




	Forsiden



	sitemap



	Tendar

Buddha statuen fra Sarnath, udsnit. Buddha underviste for første gang om netop disse emner i Rishipatana parken ved Sarnath udenfor Varanasi i Indien for 2600 år siden. Ukendt fotograf. Fotomanipulation af Lama'en.

Selvets illusion
den tredje af 5 artikler om buddhistisk anskuelse

Sindet giver rum og klarhed til oplevelserne, som strømmer gennem de 5 skandha’er, men du oplever kun noget, fordi du er altid opleveren af dine oplevelser.

Man kan ikke forestille sig, at man som oplever har andre oplevelser, end sine egne. Man er altid den, som oplever sine oplevelser. Man kan også sige det sådan, at man er vidne til sine oplevelser. Det, som man selv er, kan defineres i forhold til, hvad man ikke er. Som oplever er du forskellig fra oplevelsen og processerne for oplevelse, i hvert fald i en vis forstand, nemlig sådan som det opleves. Man kunne kalde opleveren for Selvet, ligesom hinduer (og Søren Kierkegaard) gør, men opleveren er ikke en ting eller størrelse, som kan defineres, beskrives eller måles, og begrebet opleveren giver kun mening i forbindelse med oplevelser. En oplever uden oplevelser giver ikke mening. Vi kan sige, at der er en oplever, fordi der er oplevelser og oplevelses-processer. Hvis der ikke er noget vidne til at opleve oplevelserne, er der ingen oplevelser. Det er den sproglige eller begrebs mæssige logik.

For at udtrykket oplevelser giver mening, må der også være en oplever, et vidne. Det at være vidne til sine oplevelser er en uadskillelig del af oplevelsen, men også kun en relativ del. Sindet er både rummet omkring-, tiden for- og stedet for opleveren (hvor uhåndgribelig denne størrelse i øvrigt er), processerne for oplevelse og selve oplevelserne. Man kan undre sig over, om man mon blot i virkeligheden er opleveren i denne sammenhæng, eller om man må se sig selv som hele sit eget sind? Dette spørgsmål har beskæftiget både Madhyamaka og Cittamatra skolerne.
Opleveren er noget meget specielt set i forhold til oplevelses-processerne og selve oplevelserne. Det at være opleveren skal vi derfor kigge lidt nærmere på.

Hvis du (helt hypotetisk) kunne opleve opleveren, må du spørge dig selv om hvem, som er vidne til den oplevelse. Du måtte selv være en anden oplever for at kunne få oplevelsen af Selvet. Ellers er der intet vidne til stede, som kan opleve oplevelsen. Selvet kan ikke både være den, som oplever, og det, som opleves - på samme tid. Først er der processerne for oplevelse, så selve de frembragte oplevelser, og derpå idéen om en oplever, som oplever disse oplevelser som noget andet end vidnet selv. Det er ikke muligt at undgå at være opleveren eller dét, som udtrykket vidne peger på, men det er umuligt at opleve, hvad opleveren er i sig selv. Det gør virkelig selv-erkendelse vanskelig. Opleveren er aldrig en oplevelse, selvom opleveren altid deltager i oplevelserne.

Man kan sige, at evnen til at rumme oplevelser og give dem klarhed er det samme som at være opleveren, men denne evne er jo netop ikke noget, som ovenfor beskrevet (Om opfattelsen 1, Basis). Man kan også sige det sådan, at opleveren er den eksistentielle dimension ved at besidde bevidsthed (sanskrit: vidjñana). Det er den situation eller dimension, som gør dig til det, som kaldes for Selvet (sanskrit: atman). Man kan så påstå, at Selvet er transcendent i forhold til sindet, og at det måske trods alt er noget på et transcendent eller metafysisk plan, men det er umuligt at påvise eller erkende på grund af oplevelses-situationen, hvor opleveren umuligt kan blive til en oplevelse, som man så kan undersøge nærmere. Desuden er transcendens irrelevant, hvad angår Nirvana.

