|
V&W
Ordbog & Dharma leksikon
Vadjra (skt.):
(staves også: vajra – tib.: dordje [rdo-rje] = hjerte – eller konge–sten) oversættes ofte som ‘diamant scepteret’ – er et rituelt og symbolsk værktøj, en slags tryllestav. (Se billedet.) Vadjra'en er som en diamant i betydningen, at den ikke kan ødelægges. Men den er også et våben af lyn, hvorved brugeren af dette våben får sat sin vilje igennem, trods al modstand. Torden og lynild er i betydningen ustoppelig magt. Symbolikken er ret enkel. Det er sindets rummelighed, skt.: alaya, som ikke kan ødelægges. Det er sindets klarheds natur, skt. pradjña, som er ustoppelig. Disse er Buddhanaturens to attributter. Så denne tryllestav bruges i Tantra til at aktualisere Buddhanaturen i det bevidste øjeblik. Der er en omfattende symbolik omkring vadjra'en, udover det nævnte. Vadjra’en består af en kugle (symbolsk for: Dharmakaya), hvorpå der både for oven og for neden befinder sig en lotusblomst (symbolsk for: Sambhogakaya), og fra hver af de 2 lotus blomster skyder 5 dragehoveder op, hvorfra lyn strømmer ud af dragenes munde, som buer og mødes lidt højere oppe midt over lotus’serne (symbolsk for: Nirmanakaya). Det femte dragehoved er midt i blomsten, de 4 andre i kompassets retninger. De 2 lotus blomster symboliserer det åbne sind og hjerte, Bodhicitta, og hver for sig står de for de 2 slags sandhed og de 2 slags gavn. (Billedet viser en ret speciel vadjra med meget tydelige drage hoveder, hvor lynene ikke mødes i ét punkt; det er højest usædvanligt. Men dragerne med lyn i munden ses tydeligt.) De 5 drager står for de 5 Buddha familier, de 5 skandha’er, de 5 grund-elementer, de 5 lidenskaber og de 5 slags vished, som visdomsindet (skt.: Djñana) manifesterer. Oprindeligt var vadjra’en guden Indra’s tordenkile (kendt i Norden som Guden Thor). Helt i guden Thors ånd, findes der også en Vadjra-hammer, hvor den ene halvdel af Vadjra’en er en hammer, og hvor kuglen også har fået et skaft. (Se billedet til venstre af Sumer Guden Apzu, herskeren over fersk vand – med to vadjra'er i sine hænder. Relief fra Niniveh nær Mosul i Irak fra en senere tid, da Asyrien herskede i landet.) Den første historiske vadjra kendes fra den Sumeriske kultur i syd Irak, som muligvis har sin oprindelse i Indus kulturen (Harappa). (Se billedet.) Vi tager lige symbolikken en gang til. Vadjra'en er som beskrevet for oven et håndtag med 5 lyn, som udgår for oven på håndtaget og for neden tilsvarende under hånden, udgår endnu 5 lyn. Disse i alt 10 lyn udspyes af dragemunde, som kommer ud af en lotusblomst. Der er således både en lotusblomst for oven og for neden på håndtaget. Selve håndtaget består af en fuldstændigt rund kugle, som symboliserer tomhedsnaturen, skt.: sunyata (og som tidligere beskrevet: Dharmakaya, Buddha's sind). Lotus blomsterne symboliserer således Buddha's sinds tilstand, Bodhicitta (og som tidligere beskrevet: samboghakaya). Og drage lynene symboliserer både aktualiseret Bodhicitta og Buddha-virksomhed (og som tidligere beskrevet: Nirmanakaya). Det der gør et tidligere guddommeligt våben til et magisk diamant lignende værktøj, er den samlede betydning eller symbolik, hvor vadjra'en må forstås som resultatet eller frugten af anvendelse af pradjña, ved fuldstændig færdighed i denne kunst, kaldet pradjñaparamita. Pradjñaparamita er således ' Årsagfartøjet' – mens ' Frugt-fartøjet' eller 'Resultat fartøjet' kaldes Phalayana (= Mantrayana). I Dharma'en symboliserer vadjra'en oplysningens kvaliteter og aktivitet. Derfor betegnes den som 'urokkelig, uforgængelig og altgennemtrængende', fordi stabiliteten ved en Buddha's oplysning er urokkelig og umulig at formindske eller modificere. En Buddha's oplysning formår også at trænge igennem enhver illusion og spontant gennemskue enhver oplevelse (altgennemtrængende) for hvad den er (= skandha'erne).
Billedet viser en visvavadjra, 4 dobbelt vadjra, symbolsk for aktivitet i alle retninger.
Blandt de 5 Buddha familier er Vadjra familien den ene. Derfor hører Vadjrasatva og Vadjrapani til denne familie, hvis overhoved er Akshobya Buddha, som således også har en forbindelse med vadjra’en. Vadjra’en bruges ofte sammen med en hånd holdt klokke, skt.: gantha. Klokken symbolisere da alaya – det tomme rum mellem klokkens vægge – og pradjñaparamita, mens vadjra'en da symboliserer Buddha virksomhed. I visse ritualer må udøveren ikke slippe vadjra og gantha under hele sadhana’en, symbolsk for at opretholde samaya. Når der er musik i forbindelse med pudja, holder den højre hånd ikke blot vadjra’en, men også en hånd holdt dobbelt tromme, skt.: damaru. Ordet vadjra bruges som ingrediens i mange andre sammensatte ord, se nedenfor.
Vadjra-charya (skt.):
tib.: dordje lopøn [rdo rje slob dpon] - en Tantra mester med særlig ekspertise i alle ritualer i forbindelse med sadhana og pudja. En sådan mester udnævnes i reglen af sin egen mester og udnævnes således til sin titel og funktion. På denne måde er titlen i nogen grad en ’beskyttet’ eller ret præcist defineret titel. Læs også om: acharya; og om: Lama; samt om: præst.
Vadjra-dhara (skt.):
tib.: dordje tjañg [rdo rje ‘chang]. Buddha Sakyamuni’s fremtrædelses form i Tantra. Vadjradhara ses nogle gange i forening med Pradjñaparamita. Vadjradhara er den ufødte eller iboende Buddha, i en spontant opstået visionær form, som opstår fra, symboliserer og udtrykker sindets egen Buddhanatur og potentiale for Buddha-tilstanden. Vadjradhara’s krops farve er en dyb lapis lasuli blå. Han bruges mest i sin Sambhogakaya form med en indisk oldtids prins silketøj og smykker. En sådan Buddha form kaldes også for Adhibudha. Derfor ses han tit i midten af Tilflugten på malerier fra Kadjy traditionerne. En tilsvarende spontant opstået visionær form er Samantabhadra, som spiller en tilsvarende central rolle i Nyingma traditionen.
Vadjra-dhatu (skt.):
tib.: dordje ying [rdo rje dbyings] - den urokkelige dimensionernes dimension. En særlig udlægning i Tantra af Dharmadhatu. Forskellen i udtrykkene ligger i ordet 'vadjra', som hentyder til kvaliteten ved en fuldt oplyst Buddha, hvis bevidsthed er uadskillelig fra Buddhatilstanden. Vadjra betyder 'urokkelig, uforgængelig og altgennemtrængende' (som symbol i Dharma'en) så vadjra-dhatu er 'området' for en Buddha's sind, som ikke kan 'rokkes eller ødelægges' af sine oplevelser, men som skærer igennem alle illusioner uden modstand eller forhindringer (altgennemtrængende). Se også under: Dharmadhatu.
Vadjra-humkara mudra (skt.):
(mudra i betydningen 'hånd mudra'); hænderne holdes krydset over hjertet, højre hånd ovenpå venstre. Fingrene på begge hænder: tommelfinger danner en ring med langemand og ringfinger med håndfladerne ind mod hjertet; Pegefinger og lillefinger er helt udstrakte og symboliserer en vadjra og gantha ved at vadjra-hovederne på begge instrumenter vises som to lyn, symboliseret ved de udstrakte fingre. Ofte udføres denne mudra, mens sadaka'en holder en vadjra og en klokke i hænderne. Mudra'en som sådan udtrykker foreningen af klarhedens vished, skt.: pradjña ved klokken, og virksomt anvendte metoder, skt.: upaya ved vadjra'en. Det er også foreningen af sindets rummelighed og klarhed med alle oplevelserne, altså de 5 skandha'er. Ved sådan forening opstår der ikke en enhed uden forskelle, men en samlet helhed i forskellighederne. Typisk ses Vadjradhara med denne mudra. Derfor lægger han også ofte navn til den.
Vadjra-kaya (skt.):
tib.: dorje ku [rdo rje sku] er en Mantrayana betegnelse for Buddhanaturens urokkelighed. se under: trikaya.
Vadjra-panara (skt.):
se under: Vadjratelt.
Vadjra-pani (skt.):/span>
'Vadjra-næven' ordret: ham med vadjra'en i hånden; Vadjrapani inkarnerer Buddha's færdighed i at magte sit eget sind og andres; tib.: Tjanna Dordje [phyag na rdo rje] - skrives også: Vajrapani - tilhører Vadjra Buddha-familien. Billedet viser en sten statue af Vadjrapani som Bodhisatva fra Pala perioden i Nordindien; den stammer fra omkring år 700; Metropolitan Museum of Arts i New York. Vadjrapani er en berømt Bodhisatva, som ofte optræder sammen med Amitabha Buddha. Som Yidam optræder han også som Dharmapala i et ophidset aspekt. Desuden omtales han som ikke blot Buddha Sakyamuni’s beskytter, men også ledsager i visse vigtige episoder i Buddha’s liv. Bodhisatva Vadjrapani indgår i gruppen af tre Bodhisatva’er, som tilsammen udtrykker Bodhicitta’s væsen. Magt til at tæmme sit sind og evne til at give slip på tilknytninger udtrykkes med Vadjrapani; venskabelig kærlighed, skt.: maitri og medfølelse, skt.: karuna, udtrykkes af Avalokiteshvara; klarhedens vished, skt.: pradjña, udtrykkes af Mandjusri. Alle tre udtrykker en forståelse af tomheds naturen, skt.: sunyata, ved alle begivenheder, skt.: dharmas. Disse samlede kvaliteter og evner udtrykker det åbne sind og hjerte, som naturligt er uden uden fordomme, skt.: caitasikas.
Vadjra-samadhi (skt.):
en Buddha's samadhi. Den meditative fordybelse eller trance (samadhi) mestres i fire trin, de 4 dhyanas. Men det er ikke ensbetydende med indsigt, skønt forhindringerne for indsigt er væk, når samadhi mestres. En Buddha mestrer ikke blot samadhi, men har både fået indsigt og er derpå blevet helt befriet og oplyst, skt.: samyak sambodhi. Derfor betegnes en Buddha's samadhi som noget ganske særligt. Synonyme betegnelser er 'Simhanada Samadhi' (Løvebrøls samadhi) og 'Surangama Samadhi' (den heroiske fremskridts samadhi; en betegnelse fra Surangama Sutra). Læs videre om: de 4 dhyanas.
Vadjra-sana (skt.):
1.) tib.: Dordjeden [rdo rje gdan]. Stedet for Buddha Sakyamuni’s Nirvana, hans befrielse og oplysning. Vadjrasana er også navnet på den udhuggede sten, som er anbragt på stedet under Bodhitræet ligesom en madras. Om det så lige helt præcist er det sted, hvor oplysningen fandt sted, er næppe tilfældet. Stenen er anbragt udenfor Mahabodhitemplet, som i dag skulle angive stedet. Det vil sige, at det er den store Buddha statue (se billedet) inde i Templet, som angiver stedet. Bodhitræet har ikke flyttet sig på trods af det store Tempel, som må formodes at dække den oprindelige placering af træet, men træets rødder gror der stadig. Blot har de skudt sig ud under Templet og groet det træ, som vi ser i dag. Før Mahabodhitemplet blev bygget, lå stenen på stedet for oplysningen, men blev flyttet for at give plads til Buddha’s trone i Tempel rummet. 2.) skt. vajrasana - tib.: dordje tjildrung [rdo-rje skyil-krung]. Vadjra stillingen ved meditation, se nedenfor.
Vadjra-satva (skt.)::
eller: Vadjrasatwa, skrives også: Vajrasatva.Tib.: Dordje Sempa [rdo rje sems dpa’]. Tilhører Vadjra Buddha-familien - er både en Bodhisatva og Yidam. Som den anden disciplin i Mahamudra Ngøndro’en fungerer meditationen på ham udrensende og frigørende fra de dårlige vaner og misforståede begreber og andre dårlige tendenser i sindet (skt.: samskaras og kleshas). Det er en enkel og kraftig sadhana, visualiserings praksis. Som Yidam praktiseres han mest indenfor Nyingma traditionen.
