|
U
Ordbog & Dharma leksikon
U eller: Ü (tib.):
[dBus; udtales: y] et område i det centrale Tibet, hvor blandt andre byen Lhasa befinder sig.
Også Tsurphu Kloster og Yangpachen Kloster ligger her. Oprindeligt var Ü et lille kongerige i Lhasa distriktet nord for Tsangpo floden. Nord for ligger den tibetanske højslette, hvor der næsten ikke bor nogen. Syd for floden befinder sig Tsang området, som også tidligere var et selvstændigt kongerige. Begge områder omtales som Ü-Tsang, hvilket er en anden måde at sige det centrale Tibet, inklusive Vesttibet, hvor der ikke bor særlig mange mennesker, og de østlige områder Kongpo, Yarlung og Dhagpo. Û-Tsang svarer i nogen grad til TAR, Tibets Autonome Republik, bortset fra at den moderne grænsedragning har et område af Kham tilknyttet TAR. Denne grænse er resultatet af krigen med Kina i 1920’erne, hvor kineserne beholdt den anden halvdel af Kham som en del af provinsen Sichuan.
Læs også om Ngari.
U-tsang eller: Ü-Tsang (tib.):
se ovenfor om: U. Eller under: Tsang.
Uafhængig eksistens:
er det modsatte af: afhængig eksistens.
Temaet forklares under: Sunya.
Og under: Årsagskæden.
Ubevidsthed:
I Carl Georg Jungs psykoanalyse spiller dette begreb en ganske bestemt rolle, som ikke kan sammenlignes helt med Buddhadharma’s opfattelse af sindet. En ubevidst størrelse i den forstand, at man ikke kender til den, og den heller ikke viser sig direkte i strømmen af begivenheder, skt.: santana, kaldes for avidjñapti på sanskrit. Et klassisk eksempel på det er munkenes løfter, som uden at blive nævnt eller nødvendigvis bemærket, forhindrer skade. Denne skade forhindrende virkning opstår, uden at nogen nødvendigvis tænker på det eller er sig det bevidst.
C. G. Jungs (se billedet) brug af betegnelsen 'det ubevidste' svarer mere til Buddhdharma's brug af benævnelserne samskara og caitasika. Samskaras er de oplagrede erfaringer, vaner og instinkter i deres passive eller potentielle form. Caitasikas er de samme samskaras, når de bliver aktiverede i den fjerde skandha som en reaktion på mentale indtryk fra den tredje skandha, hvorved disse caitasikas indgår som bestanddele af bevidsthedens indhold i den femte skandha, bevidstheds skandha'en, hvorved de ikke længere er ubevidste.
C. G. Jung omtaler 'det ubevidstes dominanter eller arketyper' som på mange måder svarer til samskaras og caitasikas. På grund af buddhistisk meditativ praksis tilgår man disse bevidste og ubevidste størrelser på en helt anden måde end de psykoanalytiske metoder. Jungs analytiske psykologi var og er terapeutisk med henblik på at løse fortidige psykiske traumer. For eksempel kan du nære en fordom eller være blevet manipuleret til en fordom af andre. Det er så din vilje, skt.: cetana, som allerede i den fjerde skandha vil censurere alternativer til sådan vedtaget fordom, skulle sådanne alternativer opstå i den fjerde skandha, altså før du bliver dig det bevidst, da bevidsthed først rigtig optræder i den femte skandha. Det er mere denne slags mentale begivenheder, som C. G. Jung hentyder til med begrebet om ubevidsthed.
Indenfor Dharma'en er denne slags ubevidsthed blot en af alle slags samskaras og caitasikas; de er nemlig alle ubevidste i og med at de opstår og har deres virkninger i de fire første skandha'ers før-bevidste virksomhed i sindet, når du oplever noget. Dharma'ens befriende virkninger kommer ikke ved genkendelse af dominerende samskaras, men ved samadhi, hvor man bliver gjort i stand til at hæve sig over tilknytninger og identifikationer. Og derfor også hæve sig over sine egne fordomme. Det er også grunden til, at den ene af de to slags psykologi ikke direkte kan anvendes i stedet for den anden. Disse psykologier er opstået i to forskellige sammenhænge, med to forskellige metoder som grundlag og tilgang, samt med to forskellige hensigter eller formål. Jungs psykologi er lidt syg, fordi den handler om syge sind. Dharma'ens psykologi er befriende, fordi det er det, som den handler om: frihed fra samskaras dominans; frihed for tilknytning og identifikation; samt et frit og åbent sind uden forhindringer, som derfor kan genkende sig selv.
