|
Hvad betyder Buddha's Nirvana
Buddha tilstanden
 Da denne frigørelse og oplysning havde fundet sted, kunne Buddha Sakyamuni huske alt, som han nogensinde havde oplevet, også sine talrige tidligere liv. Når han mødte andre, kunne han tilsvarende se alt, som de havde oplevet. (Læs siden: Om karma, kapitel 2 – for mere info om denne særlige hukommelse). Han havde opnået usædvanlige evner (sanskrit: siddhi – en Buddha’s stærkt usædvanlige evner kaldes for: abhidjña). Det er fordi han forsegler hvert eneste øjeblik med sin frigørelse, og forbliver derfor altid fri for tilknytning til – og identifikation med – sine oplevelser, og forbinder sig altid med sit eget sinds Buddha-natur.
Da Buddha Sakyamuni har givet slip på sine tilknytninger og identifikationer, behøver han herefter blot at undlade at gribe fat igen. Han forbliver i Buddha-tilstanden ved ganske enkelt ikke at tilknytte eller identificere sig mere – altså ikke ved nogen handling, men ved at undlade, ved slet ikke at sætte de sædvanlige tilknytnings mønstre i værk, sådan som alle andre gør. Tilknytning og identifikation forgår normalt ved uendelige gentagelser. Det her er mig – det der er ikke mig, og så videre. Buddha gentager blot at undlade alt dette arbejde. Han er ikke længere i tvivl om sig selv, nogen eller noget. Enhver maske og hvert eneste selvbedrag var fordampet og væk. Og dermed fik han en ny frisk energi, som hidtil var brugt på at opbygge identitet. En Buddha behøver ikke bekræftelse på sit nærvær. I stedet ser Buddha blot klart og uden omsvøb.
Det hele skete af sig selv. Buddha Sakyamuni gav blot slip på alt, da Oplysningen indtraf og udfoldede sig. Han var således ikke længere offer for karma og forstod fuldstændigt, hvad Oplysningen indebar.
Det at give slip på noget er naturligvis det samme, som det at åbne sig for en sådan ny situaion. Men husk, at befrielse og oplysning begynder med indsigt i sindets natur (Buddhanaturen) og sindets virksomhed (skandha'erne).
 |
Uden tilknytning til nogen eller noget, og med fuld indsigt i sindets natur, fyldtes hans sind spontant af kærlighed, indlevelse, åbenhed og medfølelse (sanskrit: Bodhicitta). Buddha Sakyamuni kaldes også for Vinderen (sanskrit: Djina - tibetansk: Gyalwa), fordi han frygtløst gennemskuede sit eget mørke, de 3 slør, overvandt alle sine tilknytninger og fandt sit eget lys. Han var i stand til i nogen grad at formulere sin opdagelse eller erfaring, men tvivlede stærkt på, at nogen ville kunne forstå den. Legenden fortæller, at guden Brahma måtte overbevise ham om, at der dog var visse folk i live i verden, som burde skulle kunne opnå det samme.
(At der således optræder guder i Buddhas Lære, betyder ikke at Dharma'en er teistisk. Guderne svarer til de gamle hedenske guder, som vi kender dem fra Danmarks Oldtid. De lever deres eget liv ligesom os andre og tænker mest på sig selv. De egner sig derfor ikke til at søge tilflugt hos. De vil først og fremmest beskytte sig selv og mangler selverkendelse. De kan således ikke vejlede om befrielsen og beskytte undervejs til den, som Buddha'erne kan og gør. Det kristne og muslimske guds-begreb var ukendt på Buddha Sakyamunis tid, så det beskrives ikke. Guden Brahma er desuden traditionelt forbundet med de 4 dhyanas og rupaloka [se under: triloka] så måske er legenden om Brahma en hentydning til Buddha’s dybe samadhi, siden de kan tale sammen. Brahma befinder sig i Rupaloka's 3 første verdener, som udtrykker den første dhyana, som er de første trin i samadhi. Læs videre i artiklen: Guder i Buddhadharma.)
 |
Buddha Sakyamuni blev oplyst i Bodhgaya, i dag en lille by fuld af templer og klostre fra mange traditioner ikke langt fra byen Gaya i den indiske delstat Bihar på Ganges sletten.
Efter sin oplysning vandrede han til Sarnath, som dengang var en dyrehave kaldet Rishipatana. I dag er der et stort parkanlæg med både templer og dyr. Rishipatana ligger lidt udenfor Varanasi, som ellers kendes for sine lig-brændinger ved Ganges floden. Der mødte han sine 5 gamle asket-kammerater.
De må have været specielle, for den første, Adjnata Kaundinya, blev oplyst på et øjeblik og den sidste hen på aftenen. De andre munke hed Vashpa, Bhadrika, Mahanaman og Ashvadjit. De blev den buddhistiske Sangha's første fem munke, endnu helt uden munkeregler og uniform.
Det fortælles at hele Buddha Sakyamunis krop strålede. En vandringsmand, som han mødte på vejen til Sarnath, stoppede ham og spurgte, hvorfor han lyste sådan op.
Da Buddha Sakyamuni nærmede sig de 5 asketer, ville de egentlig ignorere ham, fordi han jo var frafalden i deres øjne, men da han så kom tættere på, sprang de alle op, forberedte et sæde for ham, bukkede og bad ham sætte sig, og så lyttede de intenst til, hvad han havde at berette. Hans blotte udstråling synes at have gjort et stort indtryk på alle, som han mødte på sin vej i sit lange liv.
Buddha Sakyamunis virksomhed varede i 45 år, hvor han rejste rundt i landene på Ganges-sletten og fik mange tusinde elever og tilhængere, både mænd og kvinder og rigtig mange sponsorer. Der opstod klostre overalt ved de større byer. Han blev over 80 år gammel og døde i Kushinagar, vore dages Kasia. Buddha Sakyamunis liv fortælles i Ashvaghosha’s Buddhacarita (se artiklen: Om Buddha 1) samt i Lalitavistara Sutra.
Transmissionen
Buddha Sakyamunis oplysning og kærlighed kan føles den dag i dag på grund af transmissionen fra mester til elev, i en ubrudt arvefølge fra Buddha Sakyamuni selv til vore dages mestre. Han viste eller udpegede sine lærlinges egen Buddha-natur for dem. Nogle af dem fik derved selv indsigt og blev mestre. De buddhistiske mestre har lige siden gjort det samme for nogle af deres lærlinge. (Det lykkes jo ikke hver gang). Transmissionen er således som en fakkel tændt af mesterens fakkel, som blev tændt af hans mesters fakkel og så videre, og er på den måde den samme ild. Den er en levende inspiration og strøm af velsignelse, som ikke kan opleves blot ved læsning og refleksion. Den kan kun erfares ved at møde sådanne mestre eller deres udlærte svende, hvis de ellers har opnået nogen indsigt, hvorved de kan bære transmissionens velsignelse videre til fremtidige generationer.
Alle kalder dette for transmission, skønt beskrivelsen: ‘arvefølge’ måske er mere retvisende, for så vidt man forstår mesterlærens demonstrative karakter.
Begrebet Buddha er både noget universelt, nemlig hans oplysning, og et menneskeligt eksempel ved hans historiske person og liv. Vi er allerede Buddha’er alle sammen, fordi vores sind egentlig er Buddha-naturen. Vi er blot ikke vant til at forholde os til den som sådan, og vi er i reglen heller ikke klar over det. Det er det universelle Buddha begreb.
Der lægges derfor vægt på, at Buddha Sakyamuni blot er én blandt mange, som oplyses, og at der har været andre før ham, og der vil komme flere, selv når alle har glemt alt om ham og hans Dharma (hans lære) en gang i fremtiden. En historisk Buddha ligesom Buddha Sakyamuni bliver oplyst på et tidspunkt, hvor Nirvana ikke kendes.
I tiden mellem historiske Buddha’er kan mange nå den samme oplysning, men vil sjældent blive kaldt for Buddha’er. I stedet kendes de som Arhat, Bodhisatva, Mahasiddha og lignende. Buddha Sakyamuni’s historiske liv er specielt i forhold til os andre, ved at han ikke fik Buddha-naturen demonstreret af nogen, men selv opdagede den på et tidspunkt, hvor den var helt ukendt.
Alligevel havde han også Lama’er, som instruerede og trænede ham, dels i hans tidligere liv og dels hans to lærere Arada Kalama og Rudraka, som viste ham de 4 dhyanas, men som desværre ikke kendte til befrielse og oplysning.
Som historisk person viser han et alment-gyldigt menneskeligt eksempel, skønt hans eget liv var meget usædvanligt.
Selvom du ikke er født som prins Gotama, kan du godt blive til en ægte Buddha. Alle væsner udstyret med sanser og bevidsthed er i princippet ubevidste Buddha’er. I livet henligger oplysningens dimension som en ubevidst og ubrugt mulighed, ikke mindst fordi Nirvana overgår enhver forstand og ethvert begreb. Buddha Sakyamuni demonstrerer også, at der kan findes helgener, som vitterlig ikke skader noget andet sansende væsen.
(Hermed menes levende væsner med sansninger, opfattelser og følelser ved deres oplevelser.)
Buddha kaldes Sangdjæ på tibetansk, hvilket betyder rengjort og virkeliggjort. Det er karmas -, lidenskabernes - og uvidenhedens slør (de 3 slør), som er renset væk og alle Buddha-naturens kvaliteter og evner, som er virkeliggjorte. (Læs mere om disse slør på siden: Om opfattelsen 2. Læs mere om Buddhanaturens kvaliteter i artiklen: Oplysningens 37 faktorer, samt i ordforklaringen: Oplysningens 64 elementer.)
Buddha er ikke nogen gud eller djævel. Når man søger det hellige udenfor sig selv, finder man det, som kaldes Gud til sidst. Når man søger det inde i sig selv, finder man Buddha. Det var hindu-helgenen Ramakrishna, som sagde noget lignende for 100 år siden. Buddha’s pointe er, at han blev befriet og oplyst ved sin egen nysgerrighed og samadhi. Gud forklarede han ikke.
|