Når vi kigger tæt på den psykologiske situation, ser det faktisk mere ud som om, at det er verden, som er transcendent i forhold til os selv. Vi kender jo kun til verden som en oplevelse. Det er således umuligt at fatte, hvad en oplever er, skønt alle vel er klar over, at det er det, som de dybest set selv er, når de tænker nærmere over det. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen, som mente, at de ikke var oplever af deres oplevelser. Opleveren er kort sagt altså ikke noget som helst, men befinder sig alligevel samme sted som oplevelserne. Det er det, som vi har brug for at vide. Vi skal bruge denne viden, når vi udfører Indsigts-meditationen (sanskrit: vipashyana - tibetansk: lhagthong - hvordan og hvorledes forklares på siden: Angst for tomhed). Vi kigger nærmere på opleverens essens lidt længere fremme i teksten.

Dette forhold kaldes for Selvets forførelse eller illusion. Vores egentlige identitet ligger aldrig dér, hvor vi almindeligvis anbringer den, nemlig blandt vores oplevelser. Jeg føler, at jeg er til, derfor er jeg til, tænker man uden at tænke over, at al denne selv-følelse er en oplevelse. Der er ingen selv-følelse ved opleveren - kun ved oplevelser (med udtrykket menes ikke stolthed, men blot følelsen ved at være til, adskilt fra verden skønt inkarneret i den). Alligevel ligger éns særlige og dybere identitet i dimensionen af at være opleveren af sine egne oplevelser, at være vidne til dem. Så du er vidne til din egen oplevelse af din egen selv-følelse. Oplevelser af selv-følelse og identitet er begrebsmæssigt noget andet end det at være opleveren af dem.

Det vi er

Begrebet opleveren er nødvendigt for at kunne forstå den mere grundlæggende identitet, som alle har, i modsætning til personlighed, ego eller individualitet, som er den interaktive identitet (læs klummen til højre), som befinder sig i forhold til, hvad der opfattes som anderledes end én selv. Man kan sige, at der findes en dybere identitet, som man normalt ikke tænker særligt over, og en aktiv og engagerende identitet, som man konstant opbygger i vekselvirkning med omverdenen. Man opfatter altså almindeligvis sig selv både som noget, som man er og som noget, som man gør. Dybest set er begge identiteter misvisende, hvad angår det, som vi virkelig er i en absolut forstand - udover diverse relationer. Som sansende væsner er vi fuldstændig indeholdt i virkeligheden, og kan ikke opfatte vores sind udefra.

Det er dog ikke hele historien om den egentlige identitet. På en måde er man jo også oplevelserne, både dem, som man identificerer sig med, og alle de andre, som man ikke føler, at man er for så vidt som, at man er sit eget sind, og at oplevelsen af alle de andre og hele verden foregår dér. Hvis man ikke, i det mindste, er sit eget sind, er man virkelig ingen verdens ting, og sindet er jo heller ikke nogen ting. Men pyt med det. Man er jo lige godt opleveren af sine egne oplevelser, selv når man ser på dette grænseløse sind, men dybest set er der egentlig blot de skiftende oplevelser, som jo er det, som man oplever hverken mere eller mindre, og man finder aldrig opleveren, Selvet, sjælen eller ånden eller noget som helst andet, for der er ikke noget at finde. Opleveren er simpelthen en abstraktion (men husk det nu: opleveren er en virkelig abstraktion i den fjerde skandha). Så i stedet for at være dig selv, er opleveren eller Selvet en forståelses vane og et begrebs mønster (sanskrit: samskara). Det er det, som Vasubandhu betegner som opleverens illusion.

Oplevelserne er mangfoldige, skønt ufuldstændige sansninger, som konstant bearbejdes af de 5 skandha’er. Til gengæld har sindet Buddhanaturen, Sugatagarbha. Er vi så absolut ingenting? Nej, det kan man ikke sige, for vi har jo oplevelser, som i en stadig strøm opstår, udfolder sig og forsvinder igen i sindet. Så der er altså noget, selvom det egentlig ikke er noget med substans eller uafhængig væren eller eksistens, men herom i næste kapitel. Der er grænser for erkendelse, selvom Nirvana (læs siden: Om Buddha 2) gør en kvalitativ forskel. Selvets illusion og Nirvanas mulighed hænger uløseligt sammen. Erkender du ikke Selvets illusion, finder du ikke Nirvana. Dette udsagn gentog min retreat-mester Gendjyn Rinpotje ofte.

