Forsiden

sitemap

Tendar

24. november  - opdateret  7. december 2018.  

Dzongsar Khyentse går amok på ‘Vesten’

og laver klart selvmål i en lidt underlig stil, som undrer stort

Billedet viser Aung Suu Kyi.

Dzongsar Khyentse Rinpotje Tager Aung Suu Kyi i forsvar og angriber 'Vesten' for fortsat forsøg på kolonialisme og kulturel imperialisme, som han opfatter det.
(Læs Dzongsar Khyentse Rinpotje’s brev i klummen til højre.)

 Meget af det, han skriver, er jo sandt nok. Især det med at  Buddhadharma er ved at blive udvandet i Vesten. Imidlertid tyder hans brev unægtelig på, at Buddha’s Lære også bliver udvandet af nogle af de asiater, som skulle være sådanne  Dharmalærere, som netop burde skulle undlade den slags. Nå, det får være. Det meste af hans brev generaliserer vildt om folk i Vest og om, at kulturen her har magt til at omforme Asien på en dårlig måde. Det er jo ikke helt rigtigt. Det kan kun være rigtigt i en overført betydning, nemlig at Asien har taget vestlig kultur til sig på en sådan måde, at denne nu adopterede asiatiske kultur er i gang med at ødelægge Asiens fortidige værdier. Ligesom det er sket overalt i Vesten med vores fortid.  Men det er ikke det, han skriver. I stedet giver han ‘Vesten’ skylden for ting, som Asien selv kopier og udvikler på helt deres egen måde   - hvordan kan vi i Vesten være ansvarlige for, hvad andre folkeslag gør af sig selv?

 De imperiale magter fra Europa har for længst måttet opgive deres imperier, og de fleste folk herfra var aldrig deltagere i disse imperier og deres eventyr i Asien. Det er ikke os i Vesten, som bestemmer over Asien. Det er kapitalismens dæmoner, som er sluppet løs i hele verden. At disse djævle først fik magt i Vesten, fritager ikke nogen fra ansvar i Asien. Diagnosen er forkert. Patienten er ganske vist syg, men sygdommen er ikke ‘vestlig indflydelse.’ Vesten er blot det første sted i verden, hvor sygdommen brød ud. Desuden er imperialisme ikke et specielt ‘vestlig’ fænomen, men et universelt problem... 

(Hvis du er kommet hertil fra et link i nyhederne, er det fordi du allerede
har læst teksten for oven, som er kopieret herfra og lagt på nyheds siden.)
 

Ikke imperialister

 Langt de fleste mennesker her i Vesten er ikke imperialister og har heller ikke hensigter om, at rekonstruere Asien i et Vestligt kulturelt billede. I vores øjne må de selv om det. Det er de færreste her i Europa, som har forfædre, der deltog i de imperiale magters besættelse af asiatiske lande for snart temmelig længe siden. Så Khyentse Rinpotje's kritik rammer ved siden af.  Samtidigt opstår spørgsmålet, hvorfor han ønsker at opdyrke en sådan fordom? Det eneste svar, som jeg kan tænke mig frem til, er, at det er den nemmeste måde at forstå en kompliceret proces, selvom det er en løgn om, hvad der faktisk sker.

 Han burde nok i stedet kritisere asiaterne for den måde, hvorpå de implementerer både opfindelser, som oprindeligt blev gjort i Vesten, og de politiske og kulturelle institutioner, som de har videreudviklet, efter de europæiske imperier forsvandt fra Asien for længe siden.  Det er asiaternes valg at tygge på tyggegummi og gå i jeans. Det blev ikke besluttet i København. Det nytter ikke at kritisere ‘Vesten’ for de moralske fejl, som asiater begår. At også folk i Vest har begået moralske fejl, kan umuligt betyde, at  europæere så ikke kan tillade sig at kritisere Aung Suu Kyi. Dette emne handler ikke om Øst eller Vest. Det handler om etik og moral og om at stå til ansvar for sine handlinger.

 Ganske vist har Djengis Khan aldrig skullet stå til regnskab for de millioner af mennesker, som han dræbte. Ej heller de europæiske kolonister i Amerika, som når de ikke direkte slog folk ihjel, så gjorde deres medbragte sygdomme det, og hvis det ikke var nok, ville de oprindelige folks slaveri for kolonisterne tage livet af dem. Det er et mirakel, at der stadig er oprindelige folk i Amerika og Australien, og et stort held, at der stadig er kinesere, for Djengis Khan’s oprindelige plan var, at slå dem alle ihjel, så mongolernes husdyr kunne få græsning i det nordlige Kinas fladland.
 Disse forbrydelser mod menneskeheden har ikke noget at gøre med folkenes geografiske oprindelse, men handler om deres militære magt og begær efter at herske og grådighed efter at tage andre menneskers ejendom til sig og deres liv og frihed fra dem. Nogle af disse faktiske historiske forbrydere er blevet straffet, når der fandtes en lov mod deres handlinger, og en mulighed for at retsforfølge dem, hvad enten det var i Asien eller Europa og Amerika. Men de fleste slap fra det som hovedrige magthavere, hvad enten det skete i Øst eller Vest. Det er jo netop imperialisme, som det er helt galt med. Og princippet om, at magt er ret. Selvfølgelig er det ikke det. Og det er forkert overalt på kloden.

