|
S
Ordbog & Dharma leksikon
Sacrum (medicinsk latin):
lænde regionen med rygsøjlens fæste i lårbens knoglerne og haleben:
Ved at sidde i vadjra stillingen, vil disse knogler forskydes en smule med tiden, hvorved træningen bliver nemmere. Der skal slappes af i sacrum regionen og rettes ud i skulder regionen for at opnå den lige ryg, som understøtter samadhi. Den dybe afslapning i sacrum området hjælper også til et godt blodomløb i benene, når man sidder i lang tid på puden. Så du kan til en begyndelse slappe af overfor denne udfordring. At slappe af i lænden og rette op ved skulder partiet er ikke den almindelige opfattelse af en lige ryg. Det er svært at gøre begge ting på en gang, når man til daglig er vant til at sidde på en stol aller en sofa. Er du vant til fra barnsben at sidde i skrædder stilling på gulvet, går det noget nemmere. Men det er stadigvæk nødvendigt at få en instruktør til at vise eller demonstrere den korrekte stilling for kroppen ved meditation. Læs videre under: Vairocanas 7 punkts stilling.
Sadaka (skt.):
en som udfører sadhana.
Sadhana (skt.):
tib.: drub tab [sgrub thabs]; metode til opnåelse af færdighed. En meget almindelig oversættelse er ‘praksis.’ En sådan udøver af sadhana kaldes for en sadhaka [sādhaka]. Dels betyder det at optræne sig i et meditations-system indenfor Sutra eller Tantra, dels at følge en direkte instruktion, som man får af sin Lama. Instruktionerne vil dels handle om, hvordan man helt generelt følger et sådant meditations-system (de samme anvisninger for alle), dels den individuelle vejledning, som også kan have karakter af en demonstration eller udpegning af Buddhanaturen på ganske særlige måder. Således blev Naropa oplyst, da Tilopa slog ham i hovedet med sin sandal. Læs i øvrigt om de 84 Mahasiddha’ers liv, hvorfra der er mange andre skildringer (i bogen: Masters of Mahamudra).
|
Billedet viser Buddha Sakyamuni’s befrielse og oplysning på et moderne relief i Bodhgaya. Han trues fra højre og Mara's datter frister ham til venstre, men han forbliver fattet uden tilknytning, uden frygt, uden håb, blot fordybet i sin fordybelse, samadhi. Dette er det ypperste eksempel på sadhana. Læs også om: feltet for goder og fortjeneste. Læs endvidere om: ngøndro, den forberedende praksis. Samt under meditation.
Saddharmapundarika (skt.):
se under: Lotus Sutra.
Saga Dawa Dytjen (tib.):
se under: Buddhadagen.
Sahadja [eller: shahaja] skt.:
født sammen; samtidig opståen; en betegnelse for samtidighed af tomhed og form (som beskrevet i Hjertesutra'en) - sindets rum, klarhed og oplevelser (som forklaret af Cittamatra) - Buddhanatur og samsara (som forklaret i Asanga's bog: Utaratantrashastra); tib.: læntjig tu tjewa [lhan cig tu skye ba]. Billedet viser en flaske hælde vin op i et glas; der er samtidighed med flaske og indhold. Denne samtidighed er altid til stede; den er 'oprindelig' i en evigheds betydning, skt.: prakrita - altså siden begyndelsesløs tid. Så det burde måske hedde ur-samtidig-opståen, skønt det jo kan misforstås. Men ordret betyder det jo ikke noget med ur, selvom det evige er underforstået. Sahadja er ikke blot et vigtigt begreb indenfor Mahamudra og Tantra, men også hos Nath traditionerne, som enten dyrker guden Shiva (Saivit), Krishna eller flere andre. Selv Guru Nanak, som stiftede Sikh religionen, havde modtaget transmission fra en af Nath traditionerne. Fordi ordet er svært at oversætte uden en lang forklaring, er der dukket flere forslag op på engelsk med tiden, for eksempel 'co-emergent' (Herbert Günther) og senest 'connate' (Tina Draszczyk). 'Saha' betyder noget med samtidig og 'dja' fra 'djati' betyder fødsel. Så når noget opstår, er der også dette andet, hvilket vil sige Buddhanaturen, sindets rum og klarhed, dharmadhatu og sunyata (tomhed). Så det, som opstår samtidigt med Buddhanaturen og de andre ting, er naturligvis oplevelserne og processerne, som frembringer oplevelser, nemlig de 5 skandha'er. Hvor årsagskæden viser forskellene i livets faser og opbygning, understreger sahadja at alt dette altid opstår sammen med noget ganske forunderligt og vidunderligt henrykkende, en fællesnævner for liv og sind, lykke og lidelse. Død, pine og Nirvana. Læs også om: prakrit.
Sakya (skt.):
navnet på et folk, som boede ved Himalayas forbjerge i det sydlige Nepal på Buddha Sakyamuni’s tid, og som han stammer fra. Sakya-muni betyder helgenen (skt.: muni) fra Sakya. Billedet viser et NASA kort med det sydlige Tibet, noget af Nepal og Ganges sletten. Her et sted lå Skaya landet syd for Himalayas forbjerge. Ulykkeligvis blev folket næsten udryddet af Kong Virudhaka fra Koshala og hans hær, endnu mens Buddha Sakyamuni levede. Det skete dog efter Buddha’s oplysning og starten på hans virksomhed, så Buddha opholdt sig et andet sted under krigen. Mange sakya’er flygtede herpå til nabo landene og slog sig ned der. Nogle af dem blev munke og nonner og fulgte Buddha Sakyamuni. Ikke alle sakya’er blev dræbt under krigen, men Sakya landets hovedstad, Kapilavastu blev ødelagt. Der findes en legende om, at 4 Sakya prinser måtte forlade landet efter denne krig, hvorefter de slog sig ned i fremmede lande og blev konger der. Et af disse kongeriger var Oddiyana, hvis kongeslægt nedstammer fra en af disse Sakya prinser. En anden blev konge af Bamyan (i Afghanistan). En tredie blev konge i en del af nuværende Kashmir. Den fjerde i et land, som kaldtes Shambi, muligvis den del af Oddiyana, som kendtes som Shambhola, som måske ikke har noget at gøre med Shambhala Flere senere berømtheder stammer fra konge slægten i Oddiyana, og mange familier har sidenhen påstået, at de nedstammer fra Sakya prinser. Hvad der blev af Sakya folket vides ikke. De forsvinder fra Indiens historie i forbindelse med det enevældige kongerige Magadha’s erobring af hele Ganges sletten og Punjab i Nordindien. I århundrederne efter Buddha Sakyamuni’s parinirvana underlagde Maghada sig alle de antikke kongeriger og republikker i området, en efter en, og skaber Indiens første multi-etniske imperium. Sakya folkets land blev efterhånden forladt af mennesker og sprang i skov. Landet blev til et malaria plaget jungle område helt op til moderne tid. Arkæologer har lokaliseret og udgravet Lumbini, hvor Buddha Sakyamuni blev født, og den gamle hovedstad Kapilavastu.
Sakyamuni (skt.):
[Śākyamuni]; tib.: Sjakya thubpa [shakya thub pa; ཤཱཀྱ་ཐུབ་པ།]; ordret Sakya helgenen (muni). Sakya er navnet på folket, som Buddha Sakyamuni stammer fra. Sakyamuni er et tilnavn til Gotama Buddha, ellers kendt som Prins Siddhartha Gotama før sit Nirvana. (Billedet viser en statue af Buddha Sakyamuni fra Nepal.) Læs videre under: Buddha Sakyamuni.
Sakyapa (skt.):
en af Tibets 4 store skoler med hovedsæde i Sakya Kloster i Tsang. Den kaldes for Sakya, fordi skolens overhoveder gennem tiden påstår at nedstamme fra dette folk. Sakya Trizin er skolens overhoved. Sakyapa’ernes overhoved er gennem 900 år altid kommet fra Khön familiens sønner, i stedet for at udvikle en Tulku tradition for arvefølge som de andre skoler i Tibet. Hovedsædet for Sakyapa’erne er nu i Mussoorie i Indien. Sakyapa er både en Mahamudra tradition og en Sutra tradition, som er kendt som Lamdræ på tibetansk, ‘Vej og Frugt’. Sakyapa bærer også på en omfattende akademisk tradition og har frembragt mange kendte yogi’er. Kublai Khan udnævnte den daværende Sakya Trizin, Sakya Pandita, til konge over det meste af Tibet. Familien beholdt kongemagten gennem nogle århundreder i Midelalderen. Deres regeringstid var generelt en god tid for Tibet (Sakyapa'erne var således 'Lama-konger' i Tibet lang tid før den femte Dalai Lama, som blev den første konge i den linje i 1642). Siden overtog deres vasal fyrster magten, og det blev en noget mere turbulent tid for landet, og kongeriget blev en hel del formindsket. Det har dog ikke slået skår i Sakyapa’ernes fyrstelige status i Tibet, selv i vore dage.
Samadhi (skt.):
[Samādhi]; tib.: ting ñge dzin; [ཏིང་ངེ་འཛིན་]; yogisk eller meditativ trance, som karakteriseres ved fravær af tanker, skt.: manas, besættende lidenskaber, skt.: kleshas, og andre begreber og tendenser, skt.: samskaras (som alle gradvist efterhånden ophører, når samadhi er etableret og bliver mere og mere omfattende). Ordret betyder samadhi forening, integritet eller sammenhæng. Det tibetanske begreb betyder, at ‘fastholde hvad der er dybt og afgørende’. Samadhi forklares etymologisk som: det at have samlet sig mentalt; eller: det at opleve og opfatte sindet som et samlet hele. Så det betyder ikke at samle sindet eller koncentration, men resultatet af at have samlet sindet i koncentration og vågent nærvær, skt.: smriti. Andrew Olendzki skrev i magasinet Tricycle's sommer udgave i 2021, at i ordet "sam+a+dhi: [er] den sidste stavelse 'dhi' [som] er et navneord, der stammer fra udsagnsordets rod stavelse 'dha', som betyder at anbringe. Prefiks 'a' angiver retningen og henviser til 'anbragt på' noget; [endelig] betyder prefikset 'sam' at samle eller anbringe sammen." Men det betyder altså ikke det at gøre det, men at have gjort det. Samadhi’s vigtigste kvalitet er, at trancen skærer igennem alle vrangforestillinger, unøjagtigheder og misforståelser (i flg. Thrangu Tulku. Dette kræver dog, at der også er erkendelse udover samadhi). Samadhi er ikke dualistisk med en meditatør, som koncentrerer sig om en genstand, som er noget andet. Når samadhi er etableret, forsvinder denne skelnen mellem oplever og oplevelse. Trancen opstår, fordi sindet fordyber sig i sig selv, og fordi der er uforstyrret og uforhindret et-punkts-koncentration, og fordi man opfatter ved pratyaksha, direkte erfaring, både sindets rum og klarhed uden en fortælling om, at det er det, som foregår - hvis det er det, som foregår. En sådan opmærksom et-punkts koncentration, skt.: ekagrata, om blot et enkelt objekt eller et felt - som for eksempel åndedrættet - kombineret med det rummelige vågne nærvær, skt.: smriti - kan perfektioneres i 4 grader af mesterskab, skt.: dhyanas. Det er denne enkle øvelse, som får trancen til at indtræffe. Trancen kan blive stadig dybere, som udtrykt i de 4 dhyanas, hvorved tilknytning og identifikation med dit og dat, alt og alle, gradvist ophører, fordi trancen fjerner opmærksomheden fra tilknytning og identifikation. Samadhi gør det let at give slip, skt.: naishkramya. Det bevidst at give slip på tilknytning og identifikation hører dog sammen med indsigt, mens samadhi som sådan blot er en trance tilstand. Samadhi bevirker ikke i sig selv en sådan erfaring. Derfor er det meget vigtigt at træne i den buddhistiske forståelse eller anskuelse af sindet, så den finder anvendelse, når samadhi indtræffer. Der er naturligvis forskel på, om yogi’en udvikler en samadhi med denne forståelse, eller blot falder i trance. Samadhi er en meget glad tilstand, så mange mennesker vil i en sådan tilstand straks glemme at anvende anskuelsen, fordi de endelig føler sig henrykte og mærker livets store frydefulde glæde, skt.: mahasukha. Så husk det nu: det er midt i den store fryd, at du skal anvende anskuelsen. Billedet viser anandachakra, symbol for samadhi’s henrykkelse. Fordybelsen indtræffer på grund af shamatha øvelsen eller som følge af sadhana, visualiserings-praksis. Trancen bevirker, at der opstår et mentalt helle eller nul-punkt i bevidstheden, skt.: vidjñana, hvilket bevirker en særlig cirkulation af energier, skt.: vayu, i kroppen, som giver fred i sindet, glæde og opløftethed, hvilket igen bevirker en legende lethed i øvelsen. Når samadhi indtræffer, er det umuligt at blive besat eller grebet af noget som helst. Alle vaner, begreber, fordomme og idiosynkrasier er pludseligt blevet til blot og bart landskab at betragte. Det er dog ikke det samme som indsigt, skønt det er den optimale situation for at indsigten indtræffer. Indsigt har ikke direkte noget med samadhi at gøre. Samadhi fjerner væsentlige forhindringer for indsigt, men ikke avidya, uvidenhed eller ubevidsthed. Selvom klistersindet, skt.: kleshacitta, i hovedsagen er neutraliseret, vil der stadig være avidya, ubevidsthed eller uvidenhed. Tilstanden af avidya ved samadhi er dog ikke en overvældende emotionel følelse, som ophidser sindet, men blot en tilslørende dualistik ubevidsthed, skt.: moha, som omklamrer den aktuelle oplevelse af sindet i arbejde og gør sindet uigennemskueligt. Kun direkte indsigt vil få avidya til at fordampe. Herved overvindes også karma, så alle de 3 slør er væk. Men indsigt betyder, at sindet genkender sig selv. Derfor er det ikke noget, som vi kan få til at ske. Enten sker det af sig selv, eller vi må vente på, at det sker - af sig selv. Der er ingen direkte kobling til samadhi. Går man i yogisk trance uden forståelse for anatman, Selvets fravær og sunyata, fænomenernes tomhed, kaldes det en verdslig samadhi, som kan føre til genfødsel i Rupaloka (se under: Triloka) nogle af gude-verdenerne, bestemt nogle meget dejlige steder, men ikke velegnet til at nå befrielsen og oplysningen. Opnås vadjra samadhi, den højeste form, er denne samadhi netop karakteriseret ved, at der også er en forståelse af Selvets illusion og sunyata, hvilket bevirker en ganske særlig kvalitet ved vadjra samadhi, som gør den dybere eller mere omfattende end alle de andre. Denne ikke-dualistiske måde at praktisere på kaldes for 'uanstrengt', skt.: asmriti. Bemærk at der ikke er megen omtale blandt diverse Dharmalærere om samadhi. Det er ualmindeligt, at nogen ville proklamere deres mesterskab i den yogiske trance, skønt det er så vigtigt et emne for netop yogi’er. Det skyldes, at et af munkenes rodløfter går ud på ikke at prale med særlige evner og kvaliteter, når det er løgn. Denne regel sigter mest på de særlige siddhi’er og profetiske evner og visioner, men den angår naturligvis også samadhi. Derfor er de fleste tilbageholdne med at omtale et sådant mesterskab, selvom de måtte have opnået det. Titlen Lama må ellers generelt betyde en meditationsmester, hvilket burde indebære mesterskab i samadhi. Når først denne yogiske trance mestres, er samadhi ligesom at tænde og slukke for en kontakt, så alle aspiranter og begyndere burde være bedre klædt på til at lære at kende rigtige meditationsmestre. Men sådan er det ikke. Selv folk som har gennemført et 3 års retreat, har ikke nødvendigvis mestret samadhi. Og det er yderst vanskeligt at bedømme, om folk mestrer den yogiske trance eller ej. Den eneste måle metode er faktisk om åndedrættet næsten er ophørt; det vil ske, fordi hjernen ikke arbejder med tanker, som er ophørte af sig selv, eller emotionalitet, som nærmest er faldet i søvn, fordi følelserne ingen opmærksomhed får i sådan en trance tilstand. Det sænker hele kroppens behov for ilt ganske dramatisk, så åndedrættet derfor næsten ophører. Men det kan du jo ikke direkte se, når du observerer en person meditere på en vis afstand. Det eneste åbenbare er, at nogen sidder helt stille. Så for god ordens skyld bør du ganske enkelt spørge din Dharmalærer om vedkommendes mesterskab i samadhi. Hold dig ikke tilbage, for du har brug for at vide det. Men husk det nu: samadhi og indsigt er to forskellige ting. Læs artiklen. Læs her Shamar Rinpotje’s artikel. Se også under: tre slags træning. Læs her om Samadhiradja Sutra kapitel 4 og 13 i oversættelse, som handler om Mahamudra og samadhi.
Samadhi-radja-sutra (skt.):
[Samādhirājasūtra] - (tib.: tingñgedzin gyalpø do; ཏིང་ངེ་འཛིན་རྒྱལ་པོའི་མདོ།); Konge Samadhi Sutra’en. En særlig Sutra, som går i dybden med betydningen af sunyata, tomhed. Sutra’en ligger også til grund for Mahamudra efter Sutra metoden, som forklaret af Gampopa. Samadhiradjasutra er netop blevet oversat til engelsk af Dzongsar Khyentse’s oversættelses projekt: 84.000. Du kan også læse uddrag af Samadhiradjasutra her i oversættelse. Mahamudra referencen er til Sutra’ens kapitel 4 og 13. Læs også om: Mahamudra.
Samantabhadra (skt.):
tib.: kynto sangpo [kun-tu bzang-po]. 1) Et visionært udtryk for Buddhanaturen. Som sådan indgår han i mange sammenhænge, især indenfor Nyingma traditionen. Samantabhadra findes således også som Yidam sadhana. Som Yidam er Samantabhadra udtryk for Dharmakaya, hvilket kaldes for en Adibuddha. Se også: Vadjradhara. 2) Ellers er Samantabhadra kendt som en muligvis historisk person og berømt Bodhisatva. Som Bodhisatva omtales han som hjemme hos Buddha Vairocana’s familie, Buddhafamilien. Hele vejen rundt og opad på den store Mandala i Borobudur (beliggenhed på Java i Indonesien), er Samantabhadra’s befrielses historie som Bodhisatva beskrevet i relieffer, som er blevet restaureret i nyere tid. Samantabhadra er således den arketypiske Bodhisatva, hvis vej til oplysningen også er en vejledning for os andre, og hans oplysning er i sig selv et udtryk for Buddhanaturen. Samantabhadra er også kendt som forfatter til den berømte ønskebøn, tib.: mønlam, som kendes som Samantabhadra’s Ønskebøn, Kongen af Ønskebønner, oversat til dansk og udgivet som: Sammendrag af alle smukke skildringer. Shamar Rinpotje har redigeret en bog om bønnen: King of Prayers. Læs også om de 8 Bodhisatva’er.
Samapattis (skt.):
opnåelser. Der er fire af slagsen. De betegnes også som de 4 erkendelser. Indenfor Theravada kaldes de for: arupa dhyanas (se under: dhyana). Opnåelserne er frugt eller resultat af træning ved upaya og pradjña under meditation (shamatha og sadhana): yogi’en hviler ved alayavidjñana i 1) rummets uendelighed - 2) bevidstheden selv - 3) overhovedet intet som helst - 4) hverken ved eller uden begreb. Se også under: dhyana, mesterskab i meditation.
Samarasa (skt.):
tib.: ro tjik / ro nyom [ro chig / ro snyoms]; se under: Én smag.
Samaya (skt.):/h3>
(1) betyder forbindelse ved en pagt; tib.: damtzig (དམ་ཚིག ; dam tshig). Den afledte betydning er: Tantra løfter. Den dybere betydning er at kunne fastholde en forbindelse til ens egen Buddhanatur. Det er et helligt bånd til træningen, alt og alle. Samaya giver kun mening i forbindelse med indvielse, skt.: abhisheka, til Yidam sadhana. Herved formidler den indviende Lama forbindelsen. Så hvis Lama’en ikke er en sand mester, kan Lama’en ikke formidle forbindelsen. I så fald er indvielsen meningsløs og det er samaya således også. Der opstår altså ikke samaya blot ved et ritual, fordi der skal skabes forbindelse til noget visionært, så hvis Lama'en ikke kender visionen fra sin egen erkendelse, kan Lama'en heller ikke formidle forbindelsen. Samaya er forbindelsen til Buddhanaturen og således også en beskyttelse mod sygdom og vanvid. Den, som praktiserer Tantra har brug for både forbindelsen og beskyttelsen. Derfor søger man tilflugt ikke blot i de tre Ædelsten, men også i de tre Rødder, når man dyrker Yidam sadhana. Både forbindelse og beskyttelse fungerer, fordi der er samtidighed, skt.: sahadja, mellem oplevelserne og Buddhanaturen. Derfor kan der også være forbindelse – og derfor er sådan forbindelse yderst meningsfuld for en tantrika. Uadskillelig fra Yidam sadhana og i samme ånd, udføres også Guruyoga. Det vil sige, at Lama'en opfattes som udtryk for erkendelsen af Buddhanaturen. I visualiseringen angives dette ved at Lama'en og transmissionens øvrige Lama'er befinder sig oven over Yidam'men. Historisk betyder dette, at Yidam'men først blev 'opdaget' af fortidens mestre, som så har videregivet en tradition for, hvorledes denne vision kan gentages i en elevs sind. På denne måde er der en særlig samaya mellem Lama og elev, skt.: chela. Men meningen er den samme som med Yidam. Så Lama og Yidam er to sider af det samme. Noget tilsvarende gør sig gældende for beskytterne, skt.: Dharmapalas. Derfor har vi i Tantra tilflugt i de tre rødder. Mange mennesker udfører Guruyoga uden at dyrke Yidam meditation. Det hører hjemme under betegnelsen 'forberedende praksis' – tib.: ngøndro – og indeholder derfor ikke egentlig samaya. Samaya er uløseligt forbundet med Yidam sadhana. (2) Der er 14 rødder til fald eller brud på forbindelsen. (3) Der er mange misforståelser af samayas. (4) Samaya kan populært også betyde den daglige Yidam sadhana, som man har forpligtet sig til ved indvielsen. (5) Samaya betyder også system eller sammenhæng som begreb. (I en underordnet betydning: rette tid.) Da emnet samaya er meget stort og misforstået, har jeg skrevet en artikel om det med de 4 kapitler, som ses her som overskrifter. Læs artiklen her. Læs også om: abhisheka - om: Tantra - samt om: Mantrayana - og: Lama. Læs også om: abhisamaya.
Sambhogakaya (skt.):
[Saṃbhogakāya]; tib.: long yo dzogpæ ku [longs spyod rdzog pa'i sku]. Kroppen som er stor glæde – Buddha’s oplevede krop af følelser og mentale energier i sin fysiske krop, som ellers specifikt kaldes Nirmanakaya, 'manifestations kroppen' (læs videre under: Trikaya). Mens Nirmanakaya Buddha’er almindeligvis afbildes som munke, som for eksempel Buddha Amitabha, ses Sambhogakaya Buddha’erne afbildet som Bodhisatva’er med deres fyrstelige silketøj, guld smykker med ædelsten og en prinse krone på hovedet med 5 juveler for de 5 Buddha familier (se for eksempel billedet af Buddha Amitayus for oven, som er Buddha Amitabha’s Sambhogakaya aspekt).
Samdjña (skt.):
opfattelse eller rettere samlet opfattelse. Sanskrit stavelsen ‘djña’ betyder at opfatte og stavelsen ‘sam’ betyder ‘samlet’. De forskellige sansninger bliver samlet i et hele ved opfattelses skandha'en, den tredje skandha. Den hedder derfor samdjña skandha, hvor du opfatter de mentale indtryk, skt.: djñeyas, og deres fortolkning, skt.: vidjñaptis. De mentale indtryk opstår på grund af de foregående to skandha’ers aktivitet, som skaber (skt.) rupas og vedanas. Rupas og vedanas opstår som enkeltstående begivenheder i forbindelse med de forskellige slags sansning, skt.: sparsa. Disse separate sanse oplevelser sammensættes til et helheds indtryk i samdjña skandha, som så straks sammenlignes med den individuelle erfaring, så en fortolkning opstår. Denne fortolkning har karakter af en bedømmelse, kendelse eller genkendelse (vidjñapti) . Kendelsen handler om, hvad du oplever – ikke om hvordan du bør reagere. Den mentale reaktion indtræffer bagefter i samskara skandha. Læs videre om: djñeya og vidjñapti, mentalt indtryk og dets fortolkning. Læs artiklen: De 5 skandha'er. Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse? - samt Shamar Rinpotje’s artikel: De 4 grundlag for årvågent åndsnærvær.
Samketa (skt.):
[saṃketa]; konvention. Den 'vedtagne' virkelighed. Betyder også en aftale og en udnævnelse. Læs mere under: vidjñapti, kendelse og genkendelse. Læs også om: samvriti, relativitet eller konventionel sandhed.
Samkhya (skt.):
egentlig betyder ordet opremsning. Samkhya er et oldindisk filosofisk system, systematiseret af Kapila for ca. 3000 år siden. Samkhya er den første såkaldte ‘Darshan’ af Upanishaderne blandt hinduernes hellige skrifter (udtrykket: darshan i Dharma’en har en lidt anden betydning). I en buddhistisk sammenhæng er det vigtigste i Samkhya, at der tales om Atman, det dybere Selv, som transcendent og virkeligt, hvilket Buddha Sakyamuni afviser, idet han påviser det absolutte fravær af et sådant Selv i erfaringen. I stedet postulerer Buddha Sakyamuni an-atman, ‘Selvets fravær’ eller ‘ikke-selv’. I Ayurveda, det oldindiske medicin-system, anvendes Samkhya filosofien til at forklare sundhed og sygdom, hvilket for så vidt ikke har voldt vanskeligheder med anskuelserne i de buddhistiske traditioner, fordi emnet er sundhed og ikke Nirvana.
Samkranti (skt.):
forvandlingens yoga; (tib.: phowa). Se under: Phowa.
[De to] Samlinger:
se under: to samlinger.
Sampradjanya (skt.):
vished om hvad der foregår i sindet. Tib.: sheshin. At opfatte alt der sker tydeligt og klart. En af disciplinerne i vågent nærvær, skt.: smriti. Mange oversætter med ordet introspektion, men det er jo nærmest forudsætningen for at kunne opfatte klart og tydeligt. Sampradjanya er en meta-bevidsthed om sindets tilstand. En bevidsthed om hele opmærksomheds feltet. Læs videre under: Smriti. Læs også artiklen: Fire fæstelser for vågent nærvær.
