Forsiden

sitemap

Tendar

 P 

Ordbog & Dharma leksikon

  Padmasambhava  (skt.):

 og Padmakara, se under:  Guru Rinpotje.

  Pagmo Drupa Dordje Gyalpo  (tib.):

 var elev af  Gampopa og grundlagde Pagmo Dru Kadjy, den ene af de 4 ‘ældre’  Kadjy traditioner. Han blev født i  Kham og levede 1110 til 1170. Han fik navnet Pagmo Dru fra stedet, hvor han byggede sit kloster i Kham. Pagmo Dru traditionen blev mor til de 8 ‘yngre’ Kadjy traditioner. Pagmo Drupa Dordje Gyalpo blev først uddannet i  Sakyapa traditionen. Senere bliver han anbefalet at opsøge Gampopa, som giver ham hele  Mahamudra transmissionen – samt også virkelig indsigt  i  Lam Dre systemet, som  Pagmo Drupa havde lært af Sakyapa’erne. Pagmo Drupa mestrer hurtigt alt, han lærer hos Gampopa, og bliver selv Mahamudra mester. Det siges, at han var særlig god til at udlægge ’sammenstrømningen af de to floder’ - Mahamudra fra  Tilopa  og  Kadam fra  Atisha – som Gampopa havde forenet og formuleret.  Læs også om:  Kadjy.

  Pandit  (skt.):

 [paṇḍita] tib.: khepa [mkhas pa], er en meget traditionel doktor grad fra Indiens Oldtid. Den eneste tibetaner, som fik denne grad tildelt var Sakya Pandita, som resultat af hans ophold og akademiske studier i Kashmir, som dengang i tolv hundrede tallet stadig var et buddhistisk og hindu domineret land.
I  Tibet blev titlen ikke brugt. Sandsynligvis i respekt for Indien som ophav til  Buddhadharma, hvorfor tibetanerne udviklede et andet system. Måske også for at undgå forvirring med 'pandit' som en meget brugt titel hos Hindu religionerne.
Billedet viser Dalai Lama med en pandit hat på hovedet. Så selvom titlen ikke blev brugt i Tibet, så hedder hatten det alligevel, når man har en tibetansk doktorgrad. Denne pandit hat er gul, men ofte er hatten rød, nemlig hos andre end Geluk traditionen, Dalai Lama's tradition.
 En buddhistisk  pandit var mester i de 5 videns emner:  pradjñaparamita  [prajñāpāramitā];  madhyamaka;  pramana  [pramāṇa];  Abhidharma - og  Vinaya. Så den tilsvarende doktor grad blev i  Gelug skolen til:  Geshe, som ellers betyder  Kalyanamitra, en åndelig ven. Det er den almindelige og sidste betydning som de andre skoler bruger ordet til. Det vil sige en  Dharmalærer  i  Sutra klassen – og ikke en akademisk titel. I stedet bruger man ordet  Khenpo, som ligger tæt på betydningen af khepa  (pandit).
 Khenpo [མཁན་པོ་  mkhen po] betyder imidlertid på skt. upadhaya, abbed. Man har sandsynligvis valgt dette udtryk, fordi et klosters abbed normalt var en akademisk mester. Nogle gange bruges titlen: khenchen [མཁན་ཆེན་], dekan eller 'super doktor,' som synes at være en ærestitel. En khenpo er altid en eksamineret akademiker, som har studeret på en  shedra, et buddhistisk akademisk institut.
 Læs også om:  shedra.

  Papiyan  (skt.):

 et andet navn for:  Mara.

  Paradis  (skt.):

 se under:  Buddhakshetra; og om: Sukhavati. 

  Paramartha  (skt.):

 tib.: døn dampa [don dam-pa]; betyder absolut - angivende meningen: absolut sandhed  [skt.:  paramārtha-satya]  i dialektisk modsætning eller antitese til relativ sandhed, skt.:  samvriti.  Der er således  to slags sandhed. Det at en størrelse, skt.:  dharma, er afhængig af andre størrelser, og ikke er til kun i kraft af sig selv, kaldes for relativitet eller forholdsvished. Hvad som helst eksisterer kun i forhold til alt andet. Det er sammensat, skt.:  samskrita. Men alle dharma’er forløber eller udfolder sig på en baggrund af ubetingetheden eller det usammensatte ved  Dharmadhatu. Det er det usammensatte  (skt.:  asamskrita), som udgør et grundlag for, at noget  relativt  (samvriti) kan udfolde sig. Det vil sige:  Buddhanaturen,  Dharmadhatu og  Nirvana.  Alaya, sindets rummelighed, samt  akasha, verdensrummet, er også asamskritas, men de opfattes i reglen ved en nærmere undersøgelse som Dharmadhatu, dimensionernes dimension.
  (For at der kan være dharma'er, må der først og fremmest være plads til dem. For at der kan observeres dimensioner, må der være plads til dem også. Det er betydningen af dharmadhatu - dharma'ernes område.)
  Forstået på denne måde er der kun to usammensatte og dermed absolutte størrelser, nemlig dharmadhatu og Buddhanaturen. Det er to udtryk for det samme. Dharmadhatu betegner, at der er plads til dharma'erne og de 18  dhatus. Buddhanaturen betegner, at der er plads til alle  oplevelser, de 5  skandha'er  og de 18 dhatus - og at Buddhanaturen er helt og aldeles uforstyrret af enhver oplevelse. Det er betydningen af den absolutte sandhed.
  Paramartha er således  helheden ved alting, altså alle oplevelser. Denne helhed er ikke en enhed, skt.: dharma, men fællesskabet af alle enheder eller begivenheder samt det område, hvor alting udfolder sig.  Derfor udtrykket Dharmadhatu. Denne helhed er også en samtidighed, skt.:  sahadja, med alting relativt eller forholdsvist og  forgængeligt  eller midlertidigt. Eller verden som en tilstand og mellemtilstand er samtidigt med Buddhanaturen som basis for denne øjeblikkelige (skt.:  ksanekshana) sammensatte tilstand.
  Nirvana er også absolut i betydningen usammensat og ubegrundet. Det vil sige i betydningen af Buddhanatur. Nirvana som en oplevelse og  erfaring er derimod relativ.
 Således omtaler man normalt emnet indenfor  Mahayana, men den korrekte opfattelse af  paramartha som det forstås indenfor  Pradjñaparamita går videre. Fordi absolut sandhed er et  begreb,  må absolut sandhed netop som begreb være en forholdsvis størrelse eller noget relativt. Begrebet om helheden forholder sig til gensidigt afhængig oprindelse  (årsagskæden)  og dermed alle dharma’er og dharmadhatu, som eksisterer eller måtte eksistere i kortere eller længere  tid ad gangen. Men begrebet om noget må være abstrakt og dermed anderledes, end det som angiveligt begribes. Virkeligheden må derfor altid befinde sig hinsides ethvert begreb, hvorved erkendelse ikke handler om formulering, men  om direkte  indsigt hinsides begrebs dannelsen. I en sand buddhistisk forstand betyder det, at indsigten handler om alle 5  skandha’er og ikke kun den fjerde, hvor begrebs dannelsen foregår. Og ikke mindst handler det om indsigt og direkte erkendelse, skt.:  pratyaksha, af Buddhanaturen. Hermed burde alle emner være udtømt, hvilket er betydningen af tomhed, skt.:  sunya  og tomhedsnaturen, skt.:  sunyata. Dette er en anden måde at sige  essensløshed  på, hvilket er en beskrivelse af  indsigt. Hvilket ikke er en  filosofi.
  Læs også om:  samvriti.  
Og om:  to slags sandhed.
Læs også om ikke-tomhed,  asunya.
Læs videre om:  stoflighed eller substans.  
Samt om: abhutaparikalpa, substansløs abstraktion.
 Læs endvidere om dharmadhatu i artiklen: 
Om opfattelsen 5. 
Læs også artiklen:  Hvad er en oplevelse?

  Paramita  (skt.):

 fra skt.: 'param' ordret: noget overskredet eller overstået.  Det er især træningen, der hentydes til. Mesterskab opnås, når det nødvendige forarbejde er udført – når den fuldt ud gennemførte træning er mestret og overstået – og den afgørende  indsigt er fundet eller opdaget. (se under:  de  tre slags træning.)  Det som mestres, er  Bodhicitta, både som en tilstand og som en  oplyst holdning i dine handlinger. Paramita betyder derfor som fagligt udtryk: fuldstændig færdighed eller  fuldkommenhed, mesterskab og fuldendt evne.   De 6  paramitas omtales både som noget, der trænes, og som træningens resultat.
 Der omtales almindeligvis 6 fuldstændige færdigheder indenfor  Mahayana. De 6  paramitas  udtrykker både emnerne for  Bodhisatva’ers træning samt – og især – resultaterne af træningen. De 6  paramita’er er:
1)  Gavmildhed, skt.:  dana  – 
2)  etik, skt.:  shila –
3)  tålmod, skt.:  ksanti – 
4)  iver, skt.:  virya – 
5)  mesterskab i meditation, skt.:  dhyana   og 
6)  klarhedens vished, skt.:  pradjña.
  De første 5  paramitas udtrykker  upaya, de virksomme midler som anvendes og mestres, og den sjette  paramita  udtrykker Bodhisattva’ernes  vished  ved  sindets klarhed, som det er muligt at  genkende, mestre og anvende.
  Karmapa Thaye Dordje skrev på sit netsted den 25. december 2018:
"Gavmildhed, tålmod, etisk disciplin,  iver og meditation er alle fem ligesom gode venner. De er virksomme midler til at fremskaffe lykke  [sukha], medfølelse   [karuna],  og venskabelig kærlighed   [maitri]. Når de fem forbindes med vished [pradjña], kan du fremkalde  Bodhisatva'ens vidunderlige kvaliteter   [Bodhicitta]."
  Disse kvaliteter beskrives i remsen med de ti Bodhisatva trin eller niveauer, skt.:  bhumis.
  I følge Charles S. Prebish  (i hans bog: ’Historical Dictonary of Buddhism’)  har visse traditioner har tilføjet endnu 4  paramitas. Disse fuldstændige færdigheder er ellers traditionelt opregnet i andre forbindelser, så det er usædvanligt at læse eller høre om ti paramitas.
       De fire ekstra er:
 7) Upaya, velegnede metoder eller midler.  (Dette
        punkt omtales ellers som de første 5  paramitas, så betydningen her handler om, at kunne anvende de helt rigtige metoder i enhver given situation  – og ikke
        blot noget med gavmildhed og så videre.)
 8)  Løfter, især  Bodhisatvaløfter. Det er naturligvis
       en kunst at holde løfter. Så også her kan du opnå mesterskab. Løfterne fra alle de  Tre Fartøjer hjælper med at holde dig på vejen til  befrielse  og oplysning. Fordi du ikke vil  skade nogen, når du holder løfterne, og du kan næsten ikke undgå også at  gavne nogle. Og ikke mindst, vil du gavne dit eget liv ved at afholde dig
        fra skade og udøve de to slags gavn.
 9)  Kraft, skt.:  bala, eller  vedholdende evne til gavn.
       Det er naturligvis ikke nok at nære gode hensigter. Man må nødvendigvis også mestre at virkeliggøre kunsten at fremelske ikke-vold eller ikke-skade, skt.:  ahimsa, i sine handlinger overfor de  sansende væsner i omgivelserne, og man må også magte at udføre de to slags gavn.
 Især måske kraft og evne til at modstå  ondskab, skt.: kshanti, som ellers nævnes som nummer 3 i remsen. Man kan mene, at det er meget svært at mestre, men at udvirke de to slags gavn er endnu sværere. Det klassiske eksempel på sådan kraft og evne er historien om  Angulimala, som var massemorder, men han blev tæmmet af  Buddha Sakyamuni og blev i stedet
         til en  Arhat.
10)  Visdomsindet, skt.:  djñana. Den intuitive
         vished ligger hengemt, ubevidst og ukendt i de lidenskabelige følelser, skt.:  kleshas. Visdomsindet viser sig for bevidstheden, skt.:  vidjñana, når  yogi’en ikke længere lider under  tilknytning  og  identifikation med sine  oplevelser. Denne type afklaret vished ligger naturligvis meget tæt på pradjña, klarhedens vished. Pradjña er ganske enkelt  sindets iboende eller medfødte klarhed eller skelne evne, når denne klarhed er gjort bevidst i det bevidste øjeblik. Så pradjña er bevidsthedens kvalitet, når de  tre slør er væk. Så du kan genkende pradjña i den femte  skandha. Djñana opstår allerede i den fjerde skandha, når dine lidenskabelige følelser ikke dominerer sindet på grund af indsigt og direkte erkendelse, skt.:  pratyaksha. De er skam dine sædvanlige lidenskaber, men de fungerer ganske anderledes i et befriet sind, nemlig som ren intuition (intuitiv vished - det kan også kaldes for 'visdomsind' for så vidt, at det er kilde til egentlig visdom).
 Man kan sige, at i hvert fald denne sidste  paramita fortjener et særligt punkt, så vi burde have i hvert fald  7  paramitas. Fortidens lærde mente sandsynligvis, at intuitiv vished er afhængigt af klarhedens vished, så det naturligt må være en under afdeling.
 Under alle omstændigheder plejer vi i vores tradition kun at omtale de  6  paramitas, mens intuitiv vished forklares i forbindelse med de  5 Buddhafamilier.
  Læs  artiklen.  (De 6 fuldstændige færdigheder).

