|
N
Ordbog & Dharma leksikon
Nadi (skt.):
kanal eller energi åre i form af imaginative små rør, som er lavet af lys. Udtrykket 'kanal' bruges her udelukkende, fordi det er blevet den almindelige oversættelse (eng.: channel). Det rette udtryk må være 'åre' ligesom i blodåre. Lyset angiver, at disse organiske rør eller kanaler ikke er fysiske. Strengt taget eksisterer de ikke, men yogi’en forestiller sig, at der befinder sig et netværk af sådanne kanaler overalt i kroppen med store rør, som fordeler sig i mindre rør alle vegne. Ved mentalt at tilføje et sådant kanal netværk til den kropslige virkelighed, forbindes sindet og følelserne med kroppen på en overlagt bevidst måde. Selvom netværket kun findes i yogi'ens fantasi eller mentale forestilling, påvirkes flere biologiske netværk af en ganske anderledes fysisk natur. Både nerver, hormon cikulation og lymfe system påvirkes således indirekte af disse forestillede nadi'er. De forestillede indre energi kanaler i kroppen visualiseres af yogi'en i forbindelse med Tantra. Ved at forestille sig disse kanaler ledes kroppens energier til gavnlige cirkulationer, som kan fremkalde frigørelse af emotionelle spændinger, genkendelse af følelsernes inkarnation i kroppen og stor glæde, skt.: mahasukha. Det øger også kroppens vitalitet. Udføres øvelserne forkert, kan det være farligt for sundheden. Derfor bør man følge en kvalificeret Lama og mesterlæren, mens man lærer.
Hvordan man forestiller sig disse psykiske energi årer i netværk over hele kroppen fremgår af de forskellige kommentarer til Yidam sadhana. Generelt er der en central kanal sammenfaldende med ryggraden, som kaldes (skt.) avadhuti (tib.: uma). Denne hovedkanal går fra issen, hvor den ligner mundstykkket på en trompet, og i en lige linje ned til anus, hvor den ligner lydudgangen på en trompet. Langs denne kanal befinder de forskellige chakra'er sig ved issen, halsen, hjertet og nær navlen, lidt neden under faktisk. Fra disse trafik knude punkter (chakras) fordeler de mindre kanaler sig ud og forgrener sig i stadigt finere netværk. De nærnere detaljer, symbolik, farver og så videre beskrives indgående i kommentarerne, og er kun relevante at kende, hvis du udfører Yidam meditation. Der er forskel på de enkelte sadhana'er med nogle gange flere chakras end beskrevet her samt andre variationer, som skyldes tradition.
Det er i denne centrale kanal, at den 'livs bærende energi,' skt.: prana, cirkulerer. Fra chakra'et under navlen udgår to sekundære og mindre energi eller 'vind' (skt.: vayu) årer, som forløber på hver side af den centrale kanal mod højre og venstre i kroppen hele vejen i lige linje op til issen, hvor kanalerne bøjer sig nedad og ender i hvert sit næsebor. Mens den centrale kanal er lukket for oven og for neden, så længe du lever, er de to side kanaler åbne mod verden ved næsen og har en særlig betydning i forbindelse med åndedræts øvelser.
I Hindu Tantra findes der lignende nadi'er og chakra'er, men de er ikke helt de samme, som her beskrevet. Dette faktum understreger, at der ikke er tale om objektivt eksisterende kanaler og chakras, men om en teknik til at påvirke sindet og følelserne i kroppen, og dermed vitalitet, sundhed og - ikke mindst - mahasukha, den store glæde eller lykke ved samadhi og mesterskab i samadhi, de 4 dhyanas.
Læs også om: Chakra.
Læs videre om: Bindhu.
Naga (skt.):
[Nāga]; tib.: lu [klu], ‘nøkke’ (på olddansk), et åndevæsen med sanser og selvbevidsthed, som lever i og omkring vandmiljøer. I dansk Oldtid blev nøkkerne, lindormene, dragerne, havmænd og havfruer anset for at være både negative kræfter i naturen og ondsindede af væsen. Nøkkerne blev associeret med vandløb, søer, moser og sygdom. Muligvis ofrede man til dem i Broncealderen. I Indien er der både gode og onde nøkker.
Tilsyneladende var naga dyrkelsen udbredt over hele Indien som natur-religion, også før de såkaldte ‘arier’ indvandrede og bosatte sig i Nordindien og medbragte deres egen religion baseret på Veda’erne. Men indoeuropæerne havde også nøkkerne med som en del af deres åndelige verden.
(Billedet viser et træskærer arbejde af en naga.)
Sandsynligvis er der sket en sammensmeltning af opfattelserne, ligesom det synes at være tilfældet med guden Shiva og andre. I det Oldindiske kosmologiske system med de 6 verdener, skt.: Chakravala, er naga’ernes placering uklar. Nogle gange opfattes de på linje med asuras, andre gange befinder de sig på grænsen mellem menneskenes verden og dyrenes, men det er fordi de kan påtage sig sådanne former, mens de som nøkker har deres eget rige.
Nøkkernes konge i Indien modtog Pradjñaparamita Sutra’erne fra Buddha Sakyamuni. Naga kongen levede længe og gav dem 1000 år senere til Nāgardjuna, som med disse Sutra’er fuldkommengjorde sin erkendelse og blev befriet og oplyst. Denne Naga konge må anses for at være en vision, som Nāgardjuna havde, men Naga kongen optræder også i visse Sutra’er. For eksempel skærmede Naga kongen i form af en gigantisk kobraslange Buddha Sakyamuni mod en regnstorm ved at folde sit brystparti ud over Den Hellige Mand som en paraply, da Buddha Sakyamuni befandt sig i en overordentlig dyb samadhi i dagene lige efter sit Nirvana. Så her har naga'en en skønt usædvanligt meget stor krop, dog krop som en kobra slange med dens karakteristiske bryst parti. I Kina blev nøkkerne opfattet som drager; sandsynligvis fordi der er mange dinosaur fossiler fundet i Gobi ørkenen, så man antog disse fordums skeletter for enorme drager.
 |
Blandt Abrahams religioner er der muligvis en parallel til Naga’erne med Serafim væsnerne – eller seraf’ferne – som omgiver Guds trone i profeternes visioner. Serafim spiller dog en noget uklar rolle i Biblen, men ordret betyder Seraf en slange (i følge Kirke-Leksikon for Norden ved Frederik Nielsen). På denne måde har Serafferne muligvis ligesom i Indien i nogle tilfælde haft en positiv og dydig betydning, mens de i andre sammenhænge var negative, for eksempel slangen i Paradiset, som forheksede Adam og Eva. I vore dages teologi synes Serafferne at have mistet en præcis betydning, skønt de må formodes at have haft velkendt funktion i Oldtiden.
Læs også om: Triloka med en beskrivelse af naga'ernes placering i verdens opfattelsen.
Læs også om: Guder.
Naga kongen Sagara (skt.):
Buddha Sakyamuni besøgte Naga kongen Sagara på havets bund,
hvor han gav 'instruktionen, som afklarer karma.' I denne instruks forklarer Buddha de 10 dyder og de 10 udyder. Episoden beskrives i Sutra'en: Sagara-naga-raja-paripriccha, Nagakongen Sagara's spørgsmål. (Den kan læses her hos 84.000).
Læs også om: naga - for oven.
Nagardjuna (skt.):
 (skrives også: Nagarjuna), tib.: Ludrub [klu grub]; navnet på Mahasiddha, Mahamudra mester, grundlægger af Madhyamaka anskuelsen, reformator af Ayurveda (medicin), en alkymist, grundlægger af den ene Bodhisatvayana transmission, Dekan på Nalanda Klosteruniversitet, og opdager af visse hidtil hemmelige Pradjñaparamita Sutra’er. Han var kort sagt et rigtigt renæscance menneske. Nagardjuna kaldes også for den anden Buddha. Det er svært at tidsfæste ham, men han er samtidig med visse konger i Sydindien, så det er rimeligt at antage, at han levede fra omkring år 120 til indi det næste århundrede. Hvor længe han levede er straks sværere at fastslå. I følge visse traditioner lever han i bedste velgående stadigvæk, fordi han er vellykket alkymist.
Akademikere mener almindeligvis ikke, at Nagardjuna har forbindelse med Tantra. De mener, at først Asanga skaber forbindelse mellem Pradjñaparamita og Tantra. Traditionen opfatter derimod de to som uadskillelige, selvom man godt kan udøve Pradjñaparamita uden Tantra. Her er det igen på plads at huske på den mundtlige tradition. Der er sådan set intet til hinder for, at Nagardjuna holdt Tantra hemmeligt, mens han offentligt underviste i Pradjñaparamita. Akademikere foreslår i stedet, at der kan have været flere med navnet Nagardjuna.
