|
H
Ordbog & Dharma leksikon
Had:
er vrede som vane. Se under: vrede.
Hagekors:
se under: svastika.
Haritaki (skt.):
tib.: arura; latin: terminalia chebula, myrobalam frugten.
Den ligner en oliven frugt og er fuld af vitaminer, sjældne aminosyrer, sporstoffer og antioxidanter. En hoved ingrediens i ayurveda medicin. Se under: ayurveda.
Hayagriva (skt.):
tib.: Tamdrim; betyder ‘Hestehoved’ - navnet på en Tantra Yidam.
Billedet viser en statue lavet af den 10. Karmapa Tjøying Dordje. De fleste afbildninger af Hayagriva viser det vilde, ophidsede eller heftige aspekt, hvor han er mere fedladen, yaksha agtig, og omgivet af et hav af flammer. Her ses han i sit Bodhisatva aspekt med fire hoveder – udover hestehovedet på toppen.
Heftige Buddhaer:
se under: Dharmapala.
Helgen:
se under Bodhisatva. Læs også om: hellighed.
Helle:
betød oprindeligt et helligt sted, hvorfor vold var forbudt på stedet. Det har så med tiden gjort, at helle nu er et sted med fred, hvor de almindelige sysler og problemer ikke optager sindet. Læs videre nedfor om hellig.
Hellig og hellighed:
- omtales mest i samme betydning som velsignelse. Helligheden knytter sig til for eksempel en Buddha eller en Bodhisatva, hvorved denne tilstedeværelse udelukkende bevirker godhed, ikke-skade (ahimsa), hjertets åbenhed og masser af plads til al den godhed og alt, som gør ondt i livet - uden negativitet overhovedet. På gammelt dansk havde ordet 'helle' den samme betydning. Så hellighed er både en sindstilstand og en følelse.
Hellighed er den fattede sindstilstand, hvor ondskab er fraværende, godhed nærværende, og man ikke kan lade være med at acceptere alt og alle med kærlighed, medfølelse - samt erkende Buddha'ernes og Bodhisatva'ernes konstante udfoldelse af velsignelse. Misforstår man oplevelsen, kan den fortolkes som det guddommeliges nærvær. Så i begrebet hellig ligger der både storsind og det at lade sig integrere i helheden i sin egen oplevelse af livet uden selviskhed eller ondsind. Hellighed er resultatet af selv-overskridelse. Når tilknytning og identitet er opgivet, dukker helligheden op, helt af sig selv. Helligheden viser sig sammen med følelsen af 'herlighed' - hvilket kort og godt betyder, at der er en stor følelse af vitalitet, evne, overskud og handlekraft, som uden anstrengelse dukker op i kølvandet på hellighed. Så hellighed, herlighed, gavn og glæde er Bodhicitta's følgesvende.
Helliggørelse:
(af statuer og så videre); se under: Pratishtha.
Helvede:
I følge klassisk Buddhadharma er der 8 meget varme og 8 meget kølige helveder.
Hertil kommer nogle stykker, som er midt imellem. Traditionelt overalt på Jorden, hvor man har haft forestillinger om helvede, er disse typer af verdener nede under jordoverfladen. Når vi betænker, at der bor milliarder og endnu flere sansende væsner under jordoverfladen og i havets dybeste dybder, ligger det for at tænke, det er nok i sådanne meget fremmede biosfærer, helvede findes. I dybderne kan der blive vældig varmt. Og visse steder meget koldt. Og der er hverken sol, måne, stjerner eller himmel. Nogle meget mørke steder. Pointen er, at disse biosfærer faktisk findes, der er også sansende væsner i dem, og det må antages, at det må være ret skræmmende at leve i de miljøer. Med andre ord ikke steder, hvor man i en sund og fattet tilstand måtte ønske sig genfødsel.
Traditionelt siges det, at det er ondsindethed og skade forvoldelse i enormt uhyggelig grad, som er årsag til genfødsel i helvedes verdenerne.
Endelig kan man også forstå helvede som en tilstand i sindet, hvor man drives til skade på både andre, en selv og miljøet. Så laver man helvede for andre, laver man det også for sig selv. Karma frugten af at udøve overlagt skade virkning, er mere skade; herunder at man selv udsættes for skade i fremtiden, fordi man ligesom fisker efter det.
Læs videre under: triloka.
Hensigt:
eller vilje; se under: cetana.
Herlighed:
se under: hellighed ovenfor.
Hetu-pratyaya (skt.):
se under årsager og betingelser.
Hetu-yana (skt.):
se under: Årsags-fartøjet; samt under: Tre fartøjer.
Hevadjra (skt.):
’Den Leende Vadjra’ - en Tantra Yidam og en særlig Tantra. Se også under: Nairatmya.
Higen:
se under: klesha.
Himmel:
se under: triloka. Læs også om: Shuddhavasa, de 5 højeste himle i rupaloka.
Himmelfart:
Jesus Kristus’ himmelfart - se under: genopstandelse.
Hinayana (skt.):
Det Lille Fartøj. Fartøjet til individuel befrielse (skt.: pratimoksha) og et ikke helt ubegrænset Nirvana, fordi Hinayana ikke indeholder Pradjñaparamita.  Sravaka-yana betyder elevernes fartøj, og tilhører en anden slags inddeling af de tre fartøjer, men det dækker til dels det samme som Hinayana. Tilsvarende er Pratyeka-buddha-yana et andet fartaøj end Sravakayana, men det dækker også noget af det samme som Hinayana (se også under: de 3 fartøjer). Hinayana er først og fremmest Læren om Selvets illusion - det er emnet for dette fartøj - og derfor også for alle buddhister. I Mahayana er emnet kort fortalt 1) relativt - og 2) absolut - Bodhicitta. I Indiens oldtid så man derfor ofte begge fartøjer til stede i klostrene samtidigt, hvilket med tiden medførte en sammensmeltning af Mahayana og Mula-sarvastivada (en af de 18 skoler), som eksisterer den dag i dag i de Nordlige Dharma traditioner fra Tibet til Mongoliet. I de første 3 århundreder efter Buddha Sakyamuni’s Nirvana delte Hinayana sig efterhånden i 18 forskellige skoler eller traditioner. De mest kendte Hinayana traditioner er Mulasarvastivada, Theravada, Sarvastivada, Dharmaguptaka og Mahāsāṃghika (Sarvastivada og Mahasamghika eksisterer ikke mere som selvstændige traditioner). I de Nordlige Dharma traditioner er Hinayana en integreret, skønt underordnet del af Mahayana. I den Sydlige Dharma hedder traditionen Theravada (en af de 18 skoler), som indeholder dele af Mahayana, skønt hovedvægten tydeligt er på Hinayana. Oprindeligt kendtes forskellen på de to fartøjer slet ikke i Theravada. Begrebet Hinayana stammer selvfølgelig fra Mahayana.
Det fælles synspunkt om bevidsthedens øjeblik, og dermed også om nul punktet, som opstår imellem hvert øjeblik, skt.: sunya, danner overgang og bro for anskuelserne omkring Dharmadhatu. Så man kan sige, at Mahayana blot går i dybden om emnet tomhed, skt.: sunyata. Men der er den vigtige forskel, at kun hos Mahayana finder vi læren om pradjñaparamita og Pradjñaparamita Sutra’erne. Desuden er de hellige Arhats hos Mahayana for en stor del erstattet med Bodhisatva’er, som uforhindret udfolder Bodhicitta. Læs artiklen.
Hjerne:
skt.: goda [गोद] eller mastishka (hovedets indhold); tib.: læpa [klad pa]. Hjernens arbejde er sansning, skt.: sparsa, og ‘oversættelse’ af sanseindtryk på fysisk niveau til psykisk stof, som sindet kan opfatte. Så hjerne aktivitet er ikke bevidsthed. skt.: vidjñana, som sådan, men en slags oversættelse, som kan opfattes bevidst. 
Billedet viser et usædvanligt blomkåls hoved med form som en menneskelig hjerne; fra Brugsens magasin Samvirke, februar 2020.
Hjernens arbejde går således forud for fremkomsten i den første skandha, af former for sindets opfattede sansegenstande, skt.: rupas. En oplevelses tilblivelse ved de 5 skandha’ers processer foregår således strengt taget slet ikke i hjernen.
Den første buddhistiske skole til at understrege dette forhold var Sautrantika. Argumentet er enkelt. Sindet er af en anden natur end fysik, så sindet kan ikke opfatte noget fysisk, men er afhængig af, at det fysiske kan afsætte et mentalt indtryk. Det fysiske må nødvendigvis være i stand til at skabe et billede, som sindet kan opfatte. For eksempel har blomster ikke kulør, men reflekterer lys i forskellige farver. Så blomsten kan ikke opfattes – kun det reflekterede lys opfattes af øjnene. Desuden reagerer øjnene kun på visse bølgelængder af lys, såkaldt synligt lys. Og det er ikke det, som sindet ser. Sindet ser det efterfølgende arbejde i hjernen, som er af en sådan karakter, at sindet er i stand til at opfatte det.
Hjernen er på denne måde et meget mystisk fænomen. Hvordan kan noget fysisk ’oversættes’ til noget psykisk? Ligger ’oversættelsen’ så i hjernens celler, eller i hjernens aktivitet? Det sidste synes at være tilfældet, hvilket gør hjernen endnu mere mystisk. At noget er mystisk, betyder ikke nødvendigvis, at det er svært eller kompliceret. Mystisk betyder ganske enkelt ukendt. Men det forekommer åbenbart, at der er en forbindelse mellem hjerne og sind. Vi skal bare passe på med at overfortolke det, som vi opfatter. Der er nogle naturlige grænser for erkendelse. Resten er i sagens natur ukendt, og det er for så vidt også OK. Det vil ikke forhindre befrielse og oplysning. Du behøver ikke at blive alvidende som en betingelse for at opnå Nirvana.
Men sindets ’sæde’ er hjernen ikke. Hjernens aktivitet gør det muligt for sindet at opleve ’de sansende væsners verden,’ skt.: samsara, og inkarnere i den. De fleste moderne mennesker vil antage, at hjernen kommer først i en oplevelses proces. Men uden sind opleves der ikke noget. I Buddhadharma betegnes forholdet som, at alt og alle oplevelser er betinget af bevidsthed, skt.: vidjñana.
Sindets evne til at kunne ’læse’ hjernens aktivitet som en ’oversættelse’ er mindst lige så mystisk som hjernen som sanse organ. Der er en grænseflade, som vi hverken kan erkende som mediterende yogi’er eller som iagttagende observatører, fordi grænsefladen befinder sig i hjernens signaler og aktivitet og i sindets evne til at opleve disse sanseindtryk. Når du mediterer, oplever du blot oplevelser og ikke nogen hjerne aktivitet.
Når du observerer en levende hjerne i aktivitet ved forskellige videnskabelige måle instrumenter, oplever du ikke nogen bevidsthed udover din egen som observatør.
Billedet hedder: ‘Windows' - Inside outside foto montage af Frank Kunert.
Så det hele er en stadig stor mystik. Meget ukendt.
At tro hjernen skaber sindet, er overtro. Man kan naturligvis godt tro på noget sådant, men der er ikke fakta eller data, som påviser en sådan sammenhæng. I stedet synes denne overtro at stå i modsætning til Middelalderlige forestillinger fra den katolske kirke om sjæl, ånd og metafysiske virkeligheder, herunder 7 guddommelige himle i verdensrummet og helvede under jordoverfladen. Disse forestillinger, som videnskaben med tiden lagde afstand til, er naturligvis også misvisende, fordi disse ideer ikke understøttes af fakta eller data. Enhver tro kan dog sagtens have noget med virkeligheden af gøre, men sådant befinder sig i fortolkningernes verden (den tredje skandha). Og her er det på plads at hæfte sig ved, at alle fortolkninger ultimativt er forvrængende. Så selv gode fortolkninger er i bedste fald vejledende. Det betyder rent praktisk, at selv overtroiske mennesker indenfor både religion og videnskab kan nå Nirvana, paradis og evne at manifestere Bodhicitta. Hvis et overtroisk menneske når Nirvana, vil det dog netop ved den lejlighed også opnå indsigt, så enhver forvrængning falder bort og er overstået.
Det er tilsvarende åbenbart, at sindet ikke har skabt hjernen. Oprindeligt må der være sket en spontan vekselvirkning, hvorved et sind inkarnerede i en eller anden slags krop og begyndte at opleve sansninger. Det er sidenhen blevet vældigt populært. Det tiltrækkende var åbenbart selve følelsen ved at inkarnere, fordi den kan være både fortryllende og ekstatisk. Men som bekendt følger jo også de fire kendetegn på samsara. Så det er som en forførelse, forelskelse og med stor grebethed, at inkarnation finder sted. Sindet benytter sig af muligheden, og det er en gammel vane med utallige dødsfald og genfødsler bag sig.
En sådan ’oversættelse’ og vekselvirkning må betyde noget for både hjernen og sindet. Biologer spekulerer i, at brugen og udviklingen af sprog har fået hjernen til at blive større. I udviklings historien er menneskers evne til sproglig abstraktion og begrebs dannelse blevet meget usædvanlig for sansende væsner. Sprog involverer ikke blot begreb, men også brug af stemmelæber, åndedræt og altså lyd. Derfor må vi formode, at hjernen ikke kun forårsager lyde, men også gror og forbinder nerveceller for at kunne sætte lyd og begreb sammen. Det er på den baggrund, man kunne tro, at den første skandha befinder sig i selve sanse organet, men det er næppe tilfældet, fordi både sansning og sprog først må ’oversættes’ til noget psykisk, som sindet kan opfatte og bearbejde. Hverken sansning eller sprog bliver virkeligt for sindet, før det er oplevet – altså en aktivitet i sindet selv, mens hjerne funktionerne må formodes ikke at blive opfattet direkte. Den ’moderne videnskabelige’ forståelse af hjernen er således både lidt primitiv og ganske utilstrækkelig. Den har også medført den katastrofale brug af ‘hjerne døds kriteriet.’ Det vides ikke, hvor mange rædsler for de ’hjernedøde’ dette har medført. (Læs artiklen: Organ donor.)
Læs videre i artiklen: Hjerne og bevidsthed.
 Til uddybning af emnets kompleksitet kan du med fordel se og høre Donald Hoffman fortælle om, hvordan hjernen 'oversætter' sansegenstande fra noget fysisk til noget sindsligt, som bevidstheden kan opfatte, på dette link (Aeon Magazine video). Det ret enestående ved Donald Hoffmans præsentation er, at han tager udgangs punkt i Darwins evolutions teori, men ender alligevel med en beskrivelse af tomhedsnaturen, skt.: sunyata.
Læs også om: skandha; og om: bevidsthedens øjeblik.
Hjernesutra'en:
en kort men berømt Pradjñaparamita Sutra om tomheds naturen, skt.: sunyata. Buddha Sakyamuni siger ikke et ord i denne Sutra, men bifalder hvad Avalokiteshvara siger til Subhuti.
Læs Sutra'en her
Hjernedød - og hjernedøds kriteriet:
den danske stat anser officielt hjernedød for den egentlige død af personen eller det enkelte menneske. I Dharma’en anses døden først for påbegyndt, når åndedrættet ophører og hjertedøden indtræffer. Døden er først egentlig afsluttet, når det ‘indre’ åndedræt stopper. Det betyder ikke nødvendigvis, at den afdøde dermed er helt væk og borte. Se også under: bardo. Læs også artiklen: ‘Organdonor eller ej’.
Hotai (kinesisk):
se under: Pu-tai.
Huang Tsang (kinesisk):
- berømt kinesisk pandit og oversætter, som levede år 600 – 664. Han kendes også under navnene: San-tsang , Sentsang og T’ang-seng. Hans rejse beskrivelser fra Indiens Oldtid er i vore dage blevet en vigtig dokumentation for denne epoke i både Indien, Centralasien og Kina. Han rejste vidt omkring i Centralasien før han kom til Indien. Huang Tsang fik 520 Sutra’er, både Hinayana og Mahayana, med sig tilbage til Kina. I Chang An, fortidens kejserby i Kina, står stadig den pagode, som han byggede til Dharma bøgerne, han havde medbragt fra Indien, skønt resten af hans kloster er forsvundet. Det er også Huang Tsang’s rejse gennem Centralasien, som gav anledning til det berømte eventyr om abekongen.
Huang Tsang oversatte Cittamatra’s vigtigste bøger fra sanskrit til kinesisk. Og skrev også en kommentar og udlægning af de store Cittamatra mestre fra Oldtidens Indien.
Hæder:
se under: værdighed.
|