Buddha Sakyamuni opdagede, at for fjerne al lidelse var denne erkendelse tilstrækkelig: vi er uvidende om os selv i ordets dybeste betydning, men er i stand til at opnå indsigt i sindets natur og virkemåde. Et transcendent Selv eller en Gud behøves ikke for at erkende sammenhængen og dermed overstå al lidelse. Sammenhængen er De 4 Ædle Sandheder. Buddha Sakyamuni opdagede en tilstand helt fri for forvirring og lidelse, som opnås, når indsigten i sindets egentlige natur indtræffer. Pas på med forståelsen her. Betegnelsen indsigt er også blot et begreb, som er anderledes end det, som begrebet hentyder til (herom senere på siden: Om opfattelsen 5, Dharmadhatu).

(Andre religioner beskæftiger sig med andre sammenhænge, og beskriver derfor sjælelivet på andre måder, som nødvendiggør en Gud eller et transcendent Selv for at forklare sammenhængen ud fra vedkommende religions forudsætninger. Det er blandt andet derfor, at disse religioner har et så stort element af tro og hengivenhed, sanskrit: sraddha, som middel mod filosofisk tvivl og mod den manglende forklaring om alting samt livets mysterium)

Det vi gør

Vores dagligdags personlighed eller ego er de 5 skandha’er. Man kan sige, at vi i denne forstand for det meste er det, som vi er vant til at være. I klassisk Dharma betegnes det med ordene: forgængelighed, lidelse og essens-løshed, fordi i livet er alting konstant i forandring, og de 5 skandha’er opstår og forsvinder i uophørlig vekselvirkning mange gange i sekundet. Tænd - sluk - som var det vekselstrøm med to faser (santana’s karakter).

I moderne kognitiv videnskab kaldes ego'et for vores tilkobling til omgivelserne. Derfor er dette forhold relativt, omskifteligt, ustabilt, sammensat, vanskeligt, forhandlende og forgængeligt. Som oplever af dine oplevelser synes du derimod at være den samme hele tiden, for den grundlæggende situation er altid den samme. Du oplever oplevelser.

Naturligvis er vi i en relativ forstand identiske med vores personlighed, men netop kun i en funktionel betydning som vores handlinger, udtryk og ansvar. De 3 størrelser danner karma (de er desuden til dels også forårsaget af karma).

Det ægte menneske (sanskrit: arya) er ét med sine handlinger, sit udtryk og det ansvar, som situationen skaber. Hvordan og hvorledes afhænger naturligvis af din opfattelse eller fortolkning af situationen. Det uægte menneske, præget af løgn, selvbedrag og fremmedgørelse (uvidenhed, begær og vrede) er så at sige ved siden af sig selv og sin situation af mangel på præcis og korrekt opfattelse af virkeligheden. Sådan er det konventionelle eller relative ego system.

(Jeg vælger her at oversætte sanskrit udtrykket arya [ædel] som ægte eller autentisk. Buddha Sakyamuni brugte ofte udtrykket brahmin om det samme. Ikke som udtryk for kaste, men i betydningen en rent menneske med høj etik, som er i stand til at sætte sig ud over uvidenhed, begær og vrede ved de gængse virksomme metoder, sanskrit: upaya. Så betydningen er et menneske med ægte medmenneskelighed. Det relative ego system kan altså både virke hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt, hvad angår Nirvana. Det kan enten have kvalitet ved Bodhicitta eller mangle sådan kvalitet).

Ingen af disse 3 størrelser (handling, udtryk og ansvar) er konstante eller absolutte, men befinder sig i relationen til situationen. Det er din oplevelses-situation derimod: du er altid opleveren som i en nærmest uforanderlig situation. Uanset hvad, du oplever, er du vidne til det. Selv et skizofrent menneske er kun én oplever (det er den sindssyges tilkobling til sin krop og omgivelser, som er brudt sammen, og samskaras manifesterer sig usammenhængende under psykose). Også opleveren er relativ, men på et dybere plan eller niveau end personligheden. Opleveren er relativ til oplevelser generelt. Personlighed er relativ til begivenheder.

