Forsiden

sitemap

Tendar

Billedet viser Vasubandhu, som forklarer  sunyata.
 

Tomheds-naturen

Den verden, vi kender som  oplevelse, er kun tilstede i vores eget sind.  Dette forhold kaldes for fænomenernes, sanskrit:  dharmas, tomhed (sanskrit: sunyata), fordi fænomenerne, som vi oplever dem, er afhængige af sindet. Uden sind, ingen oplevelser - heller ikke af fysiske  fænomener. Denne kendsgerning eller dette  faktum, at din bevidsthed kun oplever, hvad dit sind viser dig, betyder naturligvis ikke, at der så slet ikke findes nogen verden.  Det betyder, at den objektive verden slet ikke opleves. I stedet oplever du dit eget sind i arbejde, altså: de fem  skandha’er. Resultatet af alt dette arbejde er dine oplevelser. Så verden, som du oplever den,  er lavet af sindet.
 Du kan få en direkte erfaring, sanskrit:  pratyaksha, om dette forhold ved indsigts meditation, sanskrit:  vipashyana.  (Læs artiklen:  Om buddhistisk meditation - for uddybning.)

  Tilsyneladende er verden jo udenfor os selv, men det er  verden som oplevelse altså ikke. Oplevelser opstår kun i sindet, er kun til stede i sindet og befinder sig aldrig udenfor sindet, så vidt man ved ud fra sin egen oplevelse, sådan som  sindet  sædvanligvis defineres.  Oplevelser består kun af psykisk stof, også vores selvfølgelige og naturlige oplevelse af verden. Verden, som vi oplever den, består ikke af atomer, men af opfattede sansninger  (sanskrit:  rupas). Det kaldes, at den er  tom, sanskrit:  sunya, for egen uafhængig virkelighed og  stoflighed.
 

 Tomhed (sanskrit: sunyata) som fagudtryk i Dharma’en betyder således: tom for enestående og uafhængig selvstændighed og substans (stoflighed). Sansningerne opstår af sindet, befinder sig i sindet, opleves ved sindet og forsvinder også i sindet, når de ophører. Denne konstatering er ikke en benægtelse af den fysiske verden, men en væsentlig psykologisk og eksistentiel betingelse for  erkendelse.  Det er det, som jeg ellers betegner som:  psykologisk realisme.
 

  Tomhed betyder ikke, at der mangler noget, men at der ikke er noget  (noget stofligt eller noget uafhængigt og enestående, som eksisterer i kraft af sig selv alene). Vi oplever kun vores eget sinds aktivitet. Vi oplever aldrig verden uafhængigt af sindet, skønt vi synes at stå i et stærkt afhængigheds forhold til den, men blot vores eget indtryk af (i den 3. skandha), hvad vores sanse evner opfatter som deres sansegenstande (i den 1. skandha).

 Vores forståelse af verden er derfor altid yderst relativ  (samvriti).
 

 Man kan ikke sige, at sindet  mangler  sin egen virkelighed, men der er ikke fysiske atomer i oplevelser og deres rum. Der er blot de 5 skandha’ers virksomhed. Så selvom sindet er tomt i sin karakter og kvalitet, så er tomheden altså også tom for tomhed. Fordi selvom der er den grundlæggende tomhed, opstår oplevelserne alligevel.  Vi kan også vende formuleringen om og sige, at hvis der ikke var tomhed i forvejen, kunne oplevelserne slet ikke opstå, fordi der i så fald ikke ville være plads til dem.
 Dette er den enkle og nemme forklaring af begrebet tomhed fra et psykologisk synspunkt  (læs også klummen til højre  om de 16 slags tomhed).
 

Alt, som manifesterer sig, er sind, selv tomhed er sind.
Forståelse er sind, selv illusion er også eget sind.
Tilblivelse er sind, og også ophør er således sind,
så skær igennem alle fejl-fortolkninger af sindet.