Han er forfatter til mange værker, hans mest kendte er Mula-madhyamaka-karika, som findes oversat til dansk. Et andet berømt værk er ‘Juvelkæden', som også er oversat til dansk. Han er en af linieholderne i den lange Mahamudra transmission (arvefølge) indenfor Karma Kadjy traditionen. Hans virksomhed er forbundet med Nalanda Kloster i Bihar, Amaravati og Nagarjunakhonda i Sydindien. Nagardjuna er berømt for at have reformeret Ayurveda. Han skal have indført brugen af halvædelsten og metaller, hvor man førhen kun havde brugt urter.
Han fik angiveligt Pradjñaparamita Sutra’erne foræret af en Naga konge. Myten fortæller, at denne konge boede på bunden af den Bengalske Havbugt, hvor det må have været svært at holde blækket tørt. Nagardjuna boede det meste af sit liv i Satavahana Imperiet. Lige nord for boede dengang et folk, som kaldtes Naga folket i skovene og bjergene (dette folk havde næppe noget at gøre med det nuværende Nagaland i Nordøst Indien). Muligvis fik Nagadjuna transmission til Pradjñaparamita fra dette folks konge. Hvor kongen så havde sin transmission fra, er ikke evident.
Det er også muligt, at Nagardjuna fik en vision af Naga kongen i sit palads på havets bund. I en vision har blækket jo ikke problemer med at holde sig tørt. Det er svært at afgøre, hvad der måtte være tilfældet. Imidlertid er forklaringen med vision på linie med, hvad der skete for Asanga godt 100 år senere. Asanga fik en vision af Buddha Maitreya og Tushita himlen, hvorfra han hentede kanoniske Dharma bøger.
Hele Mahayana traditionen er fyldt med visioner, både når en mester modtager transmission, og når en mester visionært beskuer fjerne verdener, himelske beboelser og Buddha’ers 'rene lande' eller paradiser, skt.: Buddhakshetra. Det visionære i Dharma’en er ikke begrænset til Mahayana. I forbindelse med Buddha Sakyamuni’s oplysning hedder det sig, at dels visdommens øje åbnede sig for Buddha, dels det guddommelige øje og Buddha-øjet. Hvor visdommens øje ganske enkelt betyder indsigt og sikker viden (skt.: vidya), er de to andre øjne tydeligvis visionære, for med det guddommelige øje kan Buddha se uendeligt langt væk, og med Buddha-øjet kan han se fortid, nutid, fremtid, karma’s årsager og virkninger og så videre (se under: oplysningens 64 elementer).
Nagardjuna anses for grundlægger af Mahayana sammen med Asanga i den forstand, at det er disse to, som skriver de første autoritative kommentarer til Pradjñaparamita Sutra’erne. Mahayana Sutra’erne tilskrives naturligvis Buddha Sakyamuni, som skal have undervist i dem på Gribbebjerget ved Rajgir i Bihar.
Nagardjunakhonda (skt.):
Nagardjunakhonda [eller på eneglsk: Nagarjunakhonda] er det vigtigste sted, hvor Nagardjuna boede i sit liv. Nagardjunakhonda ligger tæt på Amaravati i Andra Pradesh delstaten i Sydindien. Her var engang en 18 meter høj stupa og 30 klostre med beboere fra hele Indien. Nagardjuna gjorde dette sted berømt, og det må tilskrives ham, at Nagardjunakhonda blev det vigtigste buddhistiske lærdomssæde i Sydindien i Oldtiden. (Billedet viser en Buddha statue fra Nagardjunakhonda.)
I museet findes en tand og en ørering, som menes at have tilhørt Buddha Sakyamuni. En smuk Buddhastatue er det vigtigste levn fra en svunden blomstringstid for Buddhadharma i Sydindien. Selve Nagardjunakhonda blev oversvømmet, da man opførte en inddæmning af Krishna floden. De vigtigste arkæologiske fund blev reddet fra oversvømmelsen og anbragt på et højdedrag, som nu er blevet en ø i den store dam. Her har man også genopført nogle af fortids ruinerne.
Læs også om: Amaravati.
Nairatmya (skt.):
1) essensløshed
2) navnet på Hevadjra’s ledsagerske i Hevadjra Tantra’en.
Se under: essensløshed og Hevadjra.
Naishkramya (skt.):
tib.: ñgeyung [nges ‘byung]. Det at give slip; afkald; det at give afkald; at afstå fra. I en buddhistisk forstand betyder det direkte: at give slip på tilknytning og identifikation med sine oplevelser, både sansninger, fantasier, følelser og tanker. At opgive tilknytning til oplevelser betyder ikke at ville noget (skt.: cetana) med det, du oplever. Du oplever blot og lader reaktionerne vente. At opgive identifikation med oplevelserne betyder at undlade at dyrke dualismen, som skelner mellem oplever, processerne som frembringer dem og oplevelserne selv. I stedet fanger du helheden (skt.: Dharmadhatu) i sind og oplevelser og slapper af, mens du i øvrigt ikke foretager dig noget. Denne øvelse foretages naturligvis, mens du mediterer og opnår den meditative trance, skt.: samadhi. Herefter vil du være i stand til at tage denne erfaring med ud i hverdagen og opdage, at du også kan give slip i dit almindelige liv uden at miste det.
I en eksistentiel forstand vil det sige at opgive verden, skt.: samsara, og enhver ambition med sit liv i verden, så længe man lever. Bortset fra Nirvana. Et sådant stort afkald kendetegner en Bodhisatva på vej til at blive en Buddha. Et sådant afkald er ikke at undertrykke sine tilbøjeligheder, følelser, tanker eller spontane vilje. Ved at give slip på tilknytning og identifikation til oplevelserne forhindrer man ikke noget i at opstå; man griber ikke ind i oplevelsernes udfoldelse; og man prøver ikke på at fjerne dem, eller at forkorte tiden med deres manifestation, eller prøver på at fastholde dem. Man lader dem være, som de er – som de manifesterer sig – og som de forsvinder igen af sig selv. Denne kunst er meget svær at mestre, og lader sig kun udføre med basis i samadhi, den meditative trance eller fordybelse, som du kan opnå ved shamatha meditation. Og som forfines i den analytiske fase af indsigts meditation, skt.: vipashyana. Afkald er grundlaget for indsigt i sindets natur og virksomhed (læs artiklerne: Om opfattelsen 1 - 5), fordi du kun kan se oplevelserne og ikke sindet, når du er tilknyttet og identificeret med oplevelserne. Når oplevelserne optager hele din opmærksomhed, hvilket er det normale, bemærker du hverken sindets natur eller hvordan sindet bærer sig ad med at frembringe disse oplevelser. Man er naturligt uvidende om det (skt.: avidya).
Også set ud fra et Darwinistisk synspunkt giver det god mening. For at overleve har du ikke brug for at kende til sindets natur og virkemåde. Du har kun brug for at kunne opleve godt; kunne huske godt, og udvikle skarphed i opfattelsen.
Det forekommer instinktivt forkert at give afkald – naishkramya – som her beskrevet, fordi tilknytning og identifikation er den naturlige følge af uvidenhed, skt.: avidya, om sindets natur og virksomhed, om karma og om begrebsdannelser, skt.: caitasikas. Men det er ligeså naturligt at give slip. Alle er i stand til det, også selvom de på ingen måde føler sig motiveret til det. Afkald hænger uløseligt sammen med samadhi, fordi den meditative trance gør det muligt at give slip, lige så længe man befinder sig i trancen.
Med denne erfaring på bagen kan man også give slip i hverdagen, skønt med meget større besvær. Men besværet består mest af alt i tilvænning til processen. Buddha Sakyamuni's åndelige liv begyndte med et fuldstændigt afkald, da han forlod sin familie og aflagde al sin prinselige ejendom, herunder alt det tøj, han gik i. Så der stod han så i nattens mørke ude i skoven helt nøgen og fri. Han fandt derpå nogle klude, som folk havde smidt væk, og syede sig lidt asket tøj for ikke at krænke folks anstændigheds følelser. Det næste Buddha gjorde var at udvikle samadhi ved at følge sine to Guru'er, Arada Kalama og Rudraka, som viste ham de 4 dhyanas, graderne i mesterskab over samadhi.
Herpå søgte Buddha indsigt (som hans guru'er ikke kunne give ham), hvilket tog ham 6 år at fuldføre. Da han fik indsigt i sindets natur og virkemåde, fulgte naturligt befrielsen fra enhver dominans af hvad som helst. Denne befrielse var øjeblikkelig. Herpå fulgte så oplysningen, som sådan set tog hele natten, altså omkring 12 timer. (Læs om oplysningen som en proces i artiklen: Om Buddha 1.) Så afkald er meget vigtigt. Formlen er: afkald – samadhi – indsigt – befrielse – oplysning.
