Baggrund 5

regnbue linje
Dharmahjulet - logo for Tilogaard Meditationskole - klik her for befirelse og oplysning

Forsiden

sitemap

Tendar

Lama Tendar Olaf Høyer
  Forfatter  til  denne side
  Tendar Olaf Høyer  er en
  dansk  Lama  fra Karma
  Kadjy traditionen  siden
  1994,  hvis ekspertise er
  klassisk   meditation  og
  buddhistisk anskuelse.

oplevelse

 

Klik her for artiklen som PDF fil for optimal udskrift på din printer. På PDF filerne er der blandt andet side tal. Teksten er den samme som her på siden, men med et lidt andet design med henblik på udskrift på papir i A4 størrelse.Hvad er en oplevelse?                

tomt billede, så din browser viser ikke noget billede. Dette 'ikke-eksisterende billede er anbragt her  for at holde teksten på plads mod højre.

Bodhisatva Avalokitesvara har forfattet  Hjertesutra'en,  som forklarer emnet  'oplevelse'  og  pradjña.  Det var dejligt.
 
 1) basis:   en oplevelse baserer sig på  alaya,  sindets rummelighed,  og på sindets  klarhed, dets evne til viden, som er samtidigt med rummeligheden.
 
 2) tilblivelse:   når  sindet  (skt.:  citta)  forstyrres af sansning  (skt.:  sparsa)  i den første  skandha, som når en regndråbe falder i en sø,  folder de følgende  4 skandha'er sig ud som ringe i vandet.
 
 3) omfang:   oplevelser er alt, hvad  sindet  sanser, bemærker og reagerer på, bevidst eller ubevidst, for hvis der er noget, som vi ikke oplever, kender vi slet ikke til det. Bortset fra som  teori,  måske, en fortælling eller en erindring.
 
 4) manifestation:   verden er en oplevelse, kroppen er en oplevelse, også al slags bevægelse  (skt.:  vayu; tib.: lung, ‘vind’)   og sind  (skt.: citta).

                   5) helhed og bestanddele:  enkelthederne i oplevelserne kaldes for  'dharma'er(= enheder).  En oplevelse er også i sig selv en dharma,  som består af disse andre dharma'er. Således betyder dharma ikke blot en oplevet enhed, men også den ‘begivenhed’, at denne ‘enhed’ opleves.  Det hele foregår i  dharmadhatu, dharma'ernes område eller dimension. Dharmadhatu er således næsten synonymt med  ‘alaya’  (læs mere om det i artiklens slutning). Alaya betyder simpelthen en ‘beholder’  og dharmadhatu ‘dharma’ernes  dimension’. ‘Alaya’ er et psykologisk udtryk, dharmadhatu er filosofisk. Alt i forbindelse med – og inklusive – de 5 skandha’er  er dharma’er.

                   6) vigtighed:   da  Buddha Dharma, Buddha's Lære,  handler om at bringe al slags  lidelse   til ophør  og etablere vedvarende  lykke  (de  4 ædle sandheder),  er det vigtigt at bemærke, at  lidelse og lykke  er  oplevelser.  Derfor undersøger Dharma'en oplevelser  og stedet,  hvor de foregår,  som altid er i sindet.

                   7) virkelighed:   sind og oplevelser er to sider af det samme. Sindet er først og fremmest en beholder  (alaya) for oplevelser,  men sindet er også  en virksomhed,  en struktur  og  selve oplevelserne. En oplevelse bliver til i en fortløbende proces  - ligesom vævning.  Først er der ikke noget,  så bygges oplevelsen gradvist op fra forstyrrelsen ved sansning  og videre gennem de 4 andre grupper af mentale processer  (læs artiklen:  de 5 skandha'er),  som også er strukturen  for sindets virksomhed. Processen ved dannelsen af en enkelt sammensat oplevelse i et enkelt gennemløb af de 5 skandha'er finder sted  i det såkaldte:  bevidste øjeblik   (mere om det senere).