  Par-atma-pari-vartana  (skt.):

 kunsten at ’bytte selv.’ Ved empati at sætte sig i andres sted.  Ved sådan indlevelse forestiller man sig og  beder til, at disse andres ulykke, ophidselse, usunde  karma og deres  lidelser overføres til ens eget hjerte, hvor det alt sammen opløses og forsvinder i tomheden, skt.:  sunyata. Denne kunst er kernen i ’træning i forståelse med hjertet,’ tib.:  lodjung, og hedder på tib.: tonglen [gtoñg len].
 Læs videre under:  lodjung.
Læs også for neden om:  paratma-samata.

  Par-atma-samata  (skt.):

 ‘at se andre som det samme som sig selv’ - kunsten at  genkende  alle  sansende væsners  lighed, skt.:  upeksha, og at opfatte alle som ligeværdige og af samme værdi som en selv.  Hermed også at se bort fra  tilknytning  og  identifikation med kærester, familie, venner, fællesskab, høvdinge, fjender og både interessante og uinteressante mennesker og dyr.   (Ligegyldighed er også en form for tilknytning og fordom, fordi den bevirker hensynsløshed.)
  Paratmasamata er en af disciplinerne i  lodjung.
Læs videre om:  upeksha.
Læs også om:  par-atma-pari-vartana, for oven.

  Parinama  (skt.):

 [pariṇāma]; tib.: ngowa; tilegnelse. En vigtig praksis for  Bodhisatva'er er tilegnelse af deres egen  gavn til alle andre  sansende væsner. Man tilegner ikke blot sine egne værdier, kvaliteter, godhed og gavn til alle andre, men også alt, som er godt  (punya) i hele Universet, fortid, nutid og fremtid.

  Parinirvana  (skt.):

 en  Buddha’s   død og bortgang,  det endelige Nirvana,  hvor selv den sidste gnist af karmisk glød eller ekko er ophørt, udtømt, udbrændt og  overstået.  Buddha Sakyamuni’s parinirvana indtraf efter 45 års virke som en Buddha i  Kushinagar.

  Pawo  (tib.):

 se under:  Vira.

  Personlighed:

 Der var engang i århundrederne omkring år nul en buddhistisk filosofisk skole, som mente, at personligheden, kaldet ’pudgala’ på sanskrit var en slags fast størrelse, som både var den  genfødte person og bæreren af  karmas frø, skt.:  bidjas. Det er en tilsyneladende nem anskuelse, som forekommer at beskrive, hvad der sker for den enkelte, når man lever, dør og genfødes. Men tankegangen er urealistisk, ligesom denne skole aldrig rigtig fik forklaret, hvad en sådan ’pudgala’ egentlig er for en størrelse. Uden filosofisk skoling er det imidlertid meget nemt at falde for denne misforståelse. Som det fremgår af Tilogaards netsted, er karma frøene forbundet med begivenhederne og det, at begivenheder trækker spor i sindet. Så ikke mere om karma frø her.
 Det betyder naturligvis ikke, at ingen har personlighed, men blot at  personlighed ikke er en absolut, skt.:  paramartha, størrelse, men blot en beskrivelse af et forhold, skt.:  samvriti, mellem  sindet, som  oplever, og det, som sindet oplever, altså verden. Personlighed er således en samlet betegnelse for den enkeltes personlige   fortolkning, reaktion og bevidste holdning til oplevelserne og  livet, hvilket i sagens natur er yderst relativ, skønt meget personlig. Så  personlighed er udtryk for en noget både begrænset og omskiftelig  identitet.  Personlighedens karakter afhænger altid af, hvilken situation vedkommende befinder sig i, og denne karakter skifter tilsvarende. Den dybere identitet betegnes traditionelt som Selvet, skt.:  atman, hvilket  Buddha Sakyamuni også betegner som en illusion, fordi Selvet, opleveren eller observatøren i enhver oplevelse eller situation også udtrykker et forhold, altså noget relativt. Mens  personlighed er et forhold mellem den enkelte og verden, er Selvet sindets forhold til sig selv. Igen betyder det ikke, at der ikke kan omtales en oplever, observatør eller et Selv, men blot at dette forhold ikke er en absolut størrelse.
 Personlighed kan også opfattes som noget mere komplekst og relativt i flere dimensioner i kraft af  selvfølelse,  selvopfattelse og idealiserede identiteter, som er indbildte.  (Læs videre om denne kompleksitet under:  identitet.)
 Genfødsel finder sted, fordi man som oplever eller vidne til sine  oplevelser, hele tiden befinder sig i den samme dialektiske situation, som giver anledning til oplevelsen af  Selvets illusion, som om der virkeligt er et sådant Selv, som er transcendent i forhold til  oplevelserne.  (Læs om emnet i artiklen:  Om opfattelsen 3, Selvets illusion.)
 Personlighed er derimod noget meget mere begrænset, som kun eksisterer som et forhold til andre  sansende væsner og verden generelt, skt.:  samsara. Når du dør, falder også dine forhold til andre og den kendte verden fra hinanden i tilstanden mellem død og genfødsel, tib.:  bardo. Så som en afdød person har du allerede en helt anden personlighed, end da du var i live, fordi forholdet er ændret. Faktisk allerede i levende live kan du ændre personlighed ganske drastisk, nemlig hvis dit forhold til andre og verden ændres radikalt, for eksempel ved ved at blive emigrant, eneboer, ved fængsling, sygdom eller vanvid. Når du genfødes, får du et nyt forhold til andre og verden, så også din personlighed vil være noget nyt eller i hvert fald ny i den forstand, at der er opstået et nyt forhold. Så i alle andre buddhistiske skoler end lige netop ’pudgalavada,’ betragtes  personlighed som noget forholdsvist, forbigående og omskifteligt. Det afgørende for udvikling af personlighed og  karakter er dels   samskaras – herunder  kleshas – dels karma samt brugen af viljen, skt.:  cetana.
 Pudgalavada’s brug af betegnelsen pudgala blev afvist af alle andre, fordi  begrebet kun kunne opfattes som et andet ord for Selvet, som alle var enige om var i modstrid med Buddha Sakyamuni’s egne ord.
 Læs også om:  identifikation.

  Phadampa Sangye  (skt.):

 er den berømte  Lama  for  Machig Labdrøn og stifter af Zhidje  Mahamudra  traditionen. Han var en oplyst mester, men hans tradition er ikke blevet opretholdt, undtagen i forbindelse med  Tjød  sadhana. Han var kendt for at mestre  Pradjñaparamita. Hans møde med Milarepa, som omtales i Milarepa's sange, er også meget berømt.

  Phala-yana  (skt.):

 se under:  Resultat-fartøjet;  samt under:  Tre fartøjer.

  Phowa  (tib.):

 [འཕོ་བ,   'pho ba; skt.: saṃkrānti, ‘forvandlingens yoga’]; betyder  ordret  overførsel  og  forvandling.
1) Betydningen af  overførsel  er, at bevidstheden i
     øjeblikket for dødens indtræffen og et kortere tidsrum umiddelbart efter, overføres til en bedre sindstilstand end den sædvanlige mellem-tilstand mellem død og genfødsel  (se under:  Bardo). Man bruger døds oplevelsens energi udløsning af livs-ernergien  (skt.:  prana) til formålet. I tidsrummet mellem ophøret af det såkaldte ‘ydre’ åndedræt og ophøret af det ‘indre’ åndedræt udøver man   phowa kunsten. Det er den tid, hvor der stadig er liv rundt omkring i de indre organer lige efter hjertestop og hjernedød. I dette tidsrum er der i reglen  (skønt ikke nødvendigvis) en meget behagelig, rummelig, afklaret og let sinds-tilstand med fuld bevidsthed og langsomt koncentreres livs-energien i hjerte regionen. Når livs-energien er helt koncentreret i hjertet, skydes bevidstheden ud af kroppen sammen med den sidste energi ved ophøret af det ‘indre’ åndedræt. På denne måde kan  yogi’en opnå  befrielse  og  oplysning i denne situation med en meget koncentreret prana, ved at genkende sindets virksomhed og natur, mens det hele forløber.
2)  Betydningen af  forvandling er den bedre kvalitet af
      sindstilstanden.   Phowa er en  Tantra  sadhana,  som tjener til at overføre bevidstheden til et såkaldt rent land, skt.:  Buddhakshetra, et paradis, eller direkte til erkendelse af  Dharmakaya. Den sidste slags  Phowa er én af  Naropa’s 6 doktriner.  Phowa til et paradis er i reglen Dewachen-phowa, overførsel til   Sukhavati, Buddha  Amitabha’s rene land. Denne form er den mest anvendte. Der er også andre rene lande eller paradiser, som man kan overføre sin bevidsthed til, når man dør, men det er sværere og mere krævende end den almindeligt brugte Dewachen-phowa.
3)  Phowa anvendes også i   Tjød  sadhana, men ikke
      med henblik på døden. Metoden bruges her til at forvandle  klesha’erne, lidenskab til  djñana,  visdomsind. Her praktiseres også en bevidstheds overførsel, men bevidstheden forlader blot kroppen for at tage ophold lige ved siden af den. Det skyldes den ofring, som ritualet egentlig handler om. Man ofrer sin egen krop til de lokale  guder  og  djævle   (tib.: lha dre)   for at gøre dem tilfredse, omgængelige og hyggelige. Herved motiveres sådanne livskræfter til at støtte yogi’en, i stedet for at foranstalte  forhindringer og ballade. Ritualet bruges også til at fjerne sygdomme fra de, som plages af sådanne.
4)  Angiveligt (læs om det i  Marpas biografi, side 171) 
      findes der også en form for phowa, hvor yogi’en overfører sin bevidsthed til en nyligt afdøds krop og genopliver den. Marpa’s ældste søn, Dharma Dode skulle have gennemført en sådan  phowa, da hans egen krop ikke længere kunne mere. Imidlertid gik noget galt, så den eneste nyligt afdøde krop, som han kunne finde, var en due. Nå, han måtte jo nøjes og fløj derpå som due til Indien, hvor han igen overførte sin bevidsthed til en nyligt afdød  teenage dreng. Da liget pludselig rejste sig fra ligbålet, blev forældrene ret skræmte. Da Dharma Dode imidlertid forlod sin nye unge krop for at tage på udflugt i en ren bevidstheds form, gik det igen galt. En gammel indisk sadhu, en ‘hellig’ mand, kom tilfældigvis forbi den tilsyneladende sovende ynglinge krop. Han indså, at drengens bevidsthed havde forladt kroppen. Da denne sadhu også kendte til denne type phowa, overførte han sin egen bevidsthed til ynglinge kroppen og gik glad bort med sin nye flotte krop. Da Dharma Dode kom tilbage, kunne han kun flytte sin bevidsthed ind i den gamle mands krop. Det siges, at det var denne gamle sadhu, som senere viste sig som  Phadampa Sangye,  Machig Labdrøn’s  Lama. Disse personer var samtidige med  Milarepa, Marpa’s elev, så tidsmæssigt kunne det godt have ladet sig gøre, skønt denne historie er af legendarisk natur, og derfor sandsynligvis er en myte. Denne kunst skulle ifølge  Tsangpa Gyare, som skrev Marpa’s biografi, være forsvundet sammen med Dharma Dode, som ikke gav instruktionen videre til andre. Det gjorde Marpa angiveligt heller ikke. Hvad der blev af den indiske sadhu, fortæller historien ikke noget om. I følge Tsangpa Gyare forblev Dharma Dode i sin ynglinge krop og blev en berømt mester i Indien af et andet navn, nemlig Tiphu. Denne udlægning stammer angiveligt fra Rechungpa, Milarepa’s elev, som fik historien fortalt i Nepal.
5)  Alle disse former for  Phowa  kendetegnes ved,
      at bevidstheden nærmest skydes ud af en åbning på toppen af hovedet. Det er en  imaginær  åbning, et punkt som man blandt andet fokuserer sin opmærksomhed på.  Phowa ved døden, når den lykkes, er en  ud-af-kroppen  oplevelse, ligesom mange mennesker har oplevet det i levende live. Det er typisk   Tantra, at benytte sig af et sådant eksistentielt problem, som for eksempel døden, til at nå frem til selve  befrielsen.  Phowa  er ikke uproblematisk. Det er   Tantra,  så  Phowa  bør  KUN udøves, når man er traditionelt trænet i det indenfor   mesterlæren med en kvalificeret og veldokumenteret Lama   som mester. Ved at udføre  Phowa  forkert, kan man blive syg og dårlig, rent bortset fra at man mister muligheden for at benytte sig af teknikken, når det virkelig gælder.
 Læs også om:  tjød;  og om:  Sukhavati.
Læs videre om:  Naropas 6 doktriner.
Og om:  Tilopa.

