


			Tilogaard Meditationskole


	sitemap

Om Buddha 1

Buddha Sakyamuni blev befriet og oplyst, men hvad skal det egentlig sige? Herunder finder du en klassisk tekst til at belyse Buddha-legenden. En mere vidtgående beskrivelse af Buddha Sakyamuni findes på næste side: Om Buddha 2. Baggrunds billedet på denne side viser Buddha Sakyamuni, malet af Lhadipa Lama og anbragt på himlen af Tendar Olaf Høyer.

Ashvaghoshas værk: Buddhacarita
(Buddha Sakyamunis 12 bedrifter)

Uddrag og oversættelse af afsnittet om hans oplysning.

Oplysningen

Vi er nået frem i fortællingen om Buddha Sakyamuni, til begivenheden, hvor han netop har overvundet tilknytningens djævel, hvis navn er Mara, efter at have proklameret et løfte om ikke at forlade sit sæde under bodhi-træet, før han når befrielsen.
Episoden med Mara er helt afgørende. Først erkender Den Hellige Mand fra Sakya (= Sakyamuni) nødvendigheden af at opgive identifikation og tilknytning til alle slags oplevelser. Derefter opgiver han identifikation og tilknytning (han besejrer Mara). Derpå udfolder befrielsen og oplysningen sig. Så længe han endnu ikke har opnået Nirvana, kaldes han i den klassiske litteratur for en Bodhisatva. Det betyder i sin rod betydning ‘en som søger oplysningen.’

Ved at opgive identifikation og tilknytning til alle oplevelser får vores Bodhisatva åbenbart en vision af en djævel, som
personificerer disse tendenser i sindet. Denne vision af djævlen Mara er unik. Vi møder ellers ikke denne djævel i Sutra’erne som vision, men blot som begreb. Ved at overvinde sine tendenser til identifikation og tilknytning bliver Bodhisatva’en frigjort, men herefter sker der en hel masse.
Vi befinder os i Bodhgaya, som dengang var et sted i skoven, kaldet Uruvela, hvor der i en lysning groede et stort, såkaldt bodhi-træ (Pipal-træet, ficus religiosa, som har blade meget lig vores egen poppel-pil). Herunder sad nu Buddha Sakyamuni, som endnu ikke var blevet til en rigtig Buddha. Endnu kaldes han for Bodhisatva'en, et menneske som er helt og holdent fokuseret på at nå Oplysningen, koste hvad det vil og uanset hvad, det måtte medføre.

Buddha Sakyamuni, maleri af den 10. Karmapa Tjøying Dordje.

Han sidder på et sæde af kusha-græs i perfekt vadjra-stilling, hans ben krydsede så det højre låser ovenpå det venstre, hver fod hvilende ovenpå sit modsatte lår. Hans ryg er fuldstændig lige, og hans hage trukket lidt ind mod adamsæblet. Hans øjne kigger nedad, som følger de en lysstråle fra sig selv i linje med næseryggen ned mod den uskarpe jord. Hans opmærksomhed er ikke bundet i øjnene eller krops-stillingen. Den er i dyb koncentration, fokuseret på at opgive al tilknytning og identifikation. Det er det magiske øjeblik, hvor Bodhisatva'en bliver helt frigjort, og hans befrielse går op for ham, og han indser klart følgerne af sin indsigt. Han havde opnået de ganske særlige evner, skt.: abhidjña, som kendetegner en oplyst. Det sker i en fortløbende proces, som beskrives i den følgende fortælling.
Men bemærk og husk det nu; først opgiver han al slags tilknytning og identifikation, mens han befinder sig i en dyb yogisk eller meditativ trance (sanskrit: samadhi).

Bodhi træet, ficus religiosa, i Bodhgaya. Foto: Lama Tendar Olaf Høyer.

Bodhitræet i Bodhgaya, hvorunder Buddha Sakyamuni sad, da han nåede oplysningen for 2600 år siden. I baggrunden Mahabodhi-templets væg, mens der foran er et elefanthegn i sandsten. Bodhitræet er behængt med bedeflag, bannere og et Karmapa-visdomsflag. Vore dages træ er det samme, som Buddha Sakyamuni sad under. Det er ganske vist væltet mange gange, sidst i 1876 under Alexander Cunninghams restauration af Mahabodhi-templet, men hver gang har de gamle rødder skudt nye skud, og træet har atter groet sig stort. Foto af Lama Tendar Olaf Høyer.

Dharma hjulet er Tilogaards logo.