Click here to get to the topDet foregår  således:





1. Skandha








2. Skandha



3. Skandha










4. Skandha



















5. Skandha
























 


alaya

 
sparsa


 
rupa



 
vedana


 
samdjña

 


      
djñeya / vidjñapti

 


 
samskaras

              
caitasikas /cetana / kleshas
  



  
manas


  



  


  
manovidjñana



vidjñana

















klistha-manovidjñana


alayavidjñana
 


- sindets rummelighed og klarhed
   (= Buddhanaturen)  er basis for:

- ‘sansning’  (ordret:  kontakt  - sanse evne [skt.: indriya]  forstyrres af forbindelse med sanse stimulans, skt.:  visayas), hvorved:

- 'opfattet sanse genstand'  (ordret:  'form'),
 opstår i rupa skandha. 
‘Formen’  er  i sindet   - ikke
i omgivelserne  (herom senere) .  Straks følger:

- 'følelse'  (behag, ubehag eller ligegyldigved denne sansning og sanse genstand. Derpå indtræffer med det samme:

- 'opfattelses skandha'en',  hvori de forskellige slags sansning, som  opstod hver for sig som farver, lyd, lugt, smag o. s. v.  i deres individuelle forløb gennem 1. og  2. skandha,  nu sammenføjes i en helheds opfattelse som:

- 'det mentale indtryk'  og  'kendelsen'  eller  'genkendelsen'  af  indtrykket. De opstår begge i samme   fortolkning.  Så samdjña skandha danner  ‘fortolkede mentale indtryk’.   Dette bevirker:

- samskara skandha,  reaktion på de fortolkede mentale indtryk. Der er 3 slags reaktioner:

- de 'erfarings baserede sindstilstande'   (inkl. erfaringerne)  og 'viljen-som-vane'  (cetana) reagerer på indtryk  samtidigt med  de  spontane emotionelle reaktioner  (kleshas).  Resultatet er:

  - fremkomst af sindelag eller mentalitet og tanker, som opstår fra bearbejdningen af de mentale indtryk ved  disse før-bevidste  reaktions mønstre.  Herved fremstår  'manas'  som  ‘reaktive sindstilstande’ med begreb  (caitasika), hensigt  (cetana)  og en  eller anden grad af lidenskab  (klesha) - [mental reaktion = ‘hvad er min erfaring?’ - ‘hvad vil jeg?’ - ‘hvad føler jeg?’]. De opstår så i:

 -'sinds-bevidstheden',  som får skikkelse  af disse  'manas'. Bevidsthed om  'manas'.  Der er også:

- 'sanse-bevidsthed'  (5 slags),  som får skikkelse af ‘rupas’, sanse genstande, 'djñeyas',  de mentale indtryk og  deres fortolkning,  ‘vidjñapti’.  De 5 slags sanse bevidsthed opstår samtidigt med 'manovidjñana',  som også er en  sanse bevidsthed,  hvor  'manas'  både er  de mentale reaktioner, som giver denne bevidsthed skikkelse, og sanse genstande for  'manovidjñana'   (– 'manas'  bliver til  egentlige sanse genstande,  når de sendes på et nyt gennemløb  af de 5 skandha'er,  for eksempel  når man tænker på noget.  'Manas'  opstår da som  'rupa'  i den  1. skandha  og så videre).  Ved bevidsthed  ‘belyses’  sindets indhold,  hvilket er den færdige oplevelse.  Refleksion kræver mange sådanne gennemløb  (skt.:  santana) af de 5 skandha’er.

- er som manovidjñana, men opfatter  'klesha manas' eller 'kleshacittas'  (klistersind).

- 'rummeligheds bevidstheden'  opfatter  'alaya',  ikke sindets indhold som sådan, men placeringer og relationer.  Vigtig for   (skt.)  smriti, vågent nærvær eller vågent tilstedevær , for          meditation  (sadhana) samt for sikkerhed i trafikken.

 


Click here to get to the top 


Manas, cittas & Dharmadhatu 
  - og hvad bliver der af skandha'erne, når de ikke er i brug?                          

