|
Om Buddha 1
Buddha Sakyamuni blev befriet og oplyst, men hvad skal det egentlig sige?
Herunder finder du uddrag fra en klassisk tekst til at belyse Buddha-legenden. En mere vidtgående beskrivelse af Buddha Sakyamuni findes på næste side: Om Buddha 2. Baggrunds billedet på denne side viser Buddha Sakyamuni malet af Lhadipa Lama.
Uddrag og oversættelse af Ashvaghoshas værk: Buddhacarita (Buddha Sakyamunis 12 bedrifter) - afsnittet om hans oplysning med en introduktion.
Oplysningen
Vi er nået frem i fortællingen om Buddha Sakyamuni, til begivenheden, hvor han netop har overvundet tilknytningens djævel, hvis navn er Mara, efter at have proklameret et løfte om ikke at forlade sit sæde under bodhi-træet, før han når befrielsen.
Episoden med Mara er helt afgørende. Først erkender Den Hellige Mand fra Sakya (= Sakyamuni) nødvendigheden af at opgive identifikation og tilknytning til alle slags oplevelser. Derefter opgiver han enhver identifikation og tilknytning (han besejrer Mara). Han var aldrig nÃ¥et hertil, hvis han ikke havde formÃ¥et at give helt slip pÃ¥ alting, sanskrit: naishkramya. DerpÃ¥, fri fra nogen dominans, udfolder befrielsen og oplysningen sig. SÃ¥ længe han endnu ikke har opnÃ¥et Nirvana, kaldes han i den klassiske litteratur for en Bodhisatva. Det betyder i sin rod betydning ‘en som søger oplysningen.’
Ved at opgive identifikation og tilknytning til alle oplevelser fÃ¥r vores Bodhisatva Ã¥benbart en vision af en djævel, som personificerer disse tendenser i sindet. Denne vision af djævlen Mara er unik. Vi møder ellers ikke denne djævel i Sutra’erne som vision, men blot som begreb. Ved at overvinde sine tendenser til identifikation og tilknytning bliver Bodhisatva’en frigjort fra deres dominans af hans bevidsthed, og sÃ¥ sker der en hel masse. Buddha Sakyamuni tager den lokale gudinde Sthavara i ed pÃ¥, at hun har bevidnet, at han har overvundet Mara. Hans hÃ¥nd rører jorden som symbol pÃ¥ Sthavara's ed.
Vi befinder os i Bodhgaya, som dengang var et sted i skoven, kaldet Uruvela, hvor der i en lysning groede et stort, såkaldt bodhi-træ (Pipal-træet, ficus religiosa, som har blade meget lig vores egen poppel-pil). Herunder sad nu Buddha Sakyamuni, som endnu ikke var blevet til en rigtig Buddha. Endnu kaldes han for Bodhisatva'en, et menneske som er helt og holdent fokuseret på at nå Oplysningen, koste hvad det vil og uanset hvad, det måtte medføre.
Buddha Sakyamuni, maleri af den 10. Karmapa Tjøying Dordje.
Han sidder på et sæde af kusha-græs i perfekt vadjra-stilling, hans ben krydsede så det højre låser ovenpå det venstre, hver fod hvilende ovenpå sit modsatte lår. Hans ryg er fuldstændig lige, og hans hage trukket lidt ind mod adamsæblet. Hans øjne kigger nedad, som følger de en lysstråle fra sig selv i linje med næseryggen ned mod den uskarpe jord. Hans opmærksomhed er ikke bundet i øjnene eller krops-stillingen. Den er i dyb koncentration, fokuseret på at opgive al tilknytning og identifikation. Det er det magiske øjeblik, hvor Bodhisatva'en bliver helt frigjort, og hans befrielse går op for ham, og han indser klart følgerne af sin indsigt. Han havde opnået de ganske særlige evner, skt.: abhidjña, som kendetegner en oplyst. Det sker i en fortløbende proces, som beskrives i den følgende fortælling.
Men bemærk og husk det nu; først opgiver han al slags tilknytning og identifikation, mens han befinder sig i en dyb yogisk eller meditativ trance (sanskrit: samadhi).
Billedet viser Bodhitræet i Bodhgaya, hvorunder Buddha Sakyamuni sad, da han nåede oplysningen for 2600 år siden. I baggrunden Mahabodhi-templets væg, mens der foran er et elefanthegn i sandsten. Bodhitræet er behængt med bedeflag, bannere og et Karmapa-visdomsflag. Vore dages træ er det samme, som Buddha Sakyamuni sad under. Det er ganske vist væltet mange gange, sidst i 1876 under Alexander Cunninghams restauration af Mahabodhi-templet, men hver gang har de gamle rødder skudt nye skud, og træet har atter groet sig stort. Foto af Lama Tendar Olaf Høyer.
Ashvaghosha fortæller:
Nu kom Månen frem og oplyste himlen som en jomfrus blide smil, mens en regn af sødt duftende og dugfriske blomster faldt mod Jorden fra oven.
