|
Det vi kan sige er, at dharmadhatu er det eneste, vi kender, som kan række fra det ene øjeblik til det næste, fordi dharmadhatu omfatter alle dimensioner, inklusive 'tid', så det forekommer logisk (skt.: pramana), at dharmadhatu også indeholder 'ikke-dimensionalitet' og 'ikke-tid'. Det er ved det indholdsløse nulpunkt, at dharmadhatu åbenbart overskrider tid (- fordi der ikke er tid i mellemrummet, se også under: santana). Så uden at være forbindelsen, gør dharmadhatu den mulig. Det nuværende bevidste øjeblik har naturligvis sin årsag i det forrige, bevirker det næste og så videre - der kan blot ikke fastslås eller erkendes nogen som helst forbindelse mellem øjeblikke, skønt der er en klar sammenhæng. Det er som en perlekæde uden snor, hvor perlerne alligevel hænger sammen, som om en usynlig kraft får dem til at anbringe sig i en 'serie' (santana). Det er på denne måde, at de 5 skandha’er både kan eksistere momentant og i øvrigt ‘ikke-være-til-stede’ som ‘potentiale’ (- det samme gælder i øvrigt samskaras og 'karma frø' - skt.: bidjas). Det eneste sted vi kender, hvor samskaras, bidjas og skandhas kan befinde sig, er i dharmadhatu, men samskaras og bidjas opleves kun, når de aktiveres som reaktion på de ‘fortolkede mentale indtryk’. Så kaldes de for ‘caitasikas’ - ‘manifeste’ samskaras. I øvrigt må betegnelsen samskaras betyde 'passive' mentale reaktions mønstre, som ikke har nogen oplevet virkelighed. Derfor må de i sådanne tilfælde være 'uvirkelige'. Hvor er de så henne i deres 'ikke-tilstedeværende potentiale' (ubevidsthed)? Når vi ikke vil anerkende 'transcendens' og spekulativt anbringe dem et andet sted (som for eksempel psykoanalytikere og hjerneforskere gør), må disse samskaras være i dharmadhatu på en potentiel, ubestemt og ubevidst måde. Det kan de godt være, når dharmadhatu både omfatter og indbefatter 'tid' og 'ikke-tid' - samt 'dimensionalitet' og 'ikke-dimensionalitet.’ Ikke-dimensionalitet er følgen af ikke-tid, og dimensionalitet af tid. Ingen udfoldelse uden tid til det. (Beregning af relativ udfoldelse og bevægelse er tid. Det er derfor, at der ikke er ‘tid’ i nulpunktet, hvor der jo ikke foregår noget, og derfor er der heller ingen bevægelser. I det bevidste øjeblik er der en bevægelse fra sansning til fuld bevidsthed og derfor også tid til bevægelsen, skønt det er et ufatteligt kort tidsrum. Hvis vi imidlertid analyserer de enkelte skandha’er, som vi gjorde med de forskellige bevidste øjeblikke, finder vi, at der også er et nulpunkt mellem de enkelte skandha’er. Så de eneste virkelige bevægelser sker indenfor den enkelte skandha. Så den oplevede tid eksisterer sådan set kun meget momentant.) Problemet med potentialets opbevaring og senere manifestation over 'tid' ses for eksempel når en 'begivenhed' (dharma) sætter spor i sindet som 'karma frø potentiale' (bidja), men der kan gå årtusinder før dette 'frøs' potentiale manifesteres og bliver til en 'begivenhed'. Opbevaringen er ikke noget problem, når vi medregner 'ikke-tid' som en ekstra dimension. Så behøver vi ikke øjeblikkelig udligning af potentialets energi. Herved kommer 'ikke-tid' til at ligne et batteri, men 'ikke-tid' er også 'ikke-dimensionalitet', så der kan ikke være noget batteri, selvom der er potentiale. Det er ret umuligt at opbevare noget i denne ikke-dimension, så Asanga's brug af begrebet 'alaya' som et lager er figurativt, hvilket jeg straks vil forklare. I dimensionen af 'ikke-tid' kan man ikke sige, at det 'ubestemte potentiale' opholder sig eller eksisterer, for det skulle vi i så fald bruge noget tid på, men der er ikke tid til noget. Tiden findes ikke her, og intet er i bevægelse, så det 'ubestemte potentiale' er også 'ikke-eksisterende' i nulpunktet. Det er jo fuldstændig paradoksalt, indtil vi forstår nulpunktets 'ikke-tid' som en dør mellem alle mulige forskellige tidspunkter. Så det 'ubestemte potentiale' findes sådan set kun for en observatør. I den såkaldte virkelighed passerer potentialet direkte fra sin impuls ved et hop over 'ikke-tid' til det næste tidspunkt for de 'rette årsager og betingelser', hvor der så sker en 'begivenhed'. Hvad angår den enkelte dharma, sker der