 

                Bemærk venligst, at udtrykket  'manas,'  som brugt for oven, synes synonymt med begrebet  'cittas'. Det er det dog ikke helt. Citta er sindets manifestation eller det 'manifeste sind' for alle sanse-bevidsthederne  (skt.: vidjñanas),  mens  'manas'  kun er  'manifest sind'  for manovidjñana, sinds-bevidstheden.  Så cittas er udover manas også:  vedanas, djñeyas og vidjñaptis.  Man kan så diskutere om 'rupa' er citta, men hvis rupa ikke er citta, så tilkender man sansning en transcendent virkelighed i forhold til sindet, som ikke svarer til erfaringen  (skt.: pratyaksha)  - og som derfor er  psykologisk urealistisk. Dette erkendes ved  (skt.)  pramana. De 5 skandha'er er også  'cittas', når de opleves som  'dharma'er', både ved  (skt.) pratyaksha,  direkte erfaring,  og som  (skt.)  manas,  ‘tanker og begreber’  om emnet (- dette tema  diskuteres i artiklen:  Vaibhashika,  af Shamar Rinpotje). Så cittas betyder lige så meget ‘oplevelser’ som ‘sind’.
                 

                 Oplevelser er i en anden forstand begivenheder (skt.: dharma'er). Dharmadhatu er området for  de 18 dhatus  og dharma'erne.   Dharma'erne er karakteriseret ved dimensionalitet, hvilket vil sige, at dharma'erne altid  'fylder'  noget i dharmadhatu. Således kan ‘fysiske’ dharma'er  (skt.: rupas)  som sansegenstande, beskrives ved højde, længde, bredde, samt karakter, kvalitet, aktivitet og relation  (7 dimensioner - udover de 18 dhatus, som angiver relativ position - alt i alt 25). Er det en lyd, er dimensionaliteten en svingning og så videre. For at give plads, udfoldelse og relativ position til alle disse dimensioner, må dharmadhatu selv være en  særlig  dimension, som formår at omfatte og indbefatte,  ikke blot al slags dimensionalitet ved dharma'erne, men også ‘tid’ ved  (skt.)  santana, strømmen af begivenheder  (dharma’er)  gennem de  bevidste øjeblikke, og ‘ikke-tid’ ved de indholdsløse mellemrum mellem de bevidste øjeblikke  (se under:  bardo  om begrebet  mellemrum eller mellemtilstand).
                Click here to get to the top


                 

      Buddha statue fra Sarnath, Varanassi, Indien.Et ‘bevidst øjeblik’ er en enkelt  sammensat oplevelse  i et enkelt gennemløb af de 5 skandha'er  (at oplevelsen er  ‘sammensat’  betyder, at den bliver dannet i 5 trin ved skandha’erne).  Det næste bevidste øjeblik er det næste gennemløb.  Imellem sådanne to øjeblikke er der ingen skandha'er,  ingen bevidsthed  (vidjñana)  - ingenting, fordi  forskellen på to gennemløb af skandha'erne ikke kan bestå af skandha'er.  Der er heller ingen tid, fordi der ikke er nogen bevægelse af noget som helst. Der er ingen dimensionalitet, fordi der ikke er nogen udfoldelse af noget. Der er således heller ikke noget i mellemrummet, som måtte kunne forårsage det næste bevidste øjeblik.  Det er et  nulpunkt  (skt.:  sunya)

                 Man kan så argumentere, hvilket  Vaibhashika  filosofien gør, at to øjeblikke er så tæt på hinanden, at det ophørte øjeblik ‘parfumerer’ det efterfølgende, fordi to øjeblikke ikke adskilles af  et tidsrum. Når øjeblikket ophører, begynder det næste straks. Imidlertid er der jo netop kategorisk forskel på to øjeblikke. Det næste øjeblik begynder først, når det forrige er overstået, så der er et ‘hul’. Denne forskel er markant, fordi der ikke sker noget, som måtte kunne konstituere en egentlig forbindelse. Der er ingen duft af fortid i nulpunktet og intet til at transportere lugten.  Så forbindelsen mangler
                 

                 Dette indholdsløse nulpunkt, som gentages utroligt mange gange på blot et enkelt sekund, er meget mystisk, fordi man ikke kan karakterisere dette  'ikke-øjeblik'  på nogen som helst måde.  Denne mystik har naturligvis heller ikke nogen  essens. Mellemrummets  'intethed'  er en  fortolkning på grund af fraværet af  karakteristika. Det er faktisk umuligt at vide noget om. Pandit  Yashomitra  skriver: ”Det, som er øjeblikkeligt [af natur], kan ikke bevæge sig fra et sted til et andet. Det, som [eksisterer] øjeblikkeligt, forsvinder på stedet, hvor det viste sig.”  (Citat fra Herbert Günther’s bog: Philosophy and Psychology in the  Abhidharma, side: 147). Det klassiske eksempel fra Abhidharma på øjeblik-kelighed, sanskrit:  ksaneksana, er flammerne fra et bål.
                 

