|
P
Padmasambhava (skt.):
og Padmakara, se under: Guru Rinpotje.
Pagmo Drupa Dordje Gyalpo (tib.):
var elev af Gampopa og grundlagde Pagmo Dru Kadjy, den ene af de 4 ‘ældre’ Kadjy traditioner. Han blev født i Kham og levede 1110 til 1170. Han fik navnet Pagmo Dru fra stedet, hvor han byggede sit kloster i Kham. Pagmo Dru traditionen blev mor til de 8 ‘yngre’ Kadjy traditioner. Pagmo Drupa Dordje Gyalpo blev først uddannet i Sakyapa traditionen. Senere bliver han anbefalet at opsøge Gampopa, som giver ham hele Mahamudra transmissionen – samt også virkelig indsigt i Lam Dre systemet, som Pagmo Drupa havde lært af Sakyapa’erne. Pagmo Drupa mestrer hurtigt alt, han lærer hos Gampopa, og bliver selv Mahamudra mester. Det siges, at han var særlig god til at udlægge ’sammenstrømningen af de to floder’ - Mahamudra fra Tilopa og Kadam fra Atisha – som Gampopa havde forenet og formuleret. Læs også om: Kadjy.
Pandit (skt.):
[paṇḍita] tib.: khepa [mkhas pa], er en meget traditionel doktor grad fra Indiens Oldtid. Den eneste tibetaner, som fik denne grad tildelt var Sakya Pandita, som resultat af hans ophold og akademiske studier i Kashmir, som dengang i tolv hundrede tallet stadig var et buddhistisk og hindu domineret land. I Tibet blev titlen ikke brugt. Sandsynligvis i respekt for Indien som ophav til Buddhadharma, hvorfor tibetanerne udviklede et andet system. Måske også for at undgå forvirring med 'pandit' som en meget brugt titel hos Hindu religionerne.
En buddhistisk pandit var mester i de 5 videns emner: pradjñaparamita [prajñāpāramitā]; madhyamaka; pramana [pramāṇa]; Abhidharma - og Vinaya. Så den tilsvarende doktor grad blev i Gelug skolen til: Geshe, som ellers betyder Kalyanamitra, en åndelig ven. Det er den almindelige og sidste betydning som de andre skoler bruger ordet til. Det vil sige en Dharmalærer i Sutra klassen – og ikke en akademisk titel. I stedet bruger man ordet Khenpo, som ligger tæt på betydningen af khepa (pandit).
Khenpo [མཁན་པོ་ mkhen po] betyder imidlertid på skt. upadhaya, abbed. Man har sandsynligvis valgt dette udtryk, fordi et klosters abbed normalt var en akademisk mester. Nogle gange bruges titlen: khenchen [མཁན་ཆེན་], dekan eller 'super doktor,' som synes at være en ærestitel. En khenpo er altid en eksamineret akademiker, som har studeret på en shedra, et buddhistisk akademisk institut.
Læs også om: shedra.
Papiyan (skt.):
et andet navn for: Mara.
Paradis (skt.):
se under: Buddhakshetra; og om: Sukhavati.
Paramartha (skt.):
absolut i betydningen absolut sandhed [skt.: paramārtha-satya] i dialektisk modsætning eller antitese til relativ sandhed, skt.: samvriti. Der er således to slags sandhed. Det at en størrelse, skt.: dharma, er afhængig af andre størrelser, og ikke er til kun i kraft af sig selv, kaldes for relativitet eller forholdsvished. Hvad som helst eksisterer kun i forhold til alt andet. Men alle dharma’er forløber eller udfolder sig på en baggrund af ubetingetheden eller det usammensatte ved Dharmadhatu. Det er det usammensatte (skt.: asamskrita), som udgør et grundlag for, at noget relativt (samvriti) kan udfolde sig. Det vil sige: Buddhanaturen, Dharmadhatu og Nirvana. Alaya, sindets rummelighed, samt akasha, verdensrummet, er også asamskritas, men de opfattes i reglen ved en nærmere undersøgelse som Dharmadhatu, dimensionernes dimension. Forstået på denne måde er der kun to usammensatte og dermed absolutte størrelser, nemlig dharmadhatu og Buddhanaturen. Det er den absolutte sandhed.
Paramartha er således helheden ved alting, altså alle oplevelser. Denne helhed er ikke en enhed, skt.: dharma, men fællesskabet af alle enheder eller begivenheder samt det sted, hvor alting udfolder sig. Derfor udtrykket Dharmadhatu.
Nirvana er også absolut i betydningen usammensat og ubegrundet. Det vil sige i betydningen af Buddhanatur. Nirvana som en oplevelse og erfaring er derimod relativ.
Således omtaler man normalt emnet indenfor Mahayana, men den korrekte opfattelse af paramartha som det forstås indenfor Pradjñaparamita går videre. Fordi absolut sandhed er et begreb, må absolut sandhed netop som begreb være en forholdsvis størrelse eller noget relativt. Begrebet om helheden forholder sig til gensidigt afhængig oprindelse (årsagskæden) og dermed alle dharma’er og dharmadhatu, som eksisterer eller måtte eksistere i kortere eller længere tid ad gangen. Men begrebet om noget må være abstrakt og dermed anderledes, end det som angiveligt begribes. Virkeligheden må derfor altid befinde sig hinsides ethvert begreb, hvorved erkendelse ikke handler om formulering, men om direkte indsigt hinsides begrebs dannelsen. I en sand buddhistisk forstand betyder det, at indsigten handler om alle 5 skandha’er og ikke kun den fjerde, hvor begrebs dannelsen foregår. Og ikke mindst handler det om indsigt og direkte erkendelse, skt.: pratyaksha, af Buddhanaturen. Hermed burde alle emner være udtømt, hvilket er betydningen af tomhed, skt.: sunya og tomhedsnaturen, skt.: sunyata. Dette er en anden måde at sige essensløshed på, hvilket er en beskrivelse af indsigt.
Læs også om: samvriti. Og om: to slags sandhed.
Læs også om ikke-tomhed, asunya.
Læs videre om: stoflighed eller substans.
Læs endvidere om dharmadhatu i artiklen: Om opfattelsen 5.
Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse?
Paramita (skt.):
fra skt.: 'param' ordret: noget overskredet eller overstået. Det er især træningen, der hentydes til. Mesterskab opnås, når det nødvendige forarbejde er udført – når den fuldt ud gennemførte træning er overstået – og den afgørende indsigt er fundet eller opdaget. (se under: de tre slags træning.) Det som mestres, er Bodhicitta, både som en tilstand og som en oplyst holdning i dine handlinger. Paramita betyder derfor som fagligt udtryk: fuldstændig færdighed eller fuldkommenhed, mesterskab og fuldendt evne. De 6 paramitas omtales både som noget, der trænes, og som træningens resultat.
Der omtales almindeligvis 6 fuldstændige færdigheder indenfor Mahayana. De 6 paramitas udtrykker både emnerne for Bodhisatva’ers træning samt – og især – resultaterne af træningen. De 6 paramita’er er:
1) Gavmildhed, skt.: dana –
2) etik, skt.: shila –
3) tålmod, skt.: ksanti –
4) iver, skt.: virya –
5) mesterskab i meditation, skt.: dhyana og
6) klarhedens visdom, skt.: pradjña.
De første 5 paramitas udtrykker upaya, de virksomme midler som anvendes og mestres, og den sjette paramita udtrykker Bodhisattva’ernes visdom ved sindets klarhed, som det er muligt at genkende, mestre og anvende.
Karmapa Thaye Dordje skrev på sit netsted den 25. december 2018:
"Gavmildhed, tålmod, etisk disciplin, iver og meditation er alle fem ligesom gode venner. De er virksomme midler til at fremskaffe lykke [sukha], medfølelse [karuna], og venskabelig kærlighed [maitri]. Når de fem forbindes med visdom [pradjña], kan du fremkalde Bodhisatva'ens vidunderlige kvaliteter [Bodhicitta]."
Disse kvaliteter beskriver i remsen med de ti Bodhisatva trin eller niveauer, skt.: bhumis.