Da Bodhisatva'en [Buddha Sakyamuni] nu havde overvundet Maras voldsomhed med sin fasthed og ro, og da han besad stor færdighed i meditativ trance, hengav han sig til trancen fast besluttet om, både at gennemskue altings endegyldige virkelighed og livets egentlige mål. Han opnåede nu fuldstændigt mesterskab over alle grader og typer af meditativ trance [sanskrit: samadhi].
1. session: I denne nats første session [en session, ofte oversat med ordet: vagt, angiver traditionelt en 3 timers periode] genvinder han erindringen om sine tidligere livs hele rækkefølge. Dengang var jeg sådan og sådan, mit navn var således, og derfra kom jeg hertil - således huskede han tusinder af inkarnationer, som om han levede dem en gang til. Da han havde erindret sine tidligere tusinder af liv og død, vendte Den Hellige Mand sit medfølende sind fuld af indlevelse mod de andre sansende væsner, og han tænkte: atter og igen må de forlade deres kære og drage andet steds hen, og der er ingen ende på det. Denne verden er ganske ubeskyttet og hjælpeløs, og som et hjul drejer den bare rundt og rundt.
Som han vedblev at overveje fortiden således, blev han overbevist om, at denne sammensatte verden [sanskrit: samsara] er lige så kerne-løs som banan-palmens stamme [den er kun overflade - den er tom indeni].
2. session: Modig uden sammenligning opnåede han i nattens anden session det højeste visdoms-øje, for han var selv den bedste af alle, som har syn. Derpå med sit fuldkomment rene guddommelige øje overskuede han hele verden, som forekom ham at blive reflekteret som i et pletfrit spejl. Han så, at alle de sansende væsners død og genfødsel var afhængig af, hvorvidt deres handlinger var af lavere eller højere værdi. Således voksede hans medfølelse yderligere. Det blev klart for ham, at der ikke findes nogen sikkerhed i denne flod af samsarisk [d.v.s. sammensat, samsara] eksistens, og at døden altid truer. Belejret fra alle sider kan ingen finde fred noget sted. På denne måde overskuede han de 5 verdener, hvor genfødsel kan forekomme, med sit guddommelige øje, og han fandt ingen essens i denne tilblivelsens verden, ligesom der ikke er kernetræ i banan-palmens stamme, når den skrælles lag for lag. [Palmen er hul i kernen. Bemærk, at normalt omtales 6 verdener. Ashvagosha sammenlægger sandsynligvis deva'ernes - og asura'ernes verdener, så der kun er 5. Se nærmere under: Triloka.]
3. session: DerpÃ¥, da nattens tredje session var kommet, rettede ‘Den Ypperste Mester I Meditativ Trance’ sin meditation mod denne verdens virkelige og egentlige natur: Desværre, [tænkte han] forgæves slider de sansende væsner sig op. Atter og igen bliver de født, ældes, dør de og drages videre til et nyt liv og genfødes. Desuden sløres deres udsyn af grÃ¥dighed og formørket indbildning [sanskrit: moha], og det er, som var de blinde fra fødslen af. Skønt ængstelige, finder de ingen udvej af denne store samling af lidelse.
Han opdagede derpå årsagskædens 12 led [princippet om tilblivelse ved 12 samtidigt opståede og gensidigt afhængige led] og indså, at begyndende med uvidenhed, sanskrit: avidya, leder kæden til alderdom og død, og at begyndende med uvidenhedens ophør fører kæden til ophøret af fødsel, alderdom, død og alle slags lidelse.
Da dette storslåede visionære menneske havde fattet, at hvor der ikke er nogen som helst uvidenhed, [avidya] vil der heller ikke være karma-formende faktorer, da havde han opnået rigtig erfaring om alt, hvad der er at vide, og han fremstod i verden som en Buddha.
Han gennemgik de 8 stadier i trance-indsigt [de 4 dhyanas og 4 erkendelser] og nåede hurtigt højdepunktet. Fra verdens top og nedefter kunne han ikke opdage noget Selv noget steds. Han blev helt rolig ligesom ilden, når brændslet er brændt ud.
Han var nået til fuldkommenhed, og han tænkte ved sig selv: dette er den ægte vej, hvorpå så mange andre visionære mennesker, som også kendte til alt fra oven til for neden, tidligere var rejst til den endelige og virkelige sandhed. Nu har også jeg opnået den.
4. session: I nattens fjerde session brød daggryet frem og alle spøgelser i bevægelse og alle spøgelser, som ikke bevæger sig, gik til ro. Da indtog ‘Det Store Visionære Menneske’ den stilling, som opretholder sig selv, og ‘Alles Vejleder’ opnÃ¥ede den alvidende tilstand. [Stillingen, som opretholder sig selv, er betegnelsen pÃ¥ en yoga-krops-stilling.] Da han gennem sin Buddha-tilstand erkendte denne sandhed, svajede Jorden som en kvinde fordrukken i vin, og himlen lyste op med alle siddha'erne [en siddha er en mester i samadhi], som ankom i flokke fra alle retninger, og de mægtige torden-trommer dundrede gennem luften. Behagelige briser blæste blidt, mens finregn faldt fra skyfri himmel, blomster og frugter dalede fra træer helt uden for Ã¥rstiden - i en bestræbelse, kunne man tro, pÃ¥ at vise ham ære. Mandarava-blomster og lotus, og ogsÃ¥ vand-liljer fremvokset med guld og beryl, faldt fra himlen til jorden nær Den Hellige Mand Fra Sakya, sÃ¥ det lignede et sted fra gudernes verden.