 Hvorfor kommer Dzongsar Khyentse ikke med en generel kritik af imperialismen? Hvorfor skal vi i Europa høre for, hvad vores uansvarlige forfædre gjorde mod deres ligeså fortidiges medmennesker engang i fortiden. Kan vi danskere ikke tillade os at kritisere franskmænd, fordi kong Godfred engang brændte Paris af og slagtede den franske hær? Der er utvivlsomt nogle amerikanske politikere og generaler, som burde anklages for krigs forbrydelser begået under Vietnam krigen. Men det fritager jo ikke Aung Suu Kyi for hendes etiske og politiske ansvar i Burma (Myanmar).

 Hvordan skulle der kunne være en sammenhæng mellem de to begivenheder, som frikender Aung Suu Kyi for hendes ansvar, inaktivitet og tavshed? Det eneste, som jeg kan få øje på, er, at begge begivenheder er eksempler på råddenskab, dårlig moral og ansvars fralæggelse. Desuden lader det til, at både de amerikanske generaler og Aung Suu Kyi aldrig kommer til at stå til regnskab foran en dommer. Det er bestemt ikke spor retfærdigt, men resultatet af lovene i både USA og Burma. Khyentse Rinpotje formår ikke at påvise en forbindelse mellem de to begivenheder, som fritager Aung Suu Kyi for sit ansvar.

 De europæiske imperier lavede mange ulykker i Asien, skønt lille Danmark nok ikke rigtig har ansvar for noget af det. Jeg kan nævne 21 andre europæiske lande og magter, som heller ikke undertvang folk i Asien. De lod i stedet deres trang til at herske over andre gå ud over deres nabolande eller lavede imperium i Afrika. Danmark lod sin imperialisme gå ud over Grønland og Færøerne. Havde vi haft magt til det, havde vi imidlertid jo nok også været lige så slemme som englændere, hollændere og franskmænd var det. Men det skete ikke.  Det var heller ikke hverken det danske luftvåben eller de europæiske magter, som bombede Laos under Vietnam krigen. Som dansker og europæer bryder jeg mig ikke om Khyentse Rinpotje’s generaliseringer. De virker malplacerede. De antyder også et kollektivt ansvar, som jeg ikke mener, at der er noget grundlag for at påstå måtte eksistere. Europa består af over 30 forskellige nationer.

 Man kunne faktisk sige det samme om tibetanerne, som Khyentse Rinpotje klandrer ‘Vesten’ for. Hvis tibetanerne havde haft magt nok, ville de også have undertrykt kineserne og myrdet løs på dem, når kineserne så gjorde oprør mod den uretfærdige besættelse. Sådan gjorde de fortidige konger af Tibet i hvert fald, da de havde styrken til det for over 1000 år siden. På denne måde synes jeg, at Khyentse Rinpotje's kritik rammer ved siden af. Samtidigt synes jeg ikke, at han kommer med noget egentligt forsvar for  Aung Suu Kyi's manglende indsats for Rohingya'erne eller for hendes udtalte nationalisme i den multi nationale stat, som Burma er.

 Hendes tavshed har været larmende. Det kan måske nok være, at englænderne burde tage Rohingya folket til England og tilbyde dem asyl og en fremtid i Europa, fordi det britiske imperium var ansvarlig for, at Rohingya'erne kom til Burma.  Men når myrderierne foregår i Aung Suu Kyi’s eget land, hvor hun deltager i regeringen, og en million uskyldige mennesker fordrives, har hun pligt til at modsætte sig og råbe op. En medmenneskelig pligt, hvis hun havde hjerte og kunne genkende og finde det. Derfor er hendes tavshed larmende. Selvom hun ikke selv har myrdet eller fordrevet nogen, fremstår hun som en etisk set ynkelig person. Og det er jo hendes tragedie, for hun blev overalt opfattet som en person af integritet med moralsk rygrad og uangribelig etik. Indtil Rohingya krisen indtraf, og hun svigtede.

 Det er også rigtigt, at regeringen i Storbritnanien ikke har taget ansvar for deres del af problemet, mens de ikke holder sig tilbage i deres kritik af Aung Suu Kyi. Selvom Storbritannien har svigtet, kan man jo ikke sige, at Aung Suu Kyi derfor ikke selv har svigtet  - eller at hun ikke har et ansvar. Der er igen ingen forbindelse mellem de to begivenheder.