Grundlaget for Nirvana er således at give afkald, som det traditionelt kaldes, eller at give slip på enhver tilknytning og identifikation med alle oplevelser af enhver slags. Selvom Buddha gav afkald på sit verdslige liv på en så fuldstændig måde, nåede han ikke oplysningen den næste dag. Så det at give afkald er en længere proces; en læreproces – hvor implikationerne ikke er kendte til at begynde med. Man skal altså også vænne sig til at give slip. Fra øjeblikket hvor Buddha stod helt nøgen ved sit afkald og frem til hans endelige oplysning, gik der omkring 7 år. Vi andre, som ikke har helt så sund en karma som en Buddha, må sandsynligvis bruge meget længere tid på denne proces, fordi det er en opdagelsesrejse i livet. Afkald hører hjemme under den 8 foldige vejs punkt to om ret hensigt, skt.: samyak samkalpa, ellers almindeligvis oversat som ret analyse. Så det handler om hensigt, om at ville noget – fordi man har en forståelse for, at afkald er nødvendigt, for at alt det efterfølgende kan lade sig gøre. Hensigt eller vilje, skt.: cetana, er det styrende princip blandt alle samskaras, altså vores lidenskaber, vaner og begreber. Det er viljen, der er som en dirigent, bortset fra manifestationer af lidenskabelige følelser, som ingen vilje kan tøjle. Men begreberne og vanerne opstår også samtidigt med viljen i den fjerde skandha i en oplevelses proces. Men begreberne har jo ikke det samme 'drive' som lidenskab; derfor virker det som om, at viljen styrer dem, skønt viljen ikke styrer noget ved første behandling af oplevelsen – eller første reaktion i den fjerde skandha – af de fortolkede mentale indtryk, skt.: vidjñaptis, fra den tredje (samdjña) skandha. Viljen sætter sig først igennem ved tidligst anden behandling af en oplevelse - og ofte først ved senere behandlinger af oplevelsen – eller oplevelsens gennemløb af skandha'erne. Men disse processer (eller gennemløb, skt.: santana) foregår jo så hurtigt, at det forekommer, at viljen styrer det hele – bortset fra lidenskaberne. Grunden til at viljen ikke så godt kan styre lidenskab er, at lidenskaberne, skt.: kleshas, flyver på 'vindene' (skt.: vayu) i kroppen, hvilket blandt andet vil sige hormonerne. Angst / aggression fremprovokere således adrenalin i kroppen, og når først det er sluppet løs, går der nogen tid, før adrenalinen igen er opløst i kroppens biologiske suppe. Årsags forholdet er dog ikke entydigt; det virker også den anden vej – altså hvis du er frygtløs, vil der ikke udskilles nær så meget adrenalin og så videre. Men ingen kan styre lidenskab.
Derimod kan man styre sine tilknytninger og identifikationer. Men det tager altså sin egen tid, og det er afhængigt af indsigt, erfaring – og samadhi.
Der gives afkald i alle de tre fartøjer til befrielse, men med hovedvægten lagt forskellige steder. I Hinayana ligger vægten på direkte at give slip på tilknytning og identifikation med alt og alle. Det vil sige, at udgangspunket er Selvets illusion, skt.: anatman. I Mahayana ligger vægten på alle oplevelsernes enkeltdeles (skt.: dharmas; begivenheder) tomhed, skt.: sunya. Når der ikke er noget at fastholde, hvorfor så prøve på det – er holdningen. Men der er naturligvis også lagt vægt på Selvets tomhed: der er virkeligt ikke nogen, som i sandhed kan tilknytte sig til noget andet eller tredje; med andre ord er også tilknytning og identifikation illusion, så alting retter sig naturligt, når blot man opgiver illusionerne – eller opgiver det at dyrke dem. Derfor hedder det i Hjertesutra'en, at der kun er brug for pradjña, klarhedens vished. På denne måde når vi frem til det tredje fartøj Mantrayana, fordi således er vi alle allerede oplyste, når blot vi lader være med illusionerne. I stedet for at holde fast i dem, holder yogi'en fast i Buddhanaturen. Det sker rent praktisk ved Yidam sadhana. For alle tre fartøjer kan man sige, at befrielsen indtræffer, når sindet genkender sig selv. Det vil ikke ske, så længe man tilknytter sig og identificerer sig med alt muligt og alle mulige. Så begynd med afkald. Giv slip. Det er sund fornuft. Og gå så i samadhi! Så er du i gang. Så er du på vej. Så skal du nok nå frem til Nirvana. Synes du ikke, at du bør give slip lige nu, så vent til senere; der kommer vel et tidspunkt, hvor du selv synes, at tidspunktet er kommet. Buddha Sakyamuni forlod ikke sit slot lige med det samme, da han ellers havde forstået, at afkald var nødvendigt. Det tog ham flere år, at nå frem til at ville gøre det. Så alt har sin egen tid. Eller også tager ting (skt.: dharma) bare tid. Men husk det nu. Nirvana uden afkald er en kæmpe selvmodsigelse; det kan ikke lade sig gøre. Husk derfor på ordet: naishkramya; afkald – det at give slip. Dette glimrende sanskrit ord bruges ikke særligt meget blandt de danske buddhister, men naishkramya er et kerne begreb i Buddhadharma.
Nalanda [Mahavihara] (skt.):
er navnet på kloster universitetet i Maghada, ikke langt fra Rajgir i Bihar, Indien. Navnet betyder angiveligt: uophørlig gavmildhed. Gavmildhed er en af de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas. I århundrederne efter Buddha Sakyamuni’s Parinirvana  groede klosteret.
Billedet viser Nalanda’s
ruiner med resterne af den
store Stupa,med nogle af
Sariputra’s relikvier indeni.
Det menes, at Nalanda blev et megakloster og et egentligt universitet af akademisk standard omkring år 500 EVT, fordi dels det lokale kongelige Gupta dynasti byggede det ene kloster efter det andet på stedet over en periode. Dels donerede en konge fra Centralindien endnu et kloster og en stor ringmur omkring alle klostrene. Fordi de akademiske fag blev dyrket efter højeste standard – og fordi der ikke fandtes andre universiteter på den tid – blev Nalanda udklæknings stedet for embedsmænd til kongerigerne på Ganges sletten. Som følge af Nalanda’s alsidighed som både klostre, universitet og en række Templer og stupa’er, blev der også bygget haller til debat samt et stort og berømt bibliotek.
Nalanda blev bestyret gennem århundrederne af meget kendte skikkelser, som for eksempel Nagardjuna, Aryadeva, Naropa, Chandrakirti og Shantideva.
Siden opstod de andre kloster universiteter Vikramashila nord for Ganges floden samt Odantapuri, Somapura og Jagaddala i Bengalen.
Nalanda blev i 1193 angrebet og nedbrændt af de vilde og fanatiske tyrkere fra Centralasien, som grundlagde Sultanatet i Delhi. Den persiske historiker Minhaj-i-Siraj skrev, at tusinder af munke blev brændt levende. Andre tusinder blev halshugget af den tyrkiske general Bakhtiar Khilji, angiveligt for at udrydde buddhismen helt. Nalanda’s berømte og meget store bibliotek forsvandt også i flammerne med alle sine sjældne bøger. En sand katastrofe for Buddhadharma i Indien, skønt Nalanda’s ødelæggelse næppe var den væsentligste årsag til Dharma’ens forsvinden fra Indien i de følgende århundreder.
Læs også om de 8 pilgrimsteder.
Nalanda traditionen (skt. & dansk):
bruges ofte som en repræsentation af den akademiske Buddhadharma fra Ganges sletten, hvor Nalanda universitets klosteret var meget fremtrædende. Men Nalanda traditionens 17 nævnte pandit'ter stammer ikke blot fra Nalanda. Atisha var for eksempel fra Vikramashila, som dog ikke befandt sig særlig langt fra Nalanda. Vasubandhu og Asanga boede vist aldrig på noget universitets kloster, men alle 17 pandit'ter spliiede en fremtrædende rolle i formidlingen og forståelsen af Buddha's Lære i Indiens Oldtid og Middelalder. De 17 lærde var: Madhyamaka filosofferne Nagarjuna og Aryadeva; Asanga og Vasubandhu formulerede Cittamatra (eller: Yogacara). Dignaga og (den første) Dharmakirti var faktisk fra Nalanda; Gunaprabha og Shakyaprabha var kendte udlæggere af Vinaya. Flere Madhyamaka pandit'ter var Buddhapalita, Bhavaviveka, Chandrakirti, Shantideva, Shantarakshita og Kamalashila. Prajnaparamita lærde var Vimuktisena, Haribhadra og Atisha. Man kunne naturligvis nævne mange flere, men på mange måder er disse 17 pandit'ter nogle af de mest fremtrædende eller kendte, hvis værker læses den dag i dag. Betegnelsen Nalanda traditionen blev ikke brugt i Indien, men er en tibetansk beskrivelse, som især Gelug traditionen har brugt.
Læs også: Jan Westerhoff's artikel om Nalanda og den Nordindiske akademiske tradition (Lions Roar Magazine, USA).