Samsara (skt.):
ordret: konstant bevægelse i kredsløb. Tib.: khorba [‘khor ba, hjul] ‘at gå rundt og rundt i cirkler’. Derfor er symbolet for samsara livshjulet. Samsara er den ‘betingede’ verden, det vil sige verden, som vi kender den, den sansede verden eller verdenen af sansninger (skt.: sparsa). Verden som en subjektiv oplevelse. Det er den psykologiske dimension af begrebet. Som filosofisk begreb betyder samsara også den ‘ydre’ relative verden sammensat af gensidgt betingede størrelser. Samsara er således området for sanse-objekter, skt.: visayas, sanse-evner, skt.: indriyas, sanse-bevidsthed, skt.: vidjñana, (som tilsammen er: de 18 dhatus), karma, genfødsel, identifikation og tilknytning. Samsara betyder mere din sindstilstand, når du oplever verden og knytter dig til oplevelsen, snarere end selve sanseområderne. Pointen er jo, at sanseområderne og din sindstilstand er sammenfaldende, når du opdyrker tilknytning og identifikation i din faktiske oplevelse . Samsara er også betegnende for mellemtilstandene (tib.: bardo) mellem død og genfødsel. Samsara karakteriseres i det hele taget ved at være i cyklisk forandring gennem forskellige former for mellemtilstande. Som resultat af at den almindelige vane, som er den illusoriske to-delte skelnen mellem den, som griber fast og det, som der gribes fast i (filosofisk: en dualisme), befinder vi os i samsara, en ganske særlig sindstilstand drevet af avidya, uvidenhed og klesha, lidenskab og underlagt karma’s virksomhed. Uden uvidenhed, lidenskab og karma (de 3 slør), er der ingen samsara, så samsara er ikke direkte verden som sådan, men den grundlæggende sindstilstand, som de fleste af os befinder sig i, og som karakteriseres ved avidya - ukendskab til Nirvana’s natur, samsara’s natur og karma’s virksomhed. Underlagt denne uvidenhed oplever man at befinde sig i et omgivende samsara, hvor alt blot går rundt og rundt. Og hvor glæde afløses af kedsomhed og lidelse. Dit eget indtryk og fortolkning af samsara har tre karakteristika eller tre kendetegn. Livet er uden essens, er forgængeligt og medfører lidelse. Sagt på en anden måde, er der: fire kendetegn på samsara. Verden som noget i sig selv er aldrig noget, som nogen som helst nogen sinde oplever, har oplevet eller vil komme til at opleve. Det kan rent praktisk ikke lade sig gøre. Hvad verden angår, kender vi den kun ved vores sansninger, og de foregår i vores eget sind og ikke langt væk eller bare ‘udenfor’ kroppen. Verden udenfor er altid indenfor. Når vi tror, at der er en verden omkring os, som ikke på en eller anden måde er vores eget sind, så er der også en tilstand af samsara i sindet. Det betyder ikke, at man i Dharma’en benægter eksistensen af en ydre verden. Man pointerer blot, at det, som man oplever som den ydre verden, er en proces i sindet (de 5 skandha'er), som er betinget af sanse-evne, bevidsthed og så videre, og som ikke er noget ud over sindets virksomhed i sindets rummelighed. I hvert fald ikke noget, som man oplever. Alt, hvad man oplever, er sindets virksomhed. Man oplever netop ikke det, som giver anledning til oplevelse af sanse-genstandene, men kun selve sansningerne. Hele Universet eller Multiverset er ikke en direkte erkendelse, men en indirekte sansning, abstraktion, fortolkning, vurdering, fordom, vane og lidenskab. Det betyder ikke, at der ikke er en ydre verden, men blot, at det er i virkeligheden slet ikke en ydre verden, som du oplever, når du tror, at det er det, som du erfarer. Samsara betyder således den subjektivt oplevede verden, hvori man inkarnerer, mens den ‘objektive’ verden er transcendent i forhold til oplevelsen af den. Hvad enten du opfatter verden som objektivt eksisterende eller en subjektiv oplevelse, er du konfronteret af en virkelig mystik. Det er denne illusion om en af sindet uafhængigt eksisterende verden, hvor man søger lykken, men finder lidelse, som kaldes samsara. Begrebet er til en vis grad sidestillet med Selvets illusion, Anatman. Så samsara giver anledning til mange overvejelser. Selvom folk bliver klar over betydningen af sådanne kredsløb, forårsaget af de tre slør, så vedbliver de fleste alligevel med at søge lykken i sammenhænge, som godt nok kan føre til glæde og gavn, men som til sidst ender med lidelse. Husk derfor: i samsara kan du ikke vinde. Når du sejrer i verden på den en eller anden måde, så er det ikke på grund af dig selv, men fordi nogen må vinde. Søg i stedet at vinde over dine tilknytninger og identifikationer. Det var sådan Buddha Sakyamuni vandt og blev kaldt en vinder, skt.: djina (tib.: gyalwa). Han vandt ikke over sig selv, for der er ikke noget Selv at vinde over. Han vandt sig magt over sine fortolkninger og reaktioner. Da disse faktorer ikke længere dominerede Buddha's sind, kunne han få øje på det, og sindet genkendte derpå sig selv. I artiklen om Træning i buddhistisk meditation findes denne klumme: ”Samsara, den såkaldte betingende verden, betyder at bevæge sig omkring i cirkler. Buddha Sakyamuni anbefaler os som den fuldstændige modgift at stoppe op og stå helt stille. Det gør man rent praktisk ved shamatha meditation, hvor opmærksomheden hæfter sig ved et punkt og forbliver der (skt.: ekagrata). Så holder man op med at bevæge sig rundt i cirkler. Så kan man bedre se, hvor man er henne. Den næste disciplin hedder derfor indsigts meditation, vipashyana. Man ser nærmere på, helt præcist, hvor man er henne, og hvordan man egentlig bærer sig ad med at være der, hvor man nu er. Herved bliver man i stand til at hæve sig over samsara.” Læs videre om: ahamkara; og om: moha; samt naturligvis om: avidya - og - dualisme. Læs også om: de tre kendetegn på livet og om: naishkramya, afkald; at give slip. Se også under: karma, klesha og oplevelse.
Samskara (skt.):
tib.: dyjæ [dy byed], pali: sankhāra; ordret: konsekvens i betydningen reaktion. Trungpa Rinpotje kalder samskaras for intelligens. Det må være i betydningen, at erkendelse og direkte erfaring, skt.: pratyaksha, baserer sig på erfaringer fra fortiden, som giver enhver oplevelse struktur og gør den genkendelig. Måden, som det sker på, kan jo godt kaldes intelligent, selvom det er en helt igennem ubevidst proces. Samskaras er disse erfaringer, mens den egentlige benyttelse af dem tilhører den næste skandha: bevidsthed, skt.: vidjñana. Der foregår dog en nærmest før-bevidst intelligent behandling af de fortolkede mentale indtryk, som opstod i den tredje skandha – før reaktionen på dem i den fjerde. De kædes sammen med ens egen erfaring med lignende oplevelser i fortiden. Og sættes sammen med de medfødte instinkter, som angår de berørte erfaringer. Udtrykket samskara betyder således både begrebs mæssig reaktion, fortolkende reaktion på vidjñaptis (de fortolkede mentale indtryk fra den tredje skandha), medfødte instinkter, personlige erfaringer, systematisering eller sammensætning af fortolkningerne samt de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. Et så omfattende begreb findes ikke på europæiske sprog. Derfor benyttes ordet samskaras på Tilogaards netsted uden oversættelse de fleste steder. Samskaras er et fag udtryk ligesom karma og Nirvana, hvilke ord jo heller ikke normalt oversættes, fordi læserne formodes at vide, hvad ordene betyder i nutidens Danmark. Blandt de 5 skandha’er er samskara skandha den fjerde, hvor sindets reaktioner på begivenhederne i de forrige skandha’er manifesterer sig dynamisk. Denne dynamiske reaktion kan man jo godt kalde intelligent, skønt den jo nok mere er intuitiv i sin karakter. I hvert fald udtrykker samskaras de spontane reaktioner fra erfaringen, som opstår af sig selv før den fulde bevidsthed sætter ind – først i bevidstheds skandha’en bliver ting og sager virkeligt forstået og / eller misforstået. Allerede før oplevelserne bliver opfattet med fuld bevidsthed, er der altså spontant opstået både en fortolkning, skt.: vidjñapti, i den tredje skandha og en mental reaktion, skt.: caitasika, som både indeholder en øjeblikkelig emotionel og en umiddelbar begrebs mæssig reaktion, baseret på erfaring, instinkt og vane. Nogle lærde siger, at den ordrette betydning er: konstruktion, opbygning eller formation. Ordet samskara består af stavelsen kr, som betyder ‘at lave’ og sams, som betyder fuldstændig eller færdig. Det giver den lidt overraskende betydning: ‘godt arbejde’. Denne betydning finder vi i det danske ord: erfaring. Vi bør måske tilføje ordet: dynamisk til erfaring. Samskara i sin grundbetydning er en proces, nemlig sindets reaktion på de fortolkede indtryk. Denne reaktion er baseret på erfaring fra fortiden. Der er imidlertid flere betydninger end blot ‘dynamisk reaktiv erfaring’, så begrebet kan ikke oversættes dækkende med blot udtrykket erfaring. Samskara skandha er begivenheden (sanskrit: dharma), hvor samskaras manifesteres. Samskaras udfolder sig i samskara skandha, når de aktiveres. Sådanne aktive eller manifeste samskaras kaldes caitasikas. I øvrigt befinder samskaras sig i en potentiel tilstand, skt.: vasanas, af erfaring og så videre i selve sindets rummelighed – sammen med bidjas, karma-frø. Som sådant potentiale har samskaras ikke nogen egentlig form, men er en del af rummelighedens særlige hukommelse, som igen ikke har noget med hverken langtids hukommelse eller kort tids hukommelse at gøre, som vi normalt omtaler disse, for de er baseret på en aktivitet i sindet. Den særlige hukommelse ved alaya er passiv og eksisterer, fordi alaya befinder sig både indenfor – og udenfor – tid som sådan. Så hvad der end er sket nogensinde, har sindet direkte adgang til det, uden at skulle opretholde en uendelig stor database og uden at fortiden stadigt eksisterer objektivt et eller andet sted. For alaya eksisterer tiden kun på en relativ måde – i øvrigt er der 'ikke-tid' – alaya omfatter begge tilstande. På denne måde er alaya nærmest synonymt med dharmadhatu, men kendes kun i det bevidste øjeblik af alaya-vidjñana, som kun virkeligt eksisterer klemt inde i et meget lille bitte tidsrum, som er bevidsthedens øjeblik (se også under: santana). På grund af de 3 slør er denne særlige hukommelse ved sindets rummelighed ikke tilgængelig umiddelbart, men det var en af Buddha Sakyamuni's første erfaringer ved hans Nirvana. At få adgang til den anses for en siddhi, en særlig eller usædvanlig evne, som opnås som resultat af dyb samadhi. Samskaras er ikke kun selve erfaringerne, men også de mentale mønstre, som erfaringerne allerede har og danner eller omdanner i sindet, når de aktiveres og viser sig i bevidstheden. Den samlede effekt er derfor en sindstilstand, skt.: caitasika. Sindstilstandens indhold kaldes for: caittas. Den opstår før, der er egentlig fuld bevidsthed – et mini-mini-nano-sekund før bevidstheds skandha’en. Bevidstheden vil i reglen tage form af sådanne aktiverede mønstre, kaldet manas på sanskrit, hvorved sinds-bevidstheden (mano-vidjñana) farves og forudindtages. På grund af sådan fordom udfoldes og udvikles karma. Karma betyder det, som sker, eller handling. Samskaras er årsag til de fleste handlinger. Derpå indvikles man i karma, handlingernes og historiens logik og lidenskab, og samskaras ændrer sig tilsvarende og lagres spontant i sindet som potentialerne: vasanas og bidjas, klar til næste aktivering. Samskara, i flertal: samskaras, betyder kort sagt viljen (som en vane - skt.: cetana), vaner, mentale tendenser, evner, erfaringer, begreber og lidenskaber, sanskrit: kleshas. Samskaras betyder derfor også modvilje, uvaner og så videre, som man har tilegnet sig, eller som man besidder som potentiale. En samlet betegnelse kunne derfor være mentalitet, sindelag og mental holdning; men hermed udtrykkes ikke, at samskaras' dynamik består både af intuitive, instinktive og dualistiske begreber, som ganske enkelt hører til det at have et sind for alle og enhver, samt det strengt personlige, nemlig vores egne erfaringer med brugen og manifestationen af disse samskaras, som er en del af vores egen livshistorie og eksistentielle arv. Dette udtrykkes med de supplerende begreber om caitasikas, caittas, bidjas og karma, som altid er øjeblikkelig, skt.: kshanekshana, mens samskaras som sådan er tidsløst potentiale. Imidlertid bruges udtrykket samskara både om potentiale og aktualisering, når man omtaler funktionen generelt, som samlet betegnelse for både caitasikas, caittas, kleshas, cetana og den fjerde skandha i bred almindelighed. Så selvom karmafrø, skt.: bidjas, ikke omtales som samskaras generelt, er det jo i den fjerde skandha, at de manifesterer sig samtidigt med caitasikas, fordi karmafrø er associeret med vores erfaringer om manifestationen af disse samskaras. Derfor opstår der ikke blot en almengyldig mental reaktion i den fjerde skandha, som er ens for alle; der er også det strengt personlige, som er egen erfaring om manifestationerne af disse selv samme samskaras førhen i dit eget liv. Det er naturligvis typisk for alt liv; det er på en gang både personligt og alment. Det vi i Vesten kalder det ubevidste sind (ubevidsthed), handler om det samme, men tilgangen eller indfaldsvinklen for vestlig psykologi er noget anderledes, hvorfor fortolkningerne og præsentationen også er forskellige fra det buddhistiske begreb. Måden samskaras beskrives på i Dharma’en, svarer til den buddhistiske tilgang med kontemplation og meditation. Så i Dharma’en anvendes yogi’ens synsvinkel, mens vi i Vesten er vant til at høre om terapeutens syn på patienten og observatørens mening om forsøgspersonen. Samskaras er et yderst nyttigt begreb for yogi’er, mens begreber om underbevidsthed og arketyper nærmest er misvisende, når sindet observerer sig selv. I den analytiske vipashyana observeres der ikke nogen underbevidsthed, men masser af samskaras. Se også under: caitasika, caitta, citta og: manas. Læs mere om samskaras i disse 2 links: samskara skandha De 51 Samskaras. Læs også siderne: Hvad er en oplevelse? Om opfattelsen, kapitel 2.
Samskrita (skt.):
1. sproget sanskrit (på sanskrit). 2. et buddhistisk filosofisk begreb: sammensat. Dharma’erne kan både selv være sammensatte og indgå i sammensatte strukturer med andre dharma’er. Disse individuelle dharma’er inddeles i forskellige typer: 1) sansede former (skt.: rūpas), 2) mentale indtryk (skt.: djñeyas - underforstået også fortolkninger, skt.: vidjñaptis) samt 3) reaktive sindstilstande (skt.: caitasikas), hvilke også betegnes som erfaringer - caitasikas er de aktuelt aktive eller manifeste samskaras i modsætning til de passive eller inaktive samskaras. De mentale kendelser eller genkendelser, skt.: vidjñaptis, opstår i den tredje skandha, men der reageres på dem i den fjerde. Så på en måde hører vidjñaptis hjemme både under punkt 2 og punkt 3. Også bevidstheder, skt.: vidjñanas, må henføres til gruppe 3, sindstilstande med begreb. Også begrebet tid er sammensat, så som begreb hører det også hjemme her. Disse er samskritas dharma’er. I historiens løb er der formuleret flere forskellige lister over samskritas dharma’er. Sammensathed betyder, at disse dharma’er er underlagt årsager og betingelser. Hertil kommer de ubetingede dharma’er (skt.: asamskritas - de ubetingede dharma’er er dharmadhatu, alaya, akasha [verdensrummet] og Nirvana. Alaya og akasha kan begge betegnes som dharmadhatu, hvorved der kun er to ubetingede dharma’er. Rupas, de sansede dharma’er [1] oversættes også som elementer. De fysiske elementer kaldes ellers specifikt for: bhuta og mahabhuta - se under: elementer). Generelt kan man betegne en dharma som en begivenhed. Samskritas dharma'er er således de sammensatte begivenheder, som oplevelserne består af.
Samtana (skt.):
[saṃtāna]; se under: santana.
Samvriti (skt.):
[saṃvṛti] relativ. Tib.: kynzob [kun-rdzob]. Det at noget er afhængig af andet end sig selv og derfor kun giver mening i sammenhæng med de emner, som der er afhængighed til. Et relativt emne kan således kun eksistere, når de rette årsager og betingelser er til stede - og kun så længe, som dette forhold opretholdes. Det er den relative sandhed om noget [skt.: saṃvṛti-satya]. Billedet viser en ualmindeligt stor kat på en sofa - eller en almindelig kat på en meget lille sofa. Størrelsen på noget er altid relativ til alt andet. Alle relative ting, skt.: dharma'er, eksisterer samtidigt, skt.: sahadja, med dharmadhatu og Buddhanaturen. Læs også om den dialektiske modsætning under: paramartha (absolut sandhed). Denne dialektik mellem relativ og absolut kaldes for de to slags sandhed. Læs også om gensidig afhængighed under: årsagskæden. Forstå den psykologiske relativitet under: [hvad er en] oplevelse. Læs også om: tid. Læs også om: stoflighed eller substans. Læs også om tomhedsnaturen: sunyata; og om begrebet ikke-tom: asunya. Læs videre i artiklen: Om opfattelsen 4, tomheds-naturen. Samt artiklen: Hvad er en oplevelse?
Samyak (skt.):
[samyak]; tib.: yangdag; [yang dag; ཡང་དག]; betyder fuldt ud, fuldstændig, udtømmende, gennemført, korrekt anvendt eller brugt, i reglen i betydningen, at det lovede resultat, befrielse og oplysning (Nirvana) indtræffer som resultat (for eksempel af den 8 foldige Vej og de 6 Fuldstændige færdigheder). Samyak betyder også rigtig, i modsætning til forkert; eller passende i modsætning til utilstrækkelig.
Samyak-sambodhi (skt.):
fuld eller fuldstændig oplysning. Udtrykket kendes også fra Lotus Sutra’en som anuttara-samyak-sam-bodhi, hvilket vil sige ’den højeste og mest fuldkomne og fuldstændige oplysning.’ At oplysningen er fuldstændig betyder, at også prajñaparamita er fuldt erkendt. En Arhat har ikke erkendt pradjñaparamita i følge Mahayana’s almindelige antagelse. Det er dybest set tvivlsomt, om ikke en Arhat er fuldt oplyst. Argumentet er, at når Arhats ikke underviser i læren om sunyata, er de kun befriede fra samsara, men har endnu ikke erkendt den store sammenhæng, som er forklaret i Pradjñaparamita Sutra. Læs mere under: Nirvana. Se også under: Bodhi. Samt under: Ekayana.
Samyak-sambuddha (skt.):
[samyaksaṃbuddha]; tib.: yangdak par dzogpæ sangdjæ [yang dag par rdzogs pa’i sangs rgyas; ཡང་དག་པར་རྫོགས་པའི་སངས་རྒྱས།]; en fuldt oplyst Buddha.
Samye (tib.):
[Bsam yas] det første buddhistiske kloster i det centrale Tibet. Grundlagt af Guru Rinpotje og Śāntarakṣita. Billedet viser hoved templet. Kloster komplekset er meget større, omgivet af en stor ringmur med dette tempel i midten, så hele strukturen fremstår som en Mandala.
[2 slags] Sandhed:
skt.: satya; se under 'T': To slags sandhed; samt under: Fire Ædle Sandheder.
Sangdje Menla (tib.):
se under: Bhaishadjyaguru Tathagata.
Sangha (skt.):
[saṅgha]; tib.: gendjyn [dge ’dun; དགེ་འདུན།]; samfundet af munke og nonner i en generel betydning. Som udtryk for en af Tilflugtens grene er der tale om Arya Sangha, det ædle eller ægte samfund af Bodhisatva’er, som har høstet frugten af Bodhicitta og overstået alle former for selviskhed. Sangha er ved sin definition folk, som har noget til fælles, eller et samfund. Dette samfund er en gruppe mennesker, som karakteriseres ved at de giver slip på tilknytning og identifikation med deres oplevelser. Vel at mærke i det omfang, som de er i stand til det. Ved denne definition, synes det oplagt, at folk forlader Sangha'en og kommer tilbage hele tiden, alt efter om de er i stand til at give slip (skt.: naishkramya) eller ej. Det er på den måde ikke en stabil Sangha. Men der er selfølgelig sådanne mennesker, som formår for det meste at give slip på deres oplevelser, fortolkninger, reaktioner og fordomme. Nemlig Bodhisatva'erne på de forskellige bhumi'er eller Bodhisatva trin. Disse mennesker kaldes derfor den 'ædle' (skt.: arya) Sangha. Det er mennesker, som forstår, at de ikke 'tilhører' en gruppe. Som forstår, også at give slip på gruppe identitet, hvorved de har netop dette til fælles. De føler ikke, at de tilhører Buddhadharma, men at de har fået Buddhadharma foræret og betroet, hvilket de deler med ligesindede. Så den 'ægte' Sangha består af meget selvstændige mennesker, som har tilegnet sig Dharma'en og er godt på vej til befrielse og oplysning, således at de allerede er i stand til at give slip. Måske ikke altid, men når de ikke lykkes med det, vil de være i stand til hurtigt at gøre det kort tid efter. Hvor tit og hvor hurtigt, afgøres tilsyneladende af hvilket bhumi eller Bodhisatva trin, som de måtte befinde sig på. Men de har ingen gruppe identitet, bortset fra at de har noget til fælles. Men netop identitet er noget, som de er ved at overstå. Karmapa Thaye Dordje skrev om dette emne på sit netsted den 13. september 2020: 'I virkeligheden er sangha hverken en gruppe eller modsætningen. Men den [sangha'en] har ingen problemer med at vise sig som en gruppe.' (www.karmapa.org/meditations-for-our-times).
Sangyum Rintjen Yangzom (tib.):
se under: Rintjen Yangzom.
Sankashya (skt.):
[Sankāsya] stedet hvor Buddha Sakyamuni steg ned fra Tushita himlen, efter at have besøgt og undervist sin mor Mahamaya Devi, som var genfødt der. Mahamaya Devi døde blot 7 dage efter at have født Sakyamuni, så hun havde ikke haft muligheden for at høre sin søns Buddhadharma, hvis ikke Buddha besøgte hende i hendes nye liv. Begivenheden betegnes som en af Buddha Sakyamuni’s 12 bedrifter. Billedet viser et udsnit af en såkaldt Tushita Stupa med 4 trapper i de 4 retninger, som går fra kuplen til basis - symbolsk for den gyldne trappe, som Buddha gik ned ad fra Tushita til Sankashya. Det siges, at trappen forsvandt i jorden, da Buddha var kommet helt ned, og at kun de øverste trin stak op ad jorden som et minde. Efter et par hundre år forsvandt også disse. Sankashya er det vestligste af de 8 pilgrims steder i Indien, som knytter sig til Buddha Sakyamuni’s liv. Sankashya befinder sig i den indiske delstat Uttar Pradesh ved vore dages Basantpur, 47 kilometer fra Farrukhabad. Sankashya kendes også som: Sankassa, Sankissa og Sankasia Læs også om de 8 pilgrimsteder.
Sansende væsner:
jeg bruger dette udtryk på Tilogaards netsted, hvor de fleste andre bruger udtrykket: de levende væsner. [skt.: sattva; tib.: semtjen]. Pointen er, at der er meget liv i verden, som ikke har hverken sanser, følelser eller selvbevidsthed, skønt de reagerer på omgivelserne på andre måder. Planter for eksempel menes ikke at have et sind med sanser, følelser og et begreb om sig selv. Derfor menes de ikke at have bevidsthed, skt.: vidjñana, så derfor er der hverken lykke eller lidelse i planteriget. Det afgørende i Dharma’en er, at sådanne former for liv uden egentlig bevidsthed, hverken oplever lidelser og glæder eller klesha’erne og karma. (Læs videre om planters interaktion med omgivelserne i en artikel af Asher Elbein hos 'The Atlantic' fra februar 2024: 'because plants have no brain, they need a passive system for arriving at the same conclusions.') De sansende væsner derimod, har alle bevidsthed, lidenskab og karma. De lever på mange eksistens niveauer, hvilket i Buddhadharma betegnes med ’de tre steder’ – skt.: Triloka. Triloka indeholder alle de verdener, hvor de sansende væsner bor og lever. Triloka betegner den generelle kvalitet ved de forskellige slags sansende væsners evner og karma. Betegnelsen ’de 6 verdener’ drejer sig om lidenskabernes verdener, skt.: Kamaloka, hvor også nogle af guderne bor; de domineres også af lidenskab ligesom Oldtidens græske guder. Men mennesker, dyr, sultne spøgelser, skt.: pretas, folk i helvede og de misundelige halvguder, skt.: asuras, bebor også Kamaloka. Guderne og yogi’erne i ’forms verdenerne’ – skt.: Rupaloka, domineres ikke af lidenskab, men af deres begreber og fordomme i øvrigt. Kun de sansende væsner i de ’formløse verdener’ – skt.: Arupaloka, er også fri for tankers dominans; men selv da lider de stadig under Selvets illusion, skt.: anatman. Alle indenfor triloka er sansende væsner, men de eksisterer ligesom i forskellige dimensioner og oplever derfor verden meget forskelligt. Derfor reagerer de også meget forskelligt. Når for eksempel lidenskaberne ikke dominerer sindet i rupaloka – er det fordi disse sansende væsner ikke har interesse i – og heller ikke hensigt om – lidenskab. På grund af deres tidligere opnåede, skønt noget begrænset indsigt og merit, skt.: punya, har de været i stand til at at give slip, skt.: naishkramya, på tilknytning og identifikation med lidenskaberne, når de har karma til at inkarnere i Rupaloka. Læs også om: årsagskæden, gensidigt betinget opståen. Læs også om de sansende væsners generelle kendetegn: bevidsthed, skt.: vidjñana.
Sanskrit:
det klassiske sprog fra Indiens Oldtid. Skt.: samskrita. Tib.: legdjar [legs sbyar]. For 3000 år siden og før talte de fleste folk på Ganges sletten, Pundjab, det nuværende Pakistan og Tadjikistan sanskrit. Hindu’ernes hellige bøger Veda’erne er skrevet på dette ældre klassiske sanskrit. De senere Upanishader og brahmana litteratur er lidt yngre, men kaldes stadig klassisk sanskrit. Imidlertid havde folke sprogene i disse lande på Buddha Sakyamuni’s tid udviklet sig, så sprogene var blevet som italiensk i forhold til latin. Kun brahmin kasten talte og forstod sanskrit, mens landenes sprog langsomt voksede sig væk fra hinanden og det oprindeligt fælles sanskrit. Hvilket sprog Buddha Sakyamuni og Sakya folket talte, vides ikke helt, men sandsynligvis var det sproget fra Magadha eller en beslægtet dialekt, for eksempel sproget i Koshala, som var den dominerende stat på den tid. Nogle mener, at sproget var prakrit, et slags ’moderne’ sanskrit. Men andre mener, at prakrit var en senere sprog udvikling fra omkring år 600 EVT. Et andet af disse sprog fra kulturens vestligste egne var pali. Theravada traditionen blev den dominerende retning i det vestlige Indien, så efterhånden blev pali det sprog, som Buddha-dharma blev husket på og siden nedskrevet. Så man har aldrig brugt sanskrit hos Theravada. På Ganges sletten og det Nordvestlige Indien brugte man længe prakrit og de lokale sprog også i formidlingen af Buddha’s Lære. Men omkring år nul var afstanden mellem de lokale sprog blevet ret stor, så for at forene de mange munke og nonner i disse lande, så de kunne besidde et fælles sprog til at kommunikere på og til at udtrykke Buddhadharma, blev sanskrit indført på Kanishka’s tid og måske på denne konges foranledning. Sanskrit slog derfor også igennem som de lærdes sprog generelt om alle emner – og ikke kun buddhismen. Denne type sanskrit kaldes ofte for ’buddhistisk hybrid sanskrit,’ fordi man tog en klassisk sanskrit og tilføjede magadhi eller prakrit udtryk for Buddhadharma’s fagudtryk, hvor de ikke fandtes på sanskrit. Ofte var flere lande med forskellige sprog i forening under en storkonge. Så gennem hele den sene Oldtid og frem til moderne tid var sanskrit ligesom latin i Europa for de lærde og et fælles sprog på hele subkontinentet. Kun i de sidste to hundrede år har man brugt engelsk som et fælles sprog i Indien. Imidlertid er der flere bestræbelser på vej til at sprede kendskabet til sanskrit blandt inderne igen. For Mahayana traditionerne har sanskrit jo hele tiden været det fælles sprog, men rigtig mange sanskrit bøger er gået tabt, da buddhismen forsvandt fra Indien. Imidlertid var de fleste af disse bøger blevet oversat til tibetansk og kinesisk, hvor man har passet bedre på bøgerne end i Indien. Nu har Shamar Rinpotje udtalt, at det er på tide at genetablere disse bøger på sanskrit, ligesom han mente, at sanskrit er fremtidens fælles sprog for Mahayana traditionerne over hele Jorden. Nu får vi så se, hvordan det udvikler sig, men det er bestemt en god ide at bruge sanskrit til fagudtryk, fordi vi ofte har svært ved at oversætte præcist til dansk og engelsk. For eksempel er udtrykket ‘smriti’ på sanskrit blevet til ’mindfulness’ på engelsk – og såmænd også på dansk. Slå venligst ordet op, så du kan lære om, hvorfor mindfulness er en dårlig oversættelse og 'smriti' et ret præcist fagudtryk. I øjeblikket lider vi under, at oversætterne bruger meget forskellige terminologier i deres oversættelser, og der er ikke rigtig bestræbelser i gang for at udvikle fælles sprogbrug, som alle er enige om. Løsningen er at bruge sanskrit udtrykkene, som vi derpå må forklare i detaljer på dansk og de andre sprog. På den måde vil vi kunne genkende fagudtryk, når de bliver brugt på mange forskellige sprog. Det vil gøre det nemmere at udvikle en international kultur omkring Buddha’s Lære. De lærde har hidtil gået ud fra, at de buddhistiske bøger, som blev oversat til kinesisk – og herfra videre til Korea og Japan – var på sanskrit. Meget tyder nu på, at mange af bøgerne stammede fra Gandhara og var skrevet på den lokale dialekt, gandhari. Først for nylig har man fundet en del manuskripter i Afghanistan og Pakistan på dette sprog. (I følge 'The Buddhist Literature of Ancient Gandhara'; af Richard Salomon, ISBN 978-1-61429-168-8.) Om det har haft betydning for fagsproget på kinesisk er endnu ikke afklaret. Muligvis var flere af de kinesiske oversættelser af buddhistisk litteratur i den tidlige fase, fra endnu flere lokale sprog. Det vides, at hele den buddhistiske Sutra og Abhidharma samling fandtes på sogdhiansk og khotansk. I forbindelse med Huang Tsangs rejser til Indien, blev det standard så vidt muligt at benytte sanskrit oversættelser til kinesisk.