  Phurba  (tib.):

 er en rituel tresidet dolk, som bruges i visse  Tantra  sadhanas til symbolsk drab på ego’et, skt.:  ahamkara, den misforståede identitet. I en vis forstand dræber  phurba’en simpelthen  dualisme. En sådan dolk med et trekantet blad ville være et frygteligt våben i kamp, fordi det efterlader et stort åbent sår, hvor dolken trænger igennem. I Tantra er den trekantede form symbolsk for  Dharmadhatu, så det er erkendelsen af sindets natur, som slår ego illusionen ihjel. Ansigterne på håndtaget tilhører  Yidam’men Dordje Phurba, skt.: Vadjrakilaya, som for eksempel bruges ved inledningen af et formelt retreat. Under selve vadjra-skaftet ses et garnnøgle, symbolsk for  karma. Klingen kommer ud af munden på en krokodille.
  Læs også om:  vadjra; samt om:  gantha; begge er også rituelle redskaber til brug under sadhana og  pudja. Læs endvidere om: ‘substansløs abstraktion’ - skt.:  abhutaparika; om Selvets illusion, skt.:  anatman; samt om tomheds naturen:  sunyata.

  Pilgrims steder:

 se under: de 8 pilgrimsteder.

  Pindapatra  (skt.):

 tib.: lungdzæ [lhung bdzed]; tiggerskål. Munke  og  nonner  skal traditionelt gå tiggergang hver morgen blandt lægfolket. De ordinerede må ikke selv dyrke jorden eller slå dyr ihjel. De må ikke engang hive en gullerod op af jorden, men højest plukke frugt og nødder på træer og buske i urskoven, hvor planterne ikke tilhører nogen. Det er sjældent, at folk bor i urskoven. Også urskove er i dag sjældne. Så de ordinerede er næsten helt afhængige af lægfolket, hvilket også er meningen, så de ikke bliver stolte, når de oplever at være forskellige fra lægfolket på grund af deres  meditation  og  anskuelse, som fører dem til tilstande, som lægfolk almindeligvis ikke kender til. Tiggerskålen er symbolet på denne forbindelse med lægfolket, som gør det muligt for de ordinerede at leve i fred i klostre eller på vandring. Uden lægfolkets støtte kan de ordineredes liv ikke finde sted.
  Læs også om:  Vinaya.

  Piprahwa Stupa  (skt.):

 se under:  kapilavastu.

  Posadha  (skt.):

 tib.: sodjung  [gso sbyong] -  Pratimoksha  ceremonien, hvor munkene og nonnerne bekender brud på deres løfter  overfor hinanden og fornyer dem. Den ene halvdel af forsamlingen bekender overfor den anden deres løftebrud, hvorefter disse løfter genoprettes, med mindre et af de 5 rodløfter er brudte. Hvis der er brud på rodløfterne, bliver disse mennesker udstødt af klostrene. Ved brud på andre grenløfter, kan de rettes ved forskellig slags bods handlinger, som  Vinaya foreskriver og forsamlingen vedtager. Herefter er deres løfter genoprettede og rene igen. Denne renselses procedure har man anset for meget vigtig igennem hele  Dharma’ens historie, for at opretholde en ’ren’  Sangha. Idéen er, at kun en ren Sangha kan bære traditionen og  transmissionerne.
  Da en sådan ren Sangha med tiden syntes mere og mere urealistisk, flyttede vægten til  Arya Sangha, den ædle Sangha hvilket vil sige  Arhats og  Bodhisatva’er, som de eneste der på en ren måde kunne bære Dharma transmissionerne i og med, at de har plukket frugterne af  indsigt og mesterskab i  meditation, skt.:  dhyana. Denne forskydning fandt sted i Indiens Oldtid, og var fuldbragt for cirka 1000 år siden.  Posadha ceremonien blev således i Middelalderen til udelukkende et renselses ritual for de ordinerede, mens transmissionerne blev opretholdt af traditionernes meditations mestre,  Pandit’ter,  Mahasiddha’er og senere  Tulku’er, de såkaldt ’bevidst’ genfødte  Lama’er.
  Læs også om:  Mahayana posadha.

  Positiv tænkning:

 er en enkel filosofi, kunne man kalde det, eller psykologi, som fokuserer på fremgang, ønskelige resultater og udviklinger, frem for  årsager og betingelser, som ligger til grund for  lidelse og problemer. At tænke progressivt frem for regressivt kan være gavnligt i visse situationer. Men det er ikke sundt at ignorere årsagerne og betingelserne for de nuværende problemer. Den positivistiske psykologi kommer til kort, når folk ikke opnår fremskridt og resultater. Konklusionen på deres manglende succes forstås indenfor denne psykologi som værende ’deres egen skyld’ – der kan jo ikke være noget i vejen med det positive udsyn, mener instruktøren i positivisme. Folk har blot ikke været tilstrækkeligt ’positive.’ Med andre ord mangler denne type  anskuelse et helheds syn, hvor folks begrænsninger og usunde  karma tages alvorligt. De får derfor ikke en hjælpende hånd eller  realistisk anvisning. Det er en fortryllende anskuelse, som kun tilsyneladende virker gavnlig lige så længe fortryllelsen varer.
 Denne anskuelse findes blandt andre steder vidt udbredt  hos ’New Age’ terapier. Når du møder den, får du ikke at vide, at den positive tænkning er forbundet med en ide om ’skyld.’ Altså, hvis det går dig godt, skyldes det din egen indsats, mens alt det dårlige tilsvarende er ’din egen skyld,’ fordi du ikke er positiv nok. Med en sådan ’positivisme’ kan terapeuten, underviseren og træneren undgå at skulle tage besværligt ansvar for sine klienter, elever og aspiranter, når de får problemer eller blot føler negativitet. Med andre ord tages  forhindringerne ikke alvorligt ved denne type anskuelse, fordi forhindringerne ikke bliver forstået i deres rette sammenhæng.
 Det er da dejligt med den opstigende sol, men det må ikke få folk til at ignorere, at solen også går ned, og dagens lys afløses af nattens mørke og senere en ny dag. Kort sagt:  samsara, alt det der med kredsløb. I  Buddhadharma anvendes derfor både årsags analyse på problemerne og anvisning af mulige fremskridt. Ved både at forklare  årsagskæden  og  karma belyses, hvad der hæmmer og begrænser i  livet. Ved at forklare den  8 foldige vej   og de  6 fuldstændige færdigheder sættes årsager og betingelser i sammenhæng med fremskridt, uden at nogen efterlades som selvforskyldte tabere.
 Du er ikke en taber i et lotteri – du er ligesom alle andre samspilsramt, altså offer for din egen uforskyldte uvidenhed, skt.:  avidya, og de andre slør, skt.:  avaranas, og dermed diverse karma processer, som du ikke kan forventes at beherske eller påvirke, før du når mindst det syvende  Bodhisatva niveau, skt.:  bhumi.
Professor i filosofi Julie Reshe  (se billedet)  skriver i netmagasinet Aeon den 9. januar 2020:
"Det nuværende begreb om positive illusioner viste sig først i firserne i en artikel af psykologen Shelley Taylor fra University of California i Los Angeles og af Jonathan Brown fra Southern Methodist University. Positive illusioner er almindelige kognitive fordomme, som baserer sig på urealistisk forskønnede ideer om os selv, andre, vores situation og verden omkring os.”
 ”Typiske positive illusioner angår blandt andre urealistisk optimisme, illusion om kontrol og illusorisk overlegenhed, som får os til at overdrive vores evner og kvaliteter i forhold til andre. Flere  [videnskabelige]  studier påviser, at sådanne illusioner er helt almindelige. Omkring 75% til 80% af menneskene  [fra disse studier]  bedømmer sig selv som over gennemsnittet i næsten alle slags målinger, hvad angår akademisk formåen, professionel ydelse, immunitet mod forudindtagethed, lykke i parforhold og intelligens kvotient. Imidlertid fortæller den grusomme matematik os, at dette er en illusion. Per definition kan alle ikke være over gennemsnittet."
          (Læs hendes fulde artikel på dette link.) 
 Denne analyse kunne også bruges på folks Facebook profiler.   Julie Reshe's lidt deprimerende iagttagelser om  positiv tænkning peger på denne filosofis overdrivelser, som ikke blot er misvisende, men som også sygeliggør sorg, græmmelse, fornedrelse, traumer og ikke mindst, at det er en dårlig ting at tabe og miste  – sådan helt generelt. Men det er faktisk en god ting at tabe, både stort og småt, fordi det gør en til realist. Som en rigtig god taber buddhist kan det gøre dig til en rigtig god  psykologisk realist.
 Når du føler dig dårligt tilpas ved verden, kan det føre til, at du for alvor forstår de  4 ædle sandheder og virkeligt søger  Nirvana ved både at udvikle  meditation  og  anskuelse.
 En undersøgelse fra London School of Economics and Political Science viser, at både positivistisk og pessimistisk tænkning fører til tab og skuffelse. Realistisk bedømmelse af mulighederne er ikke overraskende en vinder.  Læs artiklen her.

  Prabhasa  (skt.):

 lysets yoga; (tib.: øsal). Se under:  Øsal.