I følge Charles S. Prebish (i hans bog: ’Historical Dictonary of Buddhism’) har visse traditioner har tilføjet endnu 4 paramitas. Disse fuldstændige færdigheder er ellers traditionelt opregnet i andre forbindelser, så det er usædvanligt at læse eller høre om ti paramitas. De fire ekstra er:
7) Upaya, velegnede metoder eller midler. (Dette
punkt omtales ellers som de første 5 paramitas, så betydningen her handler om, at kunne anvende de helt rigtige metoder i enhver given situation – og ikke blot noget med gavmildhed og så videre.)
8) Løfter, især Bodhisatvaløfter. Det er naturligvis
en kunst at holde løfter. Så også her kan du opnå mesterskab. Løfterne fra alle de Tre Fartøjer hjælper med at holde dig på vejen til befrielse og oplysning. Fordi du ikke vil skade nogen, når du holder løfterne, og du kan næsten ikke undgå også at gavne nogle. Og ikke mindst, vil du gavne dit eget liv ved at afholde dig fra skade og udøve de to slags gavn.
9) Kraft, skt.: bala, eller vedholdende evne til gavn.
Det er naturligvis ikke nok at nære gode hensigter. Man må nødvendigvis også mestre at virkeliggøre kunsten at fremelske ikke-vold eller ikke-skade, skt.: ahimsa, i sine handlinger overfor de sansende væsner i omgivelserne, og man må også magte at udføre de to slags gavn.
10) Visdomsindet, skt.: djñana. Den intuitive
visdom ligger hengemt, ubevidst og ukendt i de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. Visdomsindet viser sig for bevidstheden, skt.: vidjñana, når yogi’en ikke længere lider under tilknytning og identifikation med sine oplevelser. Denne type visdom ligger naturligvis meget tæt på pradjña, klarhedens visdom. Pradjña er ganske enkelt sindets iboende eller medfødte klarhed eller skelne evne. Så pradjña er bevidsthedens kvalitet, når de tre slør er væk. Så du kan genkende pradjña i den femte skandha. Djñana opstår allerede i den fjerde skandha, når dine lidenskabelige følelser ikke dominerer sindet på grund af indsigt og direkte erkendelse, skt.: pratyaksha. De er skam dine sædvanlige lidenskaber, men de fungerer ganske anderledes i et befriet sind.
Man kan sige, at i hvert fald denne sidste paramita fortjener et særligt punkt, så vi burde have i hvert fald 7 paramitas. Fortidens lærde mente sandsynligvis, at visdomsindet er afhængigt af klarhedens visdom, så det naturligt må være en under afdeling.
Under alle omstændigheder plejer vi i vores tradition kun at omtale de 6 paramitas, mens visdomsindet forklares i forbindelse med de 5 Buddhafamilier.
Læs artiklen. (De 6 fuldstændige færdigheder).
Par-atma-samata (skt.):
‘at se andre som det samme som sig selv’ - kunsten at genkende alle sansende væsners lighed, skt.: upeksha, og at opfatte alle som ligeværdige og af samme værdi som en selv. Hermed også at se bort fra tilknytning og identifikation med kærester, familie, venner, fællesskab, høvdinge, fjender og både interessante og uinteressante mennesker og dyr. (Ligegyldighed er også en form for tilknytning og fordom, fordi den bevirker hensynsløshed.)
Paratmasamata er en af disciplinerne i lodjung.
Læs videre om: upeksha.
Læs også om: par-atma-pari-vartana, nedenfor.
Par-atma-pari-vartana (skt.):
kunsten at ’bytte selv.’ Ved empati at sætte sig i andres sted. Ved sådan indlevelse forestiller man sig og beder til, at disse andres ulykke, ophidselse, usunde karma og deres lidelser overføres til ens eget hjerte, hvor det alt sammen opløses og forsvinder i tomheden, skt.: sunyata. Denne kunst er kernen i ’træning i forståelse med hjertet,’ tib.: lodjung, og hedder på tib.: tonglen [gtoñg len].
Læs videre under: lodjung.
Læs også for oven om: paratma-samata.
Parinirvana (skt.):
en Buddha’s død og bortgang, det endelige Nirvana,
hvor selv den sidste gnist af karmisk glød eller ekko er ophørt, udtømt, udbrændt og overstået. Buddha Sakyamuni’s parinirvana indtraf efter 45 års virke som en Buddha i Kushinagar.
Pawo (tib.):
se under: Vira.
Personlighed:
Der var engang i århundrederne omkring år nul en buddhistisk filosofisk skole, som mente, at personligheden, kaldet ’pudgala’ på sanskrit var en slags fast størrelse, som både var den genfødte person og bæreren af karmas frø, skt.: bidjas. Det er en tilsyneladende nem anskuelse, som forekommer at beskrive, hvad der sker for den enkelte, når man lever, dør og genfødes. Men tankegangen er urealistisk, ligesom denne skole aldrig rigtig fik forklaret, hvad en sådan ’pudgala’ egentlig er for en størrelse. Uden filosofisk skoling er det imidlertid meget nemt at falde for denne misforståelse. Som det fremgår af Tilogaards netsted, er karma frøene forbundet med begivenhederne og det, at begivenheder trækker spor i sindet. Så ikke mere om karma frø her.
Det betyder naturligvis ikke, at ingen har personlighed, men blot at personlighed ikke er en absolut, skt.: paramartha, størrelse, men blot en beskrivelse af et forhold, skt.: samvriti, mellem sindet, som oplever, og det, som sindet oplever, altså verden. Personlighed er således en samlet betegnelse for den enkeltes personlige fortolkning, reaktion og bevidste holdning til oplevelserne og livet, hvilket i sagens natur er yderst relativ, skønt meget personlig. Så personlighed er udtryk for en noget både begrænset og omskiftelig identitet. Personlighedens karakter afhænger altid af, hvilken situation vedkommende befinder sig i, og denne karakter skifter tilsvarende. Den dybere identitet betegnes traditionelt som Selvet, skt.: atman, hvilket Buddha Sakyamuni også betegner som en illusion, fordi Selvet, opleveren eller observatøren i enhver oplevelse eller situation også udtrykker et forhold, altså noget relativt. Mens personlighed er et forhold mellem den enkelte og verden, er Selvet sindets forhold til sig selv. Igen betyder det ikke, at der ikke kan omtales en oplever, observatør eller et Selv, men blot at dette forhold ikke er en absolut størrelse.
Personlighed kan også opfattes som noget mere komplekst og relativt i flere dimensioner i kraft af selvfølelse, selvopfattelse og idealiserede identiteter, som er indbildte. (Læs videre om denne kompleksitet under: identitet.)
Genfødsel finder sted, fordi man som oplever eller vidne til sine oplevelser, hele tiden befinder sig i den samme dialektiske situation, som giver anledning til oplevelsen af Selvets illusion, som om der virkeligt er et sådant Selv, som er transcendent i forhold til oplevelserne. (Læs om emnet i artiklen: Om opfattelsen 3, Selvets illusion.)
Personlighed er derimod noget meget mere begrænset, som kun eksisterer som et forhold til andre sansende væsner og verden generelt, skt.: samsara. Når du dør, falder også dine forhold til andre og den kendte verden fra hinanden i tilstanden mellem død og genfødsel, tib.: bardo. Så som en afdød person har du allerede en helt anden personlighed, end da du var i live, fordi forholdet er ændret. Faktisk allerede i levende live kan du ændre personlighed ganske drastisk, nemlig hvis dit forhold til andre og verden ændres radikalt, for eksempel ved ved at blive emigrant, eneboer, ved fængsling, sygdom eller vanvid. Når du genfødes, får du et nyt forhold til andre og verden, så også din personlighed vil være noget nyt eller i hvert fald ny i den forstand, at der er opstået et nyt forhold. Så i alle andre buddhistiske skoler end lige netop ’pudgalavada,’ betragtes personlighed som noget forholdsvist, forbigående og omskifteligt. Det afgørende for udvikling af personlighed og karakter er dels samskaras – herunder kleshas – dels karma samt brugen af viljen, skt.: cetana.
Pudgalavada’s brug af betegnelsen pudgala blev afvist af alle andre, fordi begrebet kun kunne opfattes som et andet ord for Selvet, som alle var enige om var i modstrid med Buddha Sakyamuni’s egne ord.
Læs også om: identifikation.
Phadampa Sangye (skt.):
er den berømte Lama for Machig Labdrøn og stifter  af Zhidje Mahamudra traditionen. Han var en oplyst mester, men hans tradition er ikke blevet opretholdt, undtagen i forbindelse med Tjød sadhana. Han var kendt for at mestre Pradjñaparamita. Hans møde med Milarepa, som omtales i Milarepa's sange, er også meget berømt.
