siden om meditation, som er revideret i 2001 til kursusbrug.  Mens disse artikler belyser Kristendom med  Buddha’s Dharma for at oplyse de kristne, forklarer teksten jo også centrale begreber i Dharma’en. Så selv om du ikke er kristen, vil du måske alligevel finde noget interessant i disse skriverier.

 Der har i årenes løb foregået en udmærket dialog i dette regi, som jeg har deltaget i.  Artikel nr. 5 er kun publiceret her på Tilogaards netsted. Der er flere kristne dialog-organisationer, for eksempel  IKON og  Areopagos, som jeg også har haft offentlige møder med. Den sidste artikel  (Sikke en vej til Bodhi) er skrevet til IKONs blad.

 Dialog med interesserede kristne mennesker har altid været godt for mig. Dels kaster Dharma’en et nyt lys på de kristne Evangelier  (Det Ny Testamente), hvilket er til gavn for de kristne, dels har en moderne dansk buddhist godt af at møde engagerede kristne, fordi mødet belyser evnen til indlevelse i andre og det fælles menneskelige, og udvekslingen af anskuelser og holdninger giver perspektiv.

 De kristne har ikke Læren om Sindets Natur eller en lignende psykologisk anskuelse  på virkeligheden og kender ikke til  Nirvana og samsaras natur. De fatter heller ikke karma. De har også et problematisk forhold til Kristendommens egen lære om Helligånden og  djævelen samt en uklar dialektik om sin egen Guds Tre-enighed.
 Disse mangler udøver en vis opbremsning på dialogen. De kristne kommer nemt i forlegenhed, når de møder kerne-buddhistiske anskuelser for første gang. Den buddhistiske kernelære er svær at forstå for  alle  vesterlændinge, arabere, afrikanere og eskimoer.  Asiaterne har i reglen nemmere ved det, fordi Dharma’en er en del af deres kultur, men de ved almindeligvis meget lidt om den. Dialogen med de kristne begynder derfor ofte med et fællesemne som  Bodhicitta eller den kristne  Nadver, som smager af  Tantra.

 Mange kristne synes, at kristen medlidenhed er noget andet end den buddhistiske medfølelse (karuna), fordi de ikke har læren om tomhedsnaturen, sanskrit: sunyata. De kristne synes at  identificere sig med dem, som de har medlidenhed med.  Den, som forstår tomhedsnaturen, manifesterer blot Bodhicitta, hvilket straks hjælper både den, som manifesterer Bodhicitta, og dem som har brug for hjælp   (de 2 slags gavn). Det er også interessant at tale sammen om bøn, værn om dyr og medmenneskelig godhed.  De gode hjerter bekræfter hinanden, skønt dialogen føres både konfrontatorisk på modsætninger og indfølende på svagheder.

 Naturligvis er det hårdt for de kristne, at høre om sin religiøse tro, at den er en illusion, en misforståelse af virkeligheden. Buddhisternes undskyldning er, at vi mener, at alle religioner er udtryk for misforståelse og fordom. Det har ikke noget med Gud eller Buddha at gøre, men handler om mennesker, deres livsførelse og deres psykologi. Det er mennesker, som laver religion, også når den er inspireret af noget, som de kalder ‘Gud’ og ‘Buddha’. Derfor er Buddha’s Dharma både en konstruktion og en dekonstruktion.  Konstruktionen er Dharma, og dekonstruktionen er Bodhicitta.

 Det er meget svært for alle Abrahams 3  religioner (Jødedom, Kristendom og Islam) at opfatte det guddommelige, som noget der peger hinsides sin guddommelighed og på Buddha-naturen. Det er kun Sufi muselmænd, som godt forstår, at grænsen mellem det guddommelige og mennesket er illusorisk og indbildt. Nogle kristne har formået at forene Zen med deres liv og tro. Dialogens udvikling er faktisk meget interessant, skønt alle traditioner jo gerne vil bevare deres egenart alligevel.  Og hvorfor skulle de egentlig ikke også det?
Fremtiden har forhåbentlig mange slags Dharma (religion) med rod i Oldtiden, til forskellige slags mennesker med forskellig karma og varierende nedarvede synsvinkler. Den højeste vej er den, som hjælper dig bedst. I den forbindelse er spørgsmålet måske, hvor du vil hen? Kun Buddha’s Lære viser vejen til  Nirvana. De andre veje fører andre steder hen. Det er bestemt også værd at bemærke. Forening med Gud er ikke Nirvana. Hvad det så er, må de andre religioner svare på.

 Der findes ikke en eneste rigtig religion, for rigtigheden afhænger af det enkelte menneske, men der er rigtigt og forkert i livet, og det kan bedømmes ved holdningernes og handlingernes  godhed og  skade, deres  karma kvalitet. Den højeste etik bedømmes ikke på sin årsag, men på sin virkning.
 Den ægte religiøsitet afhænger af rigtig forståelse, skønt nogle vil mene, at det er et tros-spørgsmål. Det tror jeg ikke selv. På flere måder afhænger religion af  erfaring, også når folk siger, at de har en sikker  tro. Der vil næsten altid være en erfaring, som ligger til grund for deres tro. Troen vil i reglen være den eneste forklaring, som disse mennesker kan give for deres erfaring, eller også er deres tro en vejledning til deres erfaring. En sådan erfaring kan være ægte nok, selvom forklaringen kan synes noget søgt. Den religiøse erfaring er derfor ofte mere interessant end troen, ligesom en helgen er mere fascinerende end sine tilhængere. Den religiøse erfaring kan næsten altid fortolkes på flere måder.  Fortolkningen  kan faktisk fordunkle selve erfaringen.

 Desværre kan religion bruges til at få magt over andre mennesker ved at misbruge deres naivitet og godmodighed til gavn og ophøjelse for individuelle ‘religiøse’ ledere med ambitioner om dominans eller for alle mulige veletablerede institutioner, som søger at konsolidere sig og fastholde sit greb om diverse befolknings grupper, som traditionelt støtter dem, men interessant nok handler alle verdensreligionerne om noget helt andet.

 Måske handler religion dybest set om kærlighed, skt.: maitri, skønt mange såkaldt religiøse mennesker synes motiveret til af at søge beskyttelse mod død, sygdom og ulykker på grund af frygt, mens kærlighed har det svært hos dem. Angst kan ikke blot skabe religioner, som defineres ved at ville give beskyttelse, men almindeligvis vil angst forhindre ægte åndelighed, fordi der ikke er plads til kærlighed og medfølelse, når man er fanget i frygt for at blive tilintetgjort.
 Derfor er Gudsfrygt i reglen tvetydig, især når Gud antages at være præget af kærlighed og medfølelse. Imidlertid er Gudsfrygt almindelig blandt Abrahams religioner, og det antages ofte at Gud faktisk straffer folk, når de bryder guddommelig lov.

 Religion er ikke grundlaget for moral og etik,  sanskrit:  shila, som i øvrigt kun giver mening i samfund og miljø spørgsmål. Religion kan kun forklare fordelen ved god moral og høj etik, nemlig den gode karma, som opdyrkes, samles og lagres i sindet, når hjertets holdning er selvoverskridende, besindig og upåklagelig. Så, pas på med fordomme. Overskrid dem og find dit eget sinds naturlige åbenhed. Det er vejen til indlevelse og forståelse.  Der er noget godt i alle religioner. Og der er gode mennesker overalt.

  Læs også om en ny fortolkning:  Arvesynden er ikke så slem.