                Brændende bål

                 

                 Det vi kan sige er, at  dharmadhatu er det eneste, vi kender, som kan række fra det ene øjeblik til det næste, fordi dharmadhatu omfatter alle dimensioner, inklusive 'tid', så det forekommer logisk  (skt.: pramana), at dharmadhatu også indeholder 'ikke-dimensionalitet'  og  'ikke-tid'. Det er ved det indholdsløse nulpunkt, at  dharmadhatu  åbenbart overskrider tid  (- fordi der ikke er tid i mellemrummet,  se også under:  santana).  Så uden at  være  forbindelsen, gør dharmadhatu den mulig.  Det nuværende bevidste øjeblik har naturligvis sin årsag i det forrige, bevirker det næste og så videre  - der kan blot ikke fastslås eller erkendes nogen som helst forbindelse mellem øjeblikke, skønt der er en klar sammenhæng.  Det er som en perlekæde uden snor, hvor perlerne alligevel hænger sammen, som om en usynlig kraft får dem til at anbringe sig i en 'serie'  (santana).
                 

                Click here to get to the top

                 Det er på denne måde, at de 5 skandha’er  både kan  eksistere momentant  og i øvrigt  ‘ikke-være-til-stede’  som ‘potentiale’  (- det samme gælder i øvrigt samskaras og  'karma frø' -  skt.:  bidjas).  Det eneste sted vi  kender, hvor samskaras, bidjas og skandhas  kan  befinde sig, er i dharmadhatu, men samskaras og bidjas opleves kun, når de aktiveres som reaktion på de ‘fortolkede mentale indtryk’. Så kaldes de for ‘caitasikas’  - ‘manifeste’ samskaras. I øvrigt må betegnelsen samskaras betyde  'passive'  mentale reaktions mønstre, som ikke har nogen oplevet virkelighed. Derfor må de i sådanne tilfælde være  'uvirkelige'. Hvor er de så henne i deres  'ikke-tilstedeværende potentiale'  (ubevidsthed)? Når vi ikke vil anerkende  'transcendens'  og spekulativt anbringe dem et andet sted  (som for eksempel psykoanalytikere og hjerneforskere gør), må disse samskaras være i dharmadhatu på en  potentiel, ubestemt og ubevidst måde. Det kan de godt være, når dharmadhatu både omfatter  og indbefatter 'tid'  og  'ikke-tid' - samt 'dimensionalitet'  og  'ikke-dimensionalitet.’ Ikke-dimensionalitet er følgen af ikke-tid, og dimensionalitet af tid. Ingen udfoldelse uden tid til det. 
                 

                (Beregning af relativ udfoldelse og bevægelse  er  tid. Det er derfor, at der ikke er  ‘tid’  i nulpunktet, hvor der  jo ikke foregår noget,  og derfor er der heller ingen bevægelser. I det bevidste øjeblik er der en bevægelse fra sansning til fuld bevidsthed og derfor også tid til bevægelsen, skønt det er et ufatteligt kort tidsrum. Hvis vi imidlertid analyserer de enkelte skandha’er, som vi gjorde med de forskellige bevidste øjeblikke, finder vi, at der også er et nulpunkt mellem de enkelte skandha’er. Så de eneste virkelige bevægelser sker indenfor den enkelte skandha. Så den oplevede tid eksisterer sådan set kun meget momentant.)
                 