Naldjorpa (tib.):
se under: yogi.
Namarupa (skt.):
[nāmarūpa]; navn og form, den fjerde ring i Årsagskædens 12 led.
Det at være bevidst om sig selv, om de andre og alt muligt andet end sig selv.
René Magritte's berømte billede af sin pibe med teksten: dette er ikke en pibe. Titel: Billedets bedrag. Billedet viser forskel på navn og form. Det er begrebs dannelsen,
som sætter de to ting sammen som namarupa.
1) Namarupa og skandha’erne:
Nama, navn, står for alt fra den anden til den femte skandha for så vidt der er begreb om dette alting. Betegnelsen ‘nama’ hentyder til, at sindet giver navn til det, som vi oplever. Altså navngivning langt udover den rå og blotte sansning eller mentale perception.
Rupa, form, står for den første skandha, hvor sanse-evne (skt.: indriya) mødes og får kontakt (skt.: sparsa) med sanse genstande, hvorved sansning af alverdens sanselige genstande, sammensat af de 5 fysiske grund elementer opstår i en sanset form (skt.: rupa) i sindet og begynder deres gennemløb af de efterfølgende skandha’er. De får så ‘navn’ i den anden skandha af deres ‘kvalitet’ - og navn i den tredje skandha som ‘mentalt indtryk’ og ‘fortolkning’ - og som ‘mental reaktion’ eller tanke i den fjerde, så den færdige fremstilling præsenterer sig i bevidstheds skandha’en med ‘navn’ og ‘form’.
Tilsvarende er de mentale sanse-genstande (skt.: manas) til stede i skandha’erne og bearbejdes tilsvarende. Ved oplevelsernes gentagne og lynhurtige strøm (skt.: santana) gennem de bevidste øjeblikke får også ‘manas’ namarupa i de første skandha’er – selvom de er af lidenskabelig eller abstrakt karakter og stammer fra den fjerde skandha (ved det forrige genneløb af skandha’erne). Læs mere om dette under: rupa.
‘Navn og form’ opstår i de første 3 skandha’er, men dette ‘navn og form’ reageres der derpå i den fjerde skandha, så namarupa er derfor også tilstede i den fjerde skandha. Her bearbejdes namarupa yderligere. Men det er først i den femte skandha, at du bliver bevidst om ‘navn og form’, så namarupa er også tilstede der.
Så en ting er, hvor namarupa opstår, nemlig i de 3 første skandha’er.
En anden ting er, at namarupa ganske enkelt er bevidsthedens indhold.
Namarupa oversættes bedst ordret, synes jeg. Navn og form. Som sagt er rupas de sanselige former, som sindet opfatter. Rupas er derfor næppe hjernens virksomhed, men resultatet af hjernens virksomhed. Jeg forstår hjernen som et kæmpe sanse organ, som formår at ‘oversætte’ sin virksomhed til en ‘form’ som sindet er i stand til at opfatte. Så rupas befinder sig ikke som sådan i hjernen, men i resultatet af hjernens virksomhed, altså ikke signaler, biokemi og så videre, men disse tings sindslige egenskaber – og heller ikke i selve hjernecellerne men i resultatet af deres interaktion. Det kaldes indenfor moderne videnskab for ‘bevidsthedens hårde problem’ – nemlig at sind og bevidsthed tilsyneladende netop ikke kan stedfæstes i hjernen. Det skyldes naturligvis, at sindet ikke er en fysisk ting. Hjernens mirakel er faktisk, at den kan ‘oversætte’ noget fysisk til noget mentalt, som sindet derved er i stand til at opfatte og forstå på sin egen måde.
Derfor tror mange, at bevidstheden er transcendent i forhold til hjernen. Virkeligheden er som sædvanlig faktisk det modsatte, som man typisk først bemærker som buddhist (og ellers kun hjerne forskere og neurologer er klar over), nemlig at det er verden som er transcendent i forhold til sindet, som oplever den. Verden er ikke en objektiv størrelse, men en personlig oplevelse. Bevidsthedens indhold. Når vi dør, forsvinder vi ikke – det er verden, som vi kender den – som forsvinder. For andre er det naturligvis os, som forsvinder, men for os selv er det de andre og hele den kendte verden, som pludselig er væk og borte.
Når en yogi opnår den yogiske trance, sanskrit: samadhi, ved sin meditation, bliver yogi’en i stand til virkelig at udføre vipashyana. Vipashyana har to faser. I den første fase analyserer yogi’en sin oplevelse for at finde sig selv. Når det så viser rent faktisk ikke at kunne lade sig gøre, fordi der ikke er noget selv (anatman), går yogi’en videre til den anden fase, hvor sindet hviler i sig selv uden at ændre på noget i strømmen af sind (santana). Når yogi’en lykkes med det, stopper den overlagte fortolkning i den tredie skandha og kun den instinktive reaktion i den fjerde skandha manifesterer sig. Det skaber en masse ro og fred i sindet. (Dette kan allerede ske som følge af shamatha meditation.)
Når yogi’en så er blevet rigtig dygtig til samadhi (i Theravada tales der om de 8 dhyanas; i Mahayana traditionerne omtales kun 4 dhyanas, dog sammen med de 4 erkendelser så der i alt også er 8) – vil også de umiddelbare fortolkninger og de instinktive reaktioner udeblive – og der bliver virkeligt roligt i sindet. Det får også tankestrømmen (manas) til at holde helt op. Så det ender med, at der næsten kun er ‘form’ tilbage – og intet nævneværdigt ‘navn’. Det er vipashyana’s fuldendende fase.
Så ‘navn og form’ er generelt bevidsthedens indhold, slet og ret og med så få ord. De opstår i sin grund i de tre første skandha'er. Det er her de bliver til. I den fjerde skandha viser de sig naturligvis også. Her reagerer sindet på indtryk og fortolkning, som opstod i de forrige skandha'er. Hvis ‘navn og form’ ikke var opstået i de første 3 skandha'er, ville sindet ikke have noget at reagere på (samskara). Derfor siger jeg, at namarupa opstår i de første 3 skandha’er.
Men igen – du ville slet ikke opleve noget, hvis ikke du har bevidsthed. Så generelt er namarupa bevidsthedens indhold, som er opstået og reageret på i de forrige skandha'er. Så i en snæver fortolkning, kan man godt sige, at namarupa opstår i de første fire skandha'er. Herved er en samlet oplevelse dannet i sindet, som derfor efterfølgende bliver præsenteret for den femte skandha, bevidstheden, som dens indhold. Men fordi jeg er proces orienteret, plejer jeg at sige, at ‘navn og form’ opstår i de første 3 skandha'er.
For eksempel kan det være, at du spiser et måltid mad. I de første to skandha’er vil du sideløbende opleve, at maden måske smager godt, men ser forfærdeligt ud, samtidigt med at den ikke dufter af noget. På denne trefoldige måde opstår der i den første skandha tre forskellige ‘rupas’ i tre sideløbende processer med hver sin egen kontakt (sparsa) mellem sanse genstande og sanse evner. I den anden skandha får disse sansninger så oven i købet hver deres forskellige primære følelses kvalitet (vedana): tiltalende, afskyelig og indifferent. Først i den tredje skandha sammensættes disse tre forskelligheder i et samlet indtryk, som derpå fortolkes som for eksempel ‘mad som ikke ser godt ud’ – ‘god smag’ – ‘neutral duft’ – altså oplevelsen af rupas – får ‘navn’ påhæftet. Så det er her i den tredje skandha, at vi for første gang ser et samlet namarupa.
Disse tre rupas alene i den første skandha indeholder ikke begreb om for eksempel mad; der ses blot noget, der smages på det og det dufter. Synet af -, smagen af - og duften af - disse tre rupas bedømmes derpå for deres kvalitet i den anden skandha, men her opstår heller ikke begreb om mad. Det er i den tredje skandha, at de tre rupas kendes og fortolkes som noget spiseligt. Så det er her, at de får den samlede betegnelse eller ‘navnet’ mad. Det er også derfor, at den tredje skandha hedder sam-djña på sanskrit; i fri oversættelse betyder ordet samlet opfattelse eller forståelse.
Men interessant nok er der faktisk allerede et begreb i den første skandha, men det har endnu ikke fået et rigtigt navn – og vi skal være heldige, hvis vi nogensinde får sat navn på det. Det er fordi denne rå opfattelse i den første skandha allerede indeholder både et dualistisk begreb om selv, andre og andet ved at en ‘oplever’ har en ‘oplevelse’ – eller nogen er ‘vidne’ til at der sker noget – er der på en måde faktisk både ‘navn og form’ allerede i den første skandha. Men det er på en yderst rudimentær måde, skønt også en meget grundlæggende måde. Bemærk venligst, at selv om der er begreb om selv, andre og andet end en selv, er der ikke nogen betegnelse for det i den første skandha – der er ikke givet noget navn; det er bare sådan, at alting og en selv instinktivt opfattes. (‘Jeg sanser – altså er jeg til.’) Egentlig ‘navn og form’ kræver ligesom, at de forskellige sansninger sættes sammen til et helheds indtryk, som også fortolkes for begreb og mening (‘hvad er det, jeg oplever?’). Og dette sker alt sammen i de første 3 skandha’er, hvor det samlede resultat således viser sig i den tredje skandha. Vi går blot instinktivt ud fra, at opleveren er forskellig fra oplevelsen. (Dette emne præsenteres i artiklen: Om opfattelsen 3, Selvets illusion.)