( Udrag fra den 3. Karmapa Rangdjung Dordje’s Mahamudrabøn i fri oversættelse af Lama Tendar Olaf Høyer)

 
 Det er ikke til at fatte, men kan efterforskes gennem meditation. Sindet er meget mere omfattende, end man tænker på til daglig, og man forføres af sin uvidenhed. Fordi man almindeligvis antager, at verden eksisterer uafhængigt af en selv, opretholder man en  dualisme mellem indre (psykisk)  og ydre (fysisk), som er   psykologisk urealistisk. Alle oplevelser foregår i sindets rum. Der er mange slags både ydre og indre oplevelser, men kun for så vidt, at sindet  viser  dem. Spørgsmålet om hvad universet er, er derfor i høj grad et spørgsmål om, hvad sindet og sansningerne i sindet er.
 

 Herudover er disse tanker om sindet jo blot  begreber  og dermed forskellige fra, hvad der skulle begribes, så hvori består vores virkelighed egentlig? (Sådan spørger Nagardjuna med Madhyamaka  filosofien  - og filosoffen Ludwig Wittgenstein  med sin sprog relativisme).  Man kan også sige det sådan, at sprog og begreber bebor den 4. skandha, mens emnerne for sprog og begreber befinder sig i alle skandha’er.
 

  At sindet er ubegribeligt  (sanskrit:  abhuta-parikalpa)  betyder imidlertid ikke, at man ikke kan forholde sig til det, men det er umuligt at  fokusere på rum og klarhed. Til gengæld behøver man ikke at tænke på, om man kan rumme  det ubegribelige sind, for det er jo netop sindet, som giver så god plads til alting. Man kan faktisk undre sig længe over, hvor god plads der er. Verden udenfor er altid indenfor. Man glemmer det hele tiden, skønt man virkelig burde huske på det. Mange synes, at der er enormt god plads i verdensrummet, så tænk på, hvor god plads der er i dit sind, som kan rumme din oplevelse af kosmos.

  Vi er aldrig, hvad vi  måtte kunne tro, at vi er, og verden er ikke, hvad den  udgiver sig  for at være.

(Det betyder ikke, at der ikke eksisterer et transcendent Selv eller en objektiv verden, men blot at sådant noget opleves aldrig  (fortid, nutid og fremtid) af nogen som helst, fordi det ikke kan lade sig gøre. Ligesom man ikke kan se sit eget ansigt. I Dharma’en kaldes det at gå ud fra verdens objektive eksistens for en konvention, det vil sige en vedtaget virkelighed - det vi kalder for verden)

Essensløshed og mange slags tomhed

 Disse betragtninger kan føre til, at man beskæftiger sig med verden med større ydmyghed og sig selv med større nysgerrighed, for vi ved kun, hvad vores eget sind viser  os. Den her beskrevne anskuelse af tomhedsnaturen er ikke hele historien. Der er 16 slags tomhed (se højre spalte), og man kan også anskue tomheden som  fænomenernes gensidige afhængighed, men det overlader jeg til den akademiske præsentation at beskrive i detaljer  (jeg er jo ikke akademiker). Her har jeg valgt at vise den psykologiske vinkel - ikke mindst fordi den er så enkel. Som sagt, verden består ikke af atomer, men af  sansninger. Derfor siges verden at have karakter og kvalitet af tomhed, skønt den  ikke  er uden både relativ mening og gensidigt afhængigt indhold  (dharmas). Til gengæld må både relativ mening og gensidigt afhængigt indhold betegnes som tomhed, fordi de mangler enestående og uafhængig selvstændighed og substans   (stoflighed).
 

  Bemærk at essensløshed og tomhed er det samme, set ud fra to forskellige perspektiver. Essens-løshed betyder, at der ikke er nogen essens, hvor man nok ville kunne forvente en sådan. Tomhed er karakteren og kvaliteten ved denne essens-løshed. Derfor kaldes tomheden også for alt og alles essens, ligesom Buddhanaturen. Begrebsmæssigt er essens-løshed den ‘negative’ tomhed. Der mangler noget, nemlig en forventelig essens.  Tomheden er ‘positiv’ som begreb. Den giver plads og mulighed for alt og alle, fordi sunyata ikke forhindrer noget. Den er jo åbenhedens og rummelighedens karakter og kvalitet. Der er jo egentlig ikke noget i vejen, når der blot er god plads og præcis klarhed.
 