                 Problemet med potentialets opbevaring og senere manifestation over 'tid' ses for eksempel når en 'begivenhed' (dharma)  sætter spor i sindet som 'karma frø potentiale'  (bidja),  men der kan gå årtusinder før dette 'frøs' potentiale manifesteres og bliver til en 'begivenhed'. Opbevaringen er ikke noget problem, når vi medregner 'ikke-tid' som en ekstra dimension. Så behøver vi ikke øjeblikkelig udligning af potentialets energi. Herved kommer 'ikke-tid' til at ligne et batteri, men 'ikke-tid' er også 'ikke-dimensionalitet', så der kan ikke være noget batteri, selvom der er potentiale. Det er ret umuligt at opbevare noget i denne ikke-dimension, så  Asanga's  brug af begrebet 'alaya' som et lager er   figurativt,  hvilket jeg straks vil forklare.
                 

                  I dimensionen af 'ikke-tid' kan man ikke sige, at det 'ubestemte potentiale' opholder sig eller eksisterer, for det skulle vi i så fald bruge noget tid på, men der er ikke tid til noget. Tiden findes ikke her, og intet er i bevægelse, så det 'ubestemte potentiale' er også 'ikke-eksisterende' i nulpunktet.  Det er jo fuldstændig paradoksalt, indtil vi forstår nulpunktets 'ikke-tid' som en dør mellem alle mulige forskellige tidspunkter. Så det  'ubestemte potentiale' findes sådan set kun  for en observatør.  I den såkaldte virkelighed  passerer potentialet direkte  fra sin impuls ved et hop over 'ikke-tid' til det næste tidspunkt  for de 'rette  årsager og betingelser', hvor der så sker en 'begivenhed'. Hvad angår den enkelte dharma, sker der en umiddelbar udligning af potentialets energi, selvom der går tusinde år fra årsag til virkning for den nysgerrige iagttager.
                 

                 Forholdet mellem tid og ikke-tid forekommer mig meget sammensat og uberegneligt. På grund af energien i avidya  (uvidenhed)  bliver 'potentiale' til 'begivenhed', men på grund af  'ikke-tid'  ved vi aldrig, hvornår det sker. Potentialet er 'ubestemt', så længe det ikke møder 'de rette årsager og betingelser', som matcher potentialet.
                 

                 Sindet synes at foretage et hop fra det ene øjeblik til det næste, uden at være tilstede i nulpunktet. Sindet tænder og slukker simpelthen, og skifter ligesom  'fase'  fra  'potentiale' til 'eksistens' og tilbage igen. Når sindet har slukket ved ophøret at det bevidste øjeblik, tænder det igen ved sansning (skt.:  sparsa  - på Asanga og Vasubandhu's tid for 1600 år siden, havde man ikke dette begreb om 'tænd og sluk', så udtrykket findes ikke på sanskrit. I  stedet omtales ‘forstyrrelse’ af ‘indriyas’ ved ‘sparsa’, hvilket forudsætter forudgående ‘ikke-forstyrrelse’, som er vores nulpunkt). Så sansning er også meget mystisk, fordi sparsa kan ‘tænde’ for sindet.  Mystikken forårsages af:  avidya, uvidenhed.
                Click here to get to the top


                 

                Buddha statue  fra Sarnath: Buddha underviser.

                Alaya er således alligevel ikke helt synonymt med  dharmadhatu, for på en måde går alaya til grunde ved hvert eneste øjebliks ophør, sammen med alayavidjñana og alt andet i forbindelse med – og inklusive  – de 5 skandha’er, fordi sindets rummelighed kun kan siges at eksistere, når der rummes oplevelser. Det gør rummeligheden jo kun i  det bevidste øjeblik.  Pointen er,  at vi ikke ved,  på hvilken måde alaya  måtte kunne eksistere  mellem øjeblikke  - i ‘ikke-øjeblikket’. I mellemrummet måtte alaya være mindst lige så meget ‘ikke-rummelighed’ som rummelighed, fordi intet rummes.  Overfor spørgsmålet:  hvad er rummelighed uden den rummer noget? - må naturligvis ethvert begreb give op, fordi rummeligheden defineres ved sit indhold.
                 

                  Dharmadhatu er således den bedste beskrivelse, fordi det er dimensionernes dimension  - for at kunne være det, må dharmadhatu også omfatte og indbefatte ikke-dimension og  ikke-tid.   Begrebet dharmadhatu udtrykker oplevelsens helhed uden ’entydighed’.  Det er hverken singularitet eller absolut rummelighed. Hvis sådant findes, er det i dharmadhatu sammen med sin modsætning: ikke-singularitet og ikke-rummelighed.
                 