Phala-yana (skt.):
se under: Resultat-fartøjet; samt under: Tre fartøjer.
Phowa (tib.):
(skt.: samkranti). betyder ordret overførsel og forvandling. Betydningen af overførsel er, at bevidstheden i øjeblikket for dødens indtræffen og et kortere tidsrum umiddelbart efter, overføres til en bedre sindstilstand end den sædvanlige mellem-tilstand mellem død og genfødsel (se under: Bardo). Man bruger døds oplevelsens energi udløsning af livs-ernergien (skt.: prana) til formålet. I tidsrummet mellem ophøret af det såkaldte ‘ydre’ åndedræt og ophøret af det ‘indre’ åndedræt udøver man phowa kunsten. Det er den tid, hvor der stadig er liv rundt omkring i de indre organer lige efter hjertestop og hjernedød. I dette tidsrum er der i reglen (skønt ikke nødvendigvis) en meget behagelig, rummelig, afklaret og let sinds-tilstand med fuld bevidsthed og langsomt koncentreres livs-energien i hjerte regionen. Når livs-energien er helt koncentreret i hjertet, skydes bevidstheden ud af kroppen sammen med den sidste energi ved ophøret af det ‘indre’ åndedræt. På denne måde kan yogi’en opnå befrielse og oplysning i denne situation med en meget koncentreret prana, ved at genkende sindets virksomhed og natur, mens det hele forløber.
Betydningen af forvandling er den bedre kvalitet af sindstilstanden. Phowa er en Tantra sadhana, som tjener til at overføre bevidstheden til et såkaldt rent land, skt.: Buddhakshetra, et paradis, eller direkte til erkendelse af Dharmakaya. Den sidste slags Phowa er én af Naropa’s 6 doktriner. Phowa til et paradis er i reglen Dewachen-phowa, overførsel til Sukhavati, Buddha Amitabha’s rene land. Denne form er den mest anvendte. Der er også andre rene lande eller paradiser, som man kan overføre sin bevidsthed til, når man dør, men det er sværere og mere krævende end den almindeligt brugte Dewachen-phowa.
Phowa anvendes også i Tjød sadhana, men ikke med henblik på døden. Metoden bruges her til at forvandle klesha’erne, lidenskab til djñana, visdomsind.
Alle disse former for Phowa kendetegnes ved, at bevidstheden nærmest skydes ud af en åbning på toppen af hovedet. Det er en imaginær åbning, et punkt som man blandt andet fokuserer sin opmærksomhed på. Phowa ved døden, når den lykkes, er en ud-af-kroppen oplevelse, ligesom mange mennesker har oplevet det i levende live. Det er typisk Tantra, at benytte sig af et sådant eksistentielt problem, som for eksempel døden, til at nå frem til selve befrielsen. Phowa er ikke uproblematisk. Det er Tantra, så Phowa bør KUN udøves, når man er traditionelt trænet i det indenfor mesterlæren med en kvalificeret og veldokumenteret Lama som mester. Ved at udføre Phowa forkert, kan man blive syg og dårlig, rent bortset fra at man mister muligheden for at benytte sig af teknikken, når det virkelig gælder.
Phurba (tib.):
er en rituel tresidet dolk, som bruges i visse Tantra sadhanas til symbolsk drab på ego’et, skt.: ahamkara, den misforståede identitet. I en vis forstand dræber phurba’en simpelthen dualisme. En sådan dolk med et trekantet blad ville være et frygteligt våben i kamp, fordi det efterlader et stort åbent sår, hvor dolken trænger igennem. I Tantra er den trekantede form symbolsk for Dharmadhatu, så det er erkendelsen af sindets natur, som slår ego illusionen ihjel. Ansigterne på håndtaget tilhører Yidam’men Dordje Phurba, skt.: Vadjrakilaya, som for eksempel bruges ved inledningen af et formelt retreat. Under selve vadjra-skaftet ses et garnnøgle, symbolsk for karma. Klingen kommer ud af munden på en krokodille.
Læs også om: vadjra; samt om: gantha; begge er også rituelle redskaber til brug under sadhana og pudja. Læs endvidere om: ‘substansløs abstraktion’ - skt.: abhutaparika; om Selvets illusion, skt.: anatman; samt om tomheds naturen: sunyata.
Pilgrims steder:
se under: de 8 pilgrimsteder.
Piprahwa Stupa (skt.):
se under: kapilavastu.
Posadha (skt.):
(tib.: sodjung) - Pratimoksha ceremonien, hvor munkene og nonnerne bekender brud på deres løfter overfor hinanden og fornyer dem. Den ene halvdel af forsamlingen bekender overfor den anden deres løftebrud, hvorefter disse løfter genoprettes, med mindre et af de 5 rodløfter er brudte. Hvis der er brud på rodløfterne, bliver disse mennesker udstødt af klostrene. Ved brud på andre grenløfter, kan de rettes ved forskellig slags bods handlinger, som Vinaya foreskriver og forsamlingen vedtager. Herefter er deres løfter genoprettede og rene igen. Denne renselses procedure har man anset for meget vigtig igennem hele Dharma’ens historie, for at opretholde en ’ren’ Sangha. Idéen er, at kun en ren Sangha kan bære traditionen og transmissionerne.
Da en sådan ren Sangha med tiden syntes mere og mere urealistisk, flyttede vægten til Arya Sangha, den ædle Sangha hvilket vil sige Arhats og Bodhisatva’er, som de eneste der på en ren måde kunne bære Dharma transmissionerne i og med, at de har plukket frugterne af indsigt og mesterskab i meditation, skt.: dhyana. Denne forskydning fandt sted i Indiens Oldtid, og var fuldbragt for cirka 1000 år siden. Posadha ceremonien blev således i Middelalderen til udelukkende et renselses ritual for de ordinerede, mens transmissionerne blev opretholdt af traditionernes meditations mestre, Pandit’ter, Mahasiddha’er og senere Tulku’er, de såkaldt ’bevidst’ genfødte Lama’er.
Positiv tænkning:
er en enkel filosofi, kunne man kalde det, eller psykologi, som fokuserer på fremgang, ønskelige resultater og udviklinger, frem for årsager og betingelser, som ligger til grund for lidelse og problemer. At tænke progressivt frem for regressivt  kan være gavnligt i visse situationer. Men det er ikke sundt at ignorere årsagerne og betingelserne for de nuværende problemer. Den positivistiske psykologi kommer til kort, når folk ikke opnår fremskridt og resultater. Konklusionen på deres manglende succes forstås indenfor denne psykologi som værende ’deres egen skyld’ – der kan jo ikke være noget i vejen med det positive udsyn, mener instruktøren i positivisme. Folk har blot ikke været tilstrækkeligt ’positive.’ Med andre ord mangler denne type anskuelse et helheds syn, hvor folks begrænsninger og usunde karma tages alvorligt. De får derfor ikke en hjælpende hånd eller realistisk anvisning. Det er en fortryllende anskuelse, som kun tilsyneladende virker gavnlig lige så længe fortryllelsen varer.
Denne anskuelse findes blandt andre steder vidt udbredt hos ’New Age’ terapier. Når du møder den, får du ikke at vide, at den positive tænkning er forbundet med en ide om ’skyld.’ Altså, hvis det går dig godt, skyldes det din egen indsats, mens alt det dårlige tilsvarende er ’din egen skyld,’ fordi du ikke er positiv nok. Med en sådan ’positivisme’ kan terapeuten, underviseren og træneren undgå at skulle tage besværligt ansvar for sine klienter, elever og aspiranter, når de får problemer eller blot føler negativitet. Med andre ord tages forhindringerne ikke alvorligt ved denne type anskuelse, fordi forhindringerne ikke bliver forstået i deres rette sammenhæng.
Det er da dejligt med den opstigende sol, men det må ikke få folk til at ignorere, at solen også går ned, og dagens lys afløses af nattens mørke og senere en ny dag. Kort sagt: samsara, alt det der med kredsløb. I Buddhadharma anvendes derfor både årsags analyse på problemerne og anvisning af mulige fremskridt. Ved både at forklare årsagskæden og karma belyses, hvad der hæmmer og begrænser i livet. Ved at forklare den 8 foldige vej og de 6 fuldstændige færdigheder sættes årsager og betingelser i sammenhæng med fremskridt, uden at nogen efterlades som selvforskyldte tabere.