Ashvaghosha fortæller:

Nu kom Månen frem og oplyste himlen som en jomfrus blide smil, mens en regn af sødt duftende og dugfriske blomster faldt mod Jorden fra oven.

Da Bodhisatva'en (Buddha Sakyamuni) nu havde overvundet
Maras voldsomhed med sin fasthed og ro, og da han besad stor færdighed i meditativ trance, hengav han sig til trancen fast besluttet om, både at gennemskue altings endegyldige virkelighed og livets egentlige mål. Han opnåede nu fuldstændigt mesterskab over alle grader og typer af meditativ trance (sanskrit: samadhi).

1. session: I denne nats første session (en session, ofte oversat med ordet: vagt, angiver traditionelt en 3 timers periode) genvinder han erindringen om sine tidligere livs hele rækkefølge. Dengang var jeg sådan og sådan, mit navn var således, og derfra kom jeg hertil - således huskede han tusinder af inkarnationer, som om han levede dem en gang til. Da han havde erindret sine tidligere tusinder af liv og død, vendte Den Hellige Mand sit medfølende sind fuld af indlevelse mod de andre levende væsner, og han tænkte: atter og igen må de forlade deres kære og drage andet steds hen, og der er ingen ende på det. Denne verden er ganske ubeskyttet og hjælpeløs, og som et hjul drejer den bare rundt og rundt.
Som han vedblev at overveje fortiden således, blev han overbevist om, at denne sammensatte verden (sanskrit: samsara) er lige så kerne-løs som banan-palmens stamme (den er kun overflade - den er tom indeni).

2. session: Modig uden sammenligning opnåede han i nattens anden session det højeste visdoms-øje, for han var selv den bedste af alle, som har syn. Derpå med sit fuldkomment rene guddommelige øje overskuede han hele verden, som forekom ham at blive reflekteret som i et pletfrit spejl. Han så, at alle de sansende væsners død og genfødsel var afhængig af, hvorvidt deres handlinger var af lavere eller højere værdi. Således voksede hans medfølelse yderligere. Det blev klart for ham, at der ikke findes nogen sikkerhed i denne flod af samsarisk (d.v.s. sammensat, samsara) eksistens, og at døden altid truer. Belejret fra alle sider kan ingen finde fred noget sted. På denne måde overskuede han de 5 verdener, hvor genfødsel kan forekomme, med sit guddommelige øje, og han fandt ingen essens i denne tilblivelsens verden, ligesom der ikke er kernetræ i banan-palmens stamme, når den skrælles lag for lag. (Palmen er hul i kernen. Normalt omtales 6 verdener. Ashvagosha sammenlægger sandsynligvis gude- og halvgude-verdenerne. Se nærmere under: Triloka.)

3. session: Derpå, da nattens tredje session var kommet, rettede ‘Den Ypperste Mester I Meditativ Trance’ sin meditation mod denne verdens virkelige og egentlige natur: Desværre, (tænkte han) forgæves slider de sansende væsner sig op. Atter og igen bliver de født, ældes, dør de og drages videre til et nyt liv og genfødes. Desuden sløres deres udsyn af grådighed og formørket indbildning (sanskrit: moha), og det er, som var de blinde fra fødslen af. Skønt ængstelige, finder de ingen udvej af denne store samling af lidelse.
Han opdagede derpå årsagskædens 12 led (princippet om tilblivelse ved 12 samtidigt opståede og gensidigt afhængige led) og indså, at begyndende med uvidenhed, sanskrit: avidya, leder kæden til alderdom og død, og at begyndende med uvidenhedens ophør fører kæden til ophøret af fødsel, alderdom, død og alle slags lidelse.

Da dette storslåede visionære menneske havde fattet, at hvor der ikke er nogen som helst uvidenhed, (avidya) vil der heller ikke være karma-formende faktorer, da havde han opnået rigtig erfaring om alt, hvad der er at vide, og han fremstod i verden som en Buddha.
Han gennemgik de 8 stadier i trance-indsigt (de 4 dhyanas og 4 erkendelser) og nåede hurtigt højdepunktet. Fra verdens top og nedefter kunne han ikke opdage noget Selv noget steds. Han blev helt rolig ligesom ilden, når brændslet er brændt ud.
Han var nået til fuldkommenhed, og han tænkte ved sig selv: dette er den ægte vej, hvorpå så mange andre visionære mennesker, som også kendte til alt fra oven til for neden, tidligere var rejst til den endelige og virkelige sandhed. Nu har også jeg opnået den.