Det vil sige, at når de 3 første skandha'er har gjort deres arbejde, tror vi, at vi ved, hvad det er, som vi oplever. På dette grundlag reagerer vi så. (‘ Hvordan håndterer jeg denne oplevelse?’) Denne reaktion i den fjerde skandha giver selvfølgelig også ‘navn’ til ‘formen’ – oven i købet sættes oplevelsen nu i relation til fortid, nutid og fremtid, hvilket ikke var tilfældet i de første 3 skandha’er.
Fordi vi tror, at vi ved, hvad det er, som vi oplever – at vi genkender eller 'kender' det (eller gætter) – reagerer vi instinktivt ud fra de lidenskabelige følelser (kleshas) og de reaktive samskaras, som i deres aktive form kaldes for caitasikas. Disse caitasikas opstår sammen med vores karma-frø, sanskrit: bidjas, som er vores tidligere historie med disse samskaras. Derfor opstår nu relation til fortiden. Derfor opstår der også et begreb om nutiden. Og potentielt om fremtiden. Og først da er der en samlet ‘pakke’ som præsenteres for bevidstheden som dens indhold i det givne øjeblik (bevidsthedens øjeblik). Og hele dette indhold af ‘navn og form’ er endnu ikke behandlet bevidst. Det sker først nu i den femte skandha. Ved yderligere gennemløb (santana) af skandha’erne bliver den bevidste behandling af ‘navn og form’ forfinet, detaljeret og vi beslutter eventuelt noget om bevidsthedens indhold, som derpå efterfølgende i yderligere gennemløb af skandha’erne eventuelt omdanner, hvad viljen som vane, skt.: cetana, går ud fra. (Det er i denne sidste betydning, at man kan omtale en ‘fri’ vilje, skønt den først må blive til en vane, og hvor ‘fri’
er den så?).
2) Namarupa og årsagskæden:
I Årsagskæden optræder namarupa som punkt 4. Punkt 3 er bevidsthed, skt.: vidjñana, men hvad er det uden indhold – derfor er bevidsthedens indhold nummer 4. Det vigtigste, som namarupa fastslår for bevidstheden, er forskel på selv, andre og verden. Derfor ligger der instinktivt en dualisme indlejret i selve denne oplevelses proces, hvor man instinktivt antager, at man selv er forskellig fra andre og verden. Men selve denne dualisme er ikke namarupa; den defineres som avidya, uvidenhed (om selv, andre og verden – samt om sindets natur og virksomhed (skandha’erne); traditionelt siges uvidenheden at mangle viden om Nirvanas natur, samsara og karma). Så i årsagskæden spiller namarupa en lidt anden rolle, end jeg ellers har beskrevet for oven. Årsagskæden beskriver årsager og betingelser for både at kunne opleve noget og kunne eksistere som et sansende væsen. Derfor begynder kæden med uvidenhed (avidya). Uden den instinktive dualisme, ville vi slet ikke inkarnere og genfødes i en uendelighed. Men når vi nu ligger under for dualismen, opstår der begreb om det (samskaras) som nummer 2 – og vi bliver bevidste. Det er derfor punkt 3. Herpå i bevidstheden opstår der en skelnen mellem selv, andre og verden (namarupa). Og så videre...
Du vil finde mange forslag til oversættelse, som er forskellige fra mine definitioner her, fordi oversættere ofte kun arbejder med ord som noget, der ligner ord på original sproget – uden at kende den egentlige faglige betydning. For eksempel kan man ikke oversætte ‘du må have spist søm’ til engelsk med udtrykket: ‘you must have eaten nails’ – sådan omtaler man bare ikke søm på engelsk. Så selvom oversættelsen er ordret korrekt, er meningen det ikke. Normalt får vi mangelfulde oversættelser, fordi oversætterne ikke har et personligt kendskab til sindets natur, virksomhed og samadhi. Tilsvarende kan akademikere have besvær med oversættelserne, når de mangler erfaring fra meditation – og også mangler indsigt i sindets natur og faktiske virksomhed i øjeblikket, hvor man mediterer.
Det giver nogle gange nogle ret søgte oversættelser af ord, som i deres fagsprogs betydning faktisk er ret præcise. Så det er ikke nok at kende fremmede sprog. I Buddhadharma må oversætterne også besidde faglige kompetencer, som desværre ofte mangler. Dette kan skyldes, at vi endnu kun er i den spæde begyndelse af transmissionen fra Asien til Vesten for Buddha’s Lære. Så alligevel må vi takke vores oversættere for deres indsats, uanset skavankerne, fordi deres arbejde er en heroisk pioner indsats i en vanskelig tid.
Se også under: djñeya, vidjñapti og fortolkning.
Læs artiklen: Hvad er en oplevelse.
Nanda (skt.):
Buddha Sakyamuni's halvbror. Nanda er også kendt som Sundara Nanda, den kønne Nanda. Syv år efter Buddha's Nirvana besøgte han sin hjemstavn Sakya landet, hvor han fik Nanda til at forlade familien og blive munk. Det var dog ikke spor nemt for Nanda; han var dybt forelsket i sin søster Sundari Nanda, hvilket han ikke kunne glemme. Da Buddha Sakyamuni demonstrerede for ham, at der var langt smukkere og dejligere kvinder i verden end Sundari Nanda, især gudinderne i diverse himle, opgav Nanda sin forelskelse i sin søster. Imidlertid var han nu blevet forgabet i de himmelske gudinder, hvilket de andre munke gjorde nar af. Endelig forstod Nanada, at han var forelsket i samsara og han forstod, at det vat håbløst med tilknytning og identifikation og gav op, skt.: naishkramya. Han blev da starks til en Arhat, siges det.
Nanga (tib.):
en buddhist; se under Bauddha.
Namshe (tib.):
bevidsthed, se under: Vidjñana.
Naropa (skt.):
1016 – 1100 EVT. Mahasiddha, Mahamudra mester og linjeholder eller arving af den 'korte' transmission af  Mahamudra fra Tilopa. Han var Marpa's Lama. Han startede sit engagement i Dharma’en som bikshu, fuldt ordineret munk og blev først pandit, senere Dekan på Nalanda Kloster Universitetet i Bihar, Indien. Da han her hører om Tilopa, bliver han grebet af længsel efter at møde ham med en intuitiv fornemmelse af, at Tilopa måtte være hans Lama. Han fandt Tilopa og levede med ham i lang tid som yogi. Naropa er berømt for hans 12 ‘prøvelser’ - forskellige begivenheder, som bragte ham til erkendelse og virkeliggørelse af Mahamudra. Han er også kendt for sine 6 Dharma’er, doktriner - se nedenfor. Naropa grundlagde det berømte Dharmacenter Pulahari, som lå ikke så langt fra Nalanda.
Naropa havde Niguma som sin partner Mudra, som derfor også fik Naropa's transmissioner. Hun blev efterfølgende en selvstændig Lama.
Naropas 6 doktriner [Dharma’er] (skt.):
Naropa formulerede de hemmelige yoga’er fra Tilopa som 6 ’Dharma’er’ – ofte oversat som ’doktriner’.
1) (skt.) candika, ‘den indre ilds yoga’
(tib.: tummo)
2) (skt.) mayakaya, ‘den illusoriske krop’
(tib.: djylu)
3) (skt.) svapana, ‘drømme yoga’
(tib milam)
4) (skt.) prabhasa, ‘det klare lys' yoga’
(tib.: øsal)
5) (skt.) antarabhava, ‘mellemtilstandenes yoga’
(tib.: bardo)
6) (skt.) samkranti, ‘forvandlingens yoga’
(tib.: phowa)
se også under: Tilopa.
Natur:
I buddhismen er der ikke et samlet begreb for flora og fauna, som naturen almindeligvis forstås. Alt om det miljø, som vi alle bebor, betegnes som de 6 verdener, skt.: Triloka.
Men der er flere begreber om tings (dharmas) natur eller væsen. Læs om det under: Prakrita (urnatur);
samt under: Karakter (natur som egenskaber);
og under: Svabhava (egen-natur);
og under: Trisvabhava (3 slags egen-natur, også benævnt: 3 naturer).
Læs også om: Buddha-naturen.