  For at holde den røde tråd på Tilogaards netsted er det tilstrækkeligt at bemærke den psykologiske dimension ved tomheds-naturen.  Sindets basis er Buddhanaturen, hvis karakter og kvalitet er denne tomhed. Buddhanaturen kaldes også  absolut eller ubetinget Bodhicitta, fordi sunyata er karakter og kvalitet ved sindets naturlige samt uforhindrede (fordomsfrie) åbenhed (rummelighed). Sunyata er også karakter og kvalitet ved sindets ubetingede glæde, altruistiske kærlighed, ubeherskede medfølelse, grænseløs  klarheds visdom  og mangfoldige Buddha virksomhed – altså relativt Bodhicitta (sindets klarhed). Når virkeligheden gennemskues og sunyata erkendes, vil sindets rummelighed og klarhed straks vise sig på Bodhicitta måden.  Bodhicitta betyder et uforhindret åbent sind og hjerte, i modsætning til   kleshacitta som giver emotionelt tunnelsyn. Bodhicitta er karakteriseret ikke kun ved sunyata, men også ved velvilje i modsætning til modvilje. Med et ægte åbent hjerte kan man ikke undgå at velviljen også bliver både deltagende, medfølende og velvilligt kærlig  (sanskrit:  karuna og  maitri).
 

  De 5 skandha’er har også karakter og kvalitet af tomhed. De eksisterer kun i direkte afhængighed af hinanden. Der kan ikke være den første skandha uden den femte. Der er ikke sansning uden bevidsthed og så videre. Det er den forståelse, som vi har brug for, når vi  mediterer. Bodhicitta er en virkelig mulighed for os, fordi Bodhicitta allerede er der i forvejen  hvert eneste øjeblik. Det er vores  tilknytninger  og  identifikationer, som   forhindrer og  tilslører naturligt Bodhicitta.
 

   
 Hvad vi selv og verden virkelig er, forbliver et dybt mysterium. Det er ikke nødvendigt med overtro. Der er for meget overtro i forvejen. Nysgerrighed er vejen frem. Det store ingen ting  er langt mere interessant og anderledes end sit rygte, og det er karakteriseret ved kolossal følsomhed  (sindets klarhed), og det er basis for alting. Det er ikke en forbrydelse mod menneskeheden, at vores essens ikke er noget. Tomhed er som sagt ikke i sig selv en negativitet, men et hav af muligheder, fordi sunyata ikke forhindrer noget. Vores forventninger til det åndelige bliver blot skuffede, hvis vi forventer en åndelig flugtvej til noget lige så stofligt som vores (misforståede) oplevelse af verden.
 

 De fleste bliver umiddelbart bange for tomheden, når de får øje på den, så det er noget overraskede for dem, når de finder ud af at hvile i den, uden at det gør ondt eller er farligt. Det er værd at bemærke, at rumme-sindet er altid godt og sundt. Det kan dårligt være anderledes, når der blot er god plads og præcis klarhed. Det er klistersindet, som er helt vildt, på grund af uvidenhed om sig selv. Når vi træner i  meditation, kan vi derfor både opleve  kleshacitta og Bodhicitta veksle i sindstilstanden. Men når sindet spontant  genkender sig selv, sin natur og skandha’erne, vil tilknytning og identifikation med klesha’erne ophøre, fordi vi får øje på en større sammenhæng end blot personlighed, selvfølelse og selv bekræftelse.
 

 Når indsigten kommer, og tilknytninger og identifikationer falder bort, rasler af og er overstået, bliver lidenskaberne forvandlet til  intuitiv visdom  (sanskrit:  djñana, visdomsind)  af sig selv. Da bliver man virkelig overrasket. Sand indsigt er bare for meget. Det føles ligesom at stå fuldstændig nøgen midt på Rådhuspladsen, for almindeligvis er vi iklædt vores illusioner. Uden indpakning oplever du din sindstilstand som nøgen og sårbar, men også som åbenhed og stor følsomhed.  Sunyata er ikke en filosofi, men altings virkelige tilstand, som du selv kan erkende ved en gennemført undersøgelse af  den direkte erfaring  (sanskrit:  pratyaksha).