                    Asanga bruger udtrykket 'alaya' synonymt med dharmadhatu, fordi det for  Cittamatra filosofien  er indlysende, at rummelighed og ikke-rummelighed blot er to sider af det samme (skt.: sarma - læs om det i artiklen: Om opfattelsen 5, Dharmadhatu). Asanga skelner mellem en 'oplevet dharma' (skt.: yavad-bhavikata , dharm’ens eksistensform som en ‘begivenhed’) og dharma'ens 'element-hed'  (skt.: yathavad-bhavikata)  – dharma'ens potentiale, og påviser den samlede forståelse  af virkeligheden som bestående af begge to, betingede af årsager og omstændigheder samt sunyatamåden hvorpå dharma'erne vekselvis kan eksistere og ikke-være-til. Det kan de, fordi de  ikke har nogen essens,  men opstår, viser sig og forsvinder i samspil ved sådanne   årsager og betingelser (den grundlæggende årsag er dels avidya, dels dharmadhatu. Den grundlæggende betingelse er bevidsthed , vidjñana).
                 

                 Dimensionen 'ikke-tid' er en vanskelig størrelse, men en yderst logisk 'dør', som avidya kan gå igennem og derved bevirke alting. På det relative plan er tiden afhængig af sin modsætning. Uden et nulpunkt som mellemrum kunne det næste øjeblik ikke finde sted. Der må være et ophør, før der kan begyndes forfra. Det er bestemt værd at bemærke. Tid defineres sådan set ved sin modsætning, ligesom bevægelse defineres ved  modsætningen stilstand. Hvis alting står helt stille, kan alting måske godt være i 'ikke-øjeblikket'? Det kræver dog en helt ny definition af  'alting', hvis alting også skal have lov til at betyde 'ingenting'. Det giver jo ingen mening. Derfor er begrebet  sunyata  den bedste beskrivelse, for alting og ingenting har sunyata som fællesnævner  (alt er tomt og tom for ‘tomhed’).
                 

                Click here to get to the top

                 Dette synspunkt om 'ikke-tid og ikke-dimensionalitet' er helt min egen fordanskede udlægning af emnet. Når jeg alligevel besværer dig med disse overvejelser, skyldes det, at de forekommer mig naturlige for et moderne menneske. Så vi bør forholde os til det. Vi vil jo helst have orden i tingene, så vi kommer naturligt til at tænke på, om sindet er i hjernen eller i en eksotisk dimension, eller begge steder samtidigt. I Vesten er den psykoanalytiske disciplin hæmmet af sin egen teori om 'ubevidsthed', som synes at forudsætte et bestemt sted for ubevidstheden, og som antyder en permanent eksistens, hvor det så ellers måtte tænkes at foregå. Teorien giver kun mening i forholdet mellem terapeut og patient. Psykoanalytikeren C. G. Jung mener, at 'det ubevidste' eksisterer på en 'transcendent måde' med en fast struktur ligesom  Vedanta  filosofien antager.
                 

                 Hjerneforskerne har deres egen ret materialistiske opfattelse af sind og  hjerne, uden dog at kunne forklare, hvad sindet er og hvorledes det interagerer med hjernen (elektriske impulser er altså ikke oplevelser, men blot energi, så hjerneforskerne må anstrenge sig noget mere med deres definitioner). På en måde må sindet jo være alle steder, ingen steder og måske et helt tredje sted eller i endnu flere dimensioner. Det kommer lidt an på, hvad man vil betegne som dimensioner.
                 

                 I denne artikel er dimensionalitet dharma'ernes (begivenhedernes) udfoldelse og position, det vil sige vi arbejder med oplevelsernes dimensioner. Du vil sikkert have bemærket, at 'objektiv' virkelighed ikke omtales, men kun oplevelsernes (emnet uddybes i artiklen: Om opfattelsen). Det skyldes naturligvis artiklens emne. Præsentationen her burde også tydeliggøre, at både objektivitet og modsætningen subjektivitet er yderst relative. Der kræves altid et subjekt for at kunne påvise noget 'objektivt'  (hertil kommer, at når ‘subjektet’ er en illusion [skt.:  ahamkara], er ‘objektet’ også illusorisk eller opfattet på en forvrænget måde, skt.: moha).

