|
Buddha Sakyamuni, maleri af den 10. Karmapa Tjøying Dordje. Han sidder på et sæde af kusha-græs i perfekt vadjra-stilling, hans ben krydsede så det højre låser ovenpå det venstre, hver fod hvilende ovenpå sit modsatte lår. Hans ryg er fuldstændig lige, og hans hage trukket lidt ind mod adamsæblet. Hans øjne kigger nedad, som følger de en lysstråle fra sig selv i linje med næseryggen ned mod den uskarpe jord. Hans opmærksomhed er ikke bundet i øjnene eller krops-stillingen. Den er i dyb koncentration, fokuseret på at opgive al tilknytning og identifikation. Det er det magiske øjeblik, hvor Bodhisatva'en bliver helt frigjort, og hans befrielse går op for ham, og han indser klart følgerne af sin indsigt. Han havde opnået de ganske særlige evner, skt.: abhidjña, som kendetegner en oplyst. Det sker i en fortløbende proces, som beskrives i den følgende fortælling.
Bodhitræet i Bodhgaya, hvorunder Buddha Sakyamuni sad, da han nåede oplysningen for 2600 år siden. I baggrunden Mahabodhi-templets væg, mens der foran er et elefanthegn i sandsten. Bodhitræet er behængt med bedeflag, bannere og et Karmapa-visdomsflag. Vore dages træ er det samme, som Buddha Sakyamuni sad under. Det er ganske vist væltet mange gange, sidst i 1876 under Alexander Cunninghams restauration af Mahabodhi-templet, men hver gang har de gamle rødder skudt nye skud, og træet har atter groet sig stort. Foto af Lama Tendar Olaf Høyer.
Ashvaghosha fortæller:Nu kom MÃ¥nen frem og oplyste himlen som en jomfrus blide smil, mens en regn af sødt duftende og dugfriske blomster faldt mod Jorden fra oven. Da Bodhisatva'en (Buddha Sakyamuni) nu havde overvundet 1. session: I denne nats første session (en session, ofte oversat med ordet: vagt, angiver traditionelt en 3 timers periode) genvinder han erindringen om sine tidligere livs hele rækkefølge. Dengang var jeg sÃ¥dan og sÃ¥dan, mit navn var sÃ¥ledes, og derfra kom jeg hertil - sÃ¥ledes huskede han tusinder af inkarnationer, som om han levede dem en gang til. Da han havde erindret sine tidligere tusinder af liv og død, vendte Den Hellige Mand sit medfølende sind fuld af indlevelse mod de andre levende væsner, og han tænkte: atter og igen mÃ¥ de forlade deres kære og drage andet steds hen, og der er ingen ende pÃ¥ det. Denne verden er ganske ubeskyttet og hjælpeløs, og som et hjul drejer den bare rundt og rundt. 2. session: Modig uden sammenligning opnÃ¥ede han i nattens anden session det højeste visdoms-øje, for han var selv den bedste af alle, som har syn. DerpÃ¥ med sit fuldkomment rene guddommelige øje overskuede han hele verden, som forekom ham at blive reflekteret som i et pletfrit spejl. Han sÃ¥, at alle de sansende væsners død og genfødsel var afhængig af, hvorvidt deres handlinger var af lavere eller højere værdi. SÃ¥ledes voksede hans medfølelse yderligere. Det blev klart for ham, at der ikke findes nogen sikkerhed i denne flod af samsarisk (d.v.s. sammensat, samsara) eksistens, og at døden altid truer. Belejret fra alle sider kan ingen finde fred noget sted. PÃ¥ denne mÃ¥de overskuede han de 5 verdener, hvor genfødsel kan forekomme, med sit guddommelige øje, og han fandt ingen essens i denne tilblivelsens verden, ligesom der ikke er kernetræ i banan-palmens stamme, nÃ¥r den skrælles lag for lag. (Palmen er hul i kernen. Normalt omtales 6 verdener. Ashvagosha sammenlægger sandsynligvis gude- og halvgude-verdenerne. Se nærmere under: Triloka.) 3. session: DerpÃ¥, da nattens tredje session var kommet, rettede ‘Den Ypperste Mester I Meditativ Trance’ sin meditation mod denne verdens virkelige og egentlige natur: Desværre, (tænkte han) forgæves slider de sansende væsner sig op. Atter og igen bliver de født, ældes, dør de og drages videre til et nyt liv og genfødes. Desuden sløres deres udsyn af grÃ¥dighed og formørket indbildning (sanskrit: moha), og det er, som var de blinde fra fødslen af. Skønt ængstelige, finder de ingen udvej af denne store samling af lidelse. Da dette storslÃ¥ede visionære menneske havde fattet, at hvor der ikke er nogen som helst uvidenhed, (avidya) vil der heller ikke være karma-formende faktorer, da havde han opnÃ¥et rigtig erfaring om alt, hvad der er at vide, og han fremstod i verden som en Buddha. 