4. session: I nattens fjerde session brød daggryet frem og alle spøgelser i bevægelse og alle spøgelser, som ikke bevæger sig, gik til ro. Da indtog ‘Det Store Visionære Menneske’ den stilling, som opretholder sig selv, og ‘Alles Vejleder’ opnåede den alvidende tilstand. (Stillingen, som opretholder sig selv, er betegnelsen på en yoga-krops-stilling.) Da han gennem sin Buddha-tilstand erkendte denne sandhed, svajede Jorden som en kvinde fordrukken i vin, og himlen lyste op med alle siddha'erne (en siddha er en mester i samadhi), som ankom i flokke fra alle retninger, og de mægtige torden-trommer dundrede gennem luften. Behagelige briser blæste blidt, mens finregn faldt fra skyfri himmel, blomster og frugter dalede fra træer helt uden for årstiden - i en bestræbelse, kunne man tro, på at vise ham ære. Mandarava-blomster og lotus, og også vand-liljer fremvokset med guld og beryl, faldt fra himlen til jorden nær Den Hellige Mand Fra Sakya, så det lignede et sted fra gudernes verden.
I det øjeblik var der ingen nogen steder, som var vrede, syge eller kede af det. Ingen gjorde nogen noget ondt. Ingen var stolte. Hele verden blev ganske rolig, som var den nået til fuldstændig fuldkommenhed.

Blandt de guder, som længes efter befrielse, spredte glæden sig, og videre spredte den sig i de lavere verdener hos de væsner, som lever der. Overalt blev de gode styrket, Dharma'ens (Dharma betyder her simpelthen religiøsitet og sandhed) indflydelse blev øget, og verden blev rejst op fra lidenskabeligt skidt og uvidenhedens mørke. Fyldt med glæde og undren over den hellige mands bedrift, rejste de visionære Iksvaku’er (et mytisk konge dynasti fra Indiens Oldtid, hvis mest berømte konge var Rama, kendt fra sagaen Ramayana) sig i deres himmelske boliger og viste ham hæder - disse hellige, som havde været menneskenes beskyttere, kongers profeter og store visionære. De store visionære blandt flokkene af usynlige væsner kunne høres udråbe hans ry vidt og bredt. Alle levende væsner blev fyldt med glæde og følte, at alt gik godt. Kun (djævlen) Mara følte dybt ubehag, som var han pludselig faldet i et dybt hul.

Bagefter

I syv dage forblev han sådan, uden at hans krop gav ham vanskeligheder, hans øjne lukkede sig aldrig (= han faldt ikke i søvn), og han kiggede dybt i sit eget sind. Han tænkte: Her har jeg fundet frihed.
Han vidste, at hans hjertes længsler endelig var opfyldt. Da han nu havde fattet loven om årsag og virkning (karma) og endeligt havde overbevist sig selv om manglen på et ‘Selv,’ sanskrit: anatman, i alt, som er til, vendte han sig fra sin dybe trance, og i stor medfølelse betragtede han verden med sit Buddha-øje med hensigt på at bringe den fred. Imidlertid så han på den ene side en verden fortabt i fornedrende udsyn og forvirrede anstrengelser, tykt bedækket med lidenskabelig forurening, og på den anden side så han den befriende Dharmas overordentlige forfinelse, derfor hældede han mod ikke at foretage sig noget. Han opvejede så betydningen af sin forpligtelse til at oplyse alle levende væsner, som han havde påtaget sig i fortiden, og blev igen mere sindet til ideen om at vise vejen til fred. Dette spørgsmål overvejede han i sit sind og tog også i betragtning, at mens nogle folk har meget lidenskab, har andre blot lidt.

(Her følger så en passage, hvor guderne og de 4 retningers konger skiftevis kommer til stede og indtrængende beder Buddha Sakyamuni om at udpege Dharma’en for hele verden. Han overvejer da, hvem som måtte være i stand til at forstå meningen med Dharma og plukke frugten af indsigt. Blandt de levende tænkte han først på sine gamle asket-kamerater. Fortællingen fortsætter:)

Hans sind vendte sig da mod de fem tigger-munke. Med henblik på at vise dem vejen til fred drog han afsted, netop som den opstigende sol overvandt nattens mørke, til den velsignede by Kashi, (Varanasi eller Benares) som Bhimaratha (en af Kashi’s berømte konger, muligvis byens grundlægger) gav sin kærlighed til, og som er smykket med Varanasi-floden og med mange glimrende skove, for dér at fjerne uvidenhedens mørke (fra sine tidligere kammeraters sind). Men før han udførte sit ønske om at drage til Kashi-regionen kiggede den hellige mand med taknemmelige øjne, der var (kønne og faste) som en tyrs, på bodhi-træets rod og med holdning og gang som en ung frisk elefant vendte han sig om og gik bort derfra.