 Det er som sagt ikke Aung Suu Kyi personligt, som har myrdet løs på Rohingya'erne og jaget dem ud af landet. Det er klart nok det burmesiske militær og lokale fascister, som står bag, og det er også hæren, som er administrativ ansvarlig for netop det område, hvor Rohingya'erne boede, før deres flugt til Bangladesh.
  Men hun deltager altså i Burma’s regering og er landets uofficielle statsminister. Naturligvis er den politiske situation i Burma kompliceret, og det er militæret, som har den egentlige magt. Og der forgår en voldsom reaktionær højre drejning i landet for tiden med militante buddhistiske munke  (?) og en hysterisk masse mobilisering mod muslimerne og de andre mindretal i Burma.
 Men det er jo også det, som kalder på sin mand  - eller sin kvinde -  til at stå frem og sige fra. Det skriver Khyentse Rinpotje ligesom ikke noget om. Han har et andet ærinde, som ikke virker hæderligt, selvom han selv forekommer overbevist om det.

 Aung Suu Kyi er kommet etisk og moralsk til kort, fordi hun ikke har blandet sig højlydt og larmende. Ved sin passivitet har hun pådraget sig et ansvar og mistet sin anseelse. Det kan ikke undskyldes, skønt det muligvis kan forklares ved de politiske forhold i Burma. Men Aung Suu Kyi fortjener ikke ros og anerkendelse for ingenting, og Khyentse Rinpotje angiver heller ikke et  eller andet overset forhold, som kunne begrunde ros og hæder.

Dzongsar Khyentse Rinpotje

Det virker som om, at Dzongsar Khyentse Rinpotje har tabt sin besindelse og er blevet vred på vestlige imperialister, som for længst er døde og borte. Han forekommer at være vred på spøgelser fra fortiden. Og blind for hvad der sker i Burma lige nu. Han nævner blot Rohingya folket i en enkelt sætning med kun en anelse af sympati.  (Sætningen er market med  grønne bogstaver  i klummen til højre.)  Khyentse Rinpotje burde hellere kritisere de imperialistiske tendenser hos den tibetanske eksil regering og 'parlament,' som mod befolkningens ønsker sigter på at skabe et tibetansk imperium, hvis de kan slippe af med den kinesiske besættelse.  Tibet er ikke en kæmpe stor nation, men mange lande, som hver især opfatter sig som separate nationer. De ønsker ikke at være underlagt en central tibetansk regering. De vil have selvstyre i deres egne nationer. Khyentse Rinpotje kommer selv fra Bhutan, som kun med nød og næppe undslap en sådan tidligere tibetansk imperialisme på den 5.  Dalai Lama’s tid og ved de efterfølgende krige mellem Tibet og Bhutan. Det var altid på et hængende hår, at Bhutan forblev uafhængigt af Tibet.

 Det er meget svært at afgøre, hvor stort et ansvar 'Vesten' har for udviklingen i Asien i vore dage. I og med at 'Vesten' eksisterer, udøver vores lande naturligvis en indflydelse på Asien. Men Asien har taget 'Vestens' ideer om kapitalisme, kommunisme, teknologi og videnskab til sig, gjort disse til deres egen  ting og lavet deres egne børser, universiteter og bureaukratier. Udviklingen er helt og aldeles i asiaternes egne hænder.  Den europæiske imperialisme er  fortid i Asien, og hurra for det. Hvordan kan det være, at Khyentse Rinpotje ikke har bemærket dette faktum? USA tabte faktisk Vietnam krigen. Hvad mange opfatter som en ‘vestlig’ indflydelse i Asien, er faktisk en særlig asiatisk kultur, som kun asiater kan lave den, med tyggegummi, jeans, iPhones og popklutur. Og særdeles grov udnyttelse af underklassen i de asiatiske samfund.

 Dzongsar Khyentse's kritik rammer således ved siden af. Til gengæld fremstår han selv som en forvirret person, som  - må vi tro -  er ude af stand til at vejlede folk fra 'Vesten.'  Han mangler jo respekt for folk her fra, med mindre de er kunstnere, videnskabsfolk eller anarkistiske filosoffer. Han har simpelthen lavet en rædsom analyse, som rammer ham selv med sit forsimplede udsyn, og som vil ødelægge hans hidtidige gode ry. Det har allerede taget skade ved hans forsvar for Sogyal Rinpotje, selvom Sogyal var et seksuelt rovdyr, en skidt karakter og en magt misbruger.