Du er ikke en taber i et lotteri – du er ligesom alle andre samspilsramt, altså offer for din egen uforskyldte uvidenhed, skt.: avidya, og de andre slør, skt.: avaranas, og dermed diverse karma processer, som du ikke kan forventes at beherske eller påvirke, før du når mindst det syvende Bodhisatva niveau, skt.: bhumi.
Professor i filosofi Julie Reshe (se billedet) skriver i netmagasinet Aeon den 9. januar 2020:
"Det nuværende begreb om positive illusioner viste sig først i firserne i en artikel af psykologen Shelley Taylor fra University of California i Los Angeles og af Jonathan Brown fra Southern Methodist University. Positive illusioner er almindelige kognitive fordomme, som baserer sig på urealistisk forskønnede ideer om os selv, andre, vores situation og verden omkring os.”
”Typiske positive illusioner angår blandt andre urealistisk optimisme, illusion om kontrol og illusorisk overlegenhed, som får os til at overdrive vores evner og kvaliteter i forhold til andre. Flere [videnskabelige] studier påviser, at sådanne illusioner er helt almindelige. Omkring 75% til 80% af menneskene [fra disse studier] bedømmer sig selv som over gennemsnittet i næsten alle slags målinger, hvad angår akademisk formåen, professionel ydelse, immunitet mod forudindtagethed, lykke i parforhold og intelligens kvotient. Imidlertid fortæller den grusomme matematik os, at dette er en illusion. Per definition kan alle ikke være over gennemsnittet."
(Læs hendes fulde artikel på dette link.)
Denne analyse kunne også bruges på folks Facebook profiler. Julie Reshe's lidt deprimerende iagttagelser om positiv tænkning peger på denne filosofis overdrivelser, som ikke blot er misvisende, men som også sygeliggør sorg, græmmelse, fornedrelse, traumer og ikke mindst, at det er en dårlig ting at tabe og miste – sådan helt generelt. Men det er faktisk en god ting at tabe, både stort og småt, fordi det gør en til realist. Som en rigtig god taber buddhist kan det gøre dig til en rigtig god psykologisk realist.
Når du føler dig dårligt tilpas ved verden, kan det føre til, at du for alvor forstår de 4 ædle sandheder og virkeligt søger Nirvana ved både at udvikle meditation og anskuelse.
|
Pradjña (skt.):
(staves også Prajña, tib.: sherab) Klarhedens visdom, visdom i betydningen sindets iboende, enkle og skarpe skelneevne, som spontant forstår hvad, der skal afvikles, og hvad, der skal udvikles.
Et andet begreb for visdom er Djñana (eller Jñana - tib.: yeshe), som betyder “sindet, som ved” - hvilket vil sige visdomsindet, lidenskabernes intuitive kendskab. Du vil finde oversættelser af Pradjña som ‘relativ’ visdom, fordi den handler om relationer, og af Djñana som ‘transcendent’ visdom i betydningen, at dualismen overskrides.
 Billedet viser ‘vær dit eget lys’ - du har kun din egen klarhed at forlade dig på. Andres råd og vejledning er blot: råd og vejledning.
De to slags visdom kan også forklares ved at Pradjña er sindets iboende klarhed i bevidsthedens øjeblik, mens Djñana er resultatet af denne sindets klarhed i afklaring af de lidenskabelige følelsers intuitive reaktioner på indtryk, efter tilknytning og identifikation er opgivet, overståede og ophørte. Forstået på denne måde, handler Djñana om den fjerde skandha, mens Pradjña handler om den femte, bevidsthed, skt.: vidjñana. Pradjña er den klarhedens visdom, som omtales ved de 6 paramitas.
Klarhedens visdom udtrykkes ved sin evne til at skelne og afklare oplevelsernes enkeltdele, skt.: dharmas, deres relationer til hinanden og oplevelsernes helhed som indeholdt i sindet. Dette udtrykkes ved en Buddha’s 10 ’således-heder’ - skt.: tathata, som en Buddha erkender ved sin pradjña.
Det lyder i Lotus Sutra’en, at ’kun en Buddha kan fatte alle dharma’ers sande natur: at dharma’er har sådan en form [som de nu engang manifesterer], sådan en natur, sådan en skikkelse, sådan et potentiale, sådan en funktion, sådan en første årsag, sådan en anden årsag, sådan en virkning, [bevirker] sådan en reaktion og sådan en fuldstændigt grundlæggende helhed [skt.: Dharmadhatu].’
Pradjña under inddeles ved:
1) visdom ved afklaret lytten
2) visdom ved afklaret kontemplation
3) visdom ved afklaret meditation.
Læs mere i artiklen: Om opfattelsen 1 og Om opfattelsen 4. Læs også artiklen: De 6 Fuldstændige Færdigheder.
Se også under: tre slags træning.
Pradjña-paramita (skt.):
fuldstændig færdighed i klarhedens visdom, skt.: pradjña, som ofte oversættes som: fuldkommen visdom, fuldendt visdom. Paramita alene betyder fuld færdighed.
1.) Pradjñaparamita er den sjette af de 6
paramitas. Pradjña er det samme som sindets iboende eller medfødte rene skelne evne eller evne til viden og oplevelse. Fordi folk er optaget af, hvad de oplever, bemærker de ikke den sindets klarhed, som gør det muligt for dem at opleve. I en tilstand af samadhi kan sindet blive meget afklaret. Ved at mestre denne yoga trance, gennem de fire dhyanas, opnår yogi’en glimt af indsigt, og dermed erfaring om pradjña. Den slags erfaringer kan man samle på, hvilket er den ene af de to samlinger. Forstået i en anden sammenhæng, opnås fuldstændig færdighed over tid gennem træning i de ti bhumi’er.
Den fuldstændige færdighed i klarhedens visdom genkender uden forhindringer sindets klarheds natur, og opdager, erkender og virkeliggør Bodhicitta. På denne måde beskrives en Bodhisatva’s kvalitet og sinds tilstand. Men fuldstændig færdighed i klarhedens visdom kan også betyde det, som man stræber efter og træner i at opnå.
De 5 andre paramitas er upaya, virksomme midler. For eksempel meditation og lodjung. Upaya handler også om Bodhicitta.
Læs om sindets klarheds natur i artiklen: Om opfattelsen 1, Basis.
2.) Pradjña
-paramita er også navnet på en Yidam. (Se billedet til højre.)
Læs også om visdomsindet, djñana; samt om tomhedsnaturen: sunyata; og om ikke-tom: asunya.
Læs artiklen: de 6 fuldstændige færdigheder.
Pradjña-paramita-sutras (skt.):
Sutra’erne om fuldkommengørelse af klarhedens visdom, pradjña. Der findes flere sådanne sutra’er, så der er tale om en klasse of bøger fra den anden drejning af Lærens Hjul, som angiveligt fandt sted på Gribbebjerget ved Rajgir i Bihar. Den mest kendte er Den Store Pradjña-paramita-sutra, som er oversat til engelsk af Edward Conze (oversat som The Large Sutra on Perfect Wisdom). Charles S. Prebish skrev i sin bog: Historical Dictonary of Buddhism, at de første nedskrevne Pradjñaparamita Sutras stammer fra omkring år 200 FVT.
Prahevadjra (skt.):
se under: Garab Dordje.
Praksis:
udtrykket anvendes almindeligvis for at udføre en anskuelse i praksis eller en instruktion, for eksempel i meditation. Det er en lidt bred forståelse af udtrykket sadhana. Sadhana er et mere præcist fagsprog med specifikke betydninger. Se under: sadhana.
Pramana (skt.):
[Pramāṇa ] tib.: tzæma [tshad ma]. Gyldig erkendelse, første-hånds-kendskab. Buddhistisk logik og epistemologi. Pramana er den disciplin, som undersøger og fastlægger, hvorledes erkendelse finder sted, hvad der er gyldigt, og hvad der tilsvarende kan fastslås som ugyldig erkendelse eller vrangforestilling. I sagens natur er pramana først og fremmest en akademisk disciplin, som udøves på Shedra’er, som for eksempel KIBI i New Delhi.