  Pradjña  (skt.):

 (staves også  prajña, tib.:  sherab [shes-rab].)  Naturligt afklaret  vished. Eller mere præcist:  vished om  sindets iboende klarhed. Som fagsprogs udtryk er det dog nemmere - og det lyder bedre - at sige: klarhedens vished; i betydningen  vished om  sindets  iboende, enkle og skarpe skelneevne, som spontant forstår hvad, der skal afvikles, og hvad, der skal udvikles. Nemlig, når du er blevet opmærksom på sindets iboende klarhed, og har opgivet  tilknytning  og  identifikation  med selve  oplevelserne. En sådan given slip, skt.:  naishkramya, er forudsætningen for at få øje på sindets iboende og medfødte klarhed. Det vil sige, at opmærksomheden er fæstet til klarhedes naturen og sindets rummelighed, skt.:  alaya, mens oplevelserne strømmer og skriger på opmærksomhed - uden at få det.
Så selvom sindets klarhed er medfødt og naturligt, er det yderst sjældent, at nogen på denne måde hæfter sig ved selve denne sindets basale funktion - i stedet for at hæfte sig til selve oplevelserne. At kultivere pradjña går således imod en instinktiv vane. Oplevelserne plejer at tage al opmærksomhed. Men sådan behøver det ikke at være. Sindets iboende (skt.:  prakrita) rummelighed og klarhed eksisterer altid samtidigt, skt.:  sahadja, med oplevelserne.  Buddhanaturen  og pradjña er således altid meget tæt på; det er faktisk et spørgsmål om opmærksomhed, hvorvidt det er sindets natur, som fanger, eller sindets virksomhed (skandha'erne), som frembringer de tiltrækkende, afskyelige eller ligegyldige (kedelige) oplevelser, som plejer at optage os. Også set fra en Darwinistisk synsvinkel, er det naturligt, at vi fokuserer på selve oplevelserne, i og med at det unægtelig hjælper os til at overleve. Normalt tager oplevelserne derfor al opmærksomhed, men i den meditative trance, skt.:  samadhi, vil det virke hip som hap, hvad der optager det vågne nærvær, skt.:  smriti. Det er i en sådan tilstand, at vi kan få øje på både sindets natur og skandha'ernes funktion, mens det sker, uden at vi hæfter os ved selve oplevelserne.
  Pradjña og sindets iboende eller medfødte klarhed er altså identiske - med den forskel i  begreb, at pradjña betyder at kende og være vis - altså være bevidst eller have vished - om sindets klarhed. Ordret betyder prajña simpelthen: kendskab eller vished, i og med at sindets iboende klarhed betyder medfødt skelne evne, altså evne til at kunne vide noget - til at kunne opleve - og det vil sige at kunne skelne mellem oplevelsernes enkeltdele, skt.: dharmas. Men selvom alle sansende væsner konstant skelner mellem deres oplevelser, er det usædvanligt, når nogen bliver bevidst om selve skelne-evnen. I Buddhadharma sker sådan bevidstgørelse i reglen ved samadhi, en yoga trance eller meditativ fordybelse, som der trænes i ved shamatha  meditation. Når samadhi er veletableret ved shamatha eller sadhana, finder yogi'en i reglen sindets klarhed i den analytiske fase af vipashyana (indsigts meditation), som er den næste meditative disciplin i traditionel buddhistisk meditations træning.
 Klarhedens 'visdom' - eller 'relativ visdom' eller igen blot 'visdom' - er således en upræcis og misvisende oversættelse af 'prajña', skønt det er den almindeligt brugte.
  [Et andet begreb for 'visdom' er  djñana (eller jñana  - tib.:  yeshe), som betyder “sindet, som ved” - hvilket vil sige   visdomsindet,  lidenskabernes intuitive kendskab til diverse situationer, som bevirker lidenskabernes manifestation i sindet. Også dette begreb betyder ikke 'visdom' som sådan, men kendskab og vished - her om lidenskabernes rene intuition - hvor igen tilknytning og identifikation med dem er opgivet og forladt. Denne intuitive vished handler om emotionelle forhold i oplevelserne, mens pradjña handler om sindets klarhed som sådan.]
 Men bemærk venligst, at ordet 'visdom' på almindeligt dansk betyder, at kunne finde optimale løsninger på problemer, som ingen ellers kan få øje på. Det betyder også at kunne holde sin etik, skt.: shila, helt i orden, mens man finder frem til retfærdighed i forholdet mellem mennesker, dyr og miljø. I Buddhadharma forstås klarhedens vished (pradjña) som afledt af - og fremstået fra - indsigt og opgivelse af tilknytning og identifikation med alle oplevelser. Derfor bruges ordet synonymt med den klarhed i sindet, som stammer fra indsigt, og den given slip som den enkelte foretager, hvor der førhen var grebethed. Derfor er de buddhistiske udtryk bedre oversat med ordet: 'afklaret vished' end 'visdom'. Imidlertid er der opstået en konvention i oversættelserne, så ordet visdom næsten altid finder anvendelse, skønt det ikke er retvisende. Sanskrit stavelsen 'djña' betyder det samme som gammelt dansk at være 'vis' om noget eller 'vished.' Både det at være bevidst om noget med sikkerhed og det at kunne anvende sådan viden. (Hvilket vel at mærke er noget andet, end at være overbevist om noget.) Gammelt dansk vished er for eksempel en håndværkers utvungne og veltrænede håndelag, hvormed en mester udfører sin kunst. Det samme gør sig gældende ved mesterskab i buddhistisk meditation og anskuelse, hvorved der opstår afklarethed om sindets iboende klarhed eller medfødte skelne-evne, hvilket kaldes pradjña, 'klarhedens vished.' Samt ved afklarethed om de lidenskabelige følelser, sanskrit: kleshas, hvilket kaldes djñana, intuitiv vished (visdomsind; i betydningen 'kilde til visdom'). Vished og afklarethed er i begge tilfælde den bedste oversættelse og forklaring, mens egentlig visdom forhåbentlig opstår spontant efterfølgende, når man benytter sig af sin afklarethed på måder, som man ikke plejede førhen og opdager nye perspektiver i bevidstheden, skt.: vidjñana, verden, skt.: samsara, og sin egen friske utvungne følsomhed. Så egentlig visdom opstår fra erfaring og er ikke tillært eller pludseligt opstået. 'Det er ganske vist.'
      OBS:  Læs også Edward Henning's artikel om
                         oversættelse af disse ord til engelsk.
  Du vil finde oversættelser af  pradjña som ‘relativ’ visdom, fordi den handler om relationer i oplevelserne og skelnen mellem dem, som klart opfatter de enkelte  dharma'er  og  dharmadhatu, og af djñana   som ‘transcendent’ visdom i betydningen, at   dualismen  overskrides.
  Billedet viser ‘vær dit eget lys’ - du har kun din egen klarhed at forlade dig på. Andres råd og vejledning er blot: råd og vejledning.
De to slags vished kan også forklares ved at  Pradjña  er vished om sindets iboende klarhed i  bevidsthedens øjeblik,  mens  djñana er resultatet af denne sindets klarhed i afklaring af de lidenskabelige følelsers intuitive  fortolkninger  og reaktioner på indtryk, skt.:  vidjñapti,  efter tilknytning og identifikation er opgivet, overståede og ophørte. Forstået på denne måde, handler  djñana om  den fjerde skandha, mens  pradjña  handler om den femte, bevidsthed, skt.:  vidjñana.
  Pradjña er den klarhedens vished, som omtales ved de 6  paramitas - som nummer 6. Klarhedens vished udtrykkes ved sin evne til at skelne og afklare oplevelsernes enkeltdele, skt.: dharmas, deres relationer til hinanden og oplevelsernes helhed (skt.: dharmadhatu) som indeholdt i sindet. Dette udtrykkes ved en  Buddha’s 10 ’således-heder’ - skt.:  tathata, som en Buddha erkender ved sin  pradjña.
  Det lyder i   Lotus  Sutra’en, at  ’kun en Buddha kan fatte alle dharma’ers sande natur:  at dharma’er har sådan en form  [som de nu engang manifesterer], sådan en natur, sådan en skikkelse, sådan et potentiale, sådan en funktion, sådan en første årsag, sådan en anden årsag, sådan en virkning,  [bevirker] sådan en reaktion og sådan en fuldstændigt grundlæggende helhed  [skt.: dharmadhatu].’
 Pradjña under inddeles ved:
        1)  vished ved afklaret lytten
        2)  vished ved afklaret  kontemplation
        3)  vished ved afklaret  meditation.
 Læs mere i artiklen:  Om opfattelsen 1  og  Om opfattelsen 4.  Læs også artiklen: De 6 Fuldstændige Færdigheder.
 Se også under: tre slags træning.
Læs også om:  vished.

  Pradjña-paramita  (skt.):

 fuldstændig  færdighed i klarhedens vished,  skt.:  pradjña, som ofte oversættes som: fuldkommen 'visdom,' fuldendt 'visdom,' selvom det er misvisende.   Paramita  alene betyder fuld færdighed. Pradjña betyder, at  sindets  skelne-evne eller  klarheds natur  er bevidstgjort.
1.) Pradjñaparamita  er den sjette af de 6 
        paramitas. Pradjña er det samme som  sindets iboende eller medfødte rene skelne evne eller evne til viden og   oplevelse. Fordi folk er optaget af, hvad de oplever, bemærker de ikke den sindets klarhed, som gør det muligt for dem at opleve. I en tilstand af  samadhi kan sindet blive meget afklaret. Ved at mestre denne  yoga trance, gennem de fire  dhyanas, opnår  yogi’en glimt af  indsigt, og dermed  erfaring om pradjña. Den slags erfaringer kan man samle på, hvilket er den ene af de  to samlinger. Forstået i en anden sammenhæng, opnås fuldstændig færdighed over tid gennem træning i de ti  bhumi’er.
 Den fuldstændige færdighed i klarhedens vished  genkender  uden forhindringer sindets klarheds natur, og opdager, erkender og virkeliggør  Bodhicitta.  På denne måde beskrives en  Bodhisatva’s kvalitet og sinds tilstand. Men fuldstændig færdighed i klarhedens vished kan også betyde det, som man stræber efter og træner i at opnå. Men i så fald hedder det træning i pradjña - ikke i  pradjñaparamita. (Rent logisk kan man dog ikke træne pradjña; man kan kun træne at give slip på  tilknytning  og  identifikation  med  oplevelserne. Og så håbe på, at man herved kan opdage pradjña. Men heldigvis kan man da træne i den teoretiske forståelse af pradjña.)
  I en anden forstand er  pradjñaparamita den fuldt udtømmende forståelse af  sunyata. Læs om denne forståelse i  Hjertesutra'en.
 De 5 andre paramitas er   upayas, virksomme midler.  For eksempel  meditation  og  lodjung.  Upaya handler også om Bodhicitta.
 Læs om sindets klarheds natur i artiklen:  Om opfattelsen 1, Basis.

2.) Pradjña
        -paramita er også navnet på en  Yidam, symbolsk for  essensen  af  Buddhadharma.
(Se billedet til højre.)  Hun ses nogle gange i forening med  Vadjradhara. Pradjñaparamita kaldes for alle  Buddha'ers  mor, fordi hun udtrykker pradjña - alle buddha'ers vished om sindets klarheds natur. Som sådan er hun endnu et  visionært  udtryk for  Buddhanaturen.
  Læs også om visdomsindet,  djñana; samt om tomhedsnaturen:  sunyata; og om ikke-tom:  asunya. 
 Læs  artiklen: de 6 fuldstændige færdigheder.

  Pradjña-paramita-sutras  (skt.):

 Sutra’erne  om fuldkommengørelse af klarhedens vished,  pradjña. Der findes flere sådanne sutra’er, så der er tale om en klasse of bøger fra den anden drejning af Lærens Hjul, som angiveligt fandt sted på  Gribbebjerget  ved  Rajgir i Bihar. Den mest kendte er Den Store Pradjña-paramita-sutra, som er oversat til engelsk af Edward Conze  (oversat som  The Large Sutra on Perfect Wisdom).   Charles S. Prebish skrev i sin bog:  Historical Dictonary of Buddhism, at de første nedskrevne  Pradjñaparamita Sutras stammer fra omkring år 200 FVT. Traditionen mener, at Sutra'erne stammer fra Buddha Sakyamuni selv ved en mundtlig transmission, som først senere blev nedskrevet i bøger af papir. På Buddha's egen tid blev alle Sutra'er lært udenad.
  En ting er naturligvis at disse Sutra'er handler om pradjña. I en dybere forstand handler de alle om tomheds naturen, skt.:  sunyata  og om  Bodhicitta. Dette ses mest tydeligt i den korte og dybsindige  Hjertesutra.

  Prahevadjra  (skt.):

 se under:  Garab Dordje.