(Oversat fra Edward Conzes uddrag i bogen: Buddhist Scriptures, Penguin Classics, 1959, kapitel 2: The Legend of Buddha Sakyamuni. Jeg har sammenholdt Edward Conzes tekst med E. H. Johnstons oversættelse fra 1936 og nogle gange valgt at følge hans udlægning. Der findes også en oversættelse af E. B. Cowell fra 1894, Sacred Books of the East, vol. 49.)

Læs videre på næste side: Om Buddha 2

Mangler titel-bjælken foroven? Klik her

Buddha Sakyamuni statue fra Rumtek Kloster. Karmapas private samling.

Buddha statue fra Rumtek klosteret i Sikkim. Den er ca. 1300 år gammel, og er en gave fra Nepals konge til den 10. Shamarpa i slutningen af syttenhundredetallet. Foto: Nik Douglas ©, trykt i bogen: Karmapa: the Black Hat Lama of Tibet, Luzac & Co, London 1976.

De 12 bedrifter er:

1) Bodhisatva'en (Buddha Sakyamuni kaldes for en bodhisatva før sin oplysning) tager ophold i Tushita himlen (et slags paradis) efter i utallige inkarnationer at have bestræbt sig på at nå Oplysningen.

2) Bodhisatva'en beslutter sig her for at lade sig inkarnere igen for at befri verden for forkert lære om befrielsen.

3) Bodhisatva'en inkarnerer i dronningen Mahamaya’s skød, mens hun drømmer om en stor hvid elefant, som trænger ind i hende uden dog at skræmme hende eller volde hende besvær eller smerte.

4) Bodhisatva'en fødes fra siden af sin mor. Fødslen sker ikke gennem kvindens almindelige føde-kanal. Mytologisk vil det sige, at der ikke er noget snavset ved fødslen, som i øvrigt er smertefri, uden komplikationer eller andet besvær for hans mor, ligesom hendes graviditet var helt uden problemer. Fødslen finder sted i Lumbhini i vore dages sydlige Nepal. Så snart Bodhisatva'en er født, tager han 7 faste skridt og proklamerer højlydt: Jeg er den bedste i verden. Dette er mit sidste liv. Jeg vil ikke inkarnere igen.

5) Bodhisatva'en opnår derpå mesterskab i al almindelig lærdom og sportsgrene og bliver gift med den smukke prinsesse Yusodhara og får en søn Rahula.

6) Bodhisatva'en lever et liv i luksus og sansenydelser i sine slotte og lysthaver indtil han væmmes ved sådan livsførelse. Det sker da han for første gang oplever sygdom, alderdom, død og en hellig mand, som lever i askese udenfor det almindelig samfund.

7) Bodhisatva'en forlader derfor sit slot og sin familie om natten uden deres vidende, forærer sit prinsetøj til sin trofaste tjener Chandaka, ifører sig pjalter af klude, som andre har smidt væk, og vandrer bort som asket. Han søger instruktion hos to forskellige meditations-mestre, først hos Arada Kalama i Vaisali så Rudraka i Rajagriha (begge byer ligger i vore dages Bihar). Han mestrer hurtigt alt, som de kan lære ham og forlader dem, da han ikke opnår det ønskede resultat: den ubetingede lykke.

8) Bodhisatva'en udøver derpå streng afholdenhed og faste i 6 lange år, indtil han er ved at dø af det. En bonde-pige, Sudjata tilbyder ham da et måltid, som straks styrker ham, og han indser det nytteløse i både luksus og afholdenhed.

9) Bodhisatva'en begiver sig da til Bodhi-træet i Bodhgaya og sætter sig under det. Han indstiller sig på at blive siddende dér, indtil befrielsen indtræffer og vinder så over tilknytningens djævel, Mara. Derpå opnår han den fulde oplysning, (sanskrit: samyak-sambodhi) også kendt som nirvana.

10) Buddha Sakyamuni drager til dyreparken Rishipatana ved Sarnath nær Varanasi og starter sin virksomhed som Buddha. Den varer i 45 år.