Imidlertid er gyldig erkendelse et både vigtigt og praktisk problem for den mediterende yogi, som ikke nødvendigvis har nogen akademisk baggrund. For at udføre vipashyana, må yogi’en kende til pramana. Så nød tvinger yogi’en til at søge instruktion fra sin Lama om pramana. Mesteren vil i reglen direkte demonstrere pramana for eleven, men der vil også blive givet formelle instruktioner - ikke for at gøre yogi’en til akademisk magister, men for at give yogi’en magt til at kunne forstå, hvad der er gyldig erkendelse og pratyaksha, (skt.) direkte erfaring, og hvad ikke er gyldigt. 
Gyldigheden i Dharma’en måles altid i forhold til de 4 Ædle Sandheder. Man bør altid stille spørgsmålstegn ved enhver slags erkendelse, når den indtræffer, for Rahu, indbildning, kan afspore hele Buddha Dharma projektet. Derfor anbefales det at være forsigtig og sindig. Gyldig erkendelse defineres ved sit resultat, nemlig (den positive virkning) Bodhicitta og Nirvana samt (den negative virkning) fraværet af indbildt identitet, ahaṃkāra. Til gengæld bør man acceptere den gyldige erkendelse, når enhver tvivl om den er blevet ordentligt og grundigt undersøgt og besvaret og dermed fjernet. Når tvivlen er væk, bliver man sikker i både anskuelse og udøvelse af Dharma.
Prana (skt.):
- tib.: roglung eller rogdzin [srog-lung / srog-’dzin] - den ‘livsbærende vind’ - livsenergi. Den kaldes også ’vinden, som følger med livet’ . Der er mange ‘indre vinde’ (skt.: vayu - tib.: lung) eller energier i kroppen, som sindet så at sige ridder på ved inkarnation, men der er kun en central livsenergi, som udfolder sig ved et ganske særligt spændingsfelt mellem hovedet og skridtet, og kun denne energi benævnes prana som Dharma fagsprog, skønt prana generelt kan betyde blot ånding. eller vejrtrækning. I Tantra udtrykkes dette ved de 2 ‘dråber’ (skt.: bindhu - tib.: tigle) , som befinder sig som en hvid bindhu på toppen af hovedet under den ‘brahmanske åbning’ - og som en rød ved sacrum. Imellem disse to punkter udfolder prana sig i den ’centrale kanal’ (skt.: nadi) med ’sæde’ i chakra’et ved hjertet. 
Billedet viser en rød bindhu,
den glødende energi kugle i hjertet.
I tibetansk medicin siges prana at være i ro i hjertets ’store bindhu’ – og i øvrigt at bevæge sig gennem særlige kanaler mellem lungerne og hjertet, ifølge Terry Clifford (i bogen: The Diamond Healing, side 133).
Prana ophører ved døden, når det ‘indre’ åndedræt stopper, fordi de 2 bindhu’er mødes i hjertet, efter gradvist at være begyndt at nærme sig hinanden efter det ‘ydre’ åndedræt, altså vejrtrækningen er ophørt (se også under: bardo). Ved undfangelsen forbindes mandens hvide bindhu og kvindens røde. Herefter vokser de to bindhu’er væk fra det ‘store bindhu’ i hjerte regionen og bort fra hinanden under kroppens tilblivelse. Prana er vores livs-gnist og er kun til låns.
I klassisk sanskrit kan prana blot betyde indånding, mens udånding betegnes apana. Denne udånding skal ikke forstås ordret som luft, der forlader kroppen gennem næse og mund, men mere i betydningen fordeling af energi i kroppen. Efter indtagelse af ’vind’ – fordeles vinden rundt i kroppen samtidigt med udåndingen. Indenfor Tantra betyder apana noget mere specifikt.
De andre vinde indenfor Tantra er:
2) vyana, vinden, som bevæger sig opad; det vil
sige, at den understøtter tale, skt.: vak.
3) apana, den gennemtrængende vind, som
bevæger muskler og understøtter sansning.
4) samana, vinden, som følger med ild; den
understøtter fordøjelse og optagelse af
nærings stoffer.
5) udana, vinden, som bevæger sig nedad; den
udstøder pis og lort samt diverse ekskreter rundt
omkring i kroppen.
Både in denfor Tantra og Ayurveda beskrives disse vinde mere indgående. Alt efter hvordan de direkte opfattes, er der tale om ’karma vinde’ eller ’visdoms vinde’. Hvordan de opfattes, er afhængig af bevidsthed, skt.: vidjñana og pradjña, klarhedens visdom. Uden erkendelse er der altid tale om karma vinde.
Pranidana (skt.):
[praṅidhāna] se under: Bodhisatva løfter.
Prasangika:
navnet på en særlig fortolkning af Madhyamaka filosofien, som blev formuleret af Buddhapalita.
Prashrabdhi (skt.):
se under: smidighed.
Pratimoksha (skt.):
'individuel befrielse'. Betegnelsen på dels Hinayana, dels på løfter til individuel befrielse, som i hovedsagen går ud på ikke at skade nogen som helst, som man møder på sin vej i livet, ved praktiske foranstaltninger og ved at dyrke ahimsa, ikke-vold, ikke-skade i både hvile, holdning og handling. Pratimoksha udgør en særlig afdeling af Vinaya. Hvor Vinaya Sutra beskriver tilblivelsen af de forskellige løfter for munke og nonner, opremser Pratimoksha simpelthen disse løfter i Pratimoksha Sutra’en. Denne Sutra læses højt under Posada ceremonien, hvor munkene renser sig for brud på deres løfter. Nonnerne har deres egen Posada. Bikshu'ernes løfter er 263 i antal, bikshuni’ernes 380, novicernes 32 og lægmands løfterne 5. Disse sidste er:
1) undlade at slå ihjel -
2) undlade at stjæle -
3) undlade at lyve -
4) undlade at misbruge andre seksuelt -
5) undlade at drikke sig fuld i alkohol.
Lægfolk kaldes upasaka og upasika. Også munkene og nonnerne holder disse 5 løfter, dog er det første løfte begrænset til drab på mennesker (der er et særligt grenløfte om at undlade drab og skade på dyr), og det fjerde forstærkes til cølibat, mens de slet ikke må drikke alkohol. Disse 5 forpligtelser kaldes rodløfter og de øvrige for grenløfter. Man kan ikke forblive ordineret, hvis blot et af rodløfterne brydes, mens brud på grenløfternes kan renses for løftebruddets forurening af den rette holdning og handling og genoprettes i sin oprindelige renhed ved de fire kræfter. Den formelle og offentlige renselse sker ved posada ceremonien, som afholdes hver anden uge i klostrene.
Se også under: løfter - og under: de 10 udyder - og under: Bodhisatvaløfter – samt under: samaya, om løfterne i Tantra.
Læs desuden artiklen: de 6 Fuldstændige Færdigheder. Læs også om: de 51 samskaras, som er en liste over både gavnlige og skadelige emotionelle holdninger, som naturligt vil vise sig i sindet som reaktion på situationens karma og udfordre alle, som holder løfter.
Pratimoksha Sutra (skt.):
en Sutra med regler og retningslinjer for munke og nonner er samlet i denne bog, mens begivenhederne for deres tilblivelse er beskrevet i Vinaya Sutra. Pratimoksha Sutra reciteres hver 14. dag af munkene og nonnerne ved Posadha ceremonien, ved hvilken lejlighed de så bekender brud på grenløfterne , renser dem og fornyer dem. Se også for oven om pratimoksha.
Pratyaksha (skt.):
direkte erfaring, korrekt opfattelse uden omsvøb eller indpakning i fordomme. Tib.: ñgønsun zæma [mngon sun tshad ma]. Det er meget svært at observere og tænke psykologisk om vores egne sansninger og reaktions-mønstre. Man skal vænne sig til det. De 5 skandha’er beskriver den direkte erfaring både af oplevelsers tilblivelse, forvrængning og virkelighed ved denne proces. Så den direkte erfaring handler om at erkende sit eget sind i arbejde Det gøres rent praktisk ved korrekt anvendelse af vågent nærvær (‘mindfulness’) skt.: smriti. Pratyaksha er vigtig, når man mediterer. Direkte erfaring betyder at genkende de 5 skandha’ers virksomhed i oplevelserne, uden at skulle udvikle eller benytte et begreb om det. Det sker rent praktisk ved samadhi, yoga trance eller fordybelse.