Navngivning:
Når folk tager Tilflugt i de Tre Ædelsten og når de tager Bodhisatvaløfter, får de også et navn. I Kadjy traditionen og de øvrige tibetanske skoler er dette navn i reglen på tibetansk, i Theravada er navnet på sproget pali. Derfor er det de færreste, som herefter officielt tager navneforandring til for eksempel Tilflugts navnet. I stedet ses navnet som en velsignelse for fremtiden. Tilflugts navnet er angiveligt det navn, som du i fremtiden vil blive kendt under som en Buddha, når du en skønne dag bliver befriet og oplyst. Tilsvarende vil du blive kendt under dit Bodhisatva navn, når du når det tiende bhumi.
Som traditionen i vores tid bliver videreført er der således ingen grund til at foretage en officiel navneforandring. Tilsvarende er det muligvis ikke en særlig god ide, at give børn buddhistiske navne, hvis sådanne navne kan gøre livet besværligt for børnene i skolegården. Der er dog undtagelser; Tara og Maya er for eksempel glimrende pige navne.
Det er typisk, at for eksempel jeg selv er kendt med mit munke navn, Tendar. Det gælder mange andre tidligere munke her i Vesten. Samt selvfølgelig alle de nuværende munke. Men det er nærmest undtagelsen, for alle, jeg kender, beholder deres oprindelige borgerlige navn ved forretninger med myndigheder, bank og så videre.
Negativitet:
udspringer fra at noget opfattes som afskyeligt eller ligegyldigt i den anden skandha, skt.: vedana. Denne primære emotionelle fortolkning af en oplevelse, broderes der videre på i den fjerde skandha, skt.: samskara, ved de stærke lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, reaktive emotionalitet i form af vrede, angst, had, misundelse eller udeltagende ringeagt.
Læs videre under: skade.
Nerandjana (skt.):
 (skt.) navnet på den forgrenede og lavvandede flod, som løber forbi Bodhgaya. Det var her at Siddhartha Gotama, som ganske snart skulle blive til Buddha Sakyamuni, fik sig et bad i floden og havde besvær med at komme op på land igen på grund af svaghed i kroppen. Han havde i 6 år fastet sig til næsten hjælpeløshed. Han opgiver derfor sin askese, da den blot gør ham svag. Han møder også hyrdinden Sudjata, som tilbyder ham et måltid mad med søde ris og mælk. Måltidet styrker ham straks, og han følger herefter midtvejen mellem luksus og afholdenhed. Han opnår kort tid efter sit nirvana under Bodhitræet ved Uruvela eller Bodhgaya, som det hedder i vore dage.
Newar (skt.):
det oprindelige folk i Kathmandu dalen i Nepal, som i dag er i mindretal i dalen. Der er hos dette folk en særlig tradition af Mantrayana, som har eksisteret i dalen i to tusinde år. Hvornår præcist Buddhadharma kom til Nepal er usikkert, men formodentlig kort tid efter Buddha Sakyamuni’s Parinirvana.
Ngakpa (tib.):
[sngags pa; སྔགས་པ་], Tantra yogi; udøver af de hemmelige Tantras, mantras og yoga’er. Skt.: mantrin [māntrin]; i reglen betegnelsen for en sådan lægperson, hvor en munk eller nonne normalt vil blive betegnet som drubla, hvis de har gennemført en Yidam retreat. Indenfor Nyingma traditionen findes der en ordination som ngagpa (eller: ngagma, hvis det er en kvinde), hvor vedkommende tager løfter om megen tid brugt på meditativ praksis, Tantra og yoga. Løfterne kan også omfatte et tiggerliv, hvor yogi’en ikke vil opholde sig mere end 3 dage det samme sted ad gangen. Dette sidste var dog mest et indisk fænomen.
Læs videre under: yogi;
læs også om: Yidam.
Ngari (tib.):
[mNga'ris]; en generel betegnelse for hele det vestlige tibetanske kultur område. Landskabet omfatter både Ladakh, Zanskar, Kinnaur, Lahul og Spiti, som i vore dage indgår i Indien, samt de gamle vestlige kongeriger Guge og Purang (eller Burang), som i vore dage udgør en del af Tibet eller TAR, det tibetanske 'selvstyre' område i det kinesiske kommunistiske imperiums besatte dele af Centralasien. Områderne i det nordvestlige Nepal: Dolpo og Mustang hørte ofte med til kongeriget Guge. (Den røde stiplede linje på kortet viser tidligere politiske grænser for Ngari mod Nepal og Indien. Der er flere tibetansk beslægtede folke grupper i Nepal, som dog aldrig var underlagt styre fra selve Tibet, men i stedet altid har styret sig selv eller været under Nepal. Det gælder folk i Manang, Helambu og Sherpa land.)
I forhistorisk tid var hele Ngari en del af det legendariske Zangzung kongerige, som vi ikke ved særlig meget om. Sandsynligvis var Zangzung et større territorium end blot Ngari, men det vides ikke. Hunza og Baltistan i det nuværende Pakistan bebos af tibetanske folk, som i århundreder har været muslimer, så deres kultur ikke ligner, hvad vi ville kalde tibetansk i dag. Men det er tænkeligt at disse lande også indgik i kongeriget Zangzung som organiske dele, i og med at de var ligeså tibetanske som folkene i Ngari i forhistorisk tid.
I vore dage bruges sjældent betegnelsen Ngari, fordi det meste af området henregnes politisk som en del af Ü-Tsang. Det er ikke særlig solidarisk med folk i landet og ikke en præcis beskrivelse, fordi disse vestlige egne er meget forskellige fra det centrale Tibet. Både hvad angår geografi og befolkning. Den mest vestlige del af TAR kaldes i dag for Ngari præfekturet, men grænserne for denne provins svarer ikke helt til tidligere tiders. I fortiden var der meget mere vand og frodighed i hele det vestlige Tibet, så der boede mange flere mennesker end i dag, hvor områderne i ringere grad vandes af gletsjere, som konstant formindskes og afgiver stadig mindre mængder vand. Ngari blev først en del af det centrale Tibet rent politisk after Gushri Khan og den femte Dalai Lama tog magten i 1642.
Ngøndro (tib.):
skt.: prayoga, forberedelse. Almindeligvis betyder betegnelsen indenfor Kadjy traditionerne forskolen til Mahamudra sadhana (’praksis’). Der er den almindelige ngøndro og den særlige ngøndro. Den almindelige ngøndro er De 4 Overvejelser. Den særlige ngøndro har 4 discipliner: glidefald (tilflugt), Vadjrasatva meditation, mandala ofring og guru-yoga.
Den særlige Ngøndro’s fire discipliner består af mange mange gentagelser, hvilket kaldes for ‘samlinger.’ At akkumulere disse samlinger af gentagelser anses for særdeles gavnligt for at vænne sig til at udføre sadhana og for at opnå resultater af samlingerne. Generelt er der to slags samling, som fører til to slags resultat, af dels menneskelig godhed eller dyder, skt.: punya, og dels erfaringer om klarhedens vished, skt.: pradjña. Ngøndro er således ikke blot noget, som skal overstås for at ankomme til noget virkeligt vigtigt, men gerne en praksis form, som man fortsætter med hele livet. Som begynder i buddhismen vil man værdsætte ngøndro’ens disciplinerende indflydelse, hvorved meningen med både Buddhadharma’s metode og anskuelse aktualiseres. Som gammel i gårde vil man værdsætte ngøndro’ens stabiliserende indflydelse på dagligdagen, hvorved Buddha’s Lære integreres i alle livets aspekter.
Den særlige ngøndro kan udføres på basis af De 35 Buddha’er sadhana, eller efter Gampopa’s system, som er det mest almindelige. Efter forskolen indledes eventuelt Yidam meditation med lesagende hemmelige yoga’er, hvis man udfører Mahamudra efter Tantra metoden. Efter Sutra metoden vil man lægge hovedvægt på lodjung som støtte for meditation og refleksion for at opdage og udvikle ægte Bodhicitta. Herefter påbegyndes den egentlige Mahamudra meditation (Mahamudra som meditations system er noget andet end mahamudra som mudra indenfor Tantra.). Mahamudra meditation præsenteres ofte som en Tantra tradition, men i følge Gampopa findes Mahamudra også som Sutra metode i Samadhiraj Sutra.
I øvrigt betyder ngøndro simpelthen forberedelse, så de indledende øvelser ved enhver sadhana kaldes for ngøndro sektionen. Ngøndro til lodjung er således shamatha meditation. Der er også en særlig ngøndro til Dzogtjen.
Læs også om: feltet for goder og fortjeneste. Læs endvidere om: sadhana.
Se i boglisten om: ngøndro bøger.
Ni fartøjer:
se under: Ni yanas.
Ni trin i shamatha (skt.):
tib.: semnæ gu [sems gnas dgu]; meditations formen shiné eller shamatha trænes i 9 niveauer eller trin, som kaldes:
1. fæstelse
2. fortsat fæstelse
3. fast fæstelse
4. fuldstændig fæstelse
5. tæmning
6. rolighed
7. fuldstændig ro
8. vedvarenhed
9. meditativ ligevægt.
