Tilogaard
Meditationskole

Billedet viser Vasubandhu, som forklarer  sunyata.
 

Tomheds-naturen

Den verden, vi kender som oplevelse, er kun tilstede i vores eget sind.  Dette forhold kaldes for fænomenernes tomhed (sanskrit: sunyata), fordi fænomenerne, som vi oplever dem, er afhængige af sindet. Uden sind, ingen oplevelser - heller ikke af fænomener.

  Tilsyneladende er verden jo udenfor os selv, men det er  verden som oplevelse altså ikke. Oplevelser opstår kun i sindet, er kun til stede i sindet og befinder sig aldrig udenfor sindet, så vidt man ved ud fra sin egen oplevelse, sådan som  sindet  sædvanligvis defineres. Oplevelser består kun af psykisk stof, også vores selvfølgelige og naturlige oplevelse af verden. Verden, som vi oplever den, består ikke af atomer, men af opfattede sansninger  (sanskrit:  rupas). Det kaldes, at den er  tom for egen uafhængig virkelighed og  stoflighed.

 Tomhed (sanskrit: sunyata) som fagudtryk i Dharma’en betyder således: tom for enestående og uafhængig selvstændighed og substans (stoflighed). Sansningerne opstår af sindet, befinder sig i sindet, opleves ved sindet og forsvinder også i sindet, når de ophører. Denne konstatering er ikke en benægtelse af den fysiske verden, men en væsentlig psykologisk og eksistentiel betingelse for erkendelse.

  Tomhed betyder ikke, at der mangler noget, men at der ikke er noget  (noget stofligt eller noget uafhængigt og enestående, som eksisterer i kraft af sig selv alene). Vi oplever kun vores eget sinds aktivitet. Vi oplever aldrig verden uafhængigt af sindet, skønt vi synes at stå i et stærkt afhængigheds forhold til den, men blot vores eget indtryk af (i den 3. skandha), hvad vores sanse evner opfatter som deres sansegenstande (i den 1. skandha).

  Vores forståelse af verden er derfor altid yderst relativ.

 Man kan ikke sige, at sindet  mangler  sin egen virkelighed, men der er ikke fysiske atomer i oplevelser og deres rum. Der er blot de 5 skandha’ers virksomhed. Så selvom sindet er tomt i sin karakter og kvalitet, så er tomheden altså også tom for tomhed. Dette er den enkle og nemme forklaring af begrebet tomhed fra et psykologisk synspunkt  (læs også klummen til højre  om de 16 slags tomhed).
 

  Alt, som manifesterer sig, er sind, skønt tomhed også er sind.

Forståelse er sind, dog er illusion også eget sind.

Tilblivelse er sind, men ophør er igen også sind,

så skær igennem alle fejl-fortolkninger af sindet.

( Udrag fra den 3. Karmapa Rangdjung Dordje’s Mahamudrabøn i fri oversættelse af Lama Olaf Høyer)

  Det er ikke til at fatte, men kan efterforskes gennem meditation. Sindet er meget mere omfattende, end man tænker på til daglig, og man forføres af sin uvidenhed. Fordi man almindeligvis antager, at verden eksisterer uafhængigt af en selv, opretholder man en dualisme mellem indre (psykisk) og ydre (fysisk), som er psykologisk urealistisk. Alle oplevelser foregår i sindets rum. Der er mange slags både ydre og indre oplevelser, men kun for så vidt, at sindet  viser  dem. Spørgsmålet om hvad universet er, er derfor i høj grad et spørgsmål om, hvad sindet og sansningerne i sindet er.

 Herudover er disse tanker om sindet jo blot  begreber  og dermed forskellige fra, hvad der skulle begribes, så hvori består vores virkelighed egentlig? (Sådan spørger Nagardjuna med  Madhyamaka  filosofien  - og  filosoffen Ludwig Wittgenstein  med sin sprog relativisme). Man kan også sige det sådan, at sprog og begreber bebor den 4. skandha, mens emnerne for sprog og begreber befinder sig i alle skandha’er.