(Der findes tillært viden i form af kundskab og analyse. Når du har begrebet emnet og lader din bevidsthed dvæle ved det, får du direkte kendskab til emnet, direkte erfaring. De 5 skandha’er beskriver simpelthen den direkte erfaring - hvordan den finder sted. Pratyaksha er enkel, fordomsfri, naturlig, afklaret, vågen, nærværende og nøgen bevidsthed, som opfatter dharmas, dhatus og dharmadhatu.)
Læs om det i artiklen : Om opfattelsen, kapitel 2.
Læs også artiklerne: De 5 skandha'er & Hvad er en oplevelse?, hvor pratyaksha sættes i sammenhæng.
Pratyekabuddha (skt.):
tib.: Rang gyal eller Rangsangdjæ [rang rgyal / rang sangs rgyas]; De ensomme Buddha’er. Buddha Sakyamuni gav instruktioner til befrielse og oplysning, som visse folk derpå benyttede helt alene ude i skoven eller derhjemme og opnåede befrielse og oplysning (se under: Bodhi) ved deres sadhana, uden at nogen har hørt noget fra dem siden. Denne måde at gribe Dharma an på fik derfor sit eget navn: Pratyekabuddha-yana.
Pratyekabuddha-yana (skt.):
betyder fartøjet for de ’ensomme’ Buddha’er. Læs paragraffen for oven om Pratyekabuddha.
Se i øvrigt under: Hinayana.
Pratītyasamutpāda (skt.):
se under årsagskæden.
Prayoga (skt.):
se under ngøndro.
Preta (skt.):
sulttent spøgelse. En mulighed for genfødsel, hvor man ikke får en fysisk krop, men en krop i en anden slags dimension end dem vi kender til. En preta er meget sulten, men kan ikke fortære og fordøje noget. Denne inkarnations form er således kendetegnet ved en ekstrem form for lidelse, hvor man ikke kan få, hvad man ønsker og begærer, men i stedet får en livs situation, som man bestemt ikke hverken ønsker eller begærer. Se under: triloka.
Profeti:
se under: vision.
Projektion:
se under: asravas.
Præst:
betyder egentlig en ’ældste.’ Udtrykket giver kun mening indenfor Kristendom, hvor udtrykket stammer fra græsk presbyter, svarende til olddansk oldermand. Noget helt tilsvarende har vi ikke indenfor traditionerne for Buddhadharma. Til gengæld har vi flere typer Dharmalærere, og i både Sutra og Tantra har vi en leder af ritualer, som betegnes som enten Acharya eller Vadjracharya. I Tantra spiller Lama’en en afgørende rolle som mester indenfor mesterlæren. I Sutra får du kun en ’coach,’ træner eller vejleder i anskuelse og meditation, mens du forventes at forlade dig på Buddhadharma, og blot respektere de mennesker, som formidler Dharma til dig.
Grundlæggende kan man sige, at du bør under alle omstændigheder være dit ’eget lys.’ Det var Buddha Sakyamuni’s opfordring til sine elever på hans dødsleje. Sådan er det faktisk også indenfor Tantra, men her opfattes Lama’en som en refleksion af den ’indre Lama,’ altså din egen Buddhanatur. Så i kraft af træningens karakter, bliver Lama’en altafgørende, både som en mester og som et spejl for sin elev. Sutra træningen indeholder ikke disse psykologiske spejlinger af sig selv i en anden. I Tantra bruger man sin tilbøjelighed til psykisk projektion, skt.: asravas, eller spejling af sit indre liv ud på de andre og verden, skt.: samsara, som en metode til at virkeliggøre Bodhicitta. I stedet for at stå med en usund vane, som man ikke rigtig kan gøre noget ved, så længe man ikke mestrer samadhi. Det sker ved, at udøveren af Tantra bruger sin fantasi på en ret stram måde. Man forestiller sig, at hele verden er et helt rent sted, skt.: Buddhakshetra. Det vil sige, at de sædvanlige psykiske projektioner (asravas) bremses, fordi fantasien bruges til at forestille sig eller 'lege,' at der ikke er nogen form for ondsindethed i verden, og alle de sansende væsner er Buddha'er, som blot 'leger,' at de ikke er oplyste, mens de 'prøver' at opføre sig som almindelige mennesker og dyr. Samtidigt 'leger' du selv, at du er en Buddha, har en Buddha's sind og holdninger (Bodhicitta) og i øvrigt forestiller dig, at du har en Buddha's krop med alle Buddha'ens kendetegn. Det sker ved Yidam sadhana, hvor manualen til vedkommende Yidam praksis foreskriver, hvordan en sådan Buddha ser ud, og hvilken særlig Buddha virksomhed, denne Yidam udøver.
Der er en vis fare forbundet med denne fremgangsmåde, fordi man manipulerer sit sind og træner i frugten af praksis, skønt man blot er en begynder. Derfor kaldes Tantra i den forbindelse for Virkningsfartøjet, mens Sutra kaldes Årsagsfartøjet. Altså: alle de sansende væsner er i virkeligheden Buddha'er – det er kun dig, som leger, at du også er en Buddha. Det er kun dig, som er under træning. Alle de andre har allerede plukket frugten af sadhana og er blevet befriede og oplyste. Det kaldes for det rene syn i Tantra. Fordi denne metode kan være farlig ved forkert udførelse eller, fordi man misforstår noget, er der brug for en særlig beskyttelse. I Tantra sker beskyttelsen ved mesterlæren. Man skal gøre det, som mester siger, hverken mere eller mindre. Så Lama’en er både instruktør, træner, et spejl for eleven og en beskytter mod ulykker og forkert træning.
Så den store forskel på Sutra og Tantra består i, hvorvidt man forestiller sig selv som en Buddha, eller om man opfatter sig selv, som man plejer at gøre. I Sutra vil man i stedet forestille sig tilstedevær af Buddha aspektet som udenfor en selv. Så Sutra Buddha aspektet symboliserer Bodhicitta, som noget der kommer til dig fra en Buddha, som svæver over dit hoved eller i himmelrummet foran dig. Virkningen i Sutra består i, at du modtager velsignelse fra Buddha'en under din meditation, hvilket bremser dine sædvanlige reaktions mønstre, skt.: caitasikas, og tæmmer tilknytningen til dem, mens du mediterer. På denne måde er Sutra ikke blot Årsagsfartøjet, men har også ønskelige virkninger som praksis form. Sutra er blot langsommere i virkning end Tantra. Desuden indeholder Tantra særlige yoga'er, som traditionelt holdes hemmelige og ikke beskrives på skrift. Du kan kun lære disse hemmelige yoga'er ved mundtlig transmission og faktisk demonstration af mester for dig som elev. Det vil normalt ske i en traditionel tre års retreat, men kan også forekomme ved en blot og bar Yidam retreat, som typisk vil vare et år.
I Sutra konfronterer man altså asravas uden fantasifuld forvandling. I stedet opfordres den heldige praktikant til simpelthen at give slip, når asravas manifesterer sig i deres sind. For både Sutra og Tantra gælder det, at der trænes i de seks fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas, for at virkeliggøre Bodhicitta. Men Tantra er en særlig metode at anvende, som kræver, at eleven følger mesterlæren uden omsving.
Hovedvægten i Buddhadharma ligger således på lære processen. På Dharmalærer og elev og succesfuld formidling af Dharma. Forudsætningen er, at Dharmalæreren besidder noget indsigt og erfaring, så der er noget at formidle. Forudsætningen er også, at eleven er lærevillig og indforstået med træningens karakter.
Men Sangha’en har naturligvis også ledere. I klostrene vælger munkene og nonnerne deres ledere og tillidsfolk efter oldgammel demokratisk tradition. Det er dog i reglen nogle ældre munke og nonner, som på denne måde bliver ledere. I Tibet opstod klostrene gerne omkring store meditations mestre. Uden en eller flere af sådanne store mestre, kunne klostrene ikke finde støtte i lokal befolkningen. Folk opsøgte mestrene og ikke altid blot munke eller nonner, fordi en mester formodes at kunne påvirke begivenheder og bringe både velsignelse og beskyttelse. En mester formodes at have virkeliggjort i hvert fald det første Bodhisatva trin, skt.: bhumi. Mange Tulku’er formodes at være på de 4 højeste bhumi’er, hvorved de mestrer både de effektive metoder, skt.: upaya, og klarhedens visdom, skt.: pradjña. I vore dage møder denne tradition naturligvis kritik, for hvordan skal almindelige mennesker kunne vurdere, om en sådan Tulku faktisk er en Bodhisatva. Tibetanerne plejer derfor at bemærke Tulku’ens opførsel, sprogbrug og holdninger for at se tegn på Bodhicitta eller tegn på et menneske med alle de almindelige begrænsninger, hæmninger, fejl og mangler.