Denne liste stammer fra Mahayana Sutra’en Mahayanasutralamkara.
Læs artiklen.
Ni Yanas (skt.):
I Nyingma traditionen regner man med ni fartøjer til befrielse, skønt den almindelige betegnelse er de tre fartøjer. De Ni Yanas er ligesom de tre fartøjer listen opdelt i:
1.) Shravaka-yana,
2.) Pratyeka-buddha-yana,
3.) Bodhisatva-yana.
Disse tre fartøjer betegnes som Årsagsfartøj, fordi de angiver den præcise opfattelse af virkeligheden eller den ’rigtige,’ skt.: samyak, anskuelse på ting og sager. Nemlig begreberne om ikke-selv, skt.: anatman, og tomhedsnaturen, skt.: sunyata, ved alle oplevelser. Så disse tre fartøjer er årsag til erfaring om klarhedens vished, skt.: pradjña.
De følgende seks fartøjer på denne liste, kaldes under et for Virkningsfartøjet. Det skyldes, at man i Tantra dyrker kunsten at plukke frugten af sadhana, skønt man kun lige har plantet et frø ved at komme i gang. Det kan gøres, fordi du allerede besidder Buddhanatur. Så Tantra retter din opmærksomhed mod dit eget sinds rummelighed og klarhed og fastholder dette aspekt gennem alle sadhana’ens faser.
De sidste seks fartøjer indeholder de seks Tantra klasser. (I de andre traditioner angives 4 Tantra klasser. Kun Nyingma tæller 6.) De første tre er de ’lavere’ klasser, mens de sidste tre er de ’højere.’ I den klassiske inddeling med tre fartøjer, regnes Virkningsfartøjet med til Bodhisatvayana, under betegnelsen: Tantra, mens erkendelse af tomhed, skt.: sunya, ved fuldstændig færdighed i klarhedens vished, skt.: pradjña-paramita betegnes som: Sutra.
4.) Kriya Tantra,
5.) Carya Tantra (eller: Ubhaya Tantra),
6.) Yoga Tantra,
7.) Mahayoga,
8.) Anuyoga, (eller: Anutarayogatantra)
9.) Atiyoga (eller: Maha Ati og Mahasamdhi, tib.:
Dzogtjen).
Læs artiklen: Tantra, en særlig kunst.
Nidana (skt.):
se under: Årsagskæden.
Nidja (skt.):
tib.: nyugma [gnyug ma]; medfødt; sindet opstår ikke sammen med kroppen, men forefindes forinden kroppens tilblivelse. Tilsvarende dør sindet ikke, når kroppen dør.
Læs videre under: medfødt.
Niguma (skt. – tib.):
xxxxx. Læs videre under: Naropa.
Nihilisme:
betyder traditionelt i europæisk tradition en filosofi eller anskuelse, som benægter eksistens af objektiv sandhed. (Nihilisme betyder også i en europæisk politisk tradition anarkisternes holdning til alle autoriteter både verdslige og religiøse - især i Tsar tidens Rusland. Anarkisterne ville blot frigøre folk uden at sætte et alternativt system i stedet. Nihilisme betyder også i samme forstand, at Gud er en illusion.)
Cittamatra anskuelsen kunne således antages at være nihilistisk, men i indisk tradition betyder nihilisme ikke helt det samme som i Europa. At alt og alle i grunden er oplevelser, så det derfor er umuligt at fastslå objektivt eksisterende sandhed, betyder ikke, at Cittamatra benægter, at der sker noget udover oplevelserne. Verden eksisterer formodentlig objektivt, men det er ganske enkelt ikke det, som opleves.
Det lys, som vi ser med vores egne øjne, er på nethinden. Du ’ser’ ikke, hvad der er lige foran dine egne øjne. Alt, som du ser, er bag øjnene. Synsevnen er grænsefladen, men du ser ikke, hvad der er på den anden side af grænsen.
Vi oplever kun vores eget sinds indtryk, skt.: djñeya, fortolkning, skt.: vidjñapti, og mentale reaktion, skt.: caitasika. Disse ting, skt.: dharmas, oplever vi til gengæld. Dharma’erne er momentant, skt.: ksaneksana, virkelige, lige så længe skandha’erne viser dem. Det er ganske vist et meget kort tidsrum, men når det klør, sker det også. Der er faktisk en relativ, skt.: samvriti, virkelighed – den er blot slet ikke det, som vi antager. Vi vil nærmest instinktivt antage, at vi faktisk ser den objektive verden med vores egne øjne, skønt det er vores eget sind i arbejde, som vi faktisk ser med vores egne øjne. I buddhistisk forstand er verden et mysterium, fordi vi kun oplever vores eget indtryk af den. Sindet er også et mysterium, fordi det foregiver at vise noget andet end sig selv. Så Cittamatra er ikke nihilisme, men psykologisk realisme.
(Herved er Cittamatra heller ikke 'idealisme' i den klassiske europæiske filosofiske traditions forstand, fordi en objektiv verden som sådan ikke benægtes; det benægtes at det er muligt at opleve verden på en objektiv måde. Hvilket er en helt anden historie.)
Nihilisme i de indiske traditioner betyder, at anskue virkeligheden som uden karma, årsagskæden og genfødsel. Buddha Sakyamuni’s korte kritik af sådan nihilisme består i at forklare uvidenhed eller ubevidsthed, skt.: avidya, om Nirvana, samsara og karma, som noget han selv har fjernet. Herved fik Buddha Sakyamuni indsigt og personlig erfaring om Nirvana, samsara og karma.
Hvis der ikke var disse uvidenhedens tre faktorer, ville der heller ikke være noget eksistentielt problem. Det er netop fordi, der er karma, samsara, årsagskæden og genfødsel, at vi står overfor et stort problem. Buddha Sakyamuni fandt Nirvana, og opdagede således en vej til befrielse og oplysning.
Nihilisternes forventning om at der kun leves dette nuværende liv, og at alting ophører med døden, er spekulation. Man kunne oven i købet kalde det for en tro.
Bemærk venligst, at læren om tomheds naturen, skt.: sunyata, ikke må misforstås som nihilisme. Karma og samsara er ganske alvorlige udfordringer, og Nirvana er løsningen. Selvom det handler om tomhed, er dette en lære med substans. Der er virkelige forhindringer for Nirvana, selvom forhindringerne ikke har nogen egen natur, skt.: svabhava.
Læs også om: eternalisme.
Nija (skt.):
se under: Nidja.
Nirmanakaya (skt.):
Buddha’ens fysiske krop. Nirmana = manifestation, kaya = krop. Se under: Trikaya.
Nirodha (skt.):
- ophør. Det er avidya, uvidenhed, klesha, lidenskabelig tilknytning og karma, som ophører ved Nirvana. Nirodha hedder på tib.: gogpa, ophør uden rest, ligesom et udbrændt bål ikke længere har ild. Først kan man ikke erkende sindets natur og virkemåde på grund af avidya, uvidenhedens tåge, men så forsvinder tågen, alt bliver genkendeligt og tågen er 'ophørt' eller er 'væk'.
Nirvana (skt.):
[Nirvāṇa]; ordret: udslukning (ligesom en ild brænder ud, når der ikke er mere brændstof). På tibetansk hedder Nirvana Jangdæ [mya ngan las ‘das pa], hvilket betyder tilstanden hinsides sorg. (Theravada traditionen bruger sproget pali, hvor Nirvana hedder: Nibbana. Nibbana betyder ordret kølig i betydningen: uden feber, nemlig feberen fra de 3 lidenskaber: forvirring, begær og vrede). Nirvana kan ikke defineres, fordi der ikke er karakteristika som sådan. I stedet kan man sige, hvad der går forud, hvad forudsætningerne er, lidt om hvordan det opleves samt hvilke virkninger, det medfører, når Nirvana er indtruffet. Læs artiklen. (Læs også om: Oplysningens 64 elementer).
 Billedet viser Buddha Sakyamuni’s øjeblik af Nirvana eller oplysning. Statue fra Mahabodhi Templet i Bodhgaya. Statuen ses uden tøj på, da den lige er blevet forgyldt på dette foto. Normalt vil venstre skulder og hele den nedre krop være dækket af silketøj. Et altså noget usædvanligt fotografi.
Nirvana kan til dels også defineres ved, hvad begrebet ikke dækker og hvad, det er modsætning til. Nirvana betyder ikke, at når alt er udslukket, så sker der ikke mere, og at man ophører med at eksistere. Når Nirvana er indtruffet, opstår der naturligt Buddha-aktivitet. Nirvana overskrider sådan set både eksistens og ikke-eksistens ved at overskride et hvert begreb. Nirvana er en kvalitativ ændring af både sindets virkemåde og sindstilstanden som sådan ved at de 3 slags slør slukker, forsvinder, ophører og bliver virkningsløse. Nirvana eksisterer konstant som en mulighed samtidigt, skt.: sahadja, med samsara. Men når muligheden bliver til virkelighed, fordi sindet genkender sig selv, siges samsara at ophøre. Det vil sige som en personlig oplevelse; verden som sådan fortsætter naturligvis og alle (andre) vil fortsat lide under det. Det vil sige, at for en Buddha har denne samtidighed fået en ny betydning, fordi Buddha'en selv er fri for lidelse som en dominerende faktor.