De bhutanesisk fødte nepalesere

 Der var ellers et håb om, at netop Dzongsar Khyentse Rinpotje var en moderne kosmopolit, som kunne skabe bro mellem Øst og Vest. Nu viser det sig, at han ikke engang begriber, hvad der sker i ‘Østen.’ Med mindre hans brev handler om, at han egentlig ikke var glad for de mange bhutanesisk fødte nepalesere i Bhutan, som blev udvist af landet, skønt deres forfædre var blevet inviteret til at slå sig ned af en fortidig konge af Bhutan, og de havde boet der i generationer. Der er tale om langt over 100.000 mennesker, som for det meste er hindu’er. Men først og fremmest medmennesker. Det er endnu en fordrevet og undertrykt befolknings gruppe, som alle har glemt. Disse mennesker taler Khyentse Rinpotje slet ikke om, men det er måske alligevel dem, som han tænker på? Ligesom Rohingya’erne sidder de nu i flygtningelejre og kukkelurer, berøvet deres rettigheder i deres fødeland.

 Var det  de engelske imperialisters skyld, at nogle nepalesere blev inviteret til Bhutan for at slå rødder der og opdyrke landet? Havde den selvstændige konge af Bhutan intet at bestemme i sit eget land på den tid? Var det derfor de engelske imperialisters skyld, at disse nepaleseres efterkommere i 1989  blev smidt ud af Bhutan? (Mange år efter Indien var blevet et frit land. Så de engelske imperialister var forlængst væk.)  Så er Bhutan på ingen måde ansvarlig for, at disse ‘evakuerede’ bhutanesisk fødte nepalesere nu bor i flygtningelejre i Nepal?  Eller er der en sammenhæng i Khyentse Rinpotje’s tanker om Burma og Bhutan, hvad angår etnisk udrensning af minoriteter? Tænker han sådan, fordi han er fra Bhutan? Var det daværende tyrkiske imperium i 1915 så heller ikke ansvarlig for folkedrabet på armenierne? Hvor slutter denne tankegang?

 Dzongsar Khyentse Rinpotje er blevet sin egen skandale. Enten er han meget dårlig til politisk kulturel tankegang, eller måske er han en bhutanesisk nationalist med et horn i siden på bhutanesisk fødte nepalesere. Det er nærmest lige meget, om han i virkeligheden er det ene eller det andet, for han burde have været for god til at kunne skrive sådan et forsmædeligt brev, som nu florerer i det offentlige rum for alle at læse. Sådan en skam for både ham selv,  Buddhadharma, Bhutan, Burma, de landflygtige rohingya’er og bhutanesisk fødte nepalesere. Og for de mennesker i ‘Vesten,’ som havde tillid til ham.

Og nu en bortforklaring

 På Dzongsar Khyentse Rinpotje’s Facebook side er der et link til en  artikel i India Times. Den skulle angiveligt forklare hans blåstempling af Aung Suu Kyi. Men jeg kan ikke få øje på  maitri  praksis   (det hedder ‘metta’ på sproget pali, som   Theravada  traditionen bruger, men det betyder det samme som maitri på sanskrit)  her heller, selvom artiklen påstår noget sådant. Det ligner den almindelige åndelige bortforklaring eller ‘spiritual bypassing,’ som mange kan lide at anvende. Naturligvis er det muligt  - rent teoretisk -  at Aung Suu Kyi skjult for offentligheden og verdens medier formår at influere militæret i Burma og bremse deres overgreb ved at forblive i regeringen for landet.

 Men det er faktisk åbenbart, at hun ved at protestere højlydt ville kunne gennemtvinge politiske ændringer. Det kan også være  - rent teoretisk -  at militæret i Burma er ligeglad med, hvad hun mener, siger eller gør, men i så fald influerer hun jo ikke i det skjulte og kunne ligeså godt protestere højlydt. Det kunne eventuelt få nogle folk udenfor regeringen i Burma til at vågne op. Sagen handler jo ikke om tilfældig politi vold, men om etnisk udrensning af et stort nationalt mindretal fra deres forfædres land.

 For eksempel ville Gandhi være gået i sultestrejke, hvis dette var sket i hans tid under hans vagt. Under Indiens deling i 1947 rejste Gandhi til Kolkatta i Vestbengalen, fordi visse hindu’er myrdede løs på muslimerne i byen. Gandhi gik så meget højlydt og under mediernes store bevågenhed i sultestrejke i protest mod myrderierne, hvilket medførte, at overgrebene stoppede. Det er det, som menes med ‘moralsk autoritet.’ Det vides ikke, hvor mange menneske liv Gandhi dermed redede, men hans handling kostede utvivlsomt ham selv sit liv. Han blev myrdet kort tid efter af en angiveligt  fanatisk hindu.

 Intet tyder på, at Aung Suu Kyi tier, fordi hun dyrker venskabets kærlighed, maitri. Hendes tavshed tyder heller ikke på, at hun dyrker medfølelse, sanskrit:  karuna, hverken med militæret eller Rohingya’erne. I stedet ligner hendes opførsel, at hun som garvet politiker i en yderst trængt situation har valgt at blive på posten som uformel leder, for at undgå at afgive magt til andre. Denne politik har kostet dyrt og har ikke forhindret overgrebene på Rohingya’erne. Hendes tavshed gør oven i købet, at man må mistænke hende for at billige militærets politik med etnisk udrensning.