  At sindet er ubegribeligt  (sanskrit:  abhuta-parika)  betyder imidlertid ikke, at man ikke kan forholde sig til det, men det er umuligt at  fokusere på rum og klarhed. Til gengæld behøver man ikke at tænke på, om man kan rumme  det ubegribelige sind, for det er jo netop sindet, som giver så god plads til alting. Man kan faktisk undre sig længe over, hvor god plads der er. Verden udenfor er altid indenfor. Man glemmer det hele tiden, skønt man virkelig burde huske på det. Mange synes, at der er enormt god plads i verdensrummet, så tænk på, hvor god plads der er i dit sind, som kan rumme din oplevelse af kosmos.

  Vi er aldrig, hvad vi  måtte kunne tro, at vi er, og verden er ikke, hvad den  udgiver sig  for at være.

  (Det betyder ikke, at der ikke eksisterer et transcendent Selv eller en objektiv verden, men blot at sådant noget opleves aldrig  (fortid, nutid og fremtid) af nogen som helst, fordi det ikke kan lade sig gøre. Ligesom man ikke kan se sit eget ansigt. I Dharma’en kaldes det at gå ud fra verdens objektive eksistens for en konvention, det vil sige en vedtaget virkelighed - det vi kalder for verden)

 Disse betragtninger kan føre til, at man beskæftiger sig med verden med større ydmyghed og sig selv med større nysgerrighed, for vi ved kun, hvad vores eget sind viser  os. Den her beskrevne anskuelse af tomhedsnaturen er ikke hele historien. Der er 16 slags tomhed (se højre spalte), og man kan også anskue tomheden som  fænomenernes gensidige afhængighed, men det overlader jeg til den akademiske præsentation at beskrive i detaljer  (jeg er jo ikke akademiker). Her har jeg valgt at vise den psykologiske vinkel - ikke mindst fordi den er så enkel. Som sagt, verden består ikke af atomer, men af  sansninger. Derfor siges verden at have karakter og kvalitet af tomhed, skønt den  ikke  er uden både relativ mening og gensidigt afhængigt indhold. Til gengæld må både relativ mening og gensidigt afhængigt indhold betegnes som tomhed, fordi de mangler enestående og uafhængig selvstændighed og substans   (stoflighed).

  Bemærk at essensløshed og tomhed er det samme, set ud fra to forskellige perspektiver. Essens-løshed betyder, at der ikke er nogen essens, hvor man nok ville kunne forvente en sådan. Tomhed er karakteren og kvaliteten ved denne essens-løshed. Derfor kaldes tomheden også for alt og alles essens, ligesom Buddhanaturen. Begrebsmæssigt er essens-løshed den ‘negative’ tomhed. Der mangler noget, nemlig en forventelig essens.  Tomheden er ‘positiv’ som begreb. Den giver plads og mulighed for alt og alle, fordi sunyata ikke forhindrer noget. Den er jo åbenhedens og rummelighedens karakter og kvalitet. Der er jo egentlig ikke noget i vejen, når der blot er god plads og præcis klarhed.

  For at holde den røde tråd på Tilogaards netsted er det tilstrækkeligt at bemærke den psykologiske dimension ved tomheds-naturen.  Sindets basis er Buddhanaturen, hvis karakter og kvalitet er denne tomhed. Buddhanaturen kaldes også  absolut eller ubetinget Bodhicitta, fordi sunyata er karakter og kvalitet ved sindets naturlige samt uforhindrede (fordomsfrie) åbenhed (rummelighed). Sunyata er også karakter og kvalitet ved sindets ubetingede glæde, altruistiske kærlighed, ubeherskede medfølelse, grænseløs  klarheds visdom  og mangfoldige Buddha virksomhed – altså relativt Bodhicitta (sindets klarhed). Når virkeligheden gennemskues og sunyata erkendes, vil sindets rummelighed og klarhed straks vise sig på Bodhicitta måden.  Bodhicitta betyder et uforhindret åbent sind og hjerte, i modsætning til   kleshacitta som giver emotionelt tunnelsyn. Bodhicitta er karakteriseret ikke kun ved sunyata, men også ved velvilje i modsætning til modvilje. Med et ægte åbent hjerte kan man ikke undgå at velviljen også bliver både deltagende, medfølende og kærlig  (sanskrit:  karuna og  maitri).

  De 5 skandha’er har også karakter og kvalitet af tomhed. De eksisterer kun i direkte afhængighed af hinanden. Der kan ikke være den første skandha uden den femte. Der er ikke sansning uden bevidsthed og så videre. Det er den forståelse, som vi har brug for, når vi mediterer. Bodhicitta er en virkelig mulighed for os, fordi Bodhicitta allerede er der i forvejen  hvert eneste øjeblik. Det er vores tilknytninger og identifikationer, som   forhindrer og  tilslører naturligt Bodhicitta.
 