 

Opsumering 2:

  I det store og hele er sindet rummelighed og klarhed med de 5 skandha'er indeni, som gennemstrømmes af intuition, deltagelse, medfølelse, åbenhed, kærlighed, to slags visdom og glæde. Sindet er således både absolut og relativt Bodhicitta.
 

Deduktion

 Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser. Fordi der er
oplevelser, må der også være plads til dem i sindet. For at
oplevelserne kan opleves i al deres forskellighed, må sindet
også evne at kaste klarhed over dem. Fordi oplevelserne
både opstår, udfolder sig og forsvinder hele tiden, må der
være processer i sindet, som bevirker det.
Disse processer kan isoleres til de 5 skandha'er, som hver især
er udtryk for grupper af sindslige processer og mentale
mønstre.  Der observeres ikke noget vidne til oplevelserne,
fordi observatøren er vidnet.
Fordi man både kan knytte sig til - samt identificere sig  med
-  oplevelserne  -  og lade være med det,  betegnes disse
to modsatte tilstande som dels klistersind og visdomsind.
Begge sindstilstande farver (eller parfumerer) oplevelserne.

  Når der er identifikation, tilknytning,  dualisme og så videre, tilsløres dette visdomsind, og i stedet er der klistersindet, lidenskabernes magiske teater inde i sindets spejlgalleri med kroppen som gidsel. Det er som forsiden og bagsiden på det samme grønne blad. To forskellige sider og alligevel det samme sind. Fængslet af sine egne guder og djævle eller frigjort ved sit eget visdomsind er forskellen. På den måde er vi alle allerede Buddha'er. Vi er blot ikke klar over det og ikke vant til det. Det forhold udgør unægtelig en kvalitativ forskel. Visdomsindet er der uden at blive brugt. Rigtig få kender til det.  Endnu færre vænner sig til det.
 

 Desværre har vi tilpasset os så meget andet, som ikke er befordrende for indsigt i sindets natur, og det er meget svært at opbygge nye vaner til at fremme erkendelse af visdomsindet, på trods af at det ligger jomfrueligt og venter på at blive opdaget og elsket - i dit eget sind. Selv når vi gør det, går der i reglen lang tid, før de gamle vaner svækkes, fordi de er så grundlæggende i livet, når det handler om lidenskab og  identitet.
 

  Ligesom der er 5 basale lidenskaber, er der også 5 slags visdomsind. Når identifikation og tilknytning til klister-sindet er helt overstået, viser de 5 slags visdomsind sig. I stedet for vrede opstår:

   1) den spejl-lignende visdom, som viser den rå og uforvrængede virkelighed, hvad enten du kan lide den eller ej. I stedet for stolthed opstår:

   2) lighedens visdom, som viser, at det er ens for alle. Alle har potentiale. Når jeg kan, kan andre også. Min succes skyldes et sammenfald af omstændigheder. Når andre møder de samme omstændigheder, vil de opnå samme succes. Når Selvets illusion er gennemskuet, forstås det direkte, hvad relation til andre betyder. Det betyder naturligt  uforhindret  Bodhicitta. I stedet for begær opstår:

   3) den skarpt-skelnende visdom, som værdsætter værdi. Når noget er værdifuldt, opdages det straks - hverken mere eller mindre. Man kan slet ikke undgå at bemærke værdi, men man forstår også, at ingen kan virkelig  eje  sådan værdi. Nu handler det ikke om at have magt over noget eller nogen, men alting fremstår med præcis klarhed og tydelig forskel på hvert enkelt forholds kvalitet og karakter, naturligvis også alle forholds  mangel  på værdi, når sådan savnes. Man ser det straks. I stedet for misundelse opstår:

   4) den alt-udførende visdom,  som baserer sig på erkendelsen af, at når andre kan, kan jeg også. I stedet for at bruge sin energi på at ødelægge det for andre, anvendes den til at opnå de to slags gavn (for både én selv og andre, det vil sige Bodhicitta). Og endelig, i stedet for uvidenhed eller forvirring,  avidya, opstår:

   5) den alt-gennemtrængende visdom, som overskrider  dualismen.                 