Læs også om bevidsthed, skt.: vidjñana.
Udantapuri [Mahavihara] (skt.):
det berømte kloster universitet i Bengalen, Indien. Se under: Odantapuri.
Udraka Ramaputra (skt.):
se under: Rudraka.
[10] Udyder:
skt.: akushala, ordret noget ‘usundt’ - se mere under: kushala. I Dharma’en findes ingen ‘synd’ - men der er noget, som er sundt og noget usundt. Det er et spørgsmål om etik og disciplin, skt.: shila. Så du kan opbygge sund eller usund karma ved kvaliteten af dine handlinger.
[citat:] “undgå de fysiske udyder ved at slå ihjel, stjæle og erotisk misbrug; de verbale udyder ved at lyve, bagtale, tale barskt og bruge talen til at skille folk ad; og de mentale udyder ved had, begær og forvirring. Desuden bør deltagerne undgå enhver rus og blind tro.
At følge disse retningslinjer er din beskyttelse, og de er ikke et sæt love, som skal overholdes for deres egen skyld. Lær hvad disse udyder er, og lær at undgå dem. Det buddhistiske syn på moralsk opførsel er, at den vil beskytte dig ligesom en stærk rustning”
Sådan skriver Shamar Rinpotje om emnet.
Udyder betyder generalt, tendenser til at skade nogen som helst, herunder sig selv. Da der er tale om vaner (samskaras), skal der i reglen metode (skt.: upaya) til for at undgå dem. Modsætningen er selvfølgelig ‘dyder’ - skt.: punya, som meget ofte oversættes som ‘fortjeneste’ ved godhed og gavnlige handlinger (to slags gavn).
Uforhindret:
- ‘når der ikke er noget i vejen’ - fordi de tre slør og alle forhindringer er væk.
Ufødt:
skt.: adja; tib.: kye me - eller: kyewa mepa [skye med - skye ba med pa]; bevidsthed som en tilstand i sindet; den ufødte bevidsthed er en hentydning til tilstanden, hvor bevidsthed ikke længere er underkastet dualismen, fordi indsigt i sindets natur og virksomhed er indtruffet. Derfor skelnes der ikke længere mellem indre og ydre, oplever og oplevelse; bevidsthed som noget særskilt og bevidsthedens indhold. Det er først ved sådan indsigt, at bevidsthedens således ufødte aspekt bemærkes.
Bevidsthed er sådan set altid ufødt; den ændrer sig ikke ved fødsel, inkarnation og død. Selvom alle oplevelser konstant ændrer sig, ændrer evnen til at opleve noget sig ikke. (Skønt både hjerne og sanser ligger under for forgængelighed, vil du stadigvæk evne at opleve noget. Bevidstheden er netop ufødt, fordi den ikke er identisk med hjernen men er en kvalitet ved sindet.)
'Hope' diamanten reflekterer alt ligesom sindets klarhed. Derfor bruges diamanten ofte som symbol for bevidsthedens ufødte kvalitet.
Bevidsthed er evnen til at vide og opleve; men normalt fokuserer folk jo på bevidsthedens indhold og dermed på alt det, som opstår, forbliver en tid og derpå forsvinder igen. Altså det omskiftelige og forgængelige samsara, den personligt oplevede verden af alle mulige begivenheder, skt.: dharmas. Bevidstheden som både en evne - og som det der aktivt kaster lys på sit indhold - er dybest set identisk med sindets klarhed, det ene af Buddhanaturens kendetegn; det andet er sindets rummelighed, skt.: alaya. Bevidsthed er i denne forstand ufødt, fordi den ikke ændrer sig - heller ikke, når noget opleves. Det er en evne, som straks belyser det oplevede i den femte skandha; hvad enten du har en krop eller ej. Vi er normalt blot ikke opmærksomme på denne kvalitet ved vores egen bevidsthed. Bevidstheden har haft denne kvalitet siden begyndelsesløs tid, uanset hvilken livsform, du måtte have været i fortiden eller den form, du måtte have i mellemtilstanden mellem død og genfødsel (bardo).