11) Buddha Sakyamuni besøger sin mor i Tushita himlen, fordi hun døde, før han blev oplyst.

12) Buddha Sakyamunis død, kaldet det endelige nirvana, pari-nirvana i Kushinagar.

Buddha Sakyamuni, statue fra Vesttibet. Fra bogen: The Sacred Art of Tibet.

Buddha Sakyamuni’s oplysning. Statue fra bogen: The Sacred Art of Tibet.

Shamar Rinpoche mediterer udenfor Mahabodhitemplet i Bodhgaya i 1991. Han sidder med ryggen til Templet. Til højre er på en forhøjning Vadjrasana, stenen under den fremhævede Buddha statue, hvorpå der er anbragt ofringer. Denne sten kaldet Vadjrasana, Vadjra sædet, var anbragt i det oprindelige Tempel i Bodhgaya på stedet for Buddha Sakyamuni’s Nirvana. I dag er den anbragt udenfor Mahabodhitemplet mellem selve templet og bodhitræet, som befinder sig til højre udenfor billedet. Det blå lys, der går som en bue fra det lille bords højre ben til billedets venstre side, skyldes en lys refleksion fra noget på bordet. Det skaber så en forvrængning i fotografiapparatets optik - mere mystisk er det ikke.

Om Ashvaghosha’s Buddhacarita

Ashvagoshas værk er en blomstrende gendigtning af Buddha Sakyamuni’s liv. Bogen er skrevet i en stil, som de fleste nok vil synes er noget fantasifuld, romantisk og opstyltet. Desuden er den mytologisk ganske omfattende. Alle Indiens guder og djævle involveres i fortællingen, sagnfigurer udfolder sig med magiske kræfter, så selv moderne fantasy genrer ikke kan være med.
Man må forestille sig, at fortællingen ikke er beregnet til hyggelæsning hjemme i sofaen, men at fortælleren på dramatisk vis fremfører sin beretning i tropenatten med fagter og snart lav, snart høj stemmeføring, mens olielampernes lys flakker og laver bedrageriske skygger og belysninger omkring et henført lyttende publikum. Vi befinder os i Indiens Oldtid. Værket er skrevet med henblik på at blive lært udenad og fremført, som var den blotte fortælling et teaterstykke.

Værket er snart 2000 år gammelt. Det beskriver Buddha Sakyamunis 12 bedrifter, som er de vigtigste begivenheder i hans liv. Beretningerne er en sammenfatning fra flere kanoniske kilder og anses for at være det første forsøg på en egentlig biografi af Buddha Sakyamuni. I Sutra'erne var en biografi ikke vigtig. Fremlæggelse og forklaring af Buddha Dharma'en (Buddhismen), samt omstændighederne omkring fremlæggelsen af Dharma'en karakteriserer de kanoniske (altså, almindeligt anerkendte) tekster eller bøger, som kaldes Sutra’er (Ord eller Tale, altså Buddhas ord).

Der eksisterer flere oversættelser af værket til engelsk, men ingen på dansk. Edward Conzes kondenserede tekst er meget gennemarbejdet med referencer til både de kendte sanskrit fragmenter, samt kinesiske og tibetanske oversættelser. De lærde diskuterer stadig, hvilken buddhistisk skole Ashvagosha selv egentlig tilhørte. Det afslører værket ikke. Det kan således ikke placeres som hverken Hinayana eller Mahayana. Charles S. Prebish skrev i sin bog Historical Dictionary of Buddhism, at Ashvaghosha deltog i kong Kanishka’s Dharma koncil i det første århundrede EVT. Det tyder unægtelig på, at Ashvaghosha var Sarvastivada tilhænger. Imidlertid ville det på den tid ikke forhindre ham i også at dyrke Mahayana.

Det her oversatte uddrag af teksten er beskrivelsen af Buddha Sakyamuni’s oplysning, som jeg finder relevant på Tilogaards net-sted til beskrivelse af selve essensen af Buddha begrebet.

            © tilogaard   -   Tilogaard registrer ikke noget om din færden på netstedet. Ingen tracking - ingen cookies - ingenting. Tilogaards sikring af dit privatliv er enkel: kun dine emails og breve
                                               bliver gemt. Tilogaards internet udbyder - www.i123.dk - samler kun statistisk information om antallet af 'hits,' som Tilogaards netsted modtager.
                                               Søger du bestemte emner, kan du indtaste dine søge ord i din brawsers søgefelt,    efterfulgt af: site:tilogaard.dk-   f. eks.: karma site:tilogaard.dk