I det øjeblik var der ingen nogen steder, som var vrede, syge eller kede af det. Ingen gjorde nogen noget ondt. Ingen var stolte. Hele verden blev ganske rolig, som var den nået til fuldstændig fuldkommenhed.
Blandt de guder, som længes efter befrielse, spredte glæden sig, og videre spredte den sig i de lavere verdener hos de væsner, som lever der. Overalt blev de gode styrket, Dharma'ens [Dharma betyder her simpelthen religiøsitet og sandhed] indflydelse blev øget, og verden blev rejst op fra lidenskabeligt skidt og uvidenhedens mørke. Fyldt med glæde og undren over den hellige mands bedrift, rejste de visionære Iksvaku’er [et mytisk konge dynasti fra Indiens Oldtid, hvis mest berømte konge var Rama, kendt fra sagaen Ramayana] sig i deres himmelske boliger og viste ham hæder - disse hellige, som havde været menneskenes beskyttere, kongers profeter og store visionære. De store visionære blandt flokkene af usynlige væsner kunne høres udrÃ¥be hans ry vidt og bredt. Alle sansende væsner blev fyldt med glæde og følte, at alt gik godt. Kun [djævlen] Mara følte dybt ubehag, som var han pludselig faldet i et dybt hul.
Bagefter
I syv dage forblev han sådan, uden at hans krop gav ham vanskeligheder, hans øjne lukkede sig aldrig [= han faldt ikke i søvn], og han kiggede dybt i sit eget sind. Han tænkte: Her har jeg fundet frihed.
Han vidste, at hans hjertes længsler endelig var opfyldt. Da han nu havde fattet loven om Ã¥rsag og virkning [karma] og endeligt havde overbevist sig selv om manglen pÃ¥ et ‘Selv,’ sanskrit: anatman, i alt, som er til, vendte han sig fra sin dybe trance, og i stor medfølelse betragtede han verden med sit Buddha-øje med hensigt pÃ¥ at bringe den fred. Imidlertid sÃ¥ han pÃ¥ den ene side en verden fortabt i fornedrende udsyn og forvirrede anstrengelser, tykt bedækket med lidenskabelig forurening, og pÃ¥ den anden side sÃ¥ han den befriende Dharmas overordentlige forfinelse, derfor hældede han mod ikke at foretage sig noget. Han opvejede sÃ¥ betydningen af sin forpligtelse til at oplyse alle levende væsner, som han havde pÃ¥taget sig i fortiden, og blev igen mere sindet til ideen om at vise vejen til fred. Dette spørgsmÃ¥l overvejede han i sit sind og tog ogsÃ¥ i betragtning, at mens nogle folk har meget lidenskab, har andre blot lidt.
[Her følger sÃ¥ en passage, hvor Brahma med et følge af andre guder og de 4 retningers konger (en slags trolde, sanskrit: Dharma-rakshasas) skiftevis kommer til stede og indtrængende beder Buddha Sakyamuni om at udpege Dharma’en for hele verden. Han overvejer da, hvem som mÃ¥tte være i stand til at forstÃ¥ meningen med Dharma og plukke frugten af indsigt. Blandt de levende tænkte han først pÃ¥ sine gamle asket-kamerater. Fortællingen fortsætter:]
Hans sind vendte sig da mod de fem tigger-munke. Med henblik pÃ¥ at vise dem vejen til fred drog han afsted, netop som den opstigende sol overvandt nattens mørke, til den velsignede by Kashi, [Varanasi eller Benares] som Bhimaratha [en af Kashi’s berømte konger, muligvis byens grundlægger] gav sin kærlighed til, og som er smykket med Varanasi-floden og med mange glimrende skove, for dér at fjerne uvidenhedens mørke [fra sine tidligere kammeraters sind]. Men før han udførte sit ønske om at drage til Kashi-regionen kiggede den hellige mand med taknemmelige øjne, der var [kønne og faste] som en tyrs, pÃ¥ bodhi-træets rod og med holdning og gang som en ung frisk elefant vendte han sig om og gik bort derfra.
(Oversat fra Edward Conzes uddrag i bogen: Buddhist Scriptures, Penguin Classics, 1959, kapitel 2: The Legend of Buddha Sakyamuni. Jeg har sammenholdt Edward Conzes tekst med E. H. Johnstons oversættelse fra 1936 og nogle gange valgt at følge hans udlægning.
Der findes også en oversættelse af E. B. Cowell fra 1894, Sacred Books of the East, vol. 49.)
Læs videre på næste side: Om Buddha 2
|