(Læs også om santana, strømmen af sind fra det ene øjeblik til det næste, hvor opleveren forsvinder i hvert eneste mellemrum, som befinder sig inde imellem øjeblikkene. Santana beskrives her i artiklen: Angst for tomheden, som også går i dybden omkring emnet identitet. Læs mere om ego og opleveren her - fra artiklen Angst for tomheden)

Blot en tanke

Som det første må man forstå denne vores egen absolutte og uundgåelige hjemstavn: der er ikke nogen hjemme. Der er blot masser af plads, uforhindret mulighed og klarhed omkring alle dine oplevelser. Pointen er ikke, at du ikke er noget. Pointen er, at du er noget ikke-noget, noget ubegribeligt, noget nærværende men alligevel ubegrænset og udover enhver oplevelse skønt alligevel indenfor dem alle. Fordi der ikke er nogen hjemme, betegner Buddha Sakyamuni det som ikke-selv, sanskrit: anatman.

Man bør ikke misforstå sin egen illusion: man er altid opleveren af sine egne oplevelser - man er altid sit eget bedste vidne (slogan fra lodjung træningen), selvom opleveren er usynlig og substansløs som et spøgelse. Det er jo sådan, at man begriber sin situation som adskilt fra verden i en egenskab af at være sig Selv som noget andet end verden. Så selvom der egentlig ikke er noget egentligt Selv, er der skam et meget virkeligt begreb om sig selv som vidne. Derfor må man undersøge Selvet nærmere som et begreb eller en samskara, som umuligt kan eksistere uden begreb om alle de andre og alt det andet end sig selv. Selvet som begreb giver kun mening, når der også er de andre og alt det andet, hele verden, som ikke er én selv.

Det kaldes for den grundlæggende dualisme, denne skelnen mellem selv og verden. Subjekt og objekt. Nyder og nydelse. Indre og ydre. Krop og sind. Oplever og oplevelser. Rummelighed og klarhed. Der er en fællesnævner for sind og oplevelser, og den er ikke Selvet, ej heller sindet eller de 5 skandha’er, men fraværet af dualitet. Det betyder ikke, at der er en enhed, men blot at der ikke er en to-hed. Dualistisk opfattelse er unødvendig forvrængning.

Der er slet ikke noget enestående Selv, som kun eksisterer i kraft af sig selv alene. Vi kan kun tale om en oplever, når der også er oplevelser. I næste kapitel vil du se, at der faktisk heller ikke er nogen verden som sådan. Den grundlæggende dualisme er altså en stor misforståelse af virkeligheden, i hvert fald den psykologiske virkelighed, og kaldes derfor ubevidsthed, uvidenhed eller avidya på sanskrit. Det er de 5 skandha’ers sammensathed, som giver anledning til de dualistiske opfattelser. Når sindet blot hviler i sig selv i den egentlige vipashyana (indsigts meditation), kan du både få et glimt af ikke-to-hed - og erkende den.

Heraf følger naturligt, at det er samspillet (karma) mellem selv, andre og andet, som skaber personligheden, hvori vi almindeligvis lægger vores identitet. Der er dog aldrig mere personlighed end situationen tillader, for personlighed er simpelthen vores relation til alt og alle, som vi anser for at være adskilte fra os selv. Så alt og alle, verdens tilstand og alle de andre, som vi faktisk møder i vores eget liv, er med til at bestemme, hvem og hvordan vi er som person i et uophørligt samspil mellem én selv og verden. Det er det, som Vasubandhu betegner som fravær af et handlende Selv. Det at gennemskue vores således relative identitet og dens essensløshed er betegnet som Hinayana (Det Lille Fartøj eller Fartøjet til Personlig Befrielse).