  Prakrita  (skt.):

 betyder dels sproget på Ganges sletten på  Buddha Sakyamuni's  tid, normalt kaldet prakrit; og dels betyder ordet ganske enkelt alt muligt, som begynder med stavelsen 'ur'. Altså ur-natur, ur-tiden og lignende.
Især bruges ordet til at udtrykke urnaturen ved dels universet; dels ved  sindet  og også ved  livet. I klassisk Brahmansk religion er denne urnatur  Guds  ophav eller begyndelse, hvor Gud som  Brahman  opstår så at sige samtidigt med skabelsen af  kosmos. Denne type spekulation finder ikke anvendelse i  Buddhadharma, så ordet vil for det meste pege på noget med sindets urnatur. For eksempel  sindets iboende klarhed og rummelighed, som typisk vil forklares som sindets urnatur, som alle  sansende væsner  derfor er i besiddelse af. Men også de forskellige aspekter ved sindets klarhed vil blive defineret som urnatur, hvor man typisk også bruger lignende udtryk; for eksempel 'medfødt' - 'iboende' - 'samtidigt opstået' - 'uden kunstighed' - og lignende. Ofte bruges udtrykket 'naturlig' for denne 'urnatur.' Også  pradjña, klarhedens  vished, er således urnatur. Og den intuitive vished, skt.:  djñana, som en medfødt evne hedder naturligvis prakrita-djñana. Et mere filosofisk korrekt udtryk ville nok være, at prakrita peger på, at sindets universelle kvaliteter, evner og potentialer - din urnatur - forefindes samtidigt med din nuværende kunstighed, persona, civilisation og tilegnet lærdom og færdigheder. Denne samtidighed hedder (skt.)  sahadja. Sahadja gør det muligt for dig pludselig at få  indsigt, selvom  karma  og de andre slør, skt.:  avarana, normalt  forhindrer det i at ske. Uanset hvor besværligt et menneske, som du måtte være for andre, mangler du ingen af menneskets universelle kvaliteter, evner og potentialer. Det gælder jo også for selv den største forbryder som for eksempel  Angulimalla, som selvom han var en massemoder, senere blev en  Arhat.
  Læs videre om:  Buddhanatur.
Samt om:   Ufødt.

  Praksis:

 udtrykket anvendes almindeligvis for at udføre en  anskuelse  i praksis eller en instruktion, for eksempel i  meditation. Det er en lidt bred forståelse af udtrykket  sadhana. Sadhana er et mere præcist fagsprog med specifikke betydninger. Se under:  sadhana.

  Pramana  (skt.):

 [Pramāṇa]  tib.: tzæma [tshad ma].  Gyldig erkendelse, første-hånds-kendskab. Buddhistisk logik og epistemologi. Pramana er den disciplin, som undersøger og fastlægger, hvorledes erkendelse finder sted, hvad der er gyldigt, og hvad der tilsvarende kan fastslås som ugyldig erkendelse eller vrangforestilling.  I sagens natur er  pramana først og fremmest en akademisk disciplin, som udøves på  Shedra’er, som for eksempel  KIBI i New Delhi.
  Imidlertid er gyldig erkendelse et både vigtigt og praktisk problem for den mediterende  yogi, som ikke nødvendigvis har nogen akademisk baggrund. For at udføre  vipashyana, må  yogi’en kende til pramana. Så nød tvinger   yogi’en til at søge instruktion fra sin  Lama om pramana. Mesteren vil i reglen direkte demonstrere pramana for eleven, men der vil også blive givet formelle instruktioner - ikke for at gøre   yogi’en til akademisk magister, men for at give  yogi’en magt til at kunne forstå, hvad der er  gyldig erkendelse  og  pratyaksha,  (skt.)  direkte erfaring,  og hvad ikke er gyldigt.
  Gyldigheden i  Dharma’en måles altid i forhold til   de 4 Ædle Sandheder.  Man bør altid stille spørgsmålstegn ved enhver slags erkendelse, når den indtræffer, for  Rahu, indbildning, kan afspore hele   Buddha Dharma  projektet. Derfor anbefales det at være forsigtig og sindig. Gyldig erkendelse  defineres ved sit resultat, nemlig  (den positive virkning) Bodhicitta  og  Nirvana samt  (den negative virkning) fraværet af indbildt identitet,   ahaṃkāra. Til gengæld bør man acceptere den   gyldige erkendelse, når enhver tvivl om den er blevet ordentligt og grundigt undersøgt og besvaret og dermed fjernet. Når tvivlen er væk, bliver man sikker i både anskuelse og udøvelse af   Dharma.

  Prana  (skt.):

 - tib.: roglung eller rogdzin  [srog-lung / srog-’dzin] - den ‘livsbærende vind’ -  livsenergi. Den kaldes også ’vinden, som følger med livet’. Der er mange ‘indre vinde’ (skt.: vayu  - tib.: lung) eller energier i kroppen, som sindet så at sige ridder på ved inkarnation, men der er kun en central livsenergi, som udfolder sig ved et ganske særligt spændingsfelt mellem hovedet og skridtet, og kun denne  energi benævnes  prana som Dharma fagsprog, skønt prana generelt kan betyde blot ånding. eller vejrtrækning. I  Tantra  udtrykkes dette ved de 2 ‘dråber’ (skt.:  bindhu  - tib.: tigle) , som befinder sig som en hvid  bindhu på toppen af hovedet under den ‘brahmanske åbning’ - og som en rød ved  sacrum. Imellem disse to punkter udfolder  prana sig i den ’centrale kanal’  (skt.: nadi)  med ’sæde’ i  chakra’et  ved hjertet.
                                        Billedet viser en rød bindhu,
                                         den glødende energi kugle.
 I tibetansk medicin siges prana at være i ro i hjertets ’store bindhu’  – og i øvrigt at bevæge sig gennem særlige kanaler mellem lungerne og hjertet, ifølge Terry Clifford  (i bogen: The Diamond Healing, side 133).
 Det siges, at der er en bindhu inde i alle celler i kroppen. Men prana er i Tantra dynamikken i den centrale kanal. Prana  ophører ved døden, når det ‘indre’ åndedræt stopper, fordi de 2  bindhu’er mødes i hjertet, efter gradvist at være begyndt at nærme sig hinanden efter det ‘ydre’ åndedræt, altså vejrtrækningen er ophørt   (se også under:   bardo). Ved undfangelsen forbindes mandens hvide bindhu og kvindens røde. Herefter vokser de to bindhu’er  væk fra det ‘store bindhu’ i hjerte regionen og bort fra hinanden under kroppens tilblivelse.  Prana er vores livs-gnist og er kun til låns.
  I klassisk sanskrit kan prana blot betyde indånding, mens udånding betegnes  apana. Denne udånding skal ikke forstås ordret som luft, der forlader kroppen gennem næse og mund, men mere i betydningen fordeling af energi i kroppen. Efter indtagelse af ’vind’ ved indåndingen – fordeles vinden rundt i kroppen samtidigt med udåndingen. Indenfor Tantra betyder 'apana' noget mere specifikt.
 De andre vinde  indenfor Tantra er:
  2)  vyana, vinden, som bevæger sig opad; det vil
       sige, at den understøtter tale, skt.:  vak.
  3)  apana, den gennemtrængende vind, som
       bevæger muskler og understøtter sansning.
  4)  samana, vinden, som følger med ild; den
       understøtter fordøjelse og optagelse af
       nærings stoffer.
  5)  udana, vinden, som bevæger sig nedad; den
       udstøder pis og lort samt diverse ekskreter rundt
       omkring i kroppen.
 Både indenfor  Tantra og  Ayurveda beskrives disse vinde mere indgående. Alt efter hvordan de direkte opfattes, er der tale om ’karma  vinde’ eller ’afklarede (visdoms) vinde’. Hvordan de opfattes, er afhængig af bevidsthed, skt.:  vidjñana  og  pradjña, klarhedens vished. Uden erkendelse er der altid tale om karma vinde.

  Pranidana  (skt.):

 [praṅidhāna]  se under:  Bodhisatva løfter.

  Prasangika:

 navnet på en særlig fortolkning af  Madhyamaka filosofien, som blev formuleret af Buddhapalita.

  Prasenadjit:

 er navnet på kongen af Koshala på Buddha Sakyamuni's tid.

  Prashrabdhi  (skt.):

 se under:  smidighed.

  Pratimoksha  (skt.):

 'individuel befrielse'. Betegnelsen på dels   Hinayana, dels på  løfter  til individuel befrielse, som i hovedsagen går ud på ikke at skade nogen som helst, som man møder på sin vej i livet, ved praktiske foranstaltninger og ved at dyrke  ahimsa, ikke-vold, ikke-skade i både hvile, holdning og handling.   Pratimoksha udgør en særlig afdeling af  Vinaya.  Hvor Vinaya Sutra beskriver tilblivelsen af de forskellige løfter for  munke  og  nonner, opremser  Pratimoksha simpelthen disse løfter i Pratimoksha Sutra’en. Denne  Sutra læses højt under   Posada ceremonien, hvor munkene renser sig for brud på deres løfter. Nonnerne har deres egen Posada. Bikshu'ernes løfter er 263 i antal,  bikshuni’ernes  380, novicernes 32 og lægmands løfterne 5. Disse sidste er:
    1)  undlade at slå ihjel  -
    2)  undlade at stjæle  -
    3)  undlade at lyve  -
    4)  undlade at misbruge andre seksuelt  -
    5)  undlade at drikke sig fuld i alkohol.
Lægfolk kaldes  upasaka  og  upasika. Også munkene og nonnerne holder disse 5 løfter, dog er det første løfte begrænset til drab på mennesker  (der er et særligt grenløfte om at undlade drab og skade på dyr), og det fjerde forstærkes til cølibat, mens de slet ikke må drikke alkohol. Disse 5 forpligtelser kaldes rodløfter og de øvrige for grenløfter. Man kan ikke forblive ordineret, hvis blot et af rodløfterne brydes, mens brud på grenløfternes kan renses for løftebruddets forurening af den rette holdning og handling og genoprettes i sin oprindelige renhed ved de  fire kræfter. Den formelle og offentlige renselse sker ved posada ceremonien, som afholdes hver anden uge i klostrene.
  Se også under:  løfter  - og under:  de 10 udyder  - og under:  Bodhisatvaløfter  – samt under:  samaya, om løfterne i   Tantra.
  Læs desuden artiklen:  de 6 Fuldstændige Færdigheder.  Læs også om:  de 51 samskaras, som er en liste over både gavnlige og skadelige emotionelle holdninger, som naturligt vil vise sig i sindet som reaktion på situationens  karma og udfordre alle, som holder løfter.

  Pratimoksha Sutra  (skt.):

 en  Sutra med  regler og retningslinjer for munke og nonner er samlet i denne bog, mens begivenhederne for deres tilblivelse er beskrevet i  Vinaya Sutra. Pratimoksha Sutra reciteres hver 14. dag af munkene og nonnerne ved  Posadha  ceremonien, ved hvilken lejlighed de så bekender brud på grenløfterne , renser dem og fornyer  dem.  Se også for oven om  pratimoksha.

  Pratishtha  (skt.):

  tib.: rabnæ - helliggørelse; (gammel dansk:) vie; indvielse af  hellige  genstande. Udtrykket bruges for helliggørelse af  Buddha  statuer og malerier eller billeder af Buddha'er,  Bodhisatva'er,  Yidam'mer  og andre  Buddha-aspekter  eller helligdomme i  Buddhadharma. Ved at fylde en statue eller  stupa  med  mantra  ruller, relikvier og så videre helliggøres den samtidigt med, at et ritual udføres, som inviterer Buddha'en til at bebo repræsentationen. Hvorved repræsentationen bliver hellig og afgiver  velsignelse. Især indenfor  Mantrayana  er den slags meget udbredt, men helliggørelse finder også sted generelt i forbindelse med  Hinayana  og  Mahayana. Ganske særlige ritualer udføres ved indvielse af klostre, skt.:  vihara, og lignende bygninger og områder.

  Pratityasamutpada  (skt.):

 se under   årsagskæden.