 Tilsvarende gør Dzongsar Khyentse’s udtalte støtte til hende, at man må tro, at han også billigede den etniske udrensning i Bhutan i 1989. Det er ikke til at få øje på nogen ædle hensigter noget steds, så de fremstår begge to som ynkelige. Den ene for sin tavshed, den anden for sin usunde tale. Khyentse Rinpotje skriver i sit brev, at....  “en skyldig person kan ikke være dommer  [over andre].”  Selv den udtalelse falder tilbage på ham selv...

Læs her om flygtningene fra Bhutan  (Matthew Gindin)
 

Opdatering om Rohingya folket:  

26. november 2018.     Det er stadigvæk meget svært for Rohingya’erne, som endnu ikke er flygtet men stadig befinder sig i Burma. De fleste af dem bor i midlertidige lejre i delstaten Rakhine, som ikke er bedre end flygtningelejrene i Bangladesh. Så flygtningene i Bangladesh modsætter sig at måtte skulle returnere til Burma som følge af internationalt pres på Burma. Rohingya’er i Burma forsøger at flygte. Hele situationen er kort sagt noget værre rod stadigvæk med frygtelige lidelser til følge. 

                  Læs om det her  (RFA).
 

Efterskrift

 Dzongsar Khyentse Rinpotje har offentliggjort sit brev på Facebook. Det buddhistiske magasin ‘Buddhist Channel’ i Malaysia har efterfølgende offentliggjort det også, men endnu har ingen andre kommenteret brevet. Det plejer ellers at ske meget hurtigt i vore dage. Det skyldes naturligvis, at brevet er meget provokerende, samtidigt med at det er iblandet åndelig bortforklaring af en anerkendt buddhistisk lærer. Hertil kommer, at de fleste af os er tilbageholdende med at kritisere en så i øvrigt velrenommeret  Tulku som Dzongsar Khyentse jo hidtil har været. Ikke mindst har hans film givet ham et godt navn. Men nu blegner det hele. Hvorfor har Dzongsar Khyentse skudt sig selv i foden? Er det på denne måde, at han vil demonstrere ‘maitri’? Ved at nedgøre intelligente folk i ‘Vesten’ og prise en politisk idioti? Hvad har det med ‘venskabelig kærlighed’ at gøre? Eller  Bodhicitta?

 Hvis Aung Suu Kyi virkelig udøver en skjult indflydelse på Burmas militær og dermed forhindrer  lidelse, burde Dzongsar Khyentse have taget det som forbillede og holdt sin mund. Hvis i sandhed maitri bedst praktiseres i det skjulte og i tavshed, skulle han have prøvet det. Nu har han begået selvmål i stor stil og fået stillet spørgsmålstegn ved sin egen karakter såvel som ved hele den Østasiatiske buddhisme. Det er ikke godt for ham selv. Det er ikke godt for Østasien. Og det er heller ikke godt for os i ‘Vesten.’ Derfor holder jeg ikke mund.
 Vi er mange, som er helt uenige med Dzongsar Khyentse Rinpotje. Hans fremstilling af meningen med maitri praksis er hermed modsagt. Det er ikke kærlighed til folket at gifte sig med folkets fjende, som Aung Suu Kyi har gjort. Hendes tavshed kan ikke bortforklares på den måde. Den etniske udrensning af Rohingya folket kan i det hele taget ikke bortforklares eller retfærdiggøres. Og da slet ikke med argumenter om ‘Østens visdom’ og lignende sludder.
 

FN og folkedrab

 Anklagerne mod Burma’s militær og dermed også regeringen i landet og den uofficielle leder Aung Suu Kyi handler faktisk ikke kun om etnisk udrensning, men også om folkedrab. Nu er der ret snævre grænser for definitionen  af folkedrab indenfor Folkeretten, og endnu har FN ikke oprettet en international domstol til at bedømme anklagerne, så måske holder anklagen ikke i retten. Men det er et stort antal ubevæbnede mennesker, som blev dræbt af dels militæret selv, dels lokale fascister. Helt præcist hvor mange, har jeg ikke information om. To journalister fra Reuters sidder i fængsel  indtil videre i over et år, for at have rapporteret om det.