Når man dernæst kigger nærmere på samspillet mellem selv, andre og andet end én selv, vil man bemærke, at det i aller højeste grad er de andres handlinger og verdens tilstand, som afgør, hvad vi som personer må forholde os til og definere os selv ved (det jeg har kaldt for: den store historie - læs klummen til højre for oven). Derfor kaldes området, hvor de andre og hele verden befinder sig, for Bodhisatva’ernes træningsplads. Det at gennemskue alt og alles relative og absolutte dimension betegnes som Mahayana (Det Store Fartøj eller Bodhisatvafartøjet), hvor man opøver kærlig velvilje (maitri) og medfølelse (karuna) med alle samtidigt med, at man gennemskuer altings fravær af selvstændig eksistens, substans eller egentlig egennatur, men herom i næste kapitel.

Et transcendent eller metafysisk Selv kan umuligt erkendes direkte og vil derfor altid være noget spekulativt. Det konventionelle ego er lige så sammensat og omskifteligt som livet og er aldrig ligeså entydigt som det at være opleveren af sine egne oplevelser. I en absolut forstand rummer vi blot det hele uden dog at kunne definere, hvad sindets rummelighed og klarhed er i sig selv - udover sine virkninger, vores oplevelser, herunder vores idé om os selv. Vores idé om os selv er altid blot en tanke fra den 4. skandha. Det vi virkelig er, er ikke en tanke. Tanker er noget, som vi har. Det er ikke noget, som vi er.

Vi lider under misforstået identitet. Det er os selv som helt naturligt har misforstået noget på grund af selve oplevelses-situationen, de 5 skandha’er. Vores forståelse - eller mangel på samme - samt vores lidenskabelige følelser leder os konstant til identifikation og tilknytning med visse oplevelser og afsky for andre og endelig ligegyldighed med de fleste, som vi ikke har en direkte berøring med – eller en emotionel interesse i. Det skaber karma.

Deduktion

Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser.
Fordi der er oplevelser, må der også være plads
til dem i sindet. For at oplevelserne kan opleves i
al deres forskellighed, må sindet også evne at kaste
klarhed over dem. Fordi oplevelserne både opstår,
udfolder sig og forsvinder hele tiden, må der være
processer i sindet, som bevirker det. Disse processer
kan isoleres til de 5 skandha'er, som hver især er udtryk
for grupper af sindslige processer og mentale mønstre.
Der observeres ikke noget vidne til oplevelserne, fordi
observatøren er vidnet.

Denne beskrivelse af Selvets illusion er baseret på undersøgelses-metoden i den analytiske indsigts-meditation (sanskrit: vipashyana), som kaldes kusulu [som betyder: “lige ud ad landevejen”] på sanskrit (tibetansk: trømeh). Kusulu betyder egentlig den hjemløse omvandrende yogi uden tilknytning til nogen eller noget. Trømeh betyder ikke indviklet, fordi undersøgelses metoden ikke kræver en akademisk uddannelse.
I Abhidharma litteraturen, som er Dharma’ens systematiserede lære-bygning, gives der flere lange og udførlige beskrivelser af Selvets illusion, oplevelsernes sammensætning, sindets virkemåde og natur. Dermed vises der mange omfattende undersøgelses metoder.

Læs videre i ordforklaringen om anatman, Selvets illusion.
Artiklen fortsætter på næste side: Om opfattelsen 4


	Mangler titel-bjælken foroven? Klik her

Om
opfat
telsen
3

Selvets

illusion

anatman:

der er ikke

noget

(selv)

Selvet er

aldrig en

oplevelse

Du er ikke sådan, som du tror

Forholdsvis identitet

Vores identitet som person er ikke kun vores egen historie, for vi er ikke alene i verden. Vores egen lille historie handler i høj grad om de andre. Vi kan også blive ofre for andres krig eller forretninger og lide både små, store og forfærdelige tab. Det kalder jeg for den lille historie og den store historie.
Men det hele begynder i den anden skandha, når du oplever noget. Så vil du umiddelbart kunne lide det eller afsky det eller være ligeglad - med det, som du oplever. Denne umiddelbare følelses fortolkning farver alt efterfølgende og giver retning til både den lille - og den store historie.

Den lille historie

Den lille historie er beretningen om os selv, som vi fortæller til os selv hele tiden. Vi har vældig travlt med en fortælling om, hvad det er, som vi oplever, mens vi oplever det. Vi beretter også for os selv, hvem vi er og hvorfor, at vi er sådan, mens vi reagerer på oplevelserne.
Det er nødvendigt at begribe, hvad der sker, når der sker noget, hvis vi kan fatte det, men denne historie-fortælling får nemt karakter af eventyr, når vi ikke er helt med i, hvad der foregår, og ikke helt forstår det hele. Det kan også være trættende sådan hele tiden at skulle forklare sig selv alting.