At bevidstheden er ufødt giver først rigtig mening - udover det teoretiske aspekt - hvad angår de 4 erkendelser (eller: de 5 til 8 dhyanas), hvor yogi'en når til den fjerde erkendelse. Den betegnes (se under: dhyana) som: "Ved den fjerde erkendelse fattes det, at også opfattelse er et begreb, så når det begribes og opgives [skt.: naishkramya], indtræffer en tilstand med hverken opmærksomhed på opfattelse (smriti) eller den ikke-dualistiske ikke-opfattelse (asmriti)." Som metafor kaldes dette for at overskride både vågent nærvær, skt.: smriti, altså som en praksis, og asmriti, 'uagtsomhed' eller ikke-praksis - i betydningen at, hverken sind, bevidsthed eller opmærksomhed er på arbejde. Sindet dvæler ved sig selv i den højeste samadhi eller yoga trance, så ingen indsats er længere nødvendig.
(På sanskrit er der mange ord for de tibetanske ord 'kye me' og 'kyewa mepa' - som anvendes for alle betydningerne ifølge Lara Braitstein i hendes bog: 'The Adamantine Song' om Saraha's sang eller digt 'Vajragiti' [ISBN 978-1-935011-17-0] på side 104. Sanskrit ordene er - udover 'adja' - adjanani; adjati; adjatika; anutpada; anutpatti; adjathi; asambhava; asambhutata; adjanma; adjatikah; anutpannah. Disse ord betyder alle noget med ufødt, uopstået, uden fysiske elementer (bhuta) og så videre. Alle disse ord indgår i mange sammenhænge, hvor det tibetanske begreb anvendes som oversættelse.)
Læs videre under: vidjñana, bevidsthed i sine mange betydninger samt som proces.
Læs også om: Sahadja, samtidighed.
Sam omt: Asmriti, uagtsomhed som en metafor.
Og om: Indsigt.
Og om: Dhyana (herunder de 4 erkendelser).
Og om: Prakrit, urnatur.
Samt endelig om begrebet: medfødt.
Universet:
se under: kosmologi.
[Kloster] Universitet:
I Indiens Oldtid og Middelalder var der store kloster universiteter flere steder på Ganges sletten. Disse lærdoms steder blev også betegnet som mahaviharas, storklostre. De begyndte som mindre klostre, skt.: vihara, men udviklede sig til egentlige universiteter, hvor munkene og nonnerne kunne lære de den gang almindelige videnskaber og filosofier samt naturligvis lægekundskaber. Klosteruniversiteterne blev derfor det sted, hvor man for første gang i historien samlede al den kendte viden om sundhed og behandling af sygdomme i Oldtiden. Førhen var læge kundskaber holdt skjulte i lægefamilier som forretnings hemmeligheder. Der blev også undervist i samkya filosofi, skønt det ikke er et buddhistisk emne.
Universitetsklostrene hed: Jagaddala; Nalanda; Odantapuri; Somapura; Vikramashila - samt Nagardjunakhonda i Sydindien; dette sidste mahavihara bestod af 30 mindre klostre, og vi ved ikke så meget om aktiviteterne her, bortset fra at Nagardjuna havde boet der i meget lang tid. Da Nagardjunakhonda var et mahavihara, må vi antage at det kan sidestilles med de andre universitetsklostre på Ganges sletten.
Læs også om: vihara.
Upadana (skt.):
tilknytning; med dobbelt betydningen af at nære eller kultivere sådan tilknytning. Tilknytning står i tæt forbindelse med identifikation. Der er ikke blot tilknytning ved at ville (skt.: cetana) eje, besidde og kontrolere, både personer, ting og sager, men også på 3 basale måder ved den anden skandha, vedana.
1) tilknytning ved at blive betaget, fascineret eller forgudelse af - og behagelig tiltrækning fra - visse oplevelser.
2) tilknytning ved afsky og had.
3) tilknytning ved ligegyldighed overfor hvem og hvad, man oplever. Fordi der er ligegyldighed, er der også hensynsløshed. Derfor er det en tilknytnings form og ikke en neutral tilstand.