  Hvad vi selv og verden virkelig er, forbliver et dybt mysterium. Det er ikke nødvendigt med overtro. Der er for meget overtro i forvejen. Nysgerrighed er vejen frem. Det store ingen ting  er langt mere interessant og anderledes end sit rygte, og det er karakteriseret ved kolossal følsomhed  (sindets klarhed), og det er basis for alting. Det er ikke en forbrydelse mod menneskeheden, at vores essens ikke er noget. Tomhed er som sagt ikke i sig selv en negativitet, men et hav af muligheder, fordi sunyata ikke forhindrer noget. Vores forventninger til det åndelige bliver blot skuffede, hvis vi forventer en åndelig flugtvej til noget lige så stofligt som vores (misforståede) oplevelse af verden.

 De fleste bliver umiddelbart bange for tomheden, når de får øje på den, så det er noget overraskede for dem, når de finder ud af at hvile i den, uden at det gør ondt eller er farligt. Det er værd at bemærke, at rumme-sindet er altid godt og sundt. Det kan dårligt være anderledes, når der blot er god plads og præcis klarhed. Det er klistersindet, som er helt vildt, på grund af uvidenhed om sig selv.

 Når indsigten kommer, og tilknytninger og identifikationer falder bort, rasler af og er overstået, bliver lidenskaberne forvandlet til  intuitiv visdom  (sanskrit:  djñana, visdomsind)  af sig selv. Da bliver man virkelig overrasket. Sand indsigt er bare for meget. Det føles ligesom at stå fuldstændig nøgen midt på Rådhuspladsen, for almindeligvis er vi iklædt vores illusioner. Uden indpakning oplever du din sindstilstand som nøgen og sårbar, men også som åbenhed og stor følsomhed.  Sunyata er ikke en filosofi, men altings virkelige tilstand, som du selv kan erkende ved en gennemført undersøgelse af  den direkte erfaring  (sanskrit:  pratyaksha).
 

Opsumering 2:

  I det store og hele er sindet rummelighed og klarhed med de 5 skandha'er indeni, som gennemstrømmes af intuition, deltagelse, medfølelse, åbenhed, kærlighed, to slags visdom og glæde. Sindet er således både absolut og relativt Bodhicitta.
 

Deduktion

Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser.
Fordi der er oplevelser, må der også være plads
til dem i sindet. For at oplevelserne kan opleves i
al deres forskellighed, må sindet også evne
at kaste klarhed over dem. Fordi oplevelserne
både opstår, udfolder sig og forsvinder hele tiden,
må der være processer i sindet, som bevirker det.
Disse processer kan isoleres til de 5 skandha'er,
som hver især er udtryk for grupper af sindslige
processer og mentale mønstre.  Der observeres ikke
noget vidne til oplevelserne, fordi observatøren er vidnet.  Fordi man både kan knytte sig til - samt identificere sig
med - oplevelserne - og lade være med det,  betegnes
disse to modsatte tilstande som dels klistersind
og visdomsind. Begge sindstilstande farver
(eller parfumerer) oplevelserne.

  Når der er identifikation, tilknytning, dualisme og så videre, tilsløres dette visdomsind, og i stedet er der klistersindet, lidenskabernes magiske teater inde i sindets spejlgalleri med kroppen som gidsel. Det er som forsiden og bagsiden på det samme grønne blad. To forskellige sider og alligevel det samme sind. Fængslet af sine egne guder og djævle eller frigjort ved sit eget visdomsind er forskellen. På den måde er vi alle allerede Buddha'er. Vi er blot ikke klar over det og ikke vant til det. Det forhold udgør unægtelig en kvalitativ forskel. Visdomsindet er der uden at blive brugt. Rigtig få kender til det.  Endnu færre vænner sig til det.

 Desværre har vi tilpasset os så meget andet, som ikke er befordrende for indsigt i sindets natur, og det er meget svært at opbygge nye vaner til at fremme erkendelse af visdomsindet, på trods af at det ligger jomfrueligt og venter på at blive opdaget og elsket - i dit eget sind. Selv når vi gør det, går der i reglen lang tid, før de gamle vaner svækkes, fordi de er så grundlæggende i livet, når det handler om lidenskab og identitet.

  Ligesom der er 5 basale lidenskaber, er der også 5 slags visdomsind. Når identifikation og tilknytning til klister-sindet er helt overstået, viser de 5 slags visdomsind sig. I stedet for vrede opstår

   1) den spejl-lignende visdom, som viser den rå og uforvrængede virkelighed, hvad enten du kan lide den eller ej. I stedet for stolthed opstår

   2) lighedens visdom, som viser, at det er ens for alle. Alle har potentiale. Når jeg kan, kan andre også. Min succes skyldes et sammenfald af omstændigheder. Når andre møder de samme omstændigheder, vil de opnå samme succes. Når Selvets illusion er gennemskuet, forstås det direkte, hvad relation til andre betyder. Det betyder naturligt  uforhindret  Bodhicitta. I stedet for begær opstår

   3) den skarpt-skelnende visdom, som værdsætter værdi. Når noget er værdifuldt, opdages det straks - hverken mere eller mindre. Man kan slet ikke undgå at bemærke værdi, men man forstår også, at ingen kan virkelig  eje  sådan værdi. Nu handler det ikke om at have magt over noget eller nogen, men alting fremstår med præcis klarhed og tydelig forskel på hvert enkelt forholds kvalitet og karakter, naturligvis også alle forholds  mangel  på værdi, når sådan savnes. Man ser det straks. I stedet for misundelse opstår

   4) den alt-udførende visdom,  som baserer sig på erkendelsen af, at når andre kan, kan jeg også. I stedet for at bruge sin energi på at ødelægge det for andre, anvendes den til at opnå de to slags gavn (for både én selv og andre, det vil sige Bodhicitta). Og endelig, i stedet for uvidenhed eller forvirring opstår

   5) den alt-gennemtrængende visdom, som overskrider dualismen.                 

  Træningen kommer derfor ikke til at dreje sig om at blive til noget, som man ikke allerede er, eller virkeliggøre noget, som man ikke har. Træning er tilvænning og afvænning. I praksis handler det om  vaner  og begreber samt om, hvad du virkelig vil (= er vant til at ville, sanskrit: cetana). Når indsigten kommer, overskrider man også dem. Man overstår da deres dominans. Man hæver sig over dem, selvom de stadig er virksomme.
 

  Da sindet på den ene side er  absolut  som rum og klarhed og på den anden side er  relativt  som oplevelser, taler man om 2 slags sandhed. Absolut - og relativ sandhed. Det gælder også vores identitet som forklaret i kapitlet ovenfor:  3, Selvets illusion. På det absolutte plan er der ikke noget Selv  - på det relative niveau kan vi både tale om personlighed og en oplever, som kun eksisterer i forhold til en given situation. Det er det, som Vasubandhu betegner som  fravær af en enhed i selvopfattelsen. Det relative kaldes også  konventionel  sandhed. Det betyder, at en spade i reglen vil opleves og kunne bruges, som den er designet til, selvom det er sindet, som graver i sindet, også når vi graver meget store huller  (en spade er en spade, men alle spader er oplevelser i sindet, uanset hvor dybt, man graver i det).

 Sådan ser det altså ud. Der er skrevet tykke bøger om emnet, som bestemt ikke er nemt. Det betyder, at der altid er en dynamik mellem de to slags sandhed. Man kan kalde det for  spirituel dialektik. På det absolutte plan er det som om man forsvinder - der er ikke nogen hjemme - på det relative plan er man altid på et bestemt sted på et givet tidspunkt i en ny og unik situation, selv når den synes velkendt   (Det som sker nu er aldrig sket før og vil aldrig ske igen, selvom der jo nok er sket noget lignende før og vil ske noget lignende senere). På det absolutte plan er der ingen dualisme  - ingen to-hed. På det relative plan er alle oplevelser i gang med en dialektisk proces  - som om de 5 skandha’er belyser hinanden
.
 

2 dimensioner

  På den måde har hvert øjeblik helt grundlæggende kun to dimensioner, som definerer nu’et: der er Buddha’en (Buddhanaturen)  og dit nuværende liv og sindstilstand og hermed verden (det vil her sige:  de 5 skandha’er).

  Det er kun indenfor Mahayana traditionerne, herunder  Tantra, at man beskæftiger sig med Tomheds-naturen. Indenfor Hinayana fokuseres der på Selvets illusion. Det er der mange mennesker, som sagtens kan nøjes med. I dagligdagen vil de fleste nok alligevel gå ud fra, at der faktisk findes en mere eller mindre objektiv verden, skønt man selv har en subjektiv opfattelse af den. Det er synspunktet for Vaibhashika filosofien, som derfor er en ganske interessant opfattelse, som mange kunne have gavn af at kende til. Shamar Rinpotje har gentaget dette mange gange. En nærmere beskrivelse af Hinayana anskuelserne ligger dog umidelbart udenfor hjemmesidens koncept.

 Læren om tomhedsnaturen understreger essens-løsheden i alt og alle, påviser essens-løshedens karakter samt kvalitet, viser Selvets illusion med en anden vinkel og peger på Buddhanaturen og Bodhicitta. (Se siden:  de 3 fartøjer, for en beskrivelse af forskelle mellem Hianayana og Mahayana.)

 Læs også om:  sunyata som matematisk formel 
 - og læs artiklen:  Angst for Tomheden.                   
 Læs også den 17.  Karmapa’s artikel:  Compassion.  

Artiklen fortsætter på næste side:   Om opfattelsen 5 
 

 Om Chandrakīrti og Madhyamakavatara

 Efter punkt 14 kommer vers 202 til 215, som i detaljer omhandler skandha'er, dhatu'er, ayatanas, de 6  fuldstændige færdigheder, dhyanas, buddhategn, buddha virksomhed og pratyaksha, direkte erfaring. Alle disse vers betegnes som punkt 14 i remsen om de 16 slags tomhed.

Chandrakirti stammer fra Sydindien, hvor han voksede op i byen Samanta. Han var munk og meditationsmester. For at demonstrere fænomenernes egentlige virkelighed, fortælles det, fik han tegningen af en ko på en mur til at give mælk. Chandrakīrti har haft en vældig indflydelse på udviklingen af Mahayana med især dette værk. På tibetansk hedder han Dawa Drakpa. Han var pandit (tibetansk: khenpo, en slags doktor titel) på  Nālandā Mahāvihāra  og elev af Nāgārjuna. Chandrakīrti var berømt for at udstikke den særlig udlægning af Madhyamaka filosofien, kendt som Prasangika. Han levede i det sjette århundrede.
 

Buddha Sakyamuni om sunyata

 Udlægningen af sunyata, tomhedsnaturen ved alt  og ingenting, fraværet af substantialitet  og enestående selvstændighed,  bør ikke antages som en filosofi, som forklarer alt og det, som ikke er noget. Det gør sunyata ikke.  Sunyata beskriver altings tilstand, slet og ret.
 I Ratnakutha-sutra'en forklarer Buddha Sakyamuni det således til sin hovedelev  Kasyapa:

 Det er ikke sunyata, som gør ting tomme (for stoflighed og enestående selvstændighed). I stedet er de simpelthen tomme. Det er ikke fraværet af enhver yderste årsag, som får ting til at mangle en sådan årsag. I  stedet har de simpelthen ikke en yderste årsag. Det er ikke fraværet af en yderste hensigt, som får ting til at mangle en yderste hensigt. I stedet har de simpelthen ikke en yderste hensigt. Kasyapa, jeg kalder denne omhyggelige overvejelse for middelvejen, en i sandhed omhyggelig overvejelse. Kasyapa, jeg kalder dem, som betegner sunyata som det sindslige billede (sanskrit: upalambha) på sunyata for de mest fortabte blandt fortabte.

                (Sutra'en fortsætter lidt senere:)

 Kasyapa, det ville faktisk være bedre at fastholde en filosofisk anskuelse om den yderste sandhed af det enkelte individ på størrelse med bjerget  Meru, end at blive tilknyttet anskuelsen om sunyata som ikke-eksistens. Hvorfor? Fordi, Kasyapa, sunyata er  udtømmelsen  af alle filosofiske anskuelser. Jeg kalder hvem som helst uhelbredelig, som antager sunyata som en filosofisk anskuelse. Kasyapa, det er som hvis lægen gav medicin til en syg mand, og når medicinen havde helbredt alle de oprindelige problemer, derpå forblev i maven uden selv at blive udskildt. Hvad tror du, Kasyapa, ville denne mand blive kureret for sin sygdom?
 [Kasyapa:] Nej selvfølgelig, du Velsignede! Hvis medicinen helbredte alle de oprindelige problemer, men forblev i maven uden udstødning, så ville mandens sygdom blive meget værre.
  Den Velsignede [Buddha Sakyamuni] sagde: Sådan er det, Kasyapa, sunyata er udtømmelsen af alle filosofiske anskuelser. Jeg kalder enhver uhelbredelig, som antager sunyata for en filosofisk anskuelse.

 Dette citat er hentet fra Huntingtons bog på side 57. Ratnakutha Sutra (tibetansk: Køntseg,  Bjerge af Ædelsten Sutra’en) er en af de ældste Mahayana Sutra’er.

Shamar Rinpotje om visdomsind

 Når den virkelige essens ved den basale bevidsthedsform [alaya, beholderen] ikke bliver genkendt, bliver forstanden plaget af emotionalitet. Det bevirker [misforstået] identifikation af  alaya  som et Selv [en oplever eller et vidne], som er forskelligt fra andet [end sig selv, altså forskellig fra oplevelserne].

 Øjeblikkets [således] farvede fatte-evne fortolker [i den 3. skandha] informationerne fra de andre sanse-evner på en dualistisk måde [eller todelt måde  - som oplever og oplevelser]. Det starter de begribende processer [i den  3. og 4. skandha], som [derfor i deres udgangspunkt] formoder, at der virkelig eksisterer både ydre og indre genstande for erfaring. Disse formodninger styrer handling, som derpå [når handling udføres] bliver underlagt loven om årsag og virkning [karma, resultatet af at indgå i vekselvirkning med omverdenen], hvilket uundgåeligt  frembringer  lidelse  i en eller anden form. Sådan er en verden baseret på forvirring [samsara, den relative og interaktive verden, som har lidelse som kendetegn].

 Ved genkendelsen af den basale bevidsthedsform [alaya, beholderen] som Buddhanaturen [hvilket svarer til den altgennemtrængende visdom] bliver den emotionelt plagede sinds-bevidsthed [klistha-mano-vidjñana, klæber-sinds-bevidstheden] forvandlet til
 den  oprindelige bevidsthed om ensartethed  [lighedens visdom].

 Øjeblikkets  sinds-bevidsthed  [-manovidjñana-] bliver til den
 oprindelige tydeligt skelnende bevidsthed [den klart skelnende visdom], og de [øvrige] fem sanse-bevidstheders begrænsede erkendelse fungerer [nu] udelukkende som den
  oprindelige bevidsthed om at udføre handling  [den alt-udførende visdom].

 Takket være vadjra samadhi bliver den basale bevidsthedsform [alaya, beholderen] fuldstændigt ændret  [i sin karakter]  til
 den  oprindelige spejl lignende erkendelse [den spejl lignende visdom].

                 den 14. Shamarpa Mipham Tjødji Lodrø
 fra bogen:  A Change of Expression & Working with the Emotions,  Éditon Dzambala (forlaget hos Dhagpo Kagyü Ling), Frankrig.  ISBN 2-906940-08-9.

   [I den oversatte tekst bruges i flere tilfælde udtrykket faculty, altså sanskrit begrebet  indriya, sanse evne, som jeg imidlertid har oversat som  bevidsthed. Det skyldes logikken i teksten selv. Lama Rinchen, som har oversat teksten fra Rinpotje's tibetanske tale under et kursus i Frankrig, er en dygtig oversætter, men hun har åbenbart haft problemer  med instruktionen her, sandsynligvis fordi Rinpotje selv har brugt udtrykket wangpo, tibetansk for indriya. Det har han muligvis gjort, fordi det næsten er hip som hap. Sanse evne og sanse bevidsthed opstår jo nærmest samtidigt og forløber synkroniseret. Imidlertid er det ud fra sammenhængen tydeligvis  bevidsthed, som er meningen.  Jeg har i denne artikel lagt vægt på forskellen, så derfor oversætter jeg på en måde ukorrekt. Undskyld for det og  de mange parenteser]

Absolut og relativ

En genstands  (sanskrit:  dharma)
absolutte virkelighed
er den  sande natur
ved dens relative virkelighed

Den 14. Shamarpa Mipham Tjødji Lodrø