 Træningen kommer derfor ikke til at dreje sig om at blive til noget, som man ikke allerede er, eller virkeliggøre noget, som man ikke har. Træning er tilvænning og afvænning. I praksis handler det om  vaner  og  begreber samt om, hvad du virkelig vil (= er vant til at ville, sanskrit: cetana). Når indsigten kommer, overskrider man også dem. Man overstår da deres dominans. Man hæver sig over dem, selvom de stadig er virksomme.

  Da sindet på den ene side er  absolut  som rum og klarhed og på den anden side er  relativt  som oplevelser, taler man om 2 slags sandhed. Absolut, sanskrit:  paramartha - og relativ, sanskrit:  samvriti  sandhed. Det gælder også vores identitet som forklaret i kapitlet ovenfor:  3, Selvets illusion. På det absolutte plan er der ikke noget Selv  - på det relative niveau kan vi både tale om personlighed og en oplever, som kun eksisterer i forhold til en given situation. Det er det, som Vasubandhu betegner som  fravær af en enhed i selvopfattelsen. Det relative kaldes også  konventionel  sandhed. Det betyder, at en spade i reglen vil opleves og kunne bruges, som den er designet til, selvom det er sindet, som graver i sindet, også når vi graver meget store huller  (en spade er en spade, men alle spader er oplevelser i sindet, uanset hvor dybt, man graver i det).
 

 Sådan ser det altså ud. Der er skrevet tykke bøger om emnet, som bestemt ikke er nemt. Det betyder, at der altid er en dynamik mellem de to slags sandhed. Man kan kalde det for  spirituel dialektik. På det absolutte plan er det som om man forsvinder - der er ikke nogen hjemme - på det relative plan er man altid på et bestemt sted på et givet tidspunkt i en ny og unik situation, selv når den synes velkendt.   (Det som sker nu er aldrig sket før og vil aldrig ske igen, selvom der jo nok er sket noget lignende før og vil ske noget lignende senere.) På det absolutte plan er der ingen dualisme  - ingen to-hed. På det relative plan er alle oplevelser i gang med en dialektisk proces  - som om de 5 skandha’er belyser hinanden.
 

2 dimensioner

  På den måde har hvert  øjeblik helt grundlæggende kun to dimensioner, som definerer nu’et: der er Buddha’en (Buddhanaturen)  og dit nuværende liv og sindstilstand og hermed verden (det vil her sige:  de 5 skandha’er).
 

  Det er kun indenfor Mahayana traditionerne, herunder  Tantra, at man beskæftiger sig med Tomheds-naturen. Indenfor Hinayana fokuseres der på Selvets illusion. Det er der mange mennesker, som sagtens kan nøjes med. I dagligdagen vil de fleste nok alligevel gå ud fra, at der faktisk findes en mere eller mindre objektiv verden, skønt man selv har en subjektiv opfattelse af den. Det er synspunktet for Vaibhashika filosofien, som derfor er en ganske interessant opfattelse, som mange kunne have gavn af at kende til.  Shamar Rinpotje har gentaget dette mange gange. En nærmere beskrivelse af Hinayana anskuelserne ligger dog umidelbart udenfor hjemmesidens koncept.
 

 Læren om tomhedsnaturen understreger essens-løsheden i alt og alle, påviser essens-løshedens karakter samt kvalitet, viser Selvets illusion med en anden vinkel og peger på Buddhanaturen og Bodhicitta. (Se siden: de 3 fartøjer, for en beskrivelse af forskelle mellem Hianayana og Mahayana.)
 

Læs i Orforklaringen om begrebet  ikke-tom, sanskrit:  asunya.
Læs også artiklen om:  Sunya som matematisk formel 
 - og læs artiklen om at gennemskue:  Angst for Tomheden.      
Læs også den 17.  Karmapa’s artikel:  Compassion.  

Læs også om Donald Hoffmans syn på oplevelser.
 

Absolut og relativ
 

En genstands [sanskrit:  dharma]
absolutte virkelighed
er den  sande natur
ved dens relative virkelighed

Den 14. Shamarpa Mipham Tjødji Lodrø