Så generelt er der tilknytning til alle vores forskellige oplevelser. Disse tilknytninger sætter sig som nævnt relativt fast i sindet først og fremmest i den anden og fjerde skandha. Oplevelser af verden og oplevelser af indre tilstande, begreber, fortolkninger, bedømmelser eller kendelser og selv-opfattelse (link: anatman, selvets illusion – og identifikation). Det skyldes den grundlæggende uvidenhed eller ubevidsthed, skt.: avidya, om sindets natur og virkemåde. For at undgå disse oplevelsers dominans og de lidenskabelige følelsers, skt.: kleshas, forvrængning, skt.: moha, giver man som praksis slip på (skt.: naishkramya) tilknytning og identifikation med disse oplevelser. Det betyder ikke et liv uden begrebs dannelse, fordom eller følelse, men at man undgår at blive domineret.
For at undgå det, må man både fortolke og begribe. At undgå dominans er også i sig selv en fordom, hvis man ikke forstår instruktionen i dens sande mening. For samtidig med, at man vil undgå at blive domineret, vil man også fremelske den højeste etik, skt.: shila, og et åbent sind og hjerte, skt.: Bodhicitta. Det kan ikke lade sig gøre uden fortolkning og begreb. Det er når du har udført den perfekte fortolkning og begrebet situationen, at du giver slip på det, som i givet fald dominerer.
For at kunne gøre det kræves vågent nærvær, skt.: smriti. Desuden en vis erfaring fra shamatha meditation samt en vis evne til meditativ fordybelse eller trance, skt.: samadhi. Imidlertid har evnen til at kunne give slip på tilknytning ikke noget med meditation at gøre, men erfaring fra meditation gør det unægtelig nemmere.
Karmapa Thrinle Thaye Dordje skriver den 6. august 2018 på sin hjemmeside følgende fyndord: ”Hver dag, hver morgen, hver aften, hver time på dagen og hvert eneste minut vil du blive forstyrret af mange ting. Sådan er det. Det er ikke dårligt. Det er blot naturligt. Når du bliver opmærksom på det, bør du ikke desto mindre prøve at give slip på forstyrrelsen. Brug enhver slags praksis, som du kender til. Det kunne være så enkelt som at sige nogle få mantra'er. Det er fint, hvis du bruger det som et redskab til at give slip.”
Den almindelige metode til at lære at give slip på oplevelsers dominans består i at iagttage sindet som en beholder, skt.: alaya, for oplevelser, og hæfte sig ved denne beholder natur i stedet for at gå op i beholderens indhold, de forskellige oplevelser af både sansninger og indre tilstande, tanker, følelser og andre opfattelser og reaktioner. Evnen til at udføre dette, opøves ved vågent nærvær, skt.: smriti. Smriti opøves både ved shamatha, sadhana af Sutra eller Tantra klassen i den opbyggende fase, skt.: utpattikrama, samt ved lodjung træning. Lodjung betyder træning i forståelse med hjertet og sigter ikke blot på udvikling af vågent nærvær, skt.: smriti, men også opdagelse og udvikling af Bodhicitta.
Den udvidede metode til at undgå oplevelsers dominans er at iagttage mellemrummet mellem hver enkelt tanke og de enkelte følelser. At der findes et sådant mellemrum, skal naturligvis opdages først. Det vil ske ved den forrige metode. Når man har bemærket mellemrummet mellem de enkelte tanker og følelser, dvæler man ved det. Hele opmærksomheden bruges til at dvæle således på disse tomme (skt.: sumya) mellemrum. Når man gør det, er det ligesom at mellemrummet udvidder sig. Man kan også sige, at denne metode er en fordybelse af selve det vågne nærvær, skt.: smriti. For smriti er netop til dels en benyttelse af bevidstheden om sindets rum, skt.: alayavidjñana - rummeligheds bevidsthed.
Når der virkelig gives slip på oplevelserne, så de ikke længere dominerer, må du efterfølgende give slip på: det at give slip. Når du ikke længere er syg, behøver du heller ikke behandling. Den praktiske måde, hvor der sker en sådan overgang fra at give slip til at have givet slip, sker ved indsigts meditationen, skt: vipashyana, eller ved den fuldendende fase, skt.: utpannakrama, ved sadhana af Sutra eller Tantra klassen. Der er to trin i disse discipliner. Ved vipashyana udføres først den analytiske del, som svarer til at give slip på identifikation og tilknytning, og derpå den egentlige indsigts meditation, som beskrives ved, at sindet blot dvæler eller hviler i eller ved sig selv. Det svarer til at have givet slip, og så blot at undlade at gribe fat igen og tilknytte sig. Tilsvarende i den fuldendende fase, hvor først der gives slip ved at den forestillede Mandala opløses i lys og strømmer ind i den mediterendes krop. Herefter ligesom ved den egentlige vipashyana.