  Pratyaksha  (skt.)

 direkte erfaring, korrekt opfattelse uden omsvøb eller indpakning i fordomme. Tib.: ñgønsun zæma [mngon sun tshad ma]. Det er meget svært at observere og tænke psykologisk om vores egne sansninger og reaktions-mønstre. Man skal vænne sig til det. De 5  skandha’er beskriver den direkte erfaring både af  oplevelsers tilblivelse,  forvrængning og virkelighed ved denne proces. Så den direkte erfaring handler om at erkende sit eget sind i arbejde - mens det arbejder eller udfolder sig i sin virksomhed. Det gøres rent praktisk ved korrekt anvendelse af vågent nærvær  (‘mindfulness’)  skt.:  smriti.  Pratyaksha er vigtig, når man mediterer. Direkte erfaring betyder at genkende de 5 skandha’ers virksomhed i oplevelserne, uden at skulle udvikle eller benytte et  begreb om det.  Det sker rent praktisk ved  samadhi, yoga trance eller fordybelse.
 (Der findes tillært viden i form af kundskab og analyse. Når du har begrebet emnet og lader din bevidsthed dvæle ved det, får du direkte kendskab til emnet, direkte erfaring. De 5 skandha’er beskriver simpelthen den direkte erfaring - hvordan den finder sted.  Pratyaksha er enkel, fordomsfri, naturlig, afklaret, vågen, nærværende  og nøgen bevidsthed, som opfatter  dharmas,  dhatus  og  dharmadhatu.)
 Læs om det i artiklen:  Om opfattelsen, kapitel 2.
Læs også artiklerne:  De 5 skandha'er  &  Hvad er en oplevelse?, hvor pratyaksha  sættes i sammenhæng.

  Pratyaya  (skt.):

 årsag, grund. Der er grundlæggende årsager (hetu-pratyaya) - og bidragende eller sekundære årsager.
  Læs videre under:  Årsager og betingelser.

  Pratyekabuddha  (skt.):

 tib.: Rang gyal eller Rangsangdjæ  [rang rgyal / rang sangs rgyas]; De ensomme  Buddha’er. Buddha  Sakyamuni  gav instruktioner til befrielse og oplysning, som visse folk derpå benyttede helt alene ude i skoven eller derhjemme og opnåede befrielse og oplysning  (se under:  Bodhi) ved deres  sadhana,  uden at nogen har hørt noget fra dem siden. Denne måde at gribe  Dharma an på fik derfor sit eget navn:  Pratyekabuddha-yana.

  Pratyekabuddha-yana  (skt.)

 betyder fartøjet for de ’ensomme’  Buddha’er.  Læs paragraffen for oven om  Pratyekabuddha.
Se i øvrigt under:  Hinayana.

  Prayoga  (skt.):

 se under  ngøndro.

  Preta  (skt.):

 sultent spøgelse. En mulighed for  genfødsel, hvor man ikke får en fysisk krop, men en krop i en anden slags dimension end dem vi kender til. En  preta er meget sulten, men kan ikke fortære og fordøje noget. Denne inkarnations form er således kendetegnet ved en ekstrem form for  lidelse, hvor man ikke kan få, hvad man ønsker og begærer, men i stedet får en livs situation, som man bestemt ikke hverken ønsker eller begærer.  Se under:  triloka.

  Profeti:

 se under:  vision.

  Projektion:

 se under:  asravas.

  Præst:

 betyder egentlig en ’ældste.’ Udtrykket giver kun mening indenfor Kristendom, hvor udtrykket stammer fra græsk presbyter, svarende til olddansk oldermand.  Det er faktisk en hentydning til den helt tidlige kristne kirke, hvor der ikke fandtes  præster. I stedet blev en menigheds ’oldermænd’ sendt til kirkemøder for at repræsentere menigheden ved landsdels møder. Da Kristendommen blev statskirke for Romerriget, blev kirken reorganiseret med hierarkiske Patriarker, Biskopper og ’oldermænd’ blev præster. Skønt det nu krævede en del uddannelse og efterhånden også cølibat. Noget helt tilsvarende har vi ikke indenfor traditionerne for  Buddhadharma. Så en buddhistisk præst findes ikke. Og udtrykket er helt misvisende, hvad angår Buddhismen.
  (Det skal dog nævnes, at folk i USA benytter betegnelsen: chaplain, på dansk: kapellan eller hjælpepræst, om for eksempel autoriserede buddhister i USA's fængsler og på hospitaler, som fungerer på linje med kristne  præster og udfører såkaldt ’sjæle-sørgning’ for de indsatte og indlagte. Det er åbenbart  Zen traditionerne i USA, som er gået i spidsen i USA for at benytte denne betegnelse af  ’præster’ om autoriserede buddhister i institutioner, fordi det er et meget godt billede på, hvordan tingene fungerer i Japan og Kina. Og fordi buddhisterne således blev ligestillet med de amerikanske kristne, hvilket var meget vigtigt for amerikanere af asiatisk afstamning. Men man behøver jo ikke at være præst  for at kunne lytte til folk og deltage i deres besvær og problemer. Man behøver heller ikke bruge kristne begreber for buddhistiske funktioner, når sammenhængen indenfor disse religioner er meget forskellige. Jeg anser derfor brugen af ord som kappelan for misvisende og ikke brugbar i Danmark, hvor vi helst vil kalde en spade for en spade. I Danmark har vi både fængsels  præster og hospitals imamer, men endnu ikke autoriserede  Sangha repræsentanter, som lønnes af staten eller regionerne. Da Sangha er en del af den almindelige  Tilflugt, er betegnelsen ’repræsentant’ den mest dækkende for buddhister. I Danmark og sikkert også i hele Europa bør vi derfor bruge titlen Sangha repræsentant, når vi får job på hospitaler og fængsler. Men ikke hvem som helst kan være en sådan repræsentant.)
 I Buddhadharma har vi repræsentanter for Sangha til at hjælpe folk, som søger råd, vejledning, støtte og betroede samtaler under  tavshedspligt. Sådanne repræsentanter kan også i visse tilfælde hjælpe ved at udføre ritualer  (skt.:  pudja)  på de søgendes vegne. Oprindeligt blev alle  munke  og  nonner anset for at være sådanne Sangha repræsentanter. Men man indså hurtigt, at ikke alle ordinerede personer var lige kvalificerede til sådant. Det medførte, at man omkring år nul flyttede repræsentant rollen over til  Bodhisatva’erne, den såkaldte ædle Sangha. I øvrigt blev de officielle lærere, skt.:  acharyas, også anset for Sangha repræsentanter, mens det generelt var individuelt, hvem man anså for kvalificeret. Med tiden kom der også akademiske doktor grader, skt.:  pandit, som naturligvis blev anset for særligt egnede repræsentanter på grund af deres omfattende viden. I løbet af de næste tusinde år med udvikling af  Tantra blev også  Guru’er  eller  Lama’er, som havde gennemført   mesterlæren og høstet resultatet, anset for ganske særligt kvalificerede. Fordi de både havde mestret Tantra og havde opnået et af Bodhisatva trinnene, skt.:  bhumis.  I  Tibet blev de fleste folk, som havde gennemført en traditionel tre års meditativ retreat, anset for værdige repræsentanter for Sangha. Den samlende betegnelse for buddhistiske ’eksperter’ handler således mest om at kunne formidle og undervise, manifestere  Bodhicitta og kunne udføre pudja’er til gavn for folk. Derfor kaldes sådanne ’eksperter’ almindeligvis for ’lærere’ i Buddhadharma eller  Dharmalærere.
 Der er således  flere typer  Dharmalærere, og i både  Sutra  og  Tantra har vi en leder af ritualer, som betegnes som enten  Acharya  eller  Vadjracharya. I Tantra spiller  Lama’en en afgørende rolle som mester indenfor  mesterlæren. I Sutra får du kun en ’coach,’ træner eller vejleder, skt.:  kalyanamitra, i  anskuelse  og  meditation, mens du forventes at forlade dig på Buddhadharma, og blot respektere de mennesker, som formidler  Dharma til dig.
 Grundlæggende kan man sige, at du bør under alle omstændigheder være dit ’eget lys.’ Det var  Buddha Sakyamuni’s opfordring til sine elever på hans dødsleje. Sådan er det faktisk også indenfor Tantra, men her opfattes Lama’en som en refleksion af den ’indre Lama,’ altså din egen  Buddhanatur. Så i kraft af træningens karakter, bliver Lama’en altafgørende, både som en mester og som et spejl for sin elev. Sutra træningen indeholder ikke disse psykologiske spejlinger af sig selv i en anden. Men i Tantra bruger man sin tilbøjelighed til psykisk projektion, skt.:  asravas, eller spejling af sit indre liv ud på de andre og verden, skt.:  samsara, som en metode til at virkeliggøre  Bodhicitta. I stedet for at stå med en usund vane, som man ikke rigtig kan gøre noget ved, så længe man ikke mestrer  meditativ trance, skt.:  samadhi. Det sker ved, at udøveren af Tantra bruger sin fantasi på en ret stram måde. Man forestiller sig, at hele verden er et helt rent sted, et Buddha-land, skt.:  Buddhakshetra. Det vil sige, at de sædvanlige psykiske projektioner  (asravas)  bremses, fordi fantasien bruges til at forestille sig eller 'lege,' at der ikke er nogen form for  ondsindethed i verden, og alle de  sansende væsner  er  Buddha'er, som blot 'leger,' at de  ikke er  oplyste, mens de 'prøver' at opføre sig som almindelige mennesker og dyr. Samtidigt 'leger' du selv, at du er en Buddha, har en Buddha's sind og holdninger (Bodhicitta) og i øvrigt forestiller dig, at du har en Buddha's krop med alle  Buddha'ens kendetegn. Det sker ved  Yidam  sadhana, hvor manualen til vedkommende Yidam praksis foreskriver, hvordan en sådan Buddha ser ud, og hvilken særlig  Buddha virksomhed, denne Yidam udøver.  Så i stedet for at spejle sig i verden på sin sædvanlige måde spejler man sig som om, man er en Buddha med hud og hår, holdning og handling. Fordi man sætter alle sine kræfter ind på dette arbejde, kan de sædvanlige spejlinger ikke finde sted. Ens sans for spejling er allerede i brug med et andet formål eller en anden hensigt, nemlig Bodhicitta.
 Der er en vis fare forbundet med denne fremgangsmåde, fordi man manipulerer sit  sind og træner i frugten af praksis, skønt man blot er en begynder. Derfor kaldes Tantra i den forbindelse for  Virkningsfartøjet, mens Sutra kaldes  Årsagsfartøjet.  Altså: alle de sansende væsner er i virkeligheden Buddha'er  – det er kun dig, som leger, at du også er en Buddha.  Det er kun dig, som er under træning. Alle de andre har allerede plukket frugten af sadhana og er blevet  befriede  og  oplyste. Det kaldes for det ‘rene syn’ i Tantra. Fordi denne metode kan være farlig ved forkert udførelse eller, fordi man misforstår noget, er der brug for en særlig beskyttelse. I Tantra sker beskyttelsen ved mesterlæren. Man skal gøre det, som mester siger, hverken mere eller mindre. Så Lama’en er både instruktør, træner, et spejl for eleven og en beskytter mod ulykker,  forvrænget opfattelse og forkert træning.
 Så den store forskel på Sutra og Tantra består i, hvorvidt man forestiller sig selv som en Buddha, eller om man opfatter sig selv, som man plejer at gøre. I Sutra vil man i stedet forestille sig tilstedevær af  Buddha aspektet som udenfor en selv. Så Sutra Buddha aspektet symboliserer Bodhicitta, som noget der kommer til dig fra en Buddha, som svæver over dit hoved eller i himmelrummet foran dig. Virkningen i Sutra består i, at du modtager  velsignelse fra Buddha'en under din meditation, hvilket bremser dine sædvanlige reaktions mønstre, skt.:  caitasikas, og tæmmer  tilknytningen til dem, mens du mediterer. På denne måde er Sutra ikke blot Årsagsfartøjet, men har også ønskelige virkninger som praksis form. Sutra er blot langsommere i virkning end Tantra.
 Desuden indeholder Tantra særlige  yoga'er, som traditionelt holdes hemmelige og ikke beskrives på skrift. Du kan kun lære disse hemmelige yoga'er ved mundtlig transmission og faktisk demonstration af mester for dig som elev. Det vil normalt ske i en traditionel tre års  retreat, men kan også forekomme ved en blot og bar Yidam retreat, som typisk vil vare et år.
 I Sutra konfronterer man altså asravas uden fantasifuld forvandling. I stedet opfordres den heldige praktikant til simpelthen at give slip, når asravas manifesterer sig i deres  sind. Og fokusere på strømmen af velsignelse fra den  visualiserede Buddha. For både Sutra og Tantra gælder det, at der trænes i de  seks fuldstændige færdigheder, skt.:  paramitas, for at virkeliggøre Bodhicitta. Men Tantra er en særlig metode at anvende, som kræver, at eleven følger mesterlæren uden omsving for at kunne lykkes som metode. Føler du modvilje mod mesterlæren som noget gammeldags, bør du simpelthen følge Sutra metoderne, som er uden mesterlæren, fordi den ikke er nødvendig for denne type praksis.
 Hovedvægten i Buddhadharma ligger således på lære processen. På Dharmalærer og elev og succesfuld formidling af Dharma. Forudsætningen er, at Dharmalæreren besidder noget  indsigt  og  erfaring, så der er noget at formidle. Forudsætningen er også, at eleven er lærevillig og indforstået med træningens  karakter.
 Der foregår i denne sammenhæng også det samme, som forstås med det kristne begreb: sjæle-sørgning. En Dharmalærer vil ikke blot prøve at undervise i – og direkte demonstrere – Bodhicitta, men vil i kraft af sådan oplyst holdning også prøve på at være den bedste lytter, deltager og ’spirituelle’ ven, skt.:  kalyanamitra.
 Men  Sangha’en har naturligvis også ledere. I klostrene vælger  munkene  og  nonnerne deres ledere og tillidsfolk efter oldgammel demokratisk tradition. Det er dog i reglen nogle ældre munke og nonner, som på denne måde bliver ledere. I  Tibet opstod klostrene gerne omkring store  meditations mestre. Uden en eller flere af sådanne store mestre, kunne klostrene ikke finde støtte i lokal befolkningen. Folk opsøgte mestrene og ikke altid blot munke eller nonner, fordi en mester formodes at kunne påvirke begivenheder og bringe både  velsignelse og beskyttelse. En mester formodes at have virkeliggjort i hvert fald det første  Bodhisatva trin, skt.:  bhumi. Mange  Tulku’er formodes at være på de 4 højeste bhumi’er, hvorved de mestrer både de effektive metoder, skt.:  upaya, og klarhedens vished, skt.:  pradjña. I vore dage møder denne tradition naturligvis kritik, for hvordan skal almindelige mennesker kunne vurdere, om en sådan Tulku faktisk er en Bodhisatva. Tibetanerne plejer derfor at hæfte sig ved Tulku’ens opførsel, sprogbrug og holdninger for at se tegn på Bodhicitta eller tegn på et menneske med alle de almindelige begrænsninger, hæmninger, fejl og mangler.
 Når en sådan mester døde, ville man straks eftersøge en  genfødsel af mesteren, for at klosteret kunne fortsætte som institution og som formidler af Dharma. En sådan genfødsel bliver kaldt for en Tulku på tibetansk. (Nirmanakaya på sanskrit, hvilket betyder en Buddha’s fysiske krop. Meningen med betegnelsen Tulku er, at der er et tilstedevær af en sand Buddha, skønt denne manifestation finder sted som en Bodhisatva. På sanskrit ville man normalt i Indien tale om en Avatar som betegnelse på en guddommelig manifestation, for eksempel Hindu guden Vishnu, som manifesterer sig som gude-helten Krishna i Ramayana eventyret.) 
 På denne måde blev Tulku’erne ikke blot de reelle ledere af Sangha’erne, men fik status af ’åndsfyrster.’ Så de kan egentlig ikke helt sammenlignes med biskopper, patriarker og kardinaler indenfor Kristendom. Tulku’erne var som ægte prinser, men ikke med blåt blod i årene – de havde  Buddha’s blod i kroppen. Det gjorde det særlig svært for de verdslige konger og fyrster at udøve magt over klostrene, for man kan jo ikke kommandere med  – eller herske over en Buddha. 
 Tiden er jo nok ved at løbe fra disse åndsfyrster, ikke mindst fordi traditionen er blevet misbrugt i stor stil i politiske sammenhænge de sidste 600 år, hvorved man kan gå ud fra, at en sådan Tulku, udnævnt af politiske grunde, ikke er en ægte genfødsel af sin forgænger, men en såkaldt politisk eller bekvemmeligheds Tulku. Læs for eksempel artiklen:  To Jamgon Kongtrul Tulku’er. Der er mange andre beretninger om politisk udnævnte Tulku’er fra både det gamle Tibet og den moderne tid.
 Her i Vesten har vi en stor udfordring på grund af denne fyrstelige tradition. På den ene side hjælper store mestre med at formidle den ægte og uforfalskede Dharma, netop fordi de besidder  indsigt  og  erfaring, og samtidigt understøttes af deres egen organisation, så de normalt ikke har verdslige problemer.  (Medmindre de bliver involveret i politik, magtspil eller tvister om fast ejendom og formue.) På den anden side bryder vores Vestlige kultur sig ikke om enevælde og høje forgyldte troner og højtidelige fyrster med silke kapper. Disse problemer vil det tage lang tid at udrede, netop fordi der både er fordele og bagdele. I Asien elsker man fortsat alle slags ’åndsfyrster.’
 Tulku traditionen har på flere måder sikret en ægte  transmission af Dharma gennem hele den tibetanske middelalder frem til i dag. Det bør vi naturligvis være glade for. Men vi bør også se frem til, at de tibetanske Lama’er forlader politik. Og at deres særlige organisations form, kaldet  lhabrang, fjernes eller laves helt om.
 Ofte var det Tulku’ens manager, direktør eller såkaldte ’generalsekretær,’ tib.:  chagzø for en sådan lhabrang, som laver politik., magtspil og deltager i opgør om fast ejendom og formue. Ofte var disse direktører mere magtfulde end Tulku’en selv. I eksil i Indien blev deres magt mindre, end den havde været i det gamle Tibet. Skønt ikke altid; læs for eksempel artiklen:  To Jamgon Kongtrul Tulku’er.  Men vi kan ikke gøre så meget ved det her fra Vesten. Det er op til tibetanerne at reformere deres egen tradition. Her i Vesten kan vi kun sikre vores egne organisationer mod at blive manipulerede og misbrugt. Det kan vi gøre ved transparente demokratiske og meritokratiske organisations former. Tulku’erne kan godt have en fremtid – også her i Vesten – som formidlere af Dharma af ganske særlig kvalitet. Men Tulku’erne behøver ikke at eje godser, huse og Templer. De behøver ikke at være paver, konger og prinser, som hersker over vores egne organisationer i Vesten. I stedet kan de stå som garanter for, at den formidling af Dharma, som foregår i vores egne kredse indenfor vores egne organisationer, er den ægte Buddhadharma. Ligesom de kongelige her i Danmark ofte er ’protektorer’ for velgørende foreninger.  (Læs også artiklen:  Dalai Lama vil nedlægge Tulku traditionen.)
 Der er selvfølgelig altid et problem for en religiøs forening med sin ledelse. På den ene side er det ønskeligt, at foreningen styrer sig selv ved en demokratisk forfatning eller vedtægt. På den anden side er det endnu vigtigere, at foreningen sikrer sig, at det virkelig er Buddhadharma, som formidles i foreningen. Det kan ikke vedtages demokratisk – det må være folk med viden, indsigt, erfaring, træning, uddannelse, talent og en vis grad af mesterskab i både  anskuelse  og meditation, som kan tage stilling til, hvad der er ægte Dharma, og hvad der ikke bør præsenteres i foreningen som sådan. Der bør altså også være en meritokratisk styring. Men hvem gør sig fortjent til at bedømme sådan egnethed? Traditionelt vil det være en akademiker (acharya) og / eller en meditations mester, som kan kvalificere sig. Men kun den akademiske titel er noget, som man kan få ved en eksamen fra et akademisk institut. Der er endnu ikke nogen fast standard for hvilke kvalifikationer en meditations mester skal besidde. Eller hvem, som er kvalificeret til at bedømme sådant mesterskab. Det er svært at se, når alt du kan se er, at der er nogen som sidder i meditations stilling i lang tid. Så lige nu og her må vi trøste os selv med, at alting stadig er i sin vorden her i Vesten, hvad angår Dharma. Det er måske meget godt, at de nye generationer har noget at lave og organisere.
 Læs videre om:  Lama;  og om:  Acharya;  samt om:  Kalyanamitra. Læs mere her om:  Dharmalærere.