Vi kan faktisk lære at lytte og blot lade alle vores oplevelser sive ind og bundfælde sig i sindet og forlade os på vores medfødte Bodhicitta og vores følelsers intuitive fornemmelser uden at skulle brodere løs på vores spontane tanker. Vi kan også forlade os på, at vores samskaras altid er fordomme, hvilket ikke betyder at de nødvendigvis er forkerte, men at de er begrænsende, og vores medmennesker og verdens dyr fortjener mere opmærksomhed end ureflekterede reaktioner.

Identiteten, som vi giver os selv ved at betragte vores eget sjæleliv som en biografi, er som regel ikke en helt korrekt beskrivelse. Som resultat af shamatha træning holder denne historie-fortælling i reglen op af sig selv. Som følge af shamatha meditation opstår der et slags helle, som man kan opholde sig uforstyrret i, så den lille historie mister sin relevans som en særlig form for selv-bekræftelse.

Den store historie

Vi lærer ikke kun sprog og sædvane af vores omgivelser, men også noget om hvem de andre tror, at vi er. Desværre er de andres fortælling om, hvem vi selv er i deres øjne, ikke nødvendigvis særlig udtalt eller nødvendigvis specielt ærlig, hvilket giver os noget besvær med at fortolke, hvad andre tænker og føler om os.

Da vores egen historie flettes sammen med de andres historier på flere niveauer, kan det nogle gange føles som at danse med skygger af ukendte oprindelser og med skjulte hensigter.
Alligevel kan vi ikke undlade at fortælle os selv, hvad de andre sikkert tiltror os og hvilke historier, det er, som vi tror, at vi deltager i. Det betyder noget i vores liv, med mindre vi lever som eneboere fjernt fra alle (det er vi naturligvis nogle, som gør).

Den prægning, som vi har været udsat for af de andre, bliver en del af vores egen virkelige historie - også kaldet karma. Ved vores deltagelse i samfundslivet og samtiden vil vi uundgåeligt udvikle fordomme (samskaras) om os selv og de andre og verden, som vi selv danner og lagrer, men som vi i hovedsagen har fået af de andre.
Sådan indforståethed udvikles både for at være sociale deltagere, når det er det, som vi er, og for at finde sikker grund, som vi selv kan opholde os på, i en usikker verden. Den store historie er imidlertid både en djævel og en gud. En djævel, når den skader os og en gud, når den gavner os.

Vi får jo det meste af livets nødvendigheder fra andre. I reglen har andre bygget huset, som du bor i, og syet tøjet, som du har på, og så videre. Da vores omgivelser både er mennesker og dyr, fortjener de vores medfølelse, for de er alle i samme situation som os selv (fødsel, sygdom, alderdom og død). I stedet for uendelige fortolkninger af, hvor vi selv står i forhold til de andre, kan vi indleve os i, hvordan de har det, og deltage i deres liv med følelse.

Vi behøver ikke de andres bekræftelse, men vi vil få den forærende alligevel, når vi er tilstede med nærvær og hjerte, sanskrit: smriti.
Uden de andre kan vi slet ikke udvikle det kostbare Bodhicitta, som vil føre os til befrielsen.
Identiteten, som vi får fra de andre, vil vi i reglen overskride som resultat af vipashyana, indsigts meditation.

Vores egentlige identitet er hverken den lille eller den store historie, og karma slipper vi ikke for, før årsagen til karma er væk. Karma og identitet er ikke helt det samme og alligevel ikke helt forskellig.

Og så er der
den emotionelle identitet

Den lille og den store historie er gennemtrængt af lidenskabelige følelser, sanskrit: kleshas. De kan være dominerende eller ligge nedenunder historien som en særlig fortælling.