Bare at lade sindet være og hvile i sig selv uden behandling eller begreb er yderst vanskeligt at opnå. Derfor er der shamatha og den opbyggende fase i Sutra og Tantra, så det bedre kan lade sig gøre. Når man har opnået en vis evne til samadhi herved, er det relativt nemt at give slip. Uden samadhi kan det synes umuligt. Derfor kan folk, som ikke mediterer, have svært ved at forstå, hvad denne paragraf handler om. De kan simpelthen ikke forestille sig, at man kan leve sundt uden identifikation med et eller andet og tilknytning til det, man oplever på en eller anden måde og i et eller andet omfang. Lige så snart de kommer i gang med meditation – selv i sin mest grove form – går det straks bedre med at forstå muligheden for frihed fra oplevelsernes dominans og følelsers og tankers tvang.
Læs også om: forhindring. Samt om: lodjung.
Læs videre i artiklen: Hvad er en oplevelse? Læs også artiklen: Om buddhistisk meditation, hvor de forskellige discipliner indenfor meditation beskrives i dybden.
Læs videre om den dominerende tilknytning, nemlig trang eller ’tørst,’ skt.: trishna. At tørste efter liv, mad, karriere, sex, familie, kontrol og kamp – grunder sig på den samme dualisme og avidya, uvidenhed eller ubevidsthed, som upadana.
Læs også videre om det illusoriske ved upadana, fordi der mangler et virkeligt subjekt, som måtte kunne tilknytte sig, og nogle reelle objekter, som man måtte kunne knytte sig til - i oplevelserne, hvilket betegnes som ’substansløs abstraktion,’ skt.: abhutaparikalpa.
Læs også om: naishkramya afkald - det at give slip på tilknytning og identifikation.
Upali (skt.):
en af Buddha Sakyamuni’s 10 hovedelever. Upali betyder frisør. Da en flok af Sakya prinserne ville opsøge deres fætter Buddha Sakyamuni for at blive munke, bad de Upali, som var sammen med dem, om at meddele deres beslutning til deres familier. Upali indvilligede, men da han var på vej i sit ærinde, tænkte han, at han også ville følge Buddha, så han fulgte alligevel med disse prinser. Upali blev ordineret først, hvoraf man kan lære, at en frisør kan blive mere værdifuld end en prins med blåt blod. Ved det første Buddha-dharma koncil, reciterede han Vinaya Sutra udenad, så Vinaya transmissionen starter på denne måde med ham.
Læs også om: Buddha Sakyamuni’s 10 hovedelever.
Upasaka (skt.):
- tib.: genyen – navnet på en læg mands person, som opretholder de 5 løfter til personlig befrielse. De fem lægmands løfter er:
1) undlade at slå ihjel -
2) undlade at stjæle -
3) undlade at lyve -
4) undlade at misbruge andre seksuelt -
5) undlade at drikke sig fuld i alkohol.
Også munkene og nonnerne holder disse 5 løfter, dog er det første løfte begrænset til drab på mennesker (der er et særligt grenløfte om at undlade drab og skade på dyr), og det fjerde forstærkes til cølibat, mens de slet ikke må drikke alkohol. Læs videre under: pratimoksha og under: løfter.
Upasika (skt.):
en kvindelig læg person – se under: upasaka.
Upavasa (skt.):
[upavāsa]; se under: : Nyungne.
Upaya (skt.):
betyder ordret: anvendt håndelag og evne til at demonstrere klarhedens vished, skt.: pradjña, ved passende metode eller virksomme midler, som de anvendes indenfor Mahayana. Pradjña’s klarhed afklarer alle spørgsmål med stor tydelighed, så en Buddha og Bodhisatva’er på syvende trin, skt.: bhumi, og opefter får straks øje på enhver situations muligheder og begrænsninger. Dette gør det praktisk muligt for dem at dygtigt anvende passende metoder, upayas. Så upaya betyder både metode og håndelag. Det klassiske mål eller den klassiske hensigt for upaya er pradjña, men man kunne ligeså godt sige, at målet er Bodhicitta, det lyse sind og åbne hjerte. Der kan ikke manifesteres Bodhicitta uden forståelse af tomheds naturen, skt.: sunyata. En sådan forståelse kan ikke kun være teoretisk, der skal være en direkte erfaring, skt.: pratyaksha, hvilket kun kan ske ved pradjña. Virkeliggøres Bodhicitta ved upayas, er der med andre ord også pradjña til stede.