  Psykisk:

 se under:  sind.

  Psykologi:

 se under:  sind.

  Psykologisk realisme:

 ‘Realisme’ som filosofi handler i reglen om sansninger, målinger og afvejninger. Om det mulige og umulige ved vores oplevelser, som jo er sansninger af en eller anden slags, og vores reaktioner, skt.:  caitasikas, på vores oplevelser.  Det, som kan måles og vejes, kalder man i denne filosofiske betragtning for virkeligt. Samtidigt ser man så bort fra – eller afventer en senere afklaring på – at alt, som kan måles og vejes, er sansninger, skt.:  sparsa, som ikke foregår udenfor  sindet  i verden, men indenfor. Sansninger er resultatet af en proces i sindet i den første  skandha. Så det, som du ser, hører, måler og vejer, er udviklinger i  sindet. Sindet på arbejde. Det er udgangspunktet for en ægte psykologisk realisme. Den fokuserer på, hvad  oplevelser virkelig er for noget. Da sansninger er oplevelser og ikke spor fysiske, i og med at de er processer i sindet, er de meget interessante at undersøge, uanset hvad den ’fysiske’ verden så mon er for noget. Oplevelser er jo af en vis psykisk karakter  – selv de konkrete af slagsen –  så det kan virke som et problem at kvantificere noget lavet af sind. Det kan dog godt lade sig gøre indenfor et begrænset område af sindet.
Billedet viser et traditionelt metal spejl med silkebånd. Det symboliserer sindets karakter: sindet spejler verden. Verden som en oplevelse er en spejling ved sansning,  skt.:  sparsa.
 ‘Hvis vi skal sige noget virkelig kvantitativt om  sindet, må det være, at hele verden er det mest tydelige udtryk for og den største virksomhed i sindet, nemlig fremkomsten i sindet af både konkrete og uhåndgribelige oplevelser af verden.  Hvad der burde være en ydre verden, er i virkeligheden en indre sansning.’
  ‘Realistisk set, befinder du dig ikke i verden, men inde i din egen oplevelse af alting og ingenting med de begrænsninger, som dit eget sind sætter ved sin måde at være på og sin måde at virke på.’  (Citat fra:  Om Opfattelsen 1).
  Alt, som du oplever, er oplevelser, som selv er resultat af sindets virksomhed  (de 5  skandha’er)  i  sindets rummelighed.  Så selv solid sansning består alene af  sindets virksomhed som sådan. Du sanser ikke solide ting, men sanse processer. Ting, skt.:  dharma’er, er begivenheder under udvikling. Så ting er mere tilstande end noget fast og vedvarende. Sansning er i hvert fald kun momentan, skt.:  ksaneksana. Der er en ny sansning i det næste  bevidste øjeblik og så videre.
 Når du forstår, at du ikke oplever verden direkte ved sansning, men kun får lov til at  erfare  en spejling af noget, så dukker naturligt to spørgsmål op. For det første, hvad er verden så for noget, når man ikke oplever den direkte, men i stedet oplever en slags ’repræsentation,’ som sindet har frembragt. Bemærk venligst, hvor mystisk verden pludselig fremstår. Det er ikke dig, som er  transcendent som  oplever, skt.:   atman i forhold til dine oplevelser. I stedet er det verden, som er transcendent i forhold til sindet. Det er ganske enkelt ikke til at vide, hvad verden egentlig er, skønt vi har nogle gode sansninger, følelser, mentale indtryk,  fortolkning, reaktion, lidenskab og bevidsthed om verden. Det andet spørgsmål er naturligvis, hvad  oplevelser egentlig er for noget, samt på hvilken måde oplevelserne så eksisterer, når den verden, som disse oplevelser viser, faktisk ikke er identisk med oplevelserne. 
 (Man kan så sige, at verden, som vi kender den, faktisk er identisk med vores oplevelse af den. Denne oplevede verden har så blot slet ikke noget direkte med en objektiv verden at gøre. I stedet er oplevelsen af verden den mest velegnede måde at opleve verden på, med henblik på overlevelse og tilpasning. Det er den Darwinistiske opfattelse, som samtidigt hverken beskriver, hvad verden så er for noget, eller hvad sindet og dets sansninger er i deres egen virkelighed.)
 En sten må være noget andet end din sansning af stenen. Men hvad er det så, at du oplever, når du ser og føler på en sten? Det, som du antager for en sten, er ikke forskelligt fra din sansning, men sansning er ikke en sten...
 I  Cittamatra skolen anerkender man således, at oplevelserne er mangfoldige og uophørlige, mens sindet er både en beholder for sin egen virksomhed som en række processer, de 5  skandha’er, hvorved oplevelser dannes og viser sig,  samt selve oplevelserne, resultatet af det hele. Der er således en mangfoldighed af omskiftelige tilstande uden egentlig enhed, men med en helhed omkring og ved det hele, skt.:  dharmadhatu.
 Sindets virkelighed er ikke blot som et spejl for noget tilsyneladende anderledes end sindet selv, men sindet er også sit eget rum til oplevelser. Sindet er en åbenbar begrænsning i forhold til verden, som der kun opleves en spejling af ved sindets klarheds karakter. Derfor er verden altid mystisk, snart smuk og tiltalende, snart afskyelig og skræmmende, samt til tider kedelig. Fordi verden opleves så personligt, opstår  samsara. 
 Samsara befinder sig i sindet, som oplever. Samsara er ikke verden som sådan. Men samsara er den måde, verden normalt opleves på.
 Sindet er samtidigt ubegrænset ved sin rummeligheds natur. Takket være sindets klarhed i bevidsthederne kan der skelnes og defineres, hvilket danner grundlag for gyldig erkendelse, skt.:  pramana. Uheldigvis også for uvidenhed eller ubevidsthed, skt.:  avidya.
  Uanset hvilken årsags sammenhæng, som man beskæftiger sig med, er betingelsen for at kunne beskæftige sig med det altid:  bevidsthed  (skt.:  vidjñana). Det er den  psykologiske realisme.  Den peger på  essensløsheden, skt.:  nairatmya, samt på  tomheds naturen ved alle oplevelser, skt.:  sunyata.  Erkendelse af sunyata fører naturligt til opdagelse af dit medfødte  Bodhicitta, eller fordomsfrie sind, som erkendes, når intet  forhindrer det. Læs også om emnet under:  årsager og betingelser.
 Læs mere på siden:  Om opfattelsen, kapitel 4, sunyata. 
Læs også artiklen:  Hvad er en oplevelse? 
 Se også under:   Abhuta-parikalpa (substansløs abstraktion). 
Læs videre om:  stoflighed.
Samt om:  asunya, ikke-tomt.