Sansning:
se under: sparsa.
Santana (skt.):
[santāna]; skrives også samtana, [saṃtāna] - betyder ‘strømmen-af-sind’ gennem ‘serien’ af de bevidste øjeblikke - tib.: semdjy [sems-rgyud] = sind - udvikling: sindets virksomhed som et tids forløb. Ofte kaldet stream-of-consciousness, skønt udtrykket mind-stream nok er mere korrekt. En anden typisk oversættelse er 'serie' - nemlig serien af øjeblikke. Billedet viser toppen af en såkaldt katwanga stav. Ovenpå en fire dobbelt vadjra befinder sig hovederne af en yngling, en midaldrende og en afdød - symbolsk for fortid, nutid og fremtid. Ligesom en flod strømmer afsted i flodlejet, således strømmer også sindet fra det ene øjeblik til de næste. Santana beskriver sindet som et tidsforløb, hvor Dharma’en påstulerer, at de enkelte bevidste øjeblikke kan reduceres til en så lille bitte tidsenhed, at alting står helt stille i et sådant enkelt øjeblik. Ved at en enkelt oplevelse gennemløber de 5 skandha’er én enkelt gang, har vi et sådant enkelt øjeblik, et ufatteligt lille bitte tidsrum, skt.: kshana. I et sådant forløb af en oplevelse gennem de 5 skandha’er opbygges oplevelsen fra ingenting til et eller andet. Så på den måde er der faktisk en udvikling, forandring eller bevægelse ved at oplevelsens elementer eller begivenheder sættes sammen og opstår som en helhed. Men den sammensatte og således opbyggede oplevelse har altså ingen bevægelse eller forandring udover sin tilblivelse ved både de 5 skandha’er og disses indbyggede faser. (Læs mere under: tid.) Tiden består af sådanne helt stillestående øjeblikke, som sindet strømmer igennem, hvorved oplevelserne både udvikler og indvikler sig. Da der kun opleves et øjeblik ad gangen, er alle andre øjeblikke altså uvirkelige; det eneste helt virkelige er det nuværende øjeblik. Imidlertid er det overstået så hurtigt og tager i sig selv så fantastisk kort tid, at vi ikke bemærker de enkelte stillestående øjeblikke, men kun strømmen af dem, altså santana. Bemærk, at der logisk set nødvendigvis er et lille bitte tomrum eller en lille tomhed, skt.: sunya, mellem de enkelte øjeblikke. Når vi anerkender, at der er forskel på det ene og det andet øjeblik, må vi også anerkende, at denne forskel på de to er et indholdsløst mellemrum uden skandha’er. For forskellen på to gennemløb af skandha'erne kan ikke bestå af skandha'er. Her er så tomt, at der ikke engang er nogen tid. Der må være forskel på øjeblikkene, og denne forskel kan ikke besidde tid, fordi de 5 skandha’er er fraværende i mellemrummet. Ved deres fravær er der ingen bevægelser og faktisk slet ingenting - selv ikke bevidsthed, skt.: vidjñana - selvom der var noget øjeblikket forinden. De 5 skandha’er findes kun øjeblikkeligt, skt.: kshanekshana, men ikke i mellemrummet. Det anses derfor for et mirakel, at det næste øjeblik indtræffer, når det forrige er overstået, for imellem de to er der ingen forbindelse. Sindet laver et hop fra det ene øjeblik til det næste, uden at være til stede i mellemrummet mellem de to øjeblikke. Sandsynligvis er disse buddhistiske overvejelser, som man har foretaget i alle buddhistiske traditioner lige siden Buddha Sakyamuni selv, oprindelsen til læren om tomheds naturen, skt.: sunyata. De 5 skandha’er eksisterer kun momentant (skt: ksanekshana) samtidigt med oplevelsen, som frembringes og opleves ved de 5, skønt der er en umiddelbar fornemmelse og opfattelse om en strøm af sammenhængende oplevelser gennem øjeblikkene. De tidlige buddhistiske skoler forklarede og definerede sindets hop fra øjeblik til øjeblik med, at det ene øjeblik parfumerer (skt.: bhavayanti) det næste. Denne definition forklarer også, hvorledes karma’s frø (skt.: bidja) overføres. Imidlertid er det slet ikke en forklaring, men blot en allegori. I Cittamatra Skolen gives en mere indgående forklaring ved definitionen af ‘alaya.’ Nogle oversættere bruger udtrykket 'serie' om santana, for at beskrive de tilsyneladende sammenheængende øjeblikke, som i virkeligheden konstant afbrydes, ligesom vekselstrøm. Så denne oversættelse lægger hovedvægten på sammenhæng, fremfor strøm forløbet igennem tid og ikke-tid (= det tomme mellemrum, hvor der ikke er tid til noget). Denne oversættelse er lidt akademisk, for santana betyder naturligvis begge forhold. Santana er sindets meget dynamiske aspekt. Santana er også illusionen om sammenhæng over tid. Et billede på santana er en perlekæde uden snor, hvor perlerne holdes på deres plads i kæden af en tilsyneladende usynlig kraft. Læs videre om emnet under: bevidsthedens øjeblik. Læs også om: tid; dharmadhatu og dharma. Samt om begrebet ikke-tom: asunya. Læs mere i artiklen: Angst for tomhed. Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse?
Santarakshita (skt.):
[Śāntarakṣita]; se under: Shantarakshita.
Saraha (skt.):
Det er usikkert, hvornår han levede, men det kunne have været i den sidste halvdel af det første årtusinde EVT. Saraha var Mahasiddha og far til Mahamudra traditionen. Han er berømt for sine sange (skt.: doha) om indsigt og resultater, som har dannet skole for mange andre senere mestre. Saraha er den første Lama i Mahamudra's 'lange' transmissions linje indenfor Karma Kadjy traditionen (den 'korte' starter med Tilopa). Saraha’s mest berømte elev var Nagardjuna. Det tyder unægtelig på, at Saraha levede i begyndelsen af det første årtusinde EVT. Så konklusionen må være, at Saraha levede i en eller anden periode i det første årtusinde EVT. At Saraha er den første Guru kan synes lidt underligt, fordi det nævnes i ‘A Garland of Gold’, at han fik transmissionen til Mahamudra fra Ratnamati, en Bodhisatva på tiende bhumi. Ratnamati havde fået Mahumudra direkte fra Buddha Vadjradhara ligesom Tilopa senere fik. Saraha er i hvert fald den første til at skrive om Mahamudra i sine sange. Ratnamati beskrives i øvrigt ikke i litteraturen og regnes ikke med blandt de 84 Mahasiddha’er, skønt Saraha er en af de mest berømte blandt dem. Taranatha nævner ikke Ratnamati i sin bog ‘The Seven Instruction Lineages’ (som omhandler 59 Mahasiddha’er - bogen er oversat til engelsk). Han fortæller til gengæld, at Saraha fik abhisheka af Vadjrayogini i form af en kvinde, som drev en kro. Denne kvinde kunne jo være Ratnamati. Senere levede Saraha sammen med en anden kvinde, som lærte ham at lave pile, så han blev kendt som 'pilemageren' – betydningen af ordet Saraha. Saraha's 'Dohakosha Giti' – Skatten af Doha Sange, findes på tryk i Jamgon Kongtrul's 'Skatten af Hemmelige Mantra'er', den ene af hans 5 'skatte' (på tibetansk: Dam Nag Dzø). Saraha’s dohas er oversat til engelsk: 1) Braitstein, Lara. The Adamantine Songs: Vajragiti by Saraha, American Institute of Buddhist Studies, 2014. ISBN 978-1-935011-17-0 2) Guenther, Herbert V. The Royal Song of Saraha: A Study in the History of Buddhist Thought. a.) University of Washington Press, 1970. ISBN 0-295-78552-7 b.) New paperback edition, Shambhala Publications, 1973. ISBN 0-394-73007-0 3) Guenther, Herbert V.; Ecstatic Spontaneity: Saraha’s Three Cycles of Doha Asian Humanities Press, 1993. ISBN 0-89581-933-3 4) Jackson, Roger R.; Tantric Treasures: Three Collections of Mystical Verse from Buddhist India, Oxford University Press, 2004. ISBN 0-19-516640-X; ISBN 0-19-516641-8 (pbk.). 5) Ray, Pranabesh Sinha. The Mystic Songs of Kanha and Saraha : The Doha-Kosa and the Carya. (translated into English from French) Kolkata, The Asiatic Society, 2007. 6) Schaeffer, Kurtis R. Dreaming the Great Brahmin: Tibetan Traditions of the Buddhist Poet-Saint Saraha. Oxford University Press, USA: 2005. ISBN 0-19-517373-2.
Sariputra (skt.):
en af Buddha Sakyamuni’s 10 hovedelever. Han ses ofte sammen med sin gode ven Maudgalyana ved siden af Buddha Sakyamuni på diverse malerier.
Sarma (tib.):
1) (skt.) 'det samme' - forståelse af helhed i al slags dualitet. 2) (tib.) moderne. En fælles betegnelse for alle de såkaldt ‘nye’ transmissioner af Dharma til Tibet, til forskel fra de ‘gamle’ - Nyingma. Disse nye transmissioner begynder at komme til Tibet i det andet årtusinde EVT og fortsætter i en lind strøm ind i det 16. århundrede, hvorefter Dharma’en er helt forsvundet i Indien, selv fra Kashmir. Kadam, Kadjy og Sakya er de vigtigste Sarma transmissioner, men der er faktisk mange flere, fordi så mange tibetanere tog til Indien og Nepal, hvor de fik transmission. Derfor er der virkelig mange transmissionslinjer, som har overlevet historiens gang uden at stamme direkte fra de 4 store skoler i Tibet. Det er også derfor, at der er mange transmissions linjer til de samme Yidam’mer. Gelug er også sarma, men er i det store hele en slags ‘reformeret’ Kadam.
Sarnath (skt.):
er en forstad til Varanassi (Benares) i Indien, hvor dyreparken Rishipatana ligger. Her drejede Buddha Sakyamuni Dharmahjulet for første gang. Det vil sige, at her fandt den første undervisning sted efter Buddha’s Nirvana, og her demonstrerede Buddha Sakyamuni Dharma’en i en tid, hvor Buddha’s Lære var fuldstændig ukendt og uhørt. Læs også om de 8 pilgrimsteder.
Sarva-nivarana-vishkambhin (skt.):
[Sarvanivāraṇaviṣkambhin]; er en af de otte Bodhisatva'er. Han forvandler rummeligheds bevidstheden, skt.: alaya-vidjñana, til Dharmadhatu. Navnet betyder 'Fjerner Alle Forhindringer' - en hentydning til de klassiske forhindringer for befrielse og oplysning. Det antydes, at han oprindeligt muligvis blev opfattet som en Arhat. På grund af forbindelsen mellem alayavidjñana og vågent nærvær, skt.: smriti, sættes Sarvanivaranavishkambhin i forbindelse med meditation og samadhi. mantra: namaḥ samantabuddhānāṃ/ aḥ/ sattva hitābhyudgata/ traṃ/ traṃ/ raṃ/ raṃ/ svāhā.
Sarvastivada (skt.):
[Sarvāstivāda] - betyder ’alt er virkeligt.’ Traditionen er en af de 18 tidlige Hinayana skoler. Sarvastivada var meget udbredt i det Vestlige Indien og Centralasien. Traditionen opstod parallelt med Mulasarvastivada. I Middelalderen forsvinder Sarvastivada fuldstændigt som en selvstændig skole og kendtes herefter kun som en boglig og filosofisk tradition (Vaibhashika), der indgik i de andre skoler - i reglen for at blive tilbagevist ved pramana. I de senere tider kom også Mahayana traditionerne til at spille en rolle, men det lader til, at den gammeldags Sarvastivada fortsatte i Gandhara som den dominerende kultur helt frem til Middelalderen og buddhismens undergang som religion i Centralasien som helhed. Bemærk også, at Sarvastivada er en sanskrit tradition ligesom Dharmaguptaka, i modsætning til Theravada som anvender sproget pali. Både sanskrit og pali er i dag såkaldte ’døde’ sprog, fordi kun de lærde forstår disse sprog, mens den levende dagligdags sprogbrug for længst er ophørt blandt folk i Indien.
Satya (skt.):
sandhed; se under: To slags sandhed. Læs også om: de Fire Ædle Sandheder.
Satva (skt.):
et sansende væsen er besjælet med bevidsthed, skt.: vidjñana. En sådan person betegnes på sanskrit som en satva; for eksempel: Bodhi-satva.
Sautrantika (skt.):
Sautrāntika - en Hinayana filosofi, som var meget udbredt i Gandhara området i NV Indien, Nord Pakistan og Afganistan, men Sautrantika stod også stærkt nord for Hindu Kush bjergene og vest for Gobi ørkenen og Kansu provinsen i Kina, hvor flere buddhistiske kulturer udfoldede sig helt op til Djengis Khan’s tid. Sautantrika traditionen udfoldede sig i Sarvastivada klostre i området. Sautrantika anskuelsen afviser hele ideen om Abhidharma og henter deres synspunkter fra Sutra alene. Sautrantika er også berømt for sin kritik af Vaibhashika filosofien, hvor materialismen demonstreres som psykologisk urealistisk. Vores sansninger bestå kun af sind, så vi ved ikke egentlig noget om de fysiske ting og sager udover vores sansninger, som jo altså netop ikke er fysiske. Sautrantika er ligeledes berømt for at lægge stor vægt på bevidsthedens øjeblik. Denne Hinayana filosofi bliver således forløber for den senere Mahayana Cittamatra. Læs lidt mere om Sautrantika i artiklen: Vaibhashika, af Shamar Rinpotje.
Se andre som dig selv:
se under: Paratma-samata.
Segl:
se under: Mudra.
Seks kræfter:
skt.: bala. Der er flere lister med diverse kræfter eller evner i Buddhadharma. Her er listen med de seks kræfter, som muliggør de 9 trin i shamatha. 1.) kraften fra at lytte og lære. Evnen svarer til det første trin i shamatha. 2.) kraften fra kontemplation. Evnen svarer til det andet trin i shamatha. 3.) kraften fra vågent nærvær (smriti). Evnen svarer til det tredje og fjerde trin i shamatha. 4.) kraften fra afklaret opfattelse. Evnen svarer til det femte og sjette trin i shamatha. 5.) kraften fra træning eller udøvelsen. Evnen svarer til det syvende og ottende trin i shamatha. 6.) kraften fra indgående kendskab eller bekendtskab ved mesterskab. Evnen svarer til det niende trin i shamatha. Læs også om: de 4 kræfter; og de 5 kræfter; samt om de 10 kræfter under: Oplysningens 64 elementer (punkt A). Samt naturligvis om: 9 trin i shamatha.
Seks Paramitas (skt.):
se under: paramitas.
Seks verdener:
se under: triloka; samt under: Chakravala. Læs også om: Livshjulet.
Seksten slags tomhed:
se under: sunyata.
Seksualitet:
se under: køn.
Selvet og Selvets illusion:
se under: Anatman.
Selv-frigørelse:
sindet siges at kunne befri sig selv, ligesom en slange med en knude på sin lange krop selv kan løse knuden op uden hjælp fra andre. Det sker naturligvis først, når slangen bemærker knuden. Resten kommer ligesom af sig selv. Der kommer ikke en eller anden og befrier nogle andre. Der kan højest opstå en inspirerende situation, som giver anledning til, at sindet befrier sig selv, fordi sindet både genkender tilknytningerne og identifikationerne samt sindets egen natur og virkemåde (skandha'erne). Sindet er egentlig ikke noget, så der er heller ikke noget at fastholde andet end illusioner, derfor gives der naturligt helt slip på identifikation og tilknytning som følge af indsigt. Se også under: befrielse.
Selviskhed og egoisme:
se under: avidya; og under: ahamkara. Læs også om: identitet; og om: klesha. Læs videre om: moha; og om: Rahu.
Selv-opfattelse:
- læs artiklen: Om opfattelsen, kapitel 3 & klummen: Identitet. Læs derpå artiklen: Angst for tomheden.
Selv-værd:
- og mangel på selvværd. Dette emne kan overraskende nok forvolde en hel del besvær for visse mennesker, som engagerer sig i Buddhadharma. Nogle lider nemlig af mangel på selvværd, fordi noget er gået galt i deres barndom, så de ikke blev bekræftet som ligeværdige mennesker i det helt lokale samfund - for eksempel i skolen - og i sin egen familie. Denne slags mennesker har derfor meget vanskeligt ved at følge og forstå læren om Selvets illusion, skt.: anatman. Fordi en emotionel knude forhindrer deres selverkendelse. Selvet er jo et kæmpe problem for dem, så hvordan kan der så ikke være noget Selv? Derfor de bliver nemt kortsluttet, når de prøver at gennemskue denne lære. Desuden kan de nemt misforstå Bodhisatvayana's lære om at sætte andre over sig selv. De tror, at det betyder, at det er OK med deres eget formindskede selvværd. Det er det på ingen måde! Disse mennesker trænger til terapi. Først når der er løst op for deres mindreværds følelse og eksistens, kan de for alvor værdsætte Buddhadharma og anvende både meditation og anskuelse. Tilsvarende er overdrevet selvværd et problem for den enkelte, men dette problem er træningen faktisk gearet til at håndtere. Læs også om: asravas (projektion).
Serkyem (tib.):
[gser skyems] ‘guldbæger’ - et i reglen lille drikkebæger med en høj fod anbragt på en underskål med en lidt lavere fod. En symbolsk og rituel drik af te og urter anbringes i drikkebægeret som ofring eller gave til Buddhadharma’s beskyttere, skt.: Dharmapalas. På billedet ses en sådan serkyem bag ved nogle af de traditionelle ofringsskåle, som ofres til de 3 Ædelsten, Buddha, Dharma og Sangha. Der er forskel på ofring og gave. Ofringer bringes til Tilflugten. Gaver gives til verdslige beskyttere, lokale guddomme og åndevæsner. Gaverne har til hensigt at mætte disse ellers forstyrrende væsners uro og få dem til at opføre sig ordentligt uden ondskab. Se også under: Pudja og sadhana.
Shabdrung Rinpotje (tib.):
Den nuværende Dongsung Shabdrung Rinpotje er den fjerde Shabdrung Tulku, kendt for sin store lærdom. Han blev genkendt som en udstråling af Sangye Yeshe (832 - 902), som var en af Guru Rinpotje’s 25 hjerte lærlinge. Shabdrung Rinpotje er Sakyapa Lama med også transmissioner fra nogle af de vigtigste mestre fra de forskellige traditioner, så som den 17. Karmapa Thrinle Thaye Dordje. Shabdrung Rinpotje er hoved Dharmalærer i Dongtsang Kloster i Kham.
Shamarpa (tib.):
[zhwa dmar pa; ཞྭ་དམར་པ་]; Lama’en med den røde krone. Næst efter Karmapa, er Shamarpa den højest rangerende Lama i Karma Kadjy traditionen.
|
Den anden Shamarpa Katjø Wangpo (1350-1405) var den anden Tulku i Tibets historie, næst efter den anden Karmapa Karma Pakshi, til at lave en institution af sine genfødsler. Shamarpa’ernes hovedkloster var traditionelt i Tibet det berømte Yangpachen, som ligger nær ved Lhasa’s lufthavn. I eksil etablerede den 14. Shamar Rinpotje Mipham Tjødji Lodrø et relativt stort kloster i Kathmandu, Nepal, som kendes som Sharminub Kloster. Shamar Rinpoche døde i utide før dette kloster blev færdig bygget. Jordskælvet i 2015 gjorde ikke nævneværdig skade på bygningerne. Efterfølgende er klosteret og shedra’en blevet videre udbygget i de senere år, mens vi venter på den nye 15. Shamarpa skal blive fundet. Tilsyneladende er den nye inkarnation af Shamar Rinpotje ganske enkelt den 17. Karmapa Thaye Dordje’s søn Thugsey. Thugsey blev født den 11. august 2018 i Frankrig. Karmapa har ikke direkte sagt, at Thugsey er Shamarpa's Tulku, men hans omtale af sin søn peger alligevel på, at han ikke kan være andet. Thugsey er meget lille, så det er helt korrekt ikke at udsætte ham for alt for megen omtale og store forsamlinger. Det er også heldigt for den nye Shamarpa, at han ikke blev født i Tibet, hvor det kinesiske imperium for tiden laver voldsom undertrykkelse af alt og alle. Når Shamarpa er Karmapa's søn, kan han se frem til i hovedsagen at forblive sammen med sin familie, indtil han bliver myndig. I en ret overraskende udvikling har begge de to Karmapa'er sammen skrevet en langt livs bøn for den nye Shamarpa. I bønnen angives hans nye officielle navn som Mipham Gargyi Wangtjuk. Der er dog endnu ikke nogen officiel bekræftelse, og intet om at Thugsey bliver sat på Shamarpa's trone. Den lille dreng er kun lidt over et år gammel (2019), så det er alt for tidligt. Shamarpa’erne anses for at være udstrålinger af Karmapa’s sind, så derfor gav Karmapa i sin tid en rød krone til Shamarpa lig hans egen for at vise den tætte sammenhæng mellem de to Tulku linjer. Imidlertid blev den 10. Shamarpa efterstræbt af den daværende Gelug dominerede regering i Tibet på grund af en retssag. Da de ikke kunne få fat i Shamarpa, beslaglagde de hans klostre og hans krone, som de begravede i jorden foran alteret i Ramoche Templet i Lhasa by. Dette sidste kan synes noget underligt, men hensigten var, at folk ville komme til at træde på den fornemme krone, når de stod foran alteret. De ondsindede politikere ønskede på denne noget primitive måde at straffe den landflygtige Lama. I Danmark har vi ikke oplevet noget lignende siden Kalmar Krigen, som blev udkæmpet på grund af et nationalt symbol. Dengang var det dog ikke kun en krone, som det handlede om, men de tre kroner i Kong Christian den fjerdes våbenskjold. Om Shamar Rinpotje’s røde krone stadig ligger i jorden under Ramoche, må anses for sandsynligt. Selv sagde Shamar Rinpotje til mig, at ”kronen tilhører nu folket” med en hentydning til den kinesiske besættelse af Tibet. Der har hidtil været 14 Shamarpa’er. Læs her den 14. Shamarpa’s biografi. Læs her om hierakiet i Karma Kdjy.
Shamatha (skt.)::
(tib.: shiné [zhi gnas] - udtales: sjinæ) ordret: at forblive i fred – meditativ disciplin eller opmærksomheds øvelse baseret på Vairochana’s 7 punkts stilling med kroppen, ét-punkts-koncentration (sanskrit: ekagrata; læs mere under: koncentration) og vågent nærvær (skt.: smriti) med sindet. Der er 9 trin i shamatha. Selve træningen kaldes for skt.: bhavana, ordret: at bringe til live. Mesterskab i shamatha kaldes for de fire skt.: dhyanas. Kort sagt kan shamatha betegnes som at få sindets bevægelser til at stoppe op. Mens den efterfølgende disciplin indsigts meditation, skt.: vipashyana, ordret betyder: at se klart eller at indse. Grundlaget for at kunne udføre indsigts meditation er et vist mesterskab i shamatha. De fire dhyanas udtrykker mesterskabet ved fire trin i stadigt dybere meditativ trance, skt.: samadhi. Der er mange måder at dyrke Shamatha på. Man ændrer på metoderne efterhånden som færdigheden udvikler sig. Opmærksomhedens et punkts fokus kan fæstnes til en sanset genstand som en lille sten, en lille Buddha statue, punkter eller felter i kroppen – for eksempel næsetippen eller hele åndedrættet – hvorefter fokus trænes i at forblive der og ingen andre steder. Ved vågent nærvær trænes rummeligheds bevidstheden, skt.: alayavidjñana. Denne brug af træning med krop og sind får sindet til at falde til ro og få fred, samtidigt med at sindets klarhed øges og sindet som en beholder, skt.: alaya, for sine oplevelser fremtræder tydeligt for bevidstheden, skt.: vidjñana (alaya-vidjñana). Færdighed i koncentration og vågent nærvær (smriti) gør samtidigt bevidsthederne meget præcise og følsomme. Alt i alt bevirker shamatha træning, at det bliver meget nemmere at opdage, erkende og opleve sindets iboende klarhedens vished, skt.: pradjña (sindets klarhedsnatur bevidstgjort). Det bliver også nemmere at genkende den intuitive vished (visdomsind), skt.: djñana, som ligger hengemt i de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. De to slags vished opdages i reglen først ved indsigts meditation (vipashyana), som direkte sigter på netop sådan genkendelse. Man kunne derfor tro, at vipashyana er vigtigere end shamatha, men det er på ingen måde tilfældet. Uden shamatha er der ingen samadhi, og følgelig er heller ingen vipashyana mulig. Indenfor Sutra og Tantra sadhana trænes der også i mentalt fokus og vågent nærvær i forbindelse med både ritual, sang, musik, mantra og visualisering i den såkaldte opbyggende fase, skt.: utpattikrama, som således svarer til shamatha.. Læs også om: koncentration; og om: dhyana; og: samadhi; og: smriti; samt om: vipashyana. Læs artiklen.