Upayas er på den ene side sådanne ressourcer, som spontant er til stede for en mester til dygtigt anvendelse i forhold til sine elever, så de lærer noget. På den anden side er upayas den gavn, som en elev får fra sin mester eller fra en anden slags kvalificeret Dharmalærer.
Den dygtige anvendelse af de virksomme midler, skt.: upaya-kaushalya, anses for den største kunst på Bodhisatva fartøjet, skt.: Bodhisatvayana. Upayas er:
1) gavmildhed, (skt.:) dana
2) etik, (skt.:) shila
3) tålmod, (skt.:) kshanti
4) iver, (skt.:) virya
5) meditation (skt.:) dhyana (som færdighed).
Udtrykket bruges også generelt om anvendelse af forskellig slags modgift til de 3 slør. Årvågent åndsnærvær, skt.: smriti, er således også upaya, men anvendelse af smriti anses for indeholdt i alle 5 punkter. Uden åndsnærvær er der ingen af de 5 discipliner, som vil kunne udføres i praksis. De virksomme midler er de praktiske midler til at fremelske Bodhicitta, for eksempel ved lodjung træning. De gør det dog ikke alene. Der skal mere til. Også sindets iboende og medfødte klarhedens vished, skt.: pradjña (tib.: sherab) skal opdages og anvendes. Så de 5 slags upayas og pradjña udgør tilsammen de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas.
Man mestrer naturligvis ikke nogen fuldstændig færdighed, før man bliver dygtig til at anvende både upayas og erfaringer om pradjña. Den dygtige anvendelse, upaya -kaushalya, er derfor helt afgørende for mesterskab i at anvende upayas.
Billedet viser
Bodhisatva’en Mandjusri.
Hans flamme sværd symboliserer upaya kaushalya, den dygtige anvendelse af metode. Derfor kaldes sværdet for 'visdoms' sværdet, for uden dygtig anvendelse nytter metode ikke. Utpala blomsten i hans venstre hånd symboliserer Bodhicitta, det fordomsfrie, åbne sind og hjerte. Bogen på blomsten symboliserer pradjña, klarhedens visdom. Det kan virke som om, at der ikke er nogen bog på tegningen, men den er der skam ved eftersyn. Traditionelt ligger der en Pradjñaparamita Sutra bog oven på utapala blomstens fine støvdragere og blomsterblade.
Blandt Dharma’ens fem veje, hører kunsten dygtigt at anvende sit håndelag og metode til forberedelses- og anvendelses vejen, samt indsigts vejen (skt.: dhyana, mesterskab i meditation). Upayas er derfor baseret på, at der allerede findes to relative samlinger i sindet, opdyrket og tilvænnet som
1) dyder, skt.: punya, de gode medmenneskelige
kvaliteter og færdigheder samt
2) erfaringer om klarhedens vished, skt.: pradjña,
og om intuitiv vished (visdomsindet), skt.: djñana. Hermed menes eksistentielle erfaringer, som har vendt sindets opmærksomhed i retning af Buddhadharma ved kendskab og forståelse. Erfaring er ikke indsigt, skønt indsigt giver erfaring.
Fordi dygtig anvendelse af klarhedens visdom, pradjña, fører til indsigt, er pradjña på en måde også upaya. Forstået på denne måde er hele Buddhadharma med sine mangfoldige detaljer – virkningsfulde metoder, mens dygtig anvendelse af upayas kommer med erfaringen og erhvervelse af gode, sunde
(skt.: kushala) medmenneskelige kvaliteter, skt.: punyas. Det vil sige, at de to samlinger af pradjña og punya er basis for dygtig anvendelse af metoderne.
Næsten alle oversættere af Buddhadharma til vestlige sprog har haft vanskeligheder med at oversætte upaya. Man sætter næsten altid udtrykket ‘virksomme metoder’ sammen med ‘dygtig udførelse’ - skønt det faktisk er to forskellige ting. De virkningsfulde metoder bevirker jo ikke indsigt, med mindre de bliver dygtigt anvendt. Ligesom en bonde ikke nyder gavn af at vande sine marker med postevand, vandrør og pumper, når det regner. Faktisk kan den slags virkningsfulde metoder ødelægge afgrøderne, hvis bonden ikke anvender metoderne dygtigt.