 Imidlertid har FN nedsat en kommission, som hedder ‘Independent International Fact-Finding Mission on Myanmar,’ som har udsendt en rapport i september 2018 om drabene (link nedenfor).
 Den internationale kriminal domstol udtaler, at de ikke har myndighed i Burma, fordi landet ikke er deltager i den gældende traktat, men at domstolen har myndighed, hvad angår Bangladesh, og dermed Rohingya flygtningene, som befinder sig der. I magasinet Tricycle’s artikel, skrevet af Burma aktivisten Maung Zarni og journalisten og meditationslæreren Matthew Gindin, om Khyentse Rinpotje’s brev, beskrives Aung Suu Kyi som ‘etnisk nationalist’ (en reference til det dominerende Bamar folk i Burma, som hun tilhører)  og ‘buddhistisk chauvinist.’ (Link nedenfor.)

 Artiklen gør også opmærksom på, at Rohingya folket allerede boede i Rakhine staten, som dengang hed Arakan, før burmeserne invaderede og underlagde sig staten i 1785. Så historie fortællingen om, at Rohingya folket i virkeligheden er bengali landarbejdere, som blot aldrig tog hjem igen, selvom de var på midlertidigt ophold eller havde slået sig ned i ‘Burma’ på invitation af englænderne i det sene atten hundrede tal, er ikke helt rigtig.  Englænderne inviterede faktisk landarbejdere fra Bengalen, men Rohingya’erne var allerede etablerede i området.

 Ligeledes må englænderne også tage ansvaret for, at have motiveret kongen af Bhutan til at invitere nepalesere til landet i det sene atten hundrede tal, men det fratager ikke den daværende konge af Bhutan for ansvaret.
 Og jeg sidder stadig her ved skærmen og måber over, at Dzongsar Khyentse Rinpotje kunne få sig selv til at skrive sit brev. Nå, det kan jo være, at han er endnu et eksempel på, at folk skal tage sig i vare for, hvem de lærer deres  Buddhadharma fra.  Der er således ingen garanti for kvalitet, når Dharmalæreren er en berømt Tulku. Titlen betyder ikke, at vedkommende er oplyst.
 Denne historie er endnu et eksempel på den forfærdelige karakter ved  samsara.

 Lad ikke denne begivenhed gøre dig blind for kvaliteterne ved  Buddha Sakyamuni’s  Lære. Brug i stedet lejligheden til at evaluere din Dharmalærer og bliv god til at lære.

Læs artiklen fra Tricycle her.

Se videoen fra FN mødet, hvor menneskerettigheds rapporten  angående Burma blev præsenteret.

Læs også rapporten fra ‘Forbes’ magasin her.

En artikel af Randy Rosenthal giver baggrund for den etniske udrensning i Burma.

 I  en artikel i 'Lions Roar' skriver Khin Mai Aung, at Dzongsar Khyentse Rinpotje  "på tragisk vis overser det faktum, at Myanmar's civile ledelse har forladt den buddhistiske kerne tro på den enkelte persons medfødte menneskelige værdighed, inkluderet Rohingya'ernes."

1. december 2018:     Samtidigt begynder ungdommem i Burma at falde fra Aung Suu Kyi. De er skuffede over de manglende resultater af de forventede friheder, som valget af Aung Suu Kyi og hendes parti ellers lovede, da de fik et overvældende flertal i Burma’s parlament for tre år siden. Ungdoms aktivisterne demonstrerer for presse frihed og mod politiske fængslinger. De demonstrerer også for at befri Rohingya folket for sine trængsler. Aktivisterne er dog i absolut mindretal i Burma.
 

Læs om det her.

                Læs også den forrige artikel om Rohingya’erne.
 

The Buddhist Channel, Nov 24, 2018.

Et brev til Aung Suu Kyi

en anprisning af Dzongsar Khyentse Rinpotje på engelsk

Dzongsar Khyentse Rinpoche rips the west over hypocritical treatment of Aung San Suu Kyi.
 

Timphu, Bhutan -- Renowned Tibetan Buddhism teacher Dzongsar Khyentse Rinpoche has let ripped western institutions over what he calls as "blatant double standards" over their treatment of Aung San Suu Kyi, the first and incumbent State Counsellor of Myanmar, a position akin to a prime minister. His complaints were over the spate of withdrawals of international awards to the Burmese politician, such as those from Amnesty International as well as honorary citizenship from Canada.
      Here is his letter in full:

Dear Honourable Aung San Suu Kyi.

 In these difficult times, I am moved to write to you to express my deep respect and appreciation for all you have done over so many years to fight for your people's freedoms, and especially for your great courage and perseverance in upholding your principles through nearly 15 years of house arrest.

 You remain in my mind a true heroine of this age, more than worthy of the Nobel Prize and other honours you have received. And so, I am also writing to tell you that l have been appalled in recent months at the removal of many of those awards - from the cities of Edinburgh, Oxford, Glasgow and Dublin to your honorary Canadian citizenship.
 Those shocking actions against you reveal a blatant double standard.

 Without doing anything and just eight months into office, President Obama was awarded the Nobel Peace Prize. Yet no one demanded it be taken away after he killed thousands of civilians in Mid-east drone strikes and bombings. In fact, de-nuclearizing North Korea will do more for world peace than anything Obama ever did, making Donald Trump and Kim Jong-un far worthier of a Nobel Prize. 