Shambhala (skt.):
[Śambhalaḥ;] - tb.: deyung [བདེ་འབྱུང - bde 'byung] - navnet betyder egentlig ‘opretholdt ved kilden til lykken’ - hvilket i følge Khamtrül Rinpotje er et alternativt navn for guden Shiva. Shambhala er et sagnomspundet land langt nord for Indien. Sagnet om det har bl. a. givet anledning til bogen om Shangri Lha, ‘Lost Horizons.’ Shambhala spiller en vigtig rolle i forbindelse med transmissionen af Kalachakra Tantra (Tidens Hjul), der anses for den nyeste Tantra. Khamtrül Rinpotje forklarer i en artikel i tidsskriftet ’The Tibet Journal’ (vol. 3 no. 3, Autumn 1978) – at Shambhala befinder sig på det vestlige kontinent, Godaniya, i Chakravala’s kosmiske system, mens Indien og Tibet befinder sig på det sydlige kontinent, Jambudvipa. Lidt længere fremme i teksten forklarer Rinpotje, at Shambhala ligger nord for Tibet, så dette er typisk for diverse beskrivelser af Shambhala’s geografi. Det synes ret svært at lokalisere - det kan vel ikke ligge både vest og nord for Indien. Med mindre man drager hele vejen over Nordpolen og langt ned i Amerika. Så kan man havne i Sierra Madre bjergene i Mexico, som ligger både øst og vest for Indien. Der findes for eksempel også et landskab i Tanzania i Afrika, som kaldes Shambhala (Se billedet). Det er da i hvert fald vest for Indien. Faktisk er der også et bjerg kaldet Meru lige ved siden af. Sagen er ganske enkelt, at vi ikke ved, hvor dette land ligger eller lå. Nogle fortæller, at Shambhala både er et sted her på Jorden – og et andet sted. På denne baggrund har landet fået et sagn status som et lykkeligt, retfærdigt og meget rigt land, hvor ingen lider nød, og alle er meget spirituelle. Legenden placerer det ‘langt nord for Indien’, bestående af over 90 fyrstedømmer med mangfoldige befolkninger, så med mindre Shambhala er Tibet, er der ingen geografi, som rigtigt passer. Shambhala er omgivet af en ring af bjerge, faktisk ligesom Tibet. Tibet er bestemt en kandidat, skønt jeg ved ikke, om der var over 90 fyrstedømmer. Der var i hvert fald aldrig mennesker nok i Tibet til at passe til den klassiske beskrivelse af Shambhala. Til gengæld kan denne beskrivelse jo være overdrevet af mytologiske grunde. I hvert fald fortæller Khamtrül Rinpotje, at der i året 2425 EVT indtræffer den såkaldte Shambhala krig, hvor den 25. Kalki (betyder ’kaste samleren’ - fordi han har gjort alle kaster til en kaste, som kaldes Vadjra kasten) konge af Shambhala vil besejre materialisternes imperium på Jorden. Alexander Berzin har udregnet året for Shambhala Krigen til år 2424 udfra Kalachakra Tantra'ens tidsregning. Krigen indtræffer, fordi Shambhala indtil da har været skjult, men opdages af materialisternes flyvemaskiner. Materialisternes konge angriber derpå Shambhala, men møder Shambhala’s væbnede magt i Indien, hvor det afgørende slag står. Materialisterne taber fuldstændigt, og Buddha’s Dharma spredes overalt. Ja, sådan noget kan man jo kun vente på sker om pænt mange år... Den 21. og nuværende Kalki konge af Shambhala hedder Aniruddha (tib.: Magakpa). I følge artiklen på Wikipedia er han født i 1927 og vil dø i året 2027. Profetien om Shambhala angiver, at Aniruddha vil herske i en tid, hvor Mantrayana og i særdeleshed Kalachakra er tæt på at blive udryddet på Jorden. En anden mulighed for Shambhala’s placering er landet Oddiyana, hvis ene halvdel skulle have heddet Shambola. Her taler vi om et meget lille område i det nordlige Pakistan – sandsynligvis. Det kunne være Shangla District, som ligger ret Øst for Swat dalen. Det er en dal helt for sig selv. Men det er længe siden, at befolkningen her var buddhister og hindu’er. (Læs om Shangla distriktet her.) Nogle mennesker mener, at Shambhala ligger i en anden dimension, som man kan komme til gennem en særlig portal, som er blevet beskrevet som en åbning i et bjerg, som imidlertid ikke altid er åben. Når den ikke er åben, kan man ikke se den. Edward Bernbaum har skrevet en bog om disse muligheder: ‘The Way to Shambhala’. Han omtaler dog ikke selve Tibet som Shambhala. Der var engang et land i det vestlige Tibet, som hed Zangzung. Omkring år 700 blev landet underlagt de tibetanske konger i Yarlung og landet blev absorberet i den tibetanske kultur. Namkai Norbhu Rinpotje har studeret Zangzung indgående og mener, at for eksempel visse alfabeter i Tibet stammer herfra, ligesom hele Bönpo religionen. Shambhala kunne have ligget her - men det kunne også være mange andre steder i Centralasien. Shambhala kunne for eksempel være Tarim bækkenet Nordvest for Tibet. Bjergkæder, som omgiver Taklamakhan ørkenen nærmest som kanten på et øje, omkranser et meget stort område, hvor der i over 1000 år fandtes buddhistiske kongeriger med mange klostre. Landene, som lå langs bjergenes fødder næsten hele vejen rundt om ørkenen, var sjældent samlet i en stat. Når det skete, var det på grund af fremmede kongers tyranni. Så størrelsen passer til Shambhala, men den kendte historie og de politiske forhold i disse områder ligner ikke noget fra Shambhala, som dette sagn omspundne land er beskrevet i litteraturen. For eksempel skulle hovedstaden i så fald ligge midt ude i ørkenen. Taklamakhan ørkenen har begravet flere byer i tidens løb med sand, men der har aldrig været en by midt i det hele. Det kan simpelthen være ren og skær myte. Jeg hælder mest til teorien om Shambola i Oddiyana. Problemet er blot, at der boede utrolig mange mennesker i Shambhala i følge legenden, så ingen af stederne passer, for der kunne umuligt have været så mange mennesker i dette land. Hvis på den anden side, Shambhala’s byer i virkeligheden var landsbyer og landets fyrster høvdinge over små områder, så passer Shambola bedre i størrelsen, men dette sted ligger ikke omgivet af en cirkel rund bjergkæde. Det gør Shrinagar i Kashmir til gengæld, men Kashmir var kendt som Kashmir på Buddha Sakyamuni’s tid og efterfølgende. Kashmirs historie passer heller ikke med legenden. Den romantiske tibetanske fyrste Rinpung Ngawang Jigdag, som var den sidste af Rinpung fyrsterne til at herske over Tibet, skrev i 1557 et digt om rejsen til Shambhala. Ikke fordi han havde været der selv, men som del af et digt om at søge råd hos hans far, som Rinpung fyrsten mente var genfødt der. Ngawang Jigdag beskriver i digtet Kashmir dalen på særdeles overdrevne måder (citeret i Bernbaum’s bog s.198). I Kashmir, skriver han, er der mere end tre millioner byer fyldt med huse, som er lavet af ædelsten med gård-gærder lavet af bjergkrystal. Dalen beskrives som var den en typisk indisk himmel befolket af guder. Denne beskrivelse må fyrsten have lånt fra traditionen om rejsen til Shambhala. Dette antyder jo, at beskrivelsen af Shambhala på tilsvarende vis er vildt overdrevet, hvad angår antallet af mennesker og byer. Husk på, at Kashmir er på størrelse med Danmark. Beskrivelsen af huse omgivet af gærder tyder ikke på en storby, men små landsbyer. Shambhala’s konger omtales som symboler uden livshistorier. Landet selv lider også under mangel på en lang omskiftende historie ligesom Tibet, selvom der er et par historiske bemærkninger. For eksempel at kastevæsnet nedlægges og brahmin kasten forlader landet, for dog så på grænsen at blive overtalt af kongen til at komme tilbage og acceptere det kasteløse samfund. Denne mangel på historie kan naturligvis skyldes manglende viden om den, men det kunne jo også være fordi, landet er et sagn og et håb, mere end et virkeligt land med virkelige mennesker. Vi har kort sagt endnu ikke fundet ud af, hvor Shambhala ligger eller lå. Det synes faktisk også at være meningen, for landet er jo ’skjult’ indtil krigen kommer. Derimod ved vi, at Shambhala er myten om det perfekte land med ordentlig sikkerhed, sundhed, rigdom, frodighed, fred, retfærdighed og gode konger. Se også under: Oddiyana (med mere spekulation om ‘Shambola’ og andre steder).
Shambhala træning:
Ordforklaringen på Tilogaard beskriver Shambhala træningen, fordi Trungpa Rinpotje var en berømt Karma Kadjy Lama fra et berømt Karma Kadjy kloster kompleks, kaldet for Surmang i Amdo. Shambhala træningen som sådan har ikke noget med Karma Kadjy traditionen at gøre, men på grund af sin stifter Trungpa Rinpotje beskrives systemet indgående her. I begyndelsen af sit ophold i Vesten underviste Trungpa Rinpotje sine elever i Mahamudra og Dzogtjen traditionerne med en snert af Zen. I 1977 introducerede Trungpa Rinpotje 'Shambhala træningen' som en ikke-religiøs træning i: 'bevidsthed om menneskets basale godhed og medfødte værdighed.’ ('awareness of the basic goodness and inherent dignity.’) Formålet var angiveligt at frembringe ’krigere’ og ’helte’ med et ’ædelt’ sindelag. Altså en ’ridder’ træning, som det blev kaldt i europæisk middelalder. Dog underviste Trungpa ikke i våbenbrug. Billedet viser Trungpa Rinpotje i uniform som 'Sakyong' - en fyrste uden land, som samlede på 'krigere.' Det er således lidt uklart, hvad disse våbenløse krigere og helte – ofte også uden heste – egentlig skulle lave i samfundet, når de havde udviklet en psykologisk indstilling om kriger holdningen, men åbenbart ikke skulle i krig eller gøre skade på nogle fjender. I fremstillingen af Trungpa’s instruktioner om træningen beskrives der heller ikke fjender, bortset fra sådanne skadelige psykologiske holdninger, som ikke er ’gode, værdige og ædle.’ Så muligvis kan potentielle fjender være sådanne, som mangler disse værdier – det vil jo sige næsten alle almindelige mennesker, som sjældent er helte. Men angiveligt er fjenden ’heltens’ egne psykologiske tendenser til uædel holdning og handling. Folk, som tænker i disse baner, vil ofte have svært ved at skelne mellem disse to slags fjender. Når de formår at skelne, vil de ofte anse sig selv for bedre og finere eller ædlere end de almindelige feje kujoner. Så som kriger er det meget svært at komme til at besidde lighedens visdom, skt.: upeksha. Hvor krigerne hersker opstår i stedet et ærketypisk klasse samfund, som undertrykker de ’uværdige’ underklasser. Når adlen således har taget magten, følger naturligt korruption, som med tiden vil fjerne ethvert ædelt træk ved adlen. Imidlertid har Trungpa fat i noget alment menneskeligt, som de fleste drenge leger alvorlige lege omkring. I forordet til Alexandra David-Neel’s bog ’The Superhuman Life of Gesar of Ling’ skriver Trungpa Rinpotje, at ”hvis vi føler, at vi mangler ressourcer, hvis vi føler os inkompetente, eller hvis vi løber tør for ideer, så siges det, at vi er under angreb af krigeråndens fjende: vores egen fejhed.” Så måske kan Trungpa’s hensigt med Shambhala træningen betegnes således, at vi lærer at forlade vores almindelige ubekymrede ’hobbit’ indstilling, overvinder fejhed og udvikler heltemod, mens vi undgår at blive til vrede bøller i processen. Det lyder jo tilforladeligt, men der er problemer med indpakningen af denne ’modnings proces,’ selvom det lyder tiltalende med ”venlighed, frygtløshed og klogskab.” For Trungpa forklarer, at kriger traditionen er meget ældre end Buddha’s Lære og har eksisteret helt uafhængig af den i tibetansk kultur, helt op til vore dage. Der lægges således op til noget alment menneskeligt, som angår alle mennesker, og som ikke skal forklares med religion. Men, som vi skal observere lidt længere fremme i teksten, er denne helte træning tæt forbundet med religion, både buddhismen – og noget andet (?). Om der så er tale om falsk vare betegnelse, eller om Shambhala træningen blot har udviklet sig med tiden og senere har fået de religiøse dele tilføjet, er på ingen måde klart. Det kan en akademiker muligvis udrede, men det har ikke været muligt for mig at finde ud af det. Navnet på denne træning kaldte Trungpa for noget med landet Shambhala. Det kan undre, som det fremgår af de efterfølgende paragraffer. Dette sagnomspundne land Shambhala, omtalt i den forrige artikel, vil engang i fremtiden komme i krig med ’materialisternes’ imperium, som takket være Shambhala’s krigere, helte og gode våben bliver nedkæmpet, ifølge en profeti. Mange romantisk anlagte tibetanere beder derfor bønner om at blive genfødt i denne fremtidige Shambhala hær af krigere og helte. Så det er måske noget, som alle tibetanske drenge drømmer om at få lov til at deltage i, fordi det lyder enormt spændende. De kloge buddhister vil ikke ønske sig sådan noget, fordi Buddha Sakyamuni instruerede i ikke-vold eller ikke-skade, skt.: ahimsa. Munke og nonner aflægger løfte om, end ikke blot at overvære krigs handlinger og slagsmål, men straks at bevæge sig væk fra steder, hvor sådant foregår, og i hvert fald slet ikke at opsøge sådanne steder og begivenheder. At deltage i slagsmål skaber voldsomme negative karma frø, skt.: bidjas, også selvom kampen er retfærdig. Selv det at bevidne slagsmål skaber usunde spor i sindet, som vil skabe usund karma i fremtiden – også selvom man ikke direkte deltager i kampen. Buddhadharma handler altså om fred – ikke krig. I det gamle Tibet blev det imidlertid almindeligt, at klostrene også havde militser til at forsvare sig mod tyve, røvere, andre militser og nogle gange også stats magten i området, hvor klosteret lå. I reglen bestod sådanne militser af lægfolk, skønt det også berettes om novice munke under våben. I så fald brød disse munke deres Vinaya løfter, men de blev ikke udstødt af klostrene. Det var en underlig og selvmodsigende del af tibetansk kloster historie i middelalderen. Det var dog ret indlysende i de bandit lande som de tibetanske stater i reglen var, at det var nødvendigt at forsvare sig, og i reglen var soldaterne lægfolk. Det er jo nok denne tradition, som Trungpa har taget sit udgangspunkt i. Men det er ikke spor klart, hvorfor han mente, at det var noget for os i Vesten, som jo som regel er velbeskyttede af rets samfundet, militær og politi. Og uden behov for militser og selv udnævnte vigilante grupper. Nå, ikke mere om disse selvmodsigelser, men mere om træningen. Der trænes ikke i ’martial arts’ som for eksempel Kungfu eller Karate. Det er den mentale holdning, som trænes. Den basale træning foregår i shamatha meditation med en meget enkel udformning, meget lig den moderne ikke-religiøse 'mindfulness' træning. Men til forskel fra den moderne dyrkning af 'mindfulness' er Shambhala trænings programmet baseret på dannelse af en 'menighed' eller et gruppe sammenhold, som ligner kult og sekt dannelse, og som er en videreførsel af de oprindelige Trungpa Rinpotje Dharma centre, som blev betegnet 'Vajradhatu' og 'Dharmadhatu.' Trungpa's vision var, at disse centre med tiden ville danne et rigtigt samfund med ham selv som enevældig konge. Derfor gav han sig selv titlen 'Sakyong' - en tibetansk fyrste eller høvding rang fra det gamle klasse samfund i Tibet. Så Trungpa Rinpotje havde brug for tapre helte til sit nye kongerige – og ikke så meget munke og nonner. Efter Trungpa Rinpotje's død og sex skandalen med hans regent Tenzin Øsel Thomas Rich, blev alle centrene organiseret som 'Shambhala International.' Efter regentens død blev organisationen overtaget af Trungpa Rinpotje's søn Mipham Rinpotje – også med titlen 'Sakyong.' Organisationen har ingen demokratisk repræsentation af medlemmerne eller et meritokratisk system for Dharmalærerene. I stedet hersker Sakyong Mipham ubestridt, og han har udpeget det såkaldte ‘Kalapa Council’ eller Råd, som består af 'kongelige' ministre. (Kalapa var navnet på kongeslottet i det legendariske land Shambhala. Sakyong Mipham er fra en anden reinkarnations linje end den 17. Karmapa Thrinle Thaye Dordje’s far, som er den tredje Tulku af den første Mipham, hvor den anden Tulku var en prins af kongeriget Derge i Kham. Den første Mipham udstrålede i flere tulku linjer.) Angiveligt skulle titlen være en slags konge titel fra det legendariske land Shambhala. I det gamle Tibet var titlen almindelig blandt småfyrster eller klan ledere, så måske burde man oversætte med 'høvding.' Med tiden blev de ikke-religiøse tiltag blandet sammen med klassisk Buddhadharma, så man begyndte at tale om det hele som 'Shambhala Buddhisme' - med vægten lagt på, at man påstår en særlig transmission fra den mytologiske kong Gesar, ulig alle andre fra Tibet. Man kan tvivle på, om transmission er den rette betegnelse, for Shambhala trænings systemet handler jo ikke om noget, som stammer fra Buddha Sakyamuni. Trungpa var ambivalent om dette, for han kunne jo have påstået en Bönpo transmission, men det gør han ikke. Med flere omsvøb antyder han blot, at systemet har noget at gøre med Guru Rinpotje, fordi Gesar - se billedet - var en reinkarnation af Guru'en, påstår Trungpa. (Det kunne Gesar imidlertid dårligt være, fordi det ifølge sagnet netop er Guru Rinpotje, som sender Gesar fra et paradis til en inkarnation på Jorden. Da Gesar er godt i gang med sit eventyr, kommer Guru Rinpotje oven i købet på besøg for at tilse udviklingen. Så i sagnet i hvert fald, er der tale om to forskellige personer.) Det er der i øvrigt flere andre, som mener, men vi er her i et eventyr land med eventyr konger. Guru Rinpotje var tydeligvis en historisk person, og skønt Gesar meget vel også kunne være historisk, er han pakket ind i mytologi og eventyr, så den virkelige person forsvinder helt. Billedet viser kong Gesar fra landet Ling; en moderne statue i Golok området mellem Amdo og Kham. Gesar var en sagn konge i stil med viking kongen Rolf Krake med de 12 bersærker i dansk forhistorisk tid, skønt Gesar levede omkring år 1000 EVT. i følge legenden. Når og hvis Gesar spiller så stor en rolle i Shambhala træningen, kan det lige godt undre, at træningen ikke hedder ’Ling’ eller ’Gesar’ træning. Gesar fra landet Ling har mig bekendt ikke noget med Shambhala at gøre. Han har sit eget eventyr. (Læs mere om dette emne længere fremme i teksten.) Trænings programmet synes i øvrigt at være en synkretisme af Buddhadharma og tibetansk folketro, herunder Bönpo med en særlig vægt på Gesar fra Ling som en helt, i stil med Kong Arthur og Parsifal i Europa. Trungpa Rinpotje forklarede, at vrede og voldsomhed ikke er ’krigerens’ kendetegn, men træningen handler om mod og tapperhed, som tilstræbes og anvendes, hvorved sande helte opstår. Nogle lærde mener, at denne synkretisme startede med den første Mipham Rinpotje, som var kendt for at integrere folketroen i Dharma'en. Så kan man spørge, hvad det har med folk i Vesten at gøre? Vi har vores egen folketro, som er mere eller mindre udraderet og erstattet af H. C. Andersen og Walt Disney. Næppe stof til moderne Buddha legender eller Bodhisatva helte. Shambhala træning synes således helt overflødigt - og noget som gør tilegnelsen af Buddhadharma mere besværligt. Hertil kan man tilføje, at Shambhala træningen gør sine medlemmer og tilhængere fremmede for traditionelle udøvere af både Nyingma og Kadjy. Desuden ligner organisationen en sekt eller en kult, som lukker sig om sig selv. Organisationen forfølger dog ikke sine frafaldne medlemmer. Så ikke alle karakter træk ved en kult er til stede. Man kan også stille spørgsmål til Trungpa Rinpotje's påståede 'Shambhala transmission.' Den baserer sig angiveligt på nogle ‘terma' fund, som han fandt i sit eget sind. De skulle stamme fra Gesar fra Ling, som igen skulle være en inkarnation af en konge (Rigden) fra det legendariske land Shambhala, som skulle ligge et eller andet sted nord for Bodhgaya. Dette element kan så forklare brugen af udtrykket Shambhala træning, men samtidigt stiller det spørgsmålstegn til den angivelige transmission, for den er ellers omtalt som noget, der har med Guru Rinpotje at gøre. Men det hele bliver endnu mere uklart, når vi kigger på de højere former for træning i dette system. Der praktiserer man ‘Werma’ – hvilket er et begreb, som hverken kongen af Shambhala eller Guru Rinpotje bruger. Derimod bruges begrebet indenfor Bönpo religionen, men Trungpa Rinpotje vil ikke kendes ved en sådan forbindelse, i hvert fald ikke officielt. Det virker mærkeligt og kunstigt, især set i sammenhæng med, at hans familie påstår at nedstamme fra denne legendariske Kong Gesar. Alle tibetanere elsker Gesar legenden, som finder udtryk i en meget stor eventyr litteratur. Trungpa Rinpotje har så udviklet en hel mytologi og liturgi eller ritual i stil med Yidam sadhana, men guddommen i ritualet er ikke et Buddha-aspekt, men den såkaldte Werma. Det er på ingen måde klart, hvorfor denne gude klasse påkaldes. Werma er traditionelt en underordnet klasse guder i Bönpo religionen. De var muligvis af samme klasse som de oldnordiske vætter. Oldtidens ‘vætter’ i Danmark var lokale guddomme, som beboede træer, sten, åer og lignende mindre miljøer. De er ikke lige så kendte som ‘Asa’ guderne, som svarede til de astrologiske tegn og de indiske Deva’er. Om Trungpa Rinpotje så lige havde en underordnet klasse hedenske guder i tankerne, er ikke helt klart. I den klassiske Buddhadharma kunne sådanne vætter - som lokale guder - blive betvunget af Buddha selv eller de store Bodhisatva’er og blive pålagt opgaven at beskytte buddhisterne, Templerne, klostrene eller stupa’er og så videre, som måtte befinde sig i en sådan lokal guds område eller miljø. De blev således til de såkaldte ’verdslige’ beskyttere. I det gamle Tibet havde ethvert anstændigt kloster sådanne ’verdslige’ beskyttere, hver med deres egen historie om undertvingelse ved i reglen klosterets grundlægger eller andre store mestre. Men fra Trungpa Rinpotje’s oplæg til meditativ praksis om disse Werma’er, synes de ikke sidestillet med vætter og lignende, men snarere med Yidam sadhana. Werma’erne præsenteres som befriede væsner, men sådanne plejer vi jo at kalde Buddha’er og Bodhisatva’er. Men det må de åbenbart ikke hedde. Det kunne jo antyde en Bönpo forbindelse. For at finde meningen med det hele, skal man jo nok være udøver af denne ganske særlige Trungpa Rinpotje tradition. Fordi det ligner Yidam praksis, er der jo nok tale om en kombineret praksis, som indbefatter både Lama, Yidam og Dharmapala, som det forstås indenfor de buddhistiske Tantra traditioner. Trungpa Rinpotje har så måske lagt særlig vægt på beskytter aspektet i og med at praksis skulle udvikle helte, så en sådan Werma kunne da blive krigerens beskyttende ledsager på vejen gennem livet. Jeg tillader mig denne spekulation. Hvorfor Trungpa Rinpotje kastede sig ud i disse komplikationer med Shambhala træning, kan det være svært at forstå. For det første er der jo slet ikke tale om en ikke-religiøs anskuelse med alle disse Werma’er. For det andet gør det jo ikke meditations træning enklere. Og endelig gør det jo anskuelserne endnu mere komplicerede, end de er i forvejen med de tre fartøjer til befrielse indenfor klassisk Buddhadharma. Før praktikanterne kaster sig ud i Werma praksis, øver de sig i at blive ægte modige og tapre 'krigere' ved at finde deres egen 'godhed' og 'værdighed' i et trænings forløb med flere niveauer. Blandt andet skal de finde 'drala' - som kan oversættes med totem - både i naturen og i deres eget menneskelige væsen. Meningen må være integritet og helhed, hvilket jo må inviteres og kultiveres for at blive til noget. Nogle steder i sine instruktioner omtaler Trungpa Rinpotje ’drala’ begrebet som ‘hellighed.’ At finde eller se det hellige i sig selv og i miljøet kan sammenlignes med ’mystisk opfattelse’ af livet (Levy: ‘perception mystique’), som stammefolk ofte omtales at besidde, hvor der er guder, djævle og ånder alle vegne, både i kroppen, miljøet og de mystiske dimensioner i himmel rummet og under jorden og vandet. Det svarer jo lidt til en slags ’panteisme,’ som var udbredt i Vesten i 18 hundrede tallet, skønt det ikke har noget at gøre med stammefolks umiddelbare oplevelse af dem selv og deres omgivelser, som er indpakket i sædvane, drøm og vision. Den slags omtales også i traditionel Buddhadharma, men blot som almindelige miljø faktorer, som ikke har noget med befrielse og oplysning at gøre. At spejle sit eget sinds hellige dimension i miljøet og kroppen kan synes spild af tid og engagement, med mindre man er en slags shaman eller åndemaner. I traditionel Buddhadharma trækker man sine mentale spejlinger hjem til sit eget sind. Det kaldes at opgive projektion eller asravas (på sanskrit). Indenfor traditionel buddhistisk Tantra vil man imidlertid som en del af træningen betragte det omgivende miljø som et ’rent Buddha land’ – altså et paradis, befolket af Buddha’er, som blot opfører sig som om de er helt almindelige mennesker. Alt imens man som udgangspunkt betragter sig selv som et almindeligt menneske, som leger sig ind i at blive til en Buddha, mens ritualet foregår. Denne Tantra metode trækker også projektionerne hjem i ens eget sind ved at opfatte alt og alle som rene, og kun sig selv som uren, mens man renser sig rituelt og genopstår så også som en Buddha, hvorved alle projektioner er væk. Så igen ligner Trungpa’s Werma praksis en Yidam sadhana, hvis vi skal forstå det sådan, at man opløser sine projektioner i denne praksis type. Hvis man er interesseret i Buddha's Lære, synes dette system at være et vildspor og en fejl-fortolkning af virkeligheden med et kraftigt element af unødvendig overtro. Men det hører med til Trungpa Rinpotje's kreative side, at han kunne udvikle hele systemet og aktualisere det i et forsøg på, at gøre hele Nova Scotia halvøen i NØ Canada til hans eget lille kongerige. Han udnævnte ministre og forvaltninger og bosatte sig som en enevældig konge uden land i et stort og meget dyrt hus i Halifax, hvor nu hans søn bor som den anden konge af et fantasi land. Det er så et spørgsmål, om denne konstruktion har nogen fremtid. Især set i lyset af Sakyong Mipham's sex skandale, som kom til offentlighedens kendskab i juni 2018. Jeg vil overlade det til akademikerne at udrede Trungpa Rinpotje’s Bönpo forbindelse og brug af ’Werma’ begrebet. Der synes at være en skjult forbindelse. Man kan også spørge: hvorfor denne trænings form? Alt i alt virker det hele jo som en på alle måder dårlig ide. Man kan argumentere, at folk har brug for mere end blot Buddhdharma, fordi de fleste har brug for ’at finde sig selv.’ Men ud over psykoterapi, som mange moderne mennesker faktisk har brug for, så er det bedste supplement til Dharma praksis for eksempel Qigong, Tai Chi eller lignende, hvor krop og sind forenes i træningen. Shamar Rinpotje anbefalede Qigong. Læs artiklen: Shitstorm i Shambhala International juni juli 2018 - om skandalen. I 1984 udgav Trungpa Rinpotje bogen: Shambhala, The Sacred Path of the Warrior, af Chögyam Trungpa, Forlag: Shambhala Publications – ISBN: 0-394-72329-5.
Shangpa Kadjy (tib.):
se under: Khyungpo Naldjor og Kadjy.
Shangpa Rinpotje (tib.):
Læs om ham her: www.kirtipur.org/kibs_rinpoche.html.
Shantarakshita (skt.):
[Śāntarakṣita] indisk pandit, som sammen med Guru Rinpotje introducerede Dharma’en til Tibet for første gang i historien på en struktureret og organiseret måde. De grundlagde Tibets første kloster nogensinde, som blev kaldt Samye, hvor Shantarakshita blev Khenpo.