Se også under: Buddhadharma’s ni dele.
Læs: artiklen om de 6 paramitas.
Upeksha (skt.):
ordret: ‘at se bort fra’. Tib.: tang njom [btañg snyoms]. Det at hæve sig over partiskhed og fordomme, hvorved der opstår - ligelighed, mental ligevægt og sans for alles lighed. Hermed også at se bort fra tilknytning og identifikation med kærester, familie, venner, fællesskab, høvdinge, fjender og uinteressante mennesker og dyr. (Ligegyldighed er også en form for tilknytning og fordom.)
Læs mere under: de 4 grænseløse. Læs også om kunsten at genkende ligelighed overalt under: paratma-samata.
Læs videre om: de 6 fuldstændige færdigheder.
Ur natur:
se under: Prakrita.
Urgyen (tib.):
se under: Oddiyana.
Uruvela (skt.):
navnet på Bodhgaya før Buddha Sakyamuni’s nirvana. Sandsynligvis navnet på en lund, fordi der var meget mere skov dengang og ingen bebyggelser i Bodhgaya før Buddha’s tid.
Uruvela-kashyapa (skt.):
Navnet på en af Buddha Sakyamuni's tidlige elever. Ikke at forveksle med Maha-kashyapa.
Ushnisha (skt.):
bulen på toppen af en Buddha’s hoved. I reglen genkendes bulen på den hårknude, Buddha’en har bundet op i en top ovenpå selve bulen, som imidlertid skjules af det prægtige lapis lazuli farvede hår.
Ushnisha-vidjaya (skt.):
[Uṣṇīṣavijayā]; tib.: Tsuktor Namgyalma  [གཙུག་གཏོར་རྣམ་རྒྱལ་མ། gtsug tor rnam rgyal ma] er en berømt Bodhisatva med tusinde arme og hoveder. Hun beskytter især de rejsende, måske fordi de har brug for en særlig slags beskyttelse. Hun ses som regel stående op med en dejlig kjole oven sine ben. Hendes virksomhed er også – sammen med den hvide Tara og Amitayus – at beskytte og forlænge livslængden. Der er en særlig Sutra tilskrevet hende og hendes mange kvaliteter.
Utpannakrama (skt.):
den fuldendende fase i Sutra og Tantra sadhana tib.: Dzogrim [rdzogs-rim]. Efter den opbyggende fase (skt.: utpattikrama, tib.: kyerim) hvor Yidam’mens form og Mandala opstår og udfolder sig, dyrker yogi’en utpannakrama, hvilket først betyder Mandala’ens opløsning eller koncentration i sin egen essens, typisk en sædstavelse, som derpå opgår i lys. Dette svarer til vipashyana, hvor sindet først analyseres for at finde en essens, hvorpå det blot hviler i sig selv uden foranstaltninger. Utpannakrama kaldes også: sampannakrama.
Utpattikrama (skt.):
den opbyggende fase – tib.: kyerim [bskyed-rim] – i Sutra og Tantra. Se også under utpannakrama. Utpattikrama består af alle en sadhana’s elementer op til utpannakrama. De enkelte elementer forklares i den enkelte sadhana’s manual. Normalt består den af Tilflugt, udvikling af Bodhicitta, dannelsen af den forestillede Mandala, invitation af visdoms aspekternes Mandala (de visionære Buddha former), indvielse og mantra recitation. Indvielsen – skt.: abhisheka – kan være meget enkel eller ret kompleks. Herpå dyrkes utpannakrama.
Til slut tilegnes fortjenesten, dyderne eller de gode medmenneskelige kvaliteter, skt.: punya, opdyrket og samlet ved sadhana’en til alle sansende væsners lykke, gavn og oplysning. Denne afdeling betegnes i reglen som Mønlam bøn. Aller sidst udføres tashi bønner for alles glæde og gode karma.
Den opbyggende fase svarer til – og opdyrker tilsvarende - koncentration og vågent nærvær, skt.: smriti, som det udføres og trænes ved shamatha meditation.
Se også under utpannakrama. Læs artiklen: Om træning i buddhistisk meditation.
|
 |
|