Når en sådan mester døde, ville man straks eftersøge en genfødsel af mesteren, for at klosteret kunne fortsætte som institution og som formidler af Dharma. En sådan genfødsel bliver kaldt for en Tulku på tibetansk. På denne måde blev Tulku’erne ikke blot de reelle ledere af Sangha’erne, men fik status af ’åndsfyrster.’ Så de kan egentlig ikke helt sammenlignes med biskopper, patriarker og kardinaler indenfor Kristendom. Tulku’erne var som ægte prinser, men ikke med blåt blod i årene – de havde Buddha’s blod i kroppen. Det gjorde det særlig svært for de verdslige konger og fyrster at udøve magt over klostrene, for man kan jo ikke kommandere med – eller herske over en Buddha.
Tiden er jo nok ved at løbe fra disse åndsfyrster, ikke mindst fordi traditionen er blevet misbrugt i stor stil i politiske sammenhænge, hvorved man kan gå ud fra, at en sådan Tulku, udnævnt af politiske grunde, ikke er en ægte genfødsel af sin forgænger, men en såkaldt politisk Tulku. Læs for eksempel artiklen: To Jamgon Kongtrul Tulku’er. Der er mange andre beretninger om politisk udnævnte Tulku’er fra både det gamle Tibet og den moderne tid.
Her i Vesten har vi en stor udfordring på grund af denne fyrstelige tradition. På den ene side hjælper store mestre med at formidle den ægte og uforfalskede Dharma, netop fordi de besidder indsigt og erfaring. På den anden side bryder vores Vestlige kultur sig ikke om enevælde og høje troner og højtidelige fyrster med silke kapper. Disse problemer vil det tage lang tid at udrede, netop fordi der både er fordele og bagdele.
Tulku traditionen har på flere måder sikret en ægte transmission af Dharma gennem hele den tibetanske middelalder frem til i dag. Det bør vi naturligvis være glade for. Men vi bør også se frem til, at de tibetanske Lama’er forlader politik. Og at deres særlige organisations form, kaldet lhabrang, fjernes eller laves helt om.
Ofte er det Tulku’ens manager, direktør eller ’generalsekretær’ for en sådan lhabrang, som laver politik. Ofte er disse direktører mere magtfulde end Tulku’en selv. Men vi kan ikke gøre så meget ved det her fra Vesten. Det er op til tibetanerne at reformere deres egen tradition. Her i Vesten kan vi kun sikre vores egne organisationer mod at blive manipulerede og misbrugt. Det kan vi gøre ved demokratiske og meritokratiske organisations former. Tulku’erne kan godt have en fremtid – også her i Vesten – som formidlere af Dharma af ganske særlig kvalitet. Men Tulku’erne behøver ikke at eje godser, huse og Templer. De behøver ikke at være paver, konger og prinser, som hersker over vores egne organisationer i Vesten. I stedet kan de stå som garanter for, at den formidling af Dharma, som foregår i vores egne kredse indenfor vores egne organisationer, er den ægte Buddhadharma. Ligesom de kongelige her i Danmark ofte er ’protektorer’ for velgørende foreninger.
Der er selvfølgelig altid et problem for en religiøs forening med sin ledelse. På den ene side er det ønskeligt, at foreningen styrer sig selv ved en demokratisk forfatning eller vedtægt. På den anden side er det endnu vigtigere, at foreningen sikrer sig, at det virkelig er Buddhadharma, som formidles i foreningen. Det kan ikke vedtages demokratisk – det må være folk med viden, indsigt, erfaring, træning, uddannelse, talent og en vis grad af mesterskab i både anskuelse og meditation, som kan tage stilling til, hvad der er ægte Dharma, og hvad der ikke bør præsenteres i foreningen som sådan. Der bør altså også være en meritokratisk styring. Men hvem gør sig fortjent til at bedømme sådan egnethed? Traditionelt vil det være en akademiker (acharya) og / eller en meditations mester, som kan kvalificere sig. Men kun den akademiske titel er noget, som man kan få ved en eksamen fra et akademisk institut. Der er endnu ikke nogen fast standard for hvilke kvalifikationer en meditations mester skal besidde. Eller hvem, som er kvalificeret til at bedømme sådant mesterskab. Så lige nu og her må vi trøste os selv med, at alting stadig er i sin vorden her i Vesten, hvad angår Dharma. Det er måske meget godt, at de nye generationer har noget at lave og organisere.
Læs videre om: Lama; og om: Acharya; samt om: Kalyanamitra. Læs mere her om: Dharmalærere.
Psykologi:
se under: sind.
Psykisk:
se under: sind.
Psykologisk realisme:
‘Realisme’ som filosofi handler i reglen om sansninger, målinger og afvejninger. Om det mulige og umulige ved vores oplevelser, som jo er sansninger af en eller anden slags, og vores reaktioner på vores oplevelser, skt.: caitasikas. Det, som kan måles og vejes, kalder man i denne filosofiske betragtning for virkeligt. Samtidigt ser man så bort fra – eller afventer en senere afklaring på – at alt, som kan måles og vejes, er sansninger, skt.: sparsa. Sansninger er imidlertid resultatet af en proces i sindet i den første skandha. Så det, som du ser, hører, måler og vejer, er udviklinger i sindet. Det er udgangspunktet for en ægte psykologiske realisme. Men den fokuserer på, hvad oplevelser virkelig er for noget. Da sansninger er oplevelser og ikke spor fysiske, er de meget interessante at undersøge, uanset hvad den ’fysiske’ verden så mon er for noget. Oplevelser er jo af en vis psykisk karakter, så det kan virke som et problem at kvantificere noget lavet af sind. Det kan dog godt lade sig gøre indenfor et begrænset område af sindet.
Billedet viser et traditionelt metal spejl med silkebånd. Det symboliserer sindets karakter: sindet spejler verden. Verden som en oplevelse er en spejling ved sansning, skt.: sparsa.
‘Hvis vi skal sige noget virkelig kvantitativt om sindet, må det være, at hele verden er det mest tydelige udtryk for og den største virksomhed i sindet, nemlig fremkomsten i sindet af både konkrete og uhåndgribelige oplevelser af verden. Hvad der burde være en ydre verden, er i virkeligheden en indre sansning.’
‘Realistisk set, befinder du dig ikke i verden, men inde i din egen oplevelse af alting og ingenting med de begrænsninger, som dit eget sind sætter ved sin måde at være på og sin måde at virke på.’ (Citat fra: Om Opfattelsen 1).
Alt, som du oplever, er oplevelser, som selv er resultat af sindets virksomhed i sindets rummelighed. Så selv solid sansning består blot af sindets virksomhed som sådan. Du sanser ikke solide ting, men sanse processer. Ting, skt.: dharma, er begivenheder under udvikling. Så ting er mere tilstande end noget fast og vedvarende. Sansning er i hvert fald kun momentan, skt.: ksaneksana. Der er en ny sansning i det næste bevidste øjeblik og så videre.
Når du forstår, at du ikke oplever verden direkte ved sansning, men kun får lov til at erfare en spejling af noget, så dukker naturligt to spørgsmål op. For det første, hvad er verden så for noget, når man ikke oplever den direkte, men i stedet en slags ’repræsentation,’ som sindet har frembragt. Bemærk venligst, hvor mystisk verden pludselig fremstår. Det er ikke dig, som er transcendent som oplever, skt.: atman i forhold til dine oplevelser. I stedet er det verden, som er transcendent i forhold til sindet. Det er ganske enkelt ikke til at vide, hvad verden egentlig er, skønt vi har nogle gode sansninger, følelser, mentale indtryk, fortolkning, reaktion og bevidsthed om verden. Det andet spørgsmål er naturligvis, hvad oplevelser egentlig er for noget, samt på hvilken måde oplevelserne så eksisterer, når den verden, som disse oplevelser viser, faktisk ikke er identisk med oplevelserne.