Shantideva (skt.):
[śāntideva]; var en indisk pandit og den berømte forfatter til bogen 'En Bodhisatva's livsførelse.' Bogen er skrevet i vers og anses for en ypperlig præstation af digtning på sanskrit af mange lærde. Den er en omfattende forklaring af Bodhicitta. Den udreder i en meget kondenseret form tomheds naturen, skt.: sunyata, i det berømte niende kapitel om klarhedens vished, skt.: pradjña. Shantideva var en prins fra Gujarat i det vestlige Indien ifølge flere kilder. Alex Berzin mener at vide, at prinsen kom fra Bengalen i Øst. I sin ungdom fik han en vision af Bodhisatva'en Mandjusri, som fortalte ham, at det ikke var noget for ham at blive konge i landet. I stedet drog han ud i junglen som asket, ligesom tidligere Buddha Sakyamuni havde gjort. Her fik han igen visioner af Mandjusri, som underviste ham. På denne måde mestrede han hurtigt samadhi og bhumi'erne. Han følte dog et behov for at modtage formel Buddhadharma og blev optaget på Nalanda Klosteruniversitetet i Magadha. Her gjorde han sig bemærket som doven og udeltagende, skønt han faktisk hele tiden befandt sig i en fuldstændig afklaret tilstand af vished, skt.: pradjña. Efter nogle år skulle han give en forelæsning. Det var en årlig begivenhed, som gik på omgang, så studenterne fra Nalanda ville være på mærkerne for at udmærke sig i debat og tale. Folk forventede, at han ville fjolle og gøre sig til grin. Men Shantideva gav sit foredrag, som nu kendes som bogen 'En Bodhisatva's livsførelse;' i dansk oversættelse af Christian Lindtner med titlen: Indiske Studier 1, To Læredigte (ISBN 87-500-2076-5). Det fortælles, at tronen, hvorfra han skulle forelæse, var lavet meget høj uden trappe for at drille og ydmyge ham. Men da Shantideva skulle op på den, kom tronen ned på jorden og løftede ham derpå op. Da han i sit foredrag nåede til kapitlet om tomhedsnatur (pradjña), begyndte han at svæve lidt ovenover sædet på tronen. Godt inde i sit foredrag forsvandt han helt af syne og kun hans stemme kunne høres. Shantideva er forfatter til yderligere to værker. Samlingen af træninger, Shikshasamuccaya; og samling af Sutra, Sutrasamuccaya (Alex Berzin angiver denne sidste titel, mens alle andre ikke omtaler den). Shikshasamuccaya blev oversat til engelsk allerede i 1922 (forlag: Motilal Barnarsidass; ingen ISBN nummer). Det fortælles, at disse to bøger var gemt af vejen og først blev fundet, da en munk fik en vision af Shantideva, som fortalte ham, hvor de befandt sig. Læs mere hos Alex Berzin på dette link.
Shastra (skt.):
betegnelsen på en klassisk autoritativ kommentar eller afhandling, i reglen om et bestemt emne eller en bestemt filosofi. Fortidens mestre skrev mange sådanne shastras, og fordi de er autoritative henregnes de til den almindelige Abhidharma litteratur, skønt de ikke er officielle Abhidharma bøger som sådan.
Shavaripa (skt.):
Det er usikkert, hvornår han levede, men det må have været i den sidste halvdel af det første år-tusinde EVT. Shavaripa var Maha-mudra mester og Maha-siddha - elev af Nagardjuna og Lama for Maitripa. Shavaripa kaldes også Sabara. Ikke meget er kendt til Shavaripas liv. Han kom fra Bengalen, hvor han mødte Nagardjuna, men boede det meste af sit liv i Sydindien, hvor Maitripa fandt ham. Han nævnes i mange transmissions linjer og optræder også som vision for mange senere mestre (i følge Gø Lotsawa’s ‘Blue Annals’). I legenden om Shavaripa er det en manifestation af Bodhisatva'en Avalokiteshvara, som bliver hans Lama ved at demonstrere virkningen af karma. De lærde mener, at denne Avalokiteshvara er identisk med Mahasiddha Saraha. Navnet Shavaripa hentyder til en noget vild stamme af mennesker, kaldet Sabara, som levede i Vindhya bjergene syd for Ganges sletten i Indien. De levede som jægere og samlere og klædte sig i påfuglefjer. Da det forekommer noget usandsynligt, at Saraha's elev kunne blive Lama for Maitripa, fordi der er adskillige århundreder mellem Saraha og Maitripa, mener de lærde, at arvefølgen forblev i Sabara stammen efter Shavaripa den Store, så det var en senere og yngre Shavaripa, som gav instruktion til Maitripa. Shavaripa betyder 'hjortedræber' – det var hans beskæftigelse indtil han mødte Saraha. Derfor ses han afbildet med en bue i hånden, hvorpå der er hovedet fra en hjort.
Shedra (tib.):
traditionelt institut for højere akademiske studier, i reglen anbragt i forbindelse med et kloster. Efter eksamen kan de håbefulde aspiranter opnå en akademisk kadidat grad ligesom en magister titel som hedder Acharya på sanskrit (tib.: Lopøn) og en akademisk doktor titel som Pandit (tib.: Khenpo - se også under: Geshe).
Shenyen (tib.):
se under: kalyanamitra.
Sherab (tib.):
se under: Pradjna.
Shila (skt.):
[śīla]; tib.: tsultrim [tshul khrims; ཚུལ་ཁྲིམས།]; disciplin, etik. Indenfor Mahayana er shila en færdighed blandt De 6 Fuldstændige Færdigheder (6 Fuldkommen-gørelser), nemlig at kunne beherske sine reaktioner (skt.: caitasikas) på diverse indtryk (skt.: vidjñaptis) med ’sunde’ (skt.: kushala) foranstaltninger (skt.: upaya). Så Mahayana’s etik og disciplin handler dels om holdninger, som generelt kan karakteriseres som at fremelske et åbent sind og hjerte, skt.: Bodhicitta. Hvad angår handlinger drejer det sig om de to slags gavn. Når du følger denne shila, kaldes du for en Bodhisatva. Mere specifikt optrænes shila ved kontemplation over de fire grænseløse. Nemlig på sanskrit: maitri, venskabelig kærlighed - karuna, medfølelse - mudita, sympatisk eller deltagende glæde og upeksha, ligelighed eller alles lighed. Graden af virkeliggørelse af denne shila betegnes med de 10 bhumi’er eller Bodhisatva-trin. Er du endnu ikke nået til den første bhumi, betegnes du som aspirerende Bodhisatva, og dit Bodhicitta er endnu kun et ønske og en hensigt. Alt begynder jo med begyndelsen. Til at understøtte denne slags shila har vi Bodhisatva løfter. Skønt alle, som tager disse løfter, alle betegnes som Bodhisatva’er, er det normalt kun folk med virkeliggørelse af bhumi’er, som kaldes for det. En Bodhisatva’s shila er baseret på en eller anden grad af Hinayana. For Mahayana er en videreførelse, fordybelse og konsekvens af Hinayana. Indenfor Hinayana er shila betegnelsen for diverse begrænsninger i deres handlinger, som dels lægfolk, dels munke og nonner påtager sig – nogle gange som som løfter, skt.: pratimoksha. Disse begrænsninger og løfter udspringer dels af holdningen om (skt.) ahimsa, det ikke at udøve skade eller vold på andre sansende væsner – dels udspringer de af den rigtige (skt.: samyak) forståelse eller hensigt (skt.: samkalpa) angående (skt.) anatman og (skt.) samsara. Denne forståelse eller hensigt angår den 8 foldige vejs andet punkt. Indenfor Mantrayana findes shila både i form af (skt.) sadhana og (skt.) samaya. Ved at udvikle shila samler du på – eller du opbygger – (skt.) punya, dyder eller gode menneskelige kvaliteter. De vil hjælpe dig med at stoppe ’dårlig’ eller usund, skt.: akushala, karma, fremme den gode eller sunde, skt.: kushala, samt langsomt frigøre dig fra tilknytning og identifikation med dine oplevelser. Shila opdyrkes sammen med shamatha, samadhi og vipashyana. Erfaringen fra meditation gør det så meget nemmere at udøve shila. Uden shila får du aldrig styr på dine reaktioner. Se også under: tre slags træning.
Shiné (tib.):
se under: shamatha.
Shitavana (skt.):
[Śītavana]; tib.: Silwe Tsal [bsil ba’i tshal], 'den kølige skov' - navnet på en af de 8 berømte ligfærds pladser i Oldtidens Indien. Det er svært at lokalisere disse ligfærds pladser i Indien, selvom de spiller så stor en rolle i Tantra. Men Shitavana’s placering kan fastslås med sikkerhed. Der er ikke længere nogen skov der, og heller ikke meget at se bortset fra udsigten, men man kan føle kraften på stedet. Shitavana ligger i nærheden af Bodhgaya, hvor den besøges dagligt af mange pilgrimme. I dag er der ingen synlige lig, men stedet er stadig et farligt område på grund af banditter og røvere.
Shravaka og Shravakayana (skt.):
- 'de som lyttede' tib.: nyænthø [nyan-thos]. Det vil sige, dem som faktisk var sammen med Buddha Sakyamuni og selv hørte hans egen instruktion. Betegnelsen kom også til at dække disse menneskers efterfølgere. Det er således en samlet benævnelse på en del af Hinayana. Den anden del er Pratyekabuddha'erne. Shravaka’erne er alle de tidlige elever af Buddha Sakyamuni, som de kendes fra Vinaya Sutra og Hinayana Sutra’erne, som kaldes agamas. Shravakayana benævnes derfor ofte som ‘elevernes fartøj’.
Shravasti (skt):
[Śrāvastī]; tib.: njændu yøpa [mnyan du yod pa; མཉན་དུ་ཡོད་པ།]; var hovedstad i kongeriget Kosala, som var et nabo rige til Sakya folket. Billedet viser Djetavana Kloster ruinerne med Buddha’s mnuke celle. Buddha Sakyamuni tilbragte megen tid her i parken Djetavana, som han fik foræret tidligt i sit livs forløb som Guru, og som hurtigt blev til et egentligt kloster. Djetavana Kloster var også kendt som Ananthapindika’s park, fordi denne købmand sammen med prins Djeta var de glade givere af parken og kloster bygningerne. Mange af Buddha’s Sutra’er blev erklæret her. Shravasti var en storby på Buddha's tid - en af de 6 største byer i Oldtidens Indien. Det fortælles, at den første Buddha statue blev lavet her på bestilling af kong Prasenadjit. Den var lavet af tropisk hårdt træ. Det er en interessant detalje i verdenshistorien, fordi de fleste akademikere mener, at Buddha statuer først kom i anvendelse efter år nul i vores tidsregning. Angiveligt startede denne tradition i Gandhara kulturen under indflydelse af græsk kultur. Indtil da blev Buddha Sakyamuni repræsenteret som billede eller skulptur ved sit fodaftryk eller Bodhitræet. Denne historie om en statue af træ kan muligvis ændre på opfattelsen af Buddha statuernes alder og om brugen af sådanne statuer. Det kunne jo være, at vi ikke har statuer fra den tidlige periode, fordi statuerne var lavet af stærkt forgængeligt træ. Læs også om de 8 pilgrimsteder.
Shuddhavasa (skt.):
[Śuddhāvāsa], tib.: Nætsangma [gnas gtsang.ma]; (Pāli: Suddhāvāsa), betyder de 5 'rene' himmelske verdener blandt de 18 himle i Rupaloka (se under: Triloka), det vil sige de 5 højeste himle i dette system, hvis højeste himmel er Akanistha. Det siges, at Bodhisatva'er ikke genfødes her, fordi guderne på disse niveauer ikke genfødes i de lavere verdener. Det er dog ikke den universelle opfattelse af disse himle. Som resultat af Dzogtjen træning kan man havne i Akanistha, men alligevel derfra blive helt oplyst. Indenfor Hinayana gør nogle tilsvarende betragtninger sig gældende. Men det siges, at Bodhisatva'er ikke genfødes her, fordi de hele tiden ønsker at kunne hjælpe andre i de verdener, hvor der er sansende væsner. Da guderne i disse 5 højeste himle ikke har nogen som helst problemer og i følge visse betragtninger heller ikke har udsigt til at blive genfødt i lavere verdener, så er der ikke noget at gøre for Bodhisatva'erne her. Det er dog den almindelige antagelse i Buddhadharma, at også guderne på disse niveauer må genfødes i lavere verdener, når deres gode eller sunde, skt.: kushala, karma er udtømt. Der kan ganske vist sagtens gå et par evigheder, før det sker, men det burde / skulle alligevel til slut ske. Tilsvarende er det ikke alle buddhistiske skoler, som mener, at den fuldstændige oplysning, skt.: samyak sambodhi, kan opnås fra Akanistha. Den almindelige holdning blandt de fleste skoler er, at befrielse og oplysning kun opnås fra menneskenes verden i Kamaloka. Læs også om: Akanistha; og om: guder; samt om: Triloka.
Shunyata (skt.):
se under: sunyata.
Siddha (skt.):
tib.: drubtob [grub thob] en mester af sadhana og samadhi. En siddha mestrer alle 4 dhyanas. Mesterskabet bevirker, at såkaldte særlige evner, skt.: siddhi, viser sig.
Siddhartha (skt.):
Buddha Sakya-muni’s navn som prins. I Theravada traditionen siges dette navn at være forkortet. Hans fulde fødsels navn skulle have været: Sarvartha-siddha, hvilket betyder den helt fuldkomne. Familie navnet var Gotama. Billedet viser prins Siddhartha Gotama om natten, da han forlader sit hjem på sin hest, Kanthaka, for at blve asket og yogi; (Maleri af Abanindranath Tagore). Læs videre om: Buddha Sakyamuni.
Siddhi (skt.):
tib.: ñgødrub [དངོས་གྲུབ dngos grub], en særlig eller usædvanlig evne. Særlige evner kan være både åndeligt usædvanlige og af mere verdslig eller hverdags agtig karakter. Åndelig siddhi er evne til befrielse og oplysning samt uforhindret intuitiv viden, skt.: djñana. De ypperste siddhis er – fordi de danner basis for de før nævnte – at kunne give slip på tilknytning, at kunne leve med uhindret medfølelse, skt.: karuna, at have opnået urystelig hengivenhed, skt.: sraddha, og at have virkeliggjort den korrekte anskuelse, skt.: pramana, og direkte erkendelse, skt.: pratyaksha. De verdslige siddhi’er er evne til at kunne se og høre, hvad der sker, på enorme afstande, beherskelse af de fysiske elementer, forlængelse af livslængden, evne til helbredelse af sygdomme, magt over verdenen af spøgelser og djævle og lignende. Se også under: abhidjña, en Buddha’s særlige evner samt under synonymet: riddhi.
Sikker & sikkerhed (i anskuelse og udøvelse):
1. Når al tvivl er fjernet og væk på grund af grundig, gennemført og ordentlig undersøgelse – i særdeleshed emnerne om manglen på et egentligt Selv, skt.: anatman, samt Pradjñaparamita – er der en rest tilbage. Denne rest er en tillid til at man har forstået emnerne godt, og ikke bare så godt som muligt. Man har udtømt emnerne og dermed afklaret dem. Derfor er fjernelse af tvivl basis for, at yogi’en er sikker i sin forståelse og praksis, skt.: sadhana. En sådan sikkerhed i anskuelse og praksis er nødvendig for at opnå mesterskab i samadhi og gennemtrængende indsigt i sindets natur, Buddhanaturen, og sindets virksomhed, de 5 skandha’er. Tilsvarende behandles enhver tvivl om andre emner. Til gengæld skal man gå videre med sin forståelse og praksis, når tvivlen er afløst af afklaret sikkerhed. En ubeslutsomhed, som handler om at yogi’en egentlig ikke ser en interesse i at opgive tilknytning og identifikation, skal ikke næres. En sådan yogi bør blot opgive at ville gøre to ting på en gang. Man kan ikke både give slip og holde fast. Ønsker yogi’en at nyde livets og verdens glæder og lide under de medfølgende sorger og lidelser, er tiden jo slet ikke inde til at give slip. Det er afgørende nødvendigt, at yogi’ens motivation også er afklaret og sigter på at nå Nirvana. Er motivationen af en helt anden karakter, eller hvis motivet også handler om det gode liv og selvbekræftelse, så er tiden ikke moden til at give slip, men til at undersøge yderligere og grundigere. Det kan jo meget vel være, at du både ønsker det gode liv og Nirvana, fordi du endnu ikke har opdaget, at tilknytning og identifikation med samsara er en forhindring for befrielse og oplysning. Er du romantisk anlagt, kan du typisk sagtens forestille dig, at du både kan opnå et perfekt samsara og en fuld oplysning. En nærmere undersøgelse af forholdet vil afsløre umuligheden af den konstruktion. Især kan Tantra’s anskuelse af tomhedsnaturen, skt.: sunyata, få dig til at misforstå på netop denne måde. Tantra vil anvise, at du blot bør praktisere frugten af sadhana, som om den allerede er opnået, selvom du faktisk kun er nået til at plante og opdyrke frugttræet. Som begynder i Tantra kan du faktisk kun praktisere smagen af frugt. Det er til gengæld fuldt ud muligt, fordi alt jo til syvende og sidst er sind. Men husk på, at også i Tantra afhænger din praksis af både evne til samadhi og indsigt. Også i Tantra skal du lære at mestre de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas, herunder de 4 dhyanas, mesterskab i samadhi. Der kan også være andre grunde til, at det ikke er tiden til at droppe tilknytning og identifikation. For eksempel sociale forpligtelser eller anden vigtig og måske sund, skt.: kushala, karma. Genkender yogi’en, at en sådan ubeslutsomhed om at give slip på tilknytning og identifikation prøver at forklæde sig som tvivl om anskuelse og praksis, kan tiden alligevel være inde til at give slip, for hvem ønsker sorger og lidelse? 2. Sikkerhed i betydningen at være beskyttet angår først og fremmest emnet tilflugt, som giver buddhisten en vis beskyttelse mod at fejle og mod spøgelser, guder, djævle og lignende. I almindelighed er der ingen særlige fare momenter ved Buddhadharma, så tilflugten i de 3 Ædelsten er på linje med de andre verdens religioner, hvad angår beskyttelse mod livets faldgruber ved hjælp af høj etik, skt.: shila, fremelskelse af Bodhicitta og ved at forholde sig til det hellige. Indenfor Tantra er der en særlig beskyttelse ved mesterlæren, de 3 rødder samt den særlige hellige forbindelse til Buddhanaturen, skt.: samaya, som fremelskes i Mantrayana. Der er en særlig problematik og et specielt emne i Tantra omkring de såkaldte Dharma-beskyttere, skt.: Dharmapalas og Dharma-rakshasas. Læs også om: tvivl; og om: tro eller hengivenhed, skt.: sraddha.
Simhanada (skt.):
se under: Singanada 'løvebrøl.'
Simhanada Samadhi (skt.):
se under: Vadjra samadhi.
Sind:
(skt.: citta – tib.: sem). Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser. Sindet er både alle oplevelser og potentialet til oplevelse. Sind betyder både grundlaget (skt.: alaya), potentialet og strukturerne til oplevelser og den form og de navne (skt.: namarupa), som oplevelserne faktisk får ved deres tilblivelse, når de momentant, skt.: ksaneksana, opstår i og ved de 5 skandha'er. Altså: sindet er en beholder (alaya) for sine oplevelser, og sindet er også de processer som danner dem (de 5 skandha’er), samt selve de mangfoldige oplevelser. Sind og oplevelser er således to ord for det samme, hvor blot vægten lægges to forskellige steder, alt efter om vi beskriver det åbenbare eller det indlysende. Oplevelserne er jo åbenbare, og sindet som ophav til dem er indlysende. Og hvordan nu det? Hvis vi som moderne mennesker følger det fysiske spor ved sansning, for eksempel sansning ved øjnene, så ser vi ikke direkte verden som sådan, men kun forstyrrelserne på nethinden. Disse forstyrrelser er dog ikke det, som vi faktisk ser, men de er i stedet ophav til de nerve signaler, som øjnene sender ind i hjernen. Herinde midt i hovedet forårsager sådanne signaler fra syns sanserne en mænge aktivitet mellem diverse hjerneceller, hvilket kan måles med instrumenter. Denne aktivitet i hjernen er dog ikke sindet som sådan, men en slags 'oversættelse,' som sindet er i stand til at opfatte. Altså der er en proces fra lys til elektriske og kemiske signaler til en sådan form, som sindet er i stand til at opfatte bevidst. Det er denne form, som vi som oplevere og observatører opfatter som en verden i farver, perspektiv og i et rum med 3 dimensioner plus tid. Selvom denne faktiske oplevelse ikke befinder sig udenfor kroppen, er den heller ikke midt inde i hovedet. Derinde befinder sig en biokemisk suppe og elektriske signaler, men videnskaben har endnu ikke fundet noget psykisk derinde, bortset fra disse videnskabs folks egen observatør bevidsthed. Det kommer de næppe heller til i fremtiden. Man kan tro, at hjernen frembringer sindet, men dels er det ikke det, som opleves; dels er der ingen data, som på nogen måde påviser et sådant forhold. Det er en overtroisk teori om altings stoflighed, som især er fremherskende i de biologiske videnskaber i vores tid. Men sind og bevidsthed er netop 'det hårde problem' i alle former for erkendelses teori. (Læs videre om dette 'hårde problem' i artiklen: Hjerne og bevidsthed.) Ingen kan vise, hvad bevidsthed er eller på hvilken måde, bevidsthed eksisterer. Bortset fra, at vi i reglen er bevidste om at besidde bevidsthed, skt.: vidjñana, for hvordan skulle vi ellers kunne opleve noget? Opfatter man hjernen ligesom hardware i en computer og sindet som en software, så har man ikke forstået, hvad hjernen laver. Hjernen fremviser sansninger. I buddhistisk forstand hører sprog, vaner, begreber, erfaringer, karma frø (skt.: bidjas) og de lidenskabelige følelser og alle vores tanker med til sansning i en vis forstand. Nemlig i forbindelse med de mentale processer, som foregår, når vi tænker og reflekterer eller kontemplerer over noget. Disse mentale processer starter med sansninger og udvikler sig herfra til fremstå som bevidsthedens indhold gennem forløbet af de fem skandha’er. Når vi drømmer eller hallucinerer kommer sansningerne også indefra, så at sige. Hvad hjernen angår, vil det sige, at ikke kun de 5 almindelige sanser, men også sindets virksomhed er årsag til sansninger. I hvert fald i en buddhistisk forstand. Men også naturligvis hvad angår drøm og vision. De mentale sanse genstande hedder: manas på sanskrit, men som netop sanse genstande kaldes også disse størrelser for rupas. Det ses klart i den første skandha, skt.: rupaskandha. Tanker, som opstod under det forrige gennemløb af skandha‘erne, opstår nu i den første skandha som en defineret og forarbejdet mental størrelse ligesom de andre sanse genstande. De danner så indtryk, reaktion og bevidst oplevelse i de følgende skandha‘er. Herunder bliver tanker og følelser fortolket som sådanne mentale størrelser, skt.: vidjñapti, som indgår blandt de øvrige fortolkede indtryk, som således også betegnes som vidjñaptis, altså fortolkede indtryk, før der reageres på dem i den fjerde skandha. Denne for os i Vesten lidt radikale opfattelse af sanse genstande er typisk for buddhismen, fordi udgangspunktet ikke er videnskab, men handler om, hvad yogi‘en oplever i sin yogiske trance, skt.: samadhi. Selvom det er en usædvanlig måde at tænke på, kan man godt vænne sig til det. Det er således indlysende, at al hjernens arbejde bevirker, at sindet bliver i stand til at opleve resultatet af al dette arbejde. Det er tilsvarende indlysende, at de således opfattede oplevelser ikke direkte er verden som sådan, men resultatet af en masse virksomhed i hjernen. Hjernen er netop et yderst forunderligt biologisk organ, som kan oversætte noget sanseligt til noget mentalt, som sindet er i stand til at opfatte. (Læs videre om dette emne under: hjerne.) Resultatet af sindets processer er naturligvis, at oplevelserne opstår som om, at de er noget andet end sindets rum, klarhed og processer. Oplevelserne er imidlertid ligeså meget sind som grundlaget for dem. De fleste vil have nemt ved at forstå, at deres tanker og følelser er lavet af sind, mens det bliver vanskeligere, når de får at vide, at også fysiske sansninger er sind. Sansninger forekommer jo så konkrete, fordi de handler om at opfatte noget fysisk, som man kan måle, veje, smage, lugte, mærke, høre og se. Men det, som du ser, er som sagt ikke foran dine øjne, men på nethinden. Du ser slet ikke ting og sager, men lys og farver. Det er først når lysene og farverne er opfattet af sindet, at du ser ting og sager som om, at disse ting og sager er udenfor din krop og dit sind og foran øjnene. Derfor er verden faktisk en abstraktion eller en tilføjet fortolkning til det umiddelbart oplevede. Så mens det som sanses er mystisk og måske anderledes end den form, som sanses, så synes man umiddelbart, at sansningerne er noget andet end sindet og de ’indre’ oplevelser af tanker og følelser. Fordi det er en psykologisk urealistisk forståelse – eller en abstraktion – skelner vi i Buddhadharma mellem sanse genstande, skt.: vasanas, og selve sansningen, som kaldes for kontakt, skt.: sparsa, hvorved sansningens form, skt.: rupa, opstår i sindet som en oplevelse. Mens sindet på den ene side er oplevelsernes karakteristika og natur ved sin passive karakter af potentiale for oplevelser og bevidsthed, så er på den anden side selve oplevelserne karakteriseret ved dynamisk aktiv bevidsthed (skt.: vidjñana), som tager form af de dharma'er, som udgør sindet og bevidsthedens indhold. Sindet aktualiseres således altid som bevidsthedens øjeblik (se også under: santana), hvilket må karakteriseres som en aktivitet, mens sindet som potentiale er passivt. På denne måde er sindet både en oplevelse og noget, som ligger bagved oplevelsernes tilblivelse som potentiale. Selvom sindet ikke er noget, som vi kan kvantificere, kan vi alligevel godt definere begrebet præcist. Sindet har flere dimensioner: 1. Sindet er rummeligt, dimensionen af plads til oplevelser 2. Sindet er et passivt potentiale for oplevelse, en blot og bar evne (skt.: indriya) 3. Sindet er de 5 skandha'er, som danner oplevelser 4. Sindet er de 8 slags bevidsthed (sindets klarhed) 5. Sindet er resultatet af disse begivenheder altså selve oplevelserne (dharma’er). Begrebet sind er filosofisk set en deduktion, hvilket vil sige et begreb. Som begreb om et potentiale, som ingen nogensinde har set i sin passive virkelighed, er sindet i en ægte buddhistisk forstand en illusion, skønt det er et praktisk begreb for folk, som mediterer. Den eneste konstaterbare virkelighed er det bevidste øjeblik (læs om det i Shamar Rinpotje's artikel: Vaibhasika). I Buddhadharma er sindet interessant, fordi de 4 Ædle Sandheder handler om lidelse og lykke. Lidelse og lykke er jo oplevelser, og oplevelser foregår i sindet. Da sindet således er basis for de 4 Ædle Sandheder, får det også en overordnet betydning i Buddhadharma’en. Når du undersøger dine oplevelser generelt, finder du sindet ved simpel filosofisk deduktion. Det beskrives i artiklen ’Dharmadhatu’ således: ”Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser. Fordi der er oplevelser, må der også være plads til dem i sindet. For at oplevelserne kan opleves i al deres forskellighed, må sindet også evne at kaste klarhed over dem. Fordi oplevelserne både opstår, udfolder sig og forsvinder hele tiden, må der være processer i sindet, som bevirker det. Disse processer kan isoleres til de 5 skandha'er, som hver især er udtryk for grupper af sindslige processer og mentale mønstre. Der observeres ikke noget vidne til oplevelserne, fordi observatøren er vidnet. Fordi man både kan knytte sig til - samt identificere sig med - oplevelserne - og lade være med det, betegnes disse to modsatte tilstande som dels klistersind og intuitiv vished (visdomsind). Begge sindstilstande farver (eller parfumerer) oplevelserne. Visdomsind (skt.: djñana) ligger gemt væk i lidenskab som potentiale. Find den. Når du finder den, vil du helt naturligt også finde klarhedens vished (skt.: pradjña), som er identisk med sindets enkle, iboende og præcise klarhed. [De sidste to sætninger er ikke deduktion, men instruktion på basis af deduktionen.]” Vi begriber, at vi har et sind, fordi vi begriber, at vi har oplevelser. Imidlertid hører både begreberne sind og oplevelse hjemme i begrebernes verden i den fjerde skandha’s abstrakte dimensioner. Så sindet er på en og samme gang nogle meget mystiske fase-skiftende processer i en grænseløs beholder og en illusion uden essens. Det er imidlertid relativt enkelt, skønt almindeligvis uventet. "Sindet er ikke en ting; det er ikke noget fysisk stof, en bestemt genstand. Det består af egenskaben at kende. Det har denne evne. Sindet er ganske enkelt et forløb af bevidsthed, øjeblikke af at erkende eller øjeblikke af at gøre sig noget bekendt. Sindet er i sin essens uden forhindring; det er meget omfattende; det er grænseløst. Sindet er ikke en [fast] størrelse, som eksisterer som sådan og som varer ved i et bestemt tidsrum. Når sindet kommer i forhold til [sanse-] genstande, opstår en række af stadigt foranderlige øjeblikke af opfattelse; [så] sindet er ikke en fortsat ting - det er forgængeligt." Sådan skrev Shamar Rinpotje om sindet i artiklen: About Meditation. Karmapa skriver om sindet på Facebook den 16. november 2018: “I almindelighed er sindet på ingen måde indviklet. I sindets natur er der hverken håb eller frygt, eller noget som helst andet. Når vi betragter en baby, bemærker vi, at barnets måde at opfatte den samme verden, som vi ser, er meget meget enkel. Barnet har næsten ingen af vore håb eller frygt i den alder. Som børn vokser op, vil de naturligvis lære vores indviklede måder [at leve på] og gøre tingene mere og mere vanskelige. Og nu [som voksne] når vi prøver at opfatte noget ganske enkelt, er vi så vant til at forholde os til ting på indviklede måder, at vi fortæller os selv, at 'det må være indviklet.' Derfor tror vi, at der må være noget, som vi ikke får øje på. Og derfor bruger vi en hvilken som helst tilgængelig metode til at finde en sådan mystisk ting [som forekommer at måtte være skjult]. Men når det nu slet ikke er så indviklet, kan vi ikke finde noget, fordi der ikke var noget indviklet til at begynde med. Og som resultat af ikke at opdage noget indviklet, bekræftes vi på en måde i antagelsen af, at der virkelig må være noget mystisk. Fordi vi ikke finder noget, opfinder vi noget, en etiket, som sættes oven på denne tvivl. Det gør ting meget mere besværlige [end de faktisk er].” Så det besværlige er slet ikke sindet. Det vanskelige er tilknytning og identifikation, som vi instinktivt dyrker på grund af de 3 slør. Og på grund af vane tænkning. (Læs videre under: de fire fejl.) Derfor betegner man traditionelt sindet som eksisterende på to kvalitativt meget forskellige måder. Der er det konfliktramte eller plagede sind - det vil sige sindet som vi normalt oplever det i arbejde - og så er der det medfødte uberørte eller 'ikke-forurenede' - nogle gange oversat lidt ukorrekt som det 'oprindelige' sind (skt.: prakrita). Det uberørte sind betyder sindet, når det ikke er udsat for tilknytning og identifikationer. 'Ikke-forurenet' vil sige, at sindet ikke plages af kleshas. Kleshas defineres ofte som noget urent, fordi de sættes op mod den 'rene' eller uberørte Buddhatilstand. Den kognitive videnskabsmand Donald Hoffman fortæller i et interview med Aeon Magazine om en neurologisk forståelse af oplevelser og det 'hårde' problem med bevidsthed. Læs mere under: citta - santana - sunyata - og vidjñana, om sindet som proces. Læs mere om oplevelsernes bestanddele under: rupa – vedana – djñeyas – vidjñapti – manas. Læs også om: samsara. Læs også artiklerne: De 5 skandha’er. – og: Om opfattelsen. – og: Hvad er en oplevelse?. – samt: Hjerne og bevidsthed.
