|
Vaibhashika
anskuelsen
af Shamar Mipham Tjødji Lodrø Rinpotje
Denne skole [Vaibhashika, eller: Vaibhāṣika] lærer os, at alle de grovere former, som vi oplever, kun er virkelige i en relativ betydning, ved at deres ultimative [i betydningen 'reducerede'] virkelighed består af uadskillelige partikler, atomer i ordets oprindelige betydning, som består af de forskellige [grund-] elementer, som de er sammensat af, nemlig jord [det faste], vand [det flydende], ild [det forvandlende], luft [det luftige eller de bevægelige vinde] og rum [rummet omkring og indeni disse 4 andre grund-elementer]. Disse partikler eksisterer faktisk [i følge Vaibhashika], men er ikke opstået ved [en Guds aktive] skabelse.
Ligesom den ultimative virkelighed ved de grovere former i den ydre verden er partiklen, således er det indre sinds ultimative virkelighed det mentale øjeblik, som kan kaldes det mentale atom, et uadskilleligt øjeblik af bevidsthed. Disse sindslige øjeblikke er virkelige, men sindets fortsættelse [ud over det enkelte øjeblik] er ikke virkeligt. Fortidens sind er borte, fremtidens sind er endnu ikke ankommet, så det eneste, som virkeligt kan siges at eksistere, er sindets nuværende øjeblik. Hvad der forekommer os at være et fortsat sind [i bevægelse gennem tid], er ganske enkelt summen af en serie af mentale øjeblikke [sanskrit: santana]. Således er forekomsten af sindet, ligesom den ydre verdens grovere formers ultimative virkelighed er partiklen, kun forholdsvist virkelig [ved at være af sammensat natur, sanskrit: samskritas, samt ved kun at eksistere i nu'et].
Alle buddhistiske skoler anerkender, at lidelse opstår på grund af misforståelse af forholdet mellem sindet, som ved, og de genstande, som sindet opfatter. Sindet, som er forvirret om sig selv, hænger fast i en idé om sin egen adskilte identitet, som skiller det fra genstandene, som sindet opfatter og tilkender [uafhængig] virkelighed. Denne skelnen betyder, at når en genstand opleves og bedømmes som smuk af sindet, bliver tilknytning født, og når en genstand bliver anset for ubehagelig, opstår der en følelse af afsky. Når sindet vender sig i retning af [den begærede –] eller vender sig bort fra [den afskyelige] genstand, følger lige i hælene på disse to slags reaktion det forvirrede sinds grebethed af følelser, og [de efterfølgende] handlinger bliver genstand for loven om årsag og virkning [karma], og resultatet er lidelse.
Genkendelse af hele denne proces er [et] almindeligt [emne] i alle buddhistiske skoler. Forskellene viser sig ved måden, hvorpå den nøjagtige natur af forbindelsen mellem sind og genstande anskues. Vaibhasika skolen fastholder, at der er en direkte kontakt [sanskrit: sparsa] mellem sanse-bevidsthederne og deres [sanse] genstande [sanskrit: visayas] uden at nogen formidling finder sted. Sautrantika skolen modbeviser dette.
I følge Sautrantika anskuelsen er enhver direkte kontakt mellem sind og den ydre verdens partikler umulig på grund af den radikale forskel på deres respektive naturer. Sindet er klart som glas og bevidst. Den materielle verden består af døde ting, som er uden sind. Sindet kan kun kende til noget, som har samme natur som det selv. Derfor må viden om den ydre verden ske gennem en eller anden proces, snarere end ved et direkte møde mellem sind og stof.
Sautrantika'erne påstår, [at der er] et mentalt tilgængeligt billede [af nogle kaldet repræsentation] af den materielle genstand, som opstår som en naturlig virkning ved genstandens eksistens, som kan begribes og kendes af sindet, fordi [dette billede] er af samme natur som sindet. Genstanden selv er virkelig og eksisterer, men ville være skjult for sindet, var det ikke for den mentale virkning [sanskrit: rupa], som den afstedkommer, og som kan opfattes af sindet. Sindet opfatter dette mentale billede som virkeligt, hvilket så starter processen som ovenfor beskrevet, og som fører til lidelse. Bemærk at det ikke er genstandene i sig selv, som bevirker lidelse. Det er sindets klyngen til den virkelighed, som genstandene afgiver som mentale billeder.
[Læs videre om dette emne under: maya.]
Både Vaibhasika og Sautantrika anskuelserne kan føre en lærling til en Arhats tilstand.
[Arhat er benævnelsen på et menneske, som har opnået ‘ufuldstændig’ befrielse og oplysning. Ufuldstændig betyder, at der mangler indsigt i Pradjñaparamita. En Arhat har erkendt Selvets illusion, men ikke sunyata, tomhedsnaturen. Der er således ikke tale om en fuldstændig (samyak) oplysning. Dette synspunkt om begrebet Arhat tilhører naturligvis Mahayana.]
Læs også i ordforklaringen om Vaibhashika filosofien
Disse ret korte paragraffer er fra bogen: A Change of Expression & Working with the Emotions, side 65 og 66. Forlag: Éditions Dzambala ISBN 2-9069-08-9. De firkantede paranteser indeholder Tendar Olaf Høyers uddybninger af Rinpotje’s tekst.
De optræder her som citater til uddybning af artiklen:
Om Opfattelsen, hvor Vaibhasika nævnes ganske kort i kapitel 4.
Læs også om: Hvad er en oplevelse?
|