  Pudgala  (skt.):

 se under:  personlighed.

  Pudja  (skt.):

 - skrives også: Puja,  betyder ofrings ritual. 
Pudja er en form for  sadhana.  Pudja  kan udøves både som  Sutra  og  Tantra.  En  Pudja udføres traditionelt i   en opbyggende fase og en fuldendende fase.  Den opbyggende fase  (skt.:  utpattikrama  -  tib.: kyerim) består almindeligvis af  Tilflugt,  udvikling af  Bodhicitta, visualisering af  Pudja’ens  Buddha’er og  Bodhisatva’er, ofringer, hyldest, hoved visualiserings fasen og  Mantra. Den fuldendende fase   (skt.:  utpannakrama  -tib.: dzogrim) består af sammensmeltning og  Dharmadhatu. Til sidst 'spredes fortjenesten' ved ønskebønner  (tib.:  mønlam), hvor gavn og glæde tilegnes alle sansende væsner og 'lykke bønner'  (tib.: tashi). 
              Billedet viser de traditionelle 8 ofringer på alteret i Tilogaard.
Buddha’erne og  Bodhisatva’erne behøver ikke ofringer  - slet ikke -  det er os, som har brug for at åbne os for vores medfødte  Buddhanatur,  repræsenteret ved de forestillede og de eventuelt visionært opståede  Buddha’er og  Bodhisatva’er. Mens  Mahamudra  meditation bedst udføres alene, er   Pudja særdeles velegnet til fælles udøvelse.  Se også under:  Ildpudja;  og under:  sadhana.  Læs også om:  vidhi.

  Punya  (skt.):

 merit, dyder eller fortjeneste (tib.:  sønam). Dyder  - i modsætning til gammel dansk: lyder, altså  udyder -  betyder medmenneskelig godhed, heroisk ansvars opfyldelse, selvoverskridende hjælp og gavn for andre eller samfundet og livet  (miljøet) generelt. Dyder, merit eller menneskelig fortjeneste sætter sig som  samskaras  og  karma  frø  (skt.:  bidja)  i sindet, hvorfra de vil bevirke god karma i fremtiden og til dels også i nutiden, betinget af al den øvrige karma, som du har samlet på. Det er den store samling af gode samskaras og bidjas, som bevirker udsættelse af dårlig karma og fremelskelse af den gode.
 Dyder, merit eller medmenneskelige kvaliteter er ikke blot godt for en selv og andre, fordi de muliggør samfund og fællesskab, men i en buddhistisk forstand er  punyas en afgørende faktor til at stoppe usund eller ugunstig karma, mens ophobningen af  punyas i  sindet samtidigt fremmer den sunde, skt.:  kushala, karma, så den hurtigt manifesterer sig. Samtidigt udsættes den dårlige eller usunde karma. Det er dog nogle gange afhængig af mere end blot samlingen af dyder eller merit, fordi der kan indtræffe provokationer, som er nye for dig, samt på grund af tilfældig karma. (Tilfældig karma betyder, at noget sker, blot fordi det er muligt. For eksempel trafik uheld. Du behøver ikke at besidde en dårlig karakter for at blive ramt af en tagsten i hovedet.)
 Det buddhistiske land Bhutan burde derfor ikke måle så meget på 'samfundets lykke skala,' men udvikle en skala for hele samfundets samling af medmenneskelig merit i hele landet. Det ville betyde en kraftig udvikling af social hjælpsomhed og pleje overalt. Den enkelte vil naturligvis nyde godt af sine egne samlinger af dyder og samling af erfaringer om afklaret vished  ('visdom'), men i første omgang får det nære samfund gavn.
 Der er også en hage ved al denne dyd og fortjeneste, nemlig at du risikerer at blive genfødt i en himmelsk eksistens, hvor du får det alt for godt til at blive motiveret til at søge  Nirvana. Pas derfor på med, hvad du ønsker dig, og hvad du samler på.
 Så du bør blive til en god samler. Jo større samling af  punya, jo bedre muligheder, men husk at du også bør samle på  erfaringer om afklaret vished, både  djñana  og  pradjña.
 Dyd, merit eller godhed kvantificeres således i Buddhadharma, i hvert fald i forbindelse med årsagsfartøjet og læren om karma. Det skyldes, at folk ved dydige eller gode handlinger og holdninger indsamler indtryk, skt.: vidjnapti, i sindet, som derfor ophober sig i hukommelse og kommer til at dominere din forståelse, skt.: buddhi, og dermed de reaktive mønstre, skt.: caitasikas, i sindet, som reagerer umiddelbart og instinktivt i den fjerde skandha, samskara skandha, på det, som du oplever. Det er ellers ikke lige sådan, at vi normalt tænker om merit, dyder og gode medmenneskelige kvaliteter eller karaktertræk i Danmark. Men i og med at der hele tiden opbygges vaner, sker der naturligt også en ophobning af dydige reaktions mønstre, hvis og når du fremelsker sådanne. Og det gør du jo, når du reagerer med godhed, kærlighed og medfølelse. Denne personlige samling af godhed betegnes som den ene af de to samlinger, hvor den anden er samling af erfaringer om afklaret vished.
 Punya består først og fremmest af de to slags  gavn. Men det karakteriseres ved ikke-skade eller ikke-vold, skt.:  ahimsa. Så det første punkt i at samle på  punya består i ikke at skade noget  sansende væsen, så vidt det overhovedet er muligt og i hvert fald ikke med overlæg. Det andet punkt angår etik og disciplin, skt.:  shila, i sin personlige udvikling som medmenneske blandt de mennesker og dyr, som man rent faktisk møder og omgås i sit liv. Nemlig ved at være opmærksom på disse andres situation, besvær, behov og lidelser Altså at være tilstede for andre uden at skade eller nedgøre dem eller forherlige sig selv ved sådan disciplin. Dette punkt handler om ikke at være ligeglad med andres lidelser. (Det er ikke hver gang, at du kan gøre en forskel. I mange situationer, kan du intet stille op; dette skyldes som regel de andres meget tunge karma, som du sjældent kan afhjælpe. Men disciplin i denne sammenhæng betyder ikke at være ligeglad.) Endelig, hvis man kan og orker det, så handler punya om at gavne andre direkte og indirekte. Alene hensigten om at gavne andre vil konstant føre til, at der samles  punya.
 Mere specifikt handler dette om at udøve venskabets kærlighed, skt.:  maitri, og medfølelse, skt.:  karuna, overfor alle sansende væsner.
 Punya som en samling udtrykker, at der er opbygget vaner, skt.:  samskaras, i  sindet, som er uden  skade virkning på andre og til gavn. Når først sådanne vaner er etableret, øges mulighederne for, at de forbliver. Herved vil man ikke kun undlade skade og udvirke gavn, men livet i det hele taget bliver meget nemmere og oven i købet meget enklere.
 Karmapa Thaye Dordje skrev den 11. august 2019 på sin hjemmeside:
"Hvad enten jeg drikker  [eller spiser], sidder eller går omkring, er hensigten at gavne andre. Herved  forvandles de  [allerede]  indsamlede dyder til tidløs og ubegrænset fortjeneste  [eller merit]."
 Bemærk, at fordi den overordnede hensigt, skt.: cetana, er at gavne, vil alle selv ret almindelige og helt ordinære handlinger blive anledning til at samle punya, selvom du ikke tænker på det, selektivt søger det eller i øvrigt anstrenger dig. Fordi det er blevet en vane, sker samlingen spontant og vedvarende - hvis du vel at mærke har anlagt sådanne uselviske hensigter til at begynde med. Tilsvarende sker der en spontan samling af punya, når du holder forskellige typer løfter indenfor Buddhadharma. Det typiske for sådanne løfter er jo, at de handler om at undlade noget, hvorved du faktisk uden at gøre noget eller ved netop ikke at gøre noget, opnår samling af punya. Derfor siges det, at det at tage og holde løfter er en meget nem vej, fordi du ikke skal udføre nogen handlinger for at få resultater.
 Læs også om:  Feltet for goder og fortjeneste  (skt.: punyakshetra).
Læs også om:  pradjña.
Samt om:  To samlinger.
Læs også om de 10 dyder og udyder.

  Pu-tai  (kinesisk):

 også kendt som Budai, Bodai og Hotei. Den 'glade'  Buddha i Kina, afbildet som en smilende glad tyksak med en bylt, hvori han har sine ejendele. Han ses ofte med en dreng ved sin side, fordi børnene var kendt for at elske ham højt for hans legende væsen. Angiveligt er der tale om en kinesisk munk fra 900 tallet. I Kina anses han for en inkarnation af   Maitreya.
 Det fortælles om ham, at hvor han end kom hen, blev de syge raske, afgrøderne øgedes på markerne, held og lykke tilsmilede alle, så han blev selve symbolet på  velsignelse og velfærd. Derfor er der statuer af ham overalt i Kina. I  Tibet kaldes han ofte for blot Hosang, kineseren, og afbildes i reglen sammen med  Dharmatala, en velkendt indisk prins, som var kendt for at støtte Sangha’en, samt de 16  Arhats.