Sinds-gifte:
- se under: klesha.
Sinds-tilstand:
se under: caitasika.
Sinds træning:
se under: Lodjung.
Singanada eller: Simhanada (skt.):
[Simhanāda]; løvebrøl. En yogi's sejrs hyl ved sin befrielse.
Sitavana (skt.):
se under: shitavana.
Sjæl:
et gammelt ord for sind. Betydningen ligger dog mest på følelse, både som vedana og klesha - samt naturligvis også alle menneskevenlige følelser og følelser for dyr. Begrebet peger simpelthen på mennesket som et følsomt sansende væsen. Sjæl sættes derfor ofte i forbindelse med musik. Traditionelt i Europæisk teologi sættes ordet sjæl sammen med begrebet ånd. Nemlig den katolske beskrivelse af det menneskelige væsen som krop, sjæl og ånd. For en dybere betydning, se under: anatman.
Sjæle vandring:
se under: genfødsel og bardo.
Skade:
Ligesom der er to slags gavn, er der to slags skade. Skade for en selv og skade for andre eller miljøet. Skade på miljøet og de andre kan i øvrigt godt skade en selv. Så det der menes i Dharma'en med negativitet og dårlig (skt.: akushala, usund) karma, er dine holdningers (skt.: samskaras) og handlingers (skt.: karma) skade virkninger, som kaldes 'usunde' (skt.: akushala), når de skader. Desværre er mennesker meget dygtige til mentalt at forestille sig, at forskellige skader på både en selv, andre og miljøet, faktisk er uskadelige. Det skyldes ikke mindst, at mange holdninger og handlinger udspringer af de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. Når de 3 slør er væk, ophører motivationen til at skade. Indtil da, må du bruge modgift og dyrke lodjung. Emnet er naturligvis relativt i sin karakter. Se også under: gavn. Læs også om: Bodhicitta.
Skam:
se under: værdighed.
Skandha (skt.):
en hob, bunke, samling eller et bundt. Den oprindelige betydning på sanskrit er inddeling eller afdeling, for eksempel social klasse eller bydele. Måske er ordet 'skandha' af samme oprindelse som det danske 'skare' - for eksempel som i udtrykket: en skare mennesker. Men fagsprogs betydningen er en opdeling af sindets funktioner i 5 hobe eller grupper, hvilket kan forstås på to måder. I) filosofisk betyder skandha selve den måde, hvorved du eksisterer på, hvor de fleste vil forvente en enhed i det menneskelige væsen, hvilket traditionelt udtrykkes med en sjæl eller ånd i kroppen. En sådan enhed findes ikke - i stedet er der måden, hvorved du både oplever og inkarnerer. Buddha Sakyamuni påpeger, at ved simpel analyse fremgår det, at mennesket er en sammensat gruppe af fem komponenter. I visse buddhistiske skoler forstod man den første skandha som egentlig fysisk, mens de fleste skoler opfatter også form skandha’en som mental af natur, fordi den er en oplevelse. Filosofisk har mange mennesker forstået læren om skandha’erne som en enkel fremstilling af, hvad Buddha mente er til stede trods alt, når Selvet eller menneskets enhed er en illusion, skt.: anatman. Men da læren om skandha’erne forklarer alt eller sætter alt, som vi oplever, i system, ligger der meget mere i det, end blot manglen på enhed eller et egentligt Selv. De enkelte skandha’er forklares under næste punkt, men som det første vil jeg gerne gøre opmærksom på, at folk almindeligvis har fået en meget begrænset forståelse for emnet, fordi man antager, at der blot er tale om erkendelses teori, skt.: pramana. Det er der naturligvis også, men der er tale om din virkelige eksistens, som du selv kan erkende under meditation, så det er ikke bare af akademisk interesse. II) Som et psykologisk begreb bliver skandha’erne nærværende og ikke spor teoretiske. De er mere præcist definerede som en gruppe mentale processer. Disse processer: A) både ligger til grund for vores oplevelser, B) faktisk også er det, som frembringer oplevelserne, sammensætter dem og som endelig C) også ER oplevelserne, som således opstår. Der er 5 skandha’er eller grupper, som hver i sær bidrager hertil på forskellig måde: 1) rupa skandha, sansning , skt.: sparsa, bevirker opfattet ‘form’. 2) vedana skandha, ‘følelse’ ved denne form. Det er basale følelser af tiltrækning, afsky eller ligegyldighed. (Disse basale følelser udvikles og sættes i sammenhæng i den fjerde skandha ved de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas.) 3) samdjña skandha, ‘opfattelse’ - form og følelse danner mentale indtryk, djñeyas, som her også fortolkes, vidjñapti. Man kender eller genkender indtrykket - eller man antager noget om, hvad man oplever, når der ikke er genkendelse. 4) samskara skandha, de mentale reaktioner herpå. (både vilje, skt.: cetana, vane reaktioner og lidenskabelige følelser, skt.: kleshas.) 5) vidjñana skandha, bevidsthed om oplevelsen. I den direkte erfaring, pratyaksha, opleves der ikke noget udenfor de 5 skandha’er. Betegnelsen ‘hob’ peger også på, at der ophobes 5 slags ‘øjeblikke’, som tilsammen udgør bevidsthedens øjeblik, som sindet strømmer igennem fra det ene øjeblik til det næste, skt.: santana. Hver enkelt skandha kan også opfattes som et enestående øjeblik, fordi der er et lille bitte mellemrum mellem hver skandha. I praksis er skandha’erne dog samtidige, fordi tidsrummene mellem øjeblikkene er så små. Desuden ligger der en begrænsning af disse begreber, ved at de første 4 skandha’er på en måde ikke opleves, da der kun er bevidsthed i den femte. Så det er i den femte skandha, at hele forløbet som et færdigt resultat erfares. Imidlertid er de 5 skandha’er netop et begreb og derfor også en illusion, skt.: maya. For at de første 4 skandha’er kan virke og blive til oplevelser, altså bevidsthedens indhold, må der være en eller anden form for bevidsthed til stede. Det kan dog kun være en rudimentær form for bevidsthed, da oplevelsen jo i de første 4 skandha’er endnu ikke er færdig udviklet. Desuden må vi forstå, at de 5 skandha’er som øjeblikke i et tidsforløb netop både er samtidige såvel som forskellige, fordi også tid er en illusion. Læs også om: santana. Læs artiklen: de 5 skandha’er. Læs også om skandha’erne i artiklen: Om opfattelsen 2, sindets processer. Læs desuden artiklen: Hvad er en oplevelse?
Skelnen:
se under: vikalpa.
Skilsmisse:
er et borgerligt anliggende. Det almindelige etiske synspunkt i Buddhadharma er, at skilsmisse både kan være gavnligt og skadeligt, afhængig af omstændighederne og karma. Skilsmisse er hverken en hjælp til – eller en forhindring for Nirvana. Alle opfordres til at være gode mennesker, også i sager om skilsmisse, for at fremme ahimsa, ikke-vold og udsætte eventuel usund karma og fremelske er sund, skt.: kushala karma.
Skinsyge:
se under: Klesha.
Slim:
skt. kapha, tib.: bæ gen [Bad kan]; lunen 'slim' i kroppen; se under: Tridosha.
Slør:
se under: āvaraṇa. Læs også om: de 3 slør.
Smidighed:
skt.: prashrabdhi eller citta-prashrabdhi; tib.: sem syin yang [sems shin sbyangs], en af de 11 gode eller sunde samskaras (nr. 3) i remsen med de 51 samskaras. Det forklares almindeligvis som en meditativ færdighed ved at meditere uden sløvhed eller ophidselse, en evne til vågent nærvær, skt.: smriti, som ikke afbrydes eller udsættes for mentale forstyrrelser. I regelen sker det på grund af vellykket meditativ fordybelse, skt.: samadhi. Shamar Rinpotje forklarer smidighed med modenhed, en naturlig evne til at gøre det rigtige eller rette nemt og spontant. Læs også om: oplysningens 7 dele.
Smriti (skt.):
[smṛti]; tib.: drenpa - [dran pa]; pali: sati. Oversættes normalt med det noget misvisende engelske udtryk: mindfulness. Man kunne derfor tro, at smriti betyder eftertænksomhed eller omhu. Det er det, som er misvisende, men smriti kan sagtens begynde med eftertænksomhed, refleksion eller komtemplation. Og omhyggelig tilstedeværelse eller sindighed. Smriti betyder imidlertid noget mere præcist. A) Smriti betyder vågent nærvær, opmærksomt tilstedevær i enkel bevidsthed, en fastholdt rummelig bevidsthed, et nærvær (i modsætning til åndsfravær). På gammelt dansk agt eller agtsomhed, at give agt eller agtpågivenhed, hvilke sidste udtryk jo stadig bruges. Som Buddhadharma fagsprog menes der dog mere end blot og bar tilstedevær, og den almindelige betydning af agtpågivenhed på dansk som ’forsigtighed’ er her misvisende. Smriti er en sindstilstand, hvor der er vedvarende bevidsthed om sindet i nu’et, hvor du er fuldstændigt bevidst om sindets bevægelser, skt.: sampradjanya. og om sindets rummeligheds natur, skt.: alaya. Mens der er en tilstedeværelse eller ihukommelse af meningen med Buddha’s Lære (Buddhadharma) og et kendskab til, hvordan den kan anvendes lige her og nu. Et sådant kendskab er derfor nødvendigt at besidde for at kunne dyrke vågent nærvær i en buddhistisk forstand. Kendskabet kommer med træningen, når man har erfaret virkningerne af metoderne, skt.: upayas. Så smriti er beskrivelse af en meta-bevidsthed, en vågent nærværende bevidsthed om bevidsthedens tilstand. (Læs mere om bevidsthed under: Vidjñana.) Smriti anvendes sammen med koncentration, skt.: ekagrata, i shamatha meditation. Når man udfører sådan meditation, kan det forekomme svært at skelne mellem koncentrationen og det vågne nærvær. En typisk meditation fra Sutra'erne er for eksempel sådan her: følg åndedrættet. Når jeg ånder ind, følger jeg luften som den drages ind i lungerne. Når jeg ånder ud, følger jeg luften som den pustes ud igen. Eller: når jeg ånder ind, følger jeg luften som den drages ind i lungerne og mærker lungerne i hele min krop. Jeg mærker min krop som en beholder med lungerne indeni. Og så videre. Ved denne type meditation er der både en koncentration, en overvejelse eller kontemplation og en bevidsthed om hele opmærksomheds feltet. Når sådan meditation dyrkes som en sand kunst, vil øvelsen fylde og optage al opmærksomhed, så der ikke bliver hverken plads eller energi til andet. Det stopper således naturligt den sædvanlige tankestrøm i sindet om alt muligt og giver anledning til en følelse af fred, som er helt uden stress, bekymring eller forud begriben af fremtidige mulige begivenheder. Man bliver opslugt af nutid, koncentration og vågent nærvær. Shamar Rinpotje skrev i sin bog 'Boundless wisdom' (side: 26), at: "To kvaliteter er afgørende for udvikling af en fredelig meditativ sinds tilstand. Den første er Vågent Nærvær. Vågent Nærvær betyder at huske at fastholde og bevare dit fokus, hvilket forhindrer din opmærksomhed i at vandre væk fra sin [koncentrations-] genstand. Den anden kvalitet er klar opfattelse (skt.: sampradjanya; tib.: sheshin), hvilket er bevidsthed om, hvad der foregår i sindet, mens [du] ser alt der sker [der]. Ved Vågent Nærvær husker du at fastholde opmærksomhed [på koncentrations genstanden].Ved klar introspektiv opfattelse er du bevidst om din opmærksomheds kvalitet og opdager forhindringer, hvilket gør dig i stand til at anvende de rette hjælpemidler [skt.: upaya]. Vågent Nærvær og klar opfattelse er derfor to komplementære kvaliteter. De hjælper til at bringe sindet i en naturlig og uanstrengt tilstand under meditation." Betydninger af smriti: først og fremmest betyder smriti det at bruge hukommelsen. I en buddhistisk betydning medfølger to faser naturligt. 1) At huske meningen med Buddhadharma, som du ønsker at fremme, og 2) hvordan du bruger hukommelsen under træningen. Det kan tydeliggøres ved forskellige betydninger: ‘husk at rumme bevidst’ (vær bevidst om det at rumme oplevelserne) 'husk det nu' 'fattet i sindet' 'husk meningen' 'tag dig sammen' 'mind dig selv [om meningen]' 'refleksion [over oplevelsen og erfaringen]' 'vågent nærvær [i bevidsthedens rummelighed og indhold]' 'bemærksomhed' 'læg blot mærke til [sindets rum – sindets bevægelser og de 5 skandha'er]' 'våg vågent' Følgen af smriti: 'klar opfattelse' 'fattet sind' 'årvågen' 'uforstyrret betragtning' 'simpelt vågent tilstedevær i enkel bevidsthed [i bevidsthedens øjeblik]' Denne brug af bevidsthed fremmer især ’beholder bevidstheden,’ skt.: alayavidjñana, som beskæftiger sig med positioner, omfang, relationer eller forhold mellem oplevelsens sanse genstande samt bevægelser. Det vil sige, at beholder bevidstheden er ufokuseret, altså det modsatte af koncentration. I shamatha meditation er de syv andre bevidstheds former optaget af koncentration på koncentrations genstanden eller feltet, men beholder bevidstheden opfatter et ufokuseret helheds overblik. Det er basis for smriti ud over den simple brug af hukommelse. Nogle lærde anser udtrykket for synonymt med vidya, viden eller indsigt (tib.: Rigpa), men vidya er det modsatte af avidya, (tib.: Marigpa) uvidenhed eller ubevidsthed, hvilket betyder, at man først må blive oplyst, før man opnår Vidya. Smriti derimod, kan både være noget man træner, og en tilstand man opnår som resultat af træningen. Det er for eksempel den tilstand munke bør befinde sig i, når de går på deres tigger runde om morgenen blandt lægfolket i det ideelle buddhistiske samfund. Chökyi Nyima Rinpotje forklarer i sin bog ‘Juvel of the Heart’ - “smriti betyder, at man er bevidst tilstede i det øjeblik, hvor en hvilken som helst af de 5 sindsgifte [lidenskabelige følelser, skt.: kleshas] opstår i sindet. I det øjeblik bør man forblive fattet og ikke blive grebet [af lidenskaberne]. Sindet bør forblive i en afslappet tilstand.” Således angår smriti ikke kun en træning af sindet i hverdagen, men også de formelle meditative øvelser. Ved hjælp af vågent nærvær, den fastholdte rummelige opmærksomhed, er det muligt at give slip på identifikation og tilknytning. Samyak smriti, det fuldstændigt vågne nærvær, er det syvende punkt i den 8 foldige vej. Buddha Sakyamuni anviste 4 fæstelser for vågent nærvær, smriti, som er: krop, sansninger, sind og fænomener, skt.: smriti-upasthana. Når det vågne nærvær er således fæstet eller fastgjort, kan der ikke opstå forhindringer for meditation. Dette er dog ikke alene kunsten, men også det som er svært at mestre. Det betyder ikke, at det er umuligt at lære og træne, men netop at det faktisk er ret svært, så der skal en hel del øvelse til. B) Om den ‘verdslige’ mindfulness: Lægen Jon Kabat-Zinn fra USA udviklede vågent nærvær principperne til behandling af smerter og stress. Jon Kabat-Zinn's transmission stammer fra Dharmalæreren Goldstein og hans lærer Goenka fra Burma, altså en Theravada transmission. Ved denne 'verdslige' form for smriti anbringes udøverne liggende på gulvet, samtidigt med at en instruktør fører dem gennem 45 minutter af detaljerede øvelser. Bevidstheden ledes til at omfavne de forskellige dele af kroppen fra hovedet til tæerne. Øvelserne får folk til at slappe af, samtidigt med at opmærksomheden ledes væk fra stress og smerter. Skønt denne ‘verdslige’ form for smriti har helbredende kvaliteter, kritiseres den for at bringe folk ind i en buddhistisk kultur ad bagvejen så at sige, altså en snigende og lumsk måde at gøre folk til buddhister. På den anden side kritiseres metoden for, at fremelske en buddhisme uden Buddha. Denne ‘verdslige’ form er dog helt i ånden for shamatha meditation, som ikke kræver at folk har taget tilflugt, før de begynder på at meditere. Buddha Sakyamuni blev selv indført i shamatha af sine to meditations lærere, som jo ikke selv var buddhister. Den moderne tilgang til emnet, som forbindes som en forretning med gode profit muligheder, kan dog blive problematisk af flere grunde. Nemlig når folk nærmest presses til at deltage, eller 'mindfulness' indgår som en slags 'morgen gymnastik' i visse skoler. Dette sidste ses for eksempel i Storbritannien. Læs mere om den nye kritik af den moderne 'mindfulness' i nyhederne. C) Smriti er også navnet på en særlig type tidlige Hindu skrifter. Disse bøger spiller ingen rolle indenfor Buddhadharma. Desuden er de fleste vist gået tabt i tidens løb. D) Smriti er i det moderne Indien også et kvinde navn. Det må kunne oversættes med [den] 'Vakte, Vakt' eller 'Sindig' eller måske kunne en mor hedde 'Nærvær.' Læs mere om smriti under: shamatha; og under: bhavana; samt under: alayavidjñana. Læs også om: Oplysningens 37 faktorer. Læs også om: A-smriti. Læs også artiklen: De 4 fæstelser for vågent nærvær (af Shamar Rinpotje).
Smriti-upasthana (skt.):
de fire fæstelser for ‘mindfulness’ eller vågent nærvær. Det vågne nærvær, skt.: smriti, fæstnes på 1) krop; 2) sansninger, skt.: sparsa; 3) sind; 4) fænomener, skt.: dharmas. Læs Shamar Rinpotje’s artikel.
Sneløve:
tib.: gang senge [gangs seng ge; གངས་སེང་གེ]. Skt.: singha [siṅha] betyder dog blot en løve. Manken på den tibetanske sneløve er enten blå eller grøn - den almindelige betegnelse er turkis, hvilket forstås både som blålig og grønlig. I den form er dyret mytologisk ligesom eventyr om dyrets mælk. Der kendes til sneleoparder fra Tibet, men intet om løver, med mindre en stor klippehule eneboer yogi som for eksempel Milarepa beretter om deres møde med dem, hvor deres betydning er symbolsk for yogi'ens frygtløshed overfor at konfrontere sin egen indbildskhed eller sit eget mørke, skt.: moha. I den tidlige buddhisme blev løven set som et symbol for Buddha Sakyamuni i den samme betydning. Om det så er derfor, at kejser Ashoka rejser søjler med en eller flere løver på toppen med inskriptioner på søjlen ved de 8 pilgrims steder i Indien, er lidt uvist, for løven kan jo også symbolisere kejserens egen karakter. Men i disse tidlige tider er det ikke en hvid løve, som bærer symbolikken, men blot en løve. Der findes og der fandtes hvide løver i Indien, skønt de i dag er sjældne. De synes at opstå fra særlige genetiske sammensætninger, som er af en anden karakter end albino afvigelserne indenfor andre arter. Måske er det en senere myte, at den ensomme yogi's frygtløshed skal symboliseres af en hvid løve, måske fordi den hvide farve står for renhed. Den hvide løves manke får måske et blåt skær, når den krystal klare blå Himalaya himmel står som baggrund for det smukke dyr. Det er en kendt sag, at tibetanere blander grønt og blåt i deres farve opfattelse. Men sneløven kan jo også stamme fra vision. Sneløvens brøl bruges symbolsk for yogi'ens sejrs hyl, når befrielsen og oplysningen opnås. I Indien nøjedes man med et almindeligt løvebrøl. Det anslås, at der i vore dage findes omkring 300 hvide løver, enten i fangenskab eller i Timbavati, Sydafrika.
Sodjung (tib.):
rengøring af pratimoksha løfter. Se under: posada.
Sogdhiana (skt.):
Der var engang et land omkring Samarkand, som hed Sogdhiana. Hele Tripitaka blev oversat til sogdhian sproget, skønt de fleste sogdhianere dyrkede parser religionen. Sogdhianerne kom til at dominere ‘silkeruten’ fra Kina til Samarkand fra lidt før vores tidsregning til efter år 1000. Bortset fra at dette fra Indien fjerne land kunne være kandidat til [S]oddiyana, kunne deres kultur være oprindelsen til Bönpo religionen i Tibet. Både landet, folket og kulturen forsvandt for små 1000 år siden og blev assimileret i det tyrkisk talende Tadjik folk, som stadig befolker regionen.
Somapura [Mahavihara] (skt.):
var et af de store kloster universiteter i slutningen af det første årtusinde EVT. Somapura blev grundlagt af den foretagsomme konge Dharmapala fra Pala dynastiet omkring år 800. Ruinerne af klosteret ligger i Paharpur, Naogaon distriktet i Bangladesh. Somapura blev erklæret et UNESCO Verdensarv lokalitet i 1985. Somapura var en del af et regulært netværk med de andre kloster universiteter i Bihar og Bengalen, hvor man ikke blot kunne blive munk og skaffe sig en akademisk uddannelse (shedra), men man kunne også uddanne sig i de klassiske dannelser, hvilket dannede grundlag for embedsmands standen i landene. Mange berømte pandit’ter underviste skiftevis på disse klostre. De andre kloster universiteter var Nalanda; Vikramashila; Odantapuri; Jagaddala. Somapura blev delvist ødelagt ved brand efter årtusind skiftet som følge af lokale krigs handlinger, men senere genopbygget. Da muslimske herskere fik magten i Bengalen i løbet af det 13. århundrede, forfaldt kloster komplekset fuldstændigt, skønt det undgik Nalanda’s forfærdelige ødelæggelse.
[Karmapa's] Sorte krone:
[tib.: zhwa nag]; den sorte krone har en historie tæt forbundet med Karmapa arvefølgen. Den egentlige krone siges at være et kraftfelt over Karmapa's hoved, som manifesterer hans indsigt og velsignelses kraft. Mens den kendte fysiske hat - altså en symbolsk gengivelse - er et udsøgt kinesisk håndværk, som sandsynligvis er ret anderledes i udformningen end et virkeligt kraftfelt. Denne sorte krone, fremstillet af de bedste kinesiske håndværkere på kejserens befaling, blev vist af alle Karmapa'erne fra den femte (se billedet) til den sekstende ved en særlig ceremoni. Ved ceremonien gik Karmapa i samadhi og antog Avalokiteshvara's form, fremsagde hans mantra og holdt kronen på sit hoved med højre hånd. Sandsynligvis fordi kronen var for lille til den 16. Karmapa's store hoved. (Hatten passede sikkert perfekt til den femte Karmapa.) Herved formidlede Karmapa en særlig velsignelse for de tilstedeværende. Kronen befinder sig i dag på Rumtek Kloster i Sikkim under den Indiske Unions beskyttelse, indtil retssagen om Rumtek og Klosterets skatte er overstået. Denne krone har en særlig historie, fordi den var en gave fra den tredje kinesiske Ming kejser til den femte Karmapa Deshin Shegpa. Kejseren er kendt som Yung Lo (se billedet - navnet betyder 'evig lykke' - han var kejser fra 1402 til 1425), som inviterede Karmapa på besøg i den daværende hovedstad i Kina, som dengang i 1407 var Nanking. (Yung Lo flyttede efterfølgende hovedstaden til Beijing, som han nyopførte.) I den femte Karmapa's hagiografi fortælles om mange mirakler og lykke tegn på himlen under besøget. Kejseren var meget betaget, siges det, og ville gøre Karma Kadjy til den universelle fortolkning af Buddhadharma i både Tibet og Kina. Karmapa sagde på en meget venlig måde, at det nok ikke var så god en ide. Han ville ikke være konge i Tibet og ønskede ikke kinesiske soldater som støtte for ham i Tibet. Det siges så, at kejseren fik en vision under en abhisheka (indvielse). Han kunne se kraftfeltet over Karmapa's hoved, der var som en krone lavet af 100.000 hår fra Dakinier (englehår). For at gavne alle andre, som ikke sådan fik visioner, fik kejseren nu lavet en kopi, besat med ornamenter og ædelstene og guldtråd. Det er denne hat, som er kendt som den sorte krone (se billedet). Kejseren blev sidenhen selv en Bodhisatva, fortælles det. Det er jo en fantastisk historie, som næppe er sand. Heller ikke forstået på en symbolsk måde. Den sande historie består alene i, at den 5. Karmapa fik en magtfuld kinesisk kejser som sponsor. Det gav en vældig prestige i samtiden, uanset hvor stor en forbryder kejseren var. For han var ingen helgen og sjældent særlig venligt stemt. Først og fremmest fordi kejser Yung Lo var en meget brutal person, som blandt andre myrdede sin egen brorsøn, som var kejser før ham. Det syntes Yung Lo åbenbart var lidt forkert, fordi han selv ville være kejser. Nevøens søn blev isoleret i fængsel i 55 år for en sikkerheds skyld. Da man aldrig blev helt sikker på, at nevø-kejseren faktisk var død, men at han muligvis var undsluppet, var Yung Lo mistroisk hele sit liv og bange for oprør. Det var angiveligt den vigtigste grund til at flytte hovedstaden. Yung Lo var tidligere vicekonge i det forrige Beijing, så han følte sig mere tryg der. I sit oprør viste han sig som en kinesisk Machiavelli og stor løgner. Hans oprør ødelagde Kinas provinser i flere år efter og affolkede hele regioner. Da mange mandariner i Nanking ikke brød sig om hans oprør, blev de alle henrettet sammen med deres udvidede familier i flere led. Han var kendt for at bruge tortur mod sine modstandere, når de blev fanget. Ligesom han var kendt for sit hemmelige politi og spion netværk over hele Kina. Der manglede ligesom Bodhisatva kvaliteter ved hans liv og karakter. Han førte flere krige mod Mongolerne, besatte Vietnam, oprettede en stor krigs flåde og sendte den på ekspeditioner til landene i det Nordlige Stillehav, Sydøstasien og det Indiske Ocean. Men han genoprettede Kejserkanalen. Så han gjorde da lidt godt, men det ville være misvisende at kalde ham for en Bodhisatva. Der var nok snarere en dobbelthed i hans væsen ligesom hos så mange andre diktatorer, så han skiftevis kunne være hensynsløst brutal og inderligt religiøs. Men hans religiøse karakter må bedømmes på hans handlinger - ikke hans bønner og angivelige visioner, som vi ikke kan stole på, at han faktisk havde, i og med han var en kendt løgner. Så historien om den sorte krone, set i en vision, Bodhisatva kejseren som Karmapas beskytter og et lykkeligt kejserrige i stor harmoni er en skrøne. Selvom vi i dag godt kender til de nærmere omstændigheder for Yung Lo's liv og karakter, beskriver tibetanerne ham stadig som en helgen. Den sorte krone er bestemt et storslået kunstværk fra Ming tiden, en over 600 år gammel sag af udsøgt kvalitet og forarbejdning. Men velsignelsen kommer fra Karmapa og ikke en antik hat fra Kina, selvom den er smuk, flot og kongelig.