En sten må være noget andet end din sansning af stenen. Men hvad er det så, at du oplever, når du ser og føler på en sten? Det, som du antager for en sten, er ikke forskelligt fra din sansning, men sansning er ikke en sten...
I Cittamatra skolen anerkender man således, at oplevelserne er mangfoldige og uophørlige, mens sindet er både en beholder for sin egen virksomhed som en række processer, de 5 skandha’er, hvorved oplevelser dannes og viser sig, samt selve oplevelserne, resultatet af det hele. Der er således en mangfoldighed af omskiftelige tilstande uden egentlig enhed, men med en helhed omkring og ved det hele, skt.: dharmadhatu.
Sindets virkelighed er ikke blot som et spejl for noget tilsyneladende anderledes end sindet selv, men sindet er også sit eget rum til oplevelser. Sindet er en åbenbar begrænsning i forhold til verden, som der kun opleves en spejling af ved sindets klarheds karakter. Derfor er verden altid mystisk, snart smuk og tiltalende, snart afskyelig og skræmmende, samt til tider kedelig. Fordi verden opleves så personligt, opstår samsara.
Samsara befinder sig i sindet, som oplever. Samsara er ikke verden som sådan. Men samsara er den måde, verden normalt opleves på.
Sindet er samtidigt ubegrænset ved sin rummeligheds natur. Takket være sindets klarhed i bevidsthederne kan der skelnes og defineres, hvilket danner grundlag for gyldig erkendelse, skt.: pramana. Uheldigvis også for uvidenhed eller ubevidsthed, skt.: avidya.
Uanset hvilken årsags sammenhæng, som man beskæftiger sig med, er betingelsen for at kunne beskæftige sig med det altid: bevidsthed (skt.: vidjñana). Det er den psykologiske realisme. Den peger på essensløsheden, skt.: nairatmya, samt på tomheds naturen ved alle oplevelser, skt.: sunyata. Erkendelse af sunyata fører naturligt til opdagelse af dit medfødte Bodhicitta, eller fordomsfrie sind, som erkendes, når intet forhindrer det. Læs også om emnet under: årsager og betingelser.
Læs mere på siden: Om opfattelsen, kapitel 4, sunyata. Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse? Se også under: Abhuta-parikalpa (substansløs abstraktion). Læs videre om: stoflighed.
Pudgala (skt.):
se under: personlighed.
Pudja (skt.):
- skrives også: Puja, betyder ofrings ritual.
Pudja er en form for sadhana. Pudja kan udøves både som Sutra og Tantra. En Pudja udføres traditionelt i en opbyggende fase og en fuldendende fase. Den opbyggende fase (skt.: utpattikrama - tib.: kyerim) består almindeligvis af Tilflugt, udvikling af Bodhicitta, visualisering af Pudja’ens Buddha’er og Bodhisatva’er, ofringer, hyldest, hoved visualiserings fasen og Mantra. Den fuldendende fase (skt.: utpannakrama -tib.: dzogrim) består af sammensmeltning og Dharmadhatu. Til sidst 'spredes fortjenesten' ved ønskebønner (tib.: mønlam), hvor gavn og glæde tilegnes alle sansende væsner og 'lykke bønner' (tib.: tashi).
Billedet viser de traditionelle 8 ofringer på alteret i Tilogaard.
Buddha’erne og Bodhisatva’erne behøver ikke ofringer - slet ikke - det er os, som har brug for at åbne os for vores medfødte Buddhanatur, repræsenteret ved de forestillede og de eventuelt visionært opståede Buddha’er og Bodhisatva’er. Mens Mahamudra meditation bedst udføres alene, er Pudja særdeles velegnet til fælles udøvelse. Se også under: Ildpudja; og under: sadhana. Læs også om: vidhi.
Punya (skt.):
dyder eller fortjeneste (tib.: sønam). Dyder - i modsætning til gammel dansk: lyder, altså udyder - betyder medmenneskelig godhed, heroisk ansvars opfyldelse, selvoverskridende hjælp og gavn for andre eller samfundet og livet (miljøet) generelt. Dyder eller menneskelig fortjeneste sætter sig som samskaras og karma frø (skt.: bidja) i sindet, hvorfra de vil bevirke god karma i fremtiden og til dels også i nutiden, betinget af al den øvrige karma, som du har samlet på. Det er den store samling af gode samskaras og bidjas, som bevirker udsættelse af dårlig karma og fremelskelse af den gode.
Dyder er ikke blot godt for en selv og andre, fordi de muliggør samfund og fællesskab, men i en buddhistisk forstand er punyas en afgørende faktor til at stoppe usund eller ugunstig karma, mens ophobningen af punyas i sindet samtidigt fremmer den sunde, skt.: kushala, karma, så den hurtigt manifesterer sig. Samtidigt udsættes den dårlige eller usunde karma. Det er dog nogle gange afhængig af mere end blot samlingen af dyder, fordi der kan indtræffe provokationer, som er nye for dig, samt på grund af tilfældig karma. (Tilfældig karma betyder, at noget sker, blot fordi det er muligt. For eksempel trafik uheld. Du behøver ikke at besidde en dårlig karakter for at blive ramt af en tagsten i hovedet.)
Det buddhistiske land Bhutan burde derfor ikke måle så meget på 'samfundets lykke skala,' men udvikle en skala for samling af menneskelige dyder. Den enkelte vil naturligvis nyde godt af sine egne samlinger af dyder og samling af erfaringer om visdom, men i første omgang får det nære samfund gavn.
Der er også en hage ved al denne dyd og fortjeneste, nemlig at du risikerer at blive genfødt i en himmelsk eksistens, hvor du får det alt for godt til at blive motiveret til at søge Nirvana. Pas derfor på med, hvad du ønsker dig, og hvad du samler på.
Så du bør blive til en god samler. Jo større samling af punya, jo bedre muligheder, men husk at du også bør samle på erfaringer om visdom, både djñana og pradjña.
Punya består først og fremmest af de to slags gavn. Men det karakteriseres ved ikke-skade eller ikke-vold, skt.: ahimsa. Så det første punkt i at samle på punya består i ikke at skade noget sansende væsen, så vidt overhovedet muligt og i hvert fald ikke med overlæg. Det andet punkt angår etik og disciplin, skt.: shila, i sin personlige udvikling som medmenneske blandt de mennesker og dyr, som man rent faktisk møder og omgås i sit liv. Endelig, hvis man kan og orker det, så handler punya om at gavne andre. Alene hensigten om at gavne andre vil konstant føre til, at der samles punya.
Mere specifikt handler dette om at udøve venskabets kærlighed, skt.: maitri, og medfølelse, skt.: karuna, overfor alle.
Punya som en samling udtrykker, at der er opbygget vaner, skt.: samskaras, i sindet, som er uden skade virkning på andre og til gavn. Når først sådanne vaner er etableret, øges mulighederne for, at de forbliver. Herved vil man ikke kun undlade skade og udvirke gavn, men livet i det hele taget bliver meget nemmere og oven i købet meget enklere.
Karmapa Thaye Dordje skrev den 11. august på sin hjemmeside:
"Hvad enten jeg drikker [eller spiser] , sidder eller går omkring, er hensigten at gavne andre. Herved forvandles de [allerede] indsamlede dyder til tidløs og ubegrænset fortjeneste."
Læs også om: Feltet for goder og fortjeneste (skt.: punyakshetra). Læs også om: pradjña. Samt om: To samlinger.
Pu-tai (kinesisk):
også kendt som Budai, Bodai og Hotei. Den 'glade'  Buddha i Kina, afbildet som en smilende glad tyksak med en bylt, hvori han har sine ejendele. Han ses ofte med en dreng ved sin side, fordi børnene var kendt for at elske ham højt for hans legende væsen. Angiveligt er der tale om en kinesisk munk fra 900 tallet. I Kina anses han for en inkarnation af Maitreya.
Det fortælles om ham, at hvor han end kom hen, blev de syge raske, afgrøderne øgedes på markerne, held og lykke tilsmilede alle, så han blev selve symbolet på velsignelse og velfærd. Derfor er der statuer af ham overalt i Kina. I Tibet kaldes han ofte for blot Hosang, kineseren, og afbildes i reglen sammen med Dharmatala, en velkendt indisk prins, som var kendt for at støtte Sangha’en, samt de 16 Arhats.
|