[To this  day, Kim Jung-Un has not removed any nuclear weapons at all, and Trump is a compulsory liar and a joke. So far, it has all been a public relation stunt without content. In fact, Kim Jung-Un is expanding his military and remains a terrible dictator, that put Koreans in concentration camps in great numbers. None of these two persons  merit any prizes. Obama did not change much, but at least he tried.... This comment is by Lama Tendar Olaf Hoeyer.]

 More subtly, however the hypocrisy of taking away awards is a sign of the insidious colonialism that continues to strangle Asia and the world. We Asians have been taught to disparage our own noble traditions and instead to treasure western values, literature and music, to chew gum and wear faded jeans, to embrace Facebook and Amazon, and to ape western manners and institutions.

 We are badgered to feel guilt for the European Holocaust of World War 2, while our own holocausts are conveniently forgotten and buried in the dustbin of history. How many westerners mourn the 15 million displaced and million killed in Britain's partition of India, or the five million civilians killed in Korea and Vietnam?

 Who recalls that the US. dropped two million tons of bombs on Laos between 1964 and 1973. Almost equal to all the bombs it dropped on Europe and Asia during all of World War 2 - making Laos the most heavily bombed country in history relative to population size. And how quickly have we forgotten the genocidal holocausts of the  16^th  to 18^th  centuries that killed an estimated 130 million native Americans - more than 90% of indigenous peoples there. We non-westerners have considerable cause for grievance against those European invaders who now claim moral authority over our lives.

 Today, we are so infatuated with the west and so immersed in the western mindset that such criticism is seen as almost sacrilegious. So, I must add that nothing I am writing to you here signifies any lack of appreciation for the west's great contributions to human civilisation. From superb music, art and literature to brilliant scientific and medical breakthroughs to philosophies like anarchism, the creations of the west are astounding.

 But watching the self-righteous western actions against you in recent months. I have become convinced it is finally time to tell the truth about the colonial structures and world-view they imposed on us and that persist to this day. Above all, it is time to restore the dignity of our own great eastern wisdom traditions and legacies.

[Hvordan kan etnisk udrensning og folkedrab være udtryk for 'the dignity of our great eastern wisdom traditions and legacies"? Der er et kæmpe hul i Dzongsar Khyentse’s argumentation her.]

 Many mistakenly think the “colonial” era of western invasion and control is long past, since most Asian and African countries won apparent political independence more than half a century ago. But as “post-colonialists” rightly note, the economic and political structure of the colonial era continues to shape life around the world.

 In fact, western ideologies, lifestyles and systems of morality are now more deeply, subtly and dangerously entrenched than ever. Alien to the profound wisdom traditions of the east, today's colonial legacy continues to eat away at and destroy our own heritage.

 For instance, we once knew how to respect and live in harmony with nature. Today, we have been swallowed into the western capitalist system together with its greedy materialism, traffic jams, pollution, greenhouse gas emissions and voracious resource consumption. If that system is not even serving the west and is literally destroying the planet, why should it serve the east?

 And to prop up that system. the west is so proud of its supposed “human rights” and "democracy” that we are blindly supposed to imitate. But it is only its limited individual rights the west cares about and those mostly for the rich and powerful. The US and most other western constitutions give no protection to social rights like the right to a job, housing, education, health care and safe drinking water.

 And when it suits, the west blatantly violates its vaunted individual rights. Writing this supposedly exercises my right to free speech. But free speech is a hoax if listeners are intolerant and if they label, stigmatise and demonise the writer. In fact, "the tyranny of the majority” these days includes so-called “liberals” who on US campuses now regularly shut down views they don't agree with, especially if those views might offend some groups.

 And that is so ironic, because western liberals' current obsession with identity politics plays right into the hands of their professed enemies. In the words of ultra-rightist Steve Bannon: “The longer they talk about identity politics, I got 'em. I want them to talk about racism every day. lf the left is focused on race and identity and we go with economic nationalism, we can crush [them]."

 In fact, to rebel against the whole capitalist, liberal-democratic syndrome, China, Vietnam, Laos and North Korea swallowed another western import, communism, which is totally at odds with their own history and culture. No wonder that fake model is collapsing everywhere into the embrace of the very capitalism it sought to bypass.

 Even the very word "development” is a western colonial imposition. The industrialised western countries are considered "developed", while we are supposed to “develop” towards their dysfunctional western ideal. For the west there is only one acceptable direction for the whole world - to be capitalist, “democratic”, individualist, and therefore “developed,” and to recklessly consume more.

 In the meantime, our own views and traditions that could literally save humankind are labelled “undeveloped” and “superstitious”. While we are expected to kowtow to western morality, we ignore the profound moral values arising from our eastern wisdom heritage that the colonisers severed, taught us to hate, and supplanted with their own.