Sparsa (skt.):
sansning, ordret: 'kontakt' - mellem sanse-evne (skt.: indriya) og sanse-stimulans, skt.: visayas. Kontakten er sansningen, som bevirker, at den opfattede sanse genstand, skt.: rupa, opstår som en mental form for sindet. Sparsa er mystisk, fordi sansning kan 'tænde' for sindet (læs artiklen: hvad er en oplevelse?). Sparsa finder sted i den første skandha, form skandha’en. Læs også artiklen: Om opfattelsen 2, sindets processer.
Spiritualitet:
"Spiritualitet betyder nogenlunde det samme som åndfuldhed eller åndelighed." I følge Wikipedia. Det er et fremmedord, som mange forskellige mennesker tillægger forskellige betydninger. Disse betydninger stikker i mange retninger, hvor den eneste fælles betydning synes at være noget med at forholde sig til livet som mere en blot biologi og sansning. Ligesom det gamle danske ord ånd, kan vi ikke rigtig bruge dette begreb til en fagsprogs betydning i Buddhadharma. I stedet bruges udtryk som samadhi, bodhicitta, ahimsa, maitri, karuna, purusha og sind. Læs videre under: Ånd.
Spøgelse:
betyder en bevidsthed, skt.: vidjñana, som har forladt en krop ved døden, men derpå er gået i stå i genfødsels kredsløbet. Det er ret sjældent, at dette sker; men det sker ind i mellem. I reglen skyldes det for stor tilknytning eller identifikation med andre i den afdødes kreds af bekendtskaber, eller til ejendom, magt og ære. Men det kan også skyldes traumatiske krigs handlinger, granatchok, tortur og rædsomme ulykker med langtrukken og smertefuld død. Spøgelser er ret nemme at skræmme, fordi de befinder sig på usikker grund. Så et meget stort BØH! vil ofte sætte gang i genfødslen. Hvis den afdødes tilknytning og identifikation er ekstremt stort med en overlagt hensigt ved at blive hængende som spøgelse, kan spøgelset ikke skræmmes. Denne type spøgelser kan være meget generende og kaldes for kongedæmoner, tib.: gyalpo. De er meget sjældne; og også de kan motiveres til at søge genfødsel, skønt kun med stort besvær. Nogle gange tror folk, at et sted hjemsøges af et spøgelse, hvor der i virkeligheden er tale om naturånder af forskellig slags, især ved vandmiljøer, herunder drænede moser. I Danmark og Tyskland kaldes de ofte for poltergeist, skønt de er en slags nøkker, skt.: naga. Læs videre under: gandharva en 'røgæder'; samt under: bhuta. Læs også om: preta, et sultent spøgelse, som er en eksistens form i sin egen verden under jorden.
Sraddha (skt.):
[Śraddhā; pali: saddhā;]; tib.: dæpa [dad-pa; དད་པ་]. Hengivenhed eller det at hellige sig noget. Se under: tro.
Sramana (skt.):
munk i betydningen at afholde sig fra samsara. Udtrykket sramana bruges synonymt med Bhikshu, fuldt ordineret munk. Mens en novice munk kaldes for sramanera (se nedenfor). Men hvor betydningen af Bikshu hovedsagligt ligger på ’tigger,’ er meningen med Sramana en ’afholdende’ person. Ikke blot er munken afholdende ved slet ikke at røre alkohol, men også i betydningen at have forladt et almindeligt liv med et hjem, familie, fast arbejde og en privat økonomi. Sramana’en afholder sig fra den slags. Der er flere episoder i Buddha Sakyamuni’s liv, hvor han både betegnes som sramana og selv kalder sig for en ’afholder.’ Billedet viser Buddha Sakyamuni som sramana med traditionelt munke tøj og tiggerskål. Udsnit fra et maleri af de 35 Buddha'er. Tilsyneladende har han øreringe, men det er ikke tilfældet. Det er huller i ørene fra tunge og store fyrstelige øreringe, som ses og viser hans prinselige ophav og fortid. For eksempel i det berømte ’Ye Dharma’ dharani. Der findes i Agama Sutra’erne et ordspil, hvor sramana og brahmin synes synonyme. En sådan omtalt ’brahmin’ er med Buddha Sakyamuni’s sprogbrug ikke et medlem af den højeste kaste i Indien, som vi normalt ville forstå ordet. I stedet er det betydningen af renhed, som kendetegner en sramana, hvilket er den egentlige betydning af ordet ’brahmin,’ og den forstærkede betydning af afholdenhed fra erotik, som stadig i dag kaldes ’brahmacharyin’ i Indien, selvom det indiske kaste- eller klasse samfunds præste sektion, brahmin’erne som hoved regel lever i ægteskab. Udtrykket ’renhed’ i denne sammenhæng betyder, at munken, som følger meningen med munke forskrifterne i sin livsførelse og ikke bryder sine løfter om afholdenhed, ikke snavses til af verdslige tilknytnings former og fordomme, fordi de preller af på ham uden at få tag i hans holdning eller handling. Det vil sige, at selvom sramana’en lever i samsara, er han samtidigt hævet over verden. Det er den ene grund til at munkene værdsættes som hellige mænd i de buddhistiske kulturer. Den anden grund er, at de repræsenterer en af de tre Ædelsten i tilflugts ceremonien. Dette sidste er dog i vore dage helt symbolsk og et levn fra en mere ophøjet tid, hvor mange mennesker blev befriede og oplyste på stribe. Men det er den oprindelige betydning af udtrykket 'Sangha,' skønt i vore dage er denne Ædelsten Bodhisatva'erne, den 'ædle' Sangha, fordi de har plukket frugten af buddhistisk praksis, mens munkenes resultater – blot fordi de er munke – er tvivlsomme eller som hovedregel begrænsede. Sramana’en har forladt sit hjem og sin familie og opgivet en verdslig karriere, men det er kun det første skridt på vejen til Nirvana. I Oldtidens Indien var det kun Bikshus, som havde stemmeret og domsret indenfor munke samfundet. Det har de stadig, men deres reelle magt og indflydelse over deres eget munke samfund begrænses af de traditionelle klostres Tulku’er. Tulku’erne har deres egen organisation kaldet ’labrang’ på tibetansk. Labrang organisationen var ikke lige, hvad Buddha Sakyamuni havde tænkt sig i forbindelse med munkenes selv organisering og kloster institutionerne. I Tibet blev Tulku’ernes fyrstelige magt og indflydelse større end munke samfundenes. Ofte betød munkenes samfund nærmest ingenting, fordi de var fuldstændig afhængige af Tulku’ens labrang. Denne udvikling har kun fundet sted i den tibetanske kultur kreds og må anses for en kæmpe udfordring for klostrenes traditionelle demokratiske styreform, som stammer fra Buddha Sakyamuni. Med en ’religiøs fyrste’ som faktisk leder af et kloster, er de demokratiske institutioner udhulede og relativiserede. Da den tibetanske kultur i øvrigt sender nogle af deres børn i kloster som repræsentanter for familien, er meningen med at blive munk og nonne også udhulet og relativiseret, for meningen er jo, at en munk eller en nonne forlader sin familie af sin egen vilje og på grund af sin egen personlige overbevisning. Alt i alt er munkenes kvalitet således ikke, hvad den har været i Oldtidens Indien. Der er dog håb endnu, fordi den oprindelige organisations form for munkene stadig eksisterer og anvendes. Læs videre om: Bhikshu. Læs også om: upasaka. Se også under: Vinaya og Pratimoksha. Læs også om: sramanera nedenfor.
Sramanera (skt.):
tib.: getsyl; novicemunk. Ordet er afledt af sramana, som bruges synonymt med Bhikshu, fuldt ordineret munk. For at leve et ’rent’ liv, var det tilstrækkeligt med novice munke løfterne. En Sramanera holder de 5 rod løfter ligesom Bikshus, de fuldt ordinerede, men kun i alt lidt over 30 gren løfter. På grund af enkelheden og de få løfter er de fleste munke i dag sramaneras. Desuden er der en ’begynder’ ordination med kun i alt 10 løfter, kaldet ‘pravrajya’ (skt.) eller ‘rabdjam’ på tibetansk. Denne ’begynder novice’ ordination beskrives som at forlade det verdslige liv til at begynde med. Tanken var, at folk først skulle vænne sig til livet som ’afholdende’ og ’tigger,’ før de kunne få en egentlig ordination. Så ’rabdjam’ er en slags novice munk på prøve. Novice munke skulle leve sammen med deres instruktør i munke livet og lære meditations træning samt anskuelse. Først når de derefter havde vænnet sig til munke livet og fået en vis forståelse samt erfaring i formel meditation, kunne de ordineres som Bikshus. Læs videre nedenfor om: sramaneri, samt: upasaka. Se også under: Vinaya og Pratimoksha.
Sramaneri (skt.):
novice nonne, med et begrænset antal løfter. Tib.: getsylma. De fleste tibetanske nonner er ordineret som Sramaneris, og der er ingen bikshunis. Nogle få nonner fra Vesten har taget den fulde ordination fra den kinesiske Dharmaguptaka transmission. Det er påfaldende, at Bikshuni ordination har haft så vanskelige forhold udenfor Indien. Transmissionen kom til Kina via Centralasiens buddhistiske kongeriger i Oldtiden. I Theravada er der hverken en transmission for Bikshunis eller Sramaneris, så de hvidt eller lyserødt klædte kvinder i denne tradition holder upasaka løfter. Læs videre under: bikshuni – læs også om: Vinaya – samt se under: pratimoksha.
Sthavara (skt.):
tib. Sa'i Lha-mo; er et gammelt navn for en lokal gudinde i Oldindisk mytologi, som kun kendes fra buddhismen i vore dage. Ordret betyder navnet 'ubevægelig.' I almindelig sanskrit bruges ordet derfor i betydningen af ubevægelige sansende væsner samt levende ting som planter og træer, der ikke bevæger sig bortset fra ved vækst. I en overført betydning kan ordet henvise til en afdød, som jo kendes på ikke at bevæge sig mere. I de buddhistiske traditioner bruges ordet oversat som 'Jordens Gudinde' i Mahaparinirvana Sutra, Lalitavastara Sutra og Gandavyuha Sutra. Buddha Sakyamuni tager Sthavara som vidne på, at han har overvundet tilknytningens- og identifikationens djævel Mara og hele hans hær (og hans døtre), kort før Buddha Sakyamuni opnår Nirvana. Men ellers spiller hun ingen rolle i Buddhadharma. I Hindu religionerne er hun ikke på linje med de store kendte guder som Brahma, Vishnu, Shiva og så videre. Så alting tyder på, at hun ikke var en generel betegnelse for hele Jorden, som for eksempel den Oldgræske gud Gaia, men hun var en lokal guddom, som boede i selve stedet Bodhgaya, hvor Buddha overvandt Mara og opnåede Nirvana. Denne ret lokale betydning understreges af, at Sthavara i følge traditionen ofrede en vase fyldt med amrita, gudernes drik til Buddha Sakyamuni efter hans oplysning (kilde: Robet Beer i 'The Handbook of Tibetan buddhist Symbols'). Sthavara ses også brugt som sanskrit ordet for Tenma (søstrene) på tibetansk. Jeg ved ikke om det er en korrekt oversættelse. Hvis det er korrekt, så er Tenma en generel betegnelse for en gruppe af lokale guder og djævle, mens Sthavara er en bestemt person. (Tenma søstrene blev undertvunget af Guru Rinpotje i Parping i Kathmandu dalen i Nepal, hvorfor de lovede at beskytte yogi'erne. Også Milarepa havde et særligt forhold til disse Tenma'er.) I følge Machik Labdrøn hører Stavara hjemme i den generelle betegnelse 'Lha-dre' (tib.) - guder og djævle, som afhængig af omstændigheder enten gavner os eller forvolder skade. Sandsynligvis hører Sthavara hjemme i den oldgamle tradition i Indien og Nepal, hvor der er lokale guder på et afgrænset sted eller miljø, hvilket ofte falder sammen med et bodhitræ, som befinder sig midt i landsbyen, hvor folk mødes. Sådanne lokale guder eller naturånden fra et træ anses den dag i dag som virkelige og levende i træet. I reglen beskytter sådan en træånd landsbyens piger og kvinder, ligesom selve træet anses for helligt og må ikke antastes. (En sådan tradition findes i vores tid omkring et bodhitræ ved foden af bakken, hvor Swayambhu stupa'en i Kathmandu findes. I denne lokale landsby, som hedder Kimdol, vokser et dejligt og stort bodhitræ med en kilde, som udspringer ved træets rod.. Det var, da jeg boede her fra 1982 til 1984, at jeg lærte om denne myte fra mine landsby naboer. De fleste af Kimdol's beboere er buddhister, men det forhindrede ikke myten.) Så måske er Sthavara tilsvarende Bodhitræet i Bodhgaya's gud eller ånd. Det er svært at afgøre, fordi netop Sthavara ikke er en lokalt levende tradition i Bodhgaya, men en legende fra for meget længe siden. Sthavara bruges i vores tid som et pigenavn på sproget hindi. I følge Wikipedia findes der også en sommerfugl med navnet: Euthalia lepidea stavara (se billedet), skønt den kønne flyver næppe har noget med gudinden i Bodhgaya at gøre.
Sthavira (skt.):
xxx.
Stoflighed [eller substans]:
De buddhistiske opfattelser giver mulighed for at forstå stoflighed på flere måder. Det stoflige er materielt til stede som sanse genstande, skt.: visayas, skønt det er et mentalt indtryk, skt.: rupa samt: djñeya, som faktisk opleves – ifølge Sautrantika filosofien. I følge Pradjñaparamita gør det, at observatøren oplever mentale indtryk – og dermed ikke direkte opfatter sanse genstande – at vi faktisk intet ved om bogstavelig stoflighed ved sanse genstandene, når de nu blot er mentale indtryk. De egentlige sanse genstande opleves ikke direkte, så man kan ikke sige, at de eksisterer objektivt, fordi de kun opfattes subjektivt. Det hjælper ikke på situationen at bruge finurlige videnskabelige instrumenter og måle metoder; disse er til syvende og sidst også sansninger. Det du ser, er ikke foran dine øjne, men på nethinden. I sindet er alt lavet af sind, også sansning, skt.: sparsa. Så kun sansningerne er relativt virkelige ved de 5 skandha’ers arbejde, mens de ’egentlige og stoflige’ sanse genstande må være transcendente i forhold til oplevelsen af dem. Det er deres essensløshed og tomhed, skt: sunyata. Det er også deres illusion, skt.: maya; det vi oplever synes at foregå udenfor krop og sind, skønt det hele foregår i selve sindet, og at alt dette er lavet af sind og intet andet. Opleveren eller observatøren – os selv som vidne – opleves heller ikke, fordi det er vidnet, som oplever. Så den subjektive essentielle virkelighed ved vidnet, opleveren, iagttageren eller observatøren opleves heller ikke i oplevelses situationen. Derfor opstår spørgsmålet: hvad er en oplevelse? Filosoffen David Hume (1711 – 1776) skrev værket: A Treatise of Human Nature. I sin bog kritiserede Hume den almindelige opfattelse af menneskets enhed i krop, tale og sind som en sjæl, ånd eller et egentligt Selv. Hans argument var enkelt: vi oplever ikke en ting – eller os selv – som en enhed, men som en samling – et bundt – af egenskaber. Det er egenskaberne, som vi kan opfatte, men ikke ’tingen i sig selv’ eller Selvet. Uden sine egenskaber eller karaktertræk ville ’tingen’, skt.: dharma, eller ’Selvet’, skt.: atman, ikke kunne formodes. En sådan formodning kalder Hume for association, altså begrebs dannelse og sprog, skt.: samskaras samt: caitasikas. En formodning er bestemt ikke en erkendelse eller sikker viden. Dette kaldte Hume for ’bundle theory’. Bundle theory må hedde ’bundt teorien’ på dansk. Den beskæftiger sig med det umulige ved at beskrive substans, materie eller stoflighed, med mindre der er nogen til stede, som observerer eller oplever begivenheden. Vi kan ikke sige, at noget finder sted, hvis der ikke er et vidne til det. (Læs artiklen: Om opfattelsen 3, Selvets illusion for uddybning.) Desuden kan vi kun opfatte en samling karakteristika eller kendetegn ved oplevelserne, men ikke ’oplevelserne i sig selv’ – oplevelserne er simpelthen et bundt af egenskaber. Vi kan ikke vide, hvad der finder sted ud over begivenhedens karakteristika, ligesom vi heller ikke kan vide, hvad opleveren af begivenheden er for en størrelse, ud over at være vidnet, iagttageren eller observatøren, som karakteriseres ved sin evne til oplevelse. (Mens opleverens 'væsen' egentlige virkelighed eller essens ikke opleves og ikke kan erfares eller erkendes.) Vi kan kort sagt kun tale om egenskaber ved begivenheder, skt.: dharmas, og vidner, mens essensen forbliver spekulativ, fordi den ikke kan opleves direkte men kun formodes. (Vi vil så gerne dyrke sådan formodning, fordi det ville være rart med en ordentlig forklaring. Vi har en forventning om en forklaring og formoder, at alt kan forklares, hvis vi blot har tilstrækkelig med viden. Buddha Sakyamuni peger i stedet på: anatman og sunyata.) Med denne tankegang gør Hume materialisterne til idealister – i en filosofisk forstand. Denne ’oplysnings’ filosofi kan ligne Buddha Sakyamuni's lære om de 5 skandha'er. Imidlertid indeholder Buddha Sakyamuni's beskrivelse en præcis definition af de forskellige opfattede enkeltheder, skt.: dharma'ers afhængighed af hinanden, samtidigt med en lære om Dharmadhatu, området hvori dharma'erne udfolder sig. Dharmadhatu og dharma’erne står i afhængighed til hinanden, er årsag til - og virkning af - hinanden. Skandha betyder netop ordret 'bundt' af egenskaber, men beskrivelsen i Buddha’s Dharma er mere psykologisk end filosofisk, for disse 5 'bundter' beskriver sindets virksomhed. Den samlende betegnelse for helheden ved de 5 skandha'er er derfor ’sindets virksomhed’ – beskrevet ved sin egenskab af ’bundt af bundter’. Sindets virksomhed er i sig selv en samlet egenskab ved sindets natur, nemlig sindets klarheds natur. Det er en aktiv egenskab, som består i sin evne til at udfolde de 5 skandha'er, som på forskellig måde beskriver, hvordan klarheds naturen bevirker opfattelse af oplevelser. Sindets klarheds natur omfattes af sindets beholder natur, skt.: alaya, sindets rummelighed, som må betegnes som passivt ved blot at give plads til oplevelserne. Det at give plads, må også betegnes som en egenskab. Buddha Sakyamuni's lære går således langt videre end 'bundle theory' ved at beskrive sindets rum og klarhed. Den manglende enhed eller essens ved sindet erstattes af egenskabernes samspil i en helhed, som karakteriseres ved egenskabernes samtidige opståen og gensidige afhængighed (årsagskæden). Helheden udtrykkes ved begrebet Dharmadhatu, som ikke er en enhed (filosofisk en monisme), men enhedernes helhed. Det er ikke nødvendigt med mere end Dharmadhatu, dhatu’erne og dharma’erne til at forklare oplevelser. Imidlertid udelukker begrebet Dharmadhatu ikke, at der kunne eller måtte være mere. En sådan eventualitet har bare intet med erkendelse eller oplevelser at gøre, fordi sådan eventualitet ikke kan erkendes eller opleves på grund af oplevelses situationen, hvor der jo kun opfattes egenskaber eller karaktertræk. Hume’s filosofi formåede ikke at inkorporere rummeligheds bevidstheden, skt.: alayavidjñana, fordi den tanke var yderst fremmed for europæisk tankegang i 1700 tallet. Imidlertid fik Hume fat i den grundlæggende essensløshed og formulerede den ret præcist, så hans filosofi har gyldighed også i vore dage. Den er bare ikke komplet uden alaya. Hume's bundt teori videreføres af den senere danske atomfysiker Niels Bohr, som sagde: "Der er ingen kvantum verden [kvante fysisk verden, hvor elementernes opholdssteder eller svingninger ikke ligger fast, men befinder sig i en vedvarende ubestemthed, indtil de faktisk observeres på et bestemt tidspunkt]. Der er kun en abstrakt kvante fysisk beskrivelse [af egenskaber]." Alayavidjñana misforstås instinktivt (eller af gammel vane) som sindets essens eller et egentligt Selv. I virkeligheden er der blot vældig god plads i sindet, og denne rummelighed er ikke noget som helst, skønt den må betegnes som en opfattet egenskab. Rummeligheden er ikke en enhed, men helheden ved de opfattede egenskaber. Igen må vi sige, at helheden kan opfattes, mens en egentlig enhed er spekulation. Helheden ligner ikke en enhed, men snarere et fællesskab af enheder. Læs også om: Samvriti, relativitet. Læs mere om: Maya, illusion. Læs videre om: ‘Big bang.’ Samt om: Psykologisk realisme. Læs artiklen: Om opfattelsen 4. Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse? Læs om David Hume i Betrand Russell’s bog: Vestens Filosofi, side: 573. Se også: ‘bundle theory’ på wikipedia Samt: om ‘observatørens forventning’ på wikipedia.
Stolthed:
se under: Klesha.
Stræben:
se under: klesha.
Strøm-af-sind [eller bevidsthed]:
se under: santana.
Stupa (skt.):
[stūpa]; tib.: tjørtjæn [mchod rten; མཆོད་རྟེན།]; er en skulptur i mange størrelser, som indeholder et kammer, hvori der er anbragt specifikke Buddha statuer, Mandala’er, et lodret stående ‘livs træ’ , mængder af trykte mantra ruller samt diverse relikvier fra Buddha’er og Bodhisatva’er. De første Stupa’er i verdenshistorien indeholdt aske og relikvier fra Buddha Sakyamuni’s ligbål. Senere blev stupa’erne i mange tilfælde ligesom templer, hvor en eller flere Buddha’er symbolsk residerede ved deres mandala’er og statuer. Buddha’erne er naturligvis overalt og ingen steder, så stupa’en tjener som forbindelse, så folk får et reference punkt. I de senere udviklinger af stupa’erne, blev de også brugt til opbevaring af store Lama’ers aske eller mumie. Der blev også lavet stupa’er - i reglen ret små - hvor afdødes aske blev opbevaret for at de døde ville blive beskyttet og velsignet af stupa’en. Selve stupa’ens struktur symboliserer en Buddha’s trikaya samt en omfattende og mere detaljeret repræsentation af forskellige aspekter ved Buddha Dharma. Der findes traditionelt 8 typer i Tibet. Billedet viser den typiske Tushita stupa, hvis design hentyder til Buddha Sakyamuni’s mystiske himmelfart til Tushita himlen for at indvie sin mor Mahamaya i Dharma. Du finder en dybtgående beskrivelse og analyse i Lama Anagarika Govinda’s bog: Psycho-cosmic Symbolism of the Buddhist Stupa, udgivet af Dharma Publishing, USA i 1976 - ISBN: 0-913546-36-4. Læs også om: De 8 Stupa'er
Subhuti (skt.):
[Subhūti]; tib.: Rabdjår [rab 'byor; རབ་འབྱོར]; var en af Buddha Sakyamuni’s 10 hovedelever. Han blev munk, da han mødte Buddha første gang. Han blev angiveligt herefter hurtigt en Arhat ved at meditere på kærlighed, skt.: maitri og medfølelse, skt.: karuna langt ude i skoven, væk fra folk og fæ. Der var på Buddha's tid mange og meget store skove på Ganges sletten. Han siges derfor at have været en kilde til stor velsignelse for folk. Således er han også kendt som en Bodhisatva, hvor han spiller en afgørende rolle i Pradjñaparamita Sutra'erne, Diamant Sutra'en og Hjertesutra'en. Subhuti var bror til Anathapindika, som var en af de to sponsorer til Djetavana Klosteret som en gave til Buddha.
Subjektivitet [og subjekt]:
se under: anatman.
Substans:
se under: stoflighed.
[Kong] Suddhodana (skt.):
Buddha Sakyamuni’s far. Han var Sakya folkets konge på den tid. Da Sakyamuni’s mor Mahamaya Devi døde kort efter hans fødsel, giftede Suddhodanasig med hendes søster Pradjapati, som senere blev en af de første nonner, skt.: bikshuni.
Sugata (skt.):
betyder den henrykte på sanskrit, den overmåde lykkelige. Et af Buddha’s navne.
Sugatagarbha (skt.):
sindets henrykte eller lykkelige natur på sanskrit. Buddhanaturen. Se under: Tathagatagarbha.
Sukha (skt.):
lykke, ligesom i udtrykket: den søde lykke. Synonymt med: Ananda. Læs mere her. Læs også om: mahasukha. Læs Karmapas artikel. Læs også om: fire [slags] fryd
Sukha-vati (skt.):
[Sukhāvatī]; tib.: Dewatjæn [bde ba can; བདེ་བ་ཅན།]; Buddha Amitabha’s rene land eller paradis. Sukhavati Sutra beskriver dette sted. Der er andre paradiser og himmelske verdener, for eksempel Akshobya Buddha’s Abhirati og Tushita himlen, hvor Maitreya opholder sig. Sukhavati er dog det sted, som det er nemmest at komme til, når man endnu ikke har udviklet og samlet de fremragende dyder (skt.: punya) og erkendelser, som er den karma, der skal til for at genfødes i de fleste andre paradisiske eller særligt buddhistisk himmelske steder, skt.: Buddhakshetra. I Hinayana er der også brugbare himle. En såkaldt Aldrig-Mere-Genkomst, som næsten har samme erkendelse som en Arhat, bliver genfødt i den højeste af himlene i rupaloka (se under: Triloka), som kaldes for Akanistha, hvorfra det - lidt usædvanligt - er muligt at nå Nirvana i følge Theravada - og Dzogtjen.
Sultent spøgelse:
se under: preta.