en umiddelbar udligning af potentialets energi, selvom der går tusinde år fra årsag til virkning for den nysgerrige iagttager. Forholdet mellem tid og ikke-tid forekommer mig meget sammensat og uberegneligt. På grund af energien i avidya (uvidenhed) bliver 'potentiale' til 'begivenhed', men på grund af 'ikke-tid' ved vi aldrig, hvornår det sker. Potentialet er 'ubestemt', så længe det ikke møder 'de rette årsager og betingelser', som matcher potentialet. Sindet synes at foretage et hop fra det ene øjeblik til det næste, uden at være tilstede i nulpunktet. Sindet tænder og slukker simpelthen, og skifter ligesom 'fase' fra 'potentiale' til 'eksistens' og tilbage igen. Når sindet har slukket ved ophøret at det bevidste øjeblik, tænder det igen ved sansning (skt.: sparsa - på Asanga og Vasubandhu's tid for 1600 år siden, havde man ikke dette begreb om 'tænd og sluk', så udtrykket findes ikke på sanskrit. I stedet omtales ‘forstyrrelse’ af ‘indriyas’ ved ‘sparsa’, hvilket forudsætter forudgående ‘ikke-forstyrrelse’, som er vores nulpunkt). Så sansning er også meget mystisk, fordi sparsa kan ‘tænde’ for sindet. Mystikken forårsages af: avidya, uvidenhed.
Alaya er således alligevel ikke helt synonymt med dharmadhatu, for på en måde går alaya til grunde ved hvert eneste øjebliks ophør, sammen med alayavidjñana og alt andet i forbindelse med – og inklusive – de 5 skandha’er, fordi sindets rummelighed kun kan siges at eksistere, når der rummes oplevelser. Det gør rummeligheden jo kun i det bevidste øjeblik. Pointen er, at vi ikke ved, på hvilken måde alaya måtte kunne eksistere mellem øjeblikke - i ‘ikke-øjeblikket’. I mellemrummet måtte alaya være mindst lige så meget ‘ikke-rummelighed’ som rummelighed, fordi intet rummes. Overfor spørgsmålet: hvad er rummelighed uden den rummer noget? - må naturligvis ethvert begreb give op, fordi rummeligheden defineres ved sit indhold. Dharmadhatu er således den bedste beskrivelse, fordi det er dimensionernes dimension - for at kunne være det, må dharmadhatu også omfatte og indbefatte ikke-dimension og ikke-tid. Begrebet dharmadhatu udtrykker oplevelsens helhed uden ’entydighed’. Det er hverken singularitet eller absolut rummelighed. Hvis sådant findes, er det i dharmadhatu sammen med sin modsætning: ikke-singularitet og ikke-rummelighed. Asanga bruger udtrykket 'alaya' synonymt med dharmadhatu, fordi det for Cittamatra filosofien er indlysende, at rummelighed og ikke-rummelighed blot er to sider af det samme (skt.: sarma - læs om det i artiklen: Om opfattelsen 5, Dharmadhatu). Asanga skelner mellem en 'oplevet dharma' (skt.: yavad-bhavikata , dharm’ens eksistensform som en ‘begivenhed’) og dharma'ens 'element-hed' (skt.: yathavad-bhavikata) – dharma'ens potentiale, og påviser den samlede forståelse af virkeligheden som bestående af begge to, betingede af årsager og omstændigheder samt sunyata, måden hvorpå dharma'erne vekselvis kan eksistere og ikke-være-til. Det kan de, fordi de ikke har nogen essens, men opstår, viser sig og forsvinder i samspil ved sådanne årsager og betingelser (den grundlæggende årsag er dels avidya, dels dharmadhatu. Den grundlæggende betingelse er bevidsthed , vidjñana). Dimensionen 'ikke-tid' er en vanskelig størrelse, men en yderst logisk 'dør', som avidya kan gå igennem og derved bevirke alting. På det relative plan er tiden afhængig af sin modsætning. Uden et nulpunkt som mellemrum kunne det næste øjeblik ikke finde sted. Der må være et ophør, før der kan begyndes forfra. Det er bestemt værd at bemærke. Tid defineres sådan set ved sin modsætning, ligesom bevægelse defineres ved modsætningen stilstand. Hvis alting står helt stille, kan alting måske godt være i 'ikke-øjeblikket'? Det kræver dog en helt ny definition af 'alting', hvis alting også skal have lov til at betyde 'ingenting'. Det giver jo ingen mening. Derfor er begrebet sunyata den bedste beskrivelse, for alting og ingenting har sunyata som fællesnævner (alt er tomt og tom for ‘tomhed’). Dette synspunkt om 'ikke-tid og ikke-dimensionalitet' er helt min egen fordanskede udlægning af emnet. Når jeg alligevel besværer dig med disse overvejelser, skyldes det, at de