                Pradjnaparamita

                 Cittamatra filosofiens synspunkt er, at skandhas, bidjas og samskaras befinder sig i alaya på en potentiel og ubestemt måde. Alaya menes at kunne overleve nulpunktet, mens potentialerne hverken kan siges at eksistere eller ikke-eksistere  (fordi de kun konstateres ved deres virkninger som begivenheder). Så skønt Cittamatra beskæftiger sig med det ‘bevidste øjeblik’ og disse øjeblikkes formation i en fortløbende kæde eller serie  (santana), er begreberne tid og ikke-tid sådan set ikke  relevante for en yogi. Ved at anbringe alle potentialer i alaya, løser Asanga et vedvarende problem i anskuelsen for de tidligere   Hinayana skoler. Hvorvidt alaya eksisterer både i 'tiden' og uden tid, er et filosofisk og  teoretisk problem, og det er på ingen måde en praktisk nødvendighed at beskæftige sig med emnet.
                  Yogi'en arbejder med de bevidste øjeblikke, og har kun brug for at vide, at der er forskel på de enkelte øjeblikke, og at alting ophører  i den forskel.
                 

                 Madhyamaka filosofien anser 'ikke-tid' for en begrebsmæssig umulighed, ligesom tid heller ikke kan påvises. Argumentet er: hvis nutiden og fremtiden er afhængig af fortid,  vil nutid og fremtid befinde sig i fortiden, men den eksisterer jo ikke mere. Argumentet gentages ved at bytte om på de tre tiders afhængighed af hinanden. Tid kan hverken være absolut eller variabel. (Nagardjuna’s  værk: Mulamadhyamaka karika, anvender denne argumentations form om begrebs dannelsen ‘tid’; teksten findes oversat til dansk af Christian Lindtner i bogen  :  Nagarjunas Filosofiske værker, side: 107, Akademisk Forlag, 1982.)
                 

                 Så vi kan ikke lokalisere potentialerne for skandhas, samskaras og bidjas.  Potentialerne er ikke blot 'ubestemte' og ubevidste, men deres 'lokalitet' er også ubestemt. Alligevel viser potentialerne sig, når de bliver til 'begivenheder'.
                 

                 Det er også værd at bemærke, at bidjas som potentiale kun  deltager  i fremtidige situationer, hvor de møder de rette årsager og betingelser, men ikke afgør sådanne situationer. Det er dine holdninger, som er afgørende. Det er derfor muligt at stoppe-, udsætte- og til slut bringe karma og alle karmafrø til ophør  (skt.:  nirodha).
                 

                 

           Læs  også om:  santana,  strømmen af sind gennem tid –  og om:  citta, det ‘manifeste sind’ – samt i detaljer om:  vidjñana, bevidsthed. Bevidsthed er en afgørende  betingelse for oplevelse. Læs også om begrebet: ikke-tom, skanskrit:  asunya.

          Click here to get to the top                  

          Temaet uddybes i næste artikel:  Sunya - nulpunktet.
           

          Denne opsumering er et uddybende appendiks til:   Ordforklaringen.
          Læs mere om emnet i de 5 artikler: Om opfattelsen.
          Samt i artiklen:  Angst for Tomheden.

           

           

 

 

Mangler titel-bjælken foroven? Klik her

Se selv
intet selv
at se

Her går stregen og slutter siden ...
            © tilogaard   -   Tilogaard registrer ikke noget om din færden på netstedet. Ingen tracking - ingen cookies - ingenting.  Tilogaards sikring af dit privatliv er enkel: kun dine emails og breve
                                               bliver gemt.  Tilogaards internet udbyder - www.i123.dk - samler kun statistisk information om antallet af 'hits,' som Tilogaards netsted modtager.

                                               Søger du bestemte emner, kan du indtaste dine søge ord i din brawsers søgefelt,    efterfulgt af:  site:tilogaard.dk-   f. eks.: karma site:tilogaard.dk