Vadjra-stilling (skt.):
[vajrasana eller: vadjrapayanka]; tib.: dordje tjildrung [rdo-rje skyil-krung]; ben stilling under meditativ træning, som på bedste måde understøtter samadhi. Benene er krydset, så den enkelte fod hviler ovenpå det modsatte bens lår. Denne ben stilling omtales af visse folk som ‘lotus’ stillingen. Det er ikke den korrekte buddhistiske betegnelse. I Tantra erotik (karma-mudra) er lotus stillingen kvindens ben stilling, hvor benene samles i et kryds bag mandens ryg. Manden sidder til gengæld i vadjrastillingen med hende ovenpå. Se også under: Vairocana’s 7 punkts stilling.
Vadjratelt (skt. og dansk):
[skt.: vajrapañjara]; er et telt bestående af vadjra'er, som opstår som beskyttelses cirklen i diverse Tantra'er. Så Tantra ritualet udfolder sig indenfor teltet af vadjra'er, som holder alle de muligvis forstyrrende guder og djævle væk fra området, hvor Tantra manifesteres; i og med at dette telt er uigennemtrængeligt for dem. Det er naturligvis ikke et telt, som opbygges af metal og elektriske lyn, men en visualisering i sindet. Teltet er vævet af 4 dobbelte vadjra'er med en femte vadjra, som peger udad og væk fra Mandala'en; fra de mange dragemunde udspyes så ild i fem farver, der omslynger hele teltet og gør det utilnærmeligt. Teltet har en flad rund bund af sammenflettede vadjra'er, hvorfra ilden spydes nedad. Teltet topper med et tag af sammenflettede vadjra'er som beskrevet, men her i form ligesom en sol parasol eller det kongelige banner blandt de 8 lykke symboler, og ikke en flad top. Så også her rejser en mur af ild sig fra vadjra'ernes dragemunde. Vadjra teltet, som jo består af lyn og torden, og ildmuren holder alle negative og urene væsner væk fra selve den hellige Mandala's område, hvorved enhver vanhelligelse forhindres og udøveren af Tantra kan slappe af i sindet og udvikle eller opdage Bodhicitta, helt uden angst eller frygt. Læs videre under: Sungkhor.
Vadjra-varahi (skt.):
tib.: Dordje Phagmo [rdo rje phag mo], Vadjra-soen. Et andet navn for Vadjrayogini. Læs nedenfor.
Vadjra-yana (skt.)::
(staves også: Vajrayana); vadjra-fartøjet. Nogle gange fejlagtigt oversat som 'diamantvejen' - se under: Mantrayana.
Vadjra-yogini (skt.):
tib.: Dordje Naldjorma, en vigtig Tantra Yidam i Kadjy transmissionerne. Hun ses ofte sammen med Chakrasamvara. Hun er symbol for djñana, visdomsindet - eller sagt på en anden måde, så er hun visdomsindet, intuitiv vished. Da hun er essensen af Chakrasamvara Tantra, og indenfor denne Tantra udgør sin egen, er hun i høj grad forbundet med Mahamudra transmissionen indenfor Kadjy traditionerne. Især er hun forbundet med de hemmelige yoga’er fra Tilopa. Vadjrayogini har mange aspekter, som afbildes forskelligt. På billedet ses en staue i guld og sølv. Hun er kun beklædt med en Bodhisatva’s smykker og de klassiske Tantra knogle ornamenter. Det er symbolsk for den nøgne sandhed eller virkelighed. Hun bærer en krone med 5 dødninge hoveder, hvilket symboliserer, at Vadjrayogini har slået identifikation og tilknytning til kleshacitta ihjel og nu kan smykke sig med visdomsindets 5 slags intuitiv vished, i stedet for at være undergivet og grebet af de 5 kleshas. Vadjrayogini kendes også som Djñana-dakini, tib.: Yeshe dji khandroma [ye shes kyi mkha’ ’gro ma]. I Nyingma traditionerne spiller hun en særlig rolle som en af de tre rødder i tilflugten. I stedet for Dharmapalas som i Mahamudra traditionerne.
Vaibhashika (skt.):
tib.: yedrag ma'wa [བྱེ་བྲག་སྨྲ་བ། bye-brag smra-ba] en fremherskende Hinayana anskuelse fra Indiens oldtid især indenfor Sarvastivada traditionen, og som udfoldede sig med centrum i Kashmir dalen. Vaibhasika kendetegnes ved at anskue alle dharma’er som virkeligt og objektivt eksisterende. Sautantrika anskuelsen retter op på denne begrænsning ved at påpege, at sindet er meget anderledes end de fysiske sanse genstande. Sindet kan derfor kun opfatte, at de fysiske sanse genstande afgiver impulser af en mental natur, som sindet er i stand til at fatte. Men Vaibhasika's 'realisme' kan jo sagtens anvendes i dagligdagen, hvor vi plejer at gå ud fra, at vores sansninger virkeligt gengiver verden, som den faktisk er. Hovedvægten hos Vaibhasika ligger på læren om Selvets illusion, skt.: anatman. Derfor er læren om fænomenernes tomhed, skt.: sunyata, underordnet. Vasubandhu’s bog Abhidharmakosha er baseret på denne type anskuelse. Læs artiklen.
Vaiduryaprabha Buddha (skt.):
Strålende Lapis Lazuli Buddha. Se under: Bhaishadjyaguru Tathagata.
Vairocana (skt.):
tib.: nampar-nañgdzæ [rnam par snang mdzad]. 1) Buddha’en, som er overhoved for Buddha-familien blandt de 5 Buddha-familier. I visse kosmologier er Buddha Vairocana’s krop hele Multiverset, som består af ufatteligt mange Universer. Vairocana er i reglen den centrale Buddha form i Mandala'en ved de fleste Tantra'er. En sådan Buddha form kaldes også for Adhibuddha. Læs remsen: de 5 Buddha familier. 2) Vairocana er også navnet på en af Guru Rinpotje’s hovedelever. Det er ham, som har lagt navn til 7 punkts stillingen omtalt nedenfor.
Vairocana’s 7 punkts stilling (skt. & dansk):
7 punkter på kroppen, som skal anbringes på en bestemt måde ved meditativ træning. 1) benene krydses i vadjrastilling, eller ‘Bodhisatva stilling’ med højre ben frit, 2) helt lige ryg (se herunder Shamarpas tegning af den lige ryg - Renchen Ulm juni 2014. Tegningen viser tranen som eksempel og en yogi med dårlig holdning samt en god lige ryg):
3) skuldre som en grib, 4) hænderne i meditations -mudra, som holdes 5 finger bredder under navlen, 5) lige nakke, 6) tungespidsen op og røre ganen bag de øverste fortænder og 7) øjnene kigger nedad mod jorden i en linie i forlængelse af næse ryggen. Du har brug for instruktion fra en Dharma-lærer til at sidde rigtigt. Det skal demonstreres. De 7 punkter findes i variationer, som adskiller sig lidt fra den ovenfor nævnte liste.
Vaishali (skt.):
(Vaiśālī) - en by og en republik på Buddha Sakyamuni's tid, som lå nord for Maghada og Ganges floden i vore dages Bihar i Indien. Billedet viser Stupa’en i Vaishali med Ananda’s relikvier.
Vajra (skt.):
se under: vadjra.
Vajratelt (skt. og dansk):
se under: Vadjratelt.
Vak (skt.):
sprog, tale, (det talte) ord. Tib.: sung [gsuñg]. I overført betydning er vak også energien eller kraften ved alle bevægelser i sindet og kroppen, hvorved vak indebærer vayu, grund-elementet vind eller luft, som dette element manifesterer sig ved handlinger med krop og sind. Denne overførte betydning dækker herved også de følelser (klesha, lidenskaber), som manifesterer sig som emotionel bevægelse inde i kroppens dele - ud over at bevæge tale organerne. Disse emotionelle bevægelser i kroppen ved vak, dækker både dit eget indtryk af dem samt det ubevidste udtryk, som de også skaber, og som andre også kan opfatte - læs mere om dette emne under: vidjñapti.
Vane:
se under: samskara.
Vasana (skt.):
[vāsana]; tib.: bagtjag [བག་ཆགས bag chags]; spor i sindet fra begivenheder, som har fundet sted, og som nu har sat sig som potentiale til at både forme og farve fremtidige begivenheder. Erfaring og erfarings mønster både i betydningen tendens, fordom og talent eller evne som et potentiale i sindet. Vāsana betyder ordret en bolig eller påklædning i klassisk sanskrit, mens betydningen udviddes i såkaldt ‘buddhistisk hybrid sanskrit’. Vāsana som brugt i Dharma’en, er en afledning af ordet: vasayati, parfumering. På denne måde er vāsana duften fra fortiden. Udtrykket bruges af Vaibhasika skolen. Ideen om parfumering tager Asanga’s skole Cittamatra i princippet afstand fra som misvisende. Asanga bruger ordet vāsana i betydningen et ’spor’ eller ‘aftryk’, som en begivenhed efterlader i sindet. Det må jo betyde, at begivenheder ændrer ‘sindets udseende’ ligesom en påklædning eller indpakning. Disse spor i sindet befinder sig tilsyneladende i en tilstand af potentiale eller i hvile, indtil nye begivenheder af samme karakter vækker dem fra deres dvale som erfaringer, der så indgår i begrebs dannelsen. På denne måde er vāsanas [flertal] passive, hvilende, ubevidste eller ikke-manifeste samskaras. Når dette potentiale bliver aktivt og manifest for sindet, betegnes det som caitasika. Vasanas er synonymt med: bidjas, karma frø. Når vægten ligger på ’indpakningen’ af almindelige tendenser i sindet med din egen historie eller erfaring ved sådanne tendenser, bruges udtrykket vasanas. Generelt vil man sige, at når en tendens manifesterer sig i den fjerde skandha som reaktion på en oplevelse, vil det dermed korresponderende karma frø også manifestere sig, fordi de to er blevet forbundet ved en tidligere lejlighed og derved er blevet til en noget sammenvævet erfaring af både noget alment menneskeligt og noget personligt. Fordi frø eller spor i sindet ikke kan erfares undtagen ved deres aktivering, er dette potentiale – som potentiale – illusorisk. Potentialet kan ikke fastslås som virkeligt eksisterende, når ingen nogensinde har observeret det. Læs videre under: santana. Samt under: karma. Se også under: vidjñapti, fortolkning. Læs artiklen: Hvad er en oplevelse?
Vase åndedræt:
(skt.: kumbhaka pranayama; tib.: bum tulkhor [bum 'khrul 'khor] 'vase yoga'); er en ganske særlig måde at trække vejret på, mens yogi'en er i samadhi. På grund af den meditative trance, samadhi, bruger hjernen næsten ingen ilt. Derfor kan man observere og manipulere vejrtrækningen på nogle særdeles uhåndgribelige måder, hvorved det vågne nærvær, skt.: smriti, øges og fordybes. Samtidigt opstår den frydefulde glæde, skt.: mahasukha, på grund af særlige cirkulationer af de indre 'vinde' (skt.: vayu), som stimuleres af vase åndedrættet. Så det er også en måde at lave shamatha meditation på efter Mahamudra metoden, hvor koncentrations genstanden, skt.: manaskara, er vase åndedrættet. De præcise instrukser om hvordan og hvorledes må du plage din Lama om at give. Den slags er ikke offentlig information, fordi det kan blive farligt for en ammatør at udføre udenfor mesterlæren. Læs mere under: Mahamudra.
Vashpa (skt.):
en af Buddha Sakyamuni’s første 5 elever, som praktiserede askese med Sakyamuni før dennes Nirvana. De første elever, de 5 asketer, blev også de første munke og de første Arhats. De øvrige asketer hed: Ajnata Kaundinya, Bhadrika, Mahanaman og Ashvadjit (som også kendes som: Upasena). Læs mere under: Buddha Sakyamuni’s første 5 elever.
Vasubandhu (skt.):
tib.: yignjæn [dbyig gnyen]. Asanga’s berømte bror. Især kendt for sin bog, Abhidharma-kosha. Den er en fremstilling af Vaibhasika traditionens syn på Abhidharma, hvilket er en Hinayana anskuelse. Han har forfattet rigtig mange andre bøger, hvor motivet er Mahayana, for eksempel: Skelnen mellem midten og ekstremerne. (Bogen findes i flere oversættelses antologier. Se nogle af dem i Boglisten.) Han var fuldt uddannet læge og pandit. Han deltog i mange formelle debatter ved forskellige fyrstelige hoffer i Indien, som han altid vandt, hvilket gjorde ham meget rig. Derfor brugte han mange penge på klostre, templer og den ordinerede Sangha. Med sine bøger har han især uddybet Cittamatra (eller Yogacara) skolens anskuelse, så det påvises, at den ikke er i strid med Nagarjuna’s Madhyamaka. Cittamatra er den naturlige fortsættelse og udbygning af Madhyamaka. Læs også om: Asanga. Og om: Cittamatra.
Vata (skt.):
[vāta]; lunen 'vind' i kroppen; se under: Tridosha.
Vatsa (skt.):
eller Vamsa var et republikansk kongerige Vest for Varanasi (Benares) i Indiens Oldtid. Hovedstaden hed Kosambhi, som lå ved Jumna floden. (Se kortet, hvor byen kaldes for Kausambi. Kortet viser et udsnit af den centrale del af Ganges sletten med angivelse af republikker og kongeriger i området.) På Buddha Sakyamuni's tid hed kongen Udena. Buddha besøgte Kosambhi flere gange, så landet finder omtale i flere Sutra'er. Få hundrede år efter Buddha's Parinirvana blev landet erobret og integreret i det enevældige kongerige Magadha, som lå øst for Vatsa og Varanasi.
Vayu (skt.):
(tib.: lung) grund-elementet (skt.: mahabhuta) luft eller vind. Begrebet bruges både om selve det fysiske grund-element og om det ene af de 3 humører i Ayurveda (oldindisk medicin), som er vind, slim og galde. Grund-elementet vayu er figurativt for alt, som er i bevægelse og er samtidigt bevægelsernes energi. Udtrykket sprog eller tale (skt.: vak) står derfor ofte for mere end ord, begreb, mening og hensigt, fordi det involverer og manifesteres ved vayu. Læs også om: Vata. Se også under: Prana. Læs også om: Meditations problemer.
Veda (skt.):
betyder ordret viden. Det er dog ikke almen viden, der menes, men den samlede viden om religion, som er indeholdt i de ældste hindu bøger. Disse bøger kaldes derfor Veda'er. Oprindeligt blev Veda'erne ikke skrevet ned, men den dag i dag læres bøgerne udenad på brahmin skoler i hele Indien. Veda'erne handler mest om Hindu ritualer, skønt for eksempel Ayurveda handler om sundhed og lægekunst. Hindu religionerne er ikke dækkende udtrykt ved Veda'erne. De senere religiøse skrifter udmynter anskuelserne ved for eksempel samkhya og vedanta filosofierne. De hellige Hindu bøger, som også udtrykker disse anskuelser kaldes Puranas og Upanishad'erne.
Vedana (skt.):
følelsen ved sansning (skt.: sparsa) som behag, ubehag eller hverken eller. Vedana er de således primære eller basale følelser (plus, minus og neutral), som opstår i følelses-, skt.: vedana-skandha, den anden skandha. I den første skandha (skt.: rupa) opfattes de enkelte sansninger hver for sig. Det næste som sker i en oplevelses proces (skandha'erne) er følelse - vedana - ved sansningerne. På sanskrit behagelig eller glædelig, sukha; ubehagelig eller frastødende, afskyvækkende eller lidelsesfuld, skt.: duhkha; og hverken eller eller indifferent og følelseskold, skt.: aduhkha-asukha. (Bemærk venligst, det at være uinteresseret også er en form for tilknytning og identifikation.) De opstår også hver for sig. Herpå følger den tredje skandha: opfattelse, skt.: samdjña, hvor indtrykket fra de enkelte sansninger og følelserne ved disse opfattes i en helhed, som består af disse enkeltheder (skt.: djñeya). Ved dette samlede indtryk opstår derfor også en genkendelse og / eller en fortolkning (skt.: vidjñapti). Herpå reagerer sindet så, hvilket kaldes for den fjerde skandha. Reaktionen består af hensigt eller vilje (skt.: cetana) ved fortidens erfaringer, vaner, begrebs mønstre (skt.: samskaras) og instinktive, reaktive og sekundære lidenskabelige følelser (skt.: kleshas). De lidenskabelige følelser er således både situations fortolkende, situations begribende, reaktion med hensigt og styrke eller energi - altså en sindstilstand - som unddrager sig den direkte styring af det bevidste overlæg, i og med at de opstår før fuld bevidsthed, som er den femte skandha (skt.: vidjñana). De lidenskabelige sekundære følelser er således af en anden karakter end de basale primære følelser, vedanas. Vedana hæfter sig på den enkelte sansning som en vurdering af kvalitet. For eksempel når du spiser noget, vil der være forskellige vedanas ved lugt, smag, tekstur og synet af maden. De forskellige følelser sættes først sammen til et helheds indtryk i den næste skandha. Det er dette fortolkede helheds indtryk, som de lidenskabelige følelser derefter reagerer på i den fjerde skandha. Ved at lære at skelne på denne måde, lærer du også at genkende disse oplevelser, så du kan give slip på tilknytning og identifikation med disse følelser. Det bliver du naturligvis ikke i stand til blot ved genkendelse. Men uden genkendelse bliver det da helt umuligt. Rent praktisk bliver du gjort i stand til at give slip, skt.: naishkramya, ved den meditative eller yogiske trance, skt.: samadhi. Læs videre i artiklen: De 5 skandha'er. Læs også om: nama-rupa.
Vedanta (skt.):
en 1000 år gammel Hindu filosofi, grundlagt af Shankara. En 'modernisering' af Samkhya filosofien fra traditionel Hindu yoga. Det særlige ved Vedanta består i, at filosofien forholder sig til de buddhistiske opfattelser og til dels har optaget ideerne om sunyata. Mange hinduer mener, at Vedanta har overflødiggjort Buddhadharma ved nærmest at inkorporere Buddha’s Lære. Det synes vi buddhister sjovt nok ikke, men til gengæld har Vedanta formået at inkorporere næsten alle Hindu filosofier eller anskuelser i et stort system. Det formåede Samkya filosofien aldrig. Så i moderne tid er Hindu-dharma næsten altid lig med Vedanta.
Vedholdenhed:
(skt.: virya) – en af de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas. Se under: iver.
Veganer:
spiser kun planter, men ingen lig fra fisk og dyr eller æg og mælk. Mange veganere er blevet vegetarianere, fordi de ikke vil være med til at dyr og fisk bliver slået ihjel. Men føde får veganere jo fra landbruget og gartnerier. Disse produktions virksomheder har det med at pløje og behandle jorden, hvor planterne dyrkes. Herved bliver tusinder og atter tusinde af sansende væsner slået ihjel eller får ødelagt deres livs miljø. Et gammelt ordsprog fra Tibet siger, at det er bedre kun at slå én elefant ihjel for at give føde til en hel landsby i en uge, end at dræbe mange små sansende væsner for selv at blive mæt. Væsnernes sind er det samme sind, uanset kroppens størrelse. Disse væsner fra elefanter og blåhvaler til mikroskopiske væsner føler noget ved deres liv. Et sansende væsen er karakteriseret ved sanser og dermed et nervesystem i deres kroppe samt diverse følelser ved deres sansninger. De er også kendetegnet ved at besidde en ide om sig selv. De ønsker at finde lykken og at undgå lidelse, præcis ligesom os andre. I deres tidligere liv har de været vores egne fædre, mødre, søskende og slægtninge. Så man undgår ikke drab på nogle sansende væsner, selvom man bliver veganer. Dette emne er ikke spor nemt. Det er derfor, at munke og nonner ikke må selv blot kradse i jorden eller tisse på græs. Det er også grunden til, at meget følsomme mennesker prøver blot at spise egne grønsager fra haven, som de selv nænsomt dyrker, samt frugt og nødder. Munke og nonner i Tibet, dengang buddhismen blev indført fra Indien, var tilsyneladende vegetarianere. Det fremgår af kong Trhisong Detsen’s forordninger for verdslig og religiøs lov, som blev fastlagt for 1300 år siden. (Kilde: ‘Tibetan Civilisation’ af R. A. Stein; side 144.) Det er man dog sidenhen gået bort fra, mens det stadig gør sig gældende for det ordinerede personale i Kina. Dette forhold skyldes sandsynligvis, at de første munke i både Tibet og Kina var fra Indien, hvor man som hovedregel ikke spiser kød, hvad enten man er ordineret eller ej. Buddha Sakyamuni foreskrev ikke i Vinaya Sutra, at munke og nonner skulle spise vegetarisk. Hovedvægten lå på, at de skulle modtage, hvad de fik tilbudt, når de gik omkring og tiggede hver morgen. De skulle ikke bede om lidt mere smør eller andet, eller give indtryk af, at de manglede et eller andet i føden. Sakyamuni stammede selv fra kriger kasten, som traditionelt spiser kød i Indien, selv den dag i dag, men først og fremmest var han naturligvis bevidst om, at det også koster liv at opdyrke en mark. Det er derfor, at Buddha gav instruktion til munkene og nonnerne om, at de ikke må grave i jorden. Visse tibetanske eksil munke i Sydindien beskæftiger sig i dag med landbrug. Det er i strid med Vinaya. Tænk derfor venligst over, hvor maden kommer fra, og hvordan den blev fremskaffet. Der er nogen, som døde, for at du kan blive mæt. Det er en karma, som alle sansende væsner bærer på. Sig derfor tak for mad til de ukendte faldne og bed en bøn for dem. Det nye politiske Veganer-parti i Danmark, som netop er blevet godkendt til at opstille til det næste Folketingsvalget (godkendt i 2020), kan således ikke siges at repræsentere buddhistiske politiske synspunkter. Sagen er mere kompleks, set med de buddhistiske briller på. Men det er som hovedregel sundere for den menneskelige krop at undlade at spise kød, hvis man samtidigt sørger for at få tilstrækkeligt med visse ting for eksempel B-vitaminer, som en vegetarisk kost måtte mangle. En buddhistisk tilgang til emnet er at undgå at slå ihjel, selv de mindste sansende væsner, og at behandle dyr godt og værdigt, hjælpe dyr med deres sundhed og fri udfoldelse, og at undgå at dyr lider skade, mens man på mange måder søger at gavne dem. Som det fremgår af disse paragraffer er det noget af en udfordring, som ikke kan reduceres til en vegansk livs stil. I mange buddhistiske kulturer vil man undgå at beskæftige sig med fiskeri, slagteri og militær, fordi det nemt indebærer at slå nogen ihjel. Men nogle af buddhisterne – bortset fra det ordinerede personale – har altid dyrket landbrug. Fra tid til anden beder man så en bøn for de ufrivilligt døde. Men det har ikke været muligt til at undgå landbrug i de seneste mange tusinde år på grund af menneskenes antal på Jorden. Læs også artiklen med Shamar Rinpotje’s tale ved stiftelsen af ICF (Infinite Compasion Foundation).
Vegetar:
spiser ikke kød, men gerne æg og mælke produkter; se ovenfor om: veganer.
Vej:
se under: Fem veje (Dharma’ens fem veje); eller under: Otte foldige vej; eller under: Bodhi-marga.
Velsignelse:
skt.: adhishthana - tib.: djinlab [byin rlabs], ‘djin’ betyder storslået, og ‘lab’ betyder omfavnelse og forvandling. Velsignelse er den mest brugte, men desværre særdeles mangelfulde oversættelse. Udtrykket betyder altså ikke: at få lov til noget. Som fagudtryk betyder velsignelse, at der løber en mærkbar strøm af herlighed, hellighed, opløftethed, inspiration, glæde, tilfredshed og kærlighed [skt.: maitri] fra traditionens mestre og alle Buddha’er og Bodhisatva’er til den håbefulde elev eller modtager af velsignelsen. At modtage velsignelse er en ganske særlig sindstilstand, som fremmer og styrker dit potentiale som Bodhisatva. Der kan opstå velsignelse ved Lama’en, ved Bodhicitta, ved sadhana, ved shamatha-vipashyana, ved bøn, ved abhisheka og ved de to slags afklaret vished, djñana og pradjña. I en vis forstand strømmer der konstant velsignelse fra alle fortidens, nutidens og fremtidens Buddha’er og Bodhisatva’er, som gennemtrænger alle atomer, molekyler, alt og alle - hele galakser, Universer, Multiverser og vice versa. Sådan velsignelse gør alting lettere for udøveren af Dharma. Den demonstrerer, at der i virkeligheden altid er højt til loftet i Dharmadhatu, og minder os om, at Dharmadhatu faktisk allerede er det sted, hvor vi befinder os her og nu, og ikke et sted langt borte i Asien eller kun af symbolsk mening. Velsignelserne strømmer virkningsløst og nyttesløst gennem de sansende væsner, hvis man ikke er åben for velsignelse fra nogle hellige mennesker eller noget helligt i livet, som erkendes som både kvalitativt større, meget venligere, mere uselvisk medfølende og mere menneskeligt fremragende end en selv. De fleste er umiddelbart modtagelige for velsignelse, så snart de glemmer sig selv. Det gør de nemt i selskab med en Bodhisatva. Se også under: darshan.
Velvilje:
se under: maitri.
Venavana:
- eller Venuvana - er navnet på bambus lunden (se billedet) ved Rajgir, hvor Buddha Sakyamuni grundlagde et kloster, skt.: vihara. Bambuslunden blev givet til ham og hans mange munke i følget, da Buddha efter sit Nirvana og sin tur til Sarnath besøgte kong Bimbisara af Magadha. Der var allerede mange mennesker i Buddha's følge, så der var et praktisk problem med, hvor man skulle lade dem opholde sig, spise, sanitet og så videre. Kongen gav derfor lunden udenfor byen til Buddha, hvorved munkene også i fremtiden ville have et opholdsted. Klosteret var således det første buddhistiske kloster i historien og blev meget anvendt i Buddhas egen tid.  Læs også om Gribbebjerget i Rajgir.
Verden:
se under: 1.) Samsara; verden som en personlig oplevelse, som man reagerer på og vil noget med; 2.) Triloka; verden som et bestemt sted at genfødes, leve og dø og så videre. Der er 3 (tri) forskellige slags verdener eller steder (loka) med flere underdelinger. Så Triloka indeholder hele 33 verdener med det hele.
Vesak (skt.):
se under: Buddhadagen.
Vidhi (skt.):
tib.: tjø-ga, ritual. Se også under: pudja; og under: sadhana.
Vidjñana (vidjñāna - skt.):
bevidsthed (staves også: vijñana); tib.: namshe [rnam shes] – i den specifikke Dharma faglige betydning af sindets klarhed, som viser oplevelserne – den blotte og bare evne til viden, erfaring og oplevelse. (Ordet bevidsthed stammer fra tysk ’bewustsein’. Det gamle danske ord var ’vid’ – ligesom i udtrykket ’skræmt fra vid og sans’ – samt vis og vished – samt udtrykket at ane, som ligner skt. stavelsen 'djña' at forstå eller opfatte. Djña indgår også i ordet vidjñana). Der er noget frit og ubegrænset i denne betydning af bevidsthed, den rene klarhed. Denne betydning uddybes med begrebet pradjña, klarhedens vished – den sidste af de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: pradjña-paramita. Pradjña er bevidstheden, som er blevet bevidst om sig selv, så ordet betyder ikke bevidsthed som sådan – i stedet er der her tale om en meta-bevidsthed; bevidsthed om bevidsthed. Derfor oversætter jeg pradjña med 'klarhedens vished' og 'afklaret vished' i betydningen: vished om klarheden i sindet. Derfor hænger pradjña uløseligt sammen med den femte skandha, bevidstheds skandha'en. Sindet eller bevidstheden er som et spejl, som gengiver et indtryk, skt.: vidjñapti (se nedenfor). Bevidsthedens indhold, som gengives, er helt igennem psykisk - også sansningerne. Denne klarhed står imidlertid aldrig alene. Bevidstheden får altid sin skikkelse af oplevelserne, som i buddhistisk psykologisk forstand forstås som de opfattede sansninger, skt.: rupas. Sansningerne er ikke identiske med sanse genstandene, skt.: visayas, men er sindets mentale opfattelse eller repræsentation af dem. Sanse bevidsthederne opfatter ikke blot disse rupas, men også hvordan de føles, skt.: vedanas, samt deres indtryk, skt.: djñeyas, og fortolkning, skt.: vidjñaptis. Sinds bevidstheden, skt.: manovidjñāna, opfatter også disse forhold, men hovedsagelig er det tanker, begreber, erfaringer, sprog og lidenskabelige følelser, som optager manovidjñāna i form af skt.: manas. I en anden forstand kaldes de selv samme manas for caitasikas, fordi de oprindeligt blev dannet i den fjerde skandha. Bevidsthed tager altså altid form af sit indhold, som er opstået i de første 4 skandha’er. Dette indhold kaldes for begivenheder, skt.: dharma'er, som oplevelserne består af. Er der ingen aktivitet i de fire første skandha’er, opstår den femte skandha, bevidsthedens skandha, heller ikke. I så fald opstår der ingen skandha’er. Der skal ’tændes’ for sindet i den første skandha ved skt.: sparsa, kontakt mellem sanse-evne, skt.: indriya, og sanse genstande, skt.: visayas. Herefter ’tænder’ de efterfølgende skandha’er en efter en med den femte som sidste begivenhed i rækken. (Læs artiklen: Årsagskæden – som omhandler gensidigt betingede og samtidigt opståede begivenheder, skt.: dharma’er. Læs mere om skandha’ernes dynamik i artiklerne: De 5 skandha’er og Hvad er en oplevelse?) Der tælles der normalt 8 slags vidjñānas. De er de 5 'sædvanlige' sanse bevidstheder, samt også 'sinds bevidstheden' (mano-vidjñāna), som i Dharma’en anses for at være en sanse bevidsthed. Maleri af Magritte: The Human Condition, 1933. Sinds-bevidsthedens sanse genstande er de rent mentale størrelser, som i hovedsagen kan betegnes som fordomme, fortolkninger, forvrængninger og erfaringer, skønt i almindelighed er de blot tanker, følelser, begreber og vaner. Denne type sanse genstande er også sindelag, mentalitet og intuition. Desuden er mano-vidjñāna det 'bevidste begreb, håndelag og forståelse' – samt tilsvarende: misforståelse og utilstrækkeligt bevidst begreb eller håndelag. Så bevidstheden er altid sammen med sit indhold, selvom vi kan skelne mellem de to størrelser. Det er især meget tydeligt med den syvende form for bevidsthed, klistha-mano-vidjñāna, som betyder 'sinds-bevidstheden som klynger eller klistrer'. Det er vores emotionalitet i sin bevidstheds skikkelse, som ellers betegnes som kleshacitta, klistersindet (denne type bevidstheds indhold) rundt omkring på Tilogaards Netsted. Det er kun på grund af uvidenhed, skt.: avidya, at det klistrer. Når uvidenheden er væk, er der i stedet visdomsindet, skt.: djñana, som baserer sig på de samme intuitioner som klistersindet. (Når der er tilknytning og identifikation med oplevelser, er der klistersind. Når tilknytning og identifikation er ophørt, er der i stedet visdomsind. Det er det selv samme sind, defineret ved to forskellige kvaliteter. Dette har Shamar Rinpotje kaldt for ‘sindets to ansigter’). Den ottende slags bevidsthed, alaya-vidjñāna, har alaya som sanse genstand. Den betegnes også af Vasubandhu som rod bevidstheden, mula-vidjñāna fordi de andre bevidstheder har 'rummeligheds bevidstheden' som forudsætning. Ordret betyder alaya-vidjñana simpelthen ‘beholder’ bevidsthed. Sindet er ikke blot sine oplevelser - det er også en beholder for oplevelserne. Alaya betyder beholder. Gantha, en klokke. Klokken vendt på hovedet er som en skål, hvilket symboliserer alaya-vidjñana, bevidstheden om sindet som en beholder for sine oplevelser. Alaya, sindets rummelighed, er jo ikke en genstand, så det denne bevidsthed opfatter - er relationer og positioner mellem dharma'erne i det mentale rum, hvorved rummeligheden får skikkelse og sanse genstandene udfoldelse. Fordi denne bevidstheds form opfatter 'udfoldelse i tid og rum' generelt, er den i sin karakter åben og inkluderende til forskel fra de andre bevidstheds former. Derfor spiller den en særlig rolle ved årvågent åndsnærvær, skt.: smriti, ved meditation, skt.: sadhana og bhavana, samt ved tib.: lodjung - træning i forståelse med hjertet. Rummeligheds bevidsthed er også vigtig for trafik sikkerheden. (I de kinesiske traditioner, som stammer fra munken Paramartha’s oversættelser, omtales begrebet amala-vidjñāna, som også benævnes som den niende bevidsthed - hvilket er en misforståelse - af forskellige kommentatorer . Amala betyder ‘uden forurening’ - så begrebet hentyder til mula-vidjñāna, alayavidjñāna som den første udvikling af bevidsthed i den 5. skandha, når denne udvikling finder sted i en Buddha’s sind). I den femte skandha, bevidstheds skandha'en, opstår bevidstheds formerne i en bestemt rækkefølge ved dannelsen af en bevidst oplevelse. Vasubandhu betegner dem som ‘de 3 udviklinger’ - skt.: parinama. Fra mulavidjñāna - ellers omtalt generelt ved udtrykket ‘alaya’ på Tilogaard’s netsted - som i sin karakter er åben og fordomsfri, opstår den næste og modificerende bevidstheds form, som Vasubandhu betegner som mano-nama-vidjñāna og manana-vidjñāna, ‘reflekterende bevidsthed’ - den anden spæde bevidste bevægelse og tanke virksomhed i det bevidste øjeblik. Denne første 'tankegang' er forurenet af 4 forhold: tro på et Selv, skt.: atman, uvidenhed om 'Selvet', selvfølelse og lidenskaben ved at elske sig selv (i følge Vasubandhu). Så denne første tankevirksomhed etablerer bevidsthed om, hvad der umiddelbart opfattes som Selv og verden (dualisme). På den måde indeholder denne bevidstheds form også begreb om 'de andre' omkring 'en selv' og ' de nære omgivelser' - og måske også om kosmos. Denne spæde ‘tankegang’ eller fordom opstår naturligvis på grund af erfaringer fra fortiden, som giver oplevelserne en grundlæggende mening, nemlig at der er ‘en selv’ og ‘verden’ som adskilte størrelser, mens sindets virkelighed ikke erkendes umiddelbart. Så begrebet manana-vidjñāna forklarer både den basale forhindring for frigørelse samt sindets mulighed for selvbefrielse ved refleksion over sindets natur og virkemåde. Det er takket være denne reflekterende bevidsthed, at sindet kan genkende sig selv. Denne spæde refleksions 4 fordomme ophører gradvist og spontant ved vipashyana meditation. Herfra opstår den tredje bevidstheds udvikling, som samlet kaldes 'aktive' bevidstheds former (skt.: pravritti-vidjñānas), hvilke er de 6 slags sanse bevidsthed som ovenfor beskrevet. De benævnes 'aktive', fordi de forstyrres af - og derpå viser rupas, djñeyas, vidjñaptis, caitasikas, kleshas, cetana og manas. Traditionelt kaldes de for henholdsvis: 1) øje- (skt.: cakshur-vidjñāna), 2) øre- (skt.: shrotra-vidjñāna), 3) næse- (skt.: ghraña-vidjñāna), 4) tunge- (skt.: djiva-vidjñāna), 5) krops- (skt.: kaya-vidjñāna) og 6) sinds-bevidsthed (skt.: mano-vidjñāna). Vi plejer at kalde dem syns bevidsthed, hørelse og så videre her i Danmark, men det er værd at bemærke de anderledes fag udtryk i Dharma’en, som baserer sig på, hvad en yogi oplever i samadhi, når yogi’en betragter og reflekterer over sin bevidsthed. Derfor bruges der ikke de sædvanlige omskrivninger på Tilogaards netsted. I stedet bruges de klassiske udtryk, som især kommer til deres ret ved udtrykkene krops-bevidsthed og sinds-bevidsthed. Disse pravritti-vidjñānas betegnes også som indriya-vidjñānas, bevidsthederne som får skikkelse af sanse evnerne, skt.: indriyas' aktivitet. Det er dette udtryk, som jeg oversætter med det danske ord: 'sanse bevidsthed'. Vasubhandu’s beskrivelse af bevidsthedens 3 udviklinger kan man anse for lidt nørdet, ligesom betegnelsen santana om sindet som en strøm gennem de bevidste øjeblikke. Billedet viser Vasubhandu i debat. Begge lidt nørdede betragtninger foregår jo i så urimeligt små tidsrum, at det ikke forekommer muligt at kunne observere dem. Det kan filosoffen i sin lænestol da heller ikke. Det er faktisk pointen. Yogi’en i sin dybe samadhi kan observere disse størrelser, fordi ‘tiden’ bliver meget relativ og uvirkelig i en tilstand af fuldstændig samadhi. Af det ovenstående fremgår det, at bevidsthed forekommer i alle skandha’erne. Det er fordi de 5 skandha’er praktisk taget foregår samtidigt – eller i hvert fald så lynhurtigt, at det i praksis er samtidigt. Der er lidt af dem alle i de enkelte skandha’er. For eksempel forekommer vidjnaptis ikke uden input fra samskaras, skønt den fjerde skandha, samskara skandha, opstår efter vidjnaptis i den tredje. Det er fordi, begrebs dannelsen handler om fortolkende opfattelse eller genkendelse i den tredje skandha, mens begreberne i den fjerde skandha handler om umiddelbar og instinktiv reaktion på oplevelserne. De enkelte skandha’er er trods alt kun beskrivelser af sindets processer ved oplevelse, som det opleves – og ikke selve disse processer. Så begrebet om de 5 skandha’er er i sig selv ikke helt dækkende, samtidigt med at begrebet må forstås som en karakteristisk fordom, fordi begrebet hører hjemme i den fjerde skandha’s abstrakte verden, som i sagens natur kun består af sin egen abstraktion. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at der ikke er særlig meget bevidsthed i de første fire skandha’er. Der er først fuld bevidsthed i den femte, fordi først da er bevidsthedens indhold eller dharma’er bearbejdet færdigt. I de første fire skandha’er får bevidsthedens indhold eller dharma’erne dels form i den første, dels følelse i den anden, dels sammensathed og fortolkning i den tredje og til slut opstår den spontane reaktion fra sindets erfaring i den fjerde. Der er kort sagt ikke fuld bevidsthed, før al info er samlet og bearbejdet ved de første fire skandha’ers mere eller mindre ubevidste eller kun til dels bevidste aktivitert, som i øvrigt foregår spontant uden den ‘fulde’ bevidstheds mulige indgreb. Den fulde bevidsthed kan jo ændre på begrebs dannelsen, fortolkningen og den mentale reaktion på oplevelserne, men alt det foregår udelukkende i den femte skandha. Og der sker ikke varige ændringer af disse forhold, før de er blevet til en vane, altså en etableret samskara i den fjerde skandha. Denne proces karakter beskrives mere indgående under skt.: santana. Bemærk venligst, at hver af bevidsthedens faser - eller for den sags skyld enhver af skandha'ernes faser - kan betegnes som et øjeblik, skt.: ksaneksana, i sig selv. Herved bliver alle faserne nærmest ubevægelige, og tiden opstår først ved, at oplevelserne foretager flere gennemløb af skandha'erne. Se også under: alaya, caitasika, citta, dharma, dharmadhatu, djñeya, klesha, manas, moha, oplevelse, sind og vidjñapti. og vished. Læs artiklerne: Om opfattelsen, kapitel 2 & De 5 skandha'er & Hvad er en oplevelse? & De 4 grundlag for årvågent åndsnærvær. Lyt og se Donald Hoffman fortælle om det neurologiske synspunkt på bevidsthed og hjerne, også betegnet som det 'hårde' problem ved bevidsthed i næsten alle videnskaber, i et video interview hos Aeon Magazine:.
Vidjñapti (skt.):
tib.: nampar rigye [rnam par rig byed] viden om genstande, ting og sager (både noumenale - eller mentale - og fænomenale - eller sansede - genstande). Sådan viden er altid fortolkninger. Det vil i en ægte buddhistisk forstand sige viden om de opfattede mentale indtryk, djñeyas, som opstår i den tredje skandha, mens sansning som sådan (skt.: sparsa) og følelsen ved det (skt.: vedana) foregår i de to første skandha’er. Vidjñapti er fortolket viden om djñeyas samt generelt om dharma'er, enhederne og begivenhederne, som indgår i oplevelserne, og som oplevelserne består af. Udtrykket dækker selve denne viden, når den momentant er bevidst tilstede i sindet, men er ikke de mentale indtryk, skt.: djñeyas, som er de opfattede genstande for viden. Vidjñapti er således ikke identisk med de opfattede sanse genstande (skt.: rupas) og deres 'mentale indtryk', djñeyas, men er den mentale fortolkning af dem, hvorved de 'kendes' eller 'genkendes', svarende til aktiviteten i den tredie skandha, opfattelses skandha’en. Hvor de før fik 'form' ved sansning, får de nu 'navn' (skt.: nama-rupa, navn og form). Djñeyas er således 'det der kendes' [eller genkendes] og vidjñapti 'kendelsen' eller 'genkendelsen', som definerer indtrykket og giver det sin samlede skikkelse ved at tilføje fortolkning. Derfor oversættes vidjñapti ofte som oplevelsens ’skikkelse’. Uden definition og fortolkning er indtrykket udflydende og ubestemt. Så vidjñaptis gør djñeyas bestemte og begribelige. Nu kender og genkender man jo ikke alt, så det ukendte er også djñeya, og vidjñapti er her et gæt eller en formodning på grund af lighed med noget, man kender i forvejen. Kan man slet ikke finde ud af det, opstår i stedet avidjñapti. Er det en and eller en hare? Det du ser, er vidjñapti - det du ikke ser, er avidjñapti. Alle vidjñaptis består grundlæggende af avidya, uvidenhedens dualisme, hvor der instinktivt skelnes mellem oplevelse og oplever, Selv og verden, subjekt og objekt og så videre, skt.: vilkalpa. Vidjñapti betyder derfor altid en eller anden fordom, som tilføjes den 'rå' oplevelse, som den præsenterer sig for den tredje skandha, efter sin dannelse i den første og anden skandha. Når en vidjñapti fra den tredje skandha opstår i den fjerde skandha, hvor sindets reaktion på oplevelser foregår, er oplevelserne altså allerede fortolkede og fordomsfulde. Så selvom vidjñaptis i dagligdagen gør det nemt at genkende begivenheder, ting og sager, så manifesterer vidjñaptis samtidigt samsara. Når sindet reagerer på de fortolkede mentale indtryk i samskara skandha, vil reaktionen ske udfra den eksisterende fortolkning, vidjñapti, som den præsenterer sig med sin vedhængte dualisme, som jo er psykologisk urealistisk (denne dualisme forholder sig ikke til sin egen dualitet eller to-hed. Det er derfor, at yogi'er og andre ikke-akademikere også har brug for pramana, gyldig erkendelse, som skærer igennem dualismen. Det skal man have forståelse for, før man kan anvende forståelsen i sin meditation). Vidjñapti ses oversat som repræsentation af de mentale indtryk. Jeg har også set udtrykket oversat som ‘information’ - begge oversættelser finder jeg noget misvisende uden en fortolkning. Da vidjñaptis udgør en hel del af bevidsthedens indhold, ses udtrykket også oversat som 'bevidsthed' – skønt det er tydeligt, at det er indholdet, som menes, og ikke 'bevidsthed' som sådan. (Bevidsthed som 'klarheden' ved oplevelserne, kaldes: vidjñana – det at man ved noget. Den viden, der kendes, er vidjñapti. Det, som man ved noget om, er djñeyas. Det er et almindeligt problem med oversættelser, at oversætterne først og fremmest er lingvister. De ved i reglen mest noget om sprog. De har derfor ofte svært ved at præsentere et samlet fagligt psykologisk system i begreberne, fordi de fokuserer på sprogets logik og muligheder uden korrekt forståelse for den faglige sammenhæng. Så udover sproglige færdigheder må de også kende Abhidharma indgående. Desuden bør de kende samadhi fra deres egen erfaring. En oversætter bør optimalt være en Pandit eller meditationsmester. Det er de sjældent, så derfor besværes vi med mangelfulde oversættelser.) Et mentalt indtryk, skt.: djñeya, kan også bevirke, at vidjñapti manifesterer sig som et bevidst eller ubevidst udtryk, som andre kan opfatte. Læs mere under: djñeya, genstande for viden. Se også under: avidjñapti. Emnet uddybes på siderne: De 5 skandha'er, Om opfattelsen, kapitel 2 & Hvad er en oplevelse?
Vidjñapti-matra (skt.):
se under: Cittamatra.
Vidya (skt.):
[vidyā] viden (fra direkte indsigt - tib.: rigpa). Som fagudtryk betyder vidya den særlige viden, som er resultatet af indsigt i sindets Buddhanatur og Dharmadhatu. Vidya er både en Buddha’s erfaring og sindstilstand. Vidya er modsætningen til avidya, uvidenhed eller ubevidsthed om samsara’s, Nirvana’s og karma’s natur. (Læs også om: Oplysningens 64 elementer). Ordet har samme betydning som det gamle danske ord: vid, det vil sige, at det er ligeså meget en bevidsthedsform eller sindstilstand som det er et kendskab. Med andre ord er vidya både aktivt og passivt. Læs også om: Nirvana; og om: Oplysningens 64 elementer.
Vielse:
se under: Ægteskab.
Vihara (skt.):
vihāra, betyder et kloster. På tibetansk omtales et kloster normalt som gompa [དགོན་པ། - dgon pa], skønt det er en oversættelse af skt.: aranya, som betyder en ’skov bolig’ i betydningen et isoleret kloster. I Indiens sanskrit traditioner er det dog ordet vihara, som er den almindelige betegnelse for et kloster. Oprindeligt var der ingen rigtige klostre, men blot en samling hytter, hvor munkene eller nonnerne boede i regntiden, som normalt varer fra maj til september i Indien. Men disse bosteder blev hurtigt faste boliger hele året. Herfra udviklede diverse institutter sig herunder medicinske, så visse store klostre blev som universiteter med akademiske standarder, eget hospitalsvæsen, biblioteker, hovedtempler og mindre helligdomme, stupa’er og alle mulige andre faciliteter. Nogle klostre holdt sig som princip på under 100 mennesker, mens de store berømte mahaviharas havde 10.000 og op til 20.000 munke på grund af universiteterne, som ikke blot uddannede munke, men også leverede lærde embedsmænd til Ganges slettens stater. Munkene og nonnerne skulle egentlig tigge fra lokal befolkningen, men når klostrene blev alt for store og munkene ofte var studenter, blev tiggeriet upraktisk, så en sponsor kultur udviklede sig, så munkene og nonnerne kunne blive hjemme i klostrene. Ofte udviklede det sig, så kongerne og de velbjergede forærede hele landsbyer til sådanne klostre, som så kunne nyde godt af leje indtægterne. Denne udvikling synes at være startet i Indien, men blev til standarden i både Kina og Tibet efterfølgende. I Sydøstasien og på Sri Lanka opretholder man stadig tigger traditionen. Læs også om: [Kloster] Universiteter.
Vikalpa (skt.):
tib.: namtog [rnam rtog]; diskursive tanker, begrebsmæssig skelnen mellem oplever og oplevelse, observatør og observation, indre og ydre, psykisk og fysisk og så videre. Derfor er betydningen også: fiktion og indbildning, for selvom begreber og skelnen gør ting og sager identificerbare og håndterbare, så er de altid en tillagt og konstrueret betydning til den åbenbare nøgne virkelighed. Modsætningen er: nirvikalpa, uden at adskille, integreret. Begrebet har ikke kun eksistentiel filosofisk betydning, men er særlig vigtigt i den egentlige vipashyana meditation - til forskel fra den analytiske fase. I en tilstand af samadhi ophører de diskursive tanker af sig selv. Læs videre om substansløs abstraktion, skt.: Abhuta parikalpa.
Vikramashila [Mahavihara] (skt.):
[Vikramaśīla]; er navnet på kloster universitetet nær Vaishali, Bihar i Indien. Vikramashila lå helt præcist ved Antichak, Bhagalpur distriktet i Bihar. Klosteret blev grundlagt af den foretagsomme kong Dharmapala fra Pala dynastiet omkring år 800. Vikramashila var en del af et regulært netværk med de andre kloster universiteter i Bihar og Bengalen, hvor man ikke blot kunne blive munk og skaffe sig en akademisk uddannelse (shedra), men man kunne også uddanne sig i de klassiske dannelser, hvilket dannede grundlag for embedsmands standen i landene. Mange berømte pandit’ter underviste skiftevis på disse klostre. De andre kloster universiteter var Nalanda; Jagaddala; Odantapuri; Somapura. Vikramashila blev ødelagt af den invaderende tyrkiske general Bakhtiyar Khilji i 1193, samme år som Nalanda's undergang i den samme krig.
Vilde eller voldsomme Buddha aspekter:
se under: Dharmapala.
Vilje:
se under: Cetana (vilje på sanskrit).
Vimoksha (skt.):
de 3 frigørelser: 1) erkendelse af Selvets og elementernes essensløshed, 2) erkendelse af (de sansede) fænomeners tomhed, sunyata (uden eksistens i kraft af sig selv alene samt uden stoflighed) og 3) erkendelse af, at livet ikke er værd at begære, fordi det fører til lidelse. Den tredje frigørelse er ikke en opfordring til selvmord; det er en erkendelse af, at tilknytning til begær efter liv er en besættende grebethed. Befriet fra tilknytning og identifikation med begær lever yogi'en fri og ubekymret.
Vinaya (skt.):
tib.: dulva [’dul ba]. Munke- og nonne regler eller retningslinjer for, hvordan man er munk eller nonne. Ordret betyder Vinaya adskille eller fjerne. Meningen er, hvordan man fjerner sig fra de ordinære livsførelser i samfundet og familien eller adskiller sig fra samsara. Samt hvordan man opretholder denne afstand eller adskillelse fra det almindelige samfund. Heraf den overførte betydning af regler eller rammer for munke og nonner, så de lever meningen med deres ordination. Mange oversætter derfor med ’disciplin,’ skønt den rettelig hedder shila på sanskrit. Vinaya blev formuleret ved forskellige begivenheder fra oprettelsen af de første munke i Sarnath til Buddha Sakyamuni’s død 45 år senere. Historierne om reglernes tilblivelse og forståelsen af dem, er nedskrevet i Vinaya Sutra. Generelt beskriver Vinaya simpelthen måden, hvorpå munke og nonner bør leve deres liv. Vinaya indeholder også jura, måden hvorpå sangha’en organiserer sig, regler for klostre, klædedragt, begrænsninger på personlig ejendom, tiggeri, særlige ceremonier og meget andet. I Kadjy traditionerne følger vi Mulasarvastivada Vinaya, som har sin specifikke transmission fra Rahula, Buddha Sakyamuni’s søn. Det gør de andre tibetanske traditioner også. De mongolske og tyrkiske (Tuva) traditioner følger også Mulasarvastivada Vinaya traditionen, mens Kina, Vietnam, Korea og Japan i hovedsagen følger Dharmaguptaka Vinaya. Tilsammen udgør de to den såkaldte ’Nordlige’ Buddhadharma, som dog i hovedsagen forener sig om Pradjnaparamita og Tantra, mens Vinaya i nogen grad er underordnet for dem alle. Den såkaldte Sydlige Buddhisme fra Sri Lanka, Burma, Thailand, Cambodia og Laos følger Theravada Vinaya. Det er i hovedtrækket den samme tradition med hovedsagligt de samme løfter med små forskelle. Selve tekst samlingerne er dog noget forskellige. Mulasarvastivada Vinaya er næsten en hel Sutra samling for sig selv, hvor meget andet end munkenes og nonnernes forhold beskrives. Derimod er selve Pratimoksha afdelingen næsten identisk hos de to traditioner. Oprindeligt var der 18 Vinaya traditioner. De andre er nu historie. Dog findes i vore dage stadig transmissioner i Kina og visse andre Østasiatiske lande i forbindelse med de overordnede kinesiske skoler. Så her kan man stadig finde både Sarvastivada og Mahasamgika Vinaya tekster udover Dharmaguptaka, som er den anvendte tradition i Østasien. I de tidlige tider i Indien, hvor de 18 traditioner gradvist manifesterede sig efterhånden, var disse kloster traditioner forbundet med dels diverse officielle uoverensstemmelser med de andre traditioner, dels geografi og lokal kloster tradition, hvor man lagde vægt på, hvordan ’vi gør tingene her hos os.’ Da de 18 traditioner alle havde etableret sig i århundrederne efter Buddha Sakyamuni’s Parinirvana, var de således kendetegnet ved både at udtrykke kloster traditionen for munke og nonner, samt i reglen også en ganske særlig såkaldt Hinayana anskuelse. Dette mønster brydes så op, da Mahayana holder sit indtog på klostrene. Nogle steder var Mahayana folk ikke velkomne, men de steder forsvandt, da buddhismen som helhed forsvandt fra Indien. I klostrene, hvor Mahayana slog rod som anskuelse, fik Vinaya derpå en sekundær rolle i forhold til meditation, filosofi og psykologi. Disse klostre beholdt dog deres Hinayana Sutras og Abhidharma tradition som integreret del af deres transmission. Det er det billede, som vi ser i dag overalt, hvor der stadig er ægte buddhistiske klostre i verden. Så kun tre Vinaya traditioner praktiseres i vore dage. Læs mere under: Bhikshu og Bikshuni, Sramana og Sramanera samt Sramaneri. Læs foroven om: Vihara, kloster. Se også under: Posada og løfter.
Vind:
skt.: vayu; tib.: lung [rLung]; elementet luft eller vind (gas); se under: elementer. Vind er også et 'lune' i Ayurveda og tibetansk medicin, hvor lunen almindeligvis på sanskrit betegnes: vata - læs mere under: Tridosha.
Vipashya (skt.):
indsigt; se under: Indsigt.
Vipashyana (skt.):
skarpsindig indsigts meditation (tib.: lhagthong [lhag mthong]). Når shamatha meditation er blevet til en færdighed, snarere end et trænings program, kan den skarpsindige indsigts meditation udføres som tilsigtet, fordi kroppen helst skal være i en tilstand af samadhi - ved fokuseret opmærksomhed (et punkts koncentration ved bevidst fokus, skt.: ekagrata) og årvågent åndsnærvær (skt.: smriti) opstår sådan meditativ trance fordybelse, når kroppen er anbragt i Vairocana’s 7 punkts stilling. Så samadhi er forudsætning for vipashyana. Vipashyana indeholder to discipliner, den analytiske - og den egentlige skarpsindige indsigts meditation. Formålet med denne type meditation er at opdage sindets måde at virke på, at opdage sindets natur, samt at invitere sindet til at befri sig selv ved at genkende sig selv - uden vilje styring (skt.: cetana) indsats eller behandling af sindet og dets indhold af oplevelser. Vipashyana er en opdagelses rejse i dit eget sind, som du selv foretager ved disse to discipliner. Vipashyana fører ikke i sig selv til Nirvana, men er afgørende for, at forhindringerne for indsigt kan fjernes. Læs artiklen.
Vira (skt.):
(tib.: pawo) helt, en klasse af beskyttere, som almindeligvis betegnes som engle (skt.: daka; tib.: khandro) af hankøn. De kvindelige hedder dakini (tib.: khandroma). I reglen er der tale om oplyste væsner, som symbolsk har visdomsøjet på panden, men betegnelsen kan også stå for verdslige uoplyste væsner, som lever i miljøet omkring os, skønt usynlige. De forstås som personifikationer af sindets kvaliteter og af naturkræfterne i miljøet, for eksempel vejret. Se også under: Dharmapala & Dharmaraksya.
Virknings fartøjet:
skt.: Phalayana, er en anden betegnelse for Mantrayana. Udtrykket bruges, fordi man praktiserer 'frugten' (phala) i Tantra. Det vil sige, man prøver at fastholde Buddhanaturen, selvom man endnu ikke besidder indsigt, ved at visualisere sig selv som en Buddha og prøve på at opføre sig som en sådan og opfatte alle oplevelser som en sådan. Læs også om: Årsags fartøjet (Hetuyana).
Virya (skt.):
[vīrya]; tib.: tjondru [brtson ’grus; བརྩོན་འགྲུས།]; vedholdenhed eller iver, et af emnerne ved de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas. Se under: Iver.
Vis:
1) 'lad mig vise dig' – når noget bliver vist – eller anvist – bliver det i reglen også forstået. Så det at vise eller anvise har med bevidstgørelse at skaffe. 'Vis mig vejen' – 'jeg skal vise dig'. Undervisning. 2) 'vær vis på det' – 'vist nok' – 'så viste det sig'. Betydningen er at blive klar over noget, altså igen bevidstgørelse. 3) Bevis; det at skabe sikker viden om et forhold. Altså at bevidstgøre. 4) vished; sikker viden; læs paragraffen nedenfor, hvor betydningen gennemgås i detaljer. 5) visdom; læs paragraffen nedenfor. 1 – 5) så ordet vis har flere betydninger, som alle handler om bevidsthed, skt.: vidjñana. Her på Tilogaards netsted bruges udtrykket vished især om klarhedens vished, skt.: pradjña, og om intuitiv vished, skt.: djñana. På gammelt dansk brugte man ordet vis generelt om bevidsthed, indtil det tyske fremmedord 'bewustsein' blev importeret, oversat til 'bevidsthed' og anvendt i stedet for. Om det er en rigdom eller en fattigdom, er ikke til at sige.
Visayas (skt.):
de fysiske sanse genstande, som sanse evnerne, skt.: indriyas, får kontakt, skt.: sparsa, med, hvorved de opfattede sansningers form, skt.: rupas, opstår i den første skandha. Det er lidt kompliceret, hvordan en oplevelse opstår i sindet ved de 5 skandha'er. (Læs venligst artiklen: Om opfattelsen kapitel 1 - 5 om emnet i mange detaljer.) 1) rå form; i feltet for opfattelse dukker noget direkte opfattet op i en rå og ubearbejdet form (i den første skandha); det er den rå sanse genstand, som giver anledning til sansning, der kaldes for visaya. Den opfattede form - som en sansning - kaldes for: rupa. Denne relativt ubehandlede form (rupa) får derpå bedømmelse om kvalitet i den anden skandha, skt.: vedana skandha. Herefter opstår denne kvalificerede opfattelse som et mentalt indtryk (skt.: djñeya) i den tredje skandha (skt.: samdjña skandha), hvor dette indtryk også fortolkes, så det får tilføjet en 'kendelse' eller genkendelse (skt.: vidjñapti). Dette samlede indtryk reageres der på af sindet i den fjerde skandha (skt.: samskara skandha), hvorved et samlet begreb, skt.: alambana, om oplevelsen med alle disse vurderinger og betydninger præsenteres for bevidstheden i den femte skandha (vidjñana skandha), som bevidsthedens indhold - som en bevidst oplevelse. Det er ikke altid, at disse afgrænsninger mellem visayas og rupas bruges. Ofte bruges de to ord synonymt i buddhistiske skrifter. Man kan også argumentere, at det - som giver anledning til sansning - netop ikke opfattes. Sansningen som opstår i den første skandha er netop en afbildning af noget i den fysiske verden, som muligvis - og sandsynligvis - er noget helt andet end oplevelsen af tingen eller tingene. Det er indlysende, at vi oplever omverdenen, men det er netop en oplevelse, som vi får - ikke en direkte erkendelse. Fordi det ikke er omverdenen, som kommer ind i sindet, men kun en sansning af omverdenen. Betydningen af dette psykologiske faktum går hen over hovedet på langt de fleste mennesker. Filosofisk kaldes denne type tænkning for 'idealisme' i og med at alting ses som noget, der udelukkende foregår i sindet. Som om det blot er 'ideer.' Men dette er slet ikke en filosofisk idealisme. Det er knapt nok en tænkning, men en enkel observation af, hvordan oplevelse foregår, og hvad fænomener egentlig er. Alle fænomener er sansninger. Alle sansninger opleves i sindet - og er ikke indholdet af verden, men bevidsthedens indhold. Det har afgørende betydning for erkendelse af virkeligheden, at al virkelighed er psykisk. At verden ikke er psykisk, er muligvis rigtigt - men det er ikke det, som opleves. Hvad du end anerkender som sandt, er noget som viser sig i dit eget sind. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at nøglen ikke passer til hoveddøren i dit hjem, når du kommer hjem og vil låse op. Hvis du ikke kan låse op, er det nok dit partner derhjemme, som har skiftet låsen - og ikke udtryk for, at du befinder dig i en ren psykisk virkelighed. Pointen er, at din fysiske virkelighed er psykisk med særlige karaktertræk - og det er ikke kun dine drømme og fantasier, som er psykiske. Noget fysisk er blot en bestemt slags psykisk stof. Den slags sansninger er lavet af, når du ikke drømmer. 2) generel betydning: et område, et rige eller et sted, hvor typisk visaya indgår i navnet på stedet. Læs også om: Begreb. Samt om: Rupa. Og: Sindet.
Visdom:
betyder på almindeligt dansk, at kunne finde optimale løsninger på problemer, som ingen ellers kan få øje på. Det betyder også at kunne holde sin etik, skt.: shila, helt i orden, mens man finder frem til retfærdighed i forholdet mellem mennesker, dyr og miljø. I Buddhadharma forstås visdom som afledt af og fremstået fra indsigt og opgivelse af tilknytning og identifikation med visse af sine oplevelser. Men en sådan afledning betyder ikke visdom som sådan, men blot kilde til visdom – eller årsag til det. Alligevel ses ordet brugt i oversættelser synonymt med den klarhed i sindet, som stammer fra indsigt og given slip som forklaret. Men det er jo ikke ligefrem betydningen af ordet visdom på dansk. Da folk gerne tror, at oversættelsen er korrekt, skønt emnet tydeligvis ikke ligefrem er visdom som noget i sig selv, begynder man at spekulere over, hvad der mon ligger i ordet. Folk vil i den forbindelse ofte tænke på noget med 'mystisk visdom'; skønt fagsprogligt er der intet mystisk her – der er heller ingen visdom som sådan. Det handler i stedet om sindstilstande; og det handler om hvorvidt der er tilknytning og identifikation med oplevelserne eller ej. Derfor er de buddhistiske udtryk bedre oversat med ordet: 'afklarethed' og / eller 'bevidstgørelse' end visdom. Imidlertid er der opstået en konvention i oversættelserne, så ordet visdom næsten altid finder anvendelse, skønt det ikke er retvisende. De to slags afklarethed eller vished kaldes dels pradjña - dels djñana, hvor den fælles stavelse 'djña' betyder det samme som gammelt dansk at være 'vis' om noget eller 'vished.' Muligvis er det gamle danske ord 'ane' ligesom i udtrykket: 'det aner jeg ikke' - eller: 'jeg aner en sammenhæng' - og som i udtrykkene: 'an-tagelse' og 'an-givelse' - af samme afstamning som 'djña.' Så afklaret vished betyder både det at være bevidst om noget med sikkerhed og det at kunne anvende sådan viden. (Hvilket vel at mærke er noget andet, end at være overbevist om noget.) Gammelt dansk vished er for eksempel en håndværkers utvungne og veltrænede håndelag, hvormed en mester udfører sin kunst. Det samme gør sig gældende ved mesterskab i buddhistisk meditation og anskuelse, hvorved der opstår afklarethed, bevidstgørelse og vished om sindets iboende klarhed eller medfødte skelne-evne, hvilket kaldes pradjña, 'klarhedens vished.' (Eller mere korrekt: vished om klarhed - vished om - eller bemærkelse af - sindets iboende og medfødte klarheds tilstedevær i det bevidste øjeblik.) Samt ved afklarethed om de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, hvilket kaldes djñana, intuitiv vished (visdomsindet, i betydningen kilde til visdom). Både pradjña og djñana betyder en samtidighed i oplevelsen af oplevelser med bevidsthed om bevidsthed, mens begge begivenheder sker. Vished og afklarethed er i begge tilfælde den bedste oversættelse og forklaring, mens egentlig visdom forhåbentlig opstår spontant efterfølgende, når man benytter sig af sin afklarethed og intuitive vished på måder, som man ikke plejede førhen og opdager nye perspektiver i bevidstheden, skt.: vidjñana, verden, skt.: samsara, og sin egen friske og frigjorte følsomhed. Så egentlig visdom opstår fra erfaring og er ikke tillært eller pludseligt opstået. Læs videre under: vished - nedenfor; og under:djñana, intuitiv vished (visdomsind) og: pradjña, klarhedens vished. Læs også om: Mita, kløgt og klog. Læs også Edward Henning's artikel om emnet.
Visdoms-dakini:
se under: Vadjrayogini.
Visdom-sind:
de lidenskabelige følelsers (skt.: kleshas) forvandling fra besættelse eller personlig grebethed til befriet intuitiv vished; se under: Djñana.
Visdoms-øjet:
begrebet er en hentydning til den fuldstændige erkendelse af - og anvendelse af - klarhedens vished, skt.: pradjña. Ikonografisk ses dette udtrykt ved visse Yidam’mers tredje øje, som er anbragt midt på panden over øjenbrynene. Læs også om det guddommelige øje. Disse ekstra øjne er naturligvis symbolske for sådanne særlige evner, skt.: abhidjña og siddhi, som tilskrives Buddha’erne.
Vished:
betyder bevidsthed på gammelt dansk, og på nydansk betyder det sikker opfattelse og viden. 'Vær vis på det.' Og: 'det er ganske vist.' Derfor har jeg fundet ordet velegnet til at oversætte begge buddhistiske begreber: pradjña og djñana som afklaret vished. (Bemærk, at betydningen af vished er 'bevidstgjort' og 'velkendt' - mens bevidsthed som sådan hedder: vidjñana på sanskrit.) Det er sanskrit stavelsen 'djña' - som skal oversættes ved noget med opfattelse, bevidsthed, forståelse, viden og dermed vished. Det gamle danske ord 'ane' har sikkert samme oprindelse som 'djña.' Som i sætningen: 'jeg aner en sammenhæng.' I ord som an-visning og an-skuelse ses også denne betydning, hvor stavelsen 'an' peger på noget med forståelse og vished. For eksempel kan du vise nogen noget. Det er ikke sikkert, at de dermed vil forstå. Men en an-visning indebærer en forklaring, og dermed skulle de også kunne forstå og få vished. Når noget går op for dig, bliver du vis om det. Så vished er i vore dage den mest præcise forklaring af stavelsen 'djña.' Herved undgås den sædvanlige oversættelse for disse to udtryk med ordet 'visdom,' som er en meget almindeligt brugt oversættelse, også på andre sprog end dansk. Og egentlig visdom er slet ikke betydningen her, selvom begge forhold, som begrebet beskriver, er kilde til visdom. Men der er stor forskel på en bæk i bjergene og det store hav. Så ordet vished er en gave. Det findes ikke på engelsk. [Alex Berzin har foreslået oversættelsen 'deep awareness' - men dette begreb mangler betydningen af bevidstgjort og afklaret. Men det er da bedre end 'visdom.' På engelsk vil jeg foretrække udtrykkene 'awareness of clarity' om pradjña - og 'awarenes of (emotional) intuition' om djñana. Selvom begge udtryk også mangler noget, nemlig betydningen af fravær af dualisme, tilknytning og identifikation. Men disse specifikke betydninger har de to ord jo heller ikke på sanskrit, men er fagsprogs betydningen i Buddha's Lære.] Pradjña er vished om sindets klarheds natur. Djñana er vished om de lidenskabelige (kleshas) følelsers intuition, når dualismen er opgivet. Fordi tilknytning og identifikation er ophørt. Det sker i reglen i forbindelse med samadhi, den yogiske trance eller meditative fordybelse. Pradjña opdages næppe heller, uden at dualismen er gennemskuet og opgivet. Så der er tale om vished i betydning af bevidstgjort, afklaret og erkendt. Visdom er noget helt andet, som ikke er medfødt, men en ganske særlig dygtighed, som mange mangler helt. Visdom kommer fra stor erfaring og menneske kundskab, som vi kun kan håbe på at få med tiden. Afklaret vished er derimod medfødt og iboende sindet, men erkendes ikke som sådan på grund af de tre slør. Når de tre slør er væk, fremstår både afklaret vished (pradjña) og intuitiv vished (djñana) helt af sig selv og naturligt spontant. Afklaret vished er med andre ord resultatet af mesterskab i samadhi (skt.: dhyana) og virkelig indsigt. Afklaret vished kommer ikke fra en særlig dygtighed, karma eller uddannelse. Det klassiske billede er krystalkuglen, som er smurt ind i snavs. Derfor genkendes den ikke. Men bliver den rengjort, fremstår den naturligt gennemsigtig og skøn og genkendes straks som sådan klarhed. Læs videre under: Pradjña; og under: Djñana.
Visheds-dakini:
se under: Vadjrayogini.
Vision:
skt.: dhi - bemærk, at selv en vision betegnes som en 'sansning' (skt.: sparsa) i Dharma'ens terminologi, 1) skønt de dharma'er, som måtte indgå i visionen, for det meste er (skt.) 'manas', og 2) skønt vision ligesom hallucination ikke har sin årsag i den 'objektive' verden, som sindet ofte ikke opfatter, mens visionen forløber. Verden og vision kan dog opleves samtidigt og sammenfaldende i nogle tilfælde. Vision og almindelig sansning foregår præcis samme sted og ved de helt samme mentale processer. Altså: oplevelser foregår i sindet. Sindet oplever sine oplevelser ved de 5 skandha'er, uanset hvad der forårsager oplevelserne. Sindet flytter sig så at sige aldrig, selv om der fut og fart over oplevelserne. Vision er en måde for sindet til at afklare sig selv. Vision vil i reglen symbolsk beskrive en mulig vej til befrielse. Vision er ofte af Bodhisatva’er og Yidam. Profetisk vision eller orakel virksomhed er en anden boldgade, hvor det kan være voldsomt, fordi den slags ikke er resultat af en yogi’s trance, skt.: samadhi. Et almindeligt menneske med profetiske eller synske gaver og talenter er almindeligvis forstyrret af sit kleshacitta midt i sin profetiske eller synske virksomhed. Den gennemsnitlige profet med synske evner er jo sjældent en yogi med fuldstændig færdighed i meditation (skt.: dhyana), i virksomme metoder, upaya og klarhedens vished, pradjña. Visionens voldsomhed kan dog også skyldes verdens tilstand, skt.: samsara, hvor der jo tit sker voldsomme ting og sager for eksempel krig og ulykker, som de synske ’ser’ i deres visioner. Buddha’er og Mahabodhisatva’er besidder uforhindret adgang til viden om fortid, nutid og fremtid, men det kan ikke kaldes vision, som vi almindeligvis forstår det, fordi deres tilgang til denne viden er direkte og intuitiv. Så en Buddha’s profeti er både uforhindret og upåvirket af klesha’erne. I stedet er Buddha’ernes profetier begrundet i klarhedens vished, pradjña og intuitiv vished (visdomsind), djñana. Læs også om: Oplysningens 64 elementer. Læs også om: Samaya (det rene syn).
Visualisering:
visualiserings praksis forgår indenfor både Sutra og Tantra. Man forestiller sig et Buddha-aspekt så tydeligt som overhovedet muligt med alle detaljer, klarhed i farverne og med en forståelse for fraværet af dualitet samt tilstedeværelse af Buddhanaturen. Billedet viser Chitrapati, de indiske begravelses pladsers beskyttere. Visualiseringer kan imidlertid ikke altid fremstå lige så klart og tydeligt som en Tintin tegneseries billeder. Derfor sagde Tenga Rinpotje, at blot visualiseringerne er af samme kvalitet som dine drømme, er de gode nok. Endelig, sagde han også, er det også nok blot at tænke på, at man jo godt ved, hvordan visualiseringen skal se ud, når man er helt ud af stand til at forestille sig noget som helst af en eller anden grund. Så meningen er, brug din fantasi som din sadhana foreskriver på præcis den foreskrevne måde, så godt du kan. Ligesom du i dine drømme kan de mest forunderlige ting, og dine drømme skifter skikkelse og størrelse uden besvær, således kan du også visualisere selv noget meget stort i noget meget småt, eller hvad der i øvrigt måtte kræves i følge manualen for din sadhana. At for eksempel forestille sig hele verdensrummet inde i hjertet på en lille bitte spræl levende Guru Rinpotje inde i dit eget hjerte, kan nemt lade sig gøre for dit drømme-sind. Når du forestiller dig den slags umulige fænomener, træner du faktisk i at ‘forsegle med ikke-dualitet,’ efter princippet om, at form, skt.: rupa, er tomhed, tomhed er form – form og tomhed uadskillelig (citat fra: Hjertesutra’en). Den vigtigste forskel på visualisering indenfor Sutra og Tantra er, at du forestiller dig selv som en Buddha indenfor Tantra, mens du i Sutra praksis forbliver i din almindelige sanselige form - selv som en visualisering. Læs også om: Yidam. Læs også artiklen. Læs også om: Aphantasia.
Vrede:
skt.: dosa; den emotionelle rod til vrede er afsky, som manifesteres i den anden skandha, skt.: vedanas. En sådan manifestation fører til klistersindets reaktion som vrede i den 4. skandha, samskaras. Vreden har to faser: aggression og frygt, som kan veksle med situationens udvikling, således som situationen fortolkes i den 3. skandha ved vidjñaptis. Vrede forvandles til intuitiv vished (visdomsind, skt.: djñana) i forbindelse med befrielse. Vredens intuitive vished kaldes: den spejl lignende vished. Læs videre under: klesha. Læs også om: tilknytning, hvor dosa omtales som en af de tre basale tilknytnings former. Læs også om: moha, forvrængning - samt om: rahu, formørkelse. Læs også artiklen: Om opfattelsen 2 - om de spontane lidenskabelige følelser. Læs artiklen: Om opfattelsen 4 - om intuitiv vished (visdomsind).
Vrede Buddha’er:
se under: Dharmapala.
Værdighed (og personlig integritet):
'værdighed' er ikke buddhistisk fagsprog; bortset fra at udtrykket jo bruges i det almindelige sprog og derfor også peger på mulige betydninger indenfor Buddhadharma. Men her skal vi bevæge os varsomt, for der er nemt at misforstå dette emne og drage de forkerte konklusioner. Billedet viser tank manden i Beijing 1989; militær trafikken venter i respekt for mandens værdighed, måske fordi han befinder sig på fodgængerfeltet. Måske har soldaterne mistet deres værdighed overfor en ikke-volds mands individuelle protest - hvis man følger militær logik. Men i virkeligheden demonstrerer også soldaterne menneskelig værdighed ved at respektere tank-manden, som vedbliver at blokere disse tanks fremkørsel. Den ukendte mand blev verdensberømt for sin unikke demonstration af menneskelig værdighed og demokratisk protest. I en buddhistisk forstand ligger begreb om 'værdighed' mistænkeligt tæt på ordet 'stolthed' og tilknytning og identifikation med ideen om mig selv, mit og selvoptagethed. Men værdighed handler om noget andet; nemlig at den enkelte må have lov til at være sig selv uden at blive krænket af andre, så længe man ikke skader nogen ved sådan at være sig selv. Opfører man sig asocialt, mister man normalt sin værdighed. Det handler med andre ord om at være nogen, som andre kan stole på. At blive sat i fængsel eller at blive taget til fange i krig, betyder normalt at miste noget værdighed. Og muligvis også noget troværdighed. Det anses ofte også for tab af værdighed at for eksempel tabe badehåndklædet på stranden og fremstå nøgen. Eller for højhælede damer at knække hælen af skotøjet på et fortorv. Eller at glemme sin pung der hjemme, så man pludselig ikke kan betale sin busbillet, når man er kommet ombord i bussen. Og så videre. Det er de trivielle betydninger, hvor man kommer i pinlige situationer, som ikke er særligt vigtige for ens liv i øvrigt. Er man hjælpeløs på grund af sygdom eller handikap, kan det synes som tab af værdighed, fordi man ikke kan klare sig selv. Det er ikke korrekt; at være afhængig af andre er normalt; man tænker bare ikke så meget over det. Men du kan godt blive krænket på din værdighed, hvis folk, som er betroet at hjælpe dig, overskrider personlige grænser eller udnytter din svaghed og afhængighed; men det er kriminelle forhold, som er strafbare. Som god buddhist bør man afholde sig fra at krænke andre, så vidt muligt. Ideer om værdighed og personlig integritet er også juridiske og menneskeretslige begreber fra den demokratiske og liberale samfunds tradition, som har sine rødder i 17 hundrede tallets 'oplysnings' filosofi, liberalisme og kapitalisme. Det skal derfor understreges, at disse liberale værdier om ret til en personlig og privat sfære i sit liv, om individuelle friheder og den ukrænkelige private ejendomsret - må anses for naturgivet og selvfølgelig i buddhistisk tankegang på Buddha Sakyamuni's egen tid. Men så er der jo sket så meget andet sidenhen. I den såkaldte 'oplysningstid' for et par hundrede år siden i Europa, var den fremherskende samfunds form diktaturet, som ikke altid respekterede personlige friheder, hvis statens interesser var på spil, eller klassesamfundets hierarkiske opbygning blev anfægtet, eller hvis den kristne kirkes monopol på religiøs sandhed blev brudt af individer. På Buddha's egen tid var den slags uhørt. Alle besad naturligt personlig integritet, men denne værdighed var under angreb fra de nye royale diktaturer på Ganges sletten som Koshala og Maghadha. Disse enevældige diktatur traditioner kom sidenhen til at dominere overalt i Indien som samfundenes styringsform helt frem til 1947, hvor hele landet igen blev demokratisk. Så værdighed handler om den enkeltes ret overfor staten, familien og traditionerne. Samt om det almindelige samfunds respekt for den enkeltes medfødte værdi som medmenneske. Og derfor også om den enkeltes forpligtelse overfor det almindelige samfund. Og derfor også om tabet af sin værdighed, når man ikke bliver behandlet ordentligt og redeligt af andre - eller når man opfører sig kriminelt til skade for samfundet. Det er således værd at bide mærke i, at selvom folk mister deres værdighed, har de ikke nødvendigvis mistet deres menneskelighed; og slet ikke deres potentiale for Bodhicitta - og overhovedet slet ikke deres medfødte og iboende Buddhanatur. Stolthed og arrogance er derimod en personlig udfordring - eller et eksistentielt problem - for den enkelte, som træner sit sind for at kunne opdage og opdyrke Bodhicitta. I den forbindelse er der ikke noget med værdighed, som skal forsvares eller opretholdes; i stedet handler det om at give slip, skt.: naishkramya, på tilknytning og identifikation med den stærke lidenskab, skt.: klesha, kaldet stolthed og selvglæde. Vel at mærke uden at prøve på at ødelægge eller undertrykke følelsen. Når tilknytning og identifikation med oplevelsen af stolthed opgives - uden at forhindre eller i øvrigt gøre noget ved fremkomsten af oplevelsen af stolthed i sindet - vil følelsen afgive sin intuitive information, som det er yderst gavnligt at få fat i. (Hvad stolthed angår kaldes denne intuition for 'lighedens vished'.) Der er ikke mange mennesker, som er i stand til at lade følelsen af stolthed opstå uden forhindring, mens man samtidigt undlader at identificere sig med den - og forme en form for tilknytning til det, som der opleves stolthed ved. Men det kan sagtens lade sig gøre - lige så naturligt som det er, at være identificeret og tilknyttet. Netop mennesker formår dette ved at gennemskue sindets natur og virksomhed, mens næsten alle andre sansende væsner er ude af stand til det. I kraft af den meditative trance, skt.: samadhi, vænner man sig hurtigt til det, hvis og når man vel at mærke er opmærksom på instruktionen og søger at give slip. Samadhi alene bevirker ikke frigørelse; man skal også anvende den buddhistiske anskuelse mens man befinder sig i samadhi. Det er til gengæld ganske nemt, når først man er ankommet og kender anskuelsen. Så ikke noget med at øve vold på sig selv, tak. Forstå i stedet sammenhængen - og gør det rigtige! Frigørelse betyder IKKE at undertrykke følelser! Følelser er en kostbar intuitiv ressource. At give slip på tilknytning og identifikation betyder derfor ikke, at blive følelseskold og ufølsom. Det betyder ganske enkelt, at tilknytning og identifikation ikke længere er til stede i bevidsthedens øjeblik - og de manifeste følelser derfor bliver både nøgne, afklarede og tydelige. I stedet for at dominere ved grebethed eller at forsvinde i ubemærkethed eller undertrykkelse og gøre den enkelte emotionelt afstumpet. Det er ligesom en ny slags sansning, skønt det jo ikke er sansning som sådan, men netop intuitiv vished, skt.: djñana som manifesteres, hvor der før var formørket grebethed ligesom et tunnelsyn og instinktiv fordom. Det skal naturligvis opleves, før man forstår det og tager det til sig. Det er meget svært. Derfor opfordrede Buddha Sakyamuni de virkeligt interesserede at blive munke og nonner, samt til tider at leve og meditere helt alene, så der ikke er nogle andre at kaste sine fordomme på ved psykologisk spejling (projektion, skt.: asravas). Det er af samme grund, at folk har brug for at støtte sig til en kvalificeret Dharmalærer. Det er nemt at bedrage sig selv og misforstå, hvor man er nået frem til i sin udvikling. Her vil en kvalificeret Dharmalærer, skt.: kalyanamitra kunne fungere som et psykisk spejl for en enkelte, så misforståelser undgås og ens egen vurderingsevne bliver trænet og forfinet. Indbildskhed, skt.: moha, er en stor udfordring og et kæmpe problem for alle i deres liv. Det kan synes, at Tantra kræver opgivelse af elevens værdighed ved at dyrke Guru'en eller Lama'en som et højere væsen end en gud. Det skyldes en misforståelse af, hvad elevens 'bånd' til sin Lama betyder, altså samaya. Når det er en god og erfaren Lama, som besidder en vis grad af erkendelse, og det også er en tålmodig og lærevillig elev (skt.: chela), bliver ingens værdighed krænket ved Tantra. Tværtom vil eleven opdage oprindelsen til al menneskelig værdighed, altså Bodhicitta, i kraft af instruktionerne og træningen. Men hvis det er en ukvalificeret Lama uden erfaring, som blot laver karriere og søger profit, og eleven mangler de nødvendige kvaliteter (tålmod og lærevillighed), bliver begges værdighed krænket og ødelagt. Tantra kræver den yderste forsigtighed. (Læs mere i artiklen: Sex med Lama'en - som forklarer faldgruberne i dette emne. Læs også artiklen: Samaya, forbindelse - som uddyber emnet.) Alle gode mennesker har således en medfødt værdighed. Mens de ondsindede og manipulerende mennesker hurtigt mister deres værdighed ved at skade andre (end statens fjender). Det er derfor farligt at beskæftige sig med propaganda, reklamer og politik, hvor mennesker nærmest automatisk opfordres til at smide værdigheden og kaste sig ud i kunsten at skade og manipulere andre end ens eget firma, politiske parti eller andre særlige samfunds hensigter, som søger at gavne nogle udvalgte og samtidigt gerne skade modstandere. Det er alt sammen meget uværdigt. Det er godt at fremme det gode og forhindre skade; for eksempel på klima og miljø. Men det er en helt anden historie. Det er et moderne problem af kolossalt omfang, at folk må miste deres værdighed blot for at udføre et stykke lønarbejde, hvorved andre og / eller miljøet skades. Eller ved at drive en virksomhed på en rentabel måde, hvor man ser bort fra eventuelle skadevirkninger og i stedet fokuserer på blot at overholde lovens bogstav. De socialistiske stater har ikke løst problemet, men blot gjort det både værre og mere omfattende i disse lande. Den menneskelige værdighed er truet på alle arbejdspladser, fordi det er almindeligt at se bort fra det midt i larmen fra tanker om rentabilitet og kampe med fagforeninger og så videre. Det moderne samfund har ikke for alvor taget en ordentlig etik til sig, hvor man som noget helt naturligt ikke anbringer gift i miljøet, luften, vandløb og havene. Hvor man ikke foranstalter unødvendig lidelse for husdyr, den vilde fauna og skadedyr. Hvor man ikke fordrejer sandheden om kvaliteten ved de fremstillede produkter fra industri, landbrug og så videre - også i detail handelen. Det moderne miljø er ikke blot indsmurt i miljøgifte, dårlig luft, vand og anden forurening - vi er også nedsænkede i et hav af løgne, bedrag og fordrejning af virkeligheden. Vi har nærmest alle vænnet os til det; det er blevet 'naturligt' at forvente reklamer hos købmanden i stedet for information og oplysning - og propaganda hos de politiske partier og interesse organisationer. Men fordrejning af sandheden er løgn, og en løgner mister sin værdighed, mens det sker. Det kunne ikke ske uden at de, som har foranstaltet dette og gjort det til en vane, har mistet deres værdighed allerede tidligt i deres engagement. Når rigtig mange uværdige mennesker i vore dage sidder på store dele af magten i samfundet, har vi et kæmpe problem, som vil blive foræret gratis til vores børn. Samfundssindet bliver forgiftet af de uværdige mennesker, som har fået lov til deres løgn og bedrag, skønt de burde være blevet udskudt af samfundet på grund af det samme. I stedet har de i kraft af rigdom og politisk magt blevet anset for værdige på trods af den skade, de har forvoldt. Dette betyder ikke, at vi derfor må vende tilbage til stenalderen - eller guldalderen - hvor folk var mere uskyldige end i dag. Det betyder, at vi har et meget stort samfunds problem, som ingen omtaler eller forholder sig til, fordi de i så fald også selv måtte opgive at drive propaganda, lave reklamer og så videre. Så bemærk venligst, at ærlighed og værdighed hænger uløseligt sammen. Men det er ikke for sent. Skade forvolderne kan bekende deres negative handlinger og få deres værdighed tilbage. Ligesom det skete for massemorderen Angulimalla. Læs også om: Naishkramya. Og om: Klesha. Og om: Djñana.
Vågent nærvær:
se under: Smriti.
W
[Lama] Walli:
er tysk Dharmalærer, som er en af Gendjyn Rinpotje's hovedelever. Efter 15 år med flere retreats og studier under Gendjyn Rinpotje's ledelse begyndte hun at undervise. Lama Walli leder retreatcenteret Dhagpo Dedreul Ling, i nærheden af Dhagpo Kagyü Ling i Dordogne, Sydfrankrig. Hun afholder typisk flere kursus i Tyskland i sommer perioden. Efter covid-19 lockdown er hun også begyndt med online undervisning.
Wang kur (tib.):
[dBang bsKur] se under: Abhisheka.
Wu-t’ai-shan (kinesisk):
et helligt bjerg i Kinas Shansi provins. Bjerget er helliget Bodhisatva’en Mandjusri.
|