Sumeru (skt.):
et andet navn for Meru bjerget, se under: Meru.
Sungkhor (tib.):
betyder en beskyttet kreds. Når Tantra skal udøves et sted, opretter man først en cirkel af beskyttelse mod forstyrrelser og vanhelligelse af ritualet. Stedet for udøvelse skal helliggøres, fordi vi inviterer Buddha'erne, så alt af en verdslig natur skal derfor forlade området. Dette forsøger yogi'en sig med ved at give de lokale guder og djævle, naturånder, nisser og trolde og så videre, nogle rigtig gode gaver, nemlig de 6 sansenydelser, som (næsten) alle godt kan lide. Disse gaver gives som torma'er og føres ud over horisonten og serveres der for de forstyrrende ånder og lignende. Der er så måske nogle tilbage, som ikke vil gå væk; måske fordi de ikke er meget for tormas. De bliver så smidt ud med et voldsomt lys. Herpå opstår så vadjrateltet, som effektivt forhindrer dem i at komme tilbage. Denne beskyttelse foregår under hele ritualet. Læs også om: Tantra. Og om: Yidam.
Sundari Nanda (skt.):
Buddha Sakyamuni's halvsøster. Hun er også kendt som Janapada Kalyani. Efter hendes bror og elsker Nanda's befrielse som Arhat, blev Sundari Nanda nonne. Imidlertid var hun ligesom sin bror Nanda fascineret af skønhed og ynde, hvilket forhindrede hendes samadhi. Buddha Sakyamuni demonstrerede da for hende, hvordan hun ville se ud som gammel og rynket olding med hvidt hår og uden tænder. Det chokerede hende i tilstrækkelig grad til at indse forgængelighed og derfor også til at give slip, skt.: naishkramya, på hendes fordom. Hun blev herefter hurtigt en Arhat, berømt for sit mesterskab i samadhi, skt.: dhyana.
Sungma (tib.):
beskytter af en lokalitet. Se under: lokapalas.
Sunya (skt.):
tallet nul på sanskrit, betyder tom (for enestående uafhængig selvstændighed og substans eller stoflighed). Sunya er et kerne begreb indenfor Bodhisatvayana. Alligevel er det svært at angive, hvornår man begyndte at anvende begrebet i samme betydning som sunyata, og bruge nul som et tal for ingenting i manifestation og for en tom plads med skjult potentiale. Potentialet er, at nul er et tal, som man kan regne med i matematiske kalkuler. Den tidligste tekst, hvor vi finder et skrevet nul tal, er det såkaldte Bakhshali manuskript fra landsbyen Bakhshali i Pakistan (læs om dokumentet i ’Nyheder fra 2017’.) Dette dokument er fra det andet eller fjerde århundrede EVT. Det er den fremherskende teori, at sunya vandrede fra Indiens kulturer over de muslimske kulturer til Europa. Tallet nul er et og alt (og ingenting) for en matematisk orienteret Mahayana buddhist. Læs også om begrebet ikke-tom: asunya. Læs videre nedenfor om: sunyata. Læs også om: nisvabhava.
Sunyata (skt.):
[śūnyatā]; tomhedsnaturen. 'Sunya'= tom og 'ta'= natur. Tib.: tongpa nyi [stong-pa nyid]. Udtrykket betyder ikke, at der mangler noget, men at der i erfaringens verden ikke findes noget, som eksisterer uafhængigt af noget andet, og blot er til i kraft af sig selv. Det betyder også, at selv det, som fremstår som solidt og stofligt, ikke består af nogen egentlig substans, men blot er en sansning (skt.: sparsa) og en oplevelse, som viser sig for det enkelte individ i direkte afhængighed af sindets virksomhed og natur, og som kun består af vores egne sansninger, fortolkninger og vurderinger (slå de 5 skandha’er op). Det betyder også, at alle oplevelser kun opstår ved - og i afhængighed af - årsager og betingelser. Chandrakirti opregner 16 slags tomhed. Udtrykket sunyata er disse typer tomhed ved alt og ingenting. Sunyata kan generelt - i den korte version - betegnes som: fraværet af stoflighed og enestående uafhængig selvstændighed. Billedet viser ingenting indeni og alligevel viser alting sig momentant. For det første er der tale om essensløshed, for det andet oplevelsernes relativitet, og for det tredie gensidige årsager og betingelser for alting. Hvad der er tilbage som noget uforanderligt og uforhindret, når virkeligheden gennemskues, er sindets rummelighed (skt.: alaya) og klarhed, som ikke desto mindre også karakteriseres ved sunyata. God plads til alting fylder ikke noget i sig selv og er heller ikke noget i sig selv, ligesom rummelighed, skt.: alaya, ikke er stofligt på nogen som helst måde. Tilsvarende er den klarhed, hvormed du oplever, eller din bevidsthed, skt.: vidjñana, heller ikke noget i sig selv eller på nogen måde stofligt. For at rummelighed og klarhed kan skaffe plads til dine oplevelser, må de nødvendigvis selv være tomme, skt.: sunya, i deres natur, da de ellers ville forhindre fremkomst af oplevelserne ved at optage pladsen. Så der er en samtidighed, skt.: sahadja, med sunyata og oplevelserne. De er ikke blot samtidige - de er også en helhed, som udtrykkes med skt.: dharmadhatu. Sunyata bør ikke antages som en filosofi, som forklarer alt og det, som ikke er noget. Det gør sunyata ikke. Sunyata beskriver altings tilstand, slet og ret. Læren om sunyata hører mest hjemme i Mahayana traditionerne, men er ikke et fremmed begreb for Theravada. Sunyata kan opfattes som en præcisering af læren om Selvets illusion, Anatman, hvor sindets essensløshed pointeres. Sunyata tager betragtningen videre til at gælde for alle oplevelser og dermed også alle sansede fænomener og opfattede mentale former (skt.: manas). Begreberne i Mahayana om sunyata ændrer ikke på læren om anatman (Selvets illusion), som den kendes fra Hinayana, men uddyber både emnerne Bodhicitta, Sutra, pramana og pradjñaparamita. Sunyata giver også en særlig drejning eller uddybning ved forståelsen af Abhidharma. Sunyata blev et kerne begreb ved Buddha Sakyamuni's anden drejning af Dharmahjulet, hvor han præsenterede Pradjñaparamita Sutra'erne og de andre Mahayana Sutra'er. Tallet ‘nul’ hedder sunya på sanskrit. Det er dette tal og læren om bevidsthedens øjeblik, som forener Mahayana og Hinayana omkring begrebet tomhed og tomhedsnatur. Det er velkendt også indenfor Hinayana, at der er et nulpunkt eller et tomrum mellem de enkelte bevidste øjeblikke, hvor der ikke findes noget eller foregår noget. Det er denne lære, som blev uddybet af Mahayana med tiden. Den kognitive videnskabsmand Donald Hoffman fortæller i et interview med Aeon Magazine om en neurologisk forståelse af begrebet tomhed. Læs videre om: begrebet ikke-tom, skt.: Asunya. Læs mere om: Maya, illusion. Læs også om: Nisvabhava, ingen egen-natur. Læs også artiklen om fænomenernes tomhed.
Surangama samadhi:
se under: Vadjra samadhi.
Surangama Sutra:
[śūrangama sūtra]; betyder heltemod og / eller: modigt fremskridt; en Mahayana Sutra, hvis ægthed er omstridt. Tilsyneladende er der tale om en samling af sanskrit tekster, som i Kina blev præsenteret som et samlet værk. I følge Wikipedia har man for nylig fundet en sanskrit udgave af Sutra'en, som blot mangler 6 sider. Sagen undersøges stadig af akademikerne i Kina. Sutra'en blev oversat til tibetansk fra kinesisk. Så det er ikke en original tibetansk oversættelse af et sanskrit værk. Sutra'en er også kendt som Surangama Samadhi Sutra, det Heltmodige Fremskridts Samadhi Sutra. Emnet er om Buddhanatur og en Buddha's samadhi (vadjrasamadhi).
Surmang [kloster]:
Trungpa Rinpotje’s kloster i Amdo.
Sutra (skt.):
[sūtra]; tib.: Do [mdo; མདོ།]; ordret: ord, det talte ord eller tale. Der er to betydninger. 1) Buddha’s ord eller tale. En stor samling bøger, som indeholder historierne om hvorhenne, hvorfor, hvordan og hvad det var, som Buddha Sakyamuni sagde og gjorde ved disse lejligheder. Sutra’erne er derfor de mest autoritative kilder til, hvad Dharma’en er og består af. Sutra betegnes som en af de 3 kurve (se under: Tripitaka). Man anser almindeligvis Agama Sutra’erne for autentiske – så mange tror, at dette er præcist, hvad Buddha Sakyamuni sagde. Det kan vi dog ikke være helt sikre på. Stilen i Agama Sutra’erne med de mange gentagelser tyder på, at teksterne er formuleret med henblik på at blive lært udenad. Stilen tyder ikke på, at vi får en beskrivelse af Guru’ens foredrag, hvor det talte ord er det vigtigste, og ingen tør ændre så meget som et komma. En anden ting er sproget, som i Agama Sutra’erne er sanskrit. Vi ved med ret stor sikkerhed, at Buddha Sakyamuni ikke underviste på sanskrit. Han underviste heller ikke på sproget pali, som dengang var et indisk sprog i det vestlige Indien. Man mener i vore dage, at Buddha talte Prakrit, et slags ’moderne’ sanskrit – ikke at misforstå som ’buddhistisk hybrid sanskrit’ – men vi ved ikke meget om dette sprog i dag. Så konklusionen er, at ingen Sutra’er kan være Buddha’s udtalte ord direkte, mens vi derimod må forvente, at meningen med Buddhadharma er klart og direkte udtrykt i Sutra’erne. De lærde har spekuleret over dette emne lige siden Buddha’s egen tid og Ananda’s første udgave af Agama Sutra’erne ved det første Buddhadharma koncil lige efter Buddha’s Parinirvana. Tilsvarende udtrykker Mahayana Sutra’erne klart og direkte meningen med Dharma’en ved en dybere forståelse af sunyata, som udtrykt i Pradjñaparamita. Så de lærde har vænnet sig til at afgøre Sutra’ernes ægthed ved at undersøge, hvorvidt de er i strid med den almindeligt anerkendte Buddhadharma, som udtrykt i Agama Sutra’erne. De Sutra’er, som vi kender i dag som ’kanoniske’ værker, er således godkendte af fortidens lærde. Det skete på en tid, hvor mange mente, at Mahayana ikke var Buddha Sakyamuni’s egne ord. I vore dage med kilde kritik og så videre, er der kommet mange flere skeptikere. De påpeger, at der ikke findes nedskrevne Sutra’er fra Buddha Sakyamuni’s tid, men først flere hundrede år senere. Tilsvarende konstaterer de, at Mahayana Sutra’erne først dukker op som bøger cirka 500 år efter Buddha’s Parinirvana. Denne moderne kilde kritik tager ikke højde for den mundtlige transmission, som i Oldtiden blev anset for mere sikker end skrevne bøger. På Tilogaard følger vi traditionen: vi går efter meningen med Dharma’en. 2) Sutra er også betegnelsen på en særlig type og klasse af sadhana eller ‘praksis’ – hvor hovedvægten ligger på at modtage velsignelse (tib.: djinlab) fra sadhana’ens Buddha, at udføre forskellige slags visualiseringer, brug af mantra, og det hele ledsages nogle gange med musik, sang og sjældnere dans. Når der synges, betegnes ritualet ofte som Pudja (ofring). Sadhana af Sutra klassen kendetegnes ved, at man – i modsætning til Tantra klassen – selv forestiller sig at forblive i sin sædvanlige menneskelige form, adskilt fra Mandala’ens Buddha og Buddha aspekter, hvorfra velsignelsen (tib.: djinlab) kommer. Sadhana kan udføres indenfor rammerne af Sutra klassen, som beskrevet, eller indenfor Tantra. Læs også om begrebet ikke-tom: asunya. Og om: feltet for goder og fortjeneste.
Svabhava (skt.):
tib.: rangzin [rang bzhin]; betyder ’egen natur’ eller eksistens udelukkende i kraft af sig selv. Skt.: sva betyder selv; skt.: bhava betyder eksistens, udfoldelse og tilblivelse. I klassisk buddhistisk tænkning betyder svabhava det, at noget måtte eksistere udelukkende i kraft af sig selv og samtidigt måtte være sin egen basis. Svabhava kan således defineres som ’tingen i sig selv.’ Vores oplevelser – også de konkrete sådanne – opfatter vi ved, at vi er i stand til at fastslå tings egenskaber. (Læs videre om dette særlige emne under: stoflighed.) Samtidigt vil vi instinktivt forvente, at sådanne egenskaber stammer fra ’ting-i-sig-selv.’ Det er imidlertid en teoretisk forventning, for vi oplever kun egenskaberne. For eksempel, at en ting har farven rød. Farven er ikke, hvad tingen er i sig selv, men en egenskab ved tingen. Tilsvarende tingens vægt og form og så videre. Svabhava betyder således, noget som aldrig opleves, erkendes eller overhovedet kan erfares. Når folk omtaler noget eller nogens ‘essens' eller 'egen-natur,' er der tale om en illusion, skt.: maya, eller en fordrejning, skt.: moha, som opstår på grund af uvidenhed eller ubevidsthed om virkelighedernes virkelighed, skt.: avidya. Det er skam meget muligt, at alting og alle sansende væsner har svabhava. Men det er ikke det, som erfares - selv ikke ved oplysningen. Hvis der virkeligt måtte eksistere noget sådant uafhængigt af alt andet, ville det omslutte sig selv i så absolut grad, så intet andet ville kunne komme i forbindelse med det. I følge Nagardjuna. Egen natur er altså enten en umulighed eller noget, som ingen bemærker, fordi der ikke er forbindelse eller forhold – relativitet, skt: samvriti. Altså de oplevede ting har ingen essens eller egen natur. Det har du heller ikke selv som vidne til dine oplevelser (læs om dette moment under: anatman). Fordi både din ide om dig selv og alle dine oplevelser foregår i sindet. Sindet består ikke af noget bort set fra sindet selv, men sindet selv er jo netop ikke noget. Sindet er ikke noget fysisk noget. Det er i sig selv uden stoflighed og kan kun defineres i forhold til sin egen virksomhed, de 5 skandha'er, som hele tiden ændrer sig. Snarere end at opleve personer, ting og sager, som eksisterer uafhængigt af oplevelsen af dem, oplever vi tilstande og begivenheder, skt.: dharma’er, i vores eget sind. Så alle dharma’ers egennatur er tomme for stoflighed og uafhængighed, skt.: sunya – eller deres egennatur er tomhedsnaturen, skt.: sunyata. Sunyatas egennatur er imidlertid også sunya, altså tom. Derfor siges det, at tomhedsnaturen er tom for tomhed. Der er ingen egen natur. Der er ikke noget at finde. Der er kun noget at indse, nemlig at sunyata er den ultimative, skt.: paramartha, beskrivelse af virkeligheden, som den opleves. Uden denne erkendelse bliver man offer for ’substansløs abstraktion,’ skt.: abhutaparikalpa. Sagt på en anden måde, oplever vi aldrig tingene i sig selv, men kun hvad vores eget sind viser os. Billedet viser: René Magritte's maleri: La Trahison des images, billedernes bedrag, med teksten: Ceci n’est pas une pipe. Det er slet ikke en pibe. Vi oplever heller aldrig os selv som egentlig ‘oplever’ eller vidne til vores egne oplevelser. Hvor der altså burde eller måske kunne være en egentlig egennatur, er der ved en nærmere undersøgelse ingen ting. Det gode ved dette arrangement er, at ingenting ikke forhindrer noget. Det er faktisk derfor, at sunyata er en nødvendig egenskab eller et nødvendigt karakteristika eller karaktertræk ved hele sindet, fordi hvis det virkelig var noget, ville det komme i vejen for oplevelserne eller dharma’erne, oplevelsens begivenheder eller enkeltdele. Læs videre under: trisvabhava; og under: nisvabhava; og under: essensløshed; samt under: stoflighed; og endelig under: sunyata. Læs også om begrebet ikke-tom, skt.: asunya.
Svapana (skt.):
drømmeyoga; (tib.: milam). En ret enkel visualiserings praksis, som foretages mens man falder i søvn. Det bevirker afklarede drømme, hvor man ofte vil være bevidst om at befinde sig midt i sin drøm. En ret fantastisk oplevelse og erfaring. Denne øvelse gør det nemmere at give slip, skt.: naishkramya, på tilknytning og identifikation. Den vil også hjælpe som erfaring, når man gennemgår bardo'erne, fordi døden er indtruffet. Det kan medføre, at man genkender bardo tilstandens illusoriske oplevelser ligesom de uvirkelige drømme. Se også under: Naropa's 6 doktriner - og under: Tilopa.
Svabhavika-kaya (skt.):
uadskilleligheden af Buddha’ens 3 kroppe, essenskroppen. Essensen er sunyata, uadskillelig fra Bodhicitta. Se under: Trikaya.
Svastika (skt.):
卍 betyder ’fremmer velfærd.’ Tib.: yung drung [gyung drung]. Vi kender mest til symbolet i Danmark som ’hagekorset,’ fordi nazisterne brugte det som symbol for jødehad. I byzantisk kultur blev det kaldt ’gamma korset,’ fordi symbolet kan ses som bestående af en sammensætning af flere af det græske bogstav ’gamma.’ Det er et meget gammelt lykke symbol, som for eksempel også ses på runestenen fra Snoldelev i Danmark. Men symbolet findes næsten overalt i verden. Det er en skam, at nazisterne tog det til sig, så symbolet i vore dage forbindes med folkedrabet på jøderne i Europa under Anden Verdenskrig. Svastika som et universelt symbol har intet med nazismen at gøre, men det er meget svært at ændre på associeringen i vore dage, bortset fra Asien, hvor der jo aldrig var et nazi parti. Et lykke symbol i Buddhadharma. Også Bønpo traditionen bruger det meget. Især i Kina og Japan, men også på mange Buddha statuer fra Indien ses et svastika symbol på Buddha’ens bryst. Det er ikke så meget brugt på statuer i Nepal og Tibet, men her bruges det for eksempel sammen med de 8 lykke symboler som et særligt ekstra stærkt virkende lykke symbol. Desuden er det et meget brugt motiv i mange designs for dekorationer både på bygninger og på klæde, især brokade. Svastika bruges også vidt og bredt i Hindu religionerne samt hos Jain’erne på samme måde. I vore dage er der nogen, som påpeger, at et svastika, som drejer med uret er det almindelige asiatiske symbol, men når det drejer mod uret, som nazisternes brug af det gjorde, hedder det slet ikke svastika, men sauvastika på sanskrit. Jeg er ikke bekendt med, om det er almindeligt i sanskrit at skelne på denne måde. Tilsyneladende skyldes ordet sauvastika den tyske orientalist Max Müller, som introducerede betydningen i slutningen af 18 hundrede tallet. I Buddhadharma traditionerne betyder en drejning med uret, at symbolet udtrykker Buddha’ernes visdom, mens drejning mod uret symboliserer Buddha-virksomhed. Bemærk i øvrigt, at vi i Dharma’en ikke kun bruger svastika symbolet, men også ’David stjernen,’ som i Europa jo symboliserer Jødedom. I Dharma’en står det to dimensionelle symbol for Dharmodaya, en tre dimensionel Mandala struktur. Denne Mandala har naturligvis intet med konger fra Palæstina at gøre. Som en pudsig afslutning på historien om svastika symbolet, var der også en bonde med navnet Svastika, som ofrede det bundt af kusha græs, som Buddha Sakyamuni brugte som sæde under Bodhitræet, hvor han opnåede Nirvana i Bodhgaya.
Svatantrika  (skt.):
navnet på en særlig fortolkning af Madhyamaka filosofien, som blev formuleret af Bhavaviveka.
Svetaketu Bodhisatva (skt.):
var navnet på Buddha Sakyamuni, da han opholdt sig i Tushita himlen, før han inkarnerede en sidste gang på Jorden og opnåede den fuldstændige oplysning, skt.: samyaksambodhi, i Bodhgaya for 2600 år siden.
Swayambhu (skt.):
det selv opståede lys. Navnet på en oldgammel og berømt Stupa i udkanten af Kathmandu, Nepal. Den er meget stor og ligger på toppen af en temmelig høj og stejl bakke, som for det meste henligger som naturpark med mange abekatte. Kendt som ‘abetemplet’ blandt turister. Ellers kendt for sin forbindelse med Bodhisatva’en Mandjusri, Mahasiddha’en Nagardjuna og utallige andre Dharma mestre, som har opholdt sig der. For eksempel både Marpa og Milarepa. Shamar Rinpotje leder et lille kloster, hvor også Sabchu Rinpotje bor, oppe på bakken og lige ved siden af Stupa’en.
[8 lykke] symboler:
se under: otte lykkebringende symboler.
Sympatisk eller deltagende glæde:
se under: mudita.
Synd:
begrebet giver kun mening indenfor Abrahams religioner. Dels er der ’arvesynden’ og så almindelig synd. Arvesynden betyder i Kristendommen, at alle mennesker skylder Gud noget på grund af ting, som skete for meget længe siden. Vore forfædre adlød angiveligt ikke en guddommelig befaling. Hvordan det gør os efterkommere skyldige, forklares ikke. Hvis der var en retssag om dette, ville denne ’Gud’ tabe stort og menneskeheden frikendes. Den almindelige synd betyder at bryde Guds lov. Vi kender imidlertid ikke denne Gud og har aldrig selv hørt Gud kræve, at folk overholder love, som Gud angiveligt har skruet sammen for at få folk til at opføre sig ordentligt. At en sådan Gud måtte kunne kræve lydighed og at folk overholder love, som de ikke selv har skabt, forekommer uden grundlag og stærkt uretfærdigt. Når vi hertil føjer, at vi kun kender til denne Gud og guddommelig lov gennem selverklærede profeter, synes hele foretagendet at være manipulerende og stærkt fremmedgørende friheds berøvelse. I begge tilfælde har Gud altså angiveligt et krav overfor alle. De forekommer meningsløst, at Gud ikke ville nøjes med at skabe livet selv, men absolut også skal stille krav til, hvordan det leves. Hvis livets ophav er noget, som kan betegnes som Gud. Rent bortset fra, at det for rigtig mange mennesker synes, at ordet Gud enten ikke giver mening eller at det, som opfattes som Gud, slet ikke eksisterer, men er en illusion og indbildning, som mennesker har foretaget for at skabe mening med livet. Det hjælper ikke meget på situationen, at man skelner mellem Gamle Testamentets Gud og Kristus’ – hvor Jesus angiveligt dør på korset for at befri folk for deres synd. For det første døde Jesus tilsyneladende slet ikke på korset (læs om det under: genopstandelse). For det andet findes de to slags synd åbenbart alligevel stadigvæk. Det synes også illusorisk, at folk kun kan besidde moral og etik, når en Gud har befalet det. Der findes symbolske måder at forstå begrebet synd på, men det er nemmere og mere logisk helt at forlade tankegangen. Man kan også forstå en ’skaber Gud’ som Hindu’erne forstår Brahma – helt uden synd. Men flere af de emner, som begrebet synd omhandler, forstås indenfor Buddhadharma som karma, en upersonlig eksistentiel mekanisme. Buddha Sakyamuni stiller ikke krav til folk om moralsk opførsel, men gør opmærksom på, hvad dårlig etik fører til. Samt hvad sund, skt.: kushala, etik medfører. I den forbindelse kan man med rette protestere imod, at karma er dybt uretfærdig og at ingen bør finde sig i det. Det vil Buddha give dig ret i. Du bør ikke finde dig i karmas dominans i dit liv. Ved at følge den 8 foldige vej, kan du slippe for det. Læs videre i artiklen: Dialog med Abraham.
[Oplysningens] 7 dele:
se under: Oplysningens 7 dele.
[Oplysningens] 37 faktorer:
se under: Oplysningens 37 faktorer.
Syv (symbolske) ædelsten:
skt.: sapta-ratna; tib.: rintjen seda dun [rin chen ceda bdun]; de 7 symbolske ædelsten eller juveler optræder ofte sammen med de 8 lykkebringende symboler. De fleste kender dem fra den såkaldte Mandala ofring i ngøndro praksis, hvor de 7 symbolske ædelsten svæver i himmelrummet sammen med visse andre symbolske ting omkring det store Meru bjerg i Chakravala universet, som i den sadhana ofres til Buddha'erne og Bodhisatva'erne. Ofringen er symbolsk for at opgive en ideel, ønskelig og perfekt verden, som er hensigten, skt.: cetana, med det almindelige verdslige engagement i verden, for i stedet at kunne opnå befrielse og oplysmimg. De 7 ædelsten er: 1) Guden Brahma's hjul, skt.: chakra-ratna, et symbol på stor magt over verden. 2) en ønskeopfyldende ædelsten, skt.: mani-ratna, symbol for ønske opfyldelse eller at få sin vilje. 3) en dronning, skt.: stri-ratna, symbolsk for den ideelle ledsagerske, typisk i Europa formuleret som en 'prinsesse.' (Det er det traditionelle udtryk, hvor praktikantens køn formodes at være en mand. Så vær fri til at skifte kønnet til en konge, som jo også kan være god at have med i sit liv.) 4) en minister, skt.: purusha-ratna, symbolsk for en hjælper som udfører ens vilje og plejer ens interesser, typisk i Europa formuleret som en 'god advokat.' 5) en (hvid) elefant, skt.: hasti-ratna, symbolsk for fasthed og urystelig basis. 6) en hest, skt.: ashva-ratna, symbolsk for hurtighed og evne til at gøre sig gældende også på afstand. 7) en general, skt.: senapati-ratna, symbolsk for evne og vilje til at kontrollere vold og magt. De syv ædelsten siges at besmykke en Chakravartin. Så disse symbolske evner eller omstændigheder var også noget, som Buddha Sakyamuni besad i den første del af sit sidste liv som kronprins i Sakya landet, og som han opgav sin tilknytning og identifikation med for at kunne opnå Nirvana.
Syv (værdifulde) ædelsten:
tib.: rintjen dun [rin chen bdun]; rubin, safir, lapis lazuli, emerald, diamant, perle og koral. Nogle gange medtages guld, sølv og krystal. Listen angiver rigdomsgaver, som man læser omtalt ved ofringer til Buddha'erne, Bodhisatva'erne og de Oldindiske guder. På tangkha malerier ses disse ofringer ofte anbragt foran Buddha'en eller Buddha'erne.
Sædstavelse:
skt.: bidja - tib.: yigdru [yig ’bru] - en ord stavelse, som udtrykker essensen af en Yidam. Det visionære Buddha-aspekt opstår i sadhana'ens opbyggende fase (skt.: utpattikrama) fra en sådan sædstavelse, som forvandler sig til sadhana'ens specifikke Buddha-form. For eksempel sædstavelsen HRI (se billedet): - som udtrykker essensen af både Buddha Amitabha og Bodhisatva'en Avalokiteswara. Sædstavelsen er ikke blot noget som ser ud, som den nu gør i form og farve, men stavelsen er naturligvis også en lyd. Dette forhold udtrykker, at noget essentielt slet ikke er andet end sunyata, tomhedsnaturen. Det essentielle er faktisk essensløshed. I stedet for en ting er der en lyd, som ikke er stofligt i sig selv. Det er den symbolske betydning, skønt lyd jo ikke kan adskilles fra fysik ved en nærmere undersøgelse. Det er samspillet ved lyd, som påpeges. Skønt en lyd indvirker på fysiske ting - er den samtidigt også frembragt af tings bevægelse. Så lyd er bevægelse, ikke ting som sådan. Samtidigt udtrykket sædstavelser sammensatte forhold. På samme måde beskriver forholdet, at sindet påvirker det fysiske ved sin bevægelse. Ved visualisering af sædstavelser skal man huske på, at bogstavs sammensætningen er lavet af farvet lys – igen altså lavet af noget uden substans. Der er mange betragtninger og spekulationer i forbindelse med sædstavelser. De udtrykker jo åbenbart noget meget kreativt. De specifikke betydninger fremgår af de enkelte sadhana’ers manualer og forskellige mestres kommentarer til dem.
|
|
|