forekommer mig naturlige for et moderne menneske. Så vi bør forholde os til det. Vi vil jo helst have orden i tingene, så vi kommer naturligt til at tænke på, om sindet er i hjernen eller i en eksotisk dimension, eller begge steder samtidigt. I Vesten er den psykoanalytiske disciplin hæmmet af sin egen teori om 'ubevidsthed', som synes at forudsætte et bestemt sted for ubevidstheden, og som antyder en permanent eksistens, hvor det så ellers måtte tænkes at foregå. Teorien giver kun mening i forholdet mellem terapeut og patient. Psykoanalytikeren C. G. Jung mener, at 'det ubevidste' eksisterer på en 'transcendent måde' med en fast struktur ligesom Vedanta filosofien antager. Hjerneforskerne har deres egen ret materialistiske opfattelse af sind og hjerne, uden dog at kunne forklare, hvad sindet er og hvorledes det interagerer med hjernen (elektriske impulser er altså ikke oplevelser, men blot energi, så hjerneforskerne må anstrenge sig noget mere med deres definitioner). På en måde må sindet jo være alle steder, ingen steder og måske et helt tredje sted eller i endnu flere dimensioner. Det kommer lidt an på, hvad man vil betegne som dimensioner. I denne artikel er dimensionalitet dharma'ernes (begivenhedernes) udfoldelse og position, det vil sige vi arbejder med oplevelsernes dimensioner. Du vil sikkert have bemærket, at 'objektiv' virkelighed ikke omtales, men kun oplevelsernes (emnet uddybes i artiklen: Om opfattelsen). Det skyldes naturligvis artiklens emne. Præsentationen her burde også tydeliggøre, at både objektivitet og modsætningen subjektivitet er yderst relative. Der kræves altid et subjekt for at kunne påvise noget 'objektivt' (hertil kommer, at når ‘subjektet’ er en illusion [skt.: ahamkara], er ‘objektet’ også illusorisk eller opfattet på en forvrænget måde, skt.: moha). Cittamatra filosofiens synspunkt er, at skandhas, bidjas og samskaras befinder sig i alaya på en potentiel og ubestemt måde. Alaya menes at kunne overleve nulpunktet, mens potentialerne hverken kan siges at eksistere eller ikke-eksistere (fordi de kun konstateres ved deres virkninger som begivenheder). Så skønt Cittamatra beskæftiger sig med det ‘bevidste øjeblik’ og disse øjeblikkes formation i en fortløbende kæde eller serie (santana), er begreberne tid og ikke-tid sådan set ikke relevante for en yogi. Ved at anbringe alle potentialer i alaya, løser Asanga et vedvarende problem i anskuelsen for de tidligere Hinayana skoler. Hvorvidt alaya eksisterer både i 'tiden' og uden tid, er et filosofisk og teoretisk problem, og det er på ingen måde en praktisk nødvendighed at beskæftige sig med emnet. Madhyamaka filosofien anser 'ikke-tid' for en begrebsmæssig umulighed, ligesom tid heller ikke kan påvises. Argumentet er: hvis nutiden og fremtiden er afhængig af fortid, vil nutid og fremtid befinde sig i fortiden, men den eksisterer jo ikke mere. Argumentet gentages ved at bytte om på de tre tiders afhængighed af hinanden. Tid kan hverken være absolut eller variabel. (Nagardjuna’s værk: Mulamadhyamaka karika, anvender denne argumentations form om begrebs dannelsen ‘tid’; teksten findes oversat til dansk af Christian Lindtner i bogen : Nagarjunas Filosofiske værker, side: 107, Akademisk Forlag, 1982.) Så vi kan ikke lokalisere potentialerne for skandhas, samskaras og bidjas. Potentialerne er ikke blot 'ubestemte' og ubevidste, men deres 'lokalitet' er også ubestemt. Alligevel viser potentialerne sig, når de bliver til 'begivenheder'. Det er også værd at bemærke, at bidjas som potentiale kun deltager i fremtidige situationer, hvor de møder de rette årsager og betingelser, men ikke afgør sådanne situationer. Det er dine holdninger, som er afgørende. Det er derfor muligt at stoppe-, udsætte- og til slut bringe karma og alle karmafrø til ophør (skt.: nirodha).
Læs også om: santana, strømmen af sind gennem tid – og om: citta, det ‘manifeste sind’ – samt i detaljer om: vidjñana, bevidsthed. Bevidsthed er en afgørende betingelse for oplevelse. Læs også om begrebet: ikke-tom, skanskrit: asunya. Temaet uddybes i næste artikel: Sunya - nulpunktet. Denne opsumering er et uddybende appendiks til: Ordforklaringen.
|
|