 And those parts of our tradition the west finds useful are now also colonised and co-opted, entirely missing yoga’s profound Indian wisdom heritage. Florida and California now “certify” yoga teachers.

 Some western "Buddhist teachers” write books that conveniently bend Buddhist teachings to fit their own rational, scientific proclivities. And self-proclaimed ”gurus” edit and plagiarise handy bits of those teachings as their own invention, missing the essence and never acknowledging the source.

 In fact, Buddhism itself is being colonised and rendered unrecognisable as its extraordinary insights and methods are altered, dismantled. and eviscerated to fit western science and self-help fads.

 To maintain “objectivity" and be socially accepted, Buddhist academics in suits and ties hide their own affiliation, avoid Buddhist terminology and reserve any display of eastern culture for fancy dress parties. Even eastern teachers now consciously shun Buddhist iconography and imagery and custom-tailor their vipassana and other meditations to suit western secular expectations. More widely, Asian professionals are quick to bow down to western values to dismiss their own traditions as archaic and superstitious, to wrongly equate modernisation with westernisation, and thereby to reap the rewards of being labelled “modern, progresssive and open-minded”. Without western validation, they see their own accomplishments as worthless.

 The irony is that when Japanese, Korean and Chinese musicians learn and play western classical music, they have utmost respect for the integrity of the music as it is and as it was composed. Even in daily life and popular culture, Asians faithfully try to copy the way westerners think, look and act, in sharp contrast too many western scholars manipulate, cherry pick and even alter what they take from the east and then impose their own modified version on us with obstinate moral authority.

 This kind of psychological and moralising colonialism is subtle and dangerous, as you yourself have painfully experienced. For the west. the only qualified ”victims” are those the west itself has oppressed, and the rest of us are expected to join their chorus of guilt and penance.

 We dare not point out that their so-called victims have brutally victimised our people for centuries. To me, the bestowal and removal of your awards typifies the culture of hypocrisy created by that pervasive colonial legacy. Those awards mean nothing beyond another means to colonise us and pull us into the western value system, while they congratulate themselves. In fact, I personally pay the postage for you to send your honorary Canadian citizenship back to Ottawa. You don't need it!

 For me, you remain the heroine you truly are. And for so many who dare not speak up but who secretly agree, you personify our own Me Too movement.

 None of what I write here justifies wrongs committed by the Burmese military. What i am saying is simply that the western actions against you and the whole historical and ongoing colonial legacy they reflect are wrong. The post-colonial impact of economic domination and ideological imposition is far more harmful to our peoples and to the planet than anything you have done. A guilty person cannot be a judge and has no credential either to give or remove an award.

 As well, nothing I write here denies the suffering of the Rohingya people.  But instead of blaming you, will the British at least acknowledge their colonial responsibility for bringing most Rohingyas from Bengal in the 19th and 20th centuries as cheap labour to work the Burmese rice paddies?

 If the British really care and want to redress the harm they have done to Burma and the Rohingya, they will migrate the Rohingya to the U.K. and give them citizenship instead of letting them languish in refugee camps. And instead of revoking your awards as they've done, Oxford, Sheffield, Newcastle, Edinburgh and Glasgow will resettle the Rohingya there.

 Many will label what I am writing to you here as "partisan", “west-bashing” and more. But we have been so deeply twisted by western colonialism for so long that we now have no choice but to break the silence, speak up, and address what has long been taboo. We have long celebrated US and British war victories but do we dare to look at what that western global domination has meant for us?

 If we avoid starting this conversation ourselves, and if India, China and others keep sucking up to western models, the only ones who speak up will be those who make no secret of their hatred for the west. Do we really want to leave the playing field open only to ISIS and the worst extremists to call a spade a spade in challenging western arrogance?

 And that is why I am writing this to you - because for many of us, you superbly represent that middle way. You have stood strong, held to your principles, fought untiringly for your people and refused to bow to the self-righteous western moralising that now reveals itself in the removal of these awards. In that, be assured you have our admiration and support.

 It is more difficult to suggest an effective strategy for a genuine dialogue on the tough issues I am raising here. It seems that the western colonisers will only listen if we have a lot of oil or other resources they need.

 Alternatively, we have to seek out westerners’ weak spot which appears to be their pride and guilt. These days they don't dare criticise Muslims or Jews for fear of being labelled Islamophobic or anti-Semitic. So perhaps we need to start by coining new words for anti-Buddhist and anti-Asian bias to evoke their guilt and fear of those phobias.

 Again, please accept my heartfelt thanks for all you have done and continue to do for your people and for our proud eastern heritage.

Yours sincerely,
Dzongsar Imyang Khyentse
 

Læs hans brev til Aung Suu Kyi som PDF fil her.