4. session: I nattens fjerde session brød daggryet frem og alle spøgelser i bevægelse og alle spøgelser, som ikke bevæger sig, gik til ro. Da indtog ‘Det Store Visionære Menneske’ den stilling, som opretholder sig selv, og ‘Alles Vejleder’ opnÃ¥ede den alvidende tilstand. (Stillingen, som opretholder sig selv, er betegnelsen pÃ¥ en yoga-krops-stilling.) Da han gennem sin Buddha-tilstand erkendte denne sandhed, svajede Jorden som en kvinde fordrukken i vin, og himlen lyste op med alle siddha'erne (en siddha er en mester i samadhi), som ankom i flokke fra alle retninger, og de mægtige torden-trommer dundrede gennem luften. Behagelige briser blæste blidt, mens finregn faldt fra skyfri himmel, blomster og frugter dalede fra træer helt uden for Ã¥rstiden - i en bestræbelse, kunne man tro, pÃ¥ at vise ham ære. Mandarava-blomster og lotus, og ogsÃ¥ vand-liljer fremvokset med guld og beryl, faldt fra himlen til jorden nær Den Hellige Mand Fra Sakya, sÃ¥ det lignede et sted fra gudernes verden. Blandt de guder, som længes efter befrielse, spredte glæden sig, og videre spredte den sig i de lavere verdener hos de væsner, som lever der. Overalt blev de gode styrket, Dharma'ens (Dharma betyder her simpelthen religiøsitet og sandhed) indflydelse blev øget, og verden blev rejst op fra lidenskabeligt skidt og uvidenhedens mørke. Fyldt med glæde og undren over den hellige mands bedrift, rejste de visionære Iksvaku’er (et mytisk konge dynasti fra Indiens Oldtid, hvis mest berømte konge var Rama, kendt fra sagaen Ramayana) sig i deres himmelske boliger og viste ham hæder - disse hellige, som havde været menneskenes beskyttere, kongers profeter og store visionære. De store visionære blandt flokkene af usynlige væsner kunne høres udrÃ¥be hans ry vidt og bredt. Alle levende væsner blev fyldt med glæde og følte, at alt gik godt. Kun (djævlen) Mara følte dybt ubehag, som var han pludselig faldet i et dybt hul. Bagefter I syv dage forblev han sÃ¥dan, uden at hans krop gav ham vanskeligheder, hans øjne lukkede sig aldrig (= han faldt ikke i søvn), og han kiggede dybt i sit eget sind. Han tænkte: Her har jeg fundet frihed. (Her følger sÃ¥ en passage, hvor guderne og de 4 retningers konger skiftevis kommer til stede og indtrængende beder Buddha Sakyamuni om at udpege Dharma’en for hele verden. Han overvejer da, hvem som mÃ¥tte være i stand til at forstÃ¥ meningen med Dharma og plukke frugten af indsigt. Blandt de levende tænkte han først pÃ¥ sine gamle asket-kamerater. Fortællingen fortsætter:) Hans sind vendte sig da mod de fem tigger-munke. Med henblik pÃ¥ at vise dem vejen til fred drog han afsted, netop som den opstigende sol overvandt nattens mørke, til den velsignede by Kashi, (Varanasi eller Benares) som Bhimaratha (en af Kashi’s berømte konger, muligvis byens grundlægger) gav sin kærlighed til, og som er smykket med Varanasi-floden og med mange glimrende skove, for dér at fjerne uvidenhedens mørke (fra sine tidligere kammeraters sind). Men før han udførte sit ønske om at drage til Kashi-regionen kiggede den hellige mand med taknemmelige øjne, der var (kønne og faste) som en tyrs, pÃ¥ bodhi-træets rod og med holdning og gang som en ung frisk elefant vendte han sig om og gik bort derfra. (Oversat fra Edward Conzes uddrag i bogen: Buddhist Scriptures, Penguin Classics, 1959, kapitel 2: The Legend of Buddha Sakyamuni. Jeg har sammenholdt Edward Conzes tekst med E. H. Johnstons oversættelse fra 1936 og nogle gange valgt at følge hans udlægning. Læs videre pÃ¥ næste side: Om Buddha 2
|
|
|