Den emotionelle identitet handler om, at begæret ikke når sit mål. Den handler om, at stoltheden ikke bliver bekræftet. Den handler om, at vreden brænder uden at ændre på noget, bortset fra at den skaber de periodiske angst anfald. Den handler om, at misundelsen ikke lykkes med at sabotere det for de andre, som den retter sig imod. Samtidig føler man sig anbragt udenfor-, adskilt fra- og forvirret over - ikke rigtig at vide, hvad det er for noget, som man ikke forstår (sanskrit: avidya - uvidenhed; som en følelse kaldes det forvirring).

Eller også lykkes man med i hvert fald noget af det emotionelle liv. Måske når begæret sit mål. Eller måske benægter man overfor sig selv, hvad man virkelig føler. Alle disse lidenskaber opstår som reaktion på situationen, sådan som man opfatter den. De lidenskabelige følelser begriber situationen på deres egen måde, mens måden at behandle den emotionelle respons på, styres af cetana - viljen-som-vane. Det betyder naturligvis, at også din sædvanlige modvilje vil manifestere sig, hver gang den påkaldes eller opstår spontant som reaktion på et indtryk i sindet.

De lidenskabelige følelser styres af deres egne instinktive begreber, så cetana kan kun styre din reaktion på din emotionalitet. Den kan godt være sund, sanskrit: kushala.

Lidenskab er både instinktiv og intuitiv. Kun erkendelse og virkeliggørelse af visdomsindet, skt.: djñana, overskrider emotionaliteten.
Indtil det sker, må man anvende såkaldt modgift - det vil sige træne i Bodhicitta. Det gøres rent praktisk ved lodjung. Bodhicitta handler om kærlig velvilje, sanskrit: maitri, i modsætning til modvilje, og om åbenhed i modsætning til emotionelt tunnelsyn.

Bemærk venligst, at den emotionelle identitet begynder allerede i den anden skandha, vedana, med de primære følelser af tiltrækning, afsky eller ligegyldighed. Sådanne primære følelser farver de mentale indtryk i den tredje skandha med deres fordom, hvilket igen påvirker reaktionerne fra den fjerde skandha, herunder kleshas. Bemærk venligst, at selv ligegyldighed som primær følelse er både en fordom og en tilknytning, fordi den fører til hensynsløshed overfor de sansende væsner, som man er ligeglad med.
Så den almindelige identitet med sin lille og store historie og emotionalitet er en stor udfordring. Nødvendigheden af at måtte give slip, skt.: naishkramya, på sin identitet vil hurtigt vise sig for den opmærksomme betragter. Men begå venligst ikke fejlen ved at nære afsky overfor tilknytning og identitet - det er jo en fordom - og blot en ny identitet.

Læs mere om den emotionelle identitet her.

'Kend dig selv' - tegning af Neal Crosbie

Skønt der ikke er nogen
hjemme, er du altid dit eget
bedste vidne

Genfødt

Personligheden eller det relative ego ødelægges i processerne ved døden og mellem-tilstandene (sanskrit: antarabhava, tibetansk: bardo) før genfødslen. Den relative identitet nærmest skrælles af som et løg, når alle de kendte relationer, som man plejer at forholde sig til, går til grunde ved dødsfaldet. Hvem er det så, som gennemgår alt dette, og hvorfor sker der genfødsel? Hvordan kan der være nogen, som genfødes, når personligheden er nedbrudt og ødelagt?

Det skyldes, at der er mange kraftige vaner og begreber på lager i sindet, og viljen (sanskrit: cetana) søger bekræftelse på sin eksistens, som den begriber som adskilt fra andre og alt det andet end observatøren udfra den grund, som kaldes uvidenhed (sanskrit: avidya) om Nirvana og samsara’s natur samt karma. Som observatør og deltager synes man ude af stand til at opgive tilknytning og identifikation med mellem-tilstandenes processer. Så samsara fortsætter uafbrudt for den afdøde, på en måde ligesom en vedvarende hallucination, og man bliver til en helt anden person under disse udviklinger, end man plejede at være i levende live med en fysisk krop.
Viljen (sanskrit: cetana) er ikke personen, men den organiserende faktor i samskara skandha. Viljen er en proces, som nærmest kan betegnes som instinktiv. Så den er ikke noget, som du er, men den hensigt, som du har.

Genfødsel synes i princippet at være en dårlig vane set med buddhistiske øjne. Man bliver til en helt anden person undervejs, fordi man ikke kan lade være med at reagere på det, som man oplever i den dramatiske og opløsende tilstand mellem død og genfødsel. Tilstanden i Bardo’en opleves faktisk som så slem, at det er derfor, at der opstår et begær efter at blive født igen, et begær og et håb om at få en krop igen, så man kan vågne op fra al denne opløsning og hallucination. Når et sådant begær fuldstændigt dominerer sindet, indtræffer genfødsels processens sidste faser, før genfødslen faktisk finder sted.

’Døden er blot en udskiftning af illusion’ - Shamar Rinpotje.

(Genfødsel kan finde sted på flere andre måder. Den beskrevne måde er blot normalen. Læs i Ordforklaringen om: Genfødsel.)

Bevidsthed er heller ikke dig selv

Et citat om bevidsthedens tomhed:

              Som den er, således   synes den ikke,
           som den synes, således er den ikke;
       bevidsthed er af sin natur uden Selv
    [uden egen-natur, sanskrit: svabhava] ,
bevidsthed har intet andet grundlag [= sunyata] .

Verset er et citat fra Nagardjuna’s værk: Bodhicittavivarana - forklaring af Bodhicitta. Bogen er oversat til dansk af Christian Lindtner og indgår i skrift samlingen: Indiske Studier 2 - Nagarjunas filosofiske værker, oversat og indledet af Chr. Lindtner, Akademisk Forlag, København. (1982. ISBN: 87-500-2388-8.) Citat fra side: 44.

Således forklarer Nagardjuna (se billedet), at der heller ikke er noget egentligt Selv ved de forskellige slags bevidsthed. Bevidsthed er både evnen til at vide og selve sådan faktisk opfattelse af viden. Der er både bevidsthed om sindets rummelighed og om oplevelserne i det mentale rum, men denne vished er noget, som opleves – den er ikke det samme, som at være vidne til bevidstheds udfoldelse. Det at være vidne til sine oplevelser og sit sind, er ikke noget essentiel – der er ingen egentlig egen-natur – men en relation: der er ikke oplevelser uden en begrebs mæssig oplever til at opleve det hele. Denne relation forekommer umiddelbart indlysende, mens der samtidigt kun kan fastslås et begreb om vidnet, som det eneste virkelige Selv.

Men det virkelige Selv kan ikke være blot et begreb eller en tanke. En tanke og begreb er en oplevelse. Opleveren har oplevelsen af et sådant begreb. Alene derfor er du selv som vidne til dine oplevelser ikke noget begreb overhovedet. Bevidsthed er at opleve, så bevidsthed, skønt det er betingelsen for oplevelserne, er en egenskab ved sindet og oplevelser og altså ikke opleveren eller Selvet eller vidnet til oplevelser. Vidnet eller observatøren kan heller ikke placeres blandt de andre 4 skandha’er. Begrebsmæssigt havner vidnet altid sammen med oplevelser, skønt tilsyneladende adskilt fra dem. Betingelsen for oplevelse er bevidsthed, som er noget, du har – ikke noget, du er.

Men når du ikke er oplevelser, og heller ikke er sindet, hvad eller hvor er du så? Stedet kan ikke udpeges, og du kan ikke være noget, som bare ligner en oplevelse, vel? Og som sagt, en blot og bar tanke er du naturligvis heller ikke. Så der er ikke noget Selv nogetsteds.

            © tilogaard   -   Tilogaard registrer ikke noget om din færden på netstedet. Ingen tracking - ingen cookies - ingenting. Tilogaards sikring af dit privatliv er enkel: kun dine emails og breve
                                               bliver gemt. Tilogaards internet udbyder - www.i123.dk - samler kun statistisk information om antallet af 'hits,' som Tilogaards netsted modtager.
                                               Søger du bestemte emner, kan du indtaste dine søge ord i din brawsers søgefelt,    efterfulgt af: site:tilogaard.dk-   f. eks.: karma site:tilogaard.dk

Selvets illusion den tredje af 5 artikler om buddhistisk anskuelse