Desuden taler man om Nirvana med en rest og Nirvana uden rest. ‘Nirvana med en rest’ er en almindelig Mahayana beskrivelse af en Arhats oplysning, som mangler erkendelsen af pradjñaparamita. En sådan rest kan også være ønsket om at gavne andre, hvilket vil medføre en vis positiv karma, som stadig vil være aktiv som såkaldt Buddha aktivitet.
Nirvana uden rest er en mystisk tilstand, som ikke kan beskrives, bortset ved, hvad den ikke er. Den er uden forvirring, uden emotionelt tilknytning og uden karma (avidya, klesha og karma). Nirvana uden rest er synonymt med samyak-sambodhi, den fuldstændige oplysning, som udover at være altoverskridende karakteriseres ved 3 kvaliteter: Sunyata, Vidjñana og Mahasukha - tomhed (essensløshed), bevidsthed og stor glæde.
Nirvana kan siges at indeholde en progression. Først må der opstå indsigt i sindets natur og virkemåde. Når der er indsigt, vil der følge befrielse. Når befrielsen er indtruffet, vil oplysningen følge. Buddha’s oplysning tog hele natten, før han var færdig med al den indsigt, skt.: vidya – ordret: viden, som følger med oplysningen.
(Nirvana er som tilstand ubetinget skt.: asamskrita, mens begivenheden Nirvana er betinget, skt.: samskrita, af ophøret af uvidenhed, skt.: avidya, og fremkomsten af viden, skt.: vidya, eller indsigt.)
I Wikipedia findes følgende interessante definitioner: 1) Nir = at forlade ; Vana = vejen til genfødsel; Nirvana’s natur = det at have forladt vejen til genfødsel og alle muligheder for overgang til andre eksistens-former. 2) Nir = fri for; Vana = skov; Nirvana’s natur = at være i en tilstand, som for altid er fri for den tætte skov af de 3 ildebrande, som er begær, ondsindet vrede og forvirring (uvidenhed). 3) Nir = fri for; Vana = vævning; Nirvana’s natur = fri for ærgelserne ved karmas knuder, hvorved nettet af fødsel og død ikke længere kan væves. 4) Nir = fri for; Vana = stank; Nirvana’s natur = at være uden - og at blive fri for stanken fra - karma.
Læs også om: bodhi og samyaksambodhi.
Læs artiklen: Om Buddha 1.
Nirvikalpa (skt.):
- uden diskursive tanker. Når yogi'en indgår i samadhi, holder den diskursive tanke proces op af sig selv, fordi opmærksomheden hviler i alayavidjñana. Se også under: vikalpa.
Nisvabhava (skt.):
betyder ingen egen natur; eller: uden egen natur, skt.: svabhava. Betegnes også som: svabh~avirahitam = mangler egen-natur, svabhava. Ved en nærmere undersøgelse finder du ikke noget, som er til - udelukkende i kraft af sig selv. I stedet har ting og de sansende væsner blot karaktertræk eller egenskaber, som de kan kendes på, og som opstår ved samspil med alt andet og alle andre. Men der er ingen egen natur eller essens. Nisvabhava er således meget lig begrebet essensløshed, skt.: nairatmya. Det er en anden måde at sige tomhed på, skt.: sunyata. Der, hvor der burde være eller kunne forventes en essens, er der ikke noget, og alligevel manifesterer hele verden sig, skt.: samsara, hele tiden i konstant forandring og i en fortsat manifestation.
En sådan nærmere undersøgelse af dit eget sind og oplevelser foretages i den analytiske fase af indsigts meditation, skt.: vipashyana. Eller i den indledende del af den fuldendende fase, skt.: utpattikrama, ved Sutra og Tantra træning, hvor den forestillede Mandala forvandles til strålende lys, som gennemtrænger hele verden. Denne visualisering symboliserer manglen på essens og tomhedsnaturen, skt.: sunyata.
Læs videre under: svabhava;
læs også om: stoflighed;
samt om: dharma (ting, sager og begivenheder).
Nita - eller: niya (skt.):
betyder en forklaring. En sadhana skal forklares, meningen skal tydeliggøres og meditationens faser påpeges, samt diverse variationer angives, før man kan udføre Yidam sadhana. Dette kaldes for ’tri’ [khrid] på tibetansk. De fleste mennesker kender kun det tibetanske udtryk ’tri.’ Denne forklaring findes almindeligvis i sadhana’ens manualer, som tidligere mestre har skrevet engang i fortiden. Forklaringen gives almindeligvis i forbindelse med den formelle indvielse, skt.: abhisheka.
Nonne:
se under: bikshuni;
og under: sramaneri.
Noumenon (latin):
filosoffen Kant's begreb om tingen i sig selv, skt.: svabhava, som unddrager sig erkendelse. Det dialektisk modsatte af fænomen. Vi opfatter aldrig, hvad ting (skt.: dharmas) er i sig selv, men højest tings egenskaber eller karakteristika.
Carl Georg Jungs begreb om det ’noumenøse’ betyder noget helt andet, nemlig noget som føles eller opleves som helligt.
Læs også om: stoflighed;
og om mangel på egen-natur: nisvabhava.
Novice:
se under: sramanera; og under: sramaneri.
Nydahl, Ole:
se under: Ole Nydahl.
Nyingma (skt.):
[Rnying ma] den “gamle” transmission fra Guru Rinpotje og Śāntarakṣita med udgangspunkt i Samye Kloster i det centrale Tibet. Transmissionen fra Indien til Tibet fandt for det mestes vedkommende sted i syv hundrede tallet. Nyingma transmissionerne består dels af særlige Tantra’er, dels af meditations systemet Maha-Ati (tib.: Dzogtjen) med sin ledsagende anskuelse, som minder meget om Mahamudra. Se også under: Sarma, de nye transmissioner. Læs også om: terma.
Nyugma (tib.):
se under: Nidja.
Nyungne (tib.):
[bsnyung gnas]; skt.: upavāsa; en flere dages sadhana omkring Bodhisatva'en Avalokiteshvara med de tusinde arme.
Nærvær:
se under: smriti.
Nåde:
indenfor Abrahams religioner har Guds nåde en afgørende betydning, som ikke forefindes i Buddha Dharma. Dette religiøse begreb om Guds nåde, som muslimer, kristne og jøder søger at opnå, giver ingen mening eller er udtryk for en misforståelse, set med buddhistiske øjne. En vred, nidkær og straffende faderlig Gud, som hersker absolut over hele verden, er egentlig en forestilling, som hører Oldtiden til. En sådan alfaderlig Gud blev anset for venligt stemt mod menneskene, når de ved ofringer, påkaldelser, hyldest og underkastelse fik samfund med Gud. Det kaldtes Guds nåde i Oldtiden. Der er imidlertid ingen, som hersker absolut over hele verden. Der er heller ingen, som har ’skabt’ verden. Den er opstået helt af sig selv. Verden er resultatet af alle sansende væsners samlede karma. Så det er karma, som er årsag og hersker. Karma er imidlertid et princip og ikke en person.
Da Templet i Jerusalem blev ødelagt, ophørte jøderne med ofringer og blev ‘rabinske’. De kristne og muslimerne ofrer heller ikke. Hermed blev Guds nåde opfattet på en ny måde. Naturen har sin gang, men Gud, troede man, kunne gribe ind i begivenhederne på Jorden. Så ‘kontrakten’ eller pagten med Gud kom til at handle om at leve i en hellig ånd og kunne mærke Guds nærvær i livet. Ultimativt kom Guds nåde til at betyde adgang til paradis. Det positive er, at denne nåde handler om tilgivelse, og det er en god ting. Det skaber en sund, skt.: kushala, karma.
Med de buddhistiske briller på menes begrebet ’nåde’ at være misvisende, og det er aldrig blevet brugt i Dharma’en – det kan ikke bruges meningsfuldt i Dharma’en.
Til gengæld bruges begrebet velsignelse.
Buddha’erne og Bodhisatva’erne udstråler konstant velsignelse, som gennemstrømmer alle universer og multiverset uophørligt. Ved at åbne sig for denne strøm af velsignelse, vil vi modtage den.
Sandsynligvis er begrebet ’nåde’ et forsøg på at forklare fænomenet ’velsignelse’ ved hjælp af en guddommelig opskrift.
Læs også om: tro; eller hengivenhed, skt.: sraddha; og om